Tro og liv hører sammen.

Det undrer dig måske, at vi først nu begynder at skrive om troen. Hvad forestiller jeg mig ved »tro«? Hvordan finder jeg ind til den? Hvilken betydning har »troen« for mit liv? - Burde disse vigtige spørgsmål ikke være behandlet for længst? Hvorfor først skrive udførligt om mennesket og dets verden, dets søgen og dets tvivl? Hvorfor først belære om Jesus af Nazaret, hans liv og hans fordringer? Vi har valgt denne fremgangsmåde for at understrege, at tro ikke er noget, der skal udfylde hullerne i vor viden. Tro forudsætter tværtimod viden og belæring. Tro kræver konfrontation med livets virkelighed. Den har ikke lov til at vige uden om spørgsmål, tvivl og indvendinger. Tro erstatter ikke fornuften, den forudsætter den tværtimod.

Nogle mennesker siger: »Jeg kan ikke tro«. Andre konstaterer, at der i deres bekendtskabskreds næppe længere er nogen, der tror. Og mange spørger sig selv: »Hvorfor skal man egentlig beskæftige sig med troen? Det går jo ganske godt uden! Den slags beklagelser og spørgsmål vedrører troen på Gud. Tro synes altid at have relation til religion. Men hører det at tro ikke simpelthen med til livet - ligesom håb, glæde, sorg og kærlighed? Tror vi i virkeligheden ikke meget mere og meget oftere, end man i første omgang forestiller sig? For eksempel siger vi: »Jeg tror, det bliver regnvejr i dag.« »Jeg tror, at mit ur går forkert.« »Jeg tror, at min chef kan være godt tilfreds med mit arbejde! «

Ganske vist benytter vi ikke altid glosen »at tro«. Det danske sprog rummer en del andre ord, der kan sættes i stedet for »tro«: ane, have tiltro til, stole på, antage, mene, formode, anse for sandt. Disse udtryk er alle meningsmæssigt i familie med udtrykket »at tro«.

Troen er en nødvendig bestanddel af menneskets liv. Vi tror alle, at livet er værd at leve. Vort levnedsløb er hverken forprogrammeret eller afgjort på forhånd. Livet igennem er vi nødt til at håbe, at nære tillid, at tro og at have mod til at beskæftige os med det ukendte. Når man går ombord i en flyvemaskine, stoler man på, at den fungerer efter hensigten. Sparer man penge op, sker det i tillid til, at en inflation ikke gør dem værdiløse dagen efter. Vi kan umuligt vide alt. Selv videnskabsmænd er nødt til at tro på hinanden, eftersom de ikke har hverken tid eller mulighed for at verificere alt. Vi er nødt til at tro. Evnen og viljen til at tro hører med til livet og bidrager til at højne »Livskvaliteten«.

Menneskets evne og beredvillighed til i det daglige at stole på andre mennesker er en væsentlig forudsætning for, at det kan forholde sig til Gud i tro og tillid. Den religiøse tro overskrider ikke rammerne for, hvad der er menneskeligt muligt. En og anden vil måske indvende, at der er mennesker, der »fra naturens hånd« er opfyldt af mistro, mens andre er godtroende og åbne af væsen. Når det kommer til stykket, kan et menneske så overhovedet gøre for, om det er i stand til at tro eller ej ?

Mennesket er ikke alene herre over, om det har let ved at leve i tro og tillid, eller om dets grundholdning præges af mistillid og tvivl. Det er ikke udelukkende et spørgsmål om god vilje eller ond hensigt. Psykologien giver et troværdigt billede af, hvor afgørende et lille barns tidligste erfaringer influerer herpå. Et menneskes tidligste barndomserindringer præger det på afgørende måde for resten af livet. Både evnen til at tro og en manglende evne til at vise tillid er en del af den »sociale arv«. Hvis et barn føler tryghed, sikkerhed og ømhed, og hvis det mærker, at det kan stole på sin mor og sine nærmeste omgivelser, vil det efterhånden fyldes med en fast tiltro til livet. Har barnet derimod erfaret utroværdighed, usikkerhed, angst og afvisning, vil det opfyldes af dyb mistro. Tidlige erfaringer præger tilsyneladende et menneske livet igennem, dvs. gør det nemmere eller sværere for et menneske at tro.

På den anden side programmerer barndom, arv og opdragelse - trods deres stærke indflydelse - ikke uafvendeligt og ubønhørligt hele resten af vort liv. Livet igennem kan tillid udsættes for både skuffelser, rystelser og nederlag. Men det er også muligt, at man ved at møde nye mennesker og høste nye erfaringer kommer til at forstå, hvad tro og tillid vil sige, og at man lærer at udvikle og styrke denne tro og denne tillid.

Møder man andre med tillid, vil man ikke kunne undgå at komme ud for skuffelser. Tillid fejes hurtigt til side og stemples som »godtroenhed«, uforsigtighed, måske endda som dumhed. Lenin hævdede: »Tillid er godt, men kontrol er bedre!« Som følge heraf er tillid nok al ære værd, men ikke noget, man kan bygge på. Den er en nødløsning. Sikkerhed i omgang med mennesker er kun mulig, når man har tilstrækkelig viden om, magt over og kontrol med dem. Inden for politik og i forretningsverdenen praktiseres disse anskuelser i udstrakt grad.

Hvad der er gældende for tilliden, gælder i lige så høj grad for troen. Også den synes at være noget »mindreværdigt« og »foreløbigt«. Tror man ikke kun det, som man endnu ikke ved? Bliver troen ikke overflødig, når éns viden vokser?

Den franske filosof Auguste Comte (1798-1857) inddelte den menneskelige åndshistorie i tre perioder: I begyndelsen forsøgte mennesket at forklare verden mytologisk, ved hjælp af religionen og dens guder. Dette første primitive stade skulle så være blevet afløst af den filosofiske verdensanskuelse. Sammenlignet med det første trin skulle dette fornufts-logiske forsøg være et vældigt fremskridt. Men også den filosofiske model kunne kun være en midlertidig løsning. Højdepunktet skulle være den eksakt-naturvidenskabelige og eksperimentelle forsknings sidste fase; en fase, der sluttelig skulle munde ud i kendskabet til de sociologiske lovmæssigheder for menneskets handlemåde og adfærd. Hans tese var, at den, der ved meget, kan forudse verdens gang. Men den, der kan forudse begivenheder, kan komme dem i forkøbet og gribe korrigerende ind.

Tro fremtræder derfor som følge af uvidenhed. Den har kun betydning for uoplyste mennesker og for folk uden uddannelse. Troen reduceres til at være en følelsessag, en blanding af undren og angst ved tanken om det gådefulde i mennesket og i vor verden.

Selvfølgelig er tro også et spørgsmål om følelser! Ligesom tillid, sikkerhed, kærlighed og tryghed. Med mindre man på forhånd anser følelser for noget mindreværdigt og negativt, behøver man ikke at fornægte dem. Men disse troens nødvendige »følelsesværdier« har intet at gøre med sentimentalitet eller med hemmelighedsfuld religiøs gysen. Netop den troende vil her være den skarpeste kritiker. Selvfølgelig hører der også en god portion ikke-viden med til troen. Det, jeg ved med sikkerhed, behøver jeg rent faktisk ikke at tro. Sammenlagt betyder det dog ikke, at troen slipper for at retfærdiggøre sig over for fornuften. Tværtimod! Det er uansvarligt at tro på noget, der strider imod logikken.

Forstand og logik, beregning og viden alene kan ikke sætte den menneskelige virkelighed i det rette lys. Der findes kun en måde, hvorpå mennesket kan begribe sin omverden. Menneskets muligheder for erkendelse afhænger af, hvor alsidigt orienteret det er.

Et lille barn tilegner sig sin omverden ved at prøve sig frem. Skridt for skridt erfarer det sig selv og sin lille, afgrænsede verden. Ved at røre ved, smage på og gribe fat i ting modtager det indtryk, som først ved gentagelser udvider sig til erkendelse. Barnet lærer herved at gøre enkeltvis gjorte erfaringer almengyldige. På et senere stadium føjes den målrettede overvejelse til. Når man iagttager et legende barn, er det tydeligt, at det ikke prøver sig frem i blinde. Det går velovervejet frem. Det tænker: »Hvad passer hvor til? Hvilken sten kan jeg lægge oven på denne her?« Der er med andre ord allerede i barndommen to erkendelsesmuligheder: erfaring og overvejelse.

Vi kan også nå frem til disse to former for erkendelse ved at lytte, når nogen fortæller os noget væsentligt. Fortæller man hinanden, hvad der beskæftiger én, videregiver man erfaringer. Det ses især tydeligt hos børn. De lærer ved at se til og at høre efter. Hvor megen erkendelse har vi ikke gavn af i det daglige liv? Erkendelse, som vi har overtaget fra tidligere slægtled og fra andres viden. Vi stoler på det, der er os overleveret. Det gælder især for historieforskningen, hvor vi er henvist til historieforfatternes troværdighed og til de historiske kilders ægthed.

En elev er henvist til sine lærere. Og læreren spiller som person en stor rolle. Det er ikke enhver givet at kunne bibringe børn eller voksne kundskaber. Personlig kvalitet, pædagogisk snilde, grundig faglig viden og frem for alt underviserens troværdighed letter både tilegnelse og formidling af viden. Det forklarer også det forbløffende i elevers svingende præstationer, når de får nye lærere. Tillid eller angst influerer på vor evne til at tage ved lære. Vi tror ikke kun på noget, men også på nogen.

Troværdighed på den ene side og lydhørhed på den anden bevirker, at mennesker kan åbne sig for hinanden. Det drejer sig nu ikke længere kun om sagkundskab, men også om personligt kendskab. I vor omgang med mennesker vil vi altid være henvist til en sådan erkendelsesmåde. Jo større og mere uforbeholden den gensidige tillid er, des dybere og mere indgående vil den gensidige indsigt, man får om hinanden, være. Denne indsigt overgår den erkendelse, der udelukkende baserer sig på den forstandsprægede indsigt og den informative belæring. På trods heraf kan vi føle os i den grad sikre på en sådan erkendelse, at vi tør bygge hele vor tilværelse på den. Mennesket lader sig ikke udforske gennem videnskabelige data alene.

Antoine de Saint Exupery siger: »Man ser bedst med hjertet. Det væsentlige i livet er ikke synligt for det blotte øje.« Det kræver en helhjertet indsats at lære et andet menneske at kende og at forstå det til bunds.

Hvad vi har sagt indtil nu, gælder for så vidt også den kristne tro. Heller ikke inden for den kristne tro drejer det sig i første omgang om sandheder, læresætninger og dogmer, men om helt og holdent at indlade sig med Gud og Hans Søn, Jesus Kristus, der blev menneske. Hverken bud eller forskrifter er hovedsagen, men den levende Gud. Vi tror ikke på noget, men på Ham, der har åbenbaret sig i Jesus. Kun fordi vi tror på Jesus, stoler på Ham og har tillid til Ham, tror vi også på Hans »lære«. Der eksisterer intet kristent budskab løsrevet fra Jesus Kristus.

Det betyder imidlertid samtidigt, at vi - på grund af Jesus - ikke kan forholde os ligegyldige over for budskabet, trosindholdet. Netop fordi budskabet er så nært forbundet med Jesus, er det ikke nok at sige: »Jeg tror på Dig«. Man må også sige: »Jeg tror på det, Du siger!« I reglen vil det da også gå sådan, at budskabet er det, vi først støder på. Det vækker så vor opmærksomhed og ansporer os til at søge videre og spørge efter den, der forkynder os en sådan lære, og som på troværdig vis kan garantere os, at den er sand. Troens to faktorer: indholdet og personen, er af samme væsen og hører uadskilleligt sammen.

Den kristne tro er ikke en appelsin, der uden videre falder i menneskets turban. »Troen kommer af at høre«, lyder en bibelsk grundsætning. Vi kommer til troen på Kristus, fordi andre vidner for os om Ham. Det er som oftest vore forældre, lærere eller præster, der som de første påvirker os som børn og unge. Men også menigheden og de, der repræsenterer Kirken i dens helhed, præger vor opfattelse gennem deres overbevisnings kraft eller deres svaghed. De kristne, som vi som børn iagttager uden forbehold, underkaster vi som voksne en kritisk vurdering. Gennem deres forbilleder »fortolker« de den kristne tro for os. De er dele af en mosaik, der tilsammen danner et billede, som udtrykker den kristne tro.

Om troen slår rødder i os, hvor dybt den stikker, hvordan vi forstår den, om vi føler angst for den, eller om den befrier os, det afhænger i vid udstrækning af troværdigheden hos dem, der repræsenterer troen for os. Jo nærmere man står hinanden, des mere troværdigt og afgørende er den pågældendes vidnesbyrd for os.

På samme måde influerer den ikke-troendes vidnesbyrd selvfølgelig også på os. Den troende kan i en tiltagende ikke-troende verden kun vanskeligt unddrage sig vort tøvende spørgsmål: »Hvorfor tror andre så ikke? Hvorfor betyder Gud intet for mine venner? Hvorfor spiller troen ingen rolle for mine forældre? Hvorfor vil mine børn ikke vide af Gud?«

Prøv at overveje følgende: - Hvad tænker du først på, når du hører ordene »kristen tro«? Hvilke billeder og forestillinger, hvilke aspekter af troen dukker op i din bevidsthed?

- Hvilke mennesker og hvilke hændelser forbinder du i din erindring med begrebet »tro«? - Ser du nogen sammenhæng mellem det, du forstår ved »kristen tro« og mennesker, som har håft indflydelse på dig i barndoms- og ungdomsårene?

I puberteten begynder de unge gradvist mere bevidst at tage hånd om deres eget liv. Såvel forældre som offentlige og kirkelige institutioners autoritet og troværdighed er genstand for voksende kritik. Barnetroen eller manglen på tro - kommer ud i en krise. Det bliver nødvendigt at efterprøve det, man hidtil har troet. Denne udvikling er både naturlig og ønskværdig. Den medfører en mere moden opfattelse og en mere bevidst afgørelse. Hvor man tidligere kopierede en trospraksis, når man nu frem til selv at skulle træffe en afgørelse og selv tage ansvaret. Afgørelsen indebærer ofte, at unge, der har fået en kristen opdragelse, fjerner sig fra Gud, mens unge, der hidtil har afvist både kirke og religion i trods mod forældrene, begynder at bedømme sagen fra en ny synsvinkel.

En ny-orientering af denne art kan ikke komme uden om traditionens kilder. »Hvem var Jesus af Nazaret egentlig? Hvad ville Han, og hvad handler Hans lære om? Er Kirkens lære udtryk for Kristi evangelium? Kan jeg overhovedet tro på Bibelens ord?«

Men disse spørgsmål og denne søgen fører igen frem til andre vidner: kirkehistoriens helgener og martyrer, store tænkeres udsagn og et utal af enfoldigt troende for til sidst at ende ved Bibelens forfattere og Urkirkens menigheder. Fra Bibelen - kristentroens afgørende kildeskrift - er på sin side de bibelske forfatteres og de urkirkelige menigheders nedfældede trosudsagn. Den er et betagende dokument over mennesker, der var helt og holdent overbeviste om, at Jesus Kristus er Guds Søn, at Han opstod fra de døde, og at Han lever. Kan man dog basere sin tro på tillid til dette udsagn?

Andre menneskers vidnesbyrd om troen kan godt anspore os og give os mod. Det kan opmuntre os og få os til at håbe, selv når vi gribes af håbløshed. Men det kan ikke erstatte de erfaringer, vi selv gør. Troen må nødvendigvis bekræftes gennem ens egne erfaringer. Vil man være sikker i sin tro, er det nødvendigt at søge Guds nærhed. Man må forsøge at nærme sig Ham og lære Ham at kende.

Disse tanker vil nok forskrække en og anden. Hvordan skal man kunne elske Gud, når man ikke kan se Ham? Hvordan er det muligt at omgåes Gud på samme fortrolige måde, som man omgåes andre mennesker? Jesu krav om at elske Gud forekommer os måske knapt så ubegribeligt, hvis vi overvejer, hvordan kærlighed konkret ytrer sig:

Vi ved godt, at en tro af denne art må være det endelige mål for menneskers bestræbelser. Ingen »ejer« én gang for alle troen. Ingen »besidder« Gud. Troen vil altid være på vej fremad. Den vil til stadighed både søge og erfare Gud. I brev nr. 24 kommer vi udførligt tilbage hertil.

Spændingen mellem at søge og finde, mellem længsel og erfaring resulterer i en sidste og urokkelig vished. Og den bidrager til at give troen en klarhed og en fascination, der begejstrer og virker smittende.

Måske kan du tilslutte dig det, som indtil nu er blevet sagt: at troen hører med til at være menneske, at den er forudsætningen for, at mennesker kan mødes. At denne vej også fører frem til Gud. Måske føler du stadig et vist ubehag? Hvorfor kan eller vil så mange andre ikke tro? Hvorfor er det så vanskeligt for mig? Er det mon sværere at tro i dag ?

Noget synes at tale herfor. Alene den kendsgerning, at stadig flere synes at komme gennem tilværelsen uden Gud og religion, gør os usikre. I brev nr. 4 har vi allerede været inde på nogle grunde og argumenter. Videnskabelig indsigt og teknologisk herredømme har fortrængt Gud fra hverdagen. Livet kan tilsyneladende leves uden tro. Måske forekommer det os også vanskeligere, fordi der på så mange områder - samfundsmæssigt, politisk, økonomisk og erhvervsmæssigt - ikke spørges om tro og tillid, og det skuffer os, mange føler sig skuffede over Kirken. Nogle gør Kirken og teologien ansvarlige for fortidens fejl og afveje. Andre føler sig kørt overende af udviklingen inden for Kirken af i dag. Mange synes, at Kirkens troværdighed lider under, at den - efter deres mening - ikke kæmper engageret nok mod uret og undertrykkelse i verden. De siger: »Kirken og de kristne er ikke spor bedre end andre!« Eller også siger de: »Kirken ved jo snart heller ikke længere, hvad der er rigtigt og sandt. Hvad skal jeg så tro på?«

Samtidig med at den kristne tro hos mange fremkalder billedet af indre splittelse, oplever den sig selv som konkurrent til andre verdensanskuelser og værdinormer. Vort samfunds idealer og normer synes i stigende grad at gå imod den kristne tros værdier og bud. På den ene side et præstationsræs, hvor man tvinges til at gøre sig gældende og at se på, hvad der betaler sig. På den anden side budet om næstekærlighed, uselvisk hjælp og hensyntagen. Behovet for at realisere sig selv og få del i denne verdens goder modsiger håbet om fuldendelse i livet efter døden. På den ene side nåde og forløsning gennem troen, på den anden side planer og udfoldelse af egne initiativer i dagligdagen. Der er et udbredt ønske om »at få noget ud af livet«, mens værdien af at bringe ofre og give afkald er diskutabel. Krav om medbestemmelse er en selvfølge, mens det er mindre selvfølgeligt at efterleve absolutte trossandheder. Man stiller sig forstående over for forandringer og forgængelighed, mens blivende dogmer betvivles.

Hertil kommer de tydelige tegn på opløsningen af fundamentale menneskelige værdier i form af manglende hensyntagen, af egoisme, vold og brutalitet, af forråelse af menneskers indbyrdes holdning, hvilket igen medfører ringeagt for det menneskelige liv. Samfundets forskellige institutioner, der tidligere formidlede værdier og normer - ikke mindst hvad angår ægteskab og familie - er ude i en krise. Hermed bortfalder yderligere de naturlige forudsætninger for at kunne bibringe mennesker en holdning til troen.

Tilsammen udgør disse forskellige måder at tænke og handle på det, som man kalder »tidens ånd«, og denne »ånd« synes at vanskeliggøre troen.

På den anden side føler et stigende antal mennesker, at en verden uden Gud bygger på et spinkelt grundlag. Især søger mange unge mennesker et liv, som rummer mere end nydelse, succes, kundskab, viden og magt. De efterlyser værdier, der gør livet værd at leve. Mange af dem søger ikke opfyldelsen af deres forhåbninger i kristendommen, men i orientalsk meditationspraksis og bevidsthedsudvidelse, ved at afvise præstationsræset, ved hjælp af narkotika eller gennem socialt engagement. Mange af dem har »genopdaget« Jesus Kristus. De ser sig om efter mennesker, som på overbevisende måde kan vidne om denne mand fra Nazaret.

Dermed opstår hos mange et behov for, at nogen tager sig personligt af dem. Det væsentlige ved den kristne tro, nemlig det personlige vidnesbyrd, sættes påny i centrum. Dogmer, påbud eller forbud viger pladsen for det centrale: et liv i tro.

Lad os nu resumere: Det er i mange henseender vanskeligere at tro i dag. Men samtidig er der i dag nye og bedre muligheder for tilgang til troen. For den troende af i dag må troen nødvendigvis blive mere moden, personlig, selvstændig og i højere grad på ens eget ansvar. At tro i dag indebærer et personligt engagement. En tro, der er baseret på ens egen afgørelse, vinder stadig større indpas på bekostning af en endnu udbredt traditionsbetinget tro.

Sådan en afgørelse vil ganske vist altid være lidt af et vovestykke.

At tro på Jesus og Hans budskab er også noget af et vovestykke. For her står vi ikke kun over for et menneske, men over for den tilgivende Gud selv. Står man endnu »udenfor«, kan det ligne et spring ud i det tomme rum. Det gælder imidlertid om at afprøve troen. Kun sådan kan man erfare, om den kan bære. Hvis man virkelig tror og har følt troens befriende og bærende kraft, har man ikke mere lyst til at bytte med en ikke-troende. Man kan ikke længere forestille sig et meningsfyldt liv uden tro. Har man først én gang troet, kan man aldrig helt befri sig fra troen. Den endelige sikkerhed opnår man gennem erfaringen. Det kunne lyde som et bedrag, at troen beviser sig selv. Men det samme gælder jo også for kærligheden.

Indtil nu har vi betragtet muligheden for at tro næsten udelukkende fra menneskets synsvinkel. Efter kristen målestok står mennesket og dets handlinger ganske vist på forhånd under indflydelse af Gud, i hvis nærvær mennesket altid befinder sig. Det er Guds kraft, der lever og handler i os i vor søgen og spørgen, i vore tvivl og længsler. Også selv om vi mener at befinde os fjernt fra Gud, kommer Han os i møde. Han kommer os altid i forkøbet: hvad enten jeg hører om Jesus eller lytter til Hans ord; om jeg tiltrækkes af Kirken eller møder mennesker, der lever deres liv i overensstemmelse med den tro, de har besluttet sig for - alle disse forudsætninger og tildragelser er ikke afhængige af mig alene, men også af et gunstigt øjebliks positive muligheder. En troende kristen ville sige, at det ikke er et spørgsmål om blind skæbne. Her har Gud - billedligt talt - en finger med i spillet. Det er nåde!

Det er Guds gratis gave, Hans tilbud om kærlighed, der gør det muligt for os at tro. For nogle kan dette tilbud bestå i et kristent barndomshjem, for andre i et møde, der ændrer livet. For en tredie kan det være forårsaget af en hård skæbne og for en fjerde et møde med kærligheden til et andet menneske. Eller måske er det en videnskabelig erkendelse, der gør spørgsmålet om en skaber aktuelt. Det kan også være et ord fra en prædiken eller fra Bibelen, som rammer et menneske. Selv i døden kan Gud give os dette tilbud.

Tilbudet kan så modtages eller afvises. Eller man kan »sove over sig«. Derfor formaner Jesus os til altid at være »vågne«. Menneskets ansvar og handlen begynder der, hvor det forholder sig årvågent, åbent og beredt.

Troen søger hvile i Gud. Et møde med Gud kan ikke fremtvinges. Alligevel er vi overbeviste om, at Gud ikke afholder noget menneske fra chancen for at møde Ham. Kan man forpasse tidspunktet? Hvordan kan man forberede sig til det? I Emmaus-beretningen besvares nogle af disse spørgsmål.

De var på vej - At være undervejs er andet og mere end at konstatere, at man bevæger sig fra punkt A til punkt B. At være på vej er også en form for åndelig holdning: at være bevægelig, ikke at blive stående, ikke at stille sig tilfreds med det, man har opnået. Er man undervejs, er man nysgerrig, åben, modtagelig; det er det modsatte af selvtilfredshed, dvaskhed og afstumpethed. Er man på vej, lader man sig gerne overraske, man er lærenem og villig til at lade sig »ramme«. Alt nyt og uventet, hver en mulighed for udvikling - også i mindre behagelig retning - kræver en åben holdning af os. Har man nok i sig selv, eller lukker man sig ude fra andre, bliver der ikke noget møde.

Men vil man have kontakt med mennesker, vil man forstå sine medmennesker og tage dem alvorligt, er man nødt til at åbne sig for dem. Det samme gælder, hvis man vil møde Gud. Alle vore spørgsmål, vore tvivl og vore ønsker om beviser kræver, at vi yder noget på forhånd: måske er der en Gud. Han kan henvende sig til os. Han kan komme os i møde. At være på vej betyder at forholde sig åben for Guds muligheder.

De talte med hinanden om alt det, der var sket, og om Skrifterne. En person, som man ikke kender, kan man heller ikke genkende. Skal man hente en fremmed i lufthavnen eller på banegården, vil man nok sørge for at få et billede af vedkommende, eller man vil skaffe sig oplysninger om, hvordan gæsten ser ud, og hvordan han er klædt. Hvorfor skulle noget tilsvarende ikke gælde for et menneskes møde med Gud?

Hvem Gud er, får vi at vide i Skriften. Der lærer vi Hans navn at kende: »Jeg er den, der altid vil være hos jer.« Gennem Skriften lærer vi Jesus Kristus at kende, for i Ham har den usynlige Gud antaget synlig og konkret skikkelse. Skriften fortæller os også, hvor vi kan finde den Opstandne i dag: såvel hos de nødlidende som i fællesskab med troende mennesker eller ved at høre Guds ord. Kendskabet til Den hellige Skrift er altså en vigtig forudsætning for at kunne møde Gud i hverdagen. Skriften er også Guds »identitetspapirer«. Er man nået så langt, vil det være en selvfølge at beskæftige sig med teologiske spørgsmål og sluttelig at meditere og bede. Så bliver billedet af Jesus nærværende og tydeligt for os, og det er en nødvendig forudsætning for at kunne genkende Ham, når Han kommer os i møde.

De gør det, som Jesus har pålagt dem - Disciplene taler ikke kun med »den fremmede« om Jesus. De diskuterer heller ikke udelukkende troen og Skriftens udsagn. De indbyder også den fremmede. De tilbyder ham mad og nattely. De skaber menneskelig nærhed og fællesskab. De gør det, som Jesus altid gjorde. Og på den måde åbnes deres øjne. Ved måltidet kommer de i tanke om det, der skete i nadversalen. Og de genkender Jesus!

Ved det fælles måltid kommer det helt klart frem, at for den, der tænker og handler, som Jesus ville gøre det, vil »øjnene åbnes«. Hvis man derimod bryder sit hoved med den kristne læres mening og værdi, men ikke afprøver den i det praktiske liv, vil man hverken fatte Jesus eller kristendommen.

Inden for den kristne tradition har man altid rådet søgende mennesker til at leve, »som om« Gud eksisterede, til »forsøgsvis« at indlade sig med Kristus. Bagved ligger den overbevisning, at troserfaringen vokser frem gennem handling, og at troen prøves, modnes og styrkes gennem kristen handlemåde.

Men det er også nødvendigt at træffe en bevidst afgørelse. Det kan forekomme meget svært, men det skal gøres. Måske vil afgørelsen vende op og ned på ens tilværelse, og det kan være fristende at vige uden om og fortsat leve uforpligtende. Mange mennesker er bange for at lægge sig fast på noget, at binde sig. Enhver afgørelse indebærer samtidig udelukkelse af en anden mulighed. Og det er kun ved at træffe en afgørelse, at man overvinder sin angst for selve afgørelsen.

Så var det derfor, hjertet brændte i os. Disciplene går ikke tankeløse og ukritiske hen over det skete. De spørger hinanden om, hvordan det hele egentlig gik til. De forsøger at huske. De genkalder endnu en gang i erindringen deres tanker og følelser. De bearbejder deres erfaring. Erfaringer uden forklaring og fortolkning fører ind i en blindgyde. Dystre anelser og almene indtryk er ikke nok, fordi de kan narre os. Og fordi de tilmed kan føre til, at man bedrager sig selv.

Forsøger vi nu at gøre regnestykket op og sammenfatte vore erfaringer i ord, får vi bedre hold på dem, vi »be-griber« dem. Det er vigtigt for troen med sådanne tilbageblik, fordi erfaringer omkring Gud sjældent ytrer sig så overvældende som naturoplevelser. Gud kommer tit ganske »uanselig« i »dagligdags antræk«. At vi har mødt Ham, at Han er gået et stykke vej sammen med os, mærker vi for det meste først bagefter i erindringen og i vore overvejelser. Gud går ikke spor-løst forbi os. Men disse spor skal sikres. Alt for let bliver de trådt ned, udviskes og går tabt. Disciplenes spørgsmål er også vigtige for os: »Brændte hjertet ikke i os?« Vi vil nok formulere spørgsmålet noget anderledes: Følte jeg en uforklarlig uro? Eller følte jeg mig trøstet og rolig? Led jeg under angst og forvirring? Følte jeg mig lettet og uden nogen påviselig grund opfyldt af stor glæde? Følte jeg en stor befrielse? Måske efter en samtale, efter et besøg eller efter en prædiken eller en bøn?

Det er først, når vi ser os tilbage, at vi erkender sammenhænge. Betydninger, der til at begynde med forekommer os dunkle, åbenbares efterhånden. Hverdagens kedsommelige ensformighed, der ikke siger os noget, og som endog kan forekomme os meningsløs, får profil. Den skærpes, den vinder i bredde og dybde, den begynder at tale til os.

De talte sammen, og de grublede sammen - For disciplene er trosliv og trosspørgsmål ikke en privatsag. De bliver ikke gjort til tabu. Disciplene taler med hinanden. De udveksler erfaringer. De færreste af os ejer denne frimodighed, når det gælder spørgsmål vedrørende troen. Vi generer os for at belaste kollegaen, vennen, selv ægtefællen med vore trosspørgsmål og problemer. Mange skammer sig eller er bange for at blive misforstået eller gjort til grin. Ikke mange taler åbent om deres erfaringer med troen. Men troslivet har brug for sådanne samtaler.

Ved at udveksle tanker med andre opdager man Guds mangfoldige veje til mennesket. Andres erfaringer får os til at lytte og være opmærksomme. Man opdager overensstemmelser og bestyrkes derigennem. Man bliver opmærksom på aspekter, som man selv har overset. Derfor er samværet med troende mennesker den bedste vej frem til troen.

Hvor to eller tre er forsamlede i Jesu navn, er Han til stede midt iblandt dem. Han slutter sig til det søgende menneske.

 Til personlig overvejelse: - Kan du overføre overvejelserne omkring Emmaus-beretningen på dit eget liv? - Anser du det for meningsfyldt og gavnligt at efterprøve »forbilledet Emmaus«? - Hvad tror du vil falde dig lettest? Og sværest? - Kender du personer eller grupper, som du kan tale med om dine bestræbelser? - Ville en sådan samtale passe ind i familiens eller venners kreds?

* * *

Troen og livet, Ånd og liv 17,

Niels Steensens Forlag, København 1983.

Kontakt med Gud, af en Karteusermunk,

Katolsk Forlag, København 1978.

Johannes Bours, Kan man opleve Gud?

Katolsk Forlag, København 1976.

Carlo Caretto, Ørkenstilhed i storbyen,

Niels Steensens Forlag, København 1979.

Therese af Lisieux, En sjæls historie,

efter hendes eget manuskript, St. Ansgars Forlag, Kbh. 1958.

Thomas Merton, Den store stilhed,.

Arne Frost-Hansens Forlag, København 1950.

Francois Mauriac, Min tro,

St. Olav Forlag, Oslo 1970.

Malcolm Muggeridge, Noget skønt for Gud, Kristeligt Dagblads Forlag, København 1971.

C. K. Chesterton, Fritænkeri og rettroenhed,

J. Frimodts Forlag, København 1957.

Elsebet Kieier, Troens vandring,

Sankt Ansgars Forlag, København 1955.

Karl Rahner & Karl-Heinz Weger, Was sollen wir noch glauben? Herderbücherei, Herder, Freiburg, Basel, Wien 1979; engelsk oversættelse: Our Christian Faith. Answers for the Future, Crossroad, New York 1981.

Jörg Zink, Erfahrung mit Gott - Eintlbung in den christlichen Glauben,

Kreuz Verlag, Stuttgart 1974.

Karl Rahner, Glaube als Mut,

Theologische Meditationen 41, Benziger Verlag, Ztirich, Einsiedeln. Koln 1976.