Verdens første bioetiske fakultet
På et tidspunkt, hvor debatten om den lægevidenskabelige etik bliver
mere og mere intens, gør Rom forberedelser til i oktober at åbne verdens første
bioetiske fakultet. En katolsk premiere.
I Rom bliver starten på det nye semester anderledes end sædvanlig. Studerende fra hele verden, der kommer for at studere på et af de pavelige universiteter, vil for første gang møde medstuderende fra det bioetiske fakultet på det pavelige institut Regina Apostolorum, som kongregationen Kristi Legionærer (LC) har ansvaret for. Dette nye fakultet repræsenterer intet mindre end en sand verdenspremiere. Og så er det katolsk! Indtil nu har der ganske vist eksisteret etiske centre, kongresser eller seminarer, der har beskæftiget sig med dette område. Men de har været tidsbegrænsede. Man manglede en rigtig universitetsuddannelse i bioetik. Til oktober er den der.
Ved at oprette dette fakultet for lægevidenskabelig etik agter det pavelige institut Regina Apostolorum at tage en dobbelt udfordring op. Den første skal være et svar på Johannes Paul II’s opfordring i Evangelium vitae, hvor han gjorde opmærksom på, at det i særlig grad var de intellektuelles og forskernes opgave at forsvare menneskelivet. Den anden er at uddanne specialister, der er i stand til på kompetent måde at tage stilling til de mange etiske problemer, der opstår inden for biomedicin og biologi. En uddannelse, der bliver mere og mere nødvendig i betragtning af de omtalte spørgsmåls kompleksitet. Pavestolen, der er meget bevidst om vigtigheden af denne opgave, har givet det nye fakultet sin officielle godkendelse den 21. maj i år. Denne nye katolske universitetsuddannelse giver en klar udmelding om sin tilknytning til Kirkens læreembede “i den utrættelige søgen after sandheden”.
Når Regina Apostolorum til oktober åbner dette nye fakultet, vil det ikke nøjes med at skubbe et kursus i bioetik ind mellem de andre discipliner. Det vil tilbyde en komplet universitetsuddannelse – bachelor-, master- og doktorgrad – som dog vil komme til at omfatte forskellige discipliner, som fx. filosofi og medicin, men også jura og teologi. Gennem denne vifte af discipliner skal de studerende på videnskabelig basis tage fat på problemerne i forbindelse med eutanasi, genmanipulationer og gentests, abort ...
Lærerkollegiet og medlemmerne af den videnskabelige komité er hentet blandt den internationale universitetsverdens og Kirkens fremtrædende skikkelser. Under den øverste ansvarlige, rektor for det pavelige institut Regina Apostolorum, pater Paolo Scarafoni, sammensættes fakultetets videnskabelige komité af fremtrædende personligheder. Komitéens formand er mgr. Elio Sgreccia, der også er næstformand for det pavelige akademi for livet. I komitéen sidder også ærkebiskoppen af Genova, kardinal Dionigi Tettamanzi, mgr. Michel Schooyans og professor Robert Spaeman fra universitetet i München. Disse navne borger på én gang for den rette tro, men også for videnskabelig strenghed og alvor. Alt i alt vil mere end en snes personligheder, for en stor dels vedkommende fra spansktalende områder, stille deres kompetence til rådighed for dette nye bevis på dynamik og livskultur.
Hvem er målgruppen for et sådant fakultet? Det er enhver, der er interesseret i at få en videnskabelig uddannelse inden for den i dag så vigtige bioetik. Det gælder ikke blot studerende, der ønsker at hellige sig bioetikken i deres professionelle arbejde, men også læger, sygeplejersker, præster, kateketer, advokater eller journalister, der allerede er i gang med en professionel karriere.
For det pavelige institut Regina Apostolorum repræsenterer oprettelsen af et sådant fakultet et stort skridt fremad. Indtil dato kunne instituttet kun tilbyde kurser i bioetik i samarbejde med Centret for bioetik på det katolske Jesu Hjerte Universitet i Rom. På grundlag af denne erfaring har det nu taget skridt til. Fra nu af vil hele den internationale videnskabelige verden have øjnene rettet mod dette institut for at vurdere resultaterne. Men derved vil videnskabsfolkene også i højere grad have blikket rettet mod Rom. På de områder, der som bioetikken handler om respekten for den menneskelige person, har Kirken meget at give verden. Det nye fakultet for bioetik bliver på den måde et vigtigt element i en tilnærmelse mellem den videnskabelige verden og den katolske Kirke. Det er også et svar fuldt af håb, der her bringes dødskulturen.
Stéphen Vallet
l’homme nouveau, 17. juni 2001