Menneskets storhed og elendighed

Indhold

Guds ja til mennesket

Menneskets frihed - gave og risiko

Mennesket i synd og skyld

Arvesynden

Ondskab og lidelse

Guds trofasthed

»Definitionen på mennesket er, at det er frit.«

Guds ja til mennesket

Spørgsmål om Gud

I Jesus Kristus er Gud kommet til menneskene. Den skjulte og ubegribelige Gud er kommet til verden som menneske, levede og virkede som menneske, talte som et menneske til et andet. Han kom for at bringe frelse til en brudt verden og for at bane vej for menneskets og verdens fuldendelse.

Men vi skuffes ved at se os omkring i verden. Det står slemt til med mange ting. Man mærker kun lidt til det nære forhold mellem Gud og menneske. Er verden da ikke blevet spor bedre ved Guds komme? Eller har menneskene sat det, som de vandt gennem Jesus, over styr igen? Hvor er menneskets og verdens »guddommelighed« henne? Den har slået revner. Det er til at fortvivle over verden og mennesket.

Hvordan kan Gud have skabt en så ufuldkommen verden? Hvordan kan Faderen have så ufuldkomne børn? Kunne han ikke have gjort det bedre? Hvorfor skabte Gud en verden, som måtte forløses af Jesus Kristus? Hvor er så den almægtige, retfærdige, gode Gud henne? Hvordan skal man kunne tro på, at Gud elsker menneskene?

Bibelen har et svar

Skriften siger, at det, som Gud skabte, var såre godt (smlg. l. Mos. 1,31).

Dette »såre godt« gælder især for skabelsen af mennesket. Menneskets storhed, værdighed og mål har sin grund i, at det er skabt af Gud.

Det spørgsmål, som vi stillede i det første brev:

»Hvad er mennesket?«, beskæftiger mange videnskabsgrene. Men trods mangen ny erkendelse er svaret på spørgsmålet om mennesket stadig utilfredsstilIende. Det forholder sig nogenlunde som med en telefonisk forespørgsel hos høje myndigheder: »Det er alt, hvad jeg kan sige Dem; mere ved jeg desværre ikke. Men hvis De vil vente et øjeblik, skal jeg stille Dem om til hr. X. Måske ved han mere.« Hr. X forbinder så én med hr. Y og så fremdeles. Til sidst kan man ikke få flere i tale. Telefonen er tavs.

Derfor virker Bibelens svar som en befrielse:

Mennesket - Guds udtrykte billede

»Derpå sagde Gud: Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os« (l. Mos. 1,26). "Gud skabte menneskene, velsignede dem og gav dem herredømmet over alle andre skabninger.

Mennesket er skabt i Guds billede. På samme måde som månen får sit lys fra solen og giver det videre, så får mennesket sit liv fra Gud og må give det videre. Menneskets vilje skal være medbestemmende i Guds skaberværk. Alt efter evne og indsigt skal det være med til at planlægge, opfinde og forme, men også til at fuldkommengøre og bevare.

Som Guds udtrykte billede har mennesket også del i Guds mysterier. Der er en »gnist af guddommelighed«, af uendelighed over det (smlg. l. Mos. 2,7). Derfor er mennesket »videnskabeligt set« aldrig helt til at få tag i. »Menneskets værdighed er uantastelig«. Derfra får denne sætning sin endelige begrundelse. Gud værner om mennesket som sin øjesten og ligesom »ørnen, der purrer sin yngel ud og svæver over sine unger ... « (5. Mos. 32, l 0 ff).

Gud ser en gnist af sit eget væsen i hver eneste af os, og han elsker os, selv om vi vender os bort fra ham. »Men Gud viser sin guddommelige kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere« (Rom. 5,8). Bedre end Bibelen gør det, kan man ikke beskrive menneskets væsen. Derfor kan mennesket prise sig lykkeligt ligesom salmisten i Det gamle Testamente:

»Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham? Du gjorde ham lidet ringere end Gud, med ære og herlighed kroned du ham:

du satte ham over dine hænders værk, alt lagde du under hans fødder. småkvæg og okser til hobe, ja, markens vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, alt, hvad der farer ad havenes stier.

Herre, vor Herre,

hvor herligt er dit navn på den vide jord!«

(Salme 8,4-10)

Menneskets frihed -

gave og risiko

Glæden ved at være menneske

Somme tider har man lyst til at omfavne »Gud og hele verden«. Man føler sig sund og rask, elsket og lykkelig. Det er skønt at være til. Det troende menneske takker sin Gud og skaber for det. Den ottende davidssalme er nok også blevet til i en lykkelig stund. Mennesket besidder den livsnødvendige evne, at det fra tid til anden kun ser skønheden omkring sig. Hvis mennesket altid kun havde øje for livets negative sider, ville det aldrig rigtigt kunne fryde sig over sig selv og verden. Perioder med lidelse og sorg, ærgrelse og skuffelse oplever mennesket jo alligevel.

Det er ikke altid let for os at opdage Guds udtrykte billede i vore medmennesker. Ofte tvivler man på sig selv. Og er det egentlig altid en ærefuld og lykkebringende opgave at være herre over denne verden? Hvis det er sandt, at mennesket regerer verden og har ansvarfor historien og nutiden, så har det langtfra gjort alting godt. Sker der ikke også i dag ting, som bringer os ud affatning og gør livet svært at leve? Noget, som kunne have været anderledes, hvis der havde foreligget lidt mere god vilje fra alle sider?

Frihed under ansvar

»Der burde være lidt mere god vilje til stede!« Vi er overbeviste om, at meget i verden og omkring os så ville være bedre.

I slutningen af det første brev (»Hvad er mennesket?«) kom vi ind på menneskets vilje og på »den frie vilje«. Helt nøgternt må vi erkende, at menneskets vilje i det konkrete liv ikke er slet så fri, som det lyder i teorien. Den er underkastet mange begrænsninger. På den anden side vægrer vi os ved at gå med til, at alle menneskets handlinger skulle være totalt bestemt af fremmede kræfter enten påtvunget gennem ydre indflydelse eller af »drifternes blinde spil« (Freud).

Den 14. august 1941 blev franciskanerpateren Maximilian Kolbe henrettet i koncentrationslejren Ausch witz. Egentlig skulle en polsk familiefar dø. Kolbe sprang ind i stedet for ham, lejrledelsen gav tilladelse til det. Familiefaderen kom hjem igen, og i 1971 blev det ham forundt, sammen med sin familie, at være med til at fejre sin redningsmands saligkåring i Rom.

Var dette nu ikke pater Kolbes egen, frie afgørelse? Det er klart, at han ikke havde behøvet at udlevere sig selv. Når han alligevel gjorde det, havde han sine grunde dertil. Var det så alligevel ikke frivilligt? Der ændres ikke noget ved frivilligheden i hans handling, selv om han følte sig tilskyndet af Jesu Kristi kærlighedsbudskab. Det var først dette budskab, der satte ham i stand til at handle frit over for den anden mand, som havde brug for hans indsats.

Netop dette eksempel viser os, at der ikke gives en ubegrænset personlig frihed i en menneskelig verden. En frihed, som ikke alene skal komme mig selv til gode, men også den anden, er utænkelig, uden at man føler ansvar for liinanden. Frihed og ansvar hører sammen ligesom søskende. Ansvaret ophæver ikke friheden, men det sætter grænser for denne.

Den forkert forståede frihed, den »misbrugte« frihed kan føre til total ufrihed. Man kan »i fuldstændig

frihed« blive forfalden til alkohol - i såfald er man ikke længere fri, men afhængig. På samme måde som man kan forfalde til en last, kan man også gøre sig afhængig af mennesker eller ideologier. Eller man kan misbruge sin frihed og blive egoist og tyran uden hensyntagen til andre. Mulighederne for at skade sig selv er mangfoldige. På dette område synes den menneskelige forstand at være særlig opfindsom.

Frihedens store gave indebærer altså samtidig en risiko og en fare. Jo højere et menneske står, des dybere risikerer det at falde. Frihed kan - ligesom penge - investeres og forvaltes godt, så den giver renter. Men den kan også misbruges og bortødsles - og så mistet man den. Der er også den uhyggelige mulighed at misbruge friheden til at gøre det forkerte, det onde. Man har indtryk af, at det onde ofte er mægtigere end det gode. Troskab og kærlighed forrådes. Frænde er frænde værst. I vor skønne verden findes der også samtidig et hav af blod og tårer.

Til personlig overvejelse:

- Eksisterer der en fri vilje? Ja eller nej? - Hvad mener du om følgende citater: - »Definitionen på et menneske er, at det er frit.« (M. Oraison)

- »Viljen gør et menneske stort eller lille.« (F. Schiller)

- »Hvor der er megen frihed, er der mangen fejltagelse.« (Ordsprog)

- »At være fri betyder at vælge, hvis slave man vil være.« (Jeanne Moreau, skuespillerinde) - »Indre frihed er at ville det, man skal; ydre frihed er at gøre det, man vil.« - »Hvert afgørende »ja« forpligter til mange »nej'er«.«

Gud og det frie menneske

Vor sympati og agtelse for hinanden lider ofte nederlag, fordi den ene siger nej, hvor den anden siger ja. Vi er hurtige i vendingen til at forme den anden efter vor egen målestok. Hos Gud er det anderledes. Han tager os fuldstændig alvorligt. Han lader os beholde vor frihed og vor vilje, også når vi siger nej til ham selv. Gud har givet menneskene en fri vilje, derfor agter ingen et menneske højere end han. Han korrigerer ikke sine beslutninger, som et ærgerligt eller skuffet menneske ville gøre. Han fortryder ikke, at han har skabt mennesket.

Man låner sin båndoptager ud til en bekendt. »Du kan hente den, når du har brug for den!« Men så får man den tilbage i beskadiget stand. Den er blevet hehandlet forkert. Man låner den ikke mere ud. - Eller:

F'orældre giver deres børn en ugenert beliggende hybel. Børnene misbruger forældrenes tillid. Så trækker forældrene dispositionsretten tilbage.

Det er ikke altid let at holde fast ved sine beslutninger, når den anden indretter sig anderledes, end man forestiller sig det.

Mennesker vil til stadighed tolke Guds respekt for sine skabningers frihed som »Guds svaghed«. »Gud er god, han er kærligheden selv - han tager det ikke så nøje, hvis vi gør noget forkert. Vi kommer allesammen i Himlen.« Alle former for kærlighed, selv Guds, er værgeløs over for den slags misforståelser og fejltolkninger.

Tænk på en god lærer, du havde i skolen. En lærer, der mødte sine elever med forståelse og nobelhed og lod dem have størst mulig frihed. Dette blev tit misbrugt, men ved skoleårets slutning blev eleverne alli-

gevel temmelig overraskede, for i deres karakterbøger fik hver især de karakterer, de fortjente.

Guds kærlighed til mennesker kan ikke slukkes, end ikke hvis vi misbruger den eller gør os skyldige i ondskab. Men får menneskets handlinger så ingen følger? Gud er trofast, men han er også retfærdig. Han tager menneskenes frie afgørelse alvorligt, selv deres »nej« til hans kærlighed med alle de konsekvenser, dette indebærer. Derfor er disse konsekvenser betydningsfulde for menneskene. Det er ikke Gud, der vender sig bort fra det syndige menneske, men omvendt. Det er det syndige menneske, der vender sig fra Gud. Gud forhindrer det ikke. Ønsker vi at trække os tilbage fra Gud, lader han os gøre det. Han trænger sig ikke på. Derfor kan et nej til Gud komme til at gælde for tid og evighed. Men hvis mennesket erkender at have truffet en forkert beslutning, kan det angre - »omvende« sig, hedder det i Bibelen. Det er det, Gud venter på.

Kærlighed giver frihed

Hvorfor har Gud skabt mennesker sådan, at de er i stand til at gøre det onde? Med dette bebrejdende spørgsmål lader mennesket »sorteper« - dets eget svigten - gå videre til Gud. Er det måske faderens skyld, hvis hans søn kører ind i et træ med den bil, som faderen har givet ham? Hvad mener man er bedst: tvungent at være nødt til at gøre alting godt eller frivilligt at kunne gøre det gode?

En kvinde forfølger mistroisk sin mand overalt. På den måde hindres han i at »synde«. Men en skønne dag er kærligheden død. Manden er led og ked af sin kones mistro. Han kan kun føle sig fri, når han ved, al hans partner stoler på ham. Så meget mere føles derfor et brud på troskaben. For i den situation drejer det sig ikke om at sprænge lænker, men om at bryde en troskab, man har lovet partneren.

Gud sidder ikke til stadighed på nakken af os. Han er ikke vor formynder, for mennesket kan og må selv. Kan man bebrejde Gud det? Gud ønsker ikke, at vi gør det gode under pres og tvang; det skal komme fra mennesket selv, være dets egen handling. Menneskets værdighed, men også dets laster udspringer af denne frihed. Mennesket bærer selv ansvaret for sine laster og sine frie handlinger. Mennesket kan ikke kun høste frugterne af sine gode gerninger, det må også være ansvarligt for, om det misbruger sin frihed til at gøre det onde.

Til personlig overvejelse:

Mange mennesker afviser religionen og troen, fordi den lægger bånd på den personlige frihed. - Hvor synes du, at troen virker mest hæmmende på den personlige frihed? - Gennem troen på Gud? - Gennem kristendommen? - Gennem Kirken?

- Hvad slutter du deraf?

- Hvad har du flest indvendinger imod?

- Synes du omvendt, at et menneske uden tro, uden kristendom, uden kirke er friere end en troende, en kristen, en katolik?

Mennesket i synd og skyld

Mennesket kan sige nej til Gud

Ingen bryder sig om at skulle stå til ansvar. Vi vil helst ikke være ansvarlige over for nogen, hverken Gud eller mennesker. Vi ønsker at være »helt frie«. Det sker ikke så sjældent, at det gode, som Gud vil, og det, som vi beslutter os for, står i et grelt modsætningsforhold. Man træffer hurtigt og- i »fuld frihed« en afgørelse, der strider mod Guds veje. Det »nej«, vi siger til Gud, er den væsentligste kilde til det onde i verden. Bibelen kalder det synd.

Synd er at vrage Guds kærlighed

Vi må prøve at forstå ordet synd i hele dets forfærdende virkelighed, ellers vil det, vi nu skal gennemgå, være uforståeligt. Der findes i virkeligheden kun én eneste synd: at vrage Guds kærlighed. Den kaldes derfor i Det gamle Testamente for »troløshed« eller »brud på pagten med Gud«. Med denne synd udtrykker mennesket, at det har nok i sig selv og ikke behøver Gud. Denne »egocentricitet« tilintetgør »længslen« efter Gud. Det er imidlertid at stille sagen på hovedet. Gud og mennesker er jo til for hinanden, men det er mennesket, der river sig løs fra Gud og sætter sit eget »jeg« som målestok for verdensordenen. Og så tørrer menneskets livskilder ud.

Men hvem bekymrer sig i dag om »synd«? Hvad er synd i det hele taget for noget?Er sansen for den gået tabt? Syndens følger og den måde, den konkret fremtræder på, kender vi i grunden ligeså godt i dag, som Paulus gjorde for 2000 år siden. Mennesker, der beherskes af synd, er »optaget af enhver form for lovløshed, gemenhed, pengeglæde, slethed,- de er opfyldt af nid og nag, drab, kiv, svig, ondskabsfuldhed,- de er sladrekællinger, æreskændere, gudsforagtere, voldsforbrydere; de er storsnudede, frække, udspekuleret ondskabsfulde, oprørske mod deres forældre, tankeløst tåbelige; uden troskab, uden kærlighed, uden barmhjertighed« (Rom. l, 29-31). Vi har næsten vænnet os af med at opfatte disse »egenskaber« som synd og at betegne dem som sådan.

Vi er os selvfølgelig ikke udtrykkeligt bevidst, at vi støder an mod Guds vilje, hver gang vi synder. Det sker tit, at vi først bagefter bliver klare over, at vi har pådraget os synd. Synd er ikke altid lig med synd. Der er grader inden for synd, alt efter hvor bevidst og velovervejet vort »nej« til Guds vilje udtrykkes.

Gud bedømmer mennesket efter dets sindelag, dets hensigt og efter, hvorvidt dets handling stemmer overens med dets samvittighed. Det er ikke gjort gerning, der alene er afgørende. Det kan derfor ske, at man, hvis man begår en syndig handling, alligevel ikke er skyldig, fordi man ikke ser syndigheden, eller man ikke har villet den.

Før eller siden vil vi alle erfare, at vi svigter og forsømmer noget. Vi er altid bagud i forhold til, hvad vi kunne være og ifølge Guds plan skulle være. Vi er syndere.

»Hvis vi siger.- » Vi har ikke synd!« - så er vi på afveje, og Sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er Han trofast og retfærdig, og derfor tilgiver Han os vore synder og renser os fra det onde, vi har gjort« (1. Joh. 1,8-10).

Til personlig overvejelse:

- I hvilke sammenhænge tales der i dag om »synd«? (Smlg. f.eks. »parkeringssynder«, »kaloriesynder«)

- Kan du ud fra din personlige erfaring bekræfte, at synden anretter skader og forvolder lidelse på det personlige og samfundsmæssige område? Har det også ramt dig?

- Hvilke synder, synes du, er typiske og svære i vor tid og i vort samfund?

Syndens følger

En begået synd er ikke fluks ude af verden, for den efterfølges af en tilstand af skyld. Det gælder i første omgang på det menneskelige område. F.eks. medfører løgn, had og egoisme en fremmedgørelse mennesker imellem. Ligeså medfører alvorlig synd en fremmedgørelse over for Gud, den river kærlighedens bånd mellem Gud og mennesker itu.

Et barn bliver kørt over. Hvert år kommer adskillige bilister i den situation. En reagerer fuldstændig upåvirket: »Jeg kørte med den tilladte hastighed, mine bremser var intakte, dækkene i orden. Det kan bremsesporene bevise. Folk må lære at passe bedre på deres børn!« Med rettens frikendelse af ham er sagen overstået. Han havde »ret«; det var et hændeligt uheld. En anden, der heller ikke har noget at bebrejde sig selv, er alligevel tynget af det skete. Han føler sig »skyldig«.

Hvilken af de to holdninger er nu mest menneskelig?

Skyldfølelse, selv om der ikke foreligger nogen skyld, er et grænseeksempel. I skærende modsætning hertil taler ikke så få mennesker om, at mennesket overhovedet ikke kan gøres ansvarligt for sin skyld, det er det slet ikke i stand til at være. Heller ikke hvis bremserne havde været slidte, dækkene slidt blanke og hastigheden for høj. Alt er skæbne. Skæbnen er »skyld« i det hele. Men er den slags forklaringer os virkelig til nogen hjælp og trøst?

Der er ved at brede sig et skjult uskyldsvanvid i vort samfund, hvor skyld og svigten altid er at finde hos »de andre«, hvis den overhovedet registreres. Det er andre mennesker, fortid, naturen, arv og miljø, der har skylden. Vi står gerne ved vore handlinger, hvis de får et godt udfald. Men ved negative udfald benægter vi vor kompetence og søger hele tiden nye forklaringer og alibier for vore fejl og vor skyld. Disse undskyldningsmekanismer standser heller ikke op ved vor indbyrdes menneskelige adfærd. På den måde bliver hele vor livsindstilling, vore planer med livet ikke præget af ansvarsfølelse over for hinanden, men af beregning til egen fordel. Og sådan en verden bliver umenneskelig. Det er derfor, vi hævder, at en vågen syndsbevidsthed også medfører et mere menneskeligt samfund.

Man kan ikke adskille svigten overfor Gud fra svigten overfor medmennesker. At vende sig bortfra Gud resulterer i skyld mod medmennesker. Skylden mod medmennesket formørker forholdet til Gud. Den hermed opståede fremmedgørelse fortsætter så i forholdet mellem mennesket og dets omverden. Hver synd gør verden ringere. Hvis man ser billeder fra krigshærgede byer, får man en anelse om disse sammenhænge.

Fremmedgørelse mellem Gud og mennesket, fremmedgørelse mellem menneske og menneske, frem-

medgørelse mellem menneske og omverden - er altsammen en følge af synd. Men det gør det samtidig klart, at vi ved at vende os bort fra Gud også rammer os selv; vi mister nemlig dybest set meningen med vor bestemmelse. Tegnene herpå er usikkerhed, fortvivlelse, lidelse, sygdom og død. Vi kender alle eksempler på, hvordan uorden og synd også fysisk har ødelagt et menneske (f.eks. ved bagtalelser eller ved at have kørt bil i beruset tilstand). Det er ikke Gud, der straffer synden; men synden er en straf i sig selv.

Med hver begået synd vokser samtidig - som vi hver især kan opleve det - tilbøjeligheden til yderligere at synde. Er man én gang blevet svag, forekommer det ikke så slemt næste gang. Det efterfølges af en kædereaktion af flere onder. Til sidst kommer så fortvivlelsen og spørgsmålet om Guds eksistens eller om, hvorfor han ikke tager sig af den plagede menneskehed. Mennesket synder, men Gud gøres ansvarlig for det.

Til personlig overvejelse:

- Er det dit indtryk, at skyldfølelse - og især syndsbevidsthed - er ved at forsvinde fra vort samfund?

- Hvad mener du selv kan være grunden hertil? - Kender du selv tilfælde, hvor og. hvorledes mennesker prøver at fortrænge deres skyld? - Mener du, at mennesker derved er steget i selvagtelse og selvbevidsthed? - Eller er der modsat tilløb til en ny gensidig fornemmelse af ansvar?

Arvesynden

En verden i synd

Man kan med rette hævde, at ikke alt kan skydes os mennesker i skoene. Er der måske ikke særdeles megen lidelse i verden, uden at det enkelte menneske kan drages til ansvar for det? Jeg er da ikke altid personlig skyldig.

Sådan ser Bibelen også på det. Synden skal ikke altid ses som det enkelte menneskes handling, men også som en forudgivet situation i menneskets eksistens. Ethvert menneske fødes ind i en verden, der er præget af synd. Det er præget af »arvesynden«, før det selv har været i stand til at gøre noget forkert. Hermed støder vi på et problem, som mange mennesker ikke har nogen forståelse for. De spørger: »Hvad har jeg at gøre med Adams synd? Hvorfor skal jeg bære konsekvenserne af den?«

»Arvesynd«? Vanskelighederne ligger allerede i selve Ordet. Ordet »arvesynd« udtrykker ikke synderlig heldigt det, der virkelig er tale om. Sædvanligvis forstår vi synd som en personlig handling, og netop det er arvesynden ikke. Derfor lærer Kirken, at ingen forkastes alene på grund af arvesynden.

Men stavelsen »arve-« fører til falske forestillinger. Den er ikke på nogen måde arvelig i biologisk forstand som f. eks. en arvelig sygdom. Det drejer sig heller ikke om en synd, som en vis Adam engang har begået, og som tilregnes alle os andre. Det skal snarere forstås som en belastende efterladenskab.

Kirkens gamle sprog (latin) har et bedre ord: »ursynd« eller »urskyld« (»peccatum originale« eller »culpa originalis«).

Hermed hentydes der til en tilstand, som fra vor fødsel af lader os undvære noget, som vi efter Guds vilje skulle have, nemlig den levende samhørighed med Gud.

Den bibelske beretning

Misforståelserne omkring arvesynden har ikke mindst rod i forskelligartet forståelse af fortællingen omkring syndefaldet. Den skal ikke forståes bogstaveligt, sådan som man tidligere blev belært om.

Det er historien om mennesket (»Adam« betyder ganske enkelt »menneske« og skal ikke forstås sorn et egennavn på et ganske bestemt menneske), som fra begyndelsen af kom på afveje og krydsede Guds vilje og plan. Siden da fødes alle mennesker ind i en verden, som er kendetegnet af et »nej« til Gud. Gennem ursynden befinder mennesket sig inden for syndens magtsfære. Adams, »menneskets«, svigten er ikke kun fortid, den er også aktuel nutid. For indtil i dag udtaler alle mennesker igen og igen deres »nej« til Gud, synder ligesom de første mennesker og bringer sig selv på afstand af Gud, og de bliver på deres side igen medskyldige i denne verdens uheldsvangre situation og netværk af synd.

Det er kun kendsgerningen om den evigt aktuelle »ursynd«, der er troslære. Enkelthederne i syndefaldsberetningen skal naturligvis ikke tages bogstaveligt.

Også spørgsmålet om, hvorvidt alle mennesker nedstammer fra ét menneskepar (monogenisme), eller om der er flere stamforældre (polygenisme), lader den bibelske skabelsesberetning stå åben. Det har intet at gøre med det religiøse udsagn.

Man har i dag en levende fornemmelse af alle menneskers skæbnefællesskab. Verden er blevet mindre. Vi ved, at én diktator i en eller anden afkrog af verden kan drage den halve verden med ind i en frygtelig krig. Men også den enkelte familiefar, derforlader sin familie, kan afstikke ulyksalige retningslinier for generationer fremover. Vi ved også, at der ved ethvert menneskesfødsel på forhånd er faldet afgørelser, som kan præge hele dets liv (tilhørsforhold til et bestemt folk eller et bestemt samfundslag eller til den ene eller den anden religion). Israel ejede i udpræget grad følelsen af skæbnefællesskab, især det, der havde sit udspring i menneskets tilbøjelighed til synd.

Til personlig læsning:

- Den billedlige fortælling om »menneskets« (Adams) paradisiske tilstand og syndefald finder du i Det gamle Testamente, l - Mos. 2,8 3,24.

- Det nye Testamentes afgørende udsagn står hos Paulus i l. Kor. 15,21 ff, men fremfor alt i Rom. 5,12-21.

- Det, der karakteriserer alle mennesker, fremstilles i syndefaldsberetningen i l. Mosebog ved hjælp af et enkelt menneske, Adam. Adam er ophav til og eksempel på menneskelig forvikling i skyld. Paulus' udtalelser skal også forstås i denne mening.

- Læg mærke til sammenhængen mellem Rom, 5,12-21 og kapitlerne 1-8, hvor Paulus udførligt behandler syndens ophav og væsen.

»Jeres modstander, djævelen... « (l.Pet. 5,8)

Når mennesket føler synden så meget på sin egen krop, opstår spørgsmålet om, hvad der får mennesket til frivilligt at handle så forrykt. Egentlig er det ikke til at begribe. Mennesket kan altid kun tilstræbe noget, der forekommer det at være godt og værdifuldt. Altså må synden også byde sig til i skikkelse af noget godt og efterstræbelsesværdigt, ellers ville ikke noget menneske beslutte sig for den. Paradisets »forbudte frugt« er et godt billede på det. Den var »særlig skøn«. Også tyven tror, at besiddelsen af fremmed ejendom betyder berigelse og lykke for ham selv. Lyver man, er det enten for at undgå straf eller for at vinde i anseelse hos andre mennesker.

Det er det eneste, der kan forklare, at mennesket kan beslutte sig for at synde, og at det foretrækker.. det fremfor venskabet med Gud. Ganske vist erfarer det hver gang, at det tager fejl, at synden i sidste ende alligevel ikke betaler sig. Men mennesket vakler frem og tilbage mellem at ville og at skulle. Allerede Paulus klager over det: »Jeg gør ikke, hvad jeg vil, jeg gør ikke det gode. Hvad jeg ikke vil, gør jeg - jeg gør det onde« (Rom. 7,19). Hvad er det, som hindrer ham i at gøre det gode? Hvordan kommer mennesket til at gøre det onde, som det jo slet ikke vil?

En tysk SS-general skrev i 1942 i et brev: »Det er med særlig glæde, at jeg har modtager meddelelsen om, al der i de sidste 14 dage daglig er kommet tog med 15.000 medlemmer af det udvalgte folk til Treblinka... « (en koncentrationslejr under Det tredje Rige).

Er noget menneske virkelig i stand til den slags? Hvad eller hvem driver ham til det? Når vi tænker på koncentrationslejrene, er det da ikke vort indtryk, at en sådan ondskab ikke er rent menneskeværk? Skju-

ler der sig ikke en stærkere åndelig magt bagved, noget dæmonisk, noget overmenneskeligt?

Skriften kalder åndelige kræfter, der fornægter Guds vilje, for djævelen. Den kalder ham »Løgnens Fader«, »Diabolus«, dvs. »den, der forvirrer«; den, der vender op og ned på værdier, og som foregøgler os, at X = Y, for på den måde at gøre synden rigtig efterstræbeisesværdig. På trods af dette må det ikke gælde som undskyldning, for det er kun, når mennesket giver sit samtykke, at den Ondes magt kan sætte sig igennem og give plads for synden.

Hvordan forestiller vi os djævelen? Skriften siger ikke meget derom - Den vil kun vise denne djævelske magts virkelighed og virkning.

De mange folkelige og ofte yderst naive forestillinger om djævelen har i hvert fald ikke hold i Skriften.

Ondskab og lidelse

Lidelsens gåde

Den menneskelige frihed indebærer en risiko. Men uden risiko ville mennesket ikke være andet og mere end et viljeløst værktøj, en marionet i Guds hånd. Gud vil have mennesker af format. Dette format kan også komme til udtryk i et »nej« til Guds vilje, i synden. Vi kan være enige med Bibelen i, at årsagen til megen lidelse i verden er at finde i mennesket selv. Ligeså finder vi nedfældet i Skriften en dybtgående menneskelig erfaring, når den taler om dæmoniske magter, som lokker mennesker til ondskab; en ondskab, som man egentlig ikke ville anse mennesket for at være i stand til at udvise. Men er alt dette nok til at forklare alverdens lidelser? Hvorfra kommer da den lidelse, som vi øjensynlig ikke kan forbinde med synd? Lidelse, som uforskyldt kommer over mennesket? Meningsløs lidelse. Katastrofer, jordskælv, ulykker, uskyldiges lidelse, uhelbredelige sygdomme, pludselig død... hvem er ansvarlig for det? Ville det ikke være bedre slet ikke at have en verden, når den ser sådan ud? Hvordan forholder Gud sig hertil?

Fra den menneskelige histories begyndelse har dette spørgsmål opflammet til indvendinger mod Gud. Man ringer op: »Har De læst i avisen om det bestialske mord på den lille pige? Og sig mig så - uden fromme omsvøb - hvor er Gud henne? Jeg kan ikke tro på en Gud, som tillader alt! Ingen jordisk far ville kunne se til, når hans børn lider på den måde.« - »Nej, pater«, siger lægen til præsten i Camus' »Pesten«, »jeg har andre begreber om kærligheden, og jeg vil til mine dages ende vægre mig ved at elske et skaberværk, i hvilket børn martres.«

Lidelsens problem er og bliver en gåde og en anfægtelse for troende såvel som for ateister. Mange mennesker foreslår handling: »Lad os gøre noget ved det, lad os bekæmpe lidelsen, hvor den viser sig. Der er vundet mere ved det end ved grublerier og forklaringer.« Det er uden tvivl rigtigt. Det er i overensstemmelse med Guds vilje: lindrer man lidelse, lige meget hvor den forekommer, handler man efter hans ønske. Men er spørgsmålet besvaret hermed? Hvad har kristendommen at sige om uforskyldt lidelse?

»Forklare« lidelsen kan kristne heller ikke. Men en kristen har alligevel tiltro til, at lidelse ikke er en falliterklæring for Guds kærlighed. Hvordan er det muligt?

Lad os prøve at overveje følgende: lidelse kan lutre. Et livsløb, hvor man ikke rammes af et skæbnesvangert slag, leves alt for let overfladisk. Ofte er man først gennem lidelsen i stand til at se bag om tingéne. »Nød lærer én at tænke«, sagde Ernst Bloch (nymarxistisk filosof). »Mennesket vågner først op gennem lidelse«, mente Karl Jaspers (eksistentialistisk filosof).

Lidelse kan modne mennesket (men også knække det!). Mange hårdt prøvede mennesker kan vi kun med beundring tage hatten af for... Den franske tænker, André Gide, skrev følgende: »Jeg tror, der er visse porte, der kun kan åbnes gennem sygdom.«

Lidelse kan rumme advarsler. F.eks. kan legemlig smerte vise hen til en alvorlig sygdom og dermed tjene livet.

Lidelse kan lære mennesket at bede - men også at forbande.

Man både kan og skal nok altid forsøge at finde en mening med lidelsen. Men spørgsmålet er så, om det ikke kunne være gået anderledes? Er det nødvendigt, at lutring, modning og advarsler sker på en så pinefuld måde? Ved at spørge på denne måde får vi ikke noget ægte svar på spørgsmålet om meningen med lidelsen.

Giver Bibelen svar?

Mange mennesker sætter spontant lidelse i forbindelse med straf for at have syndet. Faktisk behersker dette synspunkt også store dele af Bibelen, især Det gamle Testamente. Lidelse som straf også for måske skjult og ubevidst skyld. Men det er på ingen måde Det gamle Testamentes eneste lære. Hos Job, som har lagt navn til en af Det gamle Testamentes bøger, ser vi et menneske, der protesterer mod den ubegribelige lidelse, der har ramt ham, og som går i rette med Gud. Det er ikke »martyren Job«, som der ofte fejlagtigt har været tale om, men om den harmdirrende protesterende Job, der giver tonen an og sætter sig op imod Gud. Han viser, at det menneske, der lider ikke behøver at tie, at Gud ikke tager ham hans anklage ilde op. Den, der kives med Gud, er langtfra nogen ateist. Just den klagende Job oplever sluttelig Gud midt i lidelsen. Hans venner derimod, som søgte forskellige forklaringer på hans lidelser, og som bebrejdede ham, at han ikke ville holde op med at anklage Gud, irettesættes i sidste ende af Gud.

Jesus gør som den første op med den ensidige forklaring på lidelse som straf for synden. Da disciplene ser en blind og spørger: »Rabbi, hvem er det, der har syndet, er det ham selv eller hans forældre, siden han er født blind?« svarer Jesus: »Hverken han selv eller hans forældre har syndet; men nu kan mennesker på ham få Guds undergerninger at se« (Joh. 9,2-4). Forbindelsen mellem synd og lidelse må altså ikke ses så overfladisk og overilet.

Alligevel består der også i Skriften en forbindelse mellem synd og lidelse, uden at lidelsen behøver at være en følge af personlig synd. Vi har allerede tidligere sagt, at verden bliver ringere ved hver synd, og at synden er en straf i sig selv. Ikke det enkelte menneske alene rammes af tragedien i dets »nej« til Gud, men også tingene omkring det, hele verden. Gud er ophav til alle ting, og vort »nej« til Gud rammer samtidig hele Guds skabning. For det meste forestiller vi os skabningen, som om den udfra sit væsen ikke havde nogen som helst forbindelse og sammenhæng med os mennesker og da slet ikke med Gud. Derfor kan vi dårligt forestille os, at syndens »nej« skulle kunne sabotere alt det skabte, at det kunne sætte en kædereaktion i gang, hvor synd og ulykke fortsætter i den materielle verden. Menneskets synd ødelægger den kosmiske orden. Selv om den tanke i første omgang virker fremmed, har vi så ikke - netop i vor tid - fået en fornemmelse af, at alt det skabte ligger i vore hænder, til frelse eller til ulykke?

Alligevel må vi slå fast, at heller ikke Bibelen siger noget endegyldigt om, hvorfra og hvorfor lidelsen opstår. Det kommer her mere an på at gøre det klart, at Gud ikke vil lidelse og ondskab, men kun det gode. Heller ikke Kristus forklarer lidelsen. Kristus har aldrig sagt: »Du lider, fordi, fordi, fordi ... « Ingen er hjulpet med en forklaring af lidelsen; men han forsøgte at hjælpe de nødlidende og betroede dem til alle menneskers særlige omsorg. Han kæmpede af alle kræfter mod lidelsen, veg heller ikke selv uden om den, men tog den på sig. Før han selv skulle lide, bad han Gud om, at lidelsen, om muligt, kunne tages fra ham. Ligesom Job protesterede Jesus mod lidelsen, betragtede den ikke som noget givet. Ved højdepunktet af sin lidelse, på korset, anklagede han Gud og sagde: »Min Gud, hvorfor har du forladt mig?«! Men ligesom Job tog han sluttelig lidelsen på sig og åbenbarede således for menneskene, at lidelsen ikke har det sidste ord at skulle have sagt. Det har Guds magt. I lidelsen kan det ofte være svært at forstå Gud, medens lidelse uden Gud først bliver helt absurd.

Under en samtale om naziterror og jødeforfølgelse spurgte man en Rabbi om følgende: »Efter alt det, der er sket med os, hvordan kan du så stadigvæk tro på Gud?« Den fromme og vise gamle mand, der var vokset op med Det gamle Testamentes aforismer, svarede med et modspørgsmål: »Hvordan kan du lade være med at tro på Gud efter alt det, der er sket?«

Til personlig overvejelse:

- I en antik tragedie hedder det: »Gud viser os visdommens vej. Han gav den evigt sikre lov, der leder os på rette vej: vi lærer gennem lidelse« (fra: Aischvlos, Agamemnon. vers 176-179).

Hvad er din mening om den sætning?

- Der er forskel på, om man betragter lidelse som udenforstående, eller om man selv lider. Hvis du personligt blev konfronteret med svære lidelser, ville det så gøre indtryk på dig? Hvilke erfaringer har du gjort i den retning? - Spillede troen også en rolle i den sammenhæng? Kan du også fortælle om positive erfaringer? Ser du anderledes på lidelsen efter selv at have gennemgået lidelser? - Har du truffet mennesker, der trods deres lidelse opfatter deres liv som meningsfyldt? Og som ikke har mistet troen? - Hvilket indtryk har disse mennesker gjort på dig?

Guds trofasthed

Der har været en del nedslående ting i dette brev. Men andre ting har udtrykkeligt mindet os om menneskets storhed og værdighed; egenskaber, som vi får af Gud, og som rykker mennesket hen i Guds nærhed. Tilsammen giver indtrykkene et realistisk, sandt og dermed værdigt billede af mennesket. Sådan som Bibelen ser mennesket.

Der hersker stort set enighed om de ulykker, der rent faktisk rammer verden og mennesket. Den erfaring gør vi alle på et eller andet tidspunkt. Men i begrundelsen herfor adskiller de forskellige verdensanskuelsers synspunkter sig meget fra hinanden. Der hersker helt modsatte meninger om, hvilke udveje der findes ud af dette dilemma.

For kristendommens vedkommende står det fast, at hvor nødvendige fremskridt og menneskelige bestræbelser end er for at kunne hjælpe mennesker videre frem, så kan mennesket ikke alene hjælpe sig selv ud af ulykkessituationerne. Lige så lidt som man kan trække sig selv op ved håret af sumpen. Mennesket har fjernet sig fra Gud, og det kan ikke selv genoprette nærheden. Hjælp, redning, befrielse - vi kristne taler om forløsning - består i at overvinde afstanden til Gud. Her må Gud hjælpe os. Og det gør han. Gud forlader ikke menneskene. Han er trofast. Allerede i Det gamle Testamente kommer Gud - efter hvert tilfælde af menneskeligt fald (Paradiset, Kain, Babelstårnet, syndfloden ... ) - med det samme med sit løfte om, at han aldrig vil glemme menneskene.

Når alt kommer til alt, er Gud kommet menneskene helt nær i Jesus Kristus. Forløsningen, befrielsen og

fornyelsen af verden og mennesket begyndte med Kristus på trods af mange modstridende erfaringer og tilbagefald. Hos ham ligger menneskets håb om en bedre fremtid.

I det næste brev vil vi tale udførligt om den forløsning og befrielse, der er kommet til os gennem hans liv og hans budskab.

Til yderligere uddybelse af emnet kan anbefales:

Augustins Bekendelser, København 1952.

Clemens Bender, Der Mensch im Zeitalter der Lieblosigkeit. Hamburg 1965.

Eugen Bieser, Die glaubensgeschichtliche Wende. Graz/ Wien/Köln 1986.

Martin Buber, Menneskets vej efter den chassidiske laere. Oslo 1963.

Richard P. McBrien, Katolsk tro gennem to Årtusinder. s. 41-82. København 1987.

Fra amerikansk, Catholicism, New York 1981.

FjodorDostojevskij, Brødrene Karamazov.

A.-M. Dubarie, Le Peché originel. Paris 1983.

Viktor Frankl, Psykologi og eksistens, København 1967. Fra tysk: Ein Psykolog erlebt das Konzentrationslager.

Viktor Frankl, Den ubevidste Gud. København 1980. Fra tysk: Der unbewusste Gott.

J. Feiner og L. Vischer, En ny bog om troen. s. 325-338. København 1975.

Joseph Fichter, Man the image of God. New York 1978.

Eric Fromm, Kunsten at elske. København 1987. Fra engelsk: The art of Loving.

Eric Fromm, Menneskets hjerte. København 1969. Fra engelsk: The heart of the Man.

Gisbert Kranz, 7 kristne, der ændrede verden. København 1980. Glaube zum Leben. Red.: Bruno Chenu m.fI. Freiburg in Br. 1986. s. 351-689. Fra fransk: La foi des catholiques.

James Gaffney, Sin Reconsidered. New York 1983.

Kurt Hansen, Ellis Härstedt, Erik Schou, Gabrlelie Szirmai (redaktører),

Perspektiv og værdier. Et katolsk bidrag til en samtale. Næstved u.år.

W. Kasper, K. Kertelge, K. Lehmann og J. Mischo, Zur Wirklichkeit des Bösen. Mainz 1978.

Heinrich M. Köster, Urstand, Fall und Erbsünde in der katholischen Theologie unseres Jahrhunderts.

Regensburg 1983.

Wolfgang Kraus, Die verratene Anbetung. München/Zürich 1978.

Abraham A. Maslow, På vej mod en eksistenspsykologi. Køben havn 1970.

Lars Messerschmidt, Menneskesønnens opgør med menneskeslægten. I: Catolica 1/1972, s. 2-13.

Lars Messerschmidt, Hvad lærer Det nye Testarnente om arvesynden. I: Lumen, nr. 46, s. 40-61.

Walter Nigg, Maximilian Kolbe. Freiburg 1982.

H. Rondet, Original Sin. New York 1972.

Michael Schmaus, Dogma 2: God and Creation. s. 110-195. London 1990. 8. opl.

Edward Yarnold SJ., The Theology of Original Sin. Indiana 1971.