Brev 05

Indhold

Har Jesus af Nazaret overhovedet eksisteret?

Mennesket Jesus

Jesu fordring om sig selv

Jesus - Guds Søn?

Død og opstandelse

»Det er ikke blot Gud, vi kun kender gennem Jesus Kristus, også os selv kender vi kun gennem Jesus Kristus, liv og død kender vi kun gennem Jesus Kristus.

Uden ham ved vi hverken, hvad vort liv, eller hvad vor død, eller hvad Gud er, heller ikke hvad vi selv er.«

(Blaise Pascal)

Har Jesus af Nazaret

overhovedet eksisteret ?

»Hvem er dog han?«

»Mange andre har taget sig for at affatte en beretning om de begivenheder, som er fuldbyrdet iblandt os.« Med disse ord begynder Lukas-evangeliet. Teologer, historikere og forfattere forsøger den dag i dag ud fra de foreliggende beretninger at tegne et så omfattende billede som muligt af Jesus. Ja, selv filmindustrien gør sig sine anstrengelser. Er det lykkedes? Kort før Jesu 2000. fødselsdag stiller mennesker stadigvæk det samme spørgsmål, som Jesu samtidige stillede: »Hvem er dog han?« (Matt. 8,27).

Institutter for meningsmålinger udspørger ofte folk om deres forhold til Jesus Kristus - som regel uden at være tilskyndet dertil af Kirken. Hvorfor bliver dette spørgsmål dog ved med at have så stor interesse?

Den første rundspørge af denne art stammer allerede fra Jesus selv. »På vejen spurgte han sine disciple: Hvem siger folk, at jeg er?« (Mark. 8,27). Og disciplene svarede dengang: »Johannes Døber; andre siger Elias; og andre en af profeterne« (Mark. 8,28).

Disciplene var tilsyneladende ikke indstillet på at fortælle ham hele sandheden. For nogle mennesker mente faktisk, at han ikke var rigtig klog (se Mark. 3,21); andre regnede ham for en frådser og dranker, ven med toldere og syndere (se Luk. 7,34) eller for en gudsbespotter (se Mark. 2,7). Og mennesker i dag, hvem siger de, at han er? Meningerne er delte lige fra et godt menneske, et forbillede, en superstar, en socialrevolutionær, en profet, et menneske sendt af Gud, Guds Søn, ja Gud selv, til en mislykket, en outsider, et naivt menneske, en urostifter, en tragisk helt, en utopist, ja tilmed en forræder af sand menneskelighed.

Jesus lod sig ikke nøje med sine disciples svar. Det indeholdt jo kun, hvad andre sagde om ham. Men Jesus ville vide mere: »I, hvem siger I, at jeg er?« (Mark. 8,29). Dette spørgsmål rettes i virkeligheden til ethvert menneske den dag i dag.

Derfor drejer det sig om at få øje på denne Jesus.

Ikke stof til et eventyr

Jesus var allerede en torn i øjet for mange af sine samtidige. Mange af hans senere modstandere har forsøgt at bevise, at han aldrig har eksisteret. I dag ser sagen dog lidt anderledes ud, idet end ikke den mest indgroede fjende af religion og kristendom formodentlig vil benægte, at Jesus er en historisk personlighed, der levede i Palæstina for snart 2000 år siden.

Ernst Bloch (humanistisk-marxistisk filosof + 1977) har skrevet: »Eventyret maler ikke et billede af nød og elendighed, da slet ikke af en nød og elendighed, der fortsætter et helt liv igennem. Stalden, tømmermandens søn, en sværmer blandt fattige, til slut galgen, det er lavet af historisk stof, ikke af det gyldne stof, som eventyret elsker.«

Faktisk er det svært at tro, at mennesker, dersom de ville fremstille Gud iblandt dem, ville have opfundet denne ynkelige historie. Hvad Jesus gjorde har nok en vis tiltrækning, knap så meget hvad han krævede, men intet menneske misunder ham hans livsvej.

Kilderne

Findes der nu håndfaste beviser for Jesu historiske virkelighed? Nævnes han også uden for de bibelskkristne skrifter?

Talmud (dvs. en samling af jødiske normer for livsførelse, der blev nedfældet efter templets ødelæggelse i år 70 e. Kr.), den jødiske historiker Josephus Flavius, romerne Sueton, Plinius og Tacitus taler alle om Jesus henholdsvis Kristus, eller i hvert fald om de første kristne, der afleder deres navn fra en »vis Kristus«.

Disse kilder er nok så omstridte, hvad deres historiske værdi angår, for man kan naturligvis ikke helt udelukke senere historiske forfalskninger. På den anden side fortæller de os ikke noget nyt om Jesus, men bekræfter blot de kristne beretninger. Hvad der derimod er helt afgørende er, at intet ikke-kristent skrift fra urkristendommens tid bestrider, at Jesus har levet. Det kunne man ellers have forventet, når man betænker det store besvær, som jøder, hedninger og den romerske stat havde med den nye kristne religion.

De ikke-kristne kilder giver os ikke mange værdifulde oplysninger. Vil man vide noget om Jesus, er man derfor henvist til de kristne skrifter - og i særdeleshed til de fire evangelier.

Men også her løber vi ind i store problemer, for de fire evangelier er ikke Jesus»biografier« i moderne forstand. De er ikke protokoller, det er nedfældet på stedet om Jesu taler og Jesu handlinger. Enkelte typiske møder med Jesus, enkelte af hans ord og handlinger bliver fremstillet skematiseret og stiliseret. I evangelierne møder vi de første kristnes engagerede vidnesbyrd, der allerede står i forkyndelsens tjeneste. Disse trosvidnesbyrd bygger ganske vist på virkelige begivenheder, men er dog mere end rene beretninger om ting, der har fundet sted. De repræsenterer troens fortolkning.

Ved hjælp af historie- og litteraturvidenskabens moderne metoder er vi dog i stand til ud fra de bibelske tekster at indkredse oprindelige Jesuord og handlinger. På denne måde får vi ikke blot vigtige historiske oplysninger om ham, men vi kan også drage visse konklusioner om, hvordan han må have opfattet sig selv.

Til trods for den personlige tros-fortolkning, der skinner igennem samtlige nytestamentlige skrifter, lægger moderne forskere i stadig stigende grad vægt på, at de formidler sandheden. Forfatteren til første Johannesbrev bedyrer således: »Det, der var fra begyndelsen, det, vi har hørt, det, vi har set med vore egne øjne, det, vi skuede og vore egne hænder følte på, ja, om livets ord forkynder vi« (1, 1; se også Luk. l, 3f).

* * *

Til personlig overvejelse: - Har du en personlig mening om Jesus? Hvad bygger du den på? - Er der noget, som forhindrer dig i at tro på værdien af de kristne kilder, dvs. de nytestamentlige skrifter?

Skyldes det en principiel mistro over for datidens forfatterskab eller kun over for den kristne tros-fortolkning?

* * *

Mennesket Jesus

Jesus af Nazarets livsforløb

De ydre historiske rammer for Jesu liv er hurtigt afstukket. De vigtigste og samtidigt også nogenlunde sikre data fra hans liv kan sammenfattes i et kort »livsforløb«, sådan som det præsenterer sig for en ikke-troende tilskuer:

Navn: Jesus (dvs. Gud frelser os).

Tilnavn: fra Nazaret (hans hjemstavn). Om Nazaret sagde man dengang: »Kan noget godt være fra Nazaret?« (Joh. 1,46).

Nationalitet: Jøde. Han var medlem af et folk, der led under den romerske besættelse og håbede på befrielse. Det romerske overherredømme blev opfattet som en krænkelse af Guds ret.

Født: 4 til 8 år før den officielle kristne tidsregning. Det nye Testamente angiver fødestedet til at være Betlehem, men forskere er ikke helt sikre på, at det skal forstås bogstaveligt.

Forældre: I almindeligt omdømme hed hans far Josef, og af profession var han tømmermand, mens hans mor hed Maria. (Ifølge Det nye Testamente var Josef dog kun Jesu far i juridisk forstand, altså hans »fosterfar«).

Ungdom og uddannelse: Indtil 30-årsalderen boede han rimeligvis hos sine forældre i Nazaret, hvor hans far efter al sandsynlighed har lært ham sit håndværk. Han har formodentlig lært at læse og skrive i den lokale synagogeskole for drengebørn.

Profession: I en alder af 30 år trådte han frem for offentligheden og drog i et par år gennem landet som vandreprædikant, rabbi, eksorcist, helbreder og profet, især i provinsen Galilæa. Han talte gerne til folk i billeder og lignelser, (de regnes i dag med til verdenslitteraturen). En sådan talebegavelse og overbevisningskraft var usædvanlig for et menneske, der var uddannet som tømrer, ja var faktisk opsigtsvækkende. Ved en nok så personlig udlæggelse af Guds vilje og de jødiske love, kombineret med en påfaldende uortodoks opførsel, vakte han forargelse hos de religiøse og politiske ledere, samt hos de lovlydige og de fromme. Alligevel forstod han at vinde begejstrede tilhængere, ja han fik tilmed en fast discipelskare af både mænd og kvinder.

Særlige kendetegn: Det var til det sidste ikke klart, hvem han egentlig var eller ønskede at blive opfattet som. I det mindste fremsatte han ingen udtrykkelige udtalelser derom. På den anden side talte og handlede han på en sådan måde, at han gjorde fordring på at være sendt af Gud: han forkyndte, som om det var ham pålagt af Gud selv, og som om alles frelse afhang af at tro på ham og følge hans eksempel.

Død: Cirka 28-33 efter kristen tidsregning før en påskefest i Jerusalem, (påsken var jødernes mindefest om deres udgang af trældommen i Ægypten).

Dødsårsag og -måde: Død ved korsfæstelse, tidens mest nedværdigende henrettelsesmåde forbeholdt slaver og politiske forbrydere. Han var anklaget for at vække folket til oprør og for gudsbespottelse. Dødsdømt af den romerske statholder, Pontius Pilatus, hvorefter han blev henrettet af romerske besættelsessoldater.

Hovedindtryk: Delvis misforstået af både sine modstandere og tilhængere, hvorfor han til sidst blev ladt i stikken. Hans liv vakte til at begynde med så godt som ingen interesse i ikke-kristne kredse.

Tilføjelse: Kort tid efter hans død talte tidligere tilhængere om, at Jesus ikke var forblevet i døden, men var »opstanden« og havde vist sig for mange af dem: en utrolig begivenhed, der naturligvis ikke er tilgængelig for historisk efterforskning. Den overbevisningskraft og sikkerhed, hvormed hans tilhængere talte derom, den hurtighed, hvormed denne efterretning bredte sig og vandt tilhængere, og den konsekvens, hvormed disse mennesker bevidnede, at Jesus var »opstanden«, giver dog én noget at tænke på.

Et menneske som vi

Dette nøgterne »livsforløb« kan måske chokere en eller anden. Var Jesus da ikke mere end én blandt mange? Naturligvis er kristne mennesker overbeviste om, at han var mere. Og dog var han menneske helt og fuldt: han »blev mennesker lig« (Fil. 2,7). Var han mere end én blandt mange, så var han i hvert fald også et menneske.

Måden at betragte Jesus på har ofte vekslet i tidens løb: Til tider har man hovedsagelig set det ideale menneske i Jesus, til andre tider mere hans guddom. Når det ene blev fremhævet, blev det andet som regel forsømt. Vi vil dog her først beskæftige os med mennesket Jesus, sådan som hans samtidige kunne se og opleve ham.

Jesus voksede op som ethvert andet jødisk barn og blev undervist i fædrenes religion. Han levede ikke blot i en families fællesskab, men også i et folks fællesskab, blandt børn og voksne, sunde og syge, blandt fiskere og toldere, blandt farisæere, skriftkloge og præster.

Jesus var et menneske ligesom enhver af os. Han spiste og drak, var træt og sov, tog del i bryllupper, græd, når et menneske, han holdt af, døde; han kunne blive skuffet og vred og kendte ligeledes til den følelse, der stikker dybt i ethvert menneske, nemlig angsten, især angsten for lidelse og død (se bl.a. Matt. 8,20-24; Mark. 2,15f; 3,5; Luk. 22,43-44; Joh. 1,14; 2,1-12; 4,6; 11,35).

Det er ganske forståeligt, at mange jøder stod helt uforstående overfor Jesus. Skulle dette menneske være noget særligt? Er han ikke tømmermandens søn? (Matt. 13,55). Vi må prøve på at forestille os den situation, at på et bestemt sted på jordkloden og i en bestemt tid optrådte en ung mand, der sagde: »Jeg er vejen og sandheden og livet« (Joh. 14,6), og som udgav sig for at være Guds Søn - i det mindste kaldte han Gud for sin far.

Et godt menneske

De fleste mennesker, såvel kristne som ikke-kristne, siger om Jesus, at han var et godt menneske. Ingen kan nemlig unddrage sig den fortryllelse, som omgangen med eller kendskabet til Jesus udøver på mennesker.

Som altid og overalt fandtes der også i Jesu omgivelser fattige og syge mennesker. At være fattig og syg betragtedes tilmed af mange jøder som en skam, som Guds straf for åbne eller skjulte synder. Især de spedalske led derunder: de var simpelt hen udstødt af samfundet.

Jesus tog sig af dem: I er ikke straffede, fortalte han dem - h vad er dog det for en fordom ? Nej, I har brug for og er værdige til Guds og menneskers hjælp. Derfor trøstede og helbredte han mennesker. Han havde stor medlidenhed med syge og fattige, og hans syn på sammenhæng mellem synd og sygdom kan bedst ses i historien om helbredelsen af en blindfødt (Joh. kap. 9).

Som altid og overalt fandtes der også i Jesu omgivelser syndige mennesker. Nogle af dem var meget ilde anset blandt folk, f eks. hele organisationen af toldere. De blev - og ikke helt med urette - undgået som blodsugere, bedragere og landsforrædere. Andre blev på grund af deres synder omgående stenet offentligt som feks. ægteskabsbrydersker. Jesus var dog også gæst hos toldere, og han vandt dem både som venner og disciple (feks. Zakæus, Luk. 19, 1-10 og Mattæus, Matt. 9,9-13). Kvinden, der var grebet i ægteskabsbrud, beskyttede han mod hendes selvretfærdige landsmænd: »Den af jer, der er syndfri, lad ham være den første, der kaster sten på hende!« (Joh. 8, l-11).

Herved skabte han sig naturligvis ikke lutter venner. Snarere tværtimod. Han stødte jo an mod Loven og satte spørgsmålstegn ved de retfærdige og de fromme.

Som altid og overalt fandtes der også i Jesu omgivelser mennesker, der var i nød, der sørgede og var undertrykte. Livet var for mange en evig venten på hjælp og trøst. Jesus havde et skarpt øje for hele elendigheden. Han indgød mod og håb til alle på en måde, man aldrig havde hørt før: »Salige er de, der er fattige overfor Gud,- de, der sørger; de, der ikke bruger vold; de, der sulter og tørster; de, der bliver udskældt for retfærdighedens skyld og bliver forfulgt og bagvasket.« I samme åndedræt priste han også dem, der hjælper med at afvende nøden: »Salige er de, der er barmhjertige; de, der har et rent hjerte (dvs. er ærlige og renfærdige); de, som stifter fred.« Ingen af dem skal tabe modet, men glæde sig - for dem tilhører fremtiden og livet, Guds fremtid og Guds liv (se Matt. 5,1-13).

Når man gennemlæser evangelierne, forstår man et øjenvidnes dom: »Han har gjort alle ting vel« (Mark. 7,37).

Hans Lov hedder kærlighed

Hvad var det for en moral, som Jesus udmøntede og gav eksempel på med sit eget liv? Hvordan kunne han selv gennemføre denne moral så konsekvent? Eftersom han øjensynligt satte spørgsmålstegn ved fædrenes lov, hvilken lov levede han da så efter? Hertil svarede Jesus selv: For at leve det liv, jeg lever, behøver man ikke at kende utallige love. Det er nok med to »leveregler«, som man ikke behøver skrive ned for at kunne huske på:

Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind. Dette er det største og første bud.

Der er et andet, som er dette ligt: Du skal elske din næste som dig selv. På disse to bud hviler hele loven og profeterne (Matt. 22,3 7-40).

Den anden regel, budet om næstekærlighed, misforstås ofte som total selvfornægtelse. Men den sunde kærlighed til én selv er indeholdt i dette bud - »som dig selv!« Den »gyldne regel« kan tjene som hjælp til at forstå hvordan: »Alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem!« (Matt. 7,12).

Ved at leve efter disse regler lykkedes det for Jesus at være til rådighed for andre mennesker, at se deres sorger og behov, at forstå deres angst. Han var virkelig »til for andre«. At efterleve disse regler betyder ende på tomme ord, traditionelle fordomme, mangesidig diskriminering, privilegier på andres bekostning, selvretfærdighed og hårdhjertethed. De lukker op for sand menneskelighed. De gør det indlysende, at hvor der råder nød, må der handles - det være sig hos ven eller fjende. Kærlighed er ikke kun en følelsessag, det drejer sig først og fremmest om at handle - og ofte kun om at handle (se lignelsen om den barmhjertige samaritaner, Luk. kap. 10).

Jesus afskaffede ikke uden videre de gamle love. Love er og forbliver nødvendige. Men som »alle loves lov« satte han kærligheden over alt. Kærligheden - og den alene - garanterer, at lovene vedbliver med at være menneskelige. På den anden side er der netop ved kærlighedens lov ingen løkker og masker, man kan slippe igennem. Spørgsmålet »hvordan kan jeg omgå loven?« eksisterer ikke mere. Nu lyder spørgsmålet: Hvad er det bedste, jeg kan gøre? Hvordan kan jeg handle mest kærligt?

I Bjergprædikenen, kristendommens »grundlov« (Matt. kap. 5-7) har Jesus med mange eksempler vist, hvordan han forestillede sig denne »nye lov«. Det drejer sig ikke om bogstaven, ikke engang om den udførte handling. Det, det drejer sig om, er den ånd, hvori alle disse love udføres; det, det drejer sig om, er det sindelag, der går forud for handlingen, og hvormed den udføres.

For mennesker i Jesu omgivelser var det påfaldende, at han ikke bare snakkede, men gjorde noget. Han var helt igennem et usædvanligt menneske, for hvem det at elske alle var i centrum. Han var et menneske, der gik helt nye veje. Et menneske, der klart viste, hvordan mennesker kunne og burde være. Er han mon ikke netop sådan, som Gud ønsker, at mennesker bør være?

* * *

Til personlig overvejelse:

- Hvordan virker Jesu »levnedsløb«, som det her er fremstillet, egentlig på dig? Foruroliger det dig?

- Hvis du havde levet dengang, ville du så have haft tillid til Jesus? Hvilke anliggender ville du især have forebragt ham? - Er der i Jesu adfærd og ord noget, der taler særligt til dig i din situation?

- Hvad er mon meningen med sætningen: »Kærlighedens lov tillader ikke, at man kommer med udflugter«?

- Kan voldelige politiske revolutioner mon påberåbe sig Jesus?

* * *

Jesu fordring om sig selv

... på at være lærer

Hvis Jesus blot havde været et godt menneske, der ikke stillede krav til andre, ville han ikke have hvirvlet så meget støv op. De, han gjorde vel imod, kunne have glædet sig, mens de, som han kritiserede, kunne have nøjedes med at betragte ham som en løjerlig udenforstående, en lovbryder, man kunne ignorere. Men sådan forløb situationen ikke, »for han lærte dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.« (Matt. 7,29).

Vi har allerede understreget, at Jesus gjorde det, han lærte. Nu må vi slå det omvendte fast, nemlig at han også lærte det, han gjorde. Det vil sige, at det aldeles ikke var ham nok blot at blive regnet for et godt menneske. Hans eksempel og lære skulle være forpligtende for alle mennesker.

Det fortælles gang på gang i evangelierne, at tilhørerne var forbavsede og bestyrtede, når Jesus fremførte sin lære (se Matt. 7,28; Mark. 1,27; Luk. 4,32).

Jesus forstod utvivlsomt at tale på en gribende måde. Folk lyttede spændt til ham. Men det er nu ikke hele sandheden. Den måde, hvorpå han understregede sin lære, virkede udfordrende: »I har hørt, at der er sagt til de gamle... Men jeg siger jer ... « (Matt. 5,21, 27, 33, 43). Jesus hævdede, at han talte med større myndighed end Israels gamle profeter. Han sagde det klart og tydeligt: »Se, her er mere end Jonas .... her er mere end Salomon.« (Matt. 12,4]f). Dette kunne naturligvis ikke undgå at vække de skriftkloges vrede, så meget desto mere som han yderligere viste, at de nok kendte lovens bogstav, men ikke dens dybere mening.

Det var som én, der var de anerkendte religiøse ledere langt overlegen, at Jesus sagde: »Hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.« (Matt. 5,20).

... på at være vejen, sandheden og livet

Jesus ville dog ikke kun være en lærer, man gerne lytter til og sætter pris på. Hvis man ønskede at tage hans lære alvorligt, så afhang frelsen af, at man også adlød den: »Den, som elsker far og mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, som elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd; og den, som ikke tager sit kors og følger mig, er mig ikke værd. Den, som har bjærget sit liv, skal miste det; og den, som har mistet sit liv for min skyld, skal bjærge det.« (Matt. 10,37-39). For Jesus drejer det sig ikke blot om at følge hans lære, men om uden betingelser at tage hans person alvorligt: den, der følger ham, sandheden i egen person, efter, er på den rette vej til det egentlige liv (se Joh. 14,6).

Men at følge Jesus efter er ensbetydende med »omvendelse« (se Mark. l, 15), hvilket er det samme som: Vend jer bortfra den vej, I er slået ind på, og vend jer mod Jesu budskab. Tænk i nye baner og omvend jer til ham.

... på at bringe Guds rige

Man kan vist uden overdrivelse tale om en overvældende selvsikkerhed hos Jesus. For selvbevidsthed det havde han frem for nogen. Han forbandt simpelt hen Guds riges frembrud og gennembrud med sin egen person.

Guds rige, Guds herredømme var begreber, som jøderne kunne forbinde noget med. Det betød nemlig frembruddet af retfærdighed og fred, samt afslutning på synd og lidelse her på jorden. Det var, hvad de fra gammel tid af havde håbet på, og det var, hvad profeterne havde forjættet dem om Gud og Guds frelsergerning. Og Guds riges frembrud forbandt man med den gududsendte Messias' ankomst.

Jesus undså sig ikke for at sige: »Tiden er inde, og Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet.« (Mark. 1,15). »Hvis jeg uddriver onde ånder ved Guds finger, så er jo Guds rige kommet til jer.« (Luk. 11,20). »Guds rige er midt iblandt jer.« (Luk. 17,21).

For endnu tydeligere at pege på Guds riges frembrud sagde og gjorde Jesus ting, der chokerede mennesker. Han befriede besatte fra deres lidelser, skænkede syge helbred og kaldte døde tilbage til livet. »Blinde ser, og lamme går, spedalske renses, og døve hører, døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.« (Matt. 11,5f). Dette var tegn og undere, som man forbandt med Guds herredømme.

De lige citerede ord var svar på Johannes' spørgsmål fra fængslet: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« (Matt. 11,3). Herved bliver det helt klart, at Jesu »kraftige gerninger« ikke kun drejer sig om at helbrede syge og opvække døde. Havde dette været »undernes« egentlige hensigt, så havde han vel med det samme helbredt alle mennesker, som var i nød. Men det gjorde han ikke, for hans »kraftige gerninger« var først ogfremmest tegn, der viser, at en ny tid er brudt frem; tegn på, at Guds rige er brudt frem, eller måske mere præcist: »vartegn« om hans budskab. Hvor mennesker kommer i berøring med Gud, der sker der lægedom. Og disse »tegn på lægedom«

sker især dér, hvor troen er levende (Mark. 10,52 til den blinde: »Gå bort, din tro har frelst dig!« Luk. 8,48 til den syge kvinde: »Datter! Din tro har frelst dig.« Luk. 17,19 til den spedalske, der er blevet helbredt: »Stå op, drag bort, din tro har frelst dig!«).

Det er påfaldende, at Jesus altid var afvisende, når han blev opfordret til at gøre et under som bevis eller som en slags opvisning. Den, der ikke kunne begribe, hvad Jesus egentlig stod for, kunne ikke hjælpes - heller ikke ved at få et tegn.

Alt tyder på, at Jesus besad fremragende menneskelige egenskaber og stor menneskeforstand. Det er muligt, at han allerede af denne grund var i stand til at kunne hjælpe og helbrede syge mennesker på en måde, der dengang måtte opfattes som undere. Jesus var iøvrigt ikke det eneste menneske, som man dengang tillagde evnen til at gøre undere.

Vi ved desuden, at evangelierne ikke kun har til hensigt at berette rent sagligt, men også ville omvende og forkynde. Vi må derfor antage, at evangelisterne bevidst valgte at bringe de dengang så yndede fortællinger om undere for dermed at sige noget om Jesu væsen og myndighed.

Trods alle de forstandsmæssige forklaringer, vi kan komme med, står det dog fast, at Jesus faktisk udvirkede undere, der var opsigtsvækkende, og hvoraf flere den dag i dag er uforklarlige. Dette er, hvad videnskabelige tekstundersøgelser og sagligt-kritiske betragtninger tillader os at konkludere.

Nu som før gælder det dog, at den, der i Jesus kun ser mennesket, må afvise mange af hans »undere«. Men den, der tror på hans guddom - et spørgsmål vi straks vender tilbage til - må desuden regne med andet end kun menneskelige målestokke.

Det er i hvert fald »ikke noget under«, at mennesker undrede sig og spurgte hinanden: »Hvad er dog dette?« (Mark. 1,27). Ingen, hverken ven eller fjende benægter disse underfulde begivenheder. Spørgsmålet var kun: Hvorfra har han dog denne magt? Er han den forventede Messias, er han virkelig den af Gud sendte? Eller er han i pagt med djævelen? (Matt. 9,34).

... på at kunne tilgive synder

Spørgsmålet tilspidses yderligere, eftersom Jesus siger til en lam, som han hjalp på benene igen: »Søn, dine synder forlades dig!« (Mark. 2,5). Det var formodentlig ikke kun de skriftkloge, der tænkte for sig selv: »Hvor kan denne mand sige sådan noget? Han taler gudsbespotteligt. Hvem kan forlade synder uden én, nemlig Gud?« (Mark. 2,7). Hverken ven eller fjende havde før set eller hørt noget lignende, herom var alle enige. Hvordan skulle det dog bedømmes? Og her kom meningsforskelle klart frem; spørgsmålet skærpedes: »Hvad er han dog for én?«

* * *

Til personlig overvejelse:

- Er der noget af det, som Jesus sagde, du har svært ved at godtage? - Hvordan ville du for dit eget vedkommende tolke følgende ord: »Ingen af jer kan være min discipel, uden at han giver afkald på alt, hvad han har.« (Luk. 14,33). I en anden oversættelse, der måske svarer bedre til den græske grundtekst, hedder det: »Uden først at have skilt sig af med alt sit eget, kan ingen være min discipel.«

- Er der nogle af Jesu undere, der forekommer dig vanskelige at forstå og godtage? Hvorfor? - Har Jesu undere stadig betydning for moderne mennesker - eller har de mistet deres aktualitet?

* * *

Jesus - Guds Søn?

Titler er ikke det afgørende

Jesu samtidige - især hans disciple, der altid ledsagede ham - fik det indtryk, at det ikke var en almindelig dødelig, de stod overfor. Fra begyndelsen af har kristendommen derfor bekendt, at Jesus var Guds Søn. Og hermed er vi nået frem til det punkt, hvor ånderne definitivt skilles. Vi står nemlig her på tærsklen mellem viden og tro - i hvert fald hvad angår Jesu person.

Det skal indrømmes, at »Guds Søn« ikke er den ældste titel, hvormed de første kristne forsøgte at fatte og udtrykke Jesu enestående stilling - og det var heller ikke den eneste. Ved siden af en anden tidlig kristen bekendelse »Jesus er Herre« (]. Kor. 12,3) blev den dog efterhånden til den afgørende betegnelse for Jesu værdighed. Selv om titlen »Guds Søn« først lidt efter lidt udfoldedes, findes grundlaget for denne bekendelse allerede i evangelierne - eller mere nøjagtigt i Jesu egen forkyndelse. Det er især Johannes-evangeliet, der beretter derom.

I vore dage er man mere forsigtig end tidligere, når det drejer sig om »bevisførelse« for dette kristendommens centrale trosudsagn. En del mennesker bliver usikre i deres tro, når de hører om denne forsigtighed og tilbageholdenhed, for det står jo sort på hvidt i evangelierne.

»De, som var i båden, kastede sig ned for ham og sagde: Du er sandelig Guds Søn.« (Matt. 14,33). Eller Peters næsten patetiske svar: »Du er Kristus. den levende Guds Søn« (Matt. 16,16), som Jesus åbenbart samtykkede i. Eller den bekendelse, der lød fra høvedsmanden og dem, der sammen med ham holdt vagt under korset, og som under indtryk af det pludselige mørke og jordskælvet rædselsslagne råbte: »Sandelig, han var Guds Søn« (Matt. 27,54). Har Jesus ikke selv sagt det ganske tydeligt, og tilmed i en situation, hvor han ved at udtale sig anderledes måske kunne have undgået sin dødsdom? På spørgsmålet ved forhøret: »Er du Guds Søn?« svarede han: »I siger det selv, jeg er det« (Luk. 22,70).

Hertil er der kun at sige, at vi ikke med sikkerhed kan afgøre, om Jesus, allerede mens han levede, blev tiltalt med titler som f.eks. »Guds Søn«, henholdsvis selv kaldte sig således. Titlen kan udmærket være lagt såvel Jesus selv som disciplene i munden efter opstandelsen. Bekendelsen »Jesus er Guds Søn« afhænger dog ikke af, om denne titel kan føres tilbage til Jesu jordeliv. Der findes i Jesu forkyndelse mange hentydninger, der - hvis de bliver taget under ét - gør det sandsynligt, at han opfattede sig selv som Guds Søn. Disse hentydninger er i lyset af opstandelsen det historiske udgangspunkt for de kristnes senere bekendelse.

»Et med Faderen«

Jesus talte altid om, at det var hans opgave her på jord at opfylde Faderens vilje. Han identificerede sig altså ikke fuldstændig med Faderen som sådan. På den anden side talte han dog ustandselig om den stærke enhed, der bestod mellem Gud, hans Far, og ham selv; en enhed, der tydeligt nok rakte ud over andre menneskers forhold til Gud. Jesus havde et enestående forhold til sin Far i Himlen - det var han sig klart bevidst.

»Jeg og Faderen, vi er et«, sagde han (Joh. 10,30). Den dag i dag hører vi undertiden om mennesker, der siger: »Gud er med mig.« Derimod ville vi blive nok så chokerede og afvisende, hvis et menneske trådte frem og sagde: »Jeg er Gud.« Alt tyder på, at Jesus med den største selvfølgelighed talte om at være i Gud og Gud i ham (se Joh. 10,38; 14, Il; 17,21). Vi kan acceptere, at et menneske siger: »Gud kender mig, Gud gennemskuer mig«, men vi viger tilbage, hvis nogen ville sige: »Jeg kender Gud, min Far.« Men det var helt præcist om et sådant gensidigt kendskab til hinanden, at Jesus talte: » ... ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen« (Joh. 10, 15). I en vis forstand stillede Jesus sig helt på samme trin som Gud, da jøderne bebrejdede ham, at han helbredte syge på sabbaten. Han svarede nemlig med ordene: »Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder« (Joh. 5,17). Jesus så sin egen aktivitet og Faderens under ét. Forfatteren til Johannesevangeliet fører tanken helt igennem og skriver: »Derfor stræbte jøderne endnu mere efter at slå ham ihjel, fordi han ikke alene brød sabbaten, men også kaldte Gud sin Far og gjorde sig selv Gud lig« (Joh. 5,18).

»Min Far - jeres Far«

Jesu enestående forhold til Faderen er også påfaldende, eftersom han aldrig taler om den fælles far, men altid om »min Far« og »jeres Far«. (Se f.eks. Joh. 20,17f.) Kun én gang bruger Jesus vendingen »vor Far«, men der sigter han heller ikke til sig selv: »I skal bede således: Vor Far, du som er i himlene« (Matt. 6,9).

Jesus tiltalte iøvrigt Gud med det aramæiske kælenavn »Abba« (se Mark. 14,36), hvad der nærmest svarer til »lille far« eller «Farmand«. Sådan var der aldrig nogen, der før havde vovet at tale til Gud, det var utænkeligt for den jødiske Gudsopfattelse og lød derfor helt nyt i jødiske øren. Kun et barn taler sådan til sin far. Netop derfor afspejler denne tiltaleform også det nære forhold, som Jesus så sig selv i overfor Gud.

Det var ikke uden grund, at Jesu øren- og øjenvidner kom til den anskuelse: »Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler« (Joh. 7,46). Ingen kunne have talt, som Jesus gjorde det, fordi intet andet menneske havde en lignende Gudserfaring og et lignende Gudsforhold.

Guds stemme

Den måde, hvorpå Jesus begyndte mange af sine taler, er endnu et tegn på, at han opfattede sig selv som værende på samme plan som Gud: »Sandelig siger jeg jer« (se Mark. 3,28; 8,12; 10,15). Denne talemåde svarede på Jesu tid til det gammeltestamentlige: »så siger Herren«. Denne vending indleder hos profeterne i Det gamle Testamente altid en tale af Gud - et budskab fra Gud. Jesus talte altså med Guds stemme og ikke kun med en profets.

Han viste os Faderen

At tale om Guds menneskevordelse i Jesus er ensbetydende med at acceptere, at det er i ham, vi ser, hvordan Gud forholder sig til mennesker. Der er ikke tale om en teoretisk lære om Gud, men om praktisk anskuelsesundervisning. Således, som Jesus var mod mennesker, er Gud det også.

Skønt han daglig hørte Jesus tale om Faderen, sagde Filip dog til Jesus: »Herre, vis os Faderen, og det er os nok« (Joh. 14,8). Ikke uden skuffelse svarede Jesus ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du har ikke lært mig at kende, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig?« (Joh. 14,9f).

Jesus talte også udtrykkeligt om Gud, som oftest i lignelser. Gud fremtræder derved hovedsagelig som Faderen, der elsker mennesker, der ikke slipper dem men tilgiver dem, når de har syndet; kort sagt: som den, der er i stand til, hvad mennesker ikke kan, nemlig at lade nåde gå for ret. Derfor kommer forfatteren til det første Johannesbrev til den slutning, der i den korteste form beskriver Guds væsen: »Gud er kærlighed« (4,16).

Dogmet

Allerede mens Jesus levede, så disciplene mere end et almindeligt menneske, mere end en almindelig rabbi i ham. Til fuld forståelse og erkendelse nåede de dog først efter Jesu opstandelse og Helligåndens sendelse. Først da blev den svage tro til sikker bekendelse: »og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed; en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed... nåden og sandheden er kommet ved Jesus Kristus. Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk« (Joh. 1,14.17.18).

På koncilet i Nikæa i 325 formuleredes dogmet om Jesu Kristi væsenslighed med Gud, Faderen: »Vi tror på én Herre, Jesus Kristus, Guds Søn... af samme væsen som Faderen.«

Guds budskab

At bekende troen på Jesu guddom er at se Jesu liv og lære i et nyt lys. Sådan gik det i hvert fald Jesu samtidige. De begyndte med at spørge: »Hvem er dog denne mand?« eller »med hvilken ret gør og siger han mon alt dette, og hvem har givet ham denne ret?«. Først efter opstandelsen forstod hans disciple dog, hvem han egentlig var. Dermed vidste de også med hvilken ret, han havde talt og handlet. Pludselig så de klart: hvad han sagde og gjorde var virkelig et budskab fra Gud.

Jesu budskab er derfor ikke noget, man kan samle i en bog, stille op på reolen ved siden af andre af historiens vise og så nu og da diskutere i studiekredse, på arbejdspladsen eller ved pejsen. Budskabet fra Gud og om Gud og mennesker, det guddommelige budskab er rettet til alle mennesker. Det tvinger til afgørelse: for eller imod. »Ikke enhver, der siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Fars vilje« (Matt. 7,21). For Faderens vilje er også Jesu vilje; den var indholdet af hans liv og hans budskab.

Vi må ikke være blinde for, at hvis Jesus ikke var Gud, så var hans lære ikke mere værdifuld end profeternes og andre af menneskehedens læreres.

Troens mysterium

Selv om Det nye Testamente viser, at Jesus opfattede sig selv som Guds Søn, så »beviser« det ikke, at han også virkelig var det. Jesus kan ligeså lidt »bevises«, som Gud kan »bevises«: »Ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare det« (Matt. 11,2527). Ligesom Faderen er et mysterium, er Sønnen det også.

Bekendelsen til Jesus som Guds Kristus og Guds Søn vil altid forblive afhængig af to ting, nemlig af Jesu troværdighed og af Guds nåde. På den ene side skal vi spørge os selv, om vi anser Jesus for at være så troværdig, at vi kan acceptere hans påstand om at være Guds Søn, og på den anden side skal vi blive helt klare over, at vi ikke ved egen kraft kan trænge ind i Jesu væsen og forstå ham indefra. »Ingen kan komme til mig, uden at Faderen, som sendte mig, drager ham« (Joh. 6,44). Det er utænkeligt, at Gud skulle nægte et menneske den nåde at kunne tro og dermed forstå Jesus indefra. Derimod er det ikke utænkeligt, at mennesker nægter at tage imod troens nådegave. Vi står her overfor det, man kalder for troens afgørelse.

* * *

Til personlig overvejelse:

- Hvor ligger din største vanskelighed ved at tro på Jesu guddom?

- Havde Jesu samtidige mon lettere ved at tro på Jesu guddom, end vi har det i dag? - Hvis man en dag kunne bevise, at Jesus ikke var Guds Søn, men kun et almindeligt menneske, hvad ville det så ændre i dit forhold til ham? Ville det få konsekvenser for dit liv? - Hvis Jesus er troværdig, og troens afgørelse falder ud til hans fordel, vil det så ændre noget i dit liv?

* * *

Død og opstandelse

Han døde på et kors

 Den store selvsikkerhed, hvormed Jesus lærte, hans åbne kritik og hans entydige tagen parti for de fattige, de udstødte, de underpriviligerede og syndere gav de politiske og religiøse ledere i Jerusalem stadig flere grunde til at skaffe sig af med denne besværlige person. Romerne på deres side var altid på vagt over for ethvert tilløb til uro eller oprør og slog som regel ned med hård hånd.

Beretningerne om retsprocessen, der førte til Jesu domfældelse, hører til de ældste dele af Det nye Testamente - eller for at være mere korrekt til de ældste dele af evangelielitteraturen. De lærde er ikke ganske enige om, i hvilken grad disse beretninger afspejler historiske fakta eller repræsenterer en tolkning af begivenhederne. Vi får at vide, at Jesus »har spottet Gud« (Matt. 26,65); at han har »vildledt« folket og forbyder at give kejseren skat, og siger om sig selv, at han er Kristus, en konge« (Luk. 23,2); at »han ophidser folket med det, han lærer i hele Jødeland, lige fra Galilæa, hvor han begyndte, og hertil« (Luk. 23,5). Skønt Pilatus, den romerske statholder, ikke kunne få anklagerne bekræftet, så han kunne blive klar over, om Jesus fortjente døden (se Luk. 25,15), udtalte han dog dødsdommen - formodentlig både af frygt for den ophidsede menneskemængde som for at gøre ende på en potentiel urostifter, der kunne volde ham vanskeligheder hos kejseren. Jesus blev dømt og enrettet på et kors som oprører mod Pax Romana.

Hvorfor måtte Jesus dø?

Kristne ned gennem tiderne har aldrig interesseret sig så meget for den officielle grund til Jesu død, men søgt efter dybereliggende årsager. Hvordan kan man dog forklare Jesu død, hvis han både var Gud og menneske? Står hans død ikke i voldsom modstrid til hans livsværk? Betyder korset ikke til syvende og sidst, at Jesus og hans budskab var en fiasko?

Den ældste billedlige fremstilling af den korsfæstede er en i sten indridset spottekarikatur, nemlig en korsfæstet med æselhoved og nedenunder indskriften: »Alexemenos tilbeder sin Gud.« Selv om vi ikke kan tilslutte os denne spot, kan man dog godt forstå Dostojewski, når han skriver: »Overfor dette billede kan mange miste enhver tro.«

Jesu død var ikke et »uheld«, som han ikke selv havde regnet med. Tværtimod vidste Jesus udmærket, hvad der ventede ham. Han talte åbent derom, og hans disciple ville indtil det sidste ikke være ved det. På den anden side gik Jesus heller ikke i døden på »Faderens befaling«, som om Gud behøvede og krævede sin Søns blodoffer for igen at forsone sig med menneskene.

Det var Guds vilje igen at hente mennesker ud af synden og skylden, som de var hildede i, ud af den fjernhed fra Gud, som de var havnet i fra begyndelsen af; det var Guds vilje at forløse mennesker. Det kunne mennesker ikke selv magte; derfor kom Gud dem til hjælp i Jesus Kristus. Jesus talte til dem om Guds kærlighed til mennesker; om den kærlighed, der vil, at alle skal frelses. Han viste dem, hvordan man kan være menneske uden at leve i splid med Gud. Hertil måtte han ganske vist også kræve »hjertets omvendelse«. Dette gjorde han med Guds myndighed og i hans navn. Det bragte ham i den dødbringende konflikt med folkets førende kræfter og den romerske besættelsesmagt.

Jesu død var derfor en direkte følge af hele hans liv og hele hans budskab. Han kunne have undgået døden, hvis han var gået på kompromis med denne verdens mægtige. Men det gjorde han ikke, han bekræftede derimod sit budskab ved sin død. Han søgte ikke at undgå døden, men kun at opfylde Guds vilje, dvs. stå fast ved det budskab, han skulle bringe mennesker. Med sit blod beseglede han menneskets forløsning. På denne måde gjorde han sine egne ord til sandhed: »Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Joh. 3,16).

Vi må dog ikke opfatte Jesu forløsergerning alt for snævert, dvs. kun i forbindelse med hans korsdød. Han døde, som han levede, og levede, som han døde. Hele hans liv fra begyndelsen til enden var forløsning. Denne forløsning og befrielse gennem Jesus Kristus er så central i den kristne tro, at vi vil tale mere udførligt derom i 9. brev.

* * *

Til personlig overvejelse:

- Har du gjort dig personlige overvejelser om Jesu korsdød? Svarer de til det, du her har læst? - Har Jesu liv, lidelse og død givet dig personlig opmuntring, håb og kraft? - Siger udtrykket »Jesus gjorde bod for dine synder« dig noget? Har det overhovedet mening i dag?

* * *

Opstandelsen

Da Jesus døde på korset, havde hans disciple ikke brug for lange teologiske forklaringer. Med ganske få undtagelser »forlod de ham alle og flygtede« (Mark. 14,50). Hans tilhængere var skuffede og dybt deprimerede. Han, som de havde sat så store forhåbninger til, var henrettet og begravet (se Luk. 24,13-35). Desuden måtte de som hans tilhængere frygte for selv at blive indblandet og måske lide samme skæbne (Matt. 26,69-75). Det var hverken tiden eller stedet for højtidelige tolkninger.

Men nu sker der det, der endnu den dag i dag forbløffer os mennesker: Næppe var påskefesten overstået, og Jesus begravet, før de rædselsslagne disciple, der var flygtet alle til hobe, kommer frem fra deres skjulesteder og stiller sig helt bag Jesus, uden at tage hensyn til deres eget liv. Hvad var der dog sket? Hvordan er denne forvandling mulig? Denne forvandling forudsætter, at det, de forkyndte, var sandt, nemlig at Jesus lever, at han ikke var forblevet i døden, men at han var blevet set og hørt af adskillige disciple.

Opstandelsesberetningerne

Det ældste nytestamentlige vidnesbyrd om opstandelsen finder vi i l. Korinterbrev 15,3ff. Dette brev skrev Paulus omkring 56/57 e. Kr., altså mellem 25-30 år efter Jesu død. Han henviser i dette afsnit af brevet til en tradition, han selv har modtaget, dvs. til en »trosformel« om Jesu opstandelse, der ifølge de lærde er betydelig ældre, måske tilmed den allerførste urkristne bekendelse.

Paulus skriver: »Jeg overgav jer nemlig som noget af det første, hvad jeg selv modtog: at Kristus døde for vore synder, efter skrifterne, og at han blev begravet; og at han er opstået på den tredie dag, efter skrifterne, og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv, derefter blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, af hvilke de fleste endnu er i live, men nogle er hensovede; derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle apostlene; men sidst af alle blev han set også af mig ... «

Alle andre vidnesbyrd, der omtaler Jesu opstandelse, er af senere dato (f.eks. Matt. 28; Luk. 24; Mark. 16; Joh. 20/21; Ap. G. 2,20-40 o.a.). Nærmere opstandelsens begivenhed kommer vi ved hjælp af historievidenskabens metoder ikke. Efterforskningens endepunkt er nemlig de mennesker, der kan bevidne det. De beretter dog alle enstemmende, at Jesu grav blev fundet tom, og at Jesus har åbenbaret sig som opstanden for forskellige mennesker.

Jesu opstandelse betyder ikke tilbagevenden til det gamle jordiske liv, han døde fra (som med Lazarus). Opstandelsen er ikke genoplivning af et lig. Jesus møder derimod sine disciple i en helt ny form for liv, så ny og forskellig fra hans møde med mennesker inden døden, at disciplene havde store vanskeligheder med at beskrive det. De mange afvigelser i de enkelte beretninger finder deres forklaring i den kendsgerning, at opstandelsen ikke ligesom korsfæstelsen eller fødslen er tilgængelig for dagligdagens erfaringer. Ingen har dog været vidne til selve opstandelsen. Vi hører kun om møder og samtaler, der alle henviser til den allerede forudgående opstandelse.

Indvendinger mod opstandelsen

Det er ganske forståeligt, at modstandere af kristendommen til alle tider har forsøgt at stille spørgsmålstegn ved Jesu opstandelse:

Liget var blevet stjålet, siger nogle. Opstandelsen er altså et bedrag. Hertil kan man indvende, at graven trods alt var bevogtet, samt at disciplene formodentlig aldrig ville være gået i døden for en sådan svindel.

Jesus var kun skindød, siger andre. Hertil kan man indvende, at det næppe var muligt efter den tortur, han gik igennem. Han blev også officielt erklæret for død.

Disciplene var ofre for selvbedrag, siger endnu andre. Hertil kan man indvende, at det næppe er muligt for så mange på én gang (engang var det over 500). Det hedder udtrykkeligt, at de fleste vidner endnu var i live, da beretningerne blev forfattet. Man har altså kunnet udspørge dem.

Opstandelsen er kun et tegn på, at »Jesu sag« går videre, er der endelig nogle, som hævder. Hertil kan man indvende, at troen i så fald reduceres til overbevisning om Jesu sag. Hvad bliver der så af troen på Jesu person?

Den, der tror, ser mere

Opstandelsen er »troens mysterium« - ikke blot for os i dag, men også for dem, som Jesus oprindeligt åbenbarede sig for. Også for de oprindelige øjenvidner var begivenheden så utrolig, at de ikke straks genkendte ham - ja, nogle af dem tvivlede endda (se Matt. 28,17).

Først da han gav sig til kende ved et ord eller en bevægelse, gik der pludselig et lys op for disciplene, og de troede. Sådan gik det Maria Magdalene (Joh. 20,11-18), og sådan gik det også de to disciple på vejen til Emmaus (Luk. 24,13-35). Mest kendt er Thomas' tvivl dog blevet (Joh. 20,24-29); han, der ikke ville tro, før han havde rørt ved Jesus. Hvad der gælder for Thomas, gælder for alle, der fik berettet om opstandelsen, men ikke vil(le) tro: »Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror.« (Joh. 20,29).

Ingen anden Jesus - intet andet budskab

Det afgørende for såvel disciplene som alle senere kristne er den kendsgerning, at Jesus fra Nazaret er opstanden. Det er ham, som disciplene før hans død havde fulgt og lyttet til, der er opstanden; ham, som de allerede så længe havde kendt, men til syvende og sidst aldrig havde begrebet. Hans budskab nu var ikke et andet end tidligere. Kun forstod de det nu bedre og anderledes. Dette budskab fik ved hans død og opstandelse en ny betydning og en ny autoritet i disciplenes liv. Hans opstandelse gav disciplene mod. De følte sig forpligtede og tvungne til at bringe budskabet videre.

* * *

Til personlig overvejelse:

- Måske har du selv indvendinger mod opstandelsen. Hvori består de? - Uden opstandelsen ville den kristne tro være omsonst (se l. Kor. 15,14). Er du enig i denne sætning?

- Kun den, der tror på opstandelsen, har lov til at kalde sig kristen; den, der ikke tror på opstandelsen, men på Jesus kan i bedste fald kalde sig »jesuaner«. Er du enig heri? - Læs endnu engang det motto, vi har sat som begyndelse til dette brev. Er du enig med Blaise Pascal?

* * *

Herre Jesus Kristus

Opstandelsen udgør kernen i kristen tro i en sådan grad, at Paulus kunne skrive: »Men er Kristus ikke opstået, så er vort budskab jo tomt, og jeres tro er også tom.« (l. Kor. 15,14). Ved sin opstandelse har Jesus endegyldigt vist sig som »Herren« (betegnelsen for Gud i Det gamle Testamente) og som »Kristus« (Messias, den salvede, Guds udsending). Siden da lyder enhver troende kristens bekendelse: Jeg tror på Herren Jesus Kristus.

Meget tidligt dannede der sig i de unge kristne menigheder mange hymner og sange, der i kort form sammenfattede hele Jesu Kristi livs, døds og opstandelses mysterium til en trosbekendelse.

En af de ældste hymner findes i brevet til menigheden i Filippi og skal som sammenfatning også stå i slutningen af dette brev:

Da han var i guddomsskikkelse,

holdt han det ej for røvet bytte

at være Gud lig,

men han gav afkald

og tog tjenerskikkelse på

og blev mennesker lig.

Og da han i fremtræden fandtes som et menneske,

ydmygede han sig selv

og blev lydig til døden,

ja, døden på et kors.

Derfor har Gud også højt ophøjet ham

og skænket ham navnet over alle navne,

for at i Jesu navn

hvert knæ skal bøje sig

i Himmel og på jord

og under jorden,

og hver tunge skal bekende

til Gud Faders ære:

Jesus Kristus er Herre!

Jon Sobrino S.J., Christology at the Crossroad. A Latin American

Appróach,

SCM Press LTD, London 1978.

Kontroversiel, men ikke til at komme uden om.

Leonard Boff, Jesus Christ Liberator. A Critical Christology for

Our Time,

Orbis Books, Maryknoll, New York 1978.

Gerald O'Collins S.J., What are they saying about the resurrection?

Paulist Press, New York 1978. Let læselig.

Albert Nolan, Jesus before Christianity,

Orbis Books, Maryknoll, New York 1978. Let læselig.

Hans Kang, Glauben an Jesus Christus,

Theologische Meditationen 59, Benziger Verlag, Zarich, Einsiedeln, Köln 1982.

Karl Rahner, lch glaube an Jesus Christus,

Theologische Meditationen 21, Benziger Verlag, Zürich, Einsiedeln, Köln 1968.