Hårde bispeord

AF CZESLAW KOZON

I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 24. oktober kommenterer biskop Jan Lindhardt kirkeministerens overvejelser om eventuelt at tjekke præstekandidater for pædofile tilbøjeligheder.

Jeg skal ikke blande mig i folkekirkens personalepolitik eller komme med bemærkninger om forholdsregler, man måtte tænke sig at tage. Som biskop skal jeg heller ikke på nogen måde anfægte biskop Jan Lindhardts ret til at udtale sig om og anmelde betænkeligheder ved tiltag, der kan komme til at berøre hans nærmeste medarbejdere.

Det problematiske i biskop Lindhardts debatindlæg er imidlertid, at det ikke befatter sig synderligt seriøst med forslaget om tjek for pædofili. Dels ironiseres der kraftigt og på en måde, som ville blive betragtet som utilgivelig bagatellisering af et alvorligt problem, hvis denne ironi var kommet fra katolsk side, dels bruges halvdelen af indlægget til både ukorrekt og nedladende at kommentere cølibatet i den katolske kirke og til endnu en gang at forbinde det med pædofili. Hertil kommer, at indlægget er holdt i en stil, man ikke længere forventer, når en kirkeleder udtaler sig om forholdene i et andet trossamfund.

Det vil føre for vidt her at gøre rede for alle aspekter af cølibatet og for hele den historiske udvikling. Vigtigt er det dog at slå fast, at et liv i ugift stand »for Himmerigets skyld« og en anbefaling heraf går tilbage til Det nye Testamente (Matt. 19,12 hhv. 1. Kor. 7) og ikke mindst til Kristi egen person, også selv om der heri ikke ligger nogen forpligtende sammenhæng mellem den ugifte stand og præstedømmet.

Indtil cølibatet i begyndelsen af 1100-tallet blev gjort alment forpligtende i den vestlige kirke, havde talrige kirkemøder gennem den sene oldtid og tidlige middelalder arbejdet med anbefallinger og indskærpelse af cølibatet for biskopper, præster og diakoner, fordi den ugifte stand »for Himmerigets skyld«, der anbefales i Det Nye Testamente, er passende for de tjenester, som på en særlig måde tydeliggør videreførelsen af Kristi gerning i embedspræstedømmet, der som bekendt ifølge katolsk teologi er væsensforskelligt fra det almindelige præstedømme, som alle får del i ved dåben.

For at et sådant cølibat kan blive meningsfyldt, må det vælges frit og i fuld bevidsthed om, hvad det står for og indebærer. Dette frie og bevidste valg gør ikke den cølibatære immun over for sin egen seksualitet eller seksuelle impulser udefra; men heller ikke ægteskabet bevarer uden videre dem, der har valgt denne livsform, for forsyndelser imod den. Ligesom den cølibatære skal afvise og kæmpe imod fristelsen til at opgive sin valgte ugifte stand og gøre det uden at søge kompensation for det fravalgte seksualliv, så skal også den, der er gift, gøre alt, dels for at bevare ægteskabet, dels for at undgå utroskab og andet, som strider imod ægteskabets væsen.

For begge, både den gifte og cølibatære, kan efterlevelsen af det, man har valgt, undertiden være en kamp, nogle gange også en kamp med nederlag; men i begge livsformer stoler man på Guds hjælp til autentisk og troværdigt at leve det pågældende liv, ægteskab eller cølibat, og også til at kunne overvinde og sone eventuelle svigt.

Pædofili er ikke noget, der vækkes, fordi man går ind til et liv i cølibat, men en disposition, der er medbragt. Selv om vi fra katolsk side beskæmmet må vedgå, hvad der er foregået i denne forbindelse, og foresætte os at gøre alt for at undgå det i fremtiden, så må pædofiliens uhyrligheder ikke give

anledning til at betvivle det samlede præsteskabs integritet.

Det turde være overflødigt at nævne, at pædofile også findes såvel blandt ugifte mennesker, som er frie til at gifte sig, som blandt ægtefolk og forældre, og at overgreb mod børn og unge således også foregår i miljøer, hvor et krav om cølibat slet ikke forekommer, inklusive i familiesammenhænge.

Når medlemmer af forskellige trossamfund debatterer, skal der stadig være plads til saglig kritik og til at understrege, hvad man er uenig om. Dog er det en forudsætning for en frugtbar meningsudveksling, at man sætter sig ind i dialogpartneres forhold og traditioner og ikke useriøst affærdiger dem som kuriositeter.

Czeslaw Kozon er katolsk biskop i Danmark

Krist. Dagbl. 28.10.03