Sådan står der i begyndelsen af 1. Mosebog. Gud skabte ikke bare mennesket, men han han skabte en mand og en kvinde, og disse to var bestemt for hinanden. De var forskellige og kunne netop derfor supplere hinanden både legemligt og sjæleligt. De var skabt i Guds billede, Gud som selv er kærlighed, og derfor hører kærligheden mellem mand og kvinde med til deres lighed med Gud, den er et genskær af Guds ubetingede kærlighed til os mennesker.

Det kristne ægteskab er et uopløseligt, livslangt forhold. Derfor er det vigtigt og nødvendigt at tænke sig meget grundigt om, inden man beder om at blive gift. Forelskelse og seksuel tiltrækning mellem to mennesker er ikke nok. Der må også være en vis åndelig overensstemmelse til stede, hvis forelskelsen skal bestå. Det snusfornuftige gamle ordsprog, at "lige børn leger bedst", er ikke helt forkert. Det er en hjælp at være vokset op på nogenlunde samme tid, at tilhøre nogenlunde samme miljø, tale det samme sprog og have de samme normer; kort sagt: en fælles baggrund gør det lettere at forstå hinanden, men er selvfølgelig ikke nogen garanti for, at man passer sammen.

I den katolske Kirke har vi yderligere den hjælp, at ægteskabet er et sakramente, og som alle sakramenterne et nådemiddel. Kirken sammenligner ægtefællernes kærlighed til hinanden med Kristi kærlighed til Kirken og siger ligefrem, at de gennem ægteskabets sakramente bliver delagtige i denne kærlighed. Her henholder den sig til Paulus' ord i Efeserbrevet: "Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være eet kød. Den hemmelighed, der ligger heri, er dyb; jeg sigter hermed til Kristus og Kirken".

Det fremgår klart af bryllupsliturgien, at det ikke er præsten, der vier brudeparret. Det er de to, der med deres ja-ord meddeler hinanden sakramentet. De giver hinanden hånden og lover at leve sammen i troskab, indtil døden skiller dem ad. Dette er det ydre sakramentale tegn, gennem hvilket Gud giver dem sin nåde og styrke og delagtighed i Kristi kærlighed til Kirken. Selv mødes de for Guds alter som to ligeværdige personer, der af egen fri vilje og uden nogen form for tvang fra omgivelserne ønsker at give sig til hinanden. Kirken lægger megen vægt på at understrege den frie vilje til indgåelse af ægteskabet, og med til dette hører også viljen til at gøre det til et livsvarigt forhold og til at påtage sig ansvaret som kristne forældre til de børn, der måtte komme ud af det. Præsten er til stede som Kirkens repræsentant; han stadfæster på Kirkens vegne deres løfte, og han velsigner deres forening. På samme måde beder han Gud velsigne de vielsesringe, brudeparret giver hinanden som tegn på deres kærlighed og troskab. Han slutter med at erklære ægteskabet for gyldigt og tage ikke blot de to obligatoriske vidner, men alle de tilstedeværende til vidne på, at pagten er gyldigt indgået: "Hvad Gud har sammenføjet, må mennesker ikke adskille".

Dette citat er taget fra Mattæusevangeliet, hvor der egentlig står: "Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille". Det ord, der i den oprindelige græske tekst er brugt for "sammenføje" betyder egentlig at "lægge åg på" og blev brugt om

det fælles åg, man lagde på to okser, der blev spændt for den samme plov. Sådan to okser udgjorde en slags arbejdsteam, de kendte hinandens reaktioner og kræfter, de supplerede hinanden og fik et enestående forhold til hinanden, som, når en af dem døde, gjorde det meget vanskeligt for bonden, der ejede dem, at få den overlevende til at indgå i et nyt team.

I dag hører man ofte udtrykket: "at trække på samme hammel"; her er der bare tale om to heste, der spændes for den samme tværstang foran på den vogn, de skal trække. Men ligegyldigt hvilken sammenligning, man bruger, så er det et godt billede på det, som ægteskabet burde være, nemlig en fælles indsats livet igennem, såvel i gode som i vanskelige tider. Man oplever ofte, at hvis den ene part er lidt svagere i en periode - det være sig legemligt som åndeligt - så får den anden tilsvarende flere kræfter. Og intet ægteskab er uden kritiske momenter. Hvor godt man end tror at kende hinanden, før man gifter sig, vil der alligevel være sider ved den anden, som man først lærer at kende i den hverdag, der følger efter den første stormfulde forelskelse. Udover det kan mennesker også forandre sig, og hvor tit hører man ikke om ægtefæller, d er er "vokset fra hinanden". Det er vigtigt, at man ikke, fordi man er opslugt af arbejde og børnepasning eller måske oven i købet af stadig at uddanne sig, glemmer at tale sammen og give sig tid til lytte til hinanden, for kun på den måde har man mulighed for at hjælpe og støtte, når der er behov for det, og for i det hele taget at følge hinandens udvikling og forstå hinanden. Heller ikke det ægteskabelige samliv må forsømmes. Også gennem det kommer man hinanden nærmere og udtrykker på en anden måde end med ord den dybe kærlighed, man nærer for den anden; og den ikke bare fysiske, men også psykiske balance, som et harmonisk samliv medfører, bærer over mange små skærmydsler og giver en styrke til at modstå fristelsen til utroskab, som lurer på alle.

At leve sammen i et godt ægteskab er en stor lykke og en stor nåde, men det kræver en stadig indsats. Meget, for ikke at sige alt, afhænger af den indstilling, man møder ægteskabet med, og den vilje man har til at få det til at fungere. I ægteskabet giver man sig til hinanden, og derved modtager man også den andens kærlighed, men man har ikke krav på den anden. Hvis man føler, at der noget, der ikke rigtig er, som det skal være, er det klogt, inden man bare skyder skylden på sin ægtefælle, at overveje, om det ikke er en selv, der er noget galt med, om der ikke er noget, man selv burde gøre anderledes.

Hvis en af parterne krænker den anden eller måske er den anden utro, bør den krænkede part være villig til at tilgive, hvor svært det end kan være. I Det gamle Testamente tillod Moseloven en mand at skrive et skilsmissebrev og skille sig fra sin kone, hvis hun havde været ham utro. Men Jesus siger tydeligt: "Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, bedriver hor imod den første. Og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, bedriver hun hor".

Vi lever i en tid og i et land, hvor en sådan tale nærmest er uforståelig for de fleste. Mange mennesker gifter sig slet ikke, men lever måske i et såkaldt "partnerskab". Det er dejlig praktisk, for så er det ikke så besværligt at skifte partneren ud, når man er blevet træt af vedkommende. Der er dog også en del, der gifter sig, men mange gør det i bevidstheden om, at de jo altid kan blive skilt, hvis det ikke går. At det er de eventuelle b¢rn af disse forbindelser, som det går hårdest ud over, kan vist ikke diskuteres. De er mærket på livstid af den utryghed og splittelse, der følger med forældrenes skilsmisse. Men også de unge kristne påvirkes af denne generelle indstilling fra det omgivende samfunds side. Det er den, de møder blandt

deres kammerater og blandt de unge, som de måske skal finde sig en ægtefælle iblandt, og det kan virke skræmmende.

Men kan katolikker da slet ikke blive skilt? Jo, Kirken kan tillade en fysisk separation, hvis den familiære situation er helt uholdbar, fx i tilfælde af grov vold. Det kan også ske, at den ene ægtefælle rejser og gifter sig med en anden. Det sakramentale bånd mellem ægtefællerne består dog stadigvæk, indtil en af dem dør. Hvis den forladte part alligevel finder sig en ny livsledsager, kan de naturligvis ikke blive viet i kirken, men de vil finde forståelse og forbøn; blot vil de ikke have ret til at gå til kommunion. Sådan er Kirkens officielle indstilling, men i den aktuelle diasporasituation, vi lever i, går forståelsen somme tider et skridt længere.

Gudskelov er der endnu mange, der får lov at leve et langt liv sammen. Når det lykkes, skyldes det ikke udelukkende deres egen indsats og indstilling, men de kan takke Gud for, at ægtevielsens velsignelse og nåde har været virksom gennem hele deres tilværelse, så den kærlighed, der lå til grund for deres ægteskab, har kunnet udvikle sig til uanede dimensioner.

KD