Brev 09

Indhold

Gud gør fri

Syndens endeligt

Menneskets befrielse

Meningsløshedens endeligt

»Jeg skal gå med glædesbud til fattige, ... for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et nådeår fra Herren.«

(Luk. 4,18)

Gud gør fri

Mennesket kommer til kort

I slutningen af forrige brev fremsattes en dristig påstand: kun gennem Jesus Kristus kan mennesket gøre sig fri af sin elendighed.

Ethvert menneske ønsker at leve, at udfolde sig, at virkeliggøre sig selv. For at kunne det må det være frit. I stedet for er det underlagt tvang, restriktioner, bindinger og hæmninger; angst, mistro, hemmelighedskræmmeri, forsigtighed og hensyn. Man må dukke sig, føje sig, stille sig tilfreds. Hvor stor frihed levnes der mennesker i et højhus? Den enes frihed begrænser den andens. Hvor stor frihed har lønmodtagere og arbejdsgivere inden for det frie markeds kræfter, konkurrencestridigheder, reklametvang og rationalisering på arbejdsmarkedet? Hvor frie er de mennesker, der lever i fattigdom og sult? Eller de, der »har alt«, men som fylder psykiaternes venteværelser? Kan man tale om frihed i fængsler, fangelejre eller diktaturstater?

Hertil kommer den ufrihed, som ingen kan sige sig fri for: ensomhed og angst, der medfører sygelige tvangsforestillinger. Fysiske skavanker, skæbnesvangre oplevelser, lidelse og død. Skulle troen kunne udrette noget her? Kan den befri herfra?

Føler mennesker, der regner sig for ikke-troende, sig ikke som særligt »frie« ? Og gør kristne til gengæld ikke mange gange indtryk af at være kommet til kort, at være ufrie og indeklemte? Og når de forventer befrielse »udefra«, fra Kristus, medfører det så ikke nye afhængighedsforhold? Er det ikke at indrømme egen uformåenhed?

Og akkurat her rejser protesterne sig især fra ungdommen. Mange unge er overbeviste om, at mennesker kun behøver at tage skæbnen i egen hånd (emancipation), at ændre verden - i nødsfald ved hjælp af vold (revolution), så vil mennesket af sig selv blive mere frit. Iøvrigt vil mennesket alligevel videreudvikle sig (evolution) og forbedre verdens livsbetingelser til egen fordel (fremskridt).

Men ind imellem har denne optimisme måttet vige pladsen for tiltagende resignation og håbløshed. Forsøg på befrielse medfører ny vold, befrierne bliver nye undertrykkere, af fremskridtene opstår ny afhængighed og nye tvangssituationer. Fører vor higen efter lykke, opfyldelse og frihed ikke kun ud i illusioner?

* * *

Til personlig overvejelse: - Hvad hører efter din mening med, til et lykkeligt og opfyldt liv?

- Er der i den sammenhæng forventninger, hvis opfyldelse på afgørende måde er afhængig af troen?

- Eller er der forhåbninger, som ikke »med den bedste vilje« har noget at vente af troen? - Hvad forbinder du med begreberne frihed kristendom - kirke?

- Sidder du inde med erfaringer, erindringer, eksempler, der kunne begrunde og anskueliggøre tesen om, at »troen gør fri«?

* * *

Roden til det onde

Efter vor mening bekræfter disse erfaringer det, som blev sagt i slutningen af forrige brev. Forløsning kan ikke komme fra mennesket selv, kun fra Gud. Ligesom mennesket kan »tage sit eget liv«, men ikke give sig selv det, således kan det også forspilde sin frelse, men ikke selv vinde den. Mennesket kan ganske vist skille sig fra Gud gennem synden, men det kan ikke forløse sig selv. Og netop denne adskillelse fra Gud synden - er roden til al ufrihed og alt ondt.

At løgn ødelægger kontakten til andre mennesker, isolerer dem, skaber ufrihed, er noget, man selv kan erfare. Sandheden derimod gør fri (smlg. Joh. 8,32). Dovenskab lader ukrudt gro, skaber ufrihed. Gennem sit engagement frigøres mennesket og befrier andre. Letsind og hensynsløshed kan forårsage trafikuheld. En hel familie ruineres. Det skaber ufrihed. Ansvarsfølelse og hensyntagen derimod giver rum for oaser af frihed.

Helbredelse skal altså udgå fra roden. Ingen fornuftig læge vil nøjes med at behandle sygdomssymptomerne og lade årsagerne upåagtede. Alle menneskelige forsøg på at frelse sig selv vil - før eller siden - føre til det modsatte, hvis mennesket ikke i hjertet befries fra »det onde«. Og det kan kun Gud gøre.

Syndens endeligt

For mennesket betyder adskillelse fra Gud - synd fremmedgørelse og tab af identitet.

Derfor er Gud kommet ind i verden. Han har gjort det ubegribelige begribeligt for os. Han selv er trådt ind i verden, der er præget af synd, og han har derved ophævet adskillelsen mellem sig og mennesket. Bibelen siger drastisk: »Den, der ikke skyldte noget, lod Gud være skyldneren i stedet for os ... « (2. Kor. 5,21). 

Det vil sige, at Jesus - selv uden synd - på sin krop har måttet erfare, hvad det vil sige for et menneske at »være forladt af Gud og hvermand«. Selv om han aldrig selv har syndet, har han måttet udholde syndens følger til den bitre ende. Alverdens synd blev læsset over på ham som syndebuk.

Således har han frigjort os fra synden og dens følger. I Kristus har Gud »gennemsyret« menneskeheden samtidig med, at han har stillet sig i spidsen for den. Kristus har i hele menneskehedens sted sagt det afgørende »ja« til Gud. Dette »ja« genopretter den afbrudte »Livskontakt« med Gud. Samtidig er han »startskuddet« til en ny skabelse. »Det guddommelige miljø« (Teilhard de Chardin) og menneskets livssfære berører hinanden, 

I en gammel salme beder man frelseren om at »åbne Himlen, lukke den låste port op ... «. Det har Jesus gjort. Den mur, som Adam med sit »nej« byggede op mellem sig selv og Gud, har Jesus brudt ned. Han har »åbnet Himlen«, gjort den gennemsigtig for os, så Guds kærlighed kan trænge igennem til os.

Som »Guds Søn« åbenbarer Jesus, hvor trofast Gud er mod os; som »menneskesøn« viser han tillige, hvad mennesket er, og at det tilhører Gud. Fra at være »forældreløse« er vi igen blevet »Guds børn«. Fra nu af er det muligt for ethvert menneske at lade skyld og synd bag sig, at finde tilgivelse. Det er grundlaget for al frihed.

Menneskets befrielse

Guds kærlighed...

Guds kærlighed indvirker befriende på vort liv, allerede før vi er os det bevidst. Er »arvesynden« et negativ, så er Guds kærlighed et positiv, et plus, en forudgivet kendelse, der »bestemmer« vort liv.

En lykkelig barndom, kærlige forældre og beskyttende omsorg i de første afgørende leveår: hvor meget husker et barn af det? Hvad er det sig bevidst? Hvor meget vil det erindre? Barnet gør krav på denne kærlighed og »bruger« den selvfølgeligt uden så meget som at ane det allerfjerneste om betydningen af denne »lykke«. Senere vil det høste »frugterne«: modenhed, selvsikkerhed, evne til at knytte kontakt, venlighed,; tilfredshed. Så forstår det, at det udelukkende kan takke sine forældres kærlighed for denne lykke ogfriheden til at leve et sandt menneskeligt liv.

På samme måde er alle høstede erfaringer om frelse og samtlige befrielsesresultater kun mulige, fordi Gud elskede os først.

... befrier os fra skyld

Sammenhængen mellem Guds forløsende kærlighed og chancen for et nyt liv for os mennesker erfarer vi tydeligt gennem Bodens Sakramente (smlg. især brev nr. 19).

Ingen kommer gennem livet uden »skyld«. Troen kan ikke gøre skyld ugjort - tværtimod. Troen tager skylden alvorligt, tillader ingen forklejnelse og ingen fortrængning. Men troen ved om befrielse fra skyld.

Vi har vel alle været i situationer, hvor vi ville hemmeligholde svigt og skyld. Som barn, som ægtefælle, som kollega... hvor ufri føler man sig ikke! Hvor kan angst og bekymring ikke virke indsnævrende på os. »Mon de har lagt mærke til noget?« Og omvendt, hvor er det befriende, når der kan tales om det, og sagen er bilagt. »Overstået og tilgivet.«

Men tilsigelsen om, at Gud har tilgivet, er langt mere befriende. Der findes faktisk en »alternativ levevis« for menneskene. For den, der vil »vende om«, må fortid være fortid. Det menneske har lov til at begynde på en frisk. Livet går ikke længere ad vante stier, det kan ændre retning. Mennesket behøver ikke at fortrænge eller skjule noget. Det behøver ikke at skyde skylden på andre eller at undskylde sig. Og således overtager mennesket igen det fulde ansvar for sit liv.

... befrier os fra død

Befriet fra synd - javel! Men er det rent faktisk det, som mennesker nu til dags stræber efter? Drejer det sig ikke snarere om befrielse fra andre former for tvang? Især fra meningsløshed, lidelse og død?

Meningsløshed, lidelse og død hænger nøje sammen. Meningsløshed medfører lidelse. Lidelse synes at stride mod meningsfuldhed. Mangel på mening med livet fører til fortvivlelse, til en tilstand af at være »levende død«. Og omvendt findes der intet svar herpå, så længe døden har det sidste ord. Derfor vil vi først komme ind på, hvad døden er. Vore hidtidige overvejelser har peget i retning af, at man finder en mening med tilværelsen, når man modtager og giver kærlighed og støtte. Denne vej ender ved menneskelivets grænse. Og så er der kun usikkerhed og håb tilbage.

Imidlertid er det tydeliggjort i Kristus, at kærlighed og hengivelse rækker ud over døden. Den eksisterer, før vi blev født, og den varer ud over døden. Det, som Gabriel Marcel (fransk filosof) har udtalt om menneskelig kærlighed, gælder ikke mindst i følgende situation: »At sige: jeg elsker dig, er det samme som at sige: "du dør ikke". Igennem Jesus Kristus er Guds kærlighed blevet både synlig og mærkbar. Hverken en hård skæbne, sygdom eller lidelse kan skille os fra denne kærlighed. Ikke engang døden. For vort liv varer evigt.

Apostlen Paulus skriver fuld af begejstring til menigheden i Rom: »Hvad kan skille os fra Guds kærlighed? Sjælelig død? Social tvang? Økonomisk nød? Krig? Ondskabsfuldhed? Nej, alt dette overvinder vi gennem ham, fordi han elsker os. For jeg er overbevist om, at intet - ikke død, ikke liv, ikke engle, ikke ånder, ikke det nuværende, ikke det kommende, ikke magter, ikke de bundløse Himle, ikke de bundløse Afgrunde - intet og ingen optænkelig skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som møder os i Jesus Kristus, vor Herre« (smlg. Rom. 8).

Denne overbevisning har sin rod i Jesu opstandelse. Håbet styrkes gennem påskebegivenheden. Døden har ikke længere det sidste ord. Det har været sikkert siden da. Døden kunne ikke fastholde ham, der er selve livet. Med ham er dødens magt overvundet én gang for alle.

Og alligevel frygter også kristne mennesker døden.

Når det kommer til stykket, er døden mere håndgribelig for os end livets sejr over den. Frygten for mørket er der stadigvæk og angsten for at være alene i dødsøjeblikket. Men troen forhindrer, at angsten tyranniserer. Denne tro giver os styrke til at se døden i øjnene. Vi behøver ikke skjule os under en maske af evig ungdom. Vi kan ældes med værdighed. Troen bevarer os for at fortrænge tanken om døden og at undgå de døende.Jesu løfte gælder alle: »Frygtløst skal jert hjerte være. Tro på Gud og tro på mig. I min Faders Hus er der rum for alle,- hvis ikke, ville jeg have sagt jer det. Jeg tager bort og indretter et sted for jer at være,- og når jeg er taget bort, når jeg har indrettet et sted for jer, så kommer jeg igen og tager jer til mig, for hvor jeg er, dér skal også I være« (Joh. 14,1-3). Og vi har lov at tilføje, at det også gælder for de andre, som vi elsker, og »uden hvem vi ikke kan leve«.

Håbet bevirker altså, at vi kan udholde dødsangsten. Døden er porten, der åbner os vejen til vort sande hjem. Livet efter døden er altså ikke noget skyggerige, hvor fortabte sjæle flakker om, men fuldendelse, lykke og liv.

... befrier os fra lidelse

Alt det, der her er sagt, er ikke ensbetydende med, at vi overilet kan forsone os med lidelse og død. Gud vil liv, og Gud vil frelse. Lidelse og død på jorden er mod hans vilje. Derfor må vor forbitrede modstand også gælde dette. Gud vil menneskets lykke og fred, ikke det svære og lidelsesfyidte. Han vil det gode. Ganske vist også selv om det bliver svært. For at befri os fra mørke og ondskab er han kommet til en verden præget af synd. For at kunne opnå det, var han rede til at lade sig korsfæste. Derfor kræver troen på livets Gud det afgørende engagement i kampen mod sygdom, lidelse, smerte og død.

Men er Jesus ikke selv bukket under for lidelsen? Har han ved sin død ikke bare føjet endnu en død til de utallige døde? Hvor aftegner befrielsen sig?

Netop den kendsgerning, at Jesus ikke har fortrængt lidelse og død, viser os vejen frem. Han har taget begge dele på sig og overvundet dem. Netop fordi hans historie, efter vor målestok, ikke er nogen succeshistorie, derfor - og kun derfor - kan den også i dag være af betydning for os. Netop fordi Jesu historie var en lidelseshistorie, kan vi genkende os selv i den og sluttelig gennem al lidelse mærke den glæde og den frihed, der prægede hans liv. Det er lovet os alle, og tit ser man dette hos troende mennesker, som er mærkede af svær sygdom og en nært forestående død.

I sådanne situationer forekommer Gud os ofte grusom. Og mennesket har ret til at klage og protestere. Måske har mennesker brug for meget lang tid til at kæmpe sig frem til en holdning, som belyses med eksemplet Job i Det gamle Testamente.

Også Job må gennem en langvarig kamp, før han erkender, at ingen fatter Gud helt. Gud er stor - for stor for mig, og hans veje er ikke vore veje. Guds overvejelser og beslutninger er ikke identiske med vore. Har jeg - mennesket - lov til at dømme min Gud? Hvad giver mig lov til at betvivle, at Gud vil det gode og ikke det onde? Ved jeg måske, hvilket formål mit liv, mine lidelser, min angst og mine bekymringer tjener til? (Smlg. Jobs bog)

Dermed hører lidelsen ikke op med at være lidelse, og døden er og bliver døden. Men lidelse og død er overvundet, når man har en sikker tro på, at Gud ikke er imod os, men for os. For mange menneskers vedkommende er Jesu kors den eneste støtte i deres meningsløse lidelse og »hårde skæbne«. Gud står ikke fremmed over for lidelsen. I Jesus påtog han sig smerter, angst og tvivl. Han ved, »hvordan det føles«.

Kristi kors, der hidtil har været et negativt tegn på meningsløs død, bliver nu et tegn på befrielse og frel-

se. En troende søger ikke mere nogen forklaring, men stoler på Gud. Gud er ikke imod os, men for os. Alt det onde får en ende. Som helhed ender det trods alt godt for Guds skabninger. »... de lidelser, vi nu må gennemgå, er for intet at regne mod den herlighed, der åbenbarer sig over os« (Rom. 8,18). Vi må ikke kun fæstne vort blik på et lille udsnit af menneskelivet, men se hen over dødens grænse.

* * *

Til personlig overvejelse:

- Sygdom, smerte, lidelse og død hører til de hændelser i livet, som er tunge at komme igennem. Synes du, at de foregående siders udsagn bekræfter dine egne erfaringsområder? - Ville du have mod til at trøste en, der lider? Hvad ville du udtrykke anderledes, end vi har gjort?

- Er der noget, som du vanskeligt eller slet ikke kan tale om, når du konfronteres med konkret lidelse?

* * *

... befrier os fra ensomhed

Mange mennesker, især syge og gamle og i stigende grad også unge, føler ensomhedens tryk og forladthedens byrde. De har ingen at tale med. Ingen har tid tilovers for dem. Enhver har nok i sig selv. Der findes ensomhed, fordi mennesker har glemt at tage vare på følelser og at udtrykke dem. De er ude af stand til at kommunikere og skabe kontakt til andre. I storbyernes anonymitet vokser ensomheden gennem arbejdets sløvende rytme.

Manglende evne til at meddele sig til andre, at lade andre nærme sig en, at have øje for andres nød, beskriver Bibelen ved konkrete menneskers lidelse: de blinde, de lamme, de døve. For Jesu samtidige bliver helbredelsen af disse legemlige skavanker på samme tid en helbredelse af større og dybere dimensioner. Mennesker oplever, hvordan de gennem Jesus igen lærer at høre, at se og at gå i dobbelt betydning. De ser ikke kun, hvad der sker omkring dem selv, men de ser også sig selv i et helt nyt lys. Ikke alene kan de igen bevæge benene, de kommer også selv i bevægelse, de ændrer deres liv, de går ad helt nye veje.

Det troende menneske er sikker på, at Gud er en »Gud for mig«, at der ikke eksisterer en yderste forladthed. Mennesket har altid en, det kan henvende sig til; en, som taler til det; en, der har øje for det. Det behøver aldrig at føle sig helt forladt.

Følgende bøn er overleveret os fra en troende israelit (Davids salme 139):

Herre, du kender mig og ransager mig!

Du ved, når jeg sidder, og når jeg står op,

du fatter min tanke i frastand,

du har rede på, hvor jeg går eller ligger,

og alle mine veje kender du grant.

Thi før ordet er til på min tunge,

se, da ved du det, Herre, til fulde.

Bagfra og forfra omslutter du mig,

du lægger din hånd på mig.

At fatte det er mig for underfuldt,

for højt, jeg evner det ikke!

Hvorhen skal jeg gå for din Ånd,

og hvor skal jeg fly for dit åsyn?

Farer jeg op til Himlen, da er du der,

reder jeg leje i Dødsriget, så er du der;

tager jeg morgenrødens vinger,

fæster jeg bo, hvor havet ender,

da vil din hånd også lede mig der,

din højre holde mig fast!

Og siger jeg: »Mørket skal skjule mig,

lyset blive nat omkring mig!«

så er mørket ej mørkt for dig,

og natten er klar som dagen,

mørket er som lyset.

Thi du har dannet mine nyrer,

vævet mig i moders liv.

Jeg vil takke dig,

fordi jeg er underfuldt skabt;

underfulde er dine gerninger,

det kender min sjæl tilfulde.

Mine ben var ikke skjult for dig,

da jeg blev skabt i løndom,

virket i jordens dyb;

som foster så dine øjne mig... «

Men troen udvirker endnu en ting: den fører mennesker sammen igen. »I ham er alle blevet ét« (Joh. 17). Vi har en fælles far, en fælles hjemstavn. Enhver form for isolation er dybest set troen fjern, hvad enten det skyldes, at mennesker tilhører andre racer, har andre verdensanskuelser eller tilhører andre trossamfund, eller fordi de er syge, gamle eller hjælpeløse, foragtede, fattige eller udstødte.... alle er vi Guds børn.

De er vore brødre og søstre i Kristus. Uden menneskeligt fællesskab og menneskelig solidaritet eksisterer der ikke noget kristent liv. Hvor mennesker handler som overbeviste kristne, er det forbi med ensomheden i deres eget liv og i deres omgivelsers.

... befrier os fra angst

Ingen slipper gennem livet uden at føle angst. Vi er bange, når vi trues udefra, bange for skæbnens hug, for sygdom og for at dø. Heller ikke troen kan fjerne denne angst fra vort liv. Men den kan hjælpe os til at leve med angsten, at besejre den. Mod angst hjælper kun én ting: tillid. Det »normale« menneske er ikke »frygtløst«, men det forstår at leve med angsten, at holde ud i angsten, fordi dets tillid er større end dets angstfølelse. Den kristne tror ikke på en »blind skæbne«, men rigtignok på en, der »sender« den, og som, samtidig med »sendelsen« eller »godtagelsen« af den, siger: Jeg er på din side, jeg hjælper dig, og som frem for alt siger: Ingen kan rive dig ud af mine hænder. Jeg griber dig, jeg holder dig fast. Således kan selv angsten for et troende menneske under visse omstændigheder blive et sted, hvor man erfarer Guds nærvær.

Et barn skriger af angst. Det bliver ved, indtil det ser sin mor, som det elsker, og af hvem hele dets liv afhænger. Angst er altså et »smertesignal« til en kærlighed, som man ikke kan se, men som man heller ikke kan undvære. Fra den troende kan angsten være et skrig, der siger: Vis dig, Gud! »Hvor længe vil du evigt glemme mig, Herre, hvor længe skjule dit åsyn for mig?

Hvor længe skal jeg huse sorg i min sjæl, kvide i hjertet dag og nat?«

(Salme 13.1-3)

... befrier os fra os selv

Når man ved, at døden ikke er afslutningen på det hele, befries man fra den tvangsforestilling, at man her i dette liv skal sætte alt ind på ét kort. »Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø!« Man befries fra at skulle »rase ud«, fra at stræbe efter magt og fra at skulle hævde sig.

Hvis alt er ude med døden, er det meget fristende al »tage for sig af retterne«, for »man lever kun én gang«. Men det er tvivlsomt, om man virkelig bliver lykkelig med denne livsopfattelse; spørgsmålet om »hvorfor egentlig?« bliver nemlig hængende.

Men hvis man er fri for denne angst, denne meningsløshed og håbløshed, så er man også fri nok til at »give sig selv bort«. Man behøver ikke at være nærig med tiden, ikke at ville øge sin lykke på bekostning af andre. Man frigøres fra at leve et liv, der er baseret udelukkende på selvopholdelsesdrift, hvilket i virkeligheden er døden. Ens liv står under »sym-patiens« lov, dvs. man bliver med-lidende, med-følende og med-levende. Dette er den ordrette oversættelse af ordet »sympati«.

Man bliver i stand til at forstå sine medmennesker og sætte sig i deres sted. Troen befrier og forpligter til også at befri andre. »Næsten« rykker ind i centrum. Det afgørende har en troende for længst fået foræret. Findes der mon en bedre grund til selvagtelse end at vide, at man værdsættes og elskes af Gud? Alene det er nok til at retfærdiggøre ens eksistens. Det kan ingen ved egen kraft! Derfor kan den troende bruge alle sine kræfter på at gøre andre lykkelige. Føler man sig elsket, er man i stand til at give kærlighed videre. Lider man med andre, er man selv »vel-lidt«. »Sym-pati« gengældes med sympati.

Meningsløshedens endeligt

Menneskets værdighed

Det er Guds kærlighed, der lader os leve. Den ytrer sig ved at befri os fra synd og død, fra skyld, ensomhed og angst. Den giver vort liv mening og gør det igen værd at leve. For en kristen eksisterer der, når alt kommer til alt, intet meningsløst, værdiløst liv. Gud godtager hvert eneste menneske, også det fysisk og psykisk syge, det ufødte barn såvel som det menneske, der er udmattet på grund af alder. Her er den endelige begrundelse for menneskelivets ukrænkelige værdighed. Mennesket er mere end det, som det i løbet af sit korte liv kan yde og fortjene. Det har værdi, fordi Gud anser det for værdifuldt nok til at dele det evige liv med.

Når der ikke længere er noget at håbe på eller stræbe efter, hersker meningsløsheden. Døden er ikke et mål. Den er afslutningen - slet og ret. Men det troende menneske kender Guds løfte: »..jeg kalder dig ved navn, du er min!« (Es. 43, 1) én gang for alle. Og vi har lov at tilføje: Og sammen med dig alt, hvad du har udrettet og lidt. Intet falder ved døden tilbage i et meningsudslettende Intet. Intet har været omsomsl. Det gælderfor enhver indsatsfor menneskene og denne verdens livskvalitet.

Et troende menneske kender ganske vist også til den pinefulde erfaring, det er, ikke at have nået et afstukket mål. Mennesket dør eller trættes, og hvad det efterlader synes måske ubrugeligt, ufuldendt, brudstykkeagtigt. Men - selv dette »brudstykke« udgør en lille sten i en stor mosaik. Ganske vist er man ansvarlig for dette »brudstykke«, men det samlede billede formes af en anden - af Gud. Fordi han samler mange enkeltdele til et helt billede, er der mening med alt og alle.

En helt ny begyndelse

Det svarer for menneskets vedkommende til en »nyskabelse«. Mennesket er som »nyfødt«. Det får nyt liv. Det er sådan, Bibelen udtrykker det, når den vil beskrive, hvad Gud gør ved mennesket! Nu ved det, hvorfor det lever her på jorden. Denne vished om mål og mening ud fra troen betyder mere for mennesket end en smule »større livskvalitet«. Den giver livet »fylde«, ja, den er simpelt hen livet. Og hermed menes alt, hvad der hører med til at leve.

Endnu tydeligere bliver det, når man stiller det op over for det, som Skriften kalder den »legemlige død«. Man kan godt være død midt i livet. Man kan være »gået til« i håbløshed, forgiftet af tvivl om meningen med det hele, udmarvet af trøstesløshed, knækket af mangel på noget at holde sig til. Denne »åndelige død« gør én modtagelig for alt mørkt og ødelæggende: had, misundelse, bitterhed, vold, undertrykkelse, tortur. Det er som et spindelvæv, som døden spinder livet ind i, indtil livet endegyldigt bliver hængende et eller andet sted i det.

Det liv, som Jesus bringer os, tager ikke først sin begyndelse i »evigheden«. Jesu opstandelse bryder ikke kun dødens magt ved livets afslutning, men her og nu. »Nu, da I er befriede fra slaveriet under synden... nu høster I helligelse, og helligelsens vej ender i Evigt Liv« (Rom. 6,22). Jesu program lyder: »... jeg er kommet, for at de skal have liv og overflod« (Joh. 10,10).

Når man tror på Gud, kan man ånde frit, fordi man så har et mål forude. Man kan bære meget, fordi man ved, at alt vil blive godt. Man kan lære af sine fejl, angre, ændre sig, fordi man har fremtiden for sig.

Denne positive indstilling til livet tiltrækker som en magnet alt, hvad der er lyst og opbyggeligt: kærlighed, tilfredshed, glæde, ro, tolerance, ømhed og helbredende kræfter. Forventningen om opstandelsen gennemstrømmer tilværelsen som et vidt forgrenet kanalsystem med »floder af Levende Vand« (Joh. 7,37 ff). Her og nu formår håbet at forvandle ørken til blomstrende haver. Den befrielse, man erfarer, er en »forsmag«, et »forskud« på det nye liv. Jesu opstandelse gør det klart, at opstandelse og evigt liv hverken er symbol eller metafor, men virkelighed. Det er en virkelighed, der omfatter hele mennesket, legeme og sjæl, ånd og materie, individ og hele menneskeheden, jorden og hele kosmos. Det er »totalt liv«.

Kun fremtidsmusik?

Men er det virkelig sådan? Kan man allerede, mens man er i live, mærke noget til det? Lyder det ikke snarere som fremtidsmusik, der siger, at det nok skal ende godt; Gud har det sidste ord: » ... denne tids lidelser er for intet at regne mod den kommende herlighed ... « Det lyder altsammen som en fatal trøst.

Meget ligger ganske rigtigt i fremtiden. Og alligevel er det allerede begyndt. På den ene side et »endnu ikke« og på den anden side et »allerede«. I Kristus har det hele taget sin begyndelse, men det er under stadig udvikling, i stadig vækst.

Jesus sammenfatter det, som han bringer os, i begrebet »Guds rige, Guds herredømme«. Men hermed menes der ikke, at nogen be-herskes. Det skyldes, at der dér, hvor Gud hersker, kun findes én form for undertrykkelse: ufrihedens og ondskabens. Hvor Gud hersker, drejer det sig om en ny og bedre verden. Men samtidig bruger Jesus billeder, som udtrykker, at begyndelsen hermed er gjort, men at fuldendelsen endnu forestår. Han taler om sennepskornet, som udfolder sig mere og mere (Mark. 4,30). Eller om surdejen. der får brødet til at hæve (Matt. 13,33).

Altså er det nye liv, Gudsriget, en proces, der også er afhængig af mennesket. Det, som Jesus vil - virkeligheden - bliver til overalt, hvor mennesker virkelig følger Kristus efter. Men mennesker kan også forsinke denne proces både for sig selv og for menneskeheden som sådan, når de vægrer sig ved ham. Forløsningens gave til os forpligter os samtidig til at forløse andre.

Livet i frihed

Kristus er fri, og han gør fri. Mennesker forløses ved at omgås ham, de »ånder op«. Han befrier dem fra deres byrder. Han lader dem hvile ud. Han skænker ro og opmuntring, når mennesker er tyngede af besvær. Han tilgiver synd og får sten til at falde fra hjertet. Mennesker retter sig op, fatter nyt mod og håb (smlg. Matt. 5,1 ff). I sin tiltrædelsesprædiken griber Jesus tilbage til et ord af profeten Esajas: »Jeg skal gå med glædesbud til fattige... for at udråbe, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et nådeår fra Herren« (Luk. 4,18).

Ikke kun dengang, men atter og atter har mennesker følt Kristi befriende og forløsende kraft i deres eget liv. Troen har frigjort mange mennesker fra både angst og depressioner, fra smerter og fysiske plager,

fra en uheldig opdragelses indflydelse, fra skyldfølelse og fra en spoleret fortids tyranni. Den har frigjort fra den offentlige menings pres, fra fejhed og tilpasning til det herskende parti eller den herskende ideologi. I kraft af troen plejer de kristne syge mennesker, og de kæmper for retfærdighed. Igen og igen gennembryder troen menneskets elementære dødsangst. Det udholder smerte og uret og får styrke til somme tider også at »vende den anden kind til«. Og netop herigennem ændrer sådanne mennesker verden. De beskæmmer, de forbløffer, de gør rådvild og eftertænksom. Ingen undervisning kan erstatte mødet med sådanne mennesker. De er de egentlige »breve«, der omhandler budskabet om befrielse gennem tro.

Selvfølgelig kan mennesker, der ikke tror på Gud eller Kristus, yde præcist det samme. Det er ikke et eksklusivt privilegium for troende. Men mange mennesker erfarer i deres eget liv, h vad frihed er, fordi de helt bevidst har overgivet deres liv til Jesus i tro på ham. De får styrke til at overvinde fejhed, svaghed og modløshed alene gennem troen på Kristus.

* * *

Til personlig overvejelse:

- Nietzsche bebrejdede de kristne, at de ikke »så mere forløste ud«. Deres uforløste udseende er for ham grund nok til at afvise forløsningen gennem Kristus. Hvad siger din erfaring dig om dette?

- Hvordan kan det mon være, at der ofte er en dyb k!øft mellem kristendommens sandhed, frelsens virkelighed og det konkrete »kristne liv«?

* * *

Frihed må erfares

I sit liv, sine taler og sine handlinger har Kristus opstillet visse retningslinier. De, der tror på ham og vil følge ham, har han lovet, at »han skal gøre de samme gerninger, som jeg selv gør, ja, han skal gøre endnu større gerninger ... « (Joh. 14,12). Kristendommen og den enkelte kristnes tro må se sig selv i forhold til dette løfte. For når man ved sig accepteret af Gud, kan man også acceptere andre. Når man selv lever i kraft af tilgivelsen, kan man så nægte andre tilgivelse? Når man ikke selv dømmes af Gud, hvorledes kan man så dømme den anden? Når man ved, at man - trods sine svagheder - tåles af Gud, hvordan kan man så være intolerant, ringeagte samvittighedsfrihed, udbasunere andres fejl, afsløre skjulte svagheder eller udnytte andres utilstrækkelighed? Hvorledes kan den, der modtager »livets brød«, forholde sig ligegyldig, når andre mangler brød for blot at kunne overleve? Hvordan kan man udslette, udnytte, ødelægge denne verden, når man tror på skabelsens fuldendthed?

Gud har sendt os sin Søn, og Jesus sender os ud for » ... at gå med glædesbud til fattige... sætte fanger og fortrykte i frihed ... «.

En dreng sender sin drage, sin papirfugl, op i luften. For virkelig at kunne stige til vejrs er ikke alene vinden og konstruktionen af betydning. Også snoren er meget vigtig.

Hvis vi forestiller os, at papirfuglen sagde til sig selv: »Jeg gider ikke blive ved med at hænge fast i en lille drengs snor. Jeg river mig løs. Jeg vil selv bestemme, hvor højt jeg vil flyve«, ville det kun vare et par sekunder, før dragen ligger knust på jorden i stedet for at stige opad. Det er enden på al »selvbestemmelse«. - Der er mange lignende tilfælde: gyngens flugt er kun mulig, fordi den er fastgjort i kroge.

Så paradoksalt det end lyder, har frihed noget at gøre med at være bundet. Uden binding går det ikke. Vi har frihed til selv at udvælge, hvad vi skal binde os til. Kærlighed er den eneste binding, der ikke gør ufri. Den søger til gengæld en stadig snævrere bundethed. Gud er kærlighed. At være bundet til ham betyder opdrift, holdepunkt, sikring, menneskelig fuldendthed.

Til yderligere uddybelse af emnet kan anbefales:

E. Bieser, Glaubensbekenntnis und Vaterunser. Diisseldorf 1993.

L. Boros, Erlöstes Dasein, Mainz 1972.

L. Boros, Im Menschen Gott begegnen, Mainz 1967.

J. Bours, Wer es mit Gott zu tun bekommt, Freiburg 1987.

R.P. McBrien, Katolsk Tro gennem to Årtusinder, København 1987. Især kap. 9.

P. Theilhard de Chardin, Det guddommelige rnilieu, København 1963.

J. B. Cobb, The Structure of Christian Experience, Philadelphia 1967.

G. O'Collins, R. Faricy, M. Flick, The Cross Today, Toronto 1977.

D. Door, Option for the Poor, Dublin 1983.

A. Greeiey, A Touch of the Spirit, New York 1971.

J. Dunne, The Reasons of the Heart, London 1979.

L. Evelyn, In His Presence, New York 1970.

Godt nyt til fattige, Kirkernes U-Iandsoplysning, København 1981.

Den hollandske Katekismus for Voksne, København 1983, især 4. del.

W. Kasper, Einführung in den Glauben, Mainz 1975, 4. oplag

K.Koch, Lust am Christsein. Freiburg Schweiz 1992.

Flynn, Kære hr.Gud, det er Anna, København 1977.

Chr. Lerch, Befrielsesteologien, Magasin 1975, nr. 4, s.7-8.

Chr. Lerch, Nøgleord i befrielsesteologien, Magasin 1975, nr. 5, s.6-8.

Chr. Lerch, Spirituelle aspekter i befrielsesteologien, Magasin 1976, nr. l, s.5-6.

J.B. Lotz, Von Ihm ergriffen. Freiburg, Basel, Wien 1981.

J.-M. Lustiger, Le choix de Dieu, Paris 1987.

Hans L. Mariensen, Dåb og kristenliv, KØbenhavn 1980.

Hans L. Martensen, Dåb og gudstro, København 1982.

H. Mühlen, Einübung in die christliehe Grunderfahrung, Mainz 1976.

J. Moltmann, Die ersten Freigelassenen der Schöpfung, München 1974, 4. oplag.

J. Moltmann, The Theology of Hope, New York 1975.

J. Moltmann, The Passion for Life. Philadelphia 1978.

H. Nouwen, Gottes Clown sein, Paris, Basel, Wien 1985.

M. Oraison, Überwindung der Angst, Stuttgart 1973.

S.M. Ogden, Faith and Freedom, Nashwille 1979.

H. Rieber-Mohn, Kristen i et tidsskifte, Oslo 1979.

E. Schillebeeckx, God among Us, London 1983.

E. Schillebeeckx, For the Sake of God, London 1989.

B. Stoeckle, Erlöst? Stuttgart 1973.

P. Weiss, Befreit von Angst und Einsanikeit, Köln 1973.