Ny bispesynode til oktober 2004

VATIKANET, 12. februar 2004 (ZENIT).

Eukaristien, der var emnet for Johannes Paul II’s sidste (14.) encyklika “Ecclesia de Eucharistia”, som udkom skærtorsdag 23. april 2003, bliver også det tema, som verdens biskopper skal beskæftige sig med fra 2. til 29. oktober i Vatikanet.

Helt præcist bliver temaet, der i dag blev meddelt ved et kommuniké på italiensk fra bispesynodens sekretariat: “Eukaristien, kilden til og højdepunktet i Kirkens liv og mission”.

Det bliver bispesynodens 11. almindelige generalforsamling.

Denne nyhed kommer dagen efter meddelelsen om en udskiftning i ledelsen af synodens generalsekretariat, idet den kroatiske ærkebiskop Nikola Eterovic afløser den flamske kardinal Jan Pieter Schotte.

Johannes Paul II’s 14. encyklika, der markerede 25-året for hans pontifikat, havde til formål at give eukaristien sin placering tilbage som det kristne livs midtpunkt.

Under generalaudiensen 16. april, onsdag i den stille uge sidste år, meddelte paven selv, at hans tanke med at skrive en encyklika om eukaristien var at give de troende forståelsen tilbage af dette sakramente, “troens og kristenlivets centrale mysterium”, og at fremlægge en “dybtgående betragtning over dette sakramente, der sammenfatter hele Kirkens åndelige skat”. Det var i rosenkransåret, så paven understregede også båndet mellem Maria og eukaristien.

Man kan formode, at den virkning, Johannnes Paul II håbede på, at encyklikaen fra 2003 ville få, også forventes at blive resultatet af den kommende synode. I introduktionen til “Ecclesia de Eucharistia” siger paven: “Jeg håber, at denne encyklika vil bidrage effektivt til at fjerne dunkle punkter på det læremæssige område og uacceptable fremgangsmåder, så eukaristien kan kan blive ved med at skinne i hele sit mysteriums stråleglans”.

Paven minder om læreembedets dokumenter vedrørende eukaristien: “de læremæssige fremstillinger af dekreterne om den hellige eukaristi og det hellige messeoffer bekendtgjort af Tridentinerkoncilet”, tre encyklikaer - “Miræ caritatis” af Leo XIII (28. maj 1902), “Mediator Dei” af Pius XII (20. november 1947) og “Mysterium fidei” af Paul VI (3. september 1965).

Med hensyn til koncilet gør han opmærksom på, at “2. Vatikankoncil ikke har udgivet noget specifikt dokument om det eukaristiske mysterium, men har belyst dets forskellige aspekter i alle sine dokumenter, specielt i den dogmatiske konstitution om Kirken ‘Lumen gentium’ og i konstitutionen om den hellige liturgi ‘Sacrosanctum concilium’, der blev udgivet for 40 år siden”.

Vedrørende belæringerne fra hans eget pontifikat tilføjer han: “I de første år af min apostoliske embedsperiode på Peters Stol fik jeg gennem det apostoliske brev “Dominicæ cenæ” (24. februar 1980) lejlighed til at behandle visse apekter af det eukaristiske mysterium og dets indflydelse på de menneskers liv, der forvalter det”.

“I dag vender jeg tilbage til dette emne”, fortsætter paven, “endnu mere bevæget og taknemmelig, idet jeg på en måde gentager salmistens ord: ‘Hvordan kan jeg gengælde Herren alle hans velgerninger mod mig? Jeg løfter frelsens bæger og påkalder Herrens navn’ (Sl 116, 12-13)”.

Positive tegn på tro på og kærlighed til eukaristien

Paven understreger de positive virkninger af disse belæringer og af den konciliære reform med disse ord: “Svaret på læreembedets ivrige forkyndelse har været en indre vækst i det kristne samfund. Der er ingen tvivl om, at koncilets liturgiske reform har gjort stor nytte med hensyn til en mere bevidst, aktiv og frugtbar deltagelse i alterets hellige sakramente fra de troendes side.. Endvidere er der mange steder, hvor tilbedelsen af det allerhelligste indtager en stor plads hver eneste dag og bliver en uudtømmelig kilde til hellighed. De troendes fromme deltagelse i sakramentsprocessionen på Kristi legemes og blods fest er en Guds nåde, der hvert år fylder de deltagende med glæde. Man kunne nævne endnu flere positive tegn på tro på og kærlighed til eukaristien”.

En meget indskrænket forståelse af det eukaristiske mysterium

Imidlertid bemærker paven også billedets “skyggesider”: “Der er faktisk steder, hvor man kan se, at folk næsten fuldstændig er ophørt med at dyrke tilbedelsen af eukaristien. Dertil kommer i den ene eller anden kirkelige sammenhæng vildfarelser, der bidrager til at sløre den rette tro og den katolske lære om dette beundringsværdige sakramente. Somme tider viser der sig en meget indskrænket forståelse af det eukaristiske mysterium. Når det berøves sin sakramentale værdi, opleves det, som om det ikke havde anden værdi end et selskabeligt og broderligt møde. Desuden er nødvendigheden af præsteembedet, som er baseret på den apostoliske succession, somme tider uklar, og eukaristiens sakramentale karakter reduceres derved til virkningen af ordene. Derfor er der hist og her økumeniske initiativer, der selv om de er fremkaldt af en ædel intention, lader sig rive med af forskellige former for eukaristisk praksis, der strider imod den disciplin, med hvilken Kirken udtrykker sin tro. Hvordan er det muligt ikke at udtrykke sin dybe sorg ved synet af alt dette? Eukaristien er en alt for stor gave til, at den kan tåle at blive misfortolket og reduceret”.