Bodens sakramente er det ydre tegn på forsoning med Gud og mennesker. Vort liv som kristne begynder med dåben "til syndernes forladelse", og i eukaristien står vi over for kalken med "den nye og evige pagts blod, som udgydes for os og for alle til syndernes forladelse". Syndernes forladelse er en gave fra Jesus til os allesammen. Johannes skriver i sit første brev: "Men synder nogen, så har vi en talsmand hos faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; og han er soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens".

 Da Jesus gik omkring og talte til folk, var det tydeligt, at syndernes forladelse kom i første række, før den legemlige helbredelse, og selv på korset bad han om tilgivelse for sine bødler. Vi h¢rer gang på gang om Guds glæde over et menneske, der omvender sig, ja, der bliver større glæde i himlen over een synder, der omvender sig, end over 99 retfærdige, der ikke har brug for omvendelse.

Gud alene har magt til at tilgive synder. Men påskedags aften kom den opstandne Jesus til sine disciple, og her modtog de deres første sendelse, deres første missionsopgave, idet Jesus sagde til dem: "Modtag Helligånden! Hvem I forlader synder, dem er de forladt, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet". Denne evne til formidling af Guds tilgivelse er blevet givet videre til biskopperne og fra dem til præsterne. Når præsten modtager ordinationen, gentages Jesu ord, og præsten får i kraft af sit embede magt til at tilsige os Guds tilgivelse.

 Tilgivelse beder vi om, hver gang vi er til messe. Tilgivelse beder vi om hver eneste dag, når vi beder Fadervor. Men vi beder ikke om Guds tilgivelse uden at tilføje "som og vi forlader vore skyldnere". Det kan være svært at bede om tilgivelse, men måske er det endnu sværere for os mennesker at tilgive hinanden. I dåben blev vi indlemmet i Kirken, vi blev lemmer på Kristi mystiske Legeme, og hver gang vi modtager Kristus i kommunionen styrkes vi i dette fællesskab med Gud og hele Kirken. Til gengæld ødelægger vi også noget for hele fællesskabet, når vi synder. Kirken er en levende organisme, og derfor påvirker vores personlige synd ikke bare vores eget liv og vores forhold til Gud, men hele den store sammenhæng lider under det. Når vi derfor søger tilgivelse og henvender os til præsten for at skrifte, så repræsenterer han ikke bare Kristus, men hele den kristne menig hed, og ved sakramentet får vi ikke blot vores forhold til Gud bragt i orden, men bliver genoptaget i Kirkens fællesskab.

Hvad vil det sige at synde? Ja, Kirken definerer kort og klart synd som en bevidst overtrædelse af den retsorden, Gud har sat som Skaber og Frelser. Denne retsorden finder vi udtrykt i Det gamle Testamente i De ti bud, og i Det nye Testamente i det såkaldte "kærlighedsbud". Da Jesus bliver spurgt, hvilket bud han mener er det første af alle, svarer han: "Det første er: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke. Et andet er dette: Du skal elske din næste som dig selv. Noget andet bud større end disse gives ikke". Hvis man gennemtænker indholdet af De ti bud, som Moses fik af Gud på Sinajbjerget, kan de faktisk allesammen føres ind under et af disse to kærlighedsbud, så det betyder ikke, at vi ikke mere skal bekymre os om De ti bud, men at vi skal fatte rækkevidden af, at kærlighed til Gud og næsten altid skal være den afgørende fakto r i alt, hvad vi foretager os.

 Hvordan kan vi vide, om vi har syndet? Gud har skabt os så viseligt, at vi ligesom har et indbygget barometer, et meget fintfølende instrument, der registrerer, hvad vi foretager os og sætter det i relation til vores bevidsthed om, hvad der godt, og hvad der er ondt. Dette instrument kalder vi samvittigheden. Det er klart, at man kan lade være med at aflæse barometeret, men man kan også bruge det flittigt og derved blive dygtigere til at aflæse det. Det er en god kristen regel hver aften at gøre status over dagens forløb og bede Gud om tilgivelse for, hvad man har gjort galt, og ikke mindst for, hvad man kunne have gjort bedre. Har man på en eller anden måde såret et andet menneske, er det naturligvis ikke nok at sige undskyld til Gud, man må også gøre det til den pågældende person og samtidig vise sin gode vilje til at gøre det godt igen.

Kirken skelner mellem to slags synder, de såkaldte tilgivelige synder og dødssynderne. Dødssynder er ikke synder, man dør af legemligt talt, men det er synder, der medfører en åndelig død, dvs. et brud med Gud. Man kalder dem også alvorlige synder, og det er nok et mere tidssvarende udtryk. Hvis man har en sådan alvorlig synd på samvittigheden, har man mistet sin dåbsnåde, man har stillet sig uden for fællesskabet og er udelukket fra Kirkens sakramenter, bortset fra Bodens sakramente. Man må angre sin synd, bekende den, omvende sig og gøre bod for igen at komme i nådens stand, blive genoptaget i fællesskabet og kunne leve videre som kristen. Langt de fleste synder, vi begår, er de tilgivelige, der ikke udelukker os fra sakramenterne, men som ikke derfor er uvæsentlige. Den ene lille ting kan føre den anden med sig, uden at man rigtig tænker over det, og derfor opfordres vi ti l at være opmærksomme og også prøve at bekæmpe små, tilsyneladende ubetydelige tilbøjeligheder.

 Det individuelle skriftemål finder sted i kirkens skriftestol, hvor skriftebarnet bekender sine synder for præsten og beder om Guds tilgivelse. Det er imidlertid ikke nok at komme med en bekendelse; man skal først og fremmest angre det, man har gjort forkert. At angre er ikke det samme som at fortryde eller ærgre sig over noget; anger er en meget stærkere følelse af sorg over, hvad der er sket, og oprigtig vilje til omvendelse og forbedring. Når præsten har hørt skriftemålet, kan han vejlede en, måske give en nogle gode råd, og derefter løfter han sin hånd og giver en absolutionen i den treenige Guds navn. Absolution betyder løsladelse, befrielse, og skriftebarnet kan forlade skriftestolen befriet for sine synder og genoptaget i fællesskabet. Fuld af glæde kan man nu takke Gud og som tegn på den gode vilje til forbedring bede de bønner, som præsten har pålagt en at bede. Hvad man har betroet præsten i skriftestolen, når aldrig videre, men forbliver mellem en selv og præsten, der tager imod syndsbekendelsen og tildeler syndsforladelsen i Guds sted. I vore dage gives der mulighed for, hvis man foretrækker det sådan, at lade skriftemålet have form af en samtale hos præsten i stedet for i skriftestolen, og så lade denne samtale ende med absolutionen.

 Skal man gå til skrifte? Det er klart, at man skal gå til skrifte, hvis man har en alvorlig synd på samvittigheden. Men også mindre forseelser bør man skrifte fra tid til anden. Stadigvæk bør man holde sig for øje, at så lidt betydning man end måtte have, så er man med til at påvirke helheden. Lige så vel som vore bønner er med til at opretholde Guds store husholdning, så er vore forseelser med til at nedbryde, og Gud, som har sagt, at vi ikke skal tilgive vores broder, når han forsynder sig imod os, een gang eller syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange, vil tilgive os uendelig mange gange.

KD