Brev 10
Indhold
Ja til Kristus - nej til Kirken?
Hvad ville Jesus?
Hemmeligheden bag Kirken
Den hellige Kirke... syndernes Kirke
Kritik af Kirken
Mange, som er indenfor, er udenfor, og mange, som er udenfor, er indenfor.
Augustin
Ja til Kristus - nej til Kirken?
Mange af vore læsere har formodentlig ventet spændt specielt på dette brev. Hos nogle vækker temaet om Kirken håb, hos andre tvivl og/eller modsigelse. For mange mennesker begynder de egentlige vanskeligheder omkring troen ved Kirken som begreb.
Inden du læser dette brev, ville det være gavnligt, om du gjorde status med hensyn til din egen holdning til fænomenet Kirke. Denne ramme kan hjælpe dig til at få hold på tankerne:
* * *
Til personlig overvejelse:
- Hvad falder dig spontant ind, når du hører ordet »Kirke«?
- Hvordan bedømmer du din egen indstilling til Kirken: afvisende, ligegyldig, positiv, engageret?
* * *
Hvad drejer det hele sig om?
De fleste mennesker tror, at der findes en Gud; men de har vanskeligheder med »jordpersonalet«. Mange, er overbeviste om, at Jesus har åbenbaret Gud for os. Men at en Kirke skulle være nødvendig for at tro på Jesus Kristus, finder mange forargeligt og svært at fatte. Og skal der absolut være en Kirke, så skulle den fremtræde helt anderledes.
I den seneste tid har billedet imidlertid vendt sig. Der spørges igen etter Kirken. Men for det meste ikke i form af en stor institution eller upersonlige gudstjenester, derimod efter en Kirke bestående af små grupper, hvor man i fællesskab kan opleve troen og drage konsekvenserne af den.
Kirken har altid været udsat for kritik, især i tider, hvor samfundet undergår dybtgående forandringer. Sådan er det i dag. For at nævne et enkelt eksempel: der sættes spørgsmålstegn ved autoritet i gammeldags forstand, og den erstattes af nye former for partnerskab. Det gælder både på det politiske område og inden for skolevæsen og familie. Hvis Kirken ikke forstår disse forandringer, kunne man få den skæbnesvangre mistanke, at den ikke følger med tiden.
Disse brydninger rammer Kirken meget hårdt. Nogle kræver en radikal tilpasning til nutiden. Andre er skuffede over, at Kirken efter deres mening har tilpasset sig tidens ånd i alt for høj grad. Samfundsstrukturen kan ikke uden videre overføres på Kirken. Selv troende mennesker føler sig usikre hvad Kirken angår.
Men disse forbehold går endnu mere i dybden. I stigende grad støder man på kristne, der er uden nogen som helst forbindelse med Kirken. For dem er troen ene og alene et mentalitetsspørgsmål, hvor man ikke har brug for »ydre ting« såsom gudstjeneste, præster og menighed. De opfatter alt dette som en overflødig »institution«. At være kristen er udelukkende et spørgsmål om at forholde sig troende til Jesus Kristus. En melleminstans er overflødig. Ja til Kristus nej til Kirken er måden, de formulerer deres personlige kristendomsforståelse på. De vil gerne være kristne, men ikke kirkelige.
Andre igen anser Kirken for ønskværdig, omend den kun er en menneskelig institution. Derfor er der heller ingen grænser for, hvad mennesker kan ændre ved den.
Hvordan forholder det sig nu i virkeligheden? Er Kirken opstået mere eller mindre tilfældigt, eller har Jesus Kristus ønsket en Kirke? Kan man i længden være kristen uden Kirke? Det kan kun Bibelen oplyse os om.
Hvad ville Jesus?
Jesus forkyndte budskabet om befrielse (se brev nr. 9). Men var det alt? Skulle det være nødvendigt at samle disciplene om sig, at indstifte et fælles måltid og en dåb, hvorved man optages i de troendes fællesskab? Og hvordan modtages dette budskab af mennesker i det 20. århundrede?
Hans hensigt rakte åbenbart videre: Mennesket er indstillet på fællesskab. Men synden ødelægger ikke alene dets forhold til Gud, den adsplitter også menneskene. Disse to forhold vil Kristus bringe orden i: Både at forsone menneskene med Gud og forsone menneskene med hinanden. De to ting hører snævert sammen. For Jesus drejer det sig derfor ikke alene om at frelse det enkelte menneske. Tværtimod vil han gøre alle, som vil lade sig befri af ham, til sit folk. Kernen i hans budskab er, at Gud for altid vil være Herre over denne verden, og de, som tror på ham, skal være hans folk.
Nu forstår vi, hvorfor Jesus til stadighed talte om »Guds Rige« og om »Guds Herredømme« (smlg. brev nr. 8).
Men hvad har så Guds herredømme og Guds rige med Kirken at gøre? Ordet »Kirke« forekommer kun to gange i evangelierne (Matt. 16,18 og 18,17). Har Loisy (død 1940) måske ret, når han siger:»Jesus forkyndte Guds rige, men det, der kom ud af det, var Kirken«? Kirken er det værktøj, hvormed Kristus i stigende grad vil virkeliggøre Guds rige, Guds herredømme i denne verden. Alle, der forsøger at tilpasse sig Guds vilje, tilhører dette Gudsrige. Også selv om de ikke tilhører Kirken. På den anden side kan man også inden for Kirken stå uden for Gudsriget. Derfor siger Augustin: »Mange, som er indenfor, er udenfor, og mange, som er udenfor, er indenfor«.
At Kirken ikke identificerer sig med Gudsriget fremgår allerede af, at den altid beder »... komme dit rige«. Den opfatter sig som værende i Guds herredømmes tjeneste. Derfor må det aldrig dreje sig om den selv. Den er kun midlertidig og vil derfor høre op med at eksistere, når Gudsriget er fuldendt. Men det sker først ved tidernes ende.
Betyder det så, at Gudsriget endnu ikke er til, men først er ved at udvikle sig? Både ja og nej. Da man engang spurgte Jesus, hvornår Gudsriget ville bryde frem, svarede han: »Guds Rige er midt iblandt jer« (Luk. 17,21). I ham selv er det allerede til stede og indvirker på nutiden. Men så længe Guds fordringer ikke helt og holdent er opfyldt i verden, er Gudsriget heller ikke helt virkeliggjort. Alt, hvad Jesus sagde og gjorde, tyder i den retning.
Han stiller først sit krav til sit folk Israel, der jo opfatter sig som »Guds folk«. Men allerede i sine lignelser forkynder han, at der vil opstå et nyt Gudsfolk. Det skal ikke længere bestå af jøder, som i den gamle pagt, men af allefolkeslag og racer. »Fordum et Ikke-Folk, nu Guds Folk« (1. Pet. 2, 10). Gud havde indgået en pagt med sit folk Israel. Nu taler Jesus om sin »Nye Pagt«, der vil bestå til evig tid. Ved sin død og sin opstandelse virkeliggør han denne Nye Pagt, som det fremgår af hans ord ved den sidste nadver: »Dette bæger er den Nye Pagt ved mit blod, det, som udgydes for jer« (Luk. 22,20).
Der eksisterer ganske vist ingen handling, hvorved Jesus højtideligt proklamerede et nyt fællesskab, som var mere omfattende end Israels folk. Men hele hans lære, hans adfærd, hans hensigter og hans hverv (f.eks. hans kaldelse af apostlene og disciplene) peger i den retning.
Derfor var det også konsekvent, at de, der troede på ham, også efter hans død og opstandelse fremover følte samhørighed og opfattede sig som det nye, sande Guds folk. Ved den første pinsefest (Ap.G. 2) fremtræder denne nye menighed for første gang, uden dog på dette tidspunkt at adskille sig fra Israels folk. Omkring 3000 lader sig døbe og bliver således regnet med til fællesskabet (Ap.G. 2,41). Hermed er grundlæggelsen af Kirken - som menigheden fra nu af kalder sig - afsluttet. Den lever og vokser i stadig nye lokale menigheder.
Kirkens udgangspunkt går altså ikke tilbage til enkeltpersoner, der er ført sammen gennem en religiøs samhørighedsfølelse, men til Jesus Kristus selv. Kirken er mere end summen af dem, der bekender deres tro på Kristus; den er mere end en organisatorisk sammenslutning af dem, der ønsker, at Kristi sag skal leve videre.
Hemmeligheden bag Kirken
Jesu nærvær i Kirken
Det danske ord »kirke« er dannet af det græske »kyriake« og betyder »tilhørende Herren«. Men i Det nye Testamente bruges - ligesom i dag i de romanske lande - et andet ord, der også er af græsk oprindelse: »ecclesia«, der betyder »forsamling« eller »den forsamlede menighed«. Ordret betyder det »dem, der kaldes på«. Hvem er det så, der »kalder sammen«?
Begge begreber afslører noget om Gudsfolkets egenart. Det er ikke - som hos andre folkeslag - bestemt af grænser eller racer, kultur eller fælles sprog. »Så er der ikke længere noget, der hedder Hellener eller jøde, omskåren eller uomskåren.... ikke slaver eller frie borgere. Men alt og i alle er Kristus« (Kol. 3,1 1).
Man fødes heller ikke ind i dette folk. Det opstår ved, at Gud kalder mennesker, som frivilligt følger dette kald.
Der er mange eksempler på, at Jesus kalder mennesker, og på at de lader alt bag sig og følger ham. F.eks. Mark. l, 16ff.- Jesus ser de to fiskere Simon og Andreas og siger: »Kom med mig!« Uden tøven forlader de deres net og følger ham.
Selv om dette folk er spredt over hele jorden, består der alligevel et nært fællesskab. Bibelen benytter sig af forskellige billeder: Guds ager, Guds bygningsværk (l. Kor. 3,9); Guds tempel eller bolig (Ef. 2,21 og 22); Guds hjord (Joh.. 10,1-6); vinbjerg eller vinstok (Matt. 21,33 ff; Joh. 15,1-5). Denne enhed kommer billedligt set tydeligst frem, når der tales om Kristi legeme. De troende er lemmer på dette legeme. Hvert lem har sin egen funktion (Rom. 12,4 f; l. Kor. 12,12 ff). Især det sidstnævnte billede viser også, hvordan enheden bliver til. Kristus er og bliver legemets hoved. Han lever og virker stadig videre i sin Kirke. »Og se, jeg er med jer alle dage indtil Verdens Ende!« (Matt. 28,20). Jesus har ikke ønsket at danne et fællesskab for derefter at overlade det til sig selv. Han er ikke religionsstifter som Buddha eller Muhammed, som lagde et fundament og overlod alt andet til efterfølgerne. Jesu Ånd er til stadighed levende i hans menighed. Ånd skal her ikke forstås som »idé«, som at kun tankerne og Jesu værk lever videre i hans menighed. Nej, Kristus forbliver ved Helligånden midt i sin Kirke. Efter sin bortgang til Faderen er han menneskene nærmere, end han førhen kunne være. Guds Ånd styrer Kirken og virker i den. Den kvalificerer os til de forskellige opgaver og tjenester. Det er hemmeligheden bag Kirken. Denne kraft var også mærkbar for de udenforstående, da disciplene for første gang bekendte sig til dette fællesskab.
* * *
Til personlig overvejelse:
Hvordan bedømmer du nu sætningerne: - Jeg kan også være en god kristen uden Kirken. - Tro er et indre anliggende, som kun angår Gud og mig personligt.
- Kirken trænger sig ind mellem Gud og menneskene.
- Bibelen alene er mig nok.
Overvej i denne sammenhæng:
- Jesus levede for næsten 2000 år siden. Ville hans budskab være nået frem til os uden menneskelig formidling?
- Ville Det nye Testamentes skrifter eksistere uden Kirken?
Prøv at sammenligne beretninger om Oldkirken med Kirken af i dag:
F.eks. Ap.G. 2,42-47; 4,32-37; Rom. 12,3-21; l - Kor. l, 10- l 7; Il, 17-34; Ef. 4,1-6; Tess. 5,11- 22; l. Tim.; Titus; l. Pet. 5.
Hvilke ligheder og hvilke forskelle konstaterer du?
* * *
Uden for Kirken ingen frelse?
Kun hvis vi holder os for øje, hvad der indtil nu er sagt, bliver det misforståelige ord om den »eneste saliggørende Kirke« begribeligt. Gud vil, at alle mennesker frelses. Men vejen dertil går kun via »én mellemmand mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus« (l. Tim. 2,4-5). Alle frelses udelukkende gennem Kristus, selv om de aldrig har hørt om ham. Han siger selv: »Ingen kommer til Faderen uden gennem mig« (Joh. 14,6). I denne betydning bliver ikke alle og enhver »salig i sin tro«. Når Kristus altså fortsat virker i sin Kirke og formidler frelsen gennem den, er der »uden Kirken ingen mulighed for at frelses«.
Det samme fremhæver Luther (Den store Katekismus, II art.): »Uden for Kirken kan ingen komme til Herren Kristus.« Kristus betoner selv nødvendigheden af troen og dåben for at blive frelst (Joh. 3,5; Mark. 16,16) - og dermed det nødvendige i at have en Kirke, som man gennem dåben indlemmes i. Allerede Cyprian fra Karthago (død 258) formulerede sætningen: »Uden for Kirken ingen frelse.«
Del betyder ikke, at et menneske, som uden egen skyld står uden for Kirken, forkastes af Gud. Det hører til Kirkens troslære, at intet menneske uden egen skyld går fortabt. De fleste mennesker uden for Kirken har aldrig erkendt det forpligtende krav til dem; de er altså uden skyld. Også den troende jøde, muslim, hindu og buddhist, der lever efter sin tro, og som søger Gud af et rent hjerte, opnår den evige frelse. Det siger Det 2. Vatikankoncil udtrykkeligt i »Konstitutionen om Kirken (nr. 16). Det gælder tilmed for mennesker, som ikke engang når frem til at anerkende Gud; selv for ateister, som forsøger at leve retskaffent og at gøre det, som deres samvittighed byder dem. Den, der søger Guds vilje - selv om det sker ubevidst er orienteret mod Kristus og Kirken. Også dette menneske vil erfare forløsningens nåde gennem Kirken. I stedet for »udenfor Kirken ingen frelse« burde vi hellere sige det positivt: »Alle frelses gennem Kirken«, dvs. gennem Guds frelsesplan.
Den hellige Kirke
... syndernes Kirke
»Jeg tror på den hellige, katolske (dvs. verdensomspændende) Kirke.« Denne sætning fra trosbekendelsen er dig sikkert velkendt. Men her sætter mange sig til modværge. Kirken - hellig? Man må være blind, hvis man ikke kan se alt det u-hellige i den!
Den hellige Kirke! Ikke mange betegnelser er så omstridte og misforståede som netop denne! For den »hellige Kirke« siger netop ikke, at den anser sig selv som en forening af særligt fuldkomne mennesker. Vi bekender os ikke til en »Kirke af helgener«, men til en »hellig Kirke«. Hellighed er imidlertid ikke noget, der skabes af mennesker, den udgår fra Gud. Man kan kun tale om en hellig Kirke, fordi den er Guds værk, fordi Jesus Kristus fortsat er nærværende og virksom i den. Til trods for Kirkens syndighed udvirker Kristus i den menneskers helliggørelse. »Kristus elskede Kirken og gav sig selv for den, for at hellige den ... « (Ef. 5,25).
Enhver form for selvforherligelse og hovmod er derfor på forhånd udelukket, når talen falder på den »hellige« Kirke. Især de, som vi ærer som hellige, var sig Kirkens syndighed særdeles bevidst. De vidste ligesom Paulus, at »Guds nåde alene har gjort mig til det, jeg er« (1. Kor. 15, 10).
Selv om det er sandt, at Kristus er nærværende i sin Kirke, kan man ikke uden videre sætte lighedstegn mellem Kirken og Kristus. Selv om det er sandt, at Kirken er Guds værk, så er det også rigtigt, at Kirken aldrig kan være til uden mennesker. Ved Kirkens begyndelse står Guds vilje og hans kaldelse; men havde menneskene ikke fulgt denne vilje og denne kaldelse, havde vi ikke haft nogen Kirke.
Kirken er altså både guddommelig og menneskelig. At være søgende, at tage fejl og at synde hører til den menneskelige del. Det angår først og fremmest det enkelte medlem af Kirken. Kristus vil ganske vist menneskets helliggørelse (smlg. l. Tess. 4,3), men han føler sig udsendt »ikke for at kalde retfærdige, men syndere« (Matt. 9,13). Derfor bebrejder den tids fromme ham og siger: »Det menneske omgås med syndere og spiser hos dem« (Luk. 15,2). Har Kirken så lov til at handle anderledes? Skal den så ikke rette sig efter hans anvisning, der lyder: »De raske har ikke brug for læge, men det har de syge« (Matt. 9,12)? Skulle Kirken så ikke også tåle sine svage led, selv om de skader Kirkens anseelse nok så meget? Det er jo for syndernes skyld, at Jesus har givet os Bodens sakramente. Hvem af os kunne overhovedet regne sig med til Kirken, hvis ikke synderne havde en plads i den - iberegnet biskopper og paver? Er de fejl, som vi så let tager anstød af, ikke også vore egne? Og går modsætningen mellem Guds herredømme og vor egen selvforherligelse ikke midt igennem hvert enkelt kirkemedlems hjerte? Kirken er ikke »dem deroppe«, men alle døbte mennesker.
Man bebrejder somme tider de »kirkelige«, at de ser ned på andre. Hvor det er tilfældet, har de ikke forstået, at de kun har Gud at takke for, hvad de er. Og omvendt kan der ligge en god del farisæisme i det, der siges om kirkegængerne: »De er heller ikke bedre end de andre».
Fra begyndelsen af har Kirken afvist den misforståelse, at kun »de rene«, de fuldkomne hører rigtigt med til den. »De rene« hedder på græsk »katharoi«. Ordet »kætter« er afledt heraf. De, der kun vil have en Kirke af »rene«, må af Kirken først og fremmest betegnes som kættere og vranglærere.
Syndighed angår imidlertid ikke kun den enkelte, men Kirken som helhed. Det 2. Vatikankoncil betoner, at »Kirken er hellig og samtidig har brug for renselse; dens vej er uafladelig bod og fornyelse«. Det er slet ikke så let bag dens uanselige facade at fatte Kristi virkelighed. Når mange end ikke i den syndfri Jesus af Nazareth erkendte Gud, hvor meget vanskeligere må det så ikke være at genkende Kristus i den af synd tyngede Kirke.
Der er mørke kapitler i Kirkens historie tider, hvor dens svigten var særlig åbenbar. Da vi mener, at der ikke er grund til at fortie dette, har vi udgivet et supplerende brev med titlen »Mørke kapitler i Kirkens historie«, som vi efter opfordring sender sammen med de følgende kursusbreve. Her behandles bl.a. det »mørke århundrede«, inkvisition og hekseprocesser, konflikter mellem pave og kejser og Kirkens »babyloniske eksil«.
Kritik af Kirken
Når Kirken rummer fejl og svagheder, må den også kunne kritiseres. En saglig kritik - hvad enten den kommer udefra eller indefra - kan kun være ønskværdig. Det drejer sig ikke om at ville forsvare alt inden for Kirken. Mangler udryddes ikke ved besmykkelse, men ved omvendelse og bekendelse. Men det forudsætter sandfærdighed. Kritikken inden for Kirken er også legitim af en anden grund: enhver, der tilhører Kirken, har medansvar for den. Man har derfor pligt til at nævne det, som man ikke synes er i orden. Men i en sådan kritik må man udtrykke bekymring for Kirken eller smerte over dens svigten, men aldrig være skadefro. Den form for kritik vil gavne, bygge op.
* * *
Til personlig overvejelse:
Mange mennesker mener ikke desto rnindre, at kun 100%'s kristne hører til i Kirken (elitekirken). Hvilke argumenter taler lierfor?
De store kirker har også mange medlemmer, hvis liv ikke er præget af Kristus. Mener du, at man skal afskrive eller udelukke dem, ligesom adskillige sekter gør?
»Aggiornamento« (tilpasse sig nutiden) var pave Johannes den XXIII.s motto for Kirkens fornyelse.
- Hvor skal Kirken sætte ind med fornyelsen? - Efter hvilken målestok skal den kirkelige fornyelse foregå?
Kirken har brug for kritik.
- Er der grænser for denne kritik?
- Hvem tænker man for det meste på, når Kirken kritiseres?
* * *
Kristendom uden Kirke?
Lad os endnu engang vende tilbage til mange søgende menneskers vanskeligheder: Trænger Kirken sig ind Mellem Gud og os? Hvorfor er privat fromhed ikke nok? Tro forstået i Kristi ånd er ikke kun en privat sag. Mange kristne synes kun at kende den sætning fra Bibelen, der lyder: »Når du vil bede, så gå ind i dit lønkammer« (Matt. 6,6). De overser alt det, der hidtil er blevet sagt. »Gud og mig selv« og »Det afgør jeg med Gud alene« er den formel. som de reducerer deres kristendom til. Men billedet om Kristi Legeme viser os, at det ene lem må stå inde for det andet, og at ingen kån stå alene med sin tro. Mennesket er i alle henseender henvist til andre. Har den, der gør sig hæderlige anstrengelser, mon ikke gjort den erfaring, at troen sygner hen, hvis man ikke til stadighed møder tilskyndelse og støtte fra fællesskabet? I længden lader det sig ikke gøre at forsøge at være kristen helt privat. Det selvretfærdiggørende i, at »inderst inde er jeg religiøs«, er et alt for letkøbt påskud til at indskrænke det religiøse til et uforbindende minimum.
En student skrev engang, at han helt igennem var villig til at beskæftige sig med Jesus. »Men bliv mig fra livet med Kirken«. Et halvt år senere skrev han: »Her i X fandt jeg en gruppe troende mennesker, som jeg sluttede mig til. Igennem denne levende konkakt løste mange vanskeligheder sig af sig selv. Nu ved jeg, at tro uden Kirke ikke er mulig.« I hvert fald ikke over et længere tidsrum.
»Jeg kan også være en god kristen uden Kirken.« Denne formulering forekommer nu at være tvivlsom. Her kunne vi så fortsætte med at spørge: »Hvorfor bruger Gud et så svagt instrument som Kirken? Det er mig altsammen for menneskeligt. Hvorfor åbenbarer han sig ikke umiddelbart for det enkelte menneske?« Det har vi ikke noget svar på. Men munder et spørgsmål af denne art ikke ud i spørgsmålet: »Hvorfor er Gud overhovedet blevet menneske i Jesus Kristus?« Bliver det ikke først nu »alt for menneskeligt«? Der kunne vel også være fundet andre veje til forløsning. Men tilsyneladende er »menneskevordelsen« Gud meget magtpåliggende. Og han vil bibeholde denne vej gennem hele historien. På samme måde, som det er muligt at opleve, at se og at mærke Gud i Jesus Kristus, vil det altid være muligt at opleve, at se og at mærke Kristus i hans Kirke. Dermed siger Gud »ja« til alt menneskeligt og er således i overensstemmelse med mennesket som et væsen af kød og blod, der også har brug for noget synligt og noget, der kan erfares.
Mennesket prøver altid på at danne sig sit eget billede af Gud. »Sådan kan Gud da ikke være, det kan da ikke være hans vilje.« Men det, det hele drejer sig om, er at afskrive alle menneskelige overvejelser og stilfærdigt indstille sig på, hvordan Gud åbenbarer sig for os. Det gælder også med henblik på Kirken.
Til yderligere uddybelse af emnet kan anbefales:
Det andet Vatikankoncils dogmatiske konstitution, De Ecciesia, Kirken. Oslo 1965.
G. Allberigo, (udg.), Les Eglises après Vatican II. Paris 1984.
Günter Biemer, (red.), Glaube zum Leben, Freiburg 1986. s. 598-824.
Oluf Bohn, Nybrud i den katolske kirke. København 1981
Louis Boyer, L'Église de Dieu. Paris 1970.
Richard P. McBrien, Katolsk Tro gennem to Årtusinder. København 1987. s. 261-335.
Fra amerikansk: Catholicism. New York 1981.
Yves Congar, Le Concile de Vatican II. Paris 1984.
Yves Congar, Kyrkan - frälsningens sakramente. I: Lumen 1974, nr. 50.
Hans Conzelmann, Geschichte des Urchristentums. Göttingen.
Engelsk: History of Primitive Christianity. New York 1979.
Bernhard J. Cooke, Christian Community. New York 1973.
Den hollandske Katekismus for Voksne. København, 6.opl. 1994, s. 142-151 og 211-221.
Avery Dulles, The Catholicity of the Church. New York 1973.
Avery Dulles, The Church we believe in. New York 1985.
Avery Dulles, The Reshaping of Catholicism. San Fraricisco 1988.
Avery Dulles, Models of the Church. New York 1974.
Ignacio Ellacuria, Freedom Made Flesh. New York 1976.
Johannes Feiner og Lukas Vischer, En ny bog om troen. Den fælles kristne tro. København 1975. s. 338-353. Fra hollandsk.
J. Finkenzeller, Kirche und Gottesreich. Maytingen 1975.
J. Finkenzeller, Von der Botschaft Jesu zur Kirche Christi. München 1974.
Henning Fogde, Kristian Jensen, (red.), Den romersk-katolske kirke. Ny kristendomskundskab. København 1981.
Fællesskab. Ånd og Liv, ny serie nr. II. København 1981.
Anthony E. Gilles. The People of the Creed. Anthony Messenger Press, USA 1985.
Gottfried Hasenhüttl, Christentum ohne Kirche. Aschaffenburg 1972.
Walter Kasper, Kirke - hvor går du hen? Rødovre 1988.
Fra tysk: Kirche - wohin gehst du? Paderborn 1987.
Walter Kasper, Theologie und Kirche. Mainz 1987
Walter Kasper/Jürgen Moltmann, Jesus ja - Kirche nein?
F.X. Kaufmann, Kirche begreifen. Herder, Freiburg, Basel, Wien 1979.
Medard Kehl, Kirche als Institution. Frankfurt 1976.
Bernhard Lee, The Becoming Church. New York, Paramus, Toronto 1974.
Gerhard Lohfink, Wie hat Jesus Gemeinde gewollt? Freiburg 1982. 6. opl.
Eduard Lohse, Die Urkunde der Christen. Stuttgart 1979.
Engelsk: The First Chritians. Their Beginnings, Writings and Beliefs. Philadelphia 1983.
Karl Rahner, Grundkurs des Glaubens. Freiburg, Basel, Wien 1977, s. 313-387.
Engelsk: Foundations of Christian Faith.
New York 1978, s. 322-401.
Josef Kardinal Ratzinger, Zur Gemeinschaft gerufen. Freiburg, Basel, Wien 1991
S. Ruager, Messias og Kirken. Lumen 1976, nr. 55.
Juan Luis Segundo, The Community Called Church. New York 1973.
Michael Schmaus, Dogma 4, The Church, Ist Origin and Structure. London 1989, 6. opl.
Michael Schmaus, Dogma 5, The Church as Sacrament. London 1990. 8. opl.
Francis A. Sullivan, The Church We Believe in. Dublin 1988.
Francis A. Sullivan, Magisterium. Teaching Authority of the Catholic Church. Mahwah, New York 1983.
Gerd Theissen, Jesusoverleveringen og dens sociale baggrund. København 1979.