Hvem er Gud?

Den fjerne Gud

Den nære GudGud med os, for os og i os

Den treenige Gud

»Jeg ville vægre mig imod at tro på en Gud, jeg kunne forstå.« Graham Greene

Mange mennesker afviser Gud, selv om de knapt nok kender ham. Andre fordi de »ved for meget« til at tro på ham. Nogle afviser ham, fordi de ængstes ved hans dystre »vrangbillede«. Andre igen ler ad ham, fordi de morer sig over hans harmløshed. Mange har på slagmarken mistet troen på Gud, og næsten ligeså mange gennem deres barndoms eventyr. På den anden side er der utallige mennesker, der er rede til at ofre livet for denne Gud, hos hvem de forventer at finde et ståsted, lykke og indhold i livet.

Hvem er Gud i virkeligheden?

Hvordan har Gud fremstillet sig selv over for menneskene i åbenbaringen?

Ligeså længe mennesket har været til, har man troet på overjordiske og guddommelige magter, på engle og dæmoner. Naturmagterne, himlens umådelige storhed, den menneskelige skæbnes lunefuldhed og de dybe afgrunde i det menneskelige sjæleliv har altid været porte, bag hvilke mennesket fra begyndelsen af har kunnet ane overjordiske magters og kræfters eksistens. Oplevelsen af angst og lykke har drevet menneskene til at frygte og ære disse magter. På denne baggrund trådte Jahve, Det gamle Testamentes Gud frem ca. år 1200 før Kristi fødsel. Men samtidig adskiller han sig væsentligt fra omverdenens guder og dæmoner. Denne Gud er meget nært forbundet med Moses som person og med den »hebræiske« gruppe i Ægypten. (»Hebræer« var et nedsættende ord for en samfundsmæssig randgruppe.)

Moses selv havde i begyndelsen fri adgang til den ægyptiske overklasse. Han havde nydt samme uddannelse som den. Da han dræber en ægyptisk opsynsmand, der plager en hebræisk landsmand, tvinges han til at flygte ud i Sinaihalvøens ørken. Under hans ophold i ørkenen sker der noget, som skal komme til at ændre verden.

Indtil nu havde menneskene dels anet, dels håbet på de guddommelige magter, dels frygtet og æret dem. Men disse guder forblev tavse. Derfor måtte den tids mennesker forsøge at lære gudernes vilje at kende gennem naturen og tilfældige sammentræf, eller de forsøgte at bevæge dem med trolddom og magi. Ud af dette tvivlens og forhåbningens tusmørke er det, at Gud Jahve træder frem. Han åbenbarer sig for Moses. Formodentlig kender du den bibelske fortælling, der skildrer dette møde i billedet af den brændende tornebusk. Hvad der »historisk« set helt præcist skete dengang, fortaber sig i mørke. Men at der skete noget afgørende, viser sig i historiens videre forløb. I Gud Jahves navn og udstyret med en udtrykkeligt pålagt opgave skal Moses vende tilbage til Ægypten. Der organiserer han flugten. Han forstår at overbevise de hebræiske slaver om, at de kan stole ubetinget på denne »Ørkenens Gud«.

At dette lykkes, tyder på, at han må have været en betydelig personlighed. For størsteparten har det næppe været let at forlade »Ægyptens kødgryder« og ombytte den ægyptiske kulturs behageligheder med det blotte løfte om en frihed, der med sikkerhed ville føre dem ud i ørkenen og - på længere sigt - ind i en højst uvis fremtid. I betragtning af Faraos militære overlegenhed ville en flugt desuden være så godt som udsigtsløs. Alene tanken herom var dumdristig. Og alt det i tiltro til Gud Jahve. Hvem var overhovedet denne Jahve?

 I orientalsk forstand betegner en persons navn også denne persons væsen og egenart. Man kender et menneske ved at kende dets navn. Navnet Jahve nævnes 6.628 gange i Bibelen. Men kun én eneste gang tolkes navnet - nemlig gennem Moses: »Jeg-er-den-der-altid vil-være-til-for-jer«, - »Jeg-er-tilstede-for-jer«. Det er det navn, der kendetegner Guds væsen. (2. Mos. 3,14).

Men kunne man nu også stole på det, som navnet udsagde?

Kunne man have tiltro til denne »nye« Gud?

I begyndelsen af Guds historie med Israel var det nødvendigt at stille sådanne spørgsmål. Århundreder efter flugten fra Ægypten bliver disse hændelser nedskrevet. For forfatterne er det ikke længere noget spørgsmål. Folkets tillid er ikke blevet skuffet, forjættelserne er gået i opfyldelse. Håbet er blevet til virkelighed, for Gud er virkelig og svarer til sit navn: »Den, der altid er hos os«. Mange generationers erfaringer og vidnesbyrd går forud for skrifterne. Ud af hændelsernes mangfoldighed bundfælder det væsentlige sig; hændelsesforløbet strammes og forenkles. En historie i lige linie bliver stående, en kæde af vidunderlige beviser på, at Guds navn rent faktisk er mere end et løfte. Gud er det, som hans navn betyder.

Du kender vel sagtens denne begivenhed i grove træk? Flugten, som mod al forventning lykkes (ca. år 1200 f. Kr.); hvordan folket reddes fra tørst- og sultedøden i ørkenen; hvordan hebræerne samles til et folk ved Sinaibjerget og slutter pagt med Gud.

Nu følger nogle år med ørkenvandring, kampe og uoverensstemmelser. Det forjættede land, det nuværende Palæstina, indtages dels med fredelige midler dels med krigeriske (ca. år 1000 f. Kr.). Israel er på den tid et folk uden nogen central regering. Det er et forbund af løse stammer uden fælles regering, uden fælles forsvarspolitik og uden en permanent hær. Og til trods herfor er de der, når fare og nød truer, disse karismatisk begavede feltherrer, de retfærdige dommere, de kloge ledere og de tapre soldater. Enfoldige bønder og hyrder slår erfarne, professionelle hære på flugt. De har ikke behov for et monarki, som tilfældet er med nabostaterne. Det har de kun hån og spot tilovers for. Deres konge er Jahve (Dom. 9,7).

Et stod israelitterne klart: alle disse begivenheder kan ikke udelukkende forklares ved held eller tilfældigheder. De kan heller ikke skyldes deres dygtighed. De kan takke Jahve for, hvad de har, og hvad de er. Jahve lever - Gud er med dem! Uden ham havde der hverken eksisteret noget Israel eller nogen befrielse fra slaveriet eller nogen redning og frelse.

Og fremfor alt: intet heraf er indbildning. Folkets viden om Gud bygger på gjorte erfaringer. Guds indgriben i det historiske forløb kan efterprøves. Tro er ikke et fantasifuldt tankeeksperiment, men håndgribeligt liv. Det kan man læse ud af Israels liv og lidelsesforløb. Af en håndfuld tilløbne flygtninge har Gud skabt et af de store mellemøstlige riger. (Davids og Salomons storriger omkr. år 1000-900 f. Kr.) Men det er kun historiens ene side. Den forløber ikke uden svinkeærinder og skuffelser. Israelitterne fornægter Gud og vender sig til hedensk afgudsdyrkelse. Det sker heller ikke uden udgydelse af blod og tårer - også i Guds navn. Efter den religiøse og moralske nedtur følger tider med national ulykke. Krig, nederlag, deling af landet, deportation og påny landflygtighed. Bibelen skildrer disse perioder billedligt i form af ægteskabsbrud og hor (f.eks. Ez. 16). Men frem af mørkets erfaringer dukker en stadig mere moden og dybere indsigt frem: Gud er trods alt trofast. Han prøver igen og igen. Han giver os en ny chance. Han fornyer endnu en gang alt. Denne troskab kan ikke måles med almindelig »målestok«; der kan kun ligge ét motiv bag: kærlighed.

Nu har du måske fået det indtryk, at vi hidtil kun har beskrevet Israels historie og levnedsløb og ikke rigtigt har sagt noget om Gud. Men at tale om Gud er at tale om liv. Ingen kan se Gud selv (2. Mos. 33,20), men man kan alligevel erfare hans handlen og fornemme hans nærvær. Hvad vi ved om Gud, er ikke noget, som nogle særligt kloge mennesker frit har opfundet. Det er beretninger om gjorte erfaringer. Guds åbenbaring overskrider ikke reglerne for menneskelig tænkemåde. Den løber ikke forstanden over ende. For menneskeskæbner, hændelser, forekomster er ligesom en »billedbog«, som Gud lader troende mennesker kikke i. Når man tænker nærmere over det og prøver at sammenfatte de erfaringer, man har gjort, i ord og tanker, øges ens indsigt. På den måde vokser både ens tro og ens viden om Gud frem af ens eget liv. Og alligevel ved vi hverken, hvem Gud er »i sig selv« eller »ved sig selv«. Men vi ved, hvordan han virker, og hvad han gør ved os. Måske vil det gå sådan, at nogle få mennesker eller hele grupper bliver skuffede eller kun erkender dele af sandheden. Dog er den slags fejlagtige kilder ikke i stand til at forfalske det samlede resultat. Mange enkeltvis gjorte erfaringer, som supplerer, fortolker eller korrigerer hverandre, eller erfaringer-, som familier, stammer og hele generationer har høstet, vil udkrystallisere sig i anskuelser og indsigt, som viser sig tilsammen at udgøre »sandheden«. Det afgørende for Israel er den fælles tro. For Gud handler ikke kun gennem historien, men gennem sin Ånd, Helligånden, sørger han også for, at mennesker til alle tider forstår og fortolker hans vilje rigtigt, så de af efterladte spor eller virkninger vil kunne slutte sig til årsagerne. De får kendskab til Gud og hans vilje ved at iagttage mennesker, som han har forandret, og som han ikke alene fører og elsker - men også »rammer«. På den måde opstår Bibelens bøger, og vi er overbeviste om, at Guds Ånd er nedfældet i dem.

Egentlig er det indlysende, at den viden og visdom, man har tilegnet sig gennem et livs erfaringer, ikke kan udtrykkes ved hjælp af matematiske formler. Hvis man til stadighed oplever Gud i sit eget liv, kan man kun berette om ham ved samtidig at udlevere lidt af sit eget liv og den måde, man oplever Gud på.

Religiøse erfaringer er meget personlige erfaringer. De ændrer et menneske i bund og grund på en måde, som ellers kun en stor kærlighed eller et smerteligt chok kan gøre det. Hvor svært er det så ikke at tale om dem? Man vil hellere tie stille. Og hvis vi endelig skal eller vil tale om dem. hvordan skal vi så udtrykke os?

Det kan derfor ikke overraske, at de bibelske forfattere på de mest forskelligartede måder forsøger at udtrykke det uudsigelige. De griber ustandselig til billeder og sammenligninger. Kan det hjælpe, benytter de ugenert myter, legender og deres omverdens gudesagn, som de ganske vist uddyber og korrigerer ud fra troens aspekt. De risikerer ensidighed, og de bearbejder ikke modsigelser. De taler i modsætninger for at antyde, at intet begreb i virkeligheden stemmer overens med Gud.

»Hvor bor Vorherre?« spørger børn. og forældrene svarer: »I himlen«. Og uvilkårligt går vi ud fra, at denne himmel befinder sig oven over os. Vi ved godt, at der ikke menes det blå firmament. Men det falder os alligevel svært ikke at forestille os et eller andet bestemt sted, når vi beder: »Fader vor, du som er i Himlen«. Forstanden må hele tiden korrigere denne forestilling. Med »Himlen« menes der ikke et bestemt sted uden for jordkloden. I det bibelske sprog betyder det »det ufattelige«, »det uendelige«, »det transcendente«. På Jesu tid brugte man ligefrem ordet »himmel« som en omskrivning for Gud. Gud lader sig ikke lokalisere til et bestemt sted i tids- og rumsystemet. Det er det, Bibelen mener, når den siger: »Gud i Himlene«. Det er, som om den frygtede, at også dette kunne misforståes, når der står: »Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig« (l. Kong. 8,27). Gud sprænger alle jordiske dimensioner og alle menneskelige forestillinger om tid og rum.

Dermed er Gud unddraget menneskets greb. Gud kan ikke erfares, hvis han ikke selv vil erfares. Han giver sig selv til menneskene. Han skænker sig til os. Men han lader sig aldrig fastholde. Det viser »skyen« som bibelsk billede klart og tydeligt (2. Mos. 13,21).

Gud unddrager sig ikke menneskene af ondskab eller hovmod, men for menneskets egen skyld. Mennesket kan ikke tåle at være Gud for nær. Det ses ved hjælp af et andet af Bibelens billeder: ilden.

Dette viser med al ønskelig klarhed, at »Guds frastand« ikke er en kølig, abstrakt distance. Gud er ikke en blodfattig tanke eller en magt, der hviler i sig selv og har nok i sig selv. Han er ikke »følelsesløs« og uimodtagelig for menneskers lidelser. Han er ikke en a-patisk (ikke-lidende) Gud som de græske guder, men en sympatisk (med-lidende) Gud. Det vil derfor være rigtigere at sige, at Bibelens »fjerne Gud« er den »fundamentalt anderledes« Gud. At han er »anderledes«, føler vi især, når han er os nær.

Guds »anderledeshed« kalder filosofien »transcendens«. Bibelen og teologien kalder den for Guds »hellighed«. Den Gud, der altså er hellig og anderledes, er en levende og lidenskabelig Gud. Han er den uudtømmelige livsglæde og skaberkraft. Han gennemstrømmer hver fiber i alt skabt. Hans virkelighed genspejler sig både i naturlovenes strenge logik og i alt levendes brogede mangfoldighed. Krystallernes strukturer afspejler hans træk. Skriften kalder Guds skabende livskraft for »Guds Ånd«. Den er i stand til at fænge mennesker, at gribe dem, begejstre dem og forandre dem.

Denne Guds nærhed er den anden »røde tråd« i israelitternes gudserfaring. For Gud Jahve er jo ikke kun »helt anderledes«. Han er også »helt vores«. Kun Det gamle Testamentes religion har så rystende og bevægende udsagn om Guds nære forhold til mennesker.

De troende har på mange forskellige måder søgt at beskrive denne kærlighed billedligt og at vidne om den fra generation til generation. Gud som hyrde, Gud som konge, som dommer, som utrættelig frier, lidenskabelig elsker, tro ægtemand, elskende far og elskende mor... Men - har de forstået denne Gud? »Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham« (Johs. 1,11).

Gud med os - Sønnen

Ligemeget hvor intenst Israel følte Guds nærhed, og hvor frimodigt de end tydede deres erfaringer billedligt, så overgår Gud selv de dristigste forventninger og håb: han bliver menneske. Jesus (»Gud-er-frelse«), »Immanuel« (»Gud-er-med-os«). I ham går det gammeltestamentlige gudsnavn i opfyldelse på en særlig måde (2. Mos. 3,14). I ham er Gud selv blevet synlig, hørlig og håndgribelig. Gennem ham bliver det os klart, hvordan Gud er mod os. Derfor kunne hans disciple sige: »... vi har set, vi vidner, vi bringer bud om det evige liv, det, som var hos Faderen, det, som trådte synligt frem for os. - Det, vi har set og hørt,. det melder vi videre til jer ... « (l. Johs. 1,2-3). Gud »Jahve« er i Kristus kommet os så nær, at vi kunne slå ham ihjel. I mennesket Jesus Kristus, gennem hans gerning og det, han siger, overvinder Gud selv enhver afstand til mennesket. » ... ham, der jo ikke er langt borte fra nogen eneste af os« (Ap.G. 17,28). Selv synderen er sikker i Guds nærhed.

Men er Gud så ved sin »håndgribelige nærhed« blevet mere forståelig for os mennesker? Hvor »menneskelig« denne nærhed end er, bliver den ikke nemmere at tro på. Havde denne Jesus af Nazaret ikke været til, ville det være absurd overhovedet at tænke på Gud som en, der ville gå hen og blive menneske.

I Jesus Kristus »afbilder« Gud sig selv i historien. Johannes oplever denne Jesus og indser, at »Gud er kærlighed« (l. Johs. 4,8). Det er denne kærligheds væsen at søge menneskets nærhed, at hengive sig til det, tage det ind til sig, rette det op, trøste og hele det og give det håb og tillid. Som en hyrde leder Gud efter det forsvundne får og bærer det svage lam hjem på sine skuldre. Ligesom pelikanen, der nærer sine unger med sit eget hjerteblod, sådan ofrer han sit liv for os. Han dør ligesom hvedekornet, for at der kan opstå nyt liv af det. Han bliver til brød, lader sig brække i stykker og dele ud, lader sig perse som druer..., erfaringer, billeder, symboler, der alle er tegn på én virkelighed: Gud elsker menneskene.

Denne kærlighed og Guds nærhed sammenfatter Jesus i ét ord: »Far«. Ganske vist kender andre religioner også en sådan tiltale, men den blev enten brugt til at betegne alvidenhed, at Gud er skaberen af alt, eller endog til at forestille sig det fysiske slægtskab mellem guder og mennesker.

Intet menneske er »Guds barn« på samme måde, som Kristus er »Guds søn«; men Gud behandler os; som en far, der har taget os til sig som sit eget barn.

Jesus spørger: »Er der nogen af jer, der kan tænkes at give sit barn en sten, hvis barnet beder om brød, eller en slange, hvis det beder om en fisk? Når I, som er onde, har forstand til at give jeres børn gode gaver, skulle jeres Himmelske Fader så ikke give gode gaver til dem, som beder ham?« (Matt. 7,9-1 1) Og det er ikke engang ubetinget nødvendigt at bede om noget, for »jeres Himmelske Fader ved, hvad I har brug for... I skal ikke være bekymrede for, hvordan I skal få mad i livet eller tøj på kroppen... søg først Guds Rige og hans retfærdighed, sørg for fred og frihed, for barmhjertighed og lighed. Så får I også alt det andet.« (Smlg. Matt. 6) Gud er »faderen«, der elsker os. Jesus bekræfter, hvad Gud har sagt om sig selv: »Det var mig, der lærte mit folk at gå; jeg bar det på mine arme... jeg drog det blidt fremad med kærlighedens reb jeg var for det som forældre, jeg bøjede mig ned og gav det føde « (smlg. Hos. 11). »Når I beder til denne Gud,« siger Jesus, »så sig: Abba, far«

Begrebet og forestillingen om »Gud-Fader« er ganske vist forbundet med faren for en falsk forståelse af Gud. Er det ikke meget fristende igen at forestille sig Gud som et begrænset væsen af menneskelig art? Eller som en »overdimensioneret faderskikkelse«?

Der er nok også mennesker, der ængstes ved tanken om Guds vældige nærhed. Tanken om at Gud ser og hører os, virker belastende på dem. De føler sig indkredsede og kontrollerede. Men hvis det virkelig forholdt sig sådan, ville nærheden ikke være en kærlighedens nærhed.

Guds nærhed er ikke begrænset til Jesu Kristi menneskevordelse for 2000 år siden. At han - den usynlige Gud - er trådt frem for os, synlig og til at tage og føle på, ansigt til ansigt, selv alt dette er ikke det nærmeste, vi kan komme ham. Jesus som Guds tilknytningspunkt til menneskene var ikke kun en engangs foreteelse. Han forbliver også i vor nærhed. Gud giver sig selv som gave til menneskene. Gud blive-, nær-værende i menneskene! Han virker i mennesker og gennem mennesker. Bibelen siger, at »han skænker os sin Ånd«.

»Jeg giver jer et nyt hjerte, og en ny ånd giver jeg jer i jeres indre; stenhjertet tager jeg ud af jeres kød og giver jer et kødhjerte« (Ez. 36,26). Ved denne guddommelige »hjertetransplantation« får mennesket en ny livskerne, et nyt »kraftcenter«. Dets hjerte slår nu i takt med »Guds rytme«. For dette hjerte-for-os er Guds Ånd. Da Jesus står over for at skulle dø, lover han at opfylde denne gamle forjættelse: » ... jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden Talsmand, der skal være hos jer til »Evig Tid« ... « (Johs. 14,16). Denne Guds Ånd - Gud selv - vil altid være hos os. Og således vil vi have mere end blot erindringen om mennesket Jesus Kristus, i hvem Gud er blevet menneske. Guds nærhed kender ikke længere nogen grænse. Hverken i rum eller tid, hverken i racer eller konfessioner. Den er overalt og er alle nær. Den lever og virker i os. Den gør os levende og forbedrer os. Den præger og former vor personlighed i samme grad, som mennesket selv vil. Det betyder, at Guds Ånd udvirker alt det gode i mennesker; kun igennem den er vi i stand til at tro, kun når Guds Ånd bor i os, kan vi tilhøre Kristus (jfr. Rom. 9,8) eller bede (Ef. 6,18). Ånden fører os til sandheden (Johs. 16,13). Helligånden - dvs. Gud selv - bliver aktiv i vort liv. Bibelen forsøger at udtrykke dette i billeder. Ånden føles som »ild« (Ap.G. 2,3) eller som »levende vand« (Johs. 7,38). Den er som en motor, en »pacemaker«, der gennemstrømmer alle, der er forbundne med Kristus, med sin stimulerende kraft. I beretningen om den første »pinsefest« anskueliggøres denne begejstring og smittende dynamik.

Ved læsningen af ovenstående har tvivlen måske indsneget sig hos dig? Helligånden - Gud selv - i mennesket, i de kristne, oven i købet i mig selv? Guds Ånd er også virksom blandt os. Men kun et fåtal oplever den på en så dramatisk måde, som disciplene og jøderne gjorde det ved den første pinsefest. Men det sker, stadigvæk. Også i dag taler mennesker under indflydelse af Helligånden. De kan profetere og helbrede, stifte fred og forsone. Men de fleste mennesker oplever den uden at vide, at Guds Ånd er aktiv. Åndens frugter er: »Kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, selvbeherskelse« (jfr. Gal. 5,22-23). Den arbejder i os, når vi bekender os til Jesus, når vi beder, håber, opmuntrer og trøster. Den er nærværende, når man har øjeblikke af indre klarhed og erkendelse, hvorved man føler en indre vished om meningen med sit liv; en vished, der er hævet over enhver tvivl. End ikke døden kan sætte spørgsmålstegn ved denne indre sikkerhed om meningen med ens liv. Ånden er dér, hvor der, trods ydre uro, hersker fred i sjælen. Den er der, hvor mennesker uden at kny lider stor uret og kan tilgive, og den er der, hvor mennesker er gode mod hinanden uden at forvente tak til gengæld, og den er der, hvor ægtefæller har styrke til at holde ud i et vanskeligt samliv, den er der, hvor mennesker formår at modstå en fristelse.

Guds Ånd er overalt.

Har du nogensinde oplevet noget tilsvarende? Så kan du måske også bekræfte forestillingen om, at Guds handlen helbreder os? Den gør os godt. Den skaber glæde, giver os en indre bevidsthed. På den anden side føler vi imidlertid også, at denne virkning ikke tilvejebringes ved egne anstrengelser. Den er uafhængig af min vilje. Jeg kan ikke frembringe den, når det passer mig. Der findes ingen opskrift på sådanne oplevelser eller erfaringer. De er ren »foræring«.

Men kristne mennesker kalder en sådan foræring for »nåde«, fordi det er Gud, der giver sig selv til os. Han lever i os. Vi har ingen »ret« til den. Gud er ikke »forpligtet« til at give os den. Den medfører, at vi får et helt nyt liv, en ny livskvalitet, en ny bevidsthed om vort liv. Den har samme betydning for os, som lyset har for planten. Vi lever helt og holdent i kraft af den.

Vi er som født påny. Derfor kalder Skriften det, som Jesus Kristus har givet os, for en »ny fødsel«, en »nyskabelse«. Nåden er altså ikke en eller anden »ting« i os, et kostbart tilbehør. Nåde er i grunden ikke andet end Guds kærlighed til os og selve Guds Ånd i os.

Vi er nu nået så vidt, at vi må tale om kristenlivets dybeste hemmelighed: den treenige Gud. Jøder og muslimer tager anstød af denne lære. De frygter, at man prisgiver troen på den ene eneste Gud. På Klippemoskeen i Jerusalem står sætningen: »Allah er én. Der er ingen søn.«

Kristne har aldrig så meget som et øjeblik sluppet troen på den eneste Gud. Det gamle Testamentes fundamentale bud har altid været: »Jeg er Herren, din Gud; du må ikke have andre guder end mig« (2. Mos. 20,3). Men ned gennem historien har troende mennesker i stadig stigende grad erfaret, at denne Gud ikke er så »enkel« endda.

Gud har vist menneskene: Sådan er jeg! Hvordan I så vil bringe det i overensstemmelse med lovene for jeres fornuft og logik, er ikke mit problem; det må I selv bryde jeres hoveder med. Det har teologerne nu gjort i 2000 år, og der synes ikke at være nogen ende på det.

Selv om begrebet »Treenighed« eller »treenig Gud« ikke nævnes nogetsteds i Skriften. så berøres emnet

flere steder. Selv om Jesus fuldt og helt var menneske, så er han sig samtidig bevidst, at han på mageløs måde er ét med »sin Fader« (Johs. 10,30; 14,7). Derfor bebrejdede hans samtidige ham, at han - rigtigt set ud fra deres synspunkt - satte sig i Guds sted! (Smlg. brev nr. 5).

Og Guds Ånd? Allerede ud fra gammeltestamentlig forståelse tolkes Helligånden som værende Guds Ånd og dog ikke uden videre identisk med ham. Her knyttes Jesus til. Den Ånd, som Jesus lover sine tilhængere, er ikke en upersonlig magt. Den handler ved og for mennesker. Den gør hellig, fører frem til sandheden, den hjælper og trøster. Den er Guds Ånd og også Kristi Ånd. Intetsteds i Skriften eller i Kirkens tro identificeres den uden videre med Faderen eller med den opstandne Herre. Men den kan heller ikke adskilles fra dem.

Allerede ved Jesu menneskevordelse sidestilles Fader, Søn og Helligånd. Og senere igen ved dåben i Jordan (Matt. 3,13-17). Efter sin opstandelse sammenfatter Jesus endnu engang Guds tre navne: »Gå nu ud og gør alle folkeslag til mine disciple, døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn ... « (Matt. 28,18). Og frem for alt i apostlenes breve omtales Fader, Søn og Helligånd side om side med samme ærefrygt og kærlighed. I århundredernes forløb har Kirken holdt sig til dette bibelske udsagn. Og den slutter sine officielle bønner med: Ved vor Herre Jesus Kristus, din Søn, som lever og råder med dig i Helligåndens enhed, Gud fra evighed til evighed.

Nu har du måske mest lyst til at lægge hæftet fra dig og sige: forstå det, hvem der kan! Jeg fatter det ikke. Een og samme og alligevel anderledes, ikke identiske, ikke uden videre ombyttelige... Det er ingen skam at føle sig hjælpeløs over for dette problem. Tværtimod! Er det umagen værd at leve for en Gud, som den menneskelige fornuft kunne fatte tilbunds?

De første kristne og Jesu disciple opfattede det i hvert fald ikke som et teologisk-filosofisk problem. De var helt overbeviste om, at der kun findes én Gud. Han er Fædrenes Gud: Abrahams, lsaks og Jacobs Gud. Denne er nærværende i Jesus af Nazaret. Hans ord er Guds ord. Hans vilje er min skabers vilje. - Det troede de, selv når de tvivlede: »Herre, hjælp mig i min vantro!« (Mark. 9,24).

Og han, der i Pinsen overrasker dem i den aflåste sal, rører deres hjerter, ændrer dem, opildner dem, driver dem ud, opmuntrer dem og giver dem evne til at forkynde - hvem andre skulle det være end netop den Gud, som er Jahve? Og den Ånd, der gør dem til nye mennesker, som skal påbegynde »hele verdens nyskabelse« - det er den samme Guds Ånd, der allerede før verdens skabelse svævede over vandene, over intethedens kaos.

Fra tidernes morgen har det været teologiens fornemste opgave at tyde denne hemmelighed. Mange af dem har forsøgt det ved hjælp af billeder og sammenligninger. Athanasius prøver at forklare hemmeligheden med solen og dens lys som eksempel: Sønnen udgår fra Faderen, ligesom glansen udgår fra solen. På lignende måde kalder Bibelen selv Jesus for » ... Guds herligheds udstråling, Guds væsens udtrykte billede ... « (Hebr. l, 3; Visd. 7,26). Og for Athanasius er Helligånden den aktivitet og den drift, der udgår fra den guddommelige sol.

Hvis vi går ud fra, at Gud elsker, at han er selve kærligheden, nærmer vi os denne hemmeligheds »positive betydning« (l. Johs. 4,8; 10). Han er hverken den ensomme Allah eller den øverste monark. Han står uden for ental og flertal. Selv om han er én, rummer han et fællesskab. Gud giver sig til kende over for os som en levende, skabende Gud, i hvem der findes gensidighed, jeg-du-forhold, erkendelse, evne til at elske, at give og at modtage.

Herefter bliver det lettere for os at tro, at denne evne til at give og at elske også kommer til udtryk over for menneskene; at Gud træder »uden for« sig selv (er »ude af sig selv« af kærlighed) udelukkende for at være menneskene nær og møde dem. Først når vi har kastet et blik på Gud, fatter vi, hvad mennesket er. Skabt i Guds billede er mennesket i sit inderste væsen bestemt til fællesskab og vil derfor forblive uopfyldt og tomt uden et virkeligt møde med mennesket og Gud. Så går det op for det troende menneske, hvorfor der her på jorden og mellem mennesker findes kærlighed, sympati, ømhed, gensidighed og fællesskab, nemlig fordi Gud selv har bredt sit væsen ud over denne verden, og hele skabningen indånder hans Ånd.