Hvorhen går rejsen?

Løber vi efter illusioner?

Den store flænge

Blindgyder

På sporet af en mening

»Mit liv er en mørk vej, den fører intetsteds hen og stadigt intetsteds hen evigt og altid - intetsteds hen mørk og endeløs intetsteds hen.«

 (Hemingway)

Mange mennesker - især de unge, der er begyndt at orientere sig i tilværelsen - spørger igen og igen efter meningen med livet. Denne spørgen udtrykker sig ofte som en søgen efter »livskvalitet«, efter bevidsthedsudvidelse eller simpelthen efter lykke. Man vil have noget ud af livet. Her følger et uddrag af et brev, der blev sendt til lederen af et tysk katolsk brevkursus:

»En dag spurgte en af mine venner mig om, hvad der er livets mening. Han har selv grublet over det, men er ikke kommet til noget resultat. Hverken privat eller karrieremæssig succes kan være udgangspunktet... Min ven sagde, at hvis han kunne finde en moderne indstillet præst, der kunne vise ham en vej, og hvis han også selv kunne indse, at det var den rigtige, så ville han måske alligevel blive et religiøst menneske... Her må jeg tilføje, at min ven har fået en helt ureligiøs opdragelse, hvad han endda betragter som negativt.«

Det moderne menneske er på mange måder mere selvstændigt i sine anskuelser end tidligere generationers mennesker. Samtidigt er det dog mere usikkert, når det drejer sig om de egentlige livsspørgsmål, som f.eks. spørgsmålet om det sidste hvorfor og hvortil. »Vi lever i en tid med fuldkomne midler og forvirrende mål«, har Einstein engang sagt. Spørgsmålet om målet er dog samtidigt spørgsmålet om meningen. For med mening forstår vi det, noget er til for.

»Den, der har grund til at leve, kan udholde næsten hvad som helst«, har Nietzsche sagt. Hermed gav han kun udtryk for en gammel livsvisdom. Dødssyge mennesker bliver nemlig undertiden raske påny, hvis de ser et mål for sig, der giver dem lyst til at leve. Den, der opfatter sit eget liv som meningsløst, er derimod ifølge Einstein ikke bare ulykkelig, men næppe i stand til at leve. Og Viktor E. Frankl, den kendte professor i psykiatri, skriver, at cirka 20% af alle neuroser i dag er betinget og forårsaget af følelsen af meningsløshed. Det er svært - ja, for nogle er det praktisk talt umuligt - at leve et liv i total meningsløshed,

Der findes mange modsigende udsagn om livets mening, hvilket klart tyder på, at svaret ikke er let. Et virkeligt svar må nemlig også kunne gælde, når livet tager hårdt på én, når man f.eks. er håbløst syg. Ja, det må ikke engang kunne drages i tvivl på grund af døden, for døden hører nu engang med til vort liv. En bro kan have nok så kraftige bropiller; hvis ikke den fører over til en bred, hvis den er uden mål, er hver enkelt bropille meningsløs. Hvis døden rejser tvivl om vort livs mening, bliver også hver enkelt detalje i dette liv i sidste instans meningsløs.

Mange mennesker forbinder derfor spørgsmålet om mening med spørgsmålet om tro (sml. det ovenfor citerede brev). Men heller ikke ud fra troen lader spørgsmålet om mening sig besvare på samme måde som dagligdagens spørgsmål gør det. Spørgsmålet om mening går nemlig på det hele, på livets totalitet. Der spørges, hvorfor og hvortil er livet som sådan. En så altomfattende mening nås ikke ved hjælp af ting og sager, men kun ved værdier. Men værdier er aldrig tvingende, de vælges mere eller mindre frit. Derfor lader mening sig ikke bevise i streng forstand, men kan kun erkendes af den, der er parat til at træffe en afgørelse. Værdidomme afhænger jo i sidste instans af sansen for livskvalitet. Ud fra talløse menneskers erfaring kan vi bekræfte, at de har fundet mening med deres liv i troen på Gud. Hos mange står denne erfaring tilmed ved enden af en lang vandring, der har været kendetegnet af søgen og spørgen, men også ofte af vildfarelser og fejltagelser. Vi vil i dette brev prøve på at vise en første etape af denne vandring.

Vi vil alle gerne være lykkelige. Vi forventer og håber bestandigt på noget. Et menneske, der ikke har mere at håbe på, sygner hen. Håbet holder os i live, og selv om det nok så ofte knuses, bryder det bestandigt frem igen. Håbet er med andre ord uudryddeligt.

Håbet retter sig ofte mod noget umiddelbart forestående: Man venter et brev, et besøg, en gave, skal til en fest... Disse små daglige forventninger giver allerede vort liv en vis spænding. Dertil kommer de forhåbninger, der retter sig mod fjernere mål: Børn glæder sig til at blive store, skoleelever til at tjene penge, den unge til at være uafhængig, få børn, egen bil og eget hus - kort sagt. alle håber på succes her i livet.

Vi oplever utvivlsomt alle talrige meningsfyldte situationer i vort liv. Der er øjeblikke, hvor vi er helt »lykkelige uden ønsker«, når et anstrengende arbejde for eksempel er fuldført, eller når vi har nået et mål, hvor vi oplever anerkendelse og sympati. Men hvor længe varer disse »øjeblikke« egentlig? Det ligger jo i selve ordet, at vi ikke kan fastholde dem. Det er kun »øjeblikke«. Og dermed begynder skuffelsen igen, eller måske rettere jagten efter lykke.

Mennesker, der har opgivet at kredse om sig selv, søger mening i opgaver og mål, der rækker videre end deres eget menneskeliv. De finder mening i livet ved at blive et »nyttigt« medlem af det menneskelige samfund, i at udføre noget stort (f.eks. inden for sport og videnskab), i at arbejde for fremskridtet, kunsten, en gruppes magtinteresser eller ved at arbejde for en bedre fremtid for menneskeheden.

Det er utvivlsomt store og vigtige mål, hvis gyldighed der ikke skal sættes spørgsmålstegn ved. Men disse mål er alligevel ikke nok til at tolke hele livets mening. For ifølge denne opfattelse af »mening« har mennesker, der ikke kan være »nyttige« for menneskeheden - f.eks. gamle, syge, handicappede eller sociale outsidere - åbenbart ingen plads. Er et menneske da kun så meget værd, som han eller hun kan udføre? Måles vor værdi kun af vor indsats? Og hvis man ikke kan udføre noget som helst, er livet så aldeles uden mening? Mister man sin eksistensberettigelse? En maskine kan jo til tider udføre mere end ti menneskers arbejde. Overflødiggør maskiner dermed mennesket? Vi må gøre os helt klart, hvor en sådan tankegang kan føre hen. Mennesket bliver nemlig let til menneskemateriale, til en udskiftelig reservedel. Hvis mennesket bedømmes efter dets nytteværdi, planlægger man hen over hovedet på det, disponerer man over det på en sådan måde, at mennesker udøver tvang og herredømme over andre mennesker. For hvem afgør egentlig, om et menneske er nyttigt ? Er mennesket da til for fremskridtets, videnskabens og teknologiens skyld eller er fremskridt, videnskab og teknologi til for menneskets skyld? Har man virkelig lov til at behandle mennesket som et middel til opnåelse af et nok så agtværdigt mål? Kan det enkelte menneske ofres på fremtidens alter? Hvad er forventninger om kommende generationers lykke egentlig værd, hvis vi ikke selv kommer til at opleve noget af denne lykke? Kort sagt: har ikke ethvert menneske også sin egen selvstændige værdi? Og dermed krav på lykke her og nu?

Der er utvivlsomt overordentlig mange enkeltheder i livet, der har mening. Men hvordan forholder det sig med livet som helhed? Hvad er livets altomfattende mening? Hvad er det endegyldige svar på spørgsmålet om vort livs hvorfor og hvortil (der altså også giver en gyldig forklaring på, hvordan det hele ender)? Er vor skæbne et ønske, en længsel uden opfyldelse? Er livet absurd? Hvor højt kan vi overhovedet spænde vore forhåbninger og længsler uden at løbe efter illusioner?

* * *

Har du et svar på rede hånd? Har dit liv mening? Prøv f.eks. at forestille dig, at du kun har et år tilbage at leve i, eller at du fik chancen til at leve livet forfra igen. Hvad ville du egentlig gøre? Hvad ville du lade være med?

Der er så meget, vi kalder for meningsløst. Men efter hvilken målestok kan man bedømme noget som meningsløst, hvis vi da ikke principielt regner med en mening i vort liv?

* * *

Man må holde øjnene tæt lukkede, hvis man vil undgå at se, at der går en stor flænge gennem vor verden, vore forventninger, længsler og håb. I nogle henseender går det fremad for os, i andre tilbage. Alt, hvad der gavner fremskridtet, kan også bruges til ødelæggelse. Alt, hvad der skaffer os lettelser - biler, atomkraft, teknik osv. - medfører også nye farer. Der er en modsætning mellem livet, sådan som vi ønsker os det, og som det virkelig er. Fremskridtet, som alle håber på, er dybt tvetydigt: det kan også blive vor undergang.

To tredjedele af menneskeheden lever i fattigdom; ja, mange dør faktisk af sult, mens andre lever i overflod. Der føres krige, uden at de, der rammes deraf, overhovedet bliver spurgt. Hvorfor skal gode mennesker dø midt i livet, mens hensynsløse mennesker ustraffet driver deres uvæsen? Hvorfor skal nogle leve højt på andres bekostning?

Hvorfor så megen smerte, hvorfor så mange tårer, hvorfor så megen fortvivlelse? Hvorfor skal uskyldige børn dog lide? Hvorfor findes der naturkatastrofer, der berøver mennesket det mest nødvendige til livets opretholdelse? Bør man ikke gøre oprør mod, at verden tilsyneladende er så mislykket?

Hvordan er det muligt, at det onde overhovedet findes? Der findes dog trods alt mange mennesker af god vilje. Ophæver ondt og godt på denne måde hinanden? Eller findes det onde i sig selv?

Lægen trækker på skulderen: »ja, den hånd vil De aldrig mere rigtig kunne bruge, det er der ikke noget at gøre ved.« Et ret harmløst ulykkestilfælde. Men hele livet er ændret, for manden, det drejer sig om, er musiker. Hvorfor skulle han dog netop i det øjeblik stå der, hvor en spritbilist tabte herredømmet over sin bil? »Skæbnen kan man ikke stille noget op imod«, siger man. Over for skæbnen oplever mennesket sig som værgeløst, nærmest prisgivet - og bliver derfor angst. Moderne filosoffer siger, at vi er »kastet ud« i livet. Er ikke det netop en udfordring til mennesket, der gerne vil være herre over sin egen skæbne?

Der er intet sted, hvor mennesket føler sig mere udleveret til skæbnen end ved den åbne grav. Hvorfor skal mennesket dog dø? Hvert eneste sekund nærmer vi os mere til denne uhyggelige grænse - enten vi vil eller ej. Vi kan måske til tider udskyde døden, men ingen kan undgå den. Døden bliver endda mere smertelig, jo bedre vi har indrettet os på denne jord. Især naturligvis hvis døden kommer uventet og før tiden. Er døden virkelig den uigenkaldelige afslutning? Er det hele meningen med livet at dø? Naturligvis efterlader vi os noget, nemlig vore børn; og resultaterne af vort arbejde bevares ofte for efterverdenen. Men kan det alene give et døende menneske håb om, at livet trods alt var meningsfuldt?

Det er dog ikke kun i grænsesituationer, at flængen i vort liv kommer til syne. De fleste af os lever i mere eller mindre sikre og stabile forhold. Der er måske ingen store problemer hverken udadtil eller indadtil. Den ene dag ser ud som den anden: man står op, har nok at gøre hele dagen, lidt vrøvl med chefen, et par hyggelige timer om aftenen, man ser lidt fjernsyn - og næste dag fortsætter det på samme måde. Livet er blevet en rutine. Men en skønne dag brydes denne ensformighed af spørgsmålet: Hvad er egentlig meningen med det hele? Er det virkelig alt?

Mange unge gør oprør mod et samfund, der tilsyneladende ikke er andet end produktion og forbrug eller materialistisk rutine. De søger efter en indre berigelse af livet, efter »bevidsthedsudvidelse«. Men hertil er det ikke nok med en motorcykel og knallert eller udsigt til engang at få folkepension. Velstand alene kan ikke udfylde den indre tomhed. Hvorfor findes der ellers så mange mennesker, der tager deres eget liv, til trods for de mange »velsignelser«, som velfærdssamfundet tilbyder dem? Mennesket lever ikke af brød alene! Og heller ikke af arbejdet eller af fornøjelser eller af protest.

»... jeg trænger til Deres råd, til Deres tro, troen på noget, det lønner sig at leve for. Jeg kan ikke mere se nogen mening med livet. Jeg har længe været på stoffer for at glemme mine problemer. Jeg vil gerne holde op med det, men er bange for, hvad der så venter mig.

Mennesket prøver mange veje i forsøget på at finde mening: meditation, socialt engagement, bevidst given afkald på forbrugsgoder, men også stoffer, alkohol, seksualitet uden personalt forhold, aggressioner...

Mange veje viser sig imidlertid at være blindgyder. Måske er det i en gal retning, man søger. Den hensynsløse - især i forhold til andre mennesker - udnyttelse af alle lyst- og lykkemuligheder fører ikke til målet. Snarere tværtimod. Men selve denne søgen og dermed forventningen om, at livet må have en mening, er ikke forkert.

Erfaringen af, at disse veje slet ikke fører til måler og skaber mening, har i de seneste år ført til en nok så markant stemningsændring. Mange menneskers aggressioner bliver til depressioner, og optimisme bliver alt for ofte til resignation. Det er som om, mange mennesker har givet op på forhånd. Det nytter alligevel ikke noget, siger de. Den, der har mistet sit arbejde og ikke kan finde noget nyt; den, der aldrig rigtig er kommet i arbejde, eller som ikke kan få den ønskede uddannelse; den, der ustandselig skuffes af samfundet og af andre mennesker, føres let til den konklusion, at der jo alligevel ikke er noget formål med det hele: alt er meningsløst.

Vi er nået frem til samme resultat som ved slutningen af det første brev: menneskets ønske og længsel er ubegrænset, men synes samtidigt at være uopfyldeligt. De slutninger, der kan drages heraf, er dog meget forskellige. Der er især tre mulige veje:

l. kan man undgå at tage nogen beslutning, og så bliver man indifferent over for livet

2. kan man nå til den overbevisning, at alt er meningsløst, og så resignerer man over for livet og

3. kan man reagere positivt ved at åbne sig for troens verden.

* * *

Hvad er dog meningen med livet, hvis man skal slutte fra avisannoncer? (f.eks. ægteskabstilbud, reklamer for forbrugsgoder osv.) - Tror du virkelig, at man kan købe sig lykken til?

- Tror du, at enhver blot er sin egen lykkes smed?

Prøv at overveje, hvilke fremtidsmodeller for samfundet der findes, som vil kunne give livet mening. Og hvad ser man, hvis man f.eks. sammenligner marxismens fremtidsløfter med den »menneskeliggørelse« af samfundet netop dér, hvor denne ideologi er blevet virkeliggjort? Eller hvad med kapitalismens løfter i det såkaldte »frie« Vesten? Ser virkeligheden ud, som disse ideologier lover os?

* * *

Alle menneskelige svar på spørgsmålet om livets mening synes utilstrækkelige. Rigdom, ejendom, anseelse, højere levestandard, magt kan ikke komme i betragtning. Det kan jo gå tabt fra den ene dag til den anden. Dertil kommer, at det som regel kun kan opnås på andre menneskers bekostning. Det er ikke uden grund, at mægtige og ansete mennesker ofte er ensomme. Der er koldt på toppen, som man siger. Disse mennesker er i hvert fald sjældent helt tilfredse med livet.

Præstation og succes kan heller ikke komme i betragtning som livets mening. Mennesker, der har succes, bliver som oftest misundte, men ikke elskede. Og hvad sker der inde i disse mennesker, når de bliver styrtet fra succes'ens tinde? Har livet så ikke længere nogen mening?

At noget skulle være meningsfuldt, blot fordi det gavner mig selv, holder heller ikke stik. Så må jeg jo acceptere, at andre også kun bedømmer mig efter, hvor megen nytte jeg er til. Og det er der ikke mange, som vil acceptere, for heller ikke jeg er kun til »for noget«. I betragtning af, hvor svært det er at give et egentligt svar, kan det ikke undre én, at mange mennesker simpelthen undgår at svare derpå og erklærer spørgsmålet om livets mening for betydningsløst. »Man må bare være tilfreds med, hvad livet byder på. Lad os nyde livet i dag, for i morgen er vi døde«, som nogle undskylder sig med at sige. Andre skjuler det indre tomrum ved at flygte ind i arbejde, konsum, ideologier, sex, eller de bliver afhængige af nervepiller.

Men lader sådanne skinløsninger sig overhovedet opretholde hele livet igennem? Holder de i nødens stund? Når f.eks. familier adsplittes, når en stilling overtages af en yngre, og man føler sig overflødiggjort, når man ikke længere kan få arbejde? På et eller andet tidspunkt dukker spørgsmålet op igen. Fortrængninger gør os syge, siger psykologerne.

Forfatteren Saint Exupery beskriver denne mennesketype: »Du gamle funktionær-sjæl; du har bygget dig din egen fred, ved at du ligesom termitterne har lukket alle de huller, hvorigennem lyset trængte ind til dig, og hvorigennem du kunne skimte lys. Du har lullet dig ind i borgerlig sikkerhed .. Du vil ikke ulejlige dig med store spørgsmål. Du har haft nok at gøre med at glemme, at du er et menneske. Du stiller ingen spørgsmål, som du ikke er sikker på at få svar på.

Nej, du er en pæn lille bedsteborger. Da der endnu var tid dertil, var der ingen, der prøvede på at rive dig med. Nu er det ler, du er lavet af, tørret ind og hårdt... «

Den indstilling, at alt i virkeligheden er meningsløst, kan ved sin konsekvens virke nok så besnærende. Mennesker, der går ind for denne indstilling, peger på den megen lidelse i verden og på selve livets katastrofale afslutning, nemlig døden. De fører krigen over i fjendens lejr og siger: »Både det selvmodsigende og utrygheden hører nu engang med til menneskets bestemmelse. Livets mening og mål består netop i at indrømme, at det ingen mening har. Menneskets tilværelse er absurd. Det drejer sig kun om at affinde sig dermed, dvs. tappert at se denne kendsgerning i øjnene. Kun således »forstår« mennesket sit liv.« Dette er en næsten ordret gengivelse af en del moderne filosoffers tanker.

Denne menneskeopfattelse er meget udbredt i vore dage, og vi må tage den alvorligt. Det kan ikke benægtes, at bekendelsen til livets absurditet kan være meningsfyldt i betragtning af den megen lidelse og de mange forhåbninger, der ikke går i opfyldelse. Ret og uret, anstændighed og uanstændighed, mod og træghed opvejer ikke hinanden i denne verden. Snarere tværtimod, for det onde er som oftest det stærkeste. Alle mennesker mærker denne modsætning meget stærkt. Man kan derfor ikke tage let på disse spørgsmål, hvorfor vi endnu en gang vil vende tilbage hertil i brev nr. 8. Her skal der dog endnu spørges: Er det i det mindste ikke ensidigt at tænke således? Har vi ikke gode grunde til at tro, at livet har en anden mening end absurditeten?

Naturligvis er tilværelsen fuld af disharmonier. Hvem vil dog benægte det? Men er verden alligevel ikke i det store og hele hensigtsmæssigt indrettet? Den mindste blomst er et kunstværk. Eller tænk blot på atomernes opbygning og planeternes baner. Den menneskelige forstand er langt fra færdig med at udforske livets og universets hensigtsmæssighed. Menneskets organer og drifter har nemlig meningsfyldte mål. Sulten og tørsten stilles, trangen til erkendelse finder sandhed... Alt er indbyrdes afstemt.

Skulle netop mennesket i sin dybeste længsel efter en lykke, der ingen grænser kender, være udleveret til meningsløsheden? Er menneskets stræben efter det uendelige absurd, når alle detaljer i mennesket ellers er hensigtsmæssigt anlagte? Mening i detaljen, men meningsløshed i helheden? Det ville være svært at fatte, nærmest urimeligt, eftersom mennesket så faktisk ville være en fejlkonstruktion, det ynkeligste væsen, der er til. Må vi ikke snarere hævde, at alene den kendsgerning, at vi er i stand til at nære denne længsel, at denne længsel har eksisteret til alle tider, gør det sandsynligt, at den også kan finde sit modstykke, sin opfyldelse? Naturligvis er en sådan overvejelse ikke tvingende indlysende som den lille tabel, men åbner man sig for den, erfarer man, at den faktisk bekræftes overalt i ens liv.

Hvoraf kommer det egentlig, at mennesker altid håber på noget, måske lige bortset fra de undtagelser, der bekræfter reglen? Selv de »håbløst« syge, selv velfærdssamfundets tabere hænger ved livet og nærer stadigt håb om noget. Og dette håb giver dem kraft til at holde ud. Hvorfor hopper disse mennesker dog ikke af livet, hvis alt alligevel er meningsløst? Selv i fortvivlelsen siger mennesket altså ja til livet, skønt man ifølge teorien om livets absurditet egentlig burde sige nej til det. Det er ganske enkelt ikke sandt, at vor tilværelses grundstemning er »kvalme«, som det ofte fremstilles i litteraturen. Tværtimod, så hænger mennesker ved livet i håb om noget bedre. Derfor er det allerede erfaringsmæssigt ensidigt at påstå, at tilværelsen er meningsløs.

Den, der ærligt mener, kun at kunne få øje på meningsløshed, skulle forsøge at leve efter denne verdensanskuelse. Under alle omstændigheder er det ikke den eneste ærlige holdning, mennesker kan indtage til livet. Tværtimod kan man med rette hævde, at det både er ærligt og fornuftigt ikke at kapitulere for tidligt. Forbløffende nok fortvivler den største del af menneskeheden nemlig ikke - og det til trods for livets nød og elendighed og dets afslutning i døden. Der eksisterer altså en hemmelig formodning om, at der alligevel er en mening med det hele. At der er tale om mere end en formodning, bevidner talløse mennesker, der har fundet en mening med livet, der omfatter hele deres liv. En mening man kan leve forhåbningsfuldt og endda dø med. Det lægger op til yderligere overvejelser. * * *Gennemtænk engang følgende spørgsmål:- Hvis livet er meningsløst, og døden udsletter det hele, hvorfor skulle man så gøre mere, end hvad der er nødvendigt for éns eget velbefindende?

- Er mennesker så ikke nødt til at sætte alt på et kort for i hvert fald at nyde tiden til fulde? - Hvilke grunde taler for, at der er en mening med tilværelsen? Prøv engang at se det hensigtsmæssige i detaljen: atomet er en genial byggeklods med mange formål og kan finde anvendelse overalt; de enkelte organer i det menneskelige legeme, f.eks. hjerte, lunge, øje osv. fungerer hensigtsmæssigt. Der findes utallige andre eksempler, som du selv kan finde.

* * *

Mon ikke vi alle stærkest har erfaret lykke, opfyldelse og mening, når vi føler os accepterede og anerkendte af andre mennesker? Hvilken usigelig glæde, der gennemstrømmer os, når vi erfarer, at der findes mennesker, måske bare et eneste menneske, der bryder sig om os og elsker os. For at det lille barn skal være mæt, skal det også føle sig lykkeligt. Dets ansigt lyser først op i smil, når dets mor bøjer sig over det og smiler til det. Og sådan bliver det i virkeligheden ved med at være hele livet igennem.

Her bliver det ganske tydeligt, at meningen ikke ligger i os selv, at den ikke lader sig fremtvinge, men kun kan modtages. Der eksisterer nemlig en dyb sammenhæng mellem mening og kærlighed, eftersom kærlighed aldrig kan fremtvinges. Kærlighed er og forbliver altid en gave. Jo yngre mennesker er, jo mere kredser de om sig selv og tigger hver på sin vis om kærlighed. Men jo ældre mennesker bliver, jo mere nægter man dem kærlighed, når de tigger derom. Det gælder da tværtimod, at jo mindre et menneske tænker på sig selv, jo mere erfarer man sympati, kontakt, hengivenhed - og dermed samtidig indre opfyldelse og mening. Hvad mening angår, så er vi fra vort livs allerførste øjeblik modtagende. Lige så lidt som man kan skænke sig selv livet, kan man selv skabe meningen med sit liv.

Denne erfaring peger på, at meningen med vort liv ikke skal søges på det materielle plan, men hvor personer mødes i kærlighed.

Alligevel fører heller ikke denne vej os til den fulde meningsfylde. For ingen menneskelig hengivenhed og sympati er fri for skuffelser. Man må give sig selv til den højeste og sidste, hvis man ikke vil risikere kun at være et middel til et mål og komme i et afhængighedsforhold. Intet menneske - og da slet ingen sag - i denne verden er sådan, at vi tør forlade os totalt på det; vi kan nemlig blive ofret. Og ingen sympati, som vi møder, fylder os nogen sinde helt og totalt. Grunden er den enkle, at den, der skænker os sig selv, til enhver tid kan blive taget fra os igen - enten ved fremmedgørelse eller ved døden.

Altså igen en blindgyde ligesom de tidligere? Naturligvis ikke! Ved at spørge efter kærlighed er vi nemlig på rette vej. Hvis vort ønske og vor længsel rækker videre end til det, vi umiddelbart har foran os, står det klart, at dette endnu ikke er hele sandheden om menneskelivet. Vort liv - inklusiv vor længsel efter det uendelige - formår simpelthen ikke at tyde sig selv. Vi er nødt til at regne med endnu en dimension for at kunne tyde den stump af livet, der ligger mellem fødsel og død. Det gælder om at søge og finde det uendelige i vor endelighed, det guddommelige i det menneskelige, lykken i vor elendighed. Det Du, man helt og uforbeholdent kan give sig hen til uden risiko, og som samtidig accepterer os helt og holdent, eksisterer virkeligt. Vi må til syvende og sidst tage Gud med i vore beregninger. Ellers forbliver vi for os selv et spørgsmål helt uden svar, en uløselig gåde.

»At ville redde en ubetinget mening uden Gud er frugtesløst«, siger den tyske filosof Max Horkheimer, efter at han i årtier har doceret ateisme. Horkheimer går ikke ind for det kristne gudsbegreb som sådan. Alligevel er han solidarisk med de kristne i, at man ikke kan antage, at der er en mening med tilværelsen, med mindre man overskrider det dennesidige.Det er muligt, at denne tankegang overrumpler dig; at den til at begynde med forekommer dig kun at være en påstand. Du vil måske indvende, at derved bliver meningsløsheden i verden ikke mindre, eller at vi misbruger Gud som hjælp til at opfylde vore uopfyldelige forhåbninger og forventninger. Vi kan faktisk ikke nå videre ene og alene ud fra menneskelige overvejelser; men Guds Ord i Bibelen kan føre os videre, selv om svaret måske falder anderledes ud, end du egentlig forventer. Vi vil naturligvis vende tilbage til dette spørgsmål i senere breve, så kan du selv kritisk vurdere det hele.

Læs engang følgende afsnit i Det nye Testamente:

Prøv ved læsningen af disse tekster at erstatte ordene »Guds rige« og »evigt liv« med »livets mening«.

- I Bjergprædikenen (Mattæus 5,1-12) bliver der tilsyneladende vendt op og ned på alle menneskelige forventninger. Bliver det ikke netop her tydeligt, at intet menneske er udelukket fra at finde meningsfylde i livet? - Læs også Filipperbrevet 1,23-26; 4,4-7; 4,1013. Paulus skriver dette brev fra sin fængselscelle. Alligevel er han fuld af glæde.

Alle mennesker søger efter en mening i deres liv. Ingen betvivler, at der ved siden af det meget i livet, der er meningsløst, også findes meget, der er meningsfuldt. Men det drejer sig her om den mening, der omfatter hele livet. Også livets afslutning, døden, må have en mening.

Da spørgsmålet ikke er let at besvare, er der mange mennesker, som fortrænger det. Andre er faktisk af den opfattelse, at døden gør hele livet komplet meningsløst. Men vi må ikke kapitulere for tidligt. Hvis der ikke her i livet findes noget, der kan give døden en mening, så findes der måske på den anden side af døden og livet noget, som vi må tage med i vore overvejelser, hvis vi vil forstå os selv. Troen fortæller os, at vi hermed er på rette spor.

Hvad mener du om følgende udsagn af en 16årig:

Hvis man siger JA til livet

men livet selv siger NEJ til én

så må man sige JA også til dette NEJ

* * *

Til yderligere uddybelse af emnet kan anbefales:

W.Heitler, Mennesket og den naturvidenskabelige erkendelse, Munksgaardserien 2, Munksgaard, København 1963.

B. R. Poulsen, Biologi og religion, Munksgaardserien 25, Munksgaard, København 1968.

Viktor E. Frankt, Psykologi og eksistens, Gyldendals Uglebøger, København 1970.

Poul Tiilich, Den glemte dimension, Aros, Århus 1979.

Om livet og døden, redigeret af Ole Michelsen/Jørgen Thorgaard, Lindhardt og Ringhof, København 1974.

Svend Berg, Døden, Berlingske Leksikon Bibliotek, Berlingske Forlag, Kbh. 1975.

Philip E. Devenish, »Jøders og kristnes søgen efter Gud«, i Magasin nr. 4, Niels Steensens Forlag, København 1983.

Horst E. Richter, Gudskomplekset, Thermidor, Slagelse 1980.J. Imbach, In Angst leben? Theologische Meditationen 45, Beaziger Verlag, Ziirich, Einsiedeln, Koln 1977.M. Oraison, Meditationen über den Sinn des Lebens, Grünewald-Verlag, Mainz 1973