Hvad er det for en rolle, du for tiden spiller i Guds kirke ? Hvem er du ? Du er biskoppernes førstemand, du er apostlenes arving. I din forrang er du Abel, i din ledelse er du Noah, i dit patriarkat er du Abraham, i dine befalinger er du Melchisedech, i værdighed er du Aron, i autoritet er du Moses, i dømmekraft er du Samuel, i magt er du Peter, ved din salvelse er du Kristus.
Det er sandt, at der er andre dørvogtere til himlen og andre hyrder for hjorden ... men du har arvet et navn mere strålende end deres. De har fået overdraget deres del af hjorden, hver sin del. Du har fået overdraget hele hjorden, én samlet hjord til én hyrde. Spørger du, hvordan jeg kan bevise det ? Af Herrens mund. For til hvem, og her medregner jeg ikke blot biskopperne men også apostlene, blev alle fårene betroet så absolut og helt ?
"Simon, Johannes' søn, hvis du har mig kær - vogt mine får" (Joh. 21,17)
Hvilke får ? Befolkningen i den ene eller anden by eller egn, eller i dette eller hint land ? "Mine får," sagde han. Hvem forekommer det uklart, at han ikke udelukker nogen ? Herren betroede alle til ét menneske, befalede enhed for alle, én hjord med én hyrde....
Således fik hver af de øvrige apostle betroet hver deres menighed, for de forstod dette mysterium. Jacob, der fremstod som en af Kirkens søjler, var tilfreds med blot Jerusalem; han overlod Peter ledelsen af hele Kirken. Det passede ham godt at blive placeret der, hvor han kunne tage sig af sin afdøde broders afkom i den by, hvor broderen var blevet dræbt. Jacob blev kaldt Herrens broder. Men hvis Herrens broder giver fortrinsstillingen til Peter, hvem ellers kan da gøre krav på den ?
Andre er kaldet til at dele ansvaret for sjælene; du er kaldet til fuldkommenhed i magt. De andres myndighed er afgrænset til bestemte områder; din myndighed rækker endda over dem, som har modtaget myndighed over andre ...... Dit privilegium er stadfæstet, både ved overgivelsen af nøglerne og ved hjorden, du har fået betroet....
Skønt hver af de andre har deres eget skib, er det største af dem alle betroet dig, forenet med alle de andres, den universelle Kirke, som er spredt ud over hele jorden ...
Det er vigtigt for dig at gøre, hvad du kan for at omvende alle ikke-troende, for at de omvendte ikke falder fra, for at de, der er faldet fra, vender tilbage til troen; ydermere at det fordærvede bliver vendt til retskaffenhed, at de demoraliserede bliver ført tilbage til sandheden ... Og du må ikke helt overse ... kætteriet og splittelsen ...
Hvorfor forekommer det præsterne hensigtsmæssigt at sætte begrænsninger for evangelierne og ophæve troens ordlyd, mens mangel på tro er så fremherskende ? Hvorfor antager vi, at ordet, som flyder så let, brat kan standses ? Hvem var den første, der prøvede den vej til frelse ? Måske har præsterne en forklaring, som vi ikke kender, eller måske kunne nødvendighed have hindret dem ...
Med hvilken rimelighed svigter vi nu opgaven at give Kristus til dem, som ikke har modtaget ham ? Når tiden er inde, er det virkelig nødvendigt for alle hedningene at blive indlemmet. Venter vi på, at troen skal komme dalende ned over dem ? Hvordan skal de komme til tro uden at ordet bliver bragt til dem ? Peter blev sendt til Cornelius og ... Augustine af Canterbury fik til opgave af den hellige Gregor at bringe englænderne det kristne budskab. Og du skulle følge deres eksempel ...
Vranglære sniger sig skjult ind allevegne og huserer åbent blandt folk ... Det er let at forlede Kirkens små ...
Der er en anden tåbelighed, som allerede har gjort troens visdom latterlig ... For selv om vi er en del af Kirken, så søger vi vort eget, misunder hinanden og provokerer hinanden, ophidser til had, opbragt af krænkelser, ophidset til stridigheder. Vi latterliggør med falskhed, vi er hurtig til at bagtale ...
Hvor prisværdigt er det for dine overvejelse af hjertet
at vende dig mod den slags smitsom tåbelighed, der, som
du ved, har bemægtiget sig selve Kristi legeme, som er mængden
af troende ! ... Hvor ofte har dette hvileløse og foruroligende
onde ikke været årsag til, at dine hellige, velgørende
frie stunder er blevet afbrudt for tidligt. Et er at fremsætte
en henvendelse til dig på vegne af de knugede, noget andet
er ambitiøst at stræbe efter at styre Kirken gennem
dig. Du må hverken være utilnærmelig for det
første, eller på nogen måde give køb
over for det sidste.
St. Bernhard of Clairvaux
(1090 - 1153)
henvendt til pave Eugen III
Disse uddrag er fra The Books on Consideration:
Advice to a Pope, Cistercian Publications: Kalamazoo,
Michigan 1976,
frit oversat af Ole Dam