B

baldakin. En "tronhimmel", i nogle kirker anbragt over et alter og i domkirker over biskoppens trone. En transportabel baldakin kan anvendes i sakramentsprocessioner (s.d.). Baldakinen er et gammelt tegn på kongeværdighed.

bandlysning. Se: ekskommunikation.

baptisterium. Gr. dåbskapel (s.d.).

baret (af lat. birrus = kappe med hætte). Gejstlig hovedbeklædning. Farven for præster er sort, violet for biskopper og rød for kardinaler.

barmhjertighed (lat. misericordia). I GT opfattet først og fremmest som en egenskab hos Gud over for Israel (f.eks. 2 Mos 34,6), en holdning præget af mildhed og medlidenhed, hvor den stærkere skåner den svagere. I NT åbenbares Gud, som er rig på barmhjertighed (Ef 2,4-5), af Jesus Kristus: Gud er barmhjertighedens Fader (2 Kor 1,3). Guds barmhjertighed "varer fra slægt til slægt over dem, som frygter ham" (Luk 1,50). Kirken bekender og forkynder denne barmhjertighed, jfr. saligprisningerne (Matt 5,7): "Salige er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed." Jfr. Pave Johannes Paul II's rundskrivelse om barmhjertighed: Dives in misericordia (1980). Dansk overs.: Rig på barmhjertighed (1982).

barmhjertighedsgerninger, legemlige. De syv former for kristen omsorg for næsten, som er nævnt i Bjergprædikenen (Matt 5,3-10) og i beretningen om Verdensdommen (Matt 25,35-36): Mætte de sultne (cibo), give de tørstige at drikke (poto), beklæde de nøgne (vestio), huse de hjemløse (tego eller tectum do), besøge og pleje de syge (visito), besøge og løskøbe fanger (redimo eller solvo) og begrave de døde (condo eller tumbo, jfr. Tob 1,19). Se også: åndelige barmhjertighedsgerninger.

barmhjertighedsgerninger, åndelige. De traditionelle syv former for kristen omsorg for næstens åndelige liv: Omvende synderen (carpo), undervise den uvidende (doceo), rådgive den tvivlende (consulo), trøste den bedrøvede (solor),tilgive spotteren (remitto), bære forurettelse tålmodigt (fero) og bede for de levende og de døde (oro). Er opstillet i analogi med de legemlige barmhjertighedsgerninger (s.d.), men er udledt af Kristi lære og Kirkens praksis siden den apostoliske tid.

barn. Se: børn.

barnedåb. Dåb af småbørn har været kirkelig praksis, både i Øst og Vest, siden Oldkirken. Koncilet i Karthago 418 fordømmer den "som siger, at de nyfødte børn ikke trænger til at blive døbt", og Tridentinerkoncilet i 1500-tallet gentager det. Også pave Paul VI har i sin trosbekendelse 1968 mindet højtideligt om denne århundredgamle lære. Barnedåb er således iflg. Kirken en tungtvejende forpligtelse, fordi dåben er nødvendig til frelse (Joh 3,5); den er Guds forudkommende kærligheds tegn og redskab, som befrier fra arvesynden (s.d.), og skænker delagtighed i det guddommelige liv. Barnet døbes på Kirkens tro (Mark 16,15-16), repræsenteret af menigheden, især forældrene og fadderne. Barnet skal derfor indføres og oplæres i denne tro og det kristne liv, så snart det er i stand til det, for at sakramentets gave kan vokse i det og nå frem til sin fulde sandhed. Er garantien herfor ikke seriøst til stede, kan det være en grund til at udsætte dåben; er den slet ikke til stede, skal man nægte at meddele dåbens sakramente. Bortset fra dødsfare tager den katolske Kirke kun imod børn til dåben, når det sker med forældrenes samtykke, efter at den har fået vished for at det døbte barn vil blive undervist i den katolske tro. Dåben foretages normalt i løbet af de første uger efter at barnet er født. Men er barnet i livsfare, skal den meddeles uden nogensomhelst udsættelse (jfr. Troslærekongregationens Instruktion om barnedåben 1980). Se også: dåben.

Basel-Ferrara-Firenze. Se: økumeniske konciler.

basilika (gr. kongehal). En kirkehal, som ofte ved søjler er opdelt i 3 eller 5 skibe, hvoraf det midterste er højere end de øvrige. I liturgisk betydning en kirke af høj værdighed, der iflg. et dekret fra pavestolen har visse nærmere præciserede privilegier.

basisgrupper findes i samfundet i form af kollektiver med mere eller mindre tæt fællesskab: boligkollektiver, økonomiske kollektiver, totale kollektiver. De søger de primære relationer mellem mennesker: person til person og er et tidens svar på ensomhed, bolignød, brudte familier eller basis for politisk-sociale græsrodsbevægelser o.lign. Kristne basisgrupper har eksisteret siden Oldkirken: små fællesskaber, der i tider med politisk uro, social nød, kulturel og religiøs omvæltning har søgt sammen i et dybere kristent liv. Store kirkefædre og biskopper er udgået herfra. Efter at kristendommen var blevet statsreligion i Romerriget i 380, virkede de som surdej i de mere eller mindre uopdyrkede menigheder og som forløbere for middelalderens broderskaber, tredjeordener, tiggermunke. Siden har de store ordenssamfund virket som sådanne alternative samfund på tværs af sognestrukturen, og ordensfolk er blevet kaldet til biskopper, sognepræster eller ledere af tværsogns apostolske aktiviteter. I dag har visse ordenshuse igen søgt nærmere græsrødderne ved at dele sig op i mindre kommuniteter. Hertil er kommet, at også lægfolk, familier og enlige er brudt op i store skarer for at danne sådanne storfamilier, kollektiver, basisgrupper - tegn på en ny social ombrydningsproces som følge af kulturskred og voksende afkristning. Kendetegnende for de kristne basisgrupper er deres dobbelte engagement i Gud og i hinanden, deres vilje til at ville realisere et ægte kristent fællesskab ved hjælp af bibel, eukaristi (s.d.), fællesbøn, samtaler og indbyrdes solidaritet, både åndeligt og materielt, ligesom hos de første kristne (vita apostolica, jfr. Apg 2,42-47; 4,32-35; Didakæ (s.d.) IV,2.8).

Beata Maria Virgo. Lat. den salige (hellige) Jomfru Maria. Forkortes B.M.V.

beatifikation. Lat. saligkåring (s.d.).

bededage. En eller flere dage, hvor der specielt bedes for et bestemt formål, f.eks. de kristnes enhed. Se også: tamperdage.

Bebudelse, Herrens. Se: Herrens Bebudelse.

bedeskammel. Se: knæleskammel.

befrielsesteologi. En bevægelse blandt katolikker, især i Latinamerika, der vil befri de fattige og undertrykte i deres samfund for de kapitalstærke og politisk dominerende kræfter og deres uretfærdige og tyranniske virksomhed. Dens principielle udgangspunkt er, at der normalt må være et minimum af materiel befrielse, for at der også kan ske en åndelig befrielse. Kirken støtter de biskopper, præster og lægfolk, der arbejder herpå i Evangeliets ånd og med ikke-voldelige midler. Den tager afstand fra teologer, der vil skille den materielle befrielse fra den åndelige og først lede bevægelsen ind i en marxistisk præget klassekamp med revolutionær vold. Den åndelige befrielse må på den anden side heller ikke skilles fra den materielle (jfr. Jak 2,14-16). Solidaritet med de nødlidende er en klar evangelisk pligt (jfr. Matt 25,31-46). Men befrielsen skal gælde de materielle og åndelige onder i en sammenhæng, der fra første færd taler til hele mennesket og alle mennesker, hvis ikke den skal afspore. Jfr. Jesu holdning ved bespisningen af de fem tusinde (Joh 6,26-27). Vejen frem må følgelig være omvendelse og udsoning med Gud, som alene kan "fri os fra det onde" og forpligte os til at dele både troen og brødet med hinanden (jfr. Apg 2,44-46). Befrielsesteologien befinder sig i denne spænding mellem Kristi forløsning på Guds betingelser og det ateistiske menneskes forsøg på selvforløsning på sine egne betingelser, mellem Gudsriget som er i gennembrud i Kirken og vil blive fuldbyrdet i Himlen, og et jordisk paradis, som er en politisk-social myte og en illusion. Pave Johannes Paul II har på sine mange besøg i Latinamerika talt herom, og Troslærekongregationen har med pavens samtykke udsendt to dokumenter om befrielsesteologi: "Libertatis nuntius" (1984) og "Instruktion om den kristne frihed og befrielse" (1986), som supplerer hinanden. Se også: tidens tegn.

Begine-kloster. Bevægelse fra 1200-tallet, stammer fra den fransk-talende del af Belgien (Vallonien) og blev udbredt i Vesteuropa. For kvinder, som ønsker at leve i fromt fællesskab, hver i sit lille hus, med fælles kirke. En overgangsform mellem ordensliv og liv i verden. Uddøde i slutningen af middelalderen, men har overlevet i Belgien.

begravelse. I begravelsesritualet udtrykker den kristne menighed sin tro på Påskemysteriet, dvs. på deltagelsen i Kristi død og opstandelse. Ceremonien, hvorunder den afdøde følges til graven under forbøn og med de sidste velsignelser, kan foregå med eller uden messe. Et tidligere, generelt forbud mod ligbrænding blev ophævet i 1983 (CIC, can. 1176, § 3). Kirken foretrækker dog den traditionelle jordfæstelse af de afdøde, som også blev Jesus til del (jfr. Ordo exsequiarum, Praenotanda 15). Ligbrænding er dog stadig forbudt, hvis den vælges af motiver, som er i modstrid med den kristne lære. Hvis ikke kirkegården er katolsk og derfor indviet, skal graven velsignes. En begravelse kan ledes af en præst, en diakon eller en dertil bemyndiget lægmand.

bekendelse. Et menneskes personlige svar og offentlige bekræftelse af sin tro på Gud. F.eks. Peters bekendelse (Matt 16,16). Alle kristne er forpligtet hertil, også med fare for deres liv, jfr. Matt 10,32-33.

bekender. En person, som har lidt for sin bekendelse til den kristne tro, omend han ikke er blevet slået ihjel. Se også: martyr.

Benedicite (lat. lovpris). Begyndelsesordet i den latinske udgave af Tobits lovsang (Tobit 13,10-15.17-19). Den anvendes liturgisk i tidebønnen Laudes (s.d.).

benedictionale (lat. bene dicere = sige vel, velsigne). Ritualbog, som indeholder formler for velsignelser (s.d.).

Benedictus (lat. lovpriset). Det første ord i den latinske version af Zacharias' lovsang i anledning af Johannes Døbers fødsel (Luk 1,68-79). Denne lovsang anvendes liturgisk f.eks. i tidebønnen Laudes (s.d.).

Benediktinerinder - Ordo Sancti Benedicti (O.S.B.). Se: Benediktinerordenen. Se også: Lioba Søstre.

Benediktinerinder af den hellige Lioba. Se: Lioba Søstre.

Benediktineroblat - Oblatus Ordinis Sancti Benedicti. (Lat. oblatus = den, der er bragt eller ofret). Betegnelse for en person, som knytter sig til et bestemt benediktinerkloster ved at "give sig" til tjeneste for Gud og klostret, uden at aflægge bindende løfter som munkene (klaustraloblater). Også lægfolk kan knytte sig til et benediktinerkloster ved at "give sig" til klosteret, leve efter ånden i Skt. Benedikts Regel, og få del i klosterets åndelige goder og vejledning, mens de fortsat lever deres liv uden for klosteret.

Benediktinerordenen - Ordo Sancti Benedicti (O.S.B.). Munkeorden, stiftet af den hl. Benedikt af Nurcia i året 529 på Monte Cassino, Italien. De enkelte klostre, som lever efter Benedikts Regel, er selvstændige og organiseret i et antal kongregationer, som er samlet under en abbed-præses. De ca. 9.100 mandlige og ca. 19.000 kvindelige ordensmedlemmers vigtigste opgave er den højtidelige, fælles tidebøn, og dernæst arbejdet; dette er udtrykt i det benediktinske motto "Ora et labora" (lat. = Bed og arbejd). I tidens løb har ordenen især gjort sig fortjent inden for mission, videnskab og kunst. Benedikts Regel har inspireret mange andre ordener og kongregationer, som er opstået, f.eks. Cistercienserordenen (s.d.). Foruden de mandlige og kvindelige ordensmedlemmer kan også lægfolk, som ønsker at leve i ordenens spiritualitet, være medlemmer af ordensfamilien (se: benediktineroblater). Et benediktinerkloster ledes af en abbed eller abbedisse. Fra ca. 1096 til reformationen har der været ca. 35 benediktinske munke- eller nonneklostre i Danmark. For tiden er der to benediktinerindeklostre (Vor Frue Kloster, Åsebakken, og Skt. Lioba Kloster, Frederiksberg), samt to i Sverige.

benediktion. Lat. velsignelse (s.d.).

Benedikts Regel. Den hl. Benedikt af Nursia's munkeregel, som han selv kalder "en regel for begyndere". Skrevet i første halvdel af det 6. årh. for munkene i det nystiftede kloster på Monte Cassino, 140 km syd for Rom. Regelen foreskriver i detaljer klosterlivet som en vej til personlig helliggørelse. Den har i tidens løb ikke blot været norm for alle benediktinere (mandlige og kvindelige), men har også været forbillede for talrige andre ordeners regler. (Dansk udg.: Den hellige Benedikt af Nurcia's Munke-regel. Oversat og kommenteret af Peter Schindler. Kbh., 1929.).

beneficium (lat. velgerning). En form for legatstiftelse, hvor formålet er at understøtte et bestemt kirkeligt embede (f.eks. en præst ved en større kirke), eller at opretholde en særlig form for regelmæssig gudstjeneste. Indtægterne stammer sædvanligvis fra arv eller båndlagte midler. Var især fra middelalderen til vor egen tid en meget vigtig del af Kirkens økonomi.

Benemerenti (lat. til en fortjenstfuld person). Pavelig fortjenstmedalje.

besættelse. Hel eller delvis, permanent eller midlertidig kontrol af en person, foretaget af onde magter (Djævelen). Flere steder i NT er der vidnesbyrd om, at Kristus uddriver onde ånder (f.eks. Mark 5,1-20), og det var et af tegnene på, at han var Messias (Mark 1,27, jfr. Es 53,4). Kirken har fået magt til at uddrive onde ånder (se: exorcisme). Se også: Satan.

besøgelse, Marias. Se: Marias besøgelse.

betinget dåb. I tilfælde af, at det er uvist om en person er (gyldigt) døbt, kan dåben foretages betinget. De sakramentale ord lyder da: "Hvis du er døbt, døber jeg dig ikke. Hvis du ikke er døbt, døber jeg dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn." Anvendes sjældent. Se også: dåben.

Betlehem (hebr. Brødhuset). Byen, hvor Jesus blev født; ligger 20 km sydøst for Jerusalem. Over det sted, hvor Jesus iflg. traditionen blev født, byggede kejser Konstantin Fødselskirken i 330. Betydningen af byens navn kan henlede tanken på Jesus Kristus som livets brød (jfr. Joh 6,35).

betragtning. Se: meditation.

Bibelen (lat. biblia = bibel, fra bøgerne; jfr. gr. byblos = papyrus). Anvendt af de græsktalende jøder om "Skrifterne" (Dan 9,2) dvs. GT, de "hellige skrifter (Rom 1,2; 2 Tim 3,15), "Skriften" (Joh 10,35). Derefter anvendt på den samling skrifter, som Kirken har optaget både i Gamle Testamentes og i Ny Testamentes kanon (s.d.). Jfr. Det danske Bibelselskabs autoriserede udgave, incl. GT's såkaldte "apokryfiske bøger" (s.d.). Bibelen er således iflg. kristen tro den guddommeligt inspirerede nedskrift af Åbenbaringen, dvs. af Guds Ord, talt ved profeterne og fuldendt i Jesus Kristus (Hebr 1,1-2). Se også: inspiration; Guds Ord.

bibelkonkordans (lat. concordare = at stemme overens). En alfabetisk fortegnelse over alle (vigtigere) ords forekomst i bibelen.

bibelkritik. Det videnskabelige studium af Bibelen. Ordet bliver af og til forstået som negativ og ødelæggende kritik, nemlig når Skrifterne behandles blot som profane skrifter og ikke som Guds Ord (s.d.). Den katolske Kirke benytter gerne de teologiske hjælpevidenskaber til en bedre forståelse af de bibelske Skrifters historisk-kulturelle baggrund, den litterære tilblivelsesproces, de bibelske forfatteres forskellige anliggender og måde at udtrykke sig på. Men fornuften er ancilla fidei, dvs. troens tjenerinde.

bibelteologi. Studium og klarlæggelse af de teologiske sammenhænge i Bibelen. Er den fornemste del af eksegesen (s.d.).

Biblia Pauperum (lat. de fattiges (dvs. de ikke-læsekyndiges) bibel). Fællesbetegnelse for typologisk arrangerede senmiddelalderlige billedgenfortællinger af bibelen. Findes også som kalkmaleri-illustrationer til visse mindre bibelske beretninger.

Biblia Vulgata (lat. den alm. Bibel). Den latinske bibeloversættelse, som kirkefaderen Hieronimus (342-420) er ophav til. Anvendt i Kirkens liturgi, revideret under pave Paul VI til Nova Vulgata (1979), som nu bruges i liturgien.

biblicisme. Ensidig brug af Bibelen som troskilde, uden hensyntagen til dens forhold til den apostoliske tradition (se: Tradition).

bibliotek, Bispedømmets. Se: Sankt Andreas Bibliotek.

Bibliotheca Apostolica Vaticana. En af verdens mest betydningsfulde bogsamlinger, grundlagt i 1475. Indeholder mange sjældne bøger og gamle manuskripter, og besøges af forskere fra hele verden. Se også: Archivio Segreto Vaticano.

billeddyrkelse. Billeder og statuer af Kristus, Maria og andre helgener æres af katolikker i kirkerne og privat, fordi man på denne måde ærer de personer, billederne forestiller. Det er altså ikke billedet, der æres, hvorfor betegnelsen "billeddyrkelse" er vildledende. Koncilet i Trient (s.d.) har fastslået, at denne brug af billeder er en sand form for gudsdyrkelse, som bør fremmes. Se også: billedstormere.

billedmeditation. Meditation (s.d.) ved hjælp af eller med udgangspunkt i et billede, f.eks. korsvejen (s.d.).

billedstormere - ikonoklaster (gr. eikon = billede, klaein = ødelægge). Tilhængere af bevægelse i det 8. og 9. årh., som hævdede, at den religiøse brug af billeder, statuer og relikvier (s.d.) var gudsbespottelig. Især støttet af to østromerske kejsere, men fordømt af det 2. koncil i Nicæa (s.d.) som lærte, at religiøse billeder må udstilles og æres. Den respekt, der udvises dem, udvises i virkeligheden over for de personer, der fremstilles.

bilokation. Den samtidige tilstedeværelse af en person på to forskellige steder. Det berettes, at noget sådant har fundet sted for forskellige helgener, f.eks. St. Filip Neri (1515-1595).

bination. Det, at en præst fejrer to messer samme dag.

binde og løse. Se: nøglemagten.

bioetik. Studiet af etiske spørgsmål på baggrund af udviklingen i de biologiske videnskaber (organtransplantationer, genteknologi, kunstig befrugtning osv.).

biretta. Se: baret.

biskop (gr. episkopos = tilsynsmand). Kirkens biskopper er apostlenes efterfølgere (se: apostolisk succession), kaldet til at være Kirkens hyrder indtil verdens ende. I lighed med apostlene udgør de et "kollegium", sammenholdt og ledet af Peters efterfølger, paven. Og i Ordinationens Sakramente modtager de under håndspålæggelse og indvielsens ord af mindst tre biskopper Kristi ypperstepræstedømme i dets fylde. Biskopperne er Kristi tjenere og forvaltere af Guds hemmeligheder (jfr. 1 Kor 4,1), kaldet og salvet til i Kristi navn og Helligåndens kraft at helliggøre, lære og styre Kirken (Matt 28,19-20). De udøver en fællesskabets tjeneste i det universelle kærlighedsfællesskab af lokalkirker (jfr. 1 Joh 1,3), hvor "Rom er den Kirke, der fører forsædet i agapen" (Ignatius af Antiokia). Den lokale biskop har en trefoldig myndighed: i læreembede, præsteembede og hyrdeembede. Jfr. Kir. 20-27. Kirkeretsligt grundlag: CIC can. 375-430. Se også: præstevielse.

biskoppelig velsignelse. En særlig højtidelig form for velsignelse, som en biskop kan meddele til enkeltpersoner eller forsamlinger. Idet biskoppen udtaler (eller synger) velsignelsen, gør han tre korstegn. Se også: velsignelse.

biskoppelig vikar. En præst, der fungerer som biskoppens stedfortræder i bestemte anliggender (f.eks. udlændinge).

biskoppelige Råd, Det. Rådgivende forsamling, bestående af mindst 6 og højst 12 præster, udpeget af biskoppen blandt medlemmerne af præsterådet (s.d.). Det rådgiver biskoppen i vigtige anliggender og skal i visse sager både høres og give samtykke. Rådet vælger desuden en administrator for bispedømmet, når bispeembedet er vakant. Det biskoppelige Råds opgaver kan overdrages til domkapitlet (s.d.).

biskoppernes hyrdeopgaver i Kirken, Dekretet om. Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).

bispedømme. De katolske lokalkirker er en del af den universelle Kirkes struktur. De repræsenterer ikke på nogen måde en indbyrdes splittelse, men er tværtimod den konkrete form, hvorunder den universelle Kirke er til stede på et bestemt sted, jfr. Kir. 23. Deres mangfoldighed (kultur, administrationsform osv.) er facetter af det ene og samme mysterium, som er kommet til synligt udtryk som samfund i den katolske Kirke (jfr. Kir. 8). Kirkeretsligt grundlag: CIC can. 369 f. Se også: biskop.

bispehue. Se: mitra.

bispekonference. En forsamling af biskopper fra et bestemt land eller geografisk område, som træder sammen for at drøfte fælles anliggender. Bispekonferencer har besluttende myndighed for deres områder, når beslutninger træffes i harmoni med Kirkens øverste ledelse. Bispekonferencer, hvoraf der er ca. 100, blev oprettet efter 2. Vatikankoncil (s.d.), jfr. Bisk. 38. Den nordiske Bispekonference omfatter Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige. Se Kat. Lommebog. Se også: Bispesynoden.

bispestav. Stav, som biskopper anvender ved højtidelige gudstjenester og processioner. Har form som en hyrdestav (se ill.) og er ofte kunstnerisk udsmykket. Symboliserer biskoppens hyrdeembede. Visse abbeder har også ret til at føre stav.

Bispesynoden. Rådgivende forsamling af den romerske kuries ledere, de af bispekonferencerne (s.d.) valgte repræsentanter for alle verdens biskopper, samt repræsentanter for sammenslutningen af mandlige ordensoverhoveder, under forsæde af paven. Oprettet i 1965 og indkaldes hvert 3. år for at drøfte aktuelle pastorale eller teologiske spørgsmål.

bispesæde. Stedet, hvor en biskop residerer, eller hvor der ligger en domkirke. Kan også betyde selve bispeembedet.

bispevielse. Det 3. og højeste trin i Ordinationens Sakramente (s.d.), hvorved kandidaten modtager Helligånden som kraft til at udføre sit embede som tilsynsmand (jfr. Apg 20,28; 1 Tim 3,2;Tit 1,7;). Se også: biskop.

blandet ægteskab. Se: ægteskab, blandet.

blasfemi (gr. blasphemein = at tale ondt om). Se: Gudsbespottelse.

Blasiusvelsignelse. På forbøn af den hl. Blasius ( martyr, biskop af Sebaste, ¦ 316) meddeles på hans festdag (3. febr., i Danmark: 4. febr.) en særlig velsignelse under bøn om bevarelse fra "halssygdomme og alle sygdomme".

blod. I bibelsk sprogbrug: Livets sæde, liv. "Kød og blod" (Matt 16,17) betegner mennesket i dets forkrænkelige natur. "Jesu legeme og blod" betegner hele Kristi menneskenatur (sjæl og legeme) og menneskeliv.

bloddåb. Betegnelse for katekumenens martyrium, hvorved den, der ofrer sit liv for den kristne tro, skønt endnu ikke døbt, modtager dåbens nåde umiddelbart af Kristus. Udtrykket stammer fra Oldkirkens martyrtid.

B.M.V. Beata Maria Virgo (s.d.).

bod (lat. poenitentia). Syndsbekendelse og angerfuld omvendelse til Gud og vilje til at bøde på den begåede synd over for Gud og næsten, henholdsvis udføre bestemte bodfærdige handlinger, pålagt af Kirken (faste, bøn og almisse, jfr. Matt 6,1-18) for dermed at udtrykke og bekræfte sin sindelagsændring. Disse bodfærdige handlinger betegnes også i sig selv som en (pålagt) bod.

Bodens Sakramente. Iflg. Kirkens lære indstiftet af Kristus påskedags aften (Joh 20,22-23) for at udsone de troende med Gud, når de har syndet (s.d.) efter dåben. Betingelsen for at modtage den sakramentale absolution (se: sakramente) er et angerfuldt skriftemål og viljen til at gøre det godt igen over for Gud og mennesker. Synd og tilgivelse er ikke kun en privatsag, men berører også kirkefællesskabet og det miljø, man lever i. Synderen behøver derfor både Guds og menneskers tilgivelse for at blive genindlemmet i fællesskabet. Præsten, der meddeler absolutionen, gør det således både på Guds og Kirkens vegne. Fuldmagten hertil er skænket ham grundlæggende i præstevielsens (ordinationens) sakramente. Udøvelsen af den beror på den lokale biskop, som giver den juridiske bemyndigelse hertil. Den bod (f.eks. bøn eller skriftlæsning), der pålægges synderen, skal være et tegn på hans vilje til at gøre det forbrudte godt igen. Den synder, som ved sin synd har villet bryde livsfællesskabet med Gud og mennesker, kan ikke modtage den hl. Kommunion, før han har udsonet sig med Gud og det fællesskab, Kommunionen er udtryk for. Tilgivelsen (s.d.) betyder, at synderen genindsættes i det oprindelige gode forhold i fællesskabet.

bodfærdighed. Et angerfuldt sindelag og viljen til at gøre det forbrudte godt igen.

bodsandagt. En kort gudstjeneste med boden som tema. Har til formål at give deltagerne lejlighed til i kirkefællesskabet at besinde sig på det liv, alle skal leve og hjælpe hinanden med - et godt udgangspunkt for det individuelle skriftemål og den personlige modtagelse af Bodens Sakramente (s.d.).

bodsdage. En eller flere dage, hvor Kirken specielt opfordrer de troende til at gøre bod for deres synder. Kan f.eks. tjene til forberedelse af vigtige begivenheder i kirkeåret (adventstiden, fastetiden).

bodsritual. Ritualet som anvendes ved Bodens Sakramente (s.d.). Findes i dansk udgave 1977.

bodssalmer. Betegnelse for Davidssalmerne nr. 6, 32, 38, 51, 102, 130 og 143, som udtrykker sorg over synden og bøn om forladelse.

Bollandister. Betegnelse for de medarbejdere (belgiske jesuitter), som udarbejder Acta Sanctorum (s.d.). Initiativtageren til dette værk var John van Bolland (1596-1665).

bona fide. Lat. i god tro. Se: god tro.

Bonifatiuswerk, De tyske katolikkers (Opkaldt efter den tyske missionær og biskop, den hl. Bonifatius (¦ 754)). Selvejende institution med sæde i Paderborn med det formål at støtte det kirkelige arbejde i de nord-og østtyske diasporaområder og i de nordiske lande. Indtægterne stammer fra medlemsbidrag, gaver og kollekter. Se også: Ansgarwerk.

bonum commune. Lat. almenvellet (s.d.).

bordbøn. Bøn om velsignelse og takkebøn før og efter et måltid. Se f.eks. Lovsang side 707-708.

borgerligt ægteskab. Se: ægteskab, borgerligt.

breve. Se: pavelige dokumenter.

breviar (lat. kort fortegnelse). Den bog (eller de bøger), som indeholder tidebønner (s.d.). Gejstlige har pligt til at bede breviar. Nogle lægfolk beder også breviar, evt. i forkortet udgave. Se også: tidebønner; Tidebog.

broder. Se: brødre.

broderskab. En kirkeligt godkendt forening, som kan have til formål at fremme medlemmernes åndelige liv og/eller udføre arbejde i Kirkens tjeneste.

brud, Kristi. Se: Kristi brud.

bryllup. Festen i forbindelse med Ægteskabets Sakramente (s.d.).

brystkors. Et kors, som bæres i en kæde om halsen. Er oftest af ædelt metal og udsmykket. Kan indeholde relikvier. Bæres af kardinaler, biskopper, abbeder og abbedisser.

brød. I Bibelen synonym for mad, føde (jfr. Fadervor: Giv os i dag vort daglige brød). Måltidsfællesskabet med brødsbrydelsen antager i GT religiøs karakter og ligger bag messens offermåltid, jfr. Kristi ord om sig selv som Livets Brød (Joh 6,35). Som nadverelement i messen anvendes usyret brød, dvs. brød bagt uden gær eller surdej, i analogi med jødernes påskemåltid (2 Mos 12,15). Se også: måltid.

brød, usyret. Se: brød.

brødre. I GT udtrykker brodernavnet et nært fællesskab, som går ud over det familiemæssige, men bliver inden for rammerne af Israel som Guds udvalgte folk. I NT betyder Jesu brødre og søstre hans slægtninge; men den kristne betydning sprænger også den nationale begrænsning (jfr. Mark 3,35). Kristus har gjort de kristne til sine brødre og Guds børn (Hebr 2,11; Gal 3,26; Joh 1,12). Derfor kaldes de kristne i NT ofte brødre, fordi de har et fælles barneforhold til Gud. - Også betegnelse for de mandlige ordensmedlemmer, især dem som ikke er præster.

brødsbrydelse. Den ældste betegnelse for Nadveren, messen. Der må skelnes i NT mellem verbet "bryde brødet", som også bruges om jødernes alm. måltider (jfr. Mark 8,6-7) og substantivet, som i NT betegner den hl. Eukaristi - s.d. (Apg 2,42).

bud. Anordning af guddommelig autoritet (De ti Bud (s.d.)), eller kirkelig autoritet (de fem Kirkebud (s.d.)).

Bud, De ti. Se: ti Bud, De.

bullarium. En samling af pavelige buller (s.d.).

bulle. En højtidelig pavelig skrivelse om et vigtigt emne, f.eks. en helgenkåring (s.d.). Skrivelsen indledes med pavens navn og titel, f.eks. Ioannes Paulus II Episcopus, Servus Servorum Dei (Johannes Paul II, Biskop, Guds tjeneres tjener), og har et blysegl (lat. bulla) vedhæftet. Se også: pavelige dokumenter.

bursa (lat. pung). En stiv, stofbetrukket kvadratisk "lomme", som anvendes til at opbevare corporalet (s.d.), når dette ikke ligger på alteret under messen. Anbringes oven på kalken.

byzantinsk ritus. Samlende betegnelse for flere riter, som i Østkirkerne anvendes af de romersk-katolske, de ortodokse og andre fra Rom adskilte Kirker (f.eks. Basilius' liturgi og Johannes Chrysostomos' liturgi).

bøn. Hjertets opløftelse til Gud (jfr. præstens opfordring til menigheden i den eukaristiske bøn: Sursum corda, dvs. opløft jeres hjerte). Bønnen kan være præget af tilbedelse, taksigelse, bønfaldelse, forbøn, lovprisning, selvhengivelse (offer). Den kan være fælles, frem for alt i liturgien, men også i private andagter. Den kan benytte traditionelle formuleringer, først og fremmest fra Bibelen og liturgien (Fadervor, Hil dig Maria, Ære være Faderen..., Davids salmer), men også bønner, der har vundet hævd i fromhedslivet (Angelus, rosenkransen, bordbøn, morgen- og aftenbønner). Den kan være spontan i sit personlige udtryk (skudbønner, bøn om hjælp, forbønner,lovprisning, tak) og som sådan fælles (i bedegrupper), eller individuel, privat. Se også: meditation, kontemplation, forbøn.

bønnebog. Trykt samling af bønner, som skal tjene til hjælp under bøn. Kirken har en stor skat af faste bønner, som har vist sig slidstærke gennem århundrederne.

Bønnens Apostolat. En verdensomspændende bønsbevægelse, stiftet 1844 i Frankrig, og som har til formål at udbrede andagten til Jesu Hjerte (s.d.). Medlemmerne opfordres bl.a. til at bede for de to månedlige intentioner, som offentliggøres hvert år.

børn. 1. I forholdet til Gud anvendes betegnelsen børn mange gange i Bibelen om menneskene. De kristne er Guds børn (Rom 8-9), Abrahams børn (Gal 3,7) og lysets børn (Joh 12,36), som skal have barnekår hos Gud (Rom 8,15). Se også: Abba, Far. - 2. Børn som menneskeligt afkom: Kirken har altid fremhævet børn som Guds gave og - sammen med ægtefællernes gensidige kærlighed -ægteskabets vigtigste formål. Ægtefællerne må altid være parate til at tage imod de børn, Gud skænker dem og således medvirke i Guds skaberværk (jfr. 1 Mos 1,28). Se også: Kir.i.verd. 48, 50; Humanae Vitae.

børnemesse. En messe, som er særligt tilrettelagt for børn, evt. i en bestemt aldersgruppe. Der kan anvendes børnesalmer og der er en vis frihed til at forkynde Evangeliet på en måde, børnene har lettere ved at fatte, mens de centrale dele af messen er bevaret, omend noget forenklet. Der findes et direktorium for Børnemesser (1973).