I ordets tjeneste

Gennem sine studier og udgivelsen af talrige dokumenter minder den pavelige Bibelkommission om, at Gud gennem bibelen til alle tider henvender sig til alle mennesker

Af Georges Daix

Den 2. maj i år fejrede man i Rom 100 årsdagen for den pavelige Bibelkommission ved et højtideligt møde, under hvilket der blev aflagt beretning af to tidligere sekretærer for kommissionen, Henri Cazelles, p.s.s., og pater Albert Vanhoye, s.j. Der blev ligeledes fremlagt tre store rapporter. Den første fremlagdes af kommissionens nuværende sekretær, pater Klemens Stock, s.j., og handlede om Bibelkommissionens oprettelse og udvikling, den anden af et kanadisk medlem af kommisionen, pater Marc Girard, der gjorde status over den aktuelle situation og talte om de perspektiver, der var åbnet med det dokument, som blev offentliggjort den 15. april 1993 om fortolkningen af bibelen i Kirken.

En lang historie

I en tredje rapport talte kardinal Ratzinger, der som prefekt for Troslærekongregationen også er præsident for Bibelkommissionen, om forholdet mellem Kirkens læreembede og eksegesen i lyset af kommissionens hundrede år.

Kommissionen blev i virkeligheden skabt af Leo XIII (apostolisk brev Vigilantiæ studiique af 30. oktober 1902) i en slags fortsættelse af hans store encyklika om den hellige skrift Providentissimus Deus af 18. maj 1893.

Den havde til formål effektivt at fremme katolikkernes bibelstudier, videnskabeligt at bekæmpe fejlagtige opfattelser af den hellige skrift og endelig at arbejde med de åbne spørgsmål og de problemer, der blev debatteret vedrørende bibelen. Den 2. februar 1904 pålagde Pius X kommissionen at tildele akademiske licentiat- og doktorgrader i bibelvidenskab.

Over for modernismen, der undergravede troens basis i den hellige skrift, skaffede Bibelkommissionen såvel Pius X som Benedikt XV afgørende argumenter til forsvar for skriften.

I tidsrummet fra 13. februar 1905 til 16. november 1921 udgav den ikke færre end 16 dokumenter, blandt andet om den historiske karakter af de tre første kapitler i 1. Mosebog, om de fem Mosebøgers mosaiske autenticitet, om det fjerde evangelium, om det synoptiske spørgsmål, om Paulus’ breve ...

Disse tekster, hvis hovedindhold findes i Kirkens læreembedes dokumentsamling Enchiridion symbolorum (den katolske tros symboler og definitioner), udgør næsten halvdelen af de dokumenter, Kommissionen har udgivet, og som på hundrede år er blevet til 35.

I 1948 skrev Kommissionen således i et brev til ærkebiskoppen i Paris om kilderne til Mosebøgerne og om den historiske ægthed af de første fem kapitler af 1. Mosebog:

“Hvis man bliver enige om ikke at betragte disse kapitler som historie i klassisk og moderne forstand, må man også indrømme, at de aktuelle videnskabelige forudsætninger ikke gør det muligt at finde en positiv løsning på alle de problemer, de rejser. (...) At erklære a priori, at deres beretninger ikke indeholder historie i ordets moderne betydning, kunne let give indtryk af, at de slet ikke er historiske, mens de i virkeligheden i et enkelt og billedligt sprog, tilpasset en mindre udviklet menneskeheds opfattelsesevne, fremstiller de fundamentale sandheder, der er en forudsætning for frelsens økonomi, samt giver en populær beskrivelse af menneskeslægtens og det udvalgte folks opståen” (Denziger-Hunermann, 3864).

Under den romerske Kuries reform reorganiserede Paul VI ved sit motu proprio Seduta Cura af 27. juni 1971 Bibelkommissionen for at gøre dens arbejde mere frugtbart og bedre tilpasset Kirkens aktuelle situation. Han betroede formandskabet til præfekten for Troslærekongregationen og bestemte, at dens medlemmer skulle vælges blandt eksegeter fra forskellige skoler og nationer, der “udmærker sig ved deres videnskab, klogskab og deres katolske forståelse for Kirkens læreembede”.

I dag er Kommissionen, der lige har afholdt sin årlige generalforsamling, i gang med at udarbejde et dokument om bibel og moral. Efter dens reorganisering har den udgivet fire dokumenter: Bibel og kristologi i 1984, Enhed og mangfoldighed i Kirken (11. april 1988), Fortolkningen af bibelen i Kirken (15. april 1993) og Det jødiske folk og dets hellige skrifter i den kristne bibel (24. maj 2001).

At følge Ordet

Dette sidste dokument viser især, at en forkastelse af det Gamle Testamente fra de kristnes side ville tilintetgøre kristendommen selv, og at de bebrejdelser, der rejses mod jøderne i det Nye Testamente, hverken er hyppigere eller mere ondskabsfulde end anklagerne mod Israel i Loven og profeterne, altså i det Gamle Testamente selv. De tilhører det Gamle Testamentes profetiske sprog og må derfor udlægges som profeternes orakler.

Fra dokumentet Fortolkningen af bibelen i Kirken er det værd at mærke sig den erklæring, at bibelens virksomme Ord i tid og rum almengyldigt henvender sig til hele menneskeheden.

Når Guds Ord er blevet til menneskesprog, er det for at blive hørt af alle mennesker. Det skal ikke være langt borte “hverken ufatteligt eller fjernt ... for Ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan følge det” (5 Mos 30,11-14).

Oversat fra L’Homme Nouveau 1. juni 2003