Ikke alle ateister er gudløse

Ateismens forskellige former

Religion

Kristendommens fordringer

Det menneske, der ikke regner med Gud, bliver ved med at være et ubesvaret spørgsmål for sig selv.

Sålænge der har været mennesker til, har de haft en mere eller mindre tydelig fornemmelse af og forestilling om Gud (eller guder) og draget konsekvensen heraf: de var religiøse, dvs. de forsøgte at dyrke Gud, og i deres liv stræbte de efter det, de opfattede som Guds vilje.

Vi har imidlertid i forrige brev også set, at dette Ja til Gud ingenlunde påtvinges mennesket. Der er talrige kendsgerninger, oplevelser og overvejelser, der snarere synes at vidne om Guds fravær. Der er derfor mulighed for at give det stik modsatte svar på menneskehedens grundspørgsmål, nemlig at fornægte Gud. Hvor mennesket ikke regner med Gud, taler vi om ateisme, Gud-løshed.

Hvis man skal tro en række meningsdannende meddelelsesmidler, mister alt, hvad der har med religion at gøre, mere og mere sin betydning. Den, der stadigvæk tror, der stadigvæk er religiøs, synes at være gammeldags. Ateismen har faktisk udbredt sig med lynets hast i dette århundrede. Der fandtes utvivlsomt også vantro før i tiden, men ateismen som en verdensomspændende bevægelse kendes først i vor tid - man behøver blot at tænke på kommunismen eller på Vestens ateistiske humanisme.

Samtidigt kan man dog også konstatere en forøget interesse for religiøse spørgsmål. Mange »nyreligiøse« bevægelser tiltrækker en del mennesker, især de helt unge, og mange, der er parate til at tro, bliver lettroende og forfalder til overtro og magi. Intet massemedium lader chancen gå fra sig til at beskæftige sig med religiøse spørgsmål - omend det som oftest sker overfladisk eller tendentiøst. Der findes åbenbart hos mange mennesker en interesse, man må regne med og kan slå mønt af. »Er mennesket uhelbredeligt religiøst?« lød overskriften på en artikel, der for nogle år tilbage blev offentliggjort i det tyske blad »Die Zeit«. For en halv snes år siden foretog et andet tysk blad (Der Spiegel) en rundspørge blandt studenter. Her konstateredes det, at kun ca. 68% angav at tro, mens 86% i det mindste nu og da bad. Mens man således ofte hører sagt, at det er vanskeligere at tro i vore dage, hævder overbeviste ateister som f.eks. den tjekkiske marxist Gardavsky i sin bog »Gott ist nicht ganz tot« (Gud er ikke helt død), at det »utvivlsomt er vanskeligere end før at være ateist«.

Religion og ateisme lever i dag side om side inden for alle livsområder; ja, helt ind i familierne. Troende og ikke-troende må samarbejde om at klare verdensproblemerne. Det er kun godt - endogså for troen, for ateismen har en kritisk funktion. Dens religionskritik kan hjælpe med til at afdække fejludviklinger i troen; den kan føre til en dybere Gudserkendelse. Derfor lønner det sig at tage ateismens argumenter alvorligt og undersøge dem grundigt. Det andet Vatikankoncil har udtrykkeligt betonet, at de troende kan have deres medansvar i ateismens fremvækst: måske har de forsømt at uddybe deres tro, måske har de givet en forkert fremstilling af den.

Der skal her mindes om citatet i forrige brev af den oldkristne forfatter Justinian, hvor han siger, at det 2. århundredes kristne blev betegnet som ateister, fordi de tog afstand fra de gængse Gudsforestillinger. Det burde gøre os yderst forsigtige med for let at kalde mennesker for ateister. Selv mange, der betegner sig selv som ateister, tror dog på en virkelighed bag deres liv, selv om de måske ikke giver den navnet Gud. Andre er snarere søgende end gudløse.

Antallet af ateister, der kan begrunde deres overbevisning teoretisk, er slet ikke så stort. Langt større er dog antallet af dem, der i praksis lever som ateister, altså som om Gud ikke var til. Det store flertal af sådanne mennesker ville formodentlig have sig frabedt at blive betegnet som ateister og endda, dersom de blev spurgt, om de tror på Gud, spontant svare: »Ja, selvfølgelig.« De tilhører et kristent kirkesamfund - har altså dåbsattesten i orden - men i deres liv forekommer Gud praktisk taget ikke, han er snarere totalt betydningsløs for dem. Deres tro virkeliggøres ikke i deres dagligdag. Netop sådanne »skjulte ateister« gør troen utroværdig.

Andre siger, at der ikke eksisterer en absolut sandhed; i det mindste kan man ikke erkende den. Følgelig går de ind for den anskuelse, at man ikke med sikkerhed kan vide noget om Gud. De påberåber sig som oftest »videnskaben« (her i betydningen naturvidenskab). Fordi Gud ikke kan påvises med eksperimentelle metoder, eksisterer han ikke for dem. Heller ikke sådanne mennesker er egentlig ateister. Det er rigtigere at kalde en sådan overbevisning for agnosticisme (dvs. en overbevisning om, at det er umuligt at erkende noget med sikkerhed).

Der findes dog en egentlig ateisme, dvs. overbevisningen om, at Gud ikke kan være til. -Denne ateisme har forskellige begrundelser, der til dels falder sammen og derfor ikke helt kan adskilles. Lad os derfor vende blikket mod den egentlige ateisme.

... af videnskabelige grunde

Den menneskelige erkendelses store fremskridt synes at have gjort Gud overflødig. Mange mener således, at man på naturvidenskabens nuværende stade udmærket kan undvære Gud som forklaring på verden, naturen og livet. Mennesket har jo i vid udstrækning taget naturlovene i sin tjeneste. Alt synes muligt med teknikkens hjælp. Der er principielt ingen grænser for videnskabens muligheder. Dermed bliver et »højere væsen« overflødigt. Tro sættes lig med ikke-viden.

Faktisk er der for mange mennesker en uovervindelig modsætning mellem videnskab og tro. Vi vil ikke gentage, hvad der blev sagt om dette emne i forrige brev, se selv efter. Her skal blot siges så meget:

Denne naive fremskridts-tro er i dag allerede dybt rystet. Det indbildske praleri: »Vi vil gøre Gud hans værker efter« viger hos mange videnskabsmænd og forskere igen pladsen for en nøgtern erkendelse af deres egne grænser. Drømmene om et teknisk-videnskabeligt paradis svinder mere og mere. Vi erkender, at alt, hvad der tjener fremskridtet, også kan misbruges og bliver misbrugt til ødelæggelse. Miljøforurening, råstof- og energiknaphed, civilisations-sygdomme er blot enkelte stikord, der gør det tydeligt, at mennesker slet ikke mere har lov til at gøre alt, hvad der er teknisk muligt, hvis de vil overleve.

Raketforskeren Wernher von Braun har skrevet. Samtidig med at vi lærer skabningen bedre at kende, burde vi også få et særligt kendskab til Skaberen og en dybere erkendelse af menneskets ansvar for, hvad Gud vil med os. De bemandede rumfartøjer er en fantastisk præstation, men indtil nu har de kun åbnet et lille vindue ud til det vældige verdensrum. Det, vi gennem dette vindue kan se af universets uendelige hemmeligheder, bekræfter dog visheden om, at der findes en Skaber.. For mig er religion og videnskab ligesom to vinduer i ét hus, hvorigennem vi ser ud på Skaberens virkelighed og de love, der manifesterer sig i hans skabning. «

Ludwig Feuerbach (1804-1872) kan betragtes som grundlægger af al moderne religionskritik. Hans kritik har et psykologisk udgangspunkt. Han går ud fra den tanke, som vi har fremstillet i første brev, nemlig at mennesket i sin tænken overskrider sig selv. Desværre begår mennesket efter Feuerbachs opfattelse den fejltagelse at betragte det uendelige som noget uden for sig selv og kalder det for Gud, i stedet for at forstå, at det kun er sit eget væsen, det overvejer, når det tænker det uendelige. Gud er derfor ikke andet end et på himlen opprojiceret menneskeligt idealvæsen, som mennesket imidlertid betragter som virkelighed og derfor dyrker. Det, mennesket ønsker at være, gør mennesket til sin Gud. Men herved fremmedgøres mennesket for sig selv. Det er altså ikke Gud, der skaber mennesket, men omvendt. På Feuerbachs mindesmærke i Nürnberg står der derfor denne sætning: »Mennesket skabte Gud i sit billede«.

Tankerne om en sådan projektion udmøntes senere forskelligt i kendte psykologers tankesystemer (C.G.Jung, der tager religionen alvorligt, betragter mere eller mindre Gud som en projektion af sjælen, nærmere sagt af det kollektivt ubevidste. Freud, der havde et negativt syn på religion, gjorde Gud til en projektion af faderbilledet i det uforløste Ødipuskompleks: Gud rykker hen i nærheden af over-jeg'ets sjælelige instans).

Overvej selv i forbindelse med denne kritik:

- Kan den tese, at Gud kun er en projektion af mennesket, ikke også selv være en projektion? Kan ønsket om at aflive Gud ikke være denne tankes ophav (f.eks. fordi Gud kan volde mig besvær, må han ikke eksistere). - Mange store tænkere og naturforskere har bestandigt stillet og stiller stadigvæk spørgsmål om Gud. Netop i vore dage siger adskillige forskere, at naturvidenskabelig-matematisk tænkning ikke kan fatte hele virkeligheden. Er en sådan erkendelse kun illusion eller projektion? - Enhver Gudsforestilling indeholder utvivlsomt menneskelige træk og dermed menneskelige projektioner. Men kan man af den grund udelukke en bagved stående virkelighed? Kan menneskers ønsker og længsler ikke netop være rettet mod en virkelighed, der går ud over vore projektioner?

- Står tesen om illusion og projektion sin prøve over for den kristne tro? Mon en Gud, der lader sin Søn bestige korset for menneskers skyld, svarer til menneskelig ønsketænkning? Allerede Paulus mente snarere, at det i menneskers øjne var forargelse og dårskab. Den kristne tro sætter netop spørgsmålstegn ved jordiske forventninger. Den kalder til omvendelse, også når det slet ikke passer mennesket. Kan man i så tilfælde tale om en projektion? Kommer projektionstesen ikke snarere til kort stillet over for korsets virkelighed?

Der gives en religionskritik, som siger: Mennesket trøstes med et hinsidigt (løftet om evigt liv) og fremmedgøres derved for det dennesidige, nemlig sin opgave i denne verden. Herved bliver mennesket verdensfjernt. Religion betyder verdensfornægtelse og verdensflugt. Begreber som offer, askese, afkald, hengivelse, der hører med til enhver religion, er karakteristiske herfor.

En anden anklage, der er nært forbundet med den første, siger, at religionen er en.følge af økonomisk nød, men samtidigt hindrer den menneskene i at forbedre de sociale forhold i verden, netop fordi de søger individuel frelse i religionen. Går det først mennesker godt, behøver de ikke længere nogen religion. Bekæmpelse af religionen er derfor en forudsætning for en forandring af de sociale forhold og for menneskeligt fremskridt.

Karl Marx (1818-1883) udviklede yderligere Feuerbachs tanker i den retning. For Marx er religion ikke et produkt af det enkelte menneskes overvejelser, men af de sociale forhold. Forsvinder nøden - og det er kommunismens mål - så forsvinder også religionens fundament. »Religionen er den forpinte skabnings suk; den er folkets opium. Ophævelse af religionen er betingelsen for, at folket kan blive lykkeligt ... « (Karl Marx, Frühschriften).

Overvej engang:

- Kan fremskridtet gøre religionen overflødig?

Eller er fremskridtet så tvetydigt, at det kræver en religiøs tydning?

- Den kristne tro betoner stærkt, at mennesket ikke kan nå sit mål, nemlig Gud, uden en total indsats i verden og for sine medmennesker. »Den kristne, som forsømmer sine forpligtelser her i verden, forsømmer også sine forpligtelser mod næsten og til og med mod Gud« (Kirken i verden av idag nr. 43). Kristendommen kræver altså beslutsom handlen mindst lige så kompromisløst som den marxistiske verdensanskuelse. Hvordan retfærdiggør religionskritikken sig over for en aktiv og socialt bevidst kristendom, når den beskylder religion for først og fremmest at være et narkotisk stof, der forhindrer mennesket i at handle?

- Er det ikke netop inden for kristenheden, at videnskab og teknik har udviklet sig mest iøjnefaldende?

Denne form for religionskritik går også ud fra, at religionen gør mennesket fremmed for sig selv. For hvis mennesket anerkender Gud, sættes der nødvendigvis grænser for dets selvbestemmelse. Både Guds krav og almagt indskrænker nemlig menneskets vilje og frihed. »Hvis Gud eksisterer, er mennesket et nul«, mener Jean Paul Sartre: »Jo mere religiøs man er, jo mindre er man menneske - jo mere man bliver menneske, jo mindre religiøs bliver man.« Derfor skal gudstjeneste erstattes med mennesketjeneste. Gud skal kun søges i mennesket og i det menneskelige - ateisme bliver til humanisme. Først når man ophører med at interessere sig for Gud, bliver man i stand til at engagere sig for mennesket. Der er her mange lighedspunkter med Karl Marx's tanker.

Disse ord virker måske chokerende. Gudløshed »af kærlighed til Gud«, er det ikke selvmodsigende? I virkeligheden hentydes der til to ting: For det første er der tale om en afvisning af alt for menneskelige Gudsbegreber, som de skildredes i forrige brev; f.eks. en Gud, man kan behandle og gøre med, som man har lyst til . Sådanne småtskårne Gudsforestillinger er snarere en fornærmelse af Gud end virkelig tro.

For det andet tænkes der på en indvending, som til alle tider har bevæget mennesker, nemlig at den menneskelige histories forløb med dens blod og tårer, dens meningsløsheder og uretfærdigheder synes at være en eneste anklage mod Gud. »Hvordan kan Gud dog tillade alt det?« Alt foregår, som orn han ikke eksisterer, som om han tier. Hvis han er til, så kunne og måtte han da ændre alt dette, for han er jo almægtig.

Hvis han tillader alt dette, er han også skyld i denne elendighed. Men en Gud, der er skyldig, ville være en selvmodsigelse. Derfor, hævdes det, må man hellere antage, at Gud ikke er til.

Disse forskellige former for ateisme findes på en eller anden måde i ethvert menneske. Også den troende stiller sig lignende spørgsmål. Kun ved at stille disse spørgsmål - altså ved ikke at fortrænge dem - kan troen vokse og modnes.

* * *

Overvej engang:

- Behøver man virkelig at være ateist for at tjene fremskridtet og for at gøre en indsats blandt andre mennesker?

- Forenklede Gudsforestillinger undertrykker faktisk mennesket. Men gælder det også for den kristne tro, der forkynder os en Gud, som for menneskets skyld blev menneske? En Gud, som vil, at vi mennesker »skal have liv og have det i overflod« (Joh. 10,10)?

- Kan der overhovedet eksistere fuld frihed for mennesket, uden at andres frihed samtidigt indskrænkes og antastes? Gør enhver binding os nødvendigvis ufri? Kommer det menneske, der ved egne kræfter vil gøre sig totalt fri, ikke snarere i større afhængighedsforhold (f.eks. til sine drifter, sit magtbegær og utæmmet lystbehov)? - Har den marxistiske ateisme virkelig bragt befrielse for mennesket, der hvor den har magten?

Religion har eksisteret lige så længe, som der har eksisteret mennesker. Allerede den romerske forfatter Cicero hævdede, at der ikke eksisterer noget ureligiøst folk. Denne påstand kan man i dag betragte som videnskabeligt underbygget.

Historien viser, at ikke engang forfølgelser nogen sinde har kunnet udrydde religioner helt. Selv hos det mest overfladiske menneske bryder spørgsmålet om Gud frem igen. Religionernes store antal tyder også på, at mennesket ikke kan løsrive sig fra ideen om Gud. Selv religionens modstandere røber tit ved deres krigeriske holdning, at de dybest set endnu ikke er færdige med det, de bekriger.

Denne kendsgerning er slet ikke så overraskende. Mennesket kan ikke forstå sig selv uden Gud. Menneskets fornuft, vilje og alle kræfter peger ud over mennesket selv. Augustins gamle ord har stadigvæk gyldighed: »Vort hjerte er uroligt, indtil det hviler i dig.« Ligesom planeterne bevæger sig omkring solen, kredser vor fornuft om sit centrum, nemlig Gud. Hvis vi tager dette midtpunkt væk, flyder alt fra hinanden, bliver alt gådefuldt og mørkelagt.

Ligeså ensartet bevidstheden om Guds eksistens er i menneskeheden, ligeså forskellige er Gudsforestillingerne og formerne for Gudsdyrkelse. De er ligeså forskellige som menneskene og deres anlæg, deres uddannelsesniveau, deres folkelige særegenhed og deres kulturelle miljø er det. For selv med al sin forstands kraft kan mennesket ikke nå til noget klart billede af Gud. Ingen af menneskets forestillinger er til syvende og sidst fuldt ud dækkende for Guds virkelighed. Dette kan forklare eksistensen af de talrige religioner, som historien har kendt til og stadigvæk kender til. Hvor forskellige de end fremtræder, har de dog det til fælles, at de er rettet mod Gud og er et ærligt menneskeligt forsøg på at dyrke Gud og klare dagligdagens opgaver ud fra denne overbevisning. Derfor bør enhver religion agtes. Det andet Vatikankoncil betoner, at Kirken »forkaster intet af det, som er sandt og helligt i disse religioner«.

Religionsfrihed hører derfor med til ethvert menneskes grundlæggende rettigheder. Ethvert menneske må have mulighed for at udøve den religion, det ved ærlig søgen er nået frem til at betragte som rigtig - også offentligt og i fællesskab med andre. Ingen må derfor hindres i at leve efter sin religiøse overbevisning. På den anden side må ingen tvinges til en bestemt religionsudøvelse. Denne frihed har sin grund i den menneskelige persons værdighed, omend det først er blevet erkendt i vort århundrede. Vi må derfor indrømme, at Kirken før i tiden ikke altid har tænkt og handlet ud fra den forståelse af religionsfrihed, vi besidder i dag. Det andet Vatikankoncil har udtrykkeligt beklaget Kirkens holdning ned gennem tiderne, fordi den ofte har været i modstrid med evangeliets ånd.

At åbne sig for religionens verden betyder at støde på hundreder af gudenavne, kulter, templer samt tusinder af svar og forestillinger. Allerede ved første blik bliver det helt klart, at de mange religioner ofte modsiger hinanden i deres udtalelser. Det virker naturligvis forvirrende. For dermed rejser det spørgsmål sig: Hvilken religion er mon den rigtige? Hvem skal man tro? Det er ikke så mærkeligt, at mange mennesker opgiver deres søgen og drager den konsekvens, at »enhver bliver salig i sin tro« - vi har jo trods alt kun den samme Gud: det er ligegyldigt, hvad man tror, hovedsagen er, at man har en tro. Denne holdning er nok så udbredt hos vore samtidige - både inden og uden for kristenheden.

For at sætte sagen på spidsen: Er kristendommen kun én blandt mange former for gudsdyrkelse og religiøsitet, eller indtager den en særlig plads? For at kunne svare ærligt på dette spørgsmål må man naturligvis udelukke enhver mistanke om hovmodighed over for andre overbevisninger. Men er selve spørgsmålet ikke udtryk for hovmod? Er det overhovedet rimeligt at stille spørgsmålet om, hvem der egentlig har ret - især hvis man tager religionernes fredelige sameksistens i dag i betragtning? Mange går dog endnu videre og spørger, om ikke det er udtryk for hovmod eller ubeskedenhed at drive kristen mission blandt andre religioner?

Det burde være umiddelbart indlysende for enhver, at ikke alle de udsagn, som de forskellige religioner komrner med om Gud, samtidigt kan være sande. Enten er Gud én, eller der findes mange guder; enten er Gud almægtig, eller han er også selv underkastet mørke skæbnemagter; enten er Gud et personligt væsen, der med sin fornuft styrer verden, eller han er en upersonlig magt, der er identisk med verden. Begge dele kan ikke samtidigt være sandt. Alt er ikke på forhånd godt og rigtigt, blot fordi det er religiøst. Der findes også i religionens verden misforståelser og fejltagelser, tænk blot på menneskeofringer eller hellige køer.

I alle religioner findes der dog elementer af sandhed. Alle religioner næres nemlig fra to kilder: den menneskelige fornuft og den guddommelige åbenbaring. Den menneskelige fornuft kan tage fejl, den guddommelige åbenbaring ikke. Den guddommelige åbenbaring kan dog misforstås af mennesker. I så fald tager mennesket fejl af Guds hensigter. Hvad værre er: mennesket kan forsøge at bemægtige sig Guds åbenbaring i stedet for at lade sig bemægtige af den.

Gud står ikke det enkelte menneske fjernt (se Ap.G. 17,27). På mangfoldig vis åbenbarer han sig for mennesket: i skabelsens værker, i personlige oplevelser og erfaringer og gennem mennesker med en særlig profetisk gave og opgave. Men denne Guds åbenbaring er ikke lige tydelig til alle tider. Der sker fremskridt i den forstand, at Gud åbenbarer sig mere og mere for mennesket. I Det gamle Testamente er dette fremskridt meget tydeligt, og det viser sig især ved overgangen fra Det gamle Testamente til Det nye Testamente. Den guddommelige åbenbaring er så øjensynlig blevet tilpasset menneskets fatteevne. Gud er også en slags pædagog.

Enhver religion har dog fejlkilder, nemlig den menneskelige indsigt og fornuft. I religionen møder mennesker Guds kald, der som sådan er fejlfrit - men det svar, som de giver på dette kald, er ofte yderst mangelfuldt. Det gælder selv inden for kristendommen. Guds sandhed overstiger nu engang den menneskelige fornuft og fatteevne, og den menneskelige vilje er alt for svag til at holde ubetinget fast ved og realisere det, den har modtaget.

Det burde derfor være indlysende, at religioner, der stort set kun bygger på menneskelige overvejelser, og som derfor kun indeholder stumper af guddommelig åbenbaring, er fjernere fra sandheden om Gud, end de religioner, hvor Gud i højere grad selv kommer til orde.

I religionernes historie sker der en langsom modning frem til et stadigt renere åndeligt Gudsbegreb. Det bør derfor ikke undre nogen, at for eksempel fortidens religioner, samt primitive folkeslags religiøse ytringer i nutiden ofte kun havde og har ufuldkomne Gudsbegreber. Gud sættes simpelthen ofte lig med naturens kræfter. Mennesker, der helt er udleveret til og derfor prisgivet disse kræfter, er naturligt nok fristede til bævende at dyrke sol, lyn, ild, hav og stjerner som guder og stemme dem gunstigt med ofre.

Religionen har på et vist trin guddommeliggjort erfaringer fra menneskets liv og fra menneskers indbyrdes forhold: kærlighed og død, skæbne og hævn... Her dannes Gud simpelthen i menneskets eget billede. Disse guder, der findes i alle mytologier, er i sidste instans kun mennesker, der er projiceret ind i himlen med alle menneskelige svagheder og ufuldkommenheder.

Hvor mennesker ikke ser eller bare tilnærmelsesvist fatter Gud i hele hans storhed, der betragter mennesket også sig selv som ringere og ynkeligere, end det i virkeligheden er. Anderledes sagt: mennesket er, hvad dets Gudsbillede er. I samme grad som Gud reduceres til et billede af mennesket selv, undertrykkes mennesket; det bliver til et viljesløst værktøj i gudernes hånd - og det vil i virkeligheden sige i andre menneskers hånd. Menneskets fremherskende følelse over for sine guder er i sådanne religioner helt igennem præget af angst.

Selv om sådanne mytologiske religioner indeholder dele af sandheden, selv om de måske har haft stor betydning for kulturen, og selv om der blandt de troende hersker nok så stor fromhed, så er forestillingen om Gud og menneske dog i sidste instans mangelfuld, hvis ikke direkte forkert. Det er muligvis dette aspekt af religionen, der i dag har fået mange mennesker til at mene, at religion er noget for de svage, at den med andre ord trælbinder mennesket.

Der er imidlertid en ting, som den kristne tro har frem for alle andre religioner - og hvorpå den bygger sin sendelsesbevidsthed, nemlig troen på at Jesus af Nazaret er Guds Kristus. I Jesus Kristus har Gud selv begivet sig af sted for at søge mennesket. Indtil da var det mennesket, der søgte efter Gud, ledet af sin egen fornuft og af lyset fra den sparsomme guddommelige åbenbaring i skabningens værker og profeternes ord.

Efter at store dele af menneskeheden snarere ad denne vej havde fjernet sig fra Gud end nærmet sig ham, tog Gud nu selv det afgørende skridt: Han søgte selv mennesket. I Jesus Kristus bliver Gud selv synlig, og det bliver tilmed synligt, hvordan Gud forholder sig til mennesket. Det nok så ærlige og redelige forsøg på at nærme sig Gud gennem egne overvejelser og betragtninger, er nu forbi - omend profeternes budskab dermed også er opfyldt.

Dette er det helt anderledes ved den kristne tro. Deri består dens afgørende betydning og dens forpligtelse. Det er ikke hverken læreindhold eller særlige krav, der er grundlaget for kristendommens eneståenhed, men derimod den kendsgerning, at Gud selv har »ud-talt« sig i Jesus Kristus. Gud har selv gjort vejen til sig farbar.

Rækkefølgen er altså ændret. Der er vendt op og ned på det hele. I religionerne giver mennesket sig til at søge efter Gud; i Jesu åbenbaring giver Gud sig til at søge efter mennesket. Den kristne tro er således ikke én blandt mange andre religioner. Den er det personale møde med Kristus, i hvem Gud selv har søgt at komme os nær.

Med Jesus Kristus og hans budskab om Gud og mennesker, som det er nedfældet i Det nye Testamente, har åbenbaringen nået sit højdepunkt og sin afslutning - for så vidt den angår alle mennesker. Vi kender derfor som kristne ikke til nogen senere almindeligt forpligtende åbenbaring. De såkaldte »privatåbenbaringer«, som enkelte mennesker modtager i »visioner«, hører ikke med til den kristne trosskat som sådan. Eftersom der er tale om privatåbenbaringer, er det også en privat sag at tro på dem.

Det gamle Testamentes åbenbaring står Jesu Kristi åbenbaring nærmest. Den viser hen til Kristus og blev overtaget og fuldendt af ham. For os kristne er den gammeltestamentlige åbenbaring stadigvæk guddommelig åbenbaring, der ganske vist finder sin opfyldelse i Det nye Testamente. Jøder og kristne er derfor de troende, der står hinanden nærmest i deres religiøse overbevisning.

Islams lære bygger for størstedelens vedkommende på den gammeltestamentlige og på den kristne åbenbaring. Derfor står Islam både jødedom og kristendom særligt nær. Men Jesus Kristus er ikke kun en profet, (sådan som Islam hævder), han kommer fra Gud: »Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne (således kaldes Kristus), der selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk« (Joh. l, 18). Han formidler os ikke kun religiøse sandheder, (sådan som Islam gør), men han er selv Guds åbenbaring. Ikke kun gennem det, han siger og gør, men gennem det, som han er: »Den, som har set mig, har set Faderen«, siger han om sig selv (Joh. 12,45; 14,9), og sætter dermed sig selv lig med Gud.

Ingen er naturligvis uden videre forpligtet til at anerkende den fordring, vi her fremfører. Enhver er i sin gode ret til at spørge, hvordan det lader sig verificere. (Derom i de følgende breve.) Man burde dog overveje det alvorligt. På den anden side må man vel indrømme den, der er overbevist om, at Guds åbenbaring har fundet sted i Jesus Kristus, retten til at følge sin samvittighed og derfor med vedholdende iver bevidne denne tro.

Hvis man venter et vigtigt opkald, gør man naturligvis alt for ikke at overhøre det. Hvis Gud henvender sig til sin skabning, kan det ikke være én ligegyldigt, om han gør det, og hvad han siger til én. Blot den mulighed, at Gud kunne have meddelt os noget, er for os en opfordring til at søge og lytte, om han virkelig et eller andet sted eller igennem en eller anden person har åbenbaret sig.

Så snart Gud faktisk taler, forandrer det mennesket. Mennesket bliver til den lyttende. Ganske vist kan man lukke sine øjne og ører for Guds talen og handlen, men Guds tale er aldrig uforpligtende. Derfor er det heller ikke ligegyldigt, om mennesket svarer eller ej. Man må træffe sin beslutning. Herved bliver man troende eller - hvis man er overbevist om, at åbenbaringen er en kendsgerning - skyldig ved at sige nej. Eftersom Gud kun giver mennesket vigtige meddelelser, får man chancen, eller mister man den, til at få det afgørende at vide om sig selv og sin tilværelse.

* * *

Til personlig overvejelse:

- Ethvert menneske burde stille sig det spørgsmål, om man måske i al hemmelighed har en interesse i, at Gud ikke eksisterer - måske fordi man mener, at man så er mere fri og ubundet. Angsten for konsekvenserne, men også bevidstheden om skyld, kan få os til at undgå Gud. - Kan vi fortrænge tankerne om Gud helt? For altid? Hvordan ser mon éns liv ud uden bevidstheden om Guds eksistens og uden bevidstheden om, at han har talt til os mennesker?