mag.art.

Mennesker har altid haft behov for at inddele hinanden i enkle kategorier. Inden for politik har polerne siden den franske revolution heddet højre og venstre. Socialister og kommunister var venstreorienterede, mens konservative stod til højre. Liberale/liberalister kan høre til begge steder, alt efter om man befinder sig i Europa eller USA og enten fokuserer på kultur eller økonomi.

I dag er skellet mellem højre og venstre, som vi har kendt det i over hundrede år, passé. Måske danner der sig nye ideologier, hvor betegnelserne højre og venstre kan finde anvendelse, men foreløbig synes det ideologiske bord ryddet og kortene klar til en ny oplægning.

Men bag de politiske skillelinjer siden den franske revolution går der et dybere skel med rødder tilbage i Europas idehistorie. Mange af de ideologiske konflikter, som har præget vort århundrede, kan spores tusind år tilbage i tiden, og måske kan man ligefrem påstå, at det er de samme grundlæggende præmisser, man strides om op gennem århundrederne. Hvis vi bare gør os klart, at nutidens politiske uenigheder nøje svarer til fortidens religiøse tvister.

Der er sket en langsom og stadig forskydning fra en religiøs problemstilling til en verdslig eller politisk. Universet var førhen bestemt af Gud og forholdet til Gud, mens Vorherre i dag er sendt på førtidspension, troen gjort privat, og scenen dermed overladt til politikere og samfundsreformatorer. Meget forenklet sagt: før bad man til (eller anklagede) Gud. Nu beder man til »samfundet« (eller anklager det for ikke at imødekomme ens ønsker).

En af de mest interessante debatter, som lægger grundlaget for de ideologiske skel op gennem Europas historie, er striden mellem kirkefaderen Augustin op den irske munk Pelagius i 400-tallet.

De diskuterer i teologiske termer (synd, nåde, frelse etc.), men det drejer sig lige så vel om politisk-samfundsmæssige forhold for så vidt uenigheden angår menneskets muligheder for at virkeliggøre det gode her på jorden.

Augustin (354-430) opfattes normalt som ophavsmand (inspireret af Paulus) til dogmet om arvesynd. Denne opfattelse går ud på, at synden er et eksistentielt træk ved verden, som ikke kan udryddes eller bortelimineres. Der er så at sige en arvet, oprindelig synd, som stammer tilbage fra Adams første synd, og som siden er overført gennem menneskeslægten. Adam havde oprindelig en fri vilje, men misbrugte den i ulydighed mod Herren. Dette syndefald har så været et forhold for menneskene lige siden. Vi - Adams efterkommere - er derfor ikke født uskyldige eller med en fuldstændig fri vilje, men født belastet så det ikke (alene) er op til os selv, hvordan vi vil handle. Den teologiske konsekvens heraf bliver så for Augustin, at man ikke som tidligere kristne opfattelser bør betone den enkeltes mulighed for frelse ved egen indsats (ved askese, driftskontrol, munkeliv etc.), men kun kan tro på Guds nåde. Frelse er hos Augustin Guds værk. Mennesket er for dybt inficeret af den arvede synd til, at dets egne præstationer kan virke udslagsgivende herfor.

I begyndelsen af 400-tallet kom en formodentlig irsk munk til Rom, Pelagius. Han var ivrig asket og appellerede stærkt til viljen i mennesket, hvorfor han derfor oprørtes over Augustins arvesyndslære, der betød en mistro til viljens evne til at realisere sine hensigter (blive frelst). Pelagius blev stødt af at læse i Augustins Bekendelser, at mennesker nødvendigvis må synde, selv efter dåben. Augustin underminerede ifølge Pelagius moralen og kravet om perfektion, fordi ansvaret blev lagt over på Gud snarere end på mennesket. Pelagius bestred arvesynden, da synd altid for ham er enkelte handlinger, og det er absurd at gøre mennesket ansvarligt for andet end dets egne gerninger. For Pelagius var mennesket frit til at vælge mellem godt og ondt. Hvert enkelt menneske står lige så frit som Adam før syndefaldet. Derfor afviste Pelagius al tale om arvesynd. Sjælen i mennesket er skabt af Gud uden ondskab - der er ingen »hang-overs«. Den eneste form for synd for Pelagius var aktuel synd.

I eftertiden er pelagianisme benyttet som skældsord af protestanter, som typisk kalder deres modstandere »pelagianere«. Luther kaldte Erasmus fra Rotterdam for en »pelagianer«, fordi humanisten Erasmus argumenterede for menneskets frie vilje, mens Luther anså den for trælbundet. Fra protestantisk hold forstås den katolske teologi gerne som semipelagiansk.

I dag er den slags skældsord gået af mode. Selvom de egentlig er ret præcise.

Den engelske forfatter Anthony Burgess benytter begreberne augustianisme og pelagianisme til at beskrive de meningsmæssige forskelle i den moderne vestlige verden. I forordet til den franske udgave af Henrik Stangerups roman »Manden der ville være skyldig« skriver Burgess: »Den hellige Augustin sagde, at mennesket er slet, og at det inddrikker synden med modermælken. Den engelske munk Pelagius, derimod, hævder, at mennesket kommer til verden i en så at sige neutral moralsk tilstand, således at det ikke har brug for Guds nåde - det kan nå himmeriget af egen kraft, uden hjælp udefra. Hvis vi betragter himmeriget som en verdslig ide, der stiller en evig tilstand af social stabilitet og lykke i udsigt, så rammer dette samtidig den danske statsfilosofi, sådan som den præsenteres i Stangerups mareridtsvision.«

Behandlersamfundet, som det blev fremstillet skrækindjagende af Henrik Stangerup, var for Burgess et typisk moderne udtryk for pelagianisme. Alt kan kureres og ordnes. Både på det personlige plan, i sjælen, og på det samfundsmæssige plan. Bare vi er dygtige nok til at planlægge. Al snak om arvet synd virker oldnordisk. I den moderne verden er menneskene herrer i eget hus. Det gælder bare om at ville. Med krisehjælp undgår vi aftryk fra virkelighedens ulykker.

Ifølge Burgess har Pelagius aldrig ophørt med at udøve stor indflydelse på den moralske tænkning. Den mennekeopfattelse, som det taler imod, forekommer de fleste mennesker at være utrolig til det uhyrlige, selv om det er del af den traditionelle kristne lære. Den nævnte opfattelse (Augustins) fastslår, at mennesket træder ind i verden i en tilstand af »arvesynd«, som det er uden kraft til at overvinde ved egne strengelser: Det har brug for Kristi frelse og Guds nåde. Arvesynden henviser til en vis menneskelig foruddisponering for det onde til den forbrydelse, Adam begik ved at være ulydig i Paradisets Have. Pelagius benægtede denne frygtelige arv. Mennesket havde frihed til at vælge frelse i lige så høj grad som den evige fortabelse. Det var ikke foruddisponeret til det onde, arvesynden eksisterede ikke. Mennesket var heller ikke foruddisponeret for det gode: Spørgsmålet absolut frihed til at vælge gjorde det neutralt. Mennesket besad med sikkerhed evnen til uhindret af slumrende følelser at føre et godt liv og ved egne strengelser opnå frelse til sidst. Sankt Augustin, Biskoppen af Hippo, fastslog atter den ortodokse lære om arvesynd og det nødvendige i at bede om himmelsk nåde og fordømte højlydt Pelagius. Men i mere end femten hundrede år har Pelagius ikke villet lade sig bringe tavshed. (Citeret fra Anthony Burgess, 1985).

Når man ser sig omkring her på randen til det ny årtusind, må man sige, at Pelagius har sejret. Solidt og eftertrykkeligt. Hvis jeg i nogen debat i dag refererer til en arvet synd, om en dispostion til det onde i mennesket, om tilværelsens iboende utilstrækkelighed, kan jeg lige så godt grave mig ned. Det kommer jeg ingen steder med. For al snak om arvesynd blokerer for det, som er den moderne religion over alt andet: ønsket om en bedre verden.

Hvis man ikke tror på, at verden kan forbedres, samfundet blive bedre, ventelisterne forkortet og forureningen begrænset, bør man forlade den offentlige sfære. Det dræber diskussionen og virker ikke motiverende for de forsøg, der gøres på at forbedre verden. Hvis ikke vi tror på, at kriminalforsorg virker befordrende på kriminelles resocialisation, hvad så?

Selv NATO har på få år overgivet sig til pelagianismen, når alliancens førende politikere vil og tror at kunne gøre godt overalt i regionen. Den gamle realisme i udenrigspolitikken, hvor der regnes med krig og ondskab mellem staterne og folkene, er i dag erstattet af en idealisme, der tror på, at det onde kan elimineres med krydsermissiler. NATO's officielle formål er at gøre Kosovo multietnisk, hvor andre ser det som roden til ondet. For pelagianere kan multikulturalisme sagtens realiseres her på jorden, når bare vi afklæder os vore fordomme og historiske rodfæstethed. Det er kun et spørgsmål om viljens styrke. Vi er frie til at vælge det.

Hvis det derimod antages, at mennesketilværelsen ikke på forhånd er skabt retlinet og moralsk tomt, men indeholder vrange sider og træghed, undrer man sig ikke over, at mennesker ikke kan skabe en bedre verden i en håndevending. Så undrer man sig ikke, når menneskers liv og færden afstedkommer uligheder, udnyttelse og diskrimination. For verden er ikke på forhånd god og menneskene derfor ikke på forhånd skyld i samfundets mange utilsigtede virkninger. Er det naturligt at for vente, at et samfund skulle resultere i mere harmoni og lighed end i naturens verden. Seks gange så mange mænd end kvinder rammes af lynnedslag i USA - er det Gud, der diskriminerer?

Men hvis der er flere arbejdsløse blandt kvinder eller fra en minoritetsgruppe, nøles der aldrig med moralske bebrejdelser.

For nylig skrev biskop Kjeld Holm: »vi står over for et etisk valg: Skal vi have et samfund, der tillader diskrimination, eller et integreret samfund med plads til forskellighed?«. Når Kjeld Holm stiller disse to alternativer op som valgmuligheder, tænker han helt igennem pelagiansk. Diskrimination kan undgåes, hvis menneskene bare bliver moralsk bedre opdragne. Og når der opereres med disse valgmuligheder, bliver de moralske bebrejdelser over for det bestående samfund med dets mange skævheder ikke mindre belastende.

Men for Augustin var arvesyndens realitet en frigørelse, fordi det lærer os ikke at bekymre os om alle vore handlingers utilsigtede virkninger og samfundets mange skævvridninger. Mit ansvar gælder ikke verden, men mit forhold til Gud. Pelagianismen gør derimod mennesket ansvarligt for alle forhold i verden, eftersom vi kunne have handlet anderledes. Og så gøres mennesket ufrit ved at blive gjort ansvarligt for alt ondt fra sulten i Sydsudan til ozonlagets nedbrydning.

Da mennesket næppe nogensinde kan opnå den viden, der skal til for at erkende vore handlingers vidtrækkende og utilsigtede konsekvenser, synes det langt mere opbyggeligt at holde sig til Augustin og vide verden ond. Kun på den måde kan den forbedres, uden at vi afliver hinanden i processer mod dem, har har forkerte meninger.