Kan man bevise Gud?

Søgen efter Gud

Viden om Gud

Et nyt syn på mennesket

»Gud være lovet eksisterer det ikke, som 60 til 80 procent af vore samtidige forestiller sig ved Gud.«

Forhåbentlig kan du om de to foregående breve sige: »Det, jeg har læst, kan jeg for så vidt godt skrive under på. Det kender jeg jo fra mig selv. Jeg har nemlig også ofte været en gåde for mig selv. Til trods for de mange tårer og lidelser, jeg må gennemleve, har også jeg svært ved at tro, at dette liv skulle være komplet meningsløst. Jeg tror også, at der er noget bag ved det hele.« Måske føjer du så til, at »om Gud er til, er dog ikke mit egentlige problem. Alle disse overvejelser interesserer mig ikke synderligt. Mine tvivl begynder først dér, hvor man begynder at sige noget nærmere om Gud og hans vilje.«

Nogle menneskers tvivl begynder dog allerede tidligere: »Indtil nu er det for så vidt altsammen indlysende; meget af det sagte står mig nu mere klart. Men hvad har alt det egentlig med Gud at gøre? Jeg kan ikke forstå, hvorfor Gud pludselig blev halet ind i foretagendet i slutningen af sidste brev. Hvorfor skal Gud absolut være svaret på de store spørgsmål i mit liv? Hvorfor skal der absolut være noget bag ved det hele?« Lad det derfor være sagt med det samme: Vi har ikke pludseligt halet Gud ind i foretagendet. Vi har hele tiden talt om ham, for han har med vort liv at gøre, han er midt i det hele. Så snart vi forlader vort livs overflade og ser lidt dybere, støder vi på Gud. Før vi dog kommer nærmere ind herpå, må vi først beskæftige os med et andet spørgsmål.

Man kan naturligvis ikke bevise Gud med en matematisk-naturvidenskabelig bevisførelse. Beviser af denne art hører nemlig til i den materielle verden, og Gud er ikke en ting, men et »du«. Alle ved, at der også er mange spørgsmål i forbindelse med menneskers indbyrdes forhold, der heller ikke lader sig besvare strengt videnskabeligt. Livet går ud over den menneskelige logik, og livets virkelige spørgsmål lader sig derfor ikke løse som en krydsogtværs, hvor de vandrette linjer kun passer, hvis de lodrette også gør det. Livets spørgsmål er betydeligt mere omfattende, for her gives der også »hvis« og »men«.

Vor viden om Gud kommer ikke i stand ved »Gudsbeviser« som sådan. Derimod eksisterer der en »Gudserfaring«, som finder sted i menneskers hverdagsliv. Beviser retter sig kun til forstanden, mens erfaringer griber hele mennesket med forstand og hjerte. Sådanne erfaringer kan hverken skabes eller miskrediteres alene med forstandens hjælp, for bag erfaringer ligger ikke kun viden, men også livsvisdom. Vi vil i dette brev skærpe dit blik og pege i den retning, hvori Gud lader sig »erfare«.

Vi lever som bekendt i en teknisk-videnskabelig tidsalder, der i høj grad præger os, idet vi nu ønsker at være saglige, nøgterne og præcise. Vi forfalder dog let til den opfattelse, at kun det, der lader sig påvise eksperimentalt, er virkeligt, mens det, der ikke kan vejes og måles, er uvirkeligt. Det er en sørgelig fattiggørelse af tilværelsen. Naturligvis kan vi takke videnskab og teknik for meget af det, der i dag hører med til vor næsten livsnødvendige viden; men derudover gives der også meget andet, som er livsvigtigt for os, og hvor teknik og videnskab ikke har ret meget at sige os. Teknik og videnskab fatter ikke hele bredden, men kun et udsnit af virkeligheden, nemlig den materielle erfaringsverden. Menneskelige værdier som kærlighed og troskab, sandfærdighed, skønhed og ansvarsbevidsthed lader sig slet ikke udtrykke i kemiske formler, men er trods alt en vigtig del af den menneskelige virkelighed. En fysiker kan ved at måle stemmebåndenes svingninger give en mekanisk forklaring på klangen i de menneskelige ord. Men med fysiske metoder alene kan man aldrig nå frem til disse ords betydning, dvs. til deres åndelige indhold. Hvad kan teknik og videnskab derfor egentlig fortælle os om meningen med et menneskeliv? Findes der et fyldestgørende teknisk og videnskabeligt svar på livets grundspørgsmål?

Hvis Gud er til, så findes han i hvert fald hinsides naturvidenskabelige bevisførelser. At han er til, kan man hverken regne sig til eller konstatere ved kemiske analyser. Alligevel er Gud ikke hinsides al menneskelig erfaring. Han er ikke uden for den menneskelige fornufts rækkevidde; ved metafysisk tænkning kan man nemlig slutte sig til, at han er til. Hermed er ikke sagt, at man dermed kan erkende hele Guds væsen. Men Guds eksistens er ikke i modstrid med den logiske tænkning, og derfor kan der ikke være tale om en uoverstigelig modsætning mellem videnskab og tro - under forudsætning af, naturligvis, at begge respekterer deres respektive grænser, og at begrebet »videnskab« ikke uretmæssigt indsnævres til »naturvidenskab«.

»Hvorhen vi end vender blikket, finder vi intet steds en modsætning mellem religion og videnskab. På afgørende punkter finder vi snarere fuld overensstemmelse... Gud står for den troende ved begyndelsen, for fysikeren ved afslutningen af al tænken.«

Filosoffer har til alle tider grundet over Gud og udviklet tankegange, der, med udgangspunkt i vor »fattelige« verden, ved hjælp af metafysiske argumenter »logisk« slutter sig til Guds eksistens.

Disse såkaldte »Gudsbeviser« er filosofiske overvejelser, der i forenklet udgave kan fremstilles omtrent således: Mennesket erfarer verden, jorden, stjernerne, universet og sig selv. Det undres, spørger og siger: alt det, jeg erfarer, må da have en årsag, for af intet kommer der intet. I filosofisk sprogbrug taler man her om kontingensbeviset.

I denne verden findes der liv og bevægelse, forandring, tilbliven og forsvinden. Alt, hvad der bevæger sig, må først være blevet sat i bevægelse. Hvem eller hvad har da sat det hele i bevægelse? I filosofisk sprogbrug taler man her om kausalitetsbeviset.

Hvorhen vi end vender blikket i naturen, i en plantes opbygning, i dyrenes adfærd, i de menneskelige organer, kan man erkende planlægning, intelligens, hensigtsmæssighed og fornuft. Vi er simpelthen tvunget til at forudsætte en intelligent Skaber-Ånd. I filosofisk sprogbrug taler man om det teleologiske Gudsbevis.

Alle »Gudsbeviser« har ét tilfælles: de kan ikke bevise i den betydning, at man vil råde over eller vide fuld besked om Gud. De er kun konklusioner, som den menneskelige fornuft drager, idet den går ud fra sin jordiske verdens virkelighed og munder ud i den væren, der har sin oprindelse i sig selv og forårsager alt andet. Denne væren er dog ikke naturvidenskabelig målelig eller til at konstatere eksperimentalt. Til trods for at Gud ikke ligger uden for den menneskelige fornufts rækkevidde, kan vi alligevel ikke nå ham ved videnskaben og teknikkens hjælp; ja, selv filosofien må give op, hvis den vil vide fuld besked om Gud.

Hvor »logiske« Gudsbeviserne end synes at være, så er de dog ikke så »indlysende«, at de ikke kan benægtes. Hvis det var tilfældet, fandtes der ingen ateister. Ateister er ikke nødvendigvis mennesker, som ikke bruger deres logiske tænkeevne rigtigt. Gud trænger sig nemlig ikke sådan på, at man ikke kan undgå at få øje på ham. Mennesket skal frit kunne vælge ham. Men det troende menneske er overbevist om, at det kan nå til en sikker overbevisning om Gud, der også lader sig forsvare over for fornuften. Vi skal blot være opmærksomme på, at en sådan erkendelse ikke dumper ned i skødet på mennesket. Den skal tilkæmpes.

Vi ser her til at begynde med helt bort fra den kristne åbenbaring og taler kun om, hvordan ethvert menneske, der fødes på jorden, kan erfare Gud i sit eget liv og i verden.

For at erfare Gud må mennesket sætte alle sine kræfter ind, såvel forstand og vilje som følelserne. Det drejer sig nemlig til syvende og sidst om en personlig og grundlæggende afgørelse, hvor alt ligesom sættes på ét kort. At vælge er dog viljens sag. Man må ville finde Gud, dvs. man må positivt søge ham. »Der gives erkendelser, man kun når til, hvis man har interesse i at nå til dem«, siger filosoffen Ernst Bloch. Mange mennesker er imidlertid interesseret i det stik modsatte end at erkende Gud, for hvis Gud er til, har det konsekvenser, man viger tilbage for, fordi det ville forandre hele éns liv. Bevidst eller ubevidst bestræber adskillige mennesker sig på at afskærme sig mod Gud. Han holdes på en vis afstand, hvilket gælder såvel for troende som ikke-troende.

Der kræves endda mere end blot alvorlig søgen. Mennesket må investere noget for at finde Gud; det må være i besiddelse af en principiel beredvillighed til at nære tillid. Den, der nærer tillid, ser mere, erkender klarere. Mennesket må tro på, dvs. nære tillid til, at livet er værd at leve - til trods for lidelse, modgang og død.

Det altafgørende er dog, at vi vover at møde Gud. Enhver ved af erfaring, at man kun lærer et andet menneske rigtigt at kende ved at omgås pågældende. På samme måde erfarer man kun Gud, lærer man ham kun at kende, hvis man indlader sig med ham.

Det er ikke nok at diskutere ham uforpligtende og distanceret. Tværtimod kommer det an på at prøve den vundne indsigt i sit eget liv. Den, der intet vover, intet vinder.

* * *

- Har du nogensinde haft oplevelser, der lod dig ane Gud, der fik dig til at længes efter Ham? Betragtede du disse oplevelser som selvfølgelige eller tilfældige?

- Hvad hindrer dig i at søge efter Gud? Har du for travlt med alt muligt andet? Er du for stresset? Eller er du for selvtilfreds? Skyldes din tilbageholdenhed tidens tendenser? Konsumtvangen? Det tilsyneladende resultatløse spørgsmål om meningen? Eller er du angst for konsekvenserne?

- Du kender formodentlig personligt mennesker, som tror på Gud. Er du helt upåvirket heraf? Eller siger det dig noget, at mennesker, du respekterer, kan tro på Gud? - Der findes talløse mennesker, som siger, at de har fundet Gud, og at det har ændret deres liv. Giver det dig lyst til også selv at søge efter Gud? Eller bliver du bare modløs?

* * *

På en spadseretur ved det åbne hav eller en stjerneklar nat kan det ske, at vi pludselig aner noget om det uendelige, der omgiver os. Så begynder vi at spørge og undres: Hvorfra stammer dog denne vidunderlige orden og skønhed såvel i det mindste græsstrå som i en vanddråbe, såvel i atomet som i verdensaltet? Må der ikke stå en umådelig høj intelligens bag det altsammen? Det kan da ikke være tilfældigt, at der er opstået så megen harmoni og hensigtsmæssighed, (sml. det teleologiske Gudsbevis).

Denne grænseløst ophøjede fornuft, der i en vis forstand går ud over al forstand, kalder vi for Gud. Vi ser i Gud Skaberen af alt det, der omgiver os, og som forundrer os. Naturen peger ud over sig selv til ophavsmanden. Hele vor verden ligesom afspejler Guds virkelighed. Det skal dog indrømmes, at det moderne menneske uden egen skyld har meget svært ved at opdage spor i verden, der peger mod Gud. Det, vi kalder for natur, opleves jo nu for de fleste menneskers vedkommende kun i ferien. Naturen er rykket længere væk fra os - den er ligesom blevet uvirkelig. Dertil kommer, at vi jo har taget naturen i vor tjeneste; vi styrer den, dirigerer den og i en vis forstand manipulerer med den. Når nogen f.eks. trykker på en lyskontakt, er det lys, der oplyser stuen, først og fremmest menneskets værk, dvs. opfinderens, elektrikerens og håndværkerens værk. Af Gud som lysets ophav er der intet spor. Faktisk har vi vist for ofte bragt Gud alt for tidligt ind i billedet. l dag skal der nærmere overvejelser til, førend vi kan trænge frem til Gud. Gud tager ikke kun allerede eksisterende energi i sin tjeneste - han skaber den.

Det nye Testamente siger: »... hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse, idet de forstås af hans gerninger.«

Der er mange veje, som fører til erkendelsen af Gud. Hvis vi f.eks. tænker de tanker til ende, der er blevet fremsat i de to første breve, munder de ud i uendeligheden. Alle kræfter og anlæg i os mennesker, vor åbenhed og frihed, vore forhåbninger og forventninger, rækker ud efter opfyldelse og fuldendelse. Vore ønsker og længsler kender ikke til grænser, men søger altid efter noget »mere«. Og selv når vi ikke længere kan give udtryk for, hvad vi endnu mangler, er vor forventning dog ikke stillet; vi gør stadigvæk den mærkelige erfaring, at der er noget, vi mangler, nemlig en usigelig, dvs. uendelig lykke. Men denne findes åbenbart ikke i vor erfaringsverden som sådan. For at opnå denne uendelige lykke må mennesket bevidst overskride sig selv, det må sprænge sine grænser. Målet for denne selvoverskridelse kalder vi for Gud. Han er den uendelige fuldkommenhed, vi søger i alle vore forhåbninger og ønsker. Dybest inde har alle mennesker derfor en anelse om, at denne uendelige Gud eksisterer.

Ethvert menneske behøver kærlighed. Ingen kan trives i kærlighedens totale fravær. I kærligheden søger vi mennesker netop det ubetingede, det helt fuldkomne, det vi kan nære ubegrænset tillid til, og som aldrig skuffer. Samtidig ønsker vi, at den lykke, vi derved oplever, aldrig holder op. Og dog er vi alle ganske klare over, at selv det bedste menneske ikke kan opfylde disse forventninger, eftersom ingen kan undgå at skuffe andre på en eller anden måde. Intet menneske er fuldkomment. Den, der gør et andet menneske til sin afgud, kommer uvægerligt til kort, man kan nemlig ikke finde uendelighed og fuldkommenhed i dette livs endelighed og ufuldkommenhed. Den, der tror det, og som forsøger »endnu engang«, vil blot igen lide skibbrud.

Det, som mennesket til syvende og sidst søger i kærligheden, overskrider alle menneskelige og jordiske grænser. Mennesket skal åbenbart drives til at søge efter en sidste og endelig opfyldelse. Også kærligheden peger ud over sig selv, ind i det uendelige, dvs. hen til Gud. Det er helt på sin plads at kalde den uendelige fuldkommenhed for Gud. Kærlighed rettes jo ikke mod en sag eller en anonym skæbne, men mod en person. For Gud er et væsen, vi forholder os personligt til. Kun en person kan svare med kærlighed. Hvis Gud derfor ikke er til, hvis der ikke eksisterer en Gud, som elsker os mennesker, bliver alle vore længsler efter kærlighed mere eller mindre meningsløse.

Ved siden af vor længsel efter kærlighed og lykke ligger der også i os en længsel efter at være gode, dvs. at kunne handle etisk forsvarligt. Vi ved godt, at vi ikke bør tilegne os det, vi elsker, på andres bekostning. Ingen kan blive virkelig lykkelig på andres ulykke. Denne viden skyldes, at vi mennesker er udstyret med en dynamisk evne til at skelne ondt fra godt, en evne vi almindeligvis kalder for samvittigheden.

Denne viden om, at man bør være god, har ethvert menneske i sig. Vi føler os ansvarlige, også selv om det kun drejer sig om en ond tanke, der aldrig bliver fulgt op af handling. For samvittigheden advarer og dadler. Samvittigheden er en dynamisk evne i os, der ikke uden videre er identisk med os selv. Når vi har gjort noget, vi erkender som ondt, begynder »samvittighedsnaget«, bevidstheden om skyld og dermed angeren.

I samvittighedens stemme erfarer mennesket en højere retfærdighed, en indre dom, en bestemt anvisning, kort sagt ansvarlighed. Undertiden er det en tilskyndelse til at gøre noget, til at handle på en bestemt måde; til andre tider er der tale om klart at afholde sig fra noget, at sige nej til sig selv eller andre. Samvittighedens stemme kan tilmed lyde så ubetinget, at vi mennesker i ganske særlige situationer er rede til at ofre livet for ikke at krænke det gode. Samvittighedens stemme udfordrer os nemlig også, når den er ubelejlig. Her bliver det ganske tydeligt, at mennesket i sin fornemmelse af, hvad der er ret og uret, ikke uden videre oplever sig selv som dommeren - hvordan skulle man ellers kunne vælge imod sin egen tilbøjelighed? Hvordan skulle man ellers kunne ofre livet? Netop i vore dage står det mere og mere klart for menneskene, at man absolut ikke har lov til at gøre alt, hvad man er i stand til, forudsat at man da ikke vil ødelægge sig selv og sin verden.

Det er ikke tilstrækkeligt at forklare samvittighedens stemme ved kun at henvise til en upersonlig magt eller menneskelige konventioner og fordomme. Det ville være uværdigt for mennesket blot at underkaste sig abstrakte normer eller menneskelige konventioner.

Når vi føler ansvar, skyld eller skam, når vi indrømmer over for os selv, at vi har begået noget forkert, forudsætter det, at der er en autoritet, vi står til ansvar overfor, som vi føler os skamfulde og skyldige overfor. Konventioner, fordomme, en abstrakt norm, kort sagt et »noget« kan ikke bevæge vore følelser. Vi skammer os ikke overfor en sten, et dyr eller en fordom, men kun overfor en person.

Bag menneskets bevidsthed om ansvar, bag menneskets samvittighed står en ubetinget vilje, en personlig vilje, over for hvem ingen udflugter gælder. I vort ønske om at være gode helt igennem aner vi det uendeligt gode og den uendeligt gode. Han står over for os midt i vort liv, han møder os i samvittighedens stemme. Han er selve samvittighedens ophav.

Gud lader sig altså finde midt i vort liv, midt i vor tilværelse. Han står ikke uden for os. Tværtimod støder vi på ham overalt, hvor menneskelig ansvarlighed gør sig gældende. Men vi møder ham dog især i vort livs grænsesituationer, det vil sige i lidelsen, i ensomheden, når skæbnen rammer os særligt hårdt, og endelig i døden.

Døden gør i bund og grund selve menneskelivet til noget gådefuldt og tvivlsomt. Vi forsøger alle at fortrænge tankerne derom, og for en vis tid kan det måske også lykkes, men ikke i det lange løb. For mennesket indhentes før eller senere af døden. Så er mennesket nået frem til den grænse, der er i modstrid med alle ens grundlæggende forventninger til livet. Derfor vægrer vi os totalt mod døden og forsøger at overskride den med al vor viden og håb. I vort hjertes inderste har vi allerede overskredet døden ved at sige til os

selv: Det er ikke afslutningen! Det må ikke være afslutningen! Der kan umuligt kun være gabende »tomhed« efter døden. Hvad jeg ser og oplever i mine få leveår, (hvad enten jeg bliver 20 eller 80 år), kan umuligt være det hele; livet må være større, det må fortsætte.

Der findes altså en kraft i os mennesker, der ikke vil kende til nogen grænse, og som derfor harmdirrende protesterer mod den grænse, som døden sætter, som skræmmes af den. Forfærdes. Hvorfra kommer dog denne kraft?

Adskillige ikke-troende mennesker taler på en sådan måde, at man får det indtryk, at de indrømmer, at der bag deres liv står en uudgrundelig magt og virkelighed, at alt ikke er tilfældigt, men at der »handles« med dem. De taler nemlig om skæbnen eller om skæbnens magt. Men hvad er egentlig skæbnen? Det troende menneske kender ikke en bagved stående, anonym magt, men ved, at der bag det hele er et Du, et personalt væsen. For hvordan kunne ellers vore personale forventninger som tillid, kærlighed og håb nogen sinde opfyldes? Det troende menneske kalder dette »Du« for Gud.

* * *

Mange mennesker fortæller, at de netop i deres livs mørkeste øjeblikke havde en fjern anelse om ikke at være udleveret til en blind og upersonlig skæbne, men at de var grebet af et personalt Du.

- Hvad mener du? Har alle disse mennesker taget fejl? Har du nogen sinde selv gjort lignende erfaringer?

* * *

Absolut ikke! Vi erfarer og oplever kun, at han må være til, men han lader sig ikke uden videre »begribe« af os mennesker. Menneskelige begreber og forestillinger kan ikke fatte Gud. Vi ved snarere, hvordan Gud ikke er, end hvordan han egentlig er. Netop derfor foreslår mange i dag, at man skal tie helt om ham. Men ville det ikke være en kortslutning? Ville det ikke være ensbetydende med at erklære ham betydningsløs? Hører det ikke med til mennesket netop at tale om det uudsigelige? Eller skal vi nøjes med at tale om selvfølgeligheder?

Eftersom vi ikke kan erkende Gud, som han virkelig er, er det ikke så underligt, at der findes forkerte Gudsforestillinger, som formørker blikket for Gud. Mange troende er måske selv skyld i, at der opstår sådanne Gudsforestillinger, som tænkende mennesker har svært ved at godkende. Det er jo en kendsgerning, at mange mennesker ikke afviser Gud som sådan, men visse forestillinger, som de tror er Gud. De stødes bort fra Gudstroen på grund af et vrængbillede af Gud. Gud er imidlertid helt uafhængig af de forestillinger, vi gør os om ham. Hvis et urskovsmenneske begynder at tvivle på sin afgud af træ og til sidst slet ikke længere tror på den, er det ikke ensbetydende med, at Gud ikke er til, men blot, at Gud ikke er af træ. Hans Gudsforestilling er forkert.

Der findes f.eks. en forestilling om den »rare gamle mand med hvidt skæg«, der troner i »himlen« et eller andet sted over skyerne. Bag ved denne forestilling ligger naturligvis det antikke verdensbillede, der også ligger til grund for Bibelen. Den dag i dag benyttes ordet »himmel« både om himmelhvælvingen og om det guddommelige, hvilket kan give anledning til alvorlige misforståelser. Tænk blot på den russiske kosmonaut Gagarins enfoldige udtalelse: »Vi trængte frem i verdensrummet og fandt ikke Gud noget sted.« Gud er dog ikke bundet til noget rum eller til nogen tid; han er ulegemlig. »Himlen« er ikke en bopæl, men en tilstand. »Guds trone« findes intetsteds, og slet ikke oven over skyerne. Gud er nærværende overalt i den skabte verden, og alligevel er han ikke én del af denne verden. Han er i denne verden og dog hinsides den fysiske orden. Gud lever og virker i alt, derfor kan han også erfares i alt.

Nogle mennesker mener, at Gud aldrig må sige »nej«. De betragter ham som en nyttig overenskomstpartner, de kan lave byttehandler med, og som skal være til deres disposition for at bønhøre deres bønner. Som i en automat skal bøn og opfyldelse af bønnen følge på hinanden. Gud bliver således til menneskets håndlanger. Sådanne forventninger skuffes naturligvis, og følgen er, at mennesket siger: Jeg kan ikke mere tro på Gud.

Andre mennesker opfatter Gud som en slags »politibetjent i himlen«, der skal sørge for orden i verden. Når de som børn var uartige, blev de truet med, at »Gud ser alting«. Som voksne har sådanne mennesker et horn i siden på Gud, fordi der trods hans vagtsomhed er både uorden og uretfærdighed til i verden. De beholder alligevel livet igennem en angst for Gud, der betragtes som en »bogholder«, som med den største nøjagtighed noterer enhver menneskelig svigten for at prøve os og ved vort livs afslutning forelægge os regningen. Det må vist kaldes for en lille og smålig Gud!

Utroligt mange mennesker mener, at Gud bestandigt burde bryde korrigerende ind i vor verdens forløb - i nødsfald ved et under. Der er så meget, han ikke burde lade finde sted, siger man. Disse mennesker glemmer, at der tilkommer verden en vis selvstændighed med egne iboende love, som intet »Guds-under« gennembryder for at imødekomme menneskers ønsker. Vi ved i dag, at Gud ikke trækker tordenskyerne sammen og slynger lyn mod menneskene, men at det er naturlige foreteelser. Vi må heller ikke gøre Gud til »fyldekalk«, som man haler frem overalt, hvor mennesket med sin tænken når til en - som oftest foreløbig - grænse. Mange ting og begivenheder, som man før i tiden tillagde Guds umiddelbare »indgriben«, kan i dag forklares ud fra rent »naturlige« årsagssammenhænge. Primitive mennesker ærer naturkræfterne selv som guddomme. I dag tæmmer mennesket disse kræfter og styrer dem i vid udstrækning. Derfor er der nogle, som mener, at man ikke længere kan tro på Gud. I virkeligheden skal man blot forestille sig Gud som større end naturkræfterne. Vi skal ikke søge ham i, men bag naturkræfterne, som deres sidste årsag.

På den anden side er det vigtigt at blive helt klar over, at Gud ikke er den »helt fjerne første årsag«, der fornemt har trukket sig tilbage fra den af ham skabte verden. Han er ikke »urmageren«, der i en skabelseshandling har sat naturens mekanisme i gang for derpå at overlade verden og menneskeheden til deres skæbne.

Pigen har så inderligt ret. Gud er i ethvert menneskes indre; han møder os i enhver ting og i ethvert menneske. Han er lidenskabeligt interesseret i ethvert menneskes skæbne. Han er den dybeste grund i alle menneskelige spørgsmål, og i troen viser han sig tilmed det skal vi senere se - som »vor Far«.

Man kan sammenfattende sige, at jo mere begrænset og jo mindre menneskets billede af sig selv og sin verden er, jo mindre og jo mere begrænset falder også det billede ud, som dette menneske danner sig af Gud. I samme grad som mennesket overskrider sig selv og sine begrænsninger, i samme grad vil dets Gudsforestilling også udvide sig. Det er ikke mærkeligt, at den naturvidenskabelige erkendelses og de økonomiske udviklingers fremskridt sætter spørgsmålstegn ved vort Gudsbillede. Ikke alene er det uundgåeligt, men sådanne rystelser er tilmed sunde; de tvinger os nemlig til at nyvurdere og udvide vore Gudsforestillinger. For det moderne, videnskabeligt skolede menneske er Gud absolut ikke blevet overflødig - snarere tværtimod. Horisonten har måske forskubbet sig, men Gud er derved, det vil sige på baggrund af vor moderne viden, blot blevet så meget større.

Det andet århundredes kristne blev, som en af den tids kristne forfattere beretter, anklaget for at være ateister. Hertil svarede samme forfatter: »Vi bekender også, at vi er ateister, nemlig ateister i forhold til alle kendte guder« (Justinian, Apologia). Dette er et interessant bevis på, at de kristne allerede dengang skilte sig tydeligt udfra de gængse Gudsforestillinger og derfor blev anklaget for helt at afvise Gud. Det var jo faktisk gennem det kristne budskab, at »guddommenes« naturkræfter såvel som »statsmagtens guder« (at forstå som statens magtguder) blev detroniseret.

* * *

Kan du beskrive dit eget Gudsbillede?

Har det ændret eller udviklet sig i livets løb?

Eller er det snarere blegnet en smule?

Er der et eller andet i dit liv, som især har præget dit Gudsbillede?

* * *

Det billede, vi har af Gud, indvirker dog også på, hvad mennesket tænker om sig selv. Vi gik til at begynde med ud fra vore overvejelser om mennesket og stillede herudfra spørgsmålet om Gud. Det er imidlertid kun én side af sandheden om Gud og mennesker. Den anden side er nemlig lige så vigtig - om ikke vigtigere: Ved at gå ud fra Gud tvinges vi til at nyvurdere og udvide vore forestillinger om mennesket. I lyset af erfaringen med Gud bliver mangt og meget om os selv nemlig endnu klarere.

Når en ingeniør konstruerer en maskine, vil en ikke-fagmand ved blot at betragte de omkringliggende dele næppe kunne danne sig et korrekt billede af det planlagte arbejde. Bliver han derimod sat grundigt ind i konstruktionsplanerne og derved kan se, hvad projektet som helhed går ud på, kan han også forstå betydningen af de enkelte dele.

Hvis vi godtager Gud som vort livs mål, som dets hemmelighedsfulde grund, får også enkelthederne i vort liv en dybere betydning. Vi forstår bedre, hvorfor vi lever; vi erfarer dybere, hvem vi egentlig er. Gennem troen på Gud bliver også menneskets jordiske tilværelse ændret. Mange begrænsede og »endelige« ting og begivenheder kan ikke være »uendeligt vigtigt« for det troende menneske. En helt ny værdiskala må nemlig etableres. I troens lys forklares mange af livets gåder. Naturligvis er der mangt og meget, som vedbliver at være uklart for den troende. Som troende har man dog en ny kraft til at overvinde de vanskeligheder, man møder i livet. De er ikke længere »uovervindelige«. Der er naturligvis ikke tale om, at troen gør et menneske fremmed for sig selv og for verden. Snarere tværtimod. Ud fra troen finder man en positiv indstilling til alt, hvad dagligdagen kræver af én.

Til yderligere uddybelse af emnet kan anbefales:

Auf der Suche nach dem unfassbaren Gott. Quellenband 7 (tekstsamling). I: Christlicher Glaube in moderner Gesellschaft. Herder, Freiburg/Basel/Wien 1984.

Peter Berger, A Rumour of Angels. Modern Society and the Rediscovery of the Supernatural. Doubleday & Co., New York 1969.

Otto Betz (Hrsg.), Zugånge zur religiösen Erfahrung. Patmos; Paperback 1980.

Ladislaus Borosl Im Menschen Gott gegegnen. Grünewald Verlag, Mainz 1972.

Henri Boulliard, Transzendenz und Gott des Glaubens.

I: Christlicher Glaube in moderner Gesellschaft, Teilband l.Herder, Freiburg/Basel/Wien 1981.

Niels Steensens Forlag 1987. S. 83-12gff. (fra amerikansk, Catholicism, Herbert & Row, Publiahers Inc. San Francisco/ New York 1981).

Denise Lardner Cannody, The Desire for Transcendency. I: The Desire of the Human Heart. ED. by Vernon Gregson. New Jersey 1988.

C.F. Delaney (ED.) Rationality and Religious Belief. Notre Dame, London 1979.

Ugivet af Johannes Feiner og Lukas Vischer. Niels Steensens Forlag/Kateketcentralen, København 1975. S. 74-103.

Viktor E. Frankl, Der unbewusste Gott. Psychotherapie und Religion. Kösel Verlag, Miinchen 1974. (Oversat til engelsk: The Unconscious God. Simon and Schuster, New York 1975).

Jean-Piem Jossua, Ein Mensch sucht Gott. Benziger Verlag, Ziirich/Einsiedeln/Köln 1983. (Fra fransk: Un homme cherche Dieu. Edition du Cerf, Paris 1979).

Anthony Kenny, The God of the Philosophers. Oxford 1979. Anthony Kenny, Reason and Religion. Oxford 1987.

Jonathan Kvanvig, The Possibility of an All-Knowing God. London 1986.

7homas Nagel, What Does It All Means? New York/Oxford 1988.

Michael Novak, Belief and Unbelief: A Philosophy of Self-Knowledge. McMillan, New York 1965.

D.Z. Philips, Religion without Explanation. Oxford 1976.