Fuld aflaad på festen for Marias uplettede undfangelse

Fuld aflad på festen for Marias uplettede undfangelse

(VIS) Ifølge et dekret offentliggjort den 29. november 2005 vil Benedikt XVI give de troende mulighed for at opnå fuld aflad ved den kommende fest for Marias uplettede undfangelse (8. december 2005). Dekretet er underskrevet af Kardinal James Francis Stafford og Pater John Francis Girotti O.F.M. Conv., der leder det Apostoliske Pønitentiariat.

“Den 8. december”, står der i teksten, “vil det være 40 år siden, at Guds Tjener Pave Paul VI, der allerede havde kaldt Jomfru Maria for Kirkens Moder, ved afslutningen af 2. Vatikankoncil anbefalede lovprisning af den hellige Jomfru, der som Kristi Moder er Guds Moder og åndelig Moder for os alle.

Når Pave Benedikt XVI på denne festdag offentligt lovpriser Maria som den uplettede undfangelse, er det hans dybtfølte ønske, at hele Kirken vil slutte sig til ham, så alle de troende, forenede i den fælles Moders navn, må blive stærkere i troen, nære endnu større andagt til Kristus og elske deres medmennesker med inderligere næstekærlighed. Som 2. Vatikankoncil meget klogt fastslog, er dette grundlaget for barmhjertighedsgerninger mod de trængende, opretholdelse af retfærdighed samt forsvar for og stræben efter fred.

Af denne grund har Paven lovet, at de troende kan opnå fuld aflad på de sædvanlige betingelser (skriftemål, modtagelse af eukaristien og bøn for Pavens anliggender) med sjælen helt frigjort fra enhver synd, hvis de på den kommende fest for Marias uplettede undfangelse deltager i en gudstjeneste til ære for Maria eller i det mindste tydeligt viser andagt til Maria foran et billede af den uplettede undfangelse udstillet til offentlig ærefrygt og desuden fremsiger Fadervor og Trosbekendelsen samt en påkaldelse af Marias forbøn.”

Dokumentet ender med at minde om, at troende, som “på grund af sygdom eller anden gyldig grund” ikke er i stand til at deltage i en offentlig ceremoni eller ære et billede af Maria, “kan opnå fuld aflad i deres eget hjem, eller hvor de måtte befinde sig, hvis de med sjælen fuldstændig renset for enhver synd og med en intention om at opfylde de førnævnte betingelser så snart som muligt, i tankerne ønsker at tilslutte sig pavens anliggender i bøn til Marias uplettede undfangelse samt beder Fadervor og Trosbekendelsen.”

* * *

For at genopfriske Kirkens lære om aflad bringes her et uddrag om dette emne:

X. Aflad

1471 Afladslære og afladspraksis i Kirken hænger nøje sammen med virkningerne af Bodens sakramente.

Hvad er aflad?

“Afladen er eftergivelse hos Gud af timelig straf for synder, hvor skylden allerede er slettet - eftergivelse, som den vel forberedte troende opnår på visse betingelser med hjælp fra Kirken, som er forvalter af genløsningen og med sin autoritet fordeler og anvender den skat af godtgørelser, som Kristus og de hellige har vundet.”[1]

“Afladen er delvis eller fuldstændig, alt efter som den delvis eller totalt fritager for den timelige straf, som skal sones for synden”.[2] “Enhver troende kan opnå aflad for sig selv eller for de døde”.[3]

Syndestraffe

1472 For at forstå denne Kirkens lære og praksis må man først indse, at synden har en dobbelt konsekvens. Den svære synd berøver os samfundet med Gud og gør os derved uegnede til evigt liv. Dette tab af det evige liv kaldes “evige syndestraffe”. På den anden side medfører enhver synd, også svaghedssynder, en usund binding til det skabte, som behøver renselse, enten her på jorden eller efter døden, i den tilstand man kalder Skærsilden. Denne lutring befrier for det, man kalder “timelige syndestraffe”. Disse to former for straf må ikke opfattes som en form for hævn, som Gud udefra tager over synderne, men som noget der følger af selve syndens natur. En omvendelse, fremkommet af en brændende kærlighed, kan føre til en total renselse af synderen, således at ingen syndestraffe tilbagestår.[4] [1861; 1031]

1473 Syndstilgivelsen og genoprettelsen af samfundet med Gud medfører eftergivelse af de evige syndestraffe. Men de timelige syndestraffe består. Den kristne må bestræbe sig på at tage disse timelige syndestraffe på sig som en nåde, idet han tålmodigt bærer lidelser og prøvelser af enhver art, og, når timen er inde, roligt tager imod døden. Han må også bestræbe sig på gennem barmhjertighedsgerninger og næstekærlighed såvel som gennem bøn og forskellige bodsøvelser helt at aflægge det “gamle menneske” og iføre sig “det nye menneske”.[5] [2447]

I de helliges samfund

1474 Den kristne, der søger at rense sig for sin synd og helliggøre sig med Guds nådes hjælp, står ikke alene. “Ethvert af Guds børn er i sit liv på underfuld måde, i Kristus og ved Kristus, forbundet med alle andre kristne brødres liv, i Kristi mystiske legemes overnaturlige enhed, som i én mystisk person”.[6] [946-959; 795]

1475 I de helliges samfund “findes der altså blandt de troende: de som er i det himmelske fædreland, de som har fået adgang til at sone i skærsilden eller de som endnu er på troens vandring på jorden - et vedvarende kærlighedens bånd og en rig udveksling af alle goder”.[7] I denne vidunderlige udveksling kommer den enes hellighed de andre til gode, og det langt ud over den skade som den enes synd har kunnet forvolde andre. Således gør tilflugten til de helliges samfund det muligt for den angrende synder tidligere og mere effektivt at blive renset for syndestraffe.

1476 Disse åndelige goder i de helliges samfund kalder vi også Kirkens skatkammer. “Det er ikke en sum af goder, sådan som materielle rigdomme, der har hobet sig op i århundredernes løb, men det er den uendelige og uudtømmelige pris, som vor Herre Jesu Kristi soning og fortjenester har hos Gud, ofret for at menneskeheden kan blive befriet for synden og nå til samfundet med Faderen. Det er i Kristus, vor Forløser, at Hans forløsnings genoprettelse og fortjenester findes i overflod”.[8] [617]

1477 “I dette skatkammer hører også den i sandhed umådelige, uforlignelige og altid nye værdi hjemme, som den salige jomfru Marias og alle helgeners bønner og gode gerninger har hos Gud - de, som har ladet sig helliggøre ved Kristi nåde, ved at vandre i hans fodspor, og som har fuldført et værk, der er velbehageligt for Faderen. Ved at arbejde på deres egen frelse har de samtidig arbejdet på deres medmenneskers frelse i det mystiske Legemes enhed”.[9] [969]

Opnå aflad fra Gud gennem Kirken

1478 Aflad opnås gennem Kirken, som i kraft af den magt til at løse og binde som er givet den af Kristus Jesus, træder ind for en kristen og åbner ham adgang til skatkammeret med Kristi og de helliges fortjenester, for at han af barmhjertighedens Fader kan få eftergivet de timelige syndestraffe, han har pådraget sig. Kirken vil ikke kun komme denne kristne til hjælp, men også tilskynde ham til fromme, bodfærdige og næstekærlige gerninger.[10] [981]

1479 Eftersom de troende afdøde, som er på renselsens vej, også er medlemmer af de helliges samfund, kan vi hjælpe dem bl.a. ved at opnå aflad for dem, sådan at de kan få eftergivet de timelige straffe, som de er skyldige, for deres synder. [1032]

[1] Paul d. 6., apost. konst. “Indulgentiarum doctrina”, Normae 1.

[2] Paul d. 6., apost. konst. “Indulgentiarum doctrina”, Normae 2.

[4] Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1712-1713; 1820.

[6] Paul d. 6., ap. konst. “Indulgentiarum doctrina” 5.

[8] Paul d. 6., ap. konst. “Indulgentiarum doctrina” , Normae 5.

[9] Paul d. 6., ap. konst. “Indulgentiarum doctrina” 5.

[10] Jf. Paul d. 6., den citerede tekst 8; Tridentinerkoncilet: DS 1835.