Søndag den 20. oktober 1996
i anledning af årsdagen for pave Johannes Paul lls valg og indsættelse

Årsdagen for pavens valg og indsættelse er en regelmæssig tilbagevendende anledning til at bede for ham og gøre sig tanker om hans embedes betydning i Kirken.

Forbønnen for indehaveren af et så vigtigt embede bør være en naturlig del af vor føling med Kirken og være det til alle tider. Bede skal vi ikke kun, når vi selv skønner, at der er et akut behov, selv om det kendteste eksempel i Skriften på forbøn for Peter skildrer et alvorligt øjeblik i den unge kirkes historie. I Apostlenes Gerninger (12,5) hører vi, hvorledes menigheden vedholdende bad til Gud for Peter, da han var blevet fængslet af kong Herodes.

Hvad dagens andet anliggende angår - nemlig anledningen til at besinde sig på Petrusembedets betydning i Kirken - så har den på mange måder ændret karakter. Nu gælder det ikke kun denne søndags anliggende. Efterhånden er det sådan med fremstillingen af alle emner i troslæren, at de for at gøres nærværende ofte må forklares ved at blive sammenholdt med modsætningen, den forkerte teori, at præsentationen af dem må ske i form af et forsvar mod angreb og kritik.
Selv om den bedste måde at blive overbevist om sandheden på ofte er at høre modsætningen, så er nødvendigheden af, så hyppigt at skulle bruge denne metode et dårligt tegn, især hvis diskussionen har vundet indpas i Kirken selv og nogle gange har karakter af teologisk og disciplinær borgerkrig.
Fra at være en fast accepteret og for nogle aspekters vedkommende forpligtende del af vor tros indhold er paveembedet i mange sammenhænge blevet et emne, der er stillet til fri diskussion. Ikke at det ikke har været sådan før; hver gang et nyt aspekt af pavens embede i historiens løb er begyndt at gøre sig gældende, og især så længe noget ikke har været klart defineret, er forskelle i opfattelser kommet til udtryk.
Medens resten af Kirkens trosgods tidligere stort set forblev uberørt af uenighed om pavens embede, så er nu om dage næsten alt inddraget i diskussionen. Selv om det er galt nok, at pavens rolle kategorisk og ofte ukærligt kritiseres, er det endnu alvorligere, at mange emner, han udtaler sig eller træffer afgørelser om, bliver gjort til genstand for kritik og omgivet af tvivl.

Angreb på pavens person og embede foregår altså i en sammenhæng, hvor også andre og langt vigtigere ting står på spil. Kirkens traditionelle holdning til spørgsmål vedrørende sakramenter og embede, dens syn på ægteskabs-og familiemoral, dens standpunkt inden for den økumeniske dialog, bliver hos mange kritikere til noget odiøst, så snart paven udtaler sig herom. Megen kritik foregår altså i et miljø af dalende kristen praksis og opblødning af troens forpligtende karakter.

Med denne skildring af situationen kunne det lyde, som om enhver kritisk røst er mistænkelig og uvelkommen og enhver videre udvikling utænkelig. At det ikke er sådan, viser vor pave selv, når han f.eks. i rundskrivelsen "Ut unum sint" (25. maj.1995) om de kristnes enhed opfordrer "til at finde en måde at udøve primatet på, som uden på nogen måde at opgive, hvad der er væsentligt i dets sendelse, ikke desto mindre er åben for en ny udvikling« (nr. 95).

Selv om vel ikke engang de skarpeste seriøse kritikere af pavens primat mener, at det helt kan undværes, gør den øjeblikkelige stemning, at man i praksis ofte lever, som om det ikke fandtes.

En mulighed for at finde et nyt fælles grundlag ville være ved hjælp af f.eks. før omtalte rundskrivelse at repetere, hvad vor Kirke mener om petrusembedet, hvad der er sagt herom i dialogen med andre kirkesamfund, incl. ønsket om en enhedsskabende tjeneste også hos disse kirkesamfund, samt ved at udnytte pavens egen opfordring til nytænkning.

Enhver berettiget kritik af Kirken må udspringe af kærlighed til den. Det står ikke til os at frakende selv de umiddelbart hårdeste kritikere denne kærlighed. Blot kan vi opfordre til besindelse på, om den er der, og i øvrigt også selv underkaste os samme besindelse.

At paven selv har denne kærlighed, som i ordets bogstaveligste forstand fortærer ham, kan ingen være i tvivl om. Selv om han kun er et menneske, er han sat på en post, hvor alt skal bedømmes globalt og konsekvenserne beregnes ekstra grundigt, før beslutninger tages.

Trods al indsigt og egne erfaringer, er vi ikke i stand til helt at sætte os ind i dette ansvar eller have del i det. Bøn er dialog med Gud, en vej til at lære Gud og hans vilje at kende. Også vor bøn for paven er en sådan dialog, som her vil være med til at skærpe vor sans for kirkens liv og hans embedes betydning. Paven er ganske vist ikke som Peter i fangenskab, men trods sit mod alligevel på mange måder sikkert trængt, ligesom Kirken som helhed også er det. Lad vor reaktion da være den vedholdende bøn, som den første menighed opsendte for Peter. Fælles, endrægtig bøn til den fælles Fader kan ikke andet end forene og styrke. Ved således at samles i bøn for paven, hans anliggender og helbred, er vi samlet i bøn for Kirken og dermed for os selv.

+ Czeslaw Kozon