Mennesket spørger

På jagt efter sig selv

Mennesket er et åbent væsen

Set ud fra alle vore arveanlæg er mennesket knap to meter af en bestemt molekylær rækkefølge af kulstof-, brint-, ilt-, kvælstof- og fosforatomer i en DNS*-kæde, der er tæt sammenrullet i kernen af et æg under udvikling.

*Desoxyribo-nuclein-syre, bæresubstans for arveanlæggene

* * *

Fra vugge til grav konfronteres vi med formularer og formularer... Dit navn? Dine forældres navn? Køn, religion, stilling? Gift eller enlig? Børn? Hvis ja, hvor mange? Vi figurerer i kartoteker, registre og databanker. Vi er opdelt, underopdelt, grupperer, inddelt; vi er alle på hulkort eller indkodet i en datamaskine, nøjagtigt og fejlfrit. Sygeforsikringens datamaskine registrerer hver eneste plombe i tænderne. Kreditinstituttet opmagasinerer oplysninger om vore formueforhold. I firmaets kartotek findes vor levnedsbeskrivelse (håndskrevet!), og undertiden også en psykologisk udtalelse til internt brug. Danmarks Statistik har materiale om vor uddannelse, vore boligforhold og vor gennemsnitlige forventede levealder. I motorkontorets register venter et kartotekskort på vore færdselsforseelser.

Med god grund har lovgivningsmagten forsøgt at beskytte os mod, at denne mængde af data misbruges (jfr. registerloven). For den, der gennem disse databanker får oplysninger om mennesker, får samtidigt en foruroligende magt. Men hvad ville et sådant menneske på den anden side egentlig vide om mig? Vi kender selv disse data meget nøjagtigt, men vi kender også til meget andet, der ikke er registreret i nogen databank, nemlig erfaringer, oplevelser, møder, nederlag, succes'er osv., og som også udgør en væsentlig del af vor viden om os selv. Men selv med denne viden spørger vi undertiden os selv: Hvem er jeg egentlig? Hvad gemmer der sig mon i mig? Hvad er jeg egentlig i stand til? Er jeg kun det, jeg ved om mig selv?

Ethvert menneske vil gerne vide mere om sig selv. Denne nysgerrighed spekulerer ugebladene i, når de offentliggør simple psykologiske »kend-Dem-selv«tests, hvori læseren opfordres til at prøve sig selv: Er De en god ægtefælle? Hvordan klarer De Dem på arbejdet? Har De succes i selskabslivet? osv. Menneskets ønske om at få så meget som muligt at vide om sig selv er den indre drivkraft i al videnskab og forskning. Men for hvert svar, der gives, dukker der nye spørgsmål og gåder op. Det tvinger forskerne til at specialisere sig mere og mere. Men hermed er der risiko for, at man taber sansen for det hele menneske.

Biokemikere diskuterer den nøjagtige pris for et gennemsnitligt menneske på 75 kg, det vil sige prisen for den smule kulstof og brint, kalk og jern, der indgår i den menneskelige organisme, samt de noget mere sammensatte forbindelser, mennesket består af. Nogen enighed blandt forskerne er der ikke, for prisen varierer fra 5 kr. til flere millioner kroner. Men selv om sådanne oplysninger ikke er totalt værdiløse, så besvarer de dog slet ikke spørgsmålet om, hvad mennesket egentlig er. Bør vi ikke snarere stille det i forskningens øjne næsten vantro spørgsmål, hvorledes grundstoffer eller sammensatte forbindelser til en værdi af 5 kr. eller flere millioner kr. har kunnet frembringe menneskeånden, verdenslitteraturens store digterværker, malerkunstens mesterværker, evnen til at elske og hade ... ?

* * *

Tæl engang, hvor mange forskellige videnskaber og forskningsdiscipliner, der direkte (f.eks. lægevidenskab) eller indirekte (f.eks. arkæologi) beskæftiger sig med mennesket.

Har du selv engang stillet det spørgsmål:

»Hvem er jeg?«

* * *

Hvor kommer vi fra?

Selv om mennesket med dets muligheder nok er enestående på vor jord, samt i det hidtil kendte univers, ved vi dog i dag med sikkerhed, at vi i løbet af en millionårig lang historie har udviklet os fra lavere livsformer. Den nøjagtige dato for menneskets første opdukken bliver formentlig aldrig kendt. Det punkt, hvorudfra ur-mennesket har udviklet sig afgørende anderledes end sine dyriske slægtninge, fortaber sig stadigvæk i mørke.

Hvordan var en sådan udvikling overhovedet mulig? Den engelske naturvidenskabsmand Charles Darwin har udviklet en teori, der i dag er accepteret i vid udstrækning, omend med modifikationer. Ved tilfældige ændringer af arveanlæggene (kaldet mutationer) har livet gennem selektion (det vil sige udvælgelse) videreudviklet sig til stadigt nye og mangeartede former. Nogle af disse ændringer egnede sig bedre end andre til at overleve. De sejrede, mens andre, der ikke klarede sig så godt, uddøde med tiden. De kunne ikke klare »kampen for at overleve«, hvilket nogle kaldte for »naturens luner«.

Er dette svar tilstrækkeligt? Er mennesket, dets fornuft, intellekt og ånd kun en følge af mere eller mindre tilfældige ændringer i arveanlæggene? Trænger i det mindste ikke det spørgsmål på, om hele denne udvikling ikke er forløbet påfaldende meningsfyldt, målrettet? Er »mennesket«, udviklingens resultat, måske alligevel mere end en tilfældighed? Er mennesket ikke snarere »skabningens krone«, udfoldelsen af en tanke, der var grundlagt allerede fra begyndelsen af'? Kort sagt: kan mennesket affinde sig med kun at være en mere eller mindre ligegyldig tilfældighed?

Resultatet af denne millionårige udvikling - hvad enten den er tilfældig eller målrettet - er et menneske, der mere eller mindre har underlagt sig den natur, der har født det. Mennesket råder over viden og magt, det vil sige er i dag mere end en tilfældig udviklings kastebold. Mennesket har opdaget, at det ikke uden videre er naturens »slave«. I stedet for at tilpasse sig naturen for ikke at gå til grunde tilpasser mennesket naturen til sig selv og sine behov: naturkræfterne tæmmes og udnyttes til menneskets fordel. Den omverden, mennesket lever i, opfattes ikke længere som en fjendtlig natur, men snarere som en »kultur«, mennesket har skabt selv. Mennesker bygger huse, der beskytter dem mod uvejr. I byerne trues de ikke af farlige, vilde dyr. Det elektriske lys, fra anvendt energi, det være sig fra kul og olie eller vand- og atomkraft, gør dem uafhængige af dagslyset. I stedet for medfødte instinkter påvirk er opdragelse, værdibegreber og sociale vedtægter menneskets handlen; mennesket har besejret en del sygdomme og forlænget livet.

På den anden side gør vi også den nedslående erfaring, at alle fremskridt kan benyttes til skade for mennesket gennem krig, ødelæggelse, undertrykkelse og manipulation, samt at naturen kan blive udnyttet og plyndret på en sådan måde, at det skaber enorme problemer for det menneskelige miljø. I de seneste årtier er vi blevet mere og mere opmærksomme på fremskridtets farer, nemlig nye civilisationssygdomme (stress, overvægt), forurening af den luft, vi indånder, samt af den natur (land og vand), der omgiver os, muligheden for kernevåbenkrig og affald i så store mængder, at de truer med at kvæle os. Vor moralske og åndelige styrke har tilsyneladende ikke holdt trit med den tekniske udvikling. Med samme hensynsløshed, hvormed vi omgås vore samtidige - mennesker bedømmes i vid udstrækning efter nytteværdi, og store dele af menneskeheden sulter tilmed, mens an dre vælter sig i overflod - overlader vi de efterfølgende generationer en udplyndret og forurenet planet.

Biologien åbner os mulighed for at gribe ind i menneskets arvemæssige struktur og skabe »nye mennesker« i »vort eget billede« alt efter forgodtbefindende. Samtidig synes menneskers adfærd i stadig højere grad at kunne beregnes, kalkuleres og programmeres, hvilket åbner mulighed for manipulation f.eks. gennem reklame og propaganda. Hvem og hvad kommer egentlig til at bestemme den menneskelige histories videre forløb? Hvilke normer og værdier vil påvirke vore afgørelser for fremtiden? Eksisterer der målsætninger mere eller mindre uafhængigt af menneskets egne beslutninger? Og hvad betyder sådanne målsætninger, hvis naturvidenskaben allerede kan bestemme det tidspunkt, hvor vor sol bliver koldere, og livet på jorden umuliggøres? Set med naturvidenskabens øjne er afslutningen på menneskehedens historie allerede fastlagt. Det mørke, som den menneskelige bevidsthed dukkede op af, v enter allerede på igen at opsluge os engang i fremtiden. Hvad er mennesket, og hvilken mening har dets liv?

Sandelig, mennesket er ikke ret meget, og alt hvad der får en ende er ubetydeligt... Et menneskeliv varer højst 80 måske 100 år. Hvor lang er dog ikke den tid, da jeg ikke var? Hvor lang vil den tid dog ikke være, hvor jeg ikke mere er? Hvor lille en plads jeg dog udfylder i tidens kæmpemæssige afgrund. - Jeg er intet, og dette lille mellemrum, hvor jeg er til, kan ikke adskille mig fra det intet, som jeg igen må træde ind i.

* * *

Hvordan vil menneskehedens fremtid efter din mening komme til at se ud i betragtning af de problemer, der allerede i dag trænger sig på (sult, nukleær oprustning, energi- og råstofspørgsmålet)?

Det er et almindeligt udtryk at sige: »Dine forældre har skænket dig livet.« På den anden side forklarer unge ægtepar undertiden, hvorfor de giver afkald på selv at få børn: »Dette liv, denne verden, dette samfund og denne tid kan jeg ikke byde et barn. At sætte børn i verden er uansvarligt.« Prøv at forstå og begrunde begge anskuelser.

Hvad kan forældre svare deres børn på spørgsmålet: »Hvorfor har I sat os i verden?«

* * *

Når vi betragter menneskehedens udvikling ud fra synsvinklen hvorfra og hvorhen, er det især den biologiske side, vi betragter. Vi slår fast, at vi adskiller os fra dyret ved ånd (fornuft og vilje), selvbevidsthed og kultur. Vi kan beskrive, hvorledes denne udvikling har fundet sted. Hvad denne »begavelse« imidlertid betyder for vort liv, forstår vi først rigtigt, hvis vi vender os til det enkelte menneske.

Hvad der kan siges om hele menneskeheden, gælder også for hvert enkelt menneske. Ingen bliver spurgt, om man vil træde ind i dette liv og i denne verden. Ingen kan selv bestemme, hvilken tid og i hvilket miljø man vil fødes ind i af sine forældre, som man iøvrigt heller ikke selv har kunnet vælge. Til at begynde med accepterer ethvert menneske dette som en selvfølgelig kendsgerning og uden at stille spørgsmål. Meget hurtigt efter fødslen begynder barnet at opdage sig selv og sin omverden. Til at begynde med skelner barnet ikke rigtig mellem sig selv og genstandene i dets omgivelser. Det er en del af sin verden og ét med den. Når barnet begynder at tale, betegner det ofte sig selv i tredie person, altså som en genstand. Og stolen, det har stødt sig på, taler det til som til en person: »Fy, stol! Stol gør av, av!«

Til at begynde med har spædbarnet en helt ureflekteret jeg-bevidsthed, det vil sige, det har kun anlægget dertil, men er ikke sig selv bevidst som et »jeg«. Efter ca. 6 måneder begynder denne dog at forme sig, selv om det først er fra omkring treårs-alderen, at barnet virkeligt opfatter sig selv som et »jeg«, forskelligt fra omverdenen og fra de personer, det kender. Det begynder derefter at udfolde sig som en selvstændig og uforvekselig »størrelse«. I de forskellige, barnlige trodsperioder bliver dette »jeg« stadigt mere udpræget. I puberteten når denne udvikling et afgørende højdepunkt. I et ofte voldsomt sammenstød med autoriteter og traditioner, især med forældrene, forsøger den unge at »rive navlesnoren over« og »få tag« på sig selv. Det unge menneske stræber efter at »markere« sig og afgrænse sig som et uigentageligt individ, der reagerer skarpt på at blive udbyttet eller udny ttet af andre. Det opdager sit eget »jeg« i højere grad end tidligere, er overvældet over, men samtidigt bange for de dybder og afgrunde, der åbner sig.

Efter en rystende oplevelse, en stor skuffelse eller en umådelig glæde konfronteres mennesket muligvis med sig selv og spørger: Hvad gemmer der sig egentlig i mig? Man erfarer eller rettere aner instinktivt, at man aldrig bliver færdig med dette spørgsmål; man vil altid forblive en »gåde« for sig selv. Lidt efter lidt bliver man sig dog sin storhed, sin menneskelighed, sin livsdynamik, men også den risiko, man svæver i, bevidst. Man holder derfor udkik efter forbilleder eller idealer, men aner samtidig den uhyggelige mulighed for, at man kan forfejle sit liv.

Først nu er man som menneske vågnet til fuld bevidsthed. Man er blevet åndeligt moden, og i denne afgørende livsfase rammes mennesket for første gang eksistentielt af spørgsmålet: Hvorfor lever jeg egentlig? Hvad duer mit liv til? Hvad kan jeg få ud af det, og hvad skal jeg gøre?

Intet af alt dette er muligt for dyret. Det kan ikke spekulere over sig selv; det har intet »jeg«, ingen indre selvbevidsthed. At opleve sig selv som et uigenkaldeligt »jeg« er en af de mest opløftende, men samtidig mest smertefulde oplevelser i et menneskes liv. For jo mere, vi spekulerer over os selv, jo større bliver også vort eget jeg's mysterium. Endog med alle de oplysninger, vi kan give om os selv, er dette jeg endnu ikke beskrevet. Det er mere, end man kan se udvendigt fra, mere end man kan indfange med ord. Der bliver altid noget tilbage. For at komme nærmere til denne inderste kerne - der ligesom horisonten stadig unddrager sig os - må vi bevæge os væk fra dagligdagens overflade og stige ned i dybet. »Nu skal jeg betro dig min hemmelighed. Den er ganske ligetil: kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet«, lader Antoine de Saint-Exupéry ræven sige til den lille prins. Det væsentl ige er jo netop, hvad det drejer sig om, når vi spørger om mennesket.

Heller ikke når vi har opdaget os selv som et uigenkaldeligt jeg, er vi færdige med vor indre udvikling. Hvis vi bliver stående på dette stadium, bliver vi nemlig til egoistiske mennesker, der blot kredser om os selv. Vi må derfor nå videre i vor erkendelse. Ved siden af »mig« eksisterer der også andre mennesker, der er lige så betydningsfulde og indholdsrige, lige så gode og onde, lige så lykkelige og modløse som jeg selv. Mennesket må opdage »du'et«, med-mennesket - og dermed opdage, at det selv er et med-menneske. Fra vor fødsel til vort livs sidste stund har vi behov for medmennesket. Mennesket ville ikke overleve biologisk, ligesom der ikke ville eksistere sprog, kultur, tillid eller kærlighed, hvis ikke mennesker levede med hinanden og for hinanden.

Det er ikke kun menneskets ånd (psyken), der vantrives, når forventningerne om kærlighed ikke opfyldes. Hele menneskets eksistens trues, når det mangler kærlighed. Hvor selvstændigt og uigenkaldeligt det enkelte menneske end er, så er det også et socialt væsen. Mennesket vil leve, men har dertil behov for kærlighed. Det spørger efter mening - og opdager, at det ikke kan komme uden om kærligheden.

Ethvert menneskeligt forhold fuldendes i kærlighed. Men hvad er kærlighed? To mennesker mødes. Indtil da var de ganske fremmede over for hinanden, men pludselig begynder der noget helt nyt; noget, der langsomt modnes mellem dem. Vi søger forgæves en forklaring på, hvad der egentlig sker. Kærligheden er nemlig ikke en følge af noget; den ligesom begynder helt for sig selv. Selv om forstanden kommer med nok så mange indvendinger, lader kærligheden sig ikke undertrykke. Snarere tværtimod. Netop derfor kan den til tider rette sig mod en efter al sund fornuft absolut uværdig partner. Kærlighed er stærkere end al fornuft; den kommer nemlig derfra, hvor alle menneskets kræfter mødes, det vil sige fra personens midte det, man kalder for hjertet.

Det væsentlige ved denne kærlighed er, at den får én til at åbne sig for et andet menneske. Den bevirker, at et menneske, der i almindelighed tænker stærkt på sig selv, ikke mere kun søger sit eget, men giver slip på sig selv, prisgiver sig selv. Et menneske, der virkeligt elsker, er ikke længere beregnende, men rede til selv det største offer. Det ufattelige er, at det elskende menneske i denne hengivenhed erfarer sit livs højeste lyksalighed. I kærligheden søger mennesket derfor opfyldelse af sin store indre længsel og forventning. Men er en sådan opfyldelse overhovedet mulig i fuldt omfang? Menneskets længsel efter og forventning om lykke er jo umættelig, det vil sige sprænger i en vis forstand alle grænser. Er kærlighedslængslen da omsonst eller meningsløs? Enhver kærlighed kender nemlig også til skuffelser og nederlag, eftersom den muligheder ne. Men også ånden støder igen og igen mod uigennemtrængelige mure. Utroligt meget er endnu lukket for vor forstand, og hvad vi engang har vidst, glemmer vi hurtigt. Modstand og nederlag gør os ofte modløse; til tider så modløse. at vi er ved at opgive det hele. Denne begrænsning i legeme og ånd bekymrer os dybt, og vi tilskyndes bestandigt til at overskride den. For mennesket vil rumme alt - hele livets fylde.

Som det eneste blandt alle levende væsener tvinges mennesket til at planlægge og udforme sit liv med henblik på en uvis fremtid. Menneskelivet fungerer ikke automatisk, men skal ustandselig vindes: hvad vi bliver til, afhænger til en vis grad helt af os selv. Et dyr »handler« efter et medfødt adfærdsmønster, der er fastlagt gennem instinkter. Mennesket tvinges derimod ustandselig til at skulle vælge. Kun mennesket kender til et virkeligt »vovespil« og en virkelig »risiko«. Og kun mennesket kender til glæden ved, at noget lykkes, samt til skuffelsens smerte, når det går galt. Mennesket er nemlig frit, det vil sige er åbent for det nye, åbent mod selve fremtiden.

På den anden side eksisterer den »absolutte frihed« naturligvis heller ikke. Vi er desværre på mange og afgørende områder afmægtige og bundne. Gennem opdragelse, anlæg og erfaringer er ethvert menneske mere eller mindre »præget« og »fastlagt« på forhånd. Den »dyriske arv« i os er stadigt mere levende, end vi i almindelighed regner med. Vi reagerer »instinktivt«, falder tilbage til »reflekser«, handler »automatisk« og »uovervejet«. Mange handlemåder kan forudses og tilmed beregnes. Propaganda og reklame arbejder bevidst ud fra den viden, at de uden om vor bevidsthed og vor frie vilje kan »pirre« eller påvirke os til de ønskede adfærdsmåder.

Omverdenen og vore medmennesker sætter også grænser for vor frihed. Robinson Cruso på sin ø var langt mere fri, end en familie i en lejlighed i et højhus kan være det. Principielt består der dog en mulighed for at træffe afgørelser til trods for alle disse påvirkninger, en mulighed til at sætte sig ud over alle bindinger.

* * *

Vi undervurderer ikke betydningen af menneskets sociale betingelser og begrænsninger. Menneskets vilje og meningsfrihed påvirkes tværtimod ustandseligt. Det kan du bedst konstatere ved at betragte dig selv. Kan du ikke se en sammenhæng mellem den opdragelse og det miljø, du som barn og ung var udsat for, og det, du er i dag?

- Hvilke meninger og indstillinger har du i dag, og hvad ville du beslutte dig til, hvis du fik lejligheden til at begynde forfra?

* * *

Med menneskets frihed begynder vort ansvar for at vælge det rigtige og det gode. Men kan man altid vide, hvad der er rigtigt, og hvad der er godt? Mennesket kan jo tage fejl! Når vi tænker nærmere over det, må vi indrømme, at friheden kan blive en byrde - især når der skal træffes en afgørelse for hele livet. Så ville vi gerne være vor frihed foruden og hellere vide, at vor vej var nøje afstukket på forhånd.

Men selv, når vi ser klart og erkender alle virkninger på forhånd, bestemmer vi os alligevel tit - som erfaringen viser - for det modsatte af det, der er godt for os selv og vore medmennesker. Dertil kommer, at friheden ofte bruges til at undertrykke og udnytte andre mennesker. Hvilke kræfter er det dog, der er i gang, når mennesket handler så »meningsløst«? Frihed er lige så meget en risiko som en chance; på én og samme tid en gave og en byrde. Vor storhed er også vor svaghed, det vil sige, det der truer os. Er vi måske de til »frihed fordømte«?, som Sartre siger.

Vi står igen over for mennesket som et mysterium. Hvem er vi til syvende og sidst ansvarlige over for? Hvor finder vi målestokken for godt og ondt? Hvorfor lider vi under vor svigten og vore forkerte afgørelser, men fortsætter alligevel på samme måde? Hvorfor lever vi ikke op til det, vi kunne og gerne ville være? Det ene spørgsmål afløser det andet. Jo mere, vi ved om os selv, jo mere vi grubler over os selv, jo mere hemmelighedsfulde bliver vi for os selv. Vi peger stadigt ud over os selv. Men hvorhen peger det hele?

Mennesket er en lille »verden for sig selv« - i sammenligning med altet er det ganske vist kun en ubetydelighed, men dog hele den fornuftløse natur langt overlegen - mennesket er nemlig en person. Hermed forstår vi et væsen, der besidder sig selv, der er vidende om sig selv, der handler frit og selv tager ansvaret for sin handlen, og som endelig er åbent over for sin omverden.

Vi har understreget den menneskelige persons åndelighed, frihed, og hvad den ved om sig selv, samt dens åbenhed over for verden, du'et og samfundet. Endnu mangler måske for fuldstændighedens skyld en forklaring på, hvad der menes med, at »mennesket besidder sig selv«. Mennesket tilhører aldrig en anden, er uigentageligt, enestående, uerstatteligt og uantasteligt. Det har værdi og betydning i kraft af sig selv og må ikke bruges og slides op som en ting eller et redskab.

Det eneste væsen inden for vor erfaringsverden, der fortjener betegnelsen »person«, er mennesket, og det tilmed selv om dets evner og anlæg ligger i uudfoldet tilstand som hos spædbarnet. For...

... mennesket er og forbliver et mysterium

Hvad er et menneske? Vi kan nok slet ikke svare med en klar definition. At definere vil jo sige at »afgrænse« noget. Men mennesket, der bestandigt sprænger sine egne grænser, kan kun beskrives. Denne beskrivelse synes dog at blive hængende i modsigelser og kontraster.

Mennesket er på én og samme tid legeme og ånd; det er åbent og verdensomspændende, men samtidigt begrænset og lukket inde i sig selv; det har appetit på livet, men er samtidigt hjemfalden til døden. Mennesket er et selvstændigt individ, men dog ikke fuldt og helt menneske uden andre mennesker; det ved sig i stand til ubegrænset videnskabeligt fremskridt, men har samtidig en anelse om muligheden for med ét slag at tilintetgøre hele civilisationen. Mennesket synes at have magt til at bestemme over verden, men erfarer samtidigt umuligheden af at kunne klare sine egne problemer.

Disse modsigelser og kontraster er på én og samme tid menneskets storhed og tragedie. For hvad nytter den høje begavelse, hvad nytter denne stræben efter det grænseløse, denne åbenhed for det uendelige, når mennesket alligevel er bundet til denne verden, og døden er den radikale afslutning på tilværelsen?

Eller er vi måske tvunget til at indrømme, at disse modsigelser og kontraster gør det tydeligt, at mennesket lever ved en grænse; at det er en »vandrer mellem to verdener«, et væsen mellem endelighed og uendelighed, mellem tid og evighed? Kan vi måske herigennem skimte en anden virkelighed, end den vi lever i? Hvordan skulle vi nemlig overhovedet kunne erfare vor egen begrænsning og endelighed, hvis vi ikke var åbne for det ubegrænsede og uendelige? Hvorfor lider vi sådan under forgængeligheden, hvis vi ikke anede noget om evigheden?

Mennesket kan ikke leve af spørgsmål alene. Vi må også have svar. Frem for alt må vi finde ud af, hvad der er det menneskelige livs mening og mål. Det sker ofte, at vi først rigtig forstår noget, når vi finder ud af dets bestemmelse. Måske kommer vi først til rigtig al forstå mennesket, når vi bliver klar over, hvad menneskets mål er.

Ivar Asheim, Øjet og horisonten

Universitetsforlaget, Oslo 1991

Gregory Baum, Man becoming

Herder & Herder, New York 1970

Richard P. McBrien, Katolsk Tro gennem to Årtusinder

Fra amerikansk. Niels Steensens Forlag, København 1987

Ernst Cassirer, Et essay om mennesket

Munksgaardserien 9, Munksgaard, København 1965

Christlicher Glaube in modemer Gesellschaft, bind 3

Herder, Freiburg in Br. 1981. Se flg. artikler:

Karl Rower/Karl Rahner, Weltall, Erde, Mensch

Stefan Nik. Boshard, Evolution und Schöpfung

Hans M. Mayer-Albich, Natur und Geschichte

Chtistlicher Glaube in modemer Gesellschafi, bind 18, se:

Walther Kern/Chr. Link, Autonomie und Geschöpflichkeit

Pierre Theilhard de Chardin, Fænomenet menneske

Jespersen og Pio, København u.å.

Kateketcentralens Forlag, København. 5. udgave 1983

John O'Grady, Christian Anthropology

Paulist Press, New York 1975

Jørgen Hviid, Det manipulerede menneske

Gyldendal, København 1974

Flemming Kieler, Fødsel til frihed

Pro Publikationer, København 1971

Bent Dalsgaard Larsen, Menneskesyn og samfund

Katolsk Forlag, København 1976

Giaube zuni Leben, Herder, Freiburg 1986, 2. udgave

Se afsnittet s. 351-496

Jürgen Moltmann, Wer ist der »Mensch«?

Theoiogische Meditationen 36,

Benziger Verlag, Zürich, Einsiedeln, K;Sln 1975

Jürgen Moltmann, Die ersten Freigelassenen der Schöpfung

Chr. Kaiser Verlag, Miinchen 1974, 4. oplag

Emmanuel Mounier, Personalismen

Det danske Forlag, København 1952

Johs. Nissen, For menneskets skyld

Unitas Forlag 1991

Kari Rahner, »Experiment Mensch«

I: Schriften zur Theologie VIII

Benziger Verlag, Einsiedeln/Ziirich/K8ln 1967