Enhed og pluralisme

De mange Kirker Den økumeniske bevægelse

Kirken og verden

»Enhed i det sikre,

frihed i det tvivlsomme,

kærlighed i alt.

Alle kristne bekender sig i »den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse« til en, hellig, katolsk (dvs. verdensomspændende eller almindelig) og apostolisk Kirke. Vi har tidligere behandlet spørgsmålet om den hellige Kirke. Nu er det begreberne »en« og »katolsk«, der er vigtige for vore overvejelser.

Det er alle Kirkers overbevisning, at Kristus kun ønskede en Kirke. Han har kun talt om en Kirke. Men i virkeligheden oplever vi mange Kirker. Alene i »Kirkernes Verdensråd« har knapt 300 »Kirker« sluttet sig sammen. Og den største, den katolske Kirke, er end ikke repræsenteret der (kun som »observatør«).

»I Indien virker ca. 229 missionsselskaber, i Japan 179, i Sydafrika 71, i Zaire (tidl. Kongo) 44, i Tanzania 41. Selv om man tager den gode forståelse missionærerne imellem i betragtning, så er og bliver splittelsen mellem de kristne en stor hindring og anstødssten for de kristne sel v. « (Dette skrev kardinal Bea, der var den første præsident for »Sekretariatet for de Kristnes Enhed«, i sin bog »Einheit in der Freiheit«.)

Skal Jesu Kristi Kirke udbredes »over hele jorden« (som er den rette oversættelse af »katolsk«), og er Kirken »Kristi Legeme«, sa kan den kun være en eneste Kirke. »Et Legeme, en Ånd, ligesom I fik et og det samme Håb, da I blev kaldede, en Herre, en Tro, en Dåb, en Gud, alles Fader...« (Ef. 4,4-5). Det er derfor Kristi vilje, at der skal være en hyrde og en hjord (Joh. 10,16), og han beder indtrængende om denne enhed, så at alle må være et, !igesom han er det med sin Far. Denne bøn, som Jesus bad så inderligt og indtrængende, kan vi ikke øjne virkeliggørelsen af, sådan som kristenhedens splittelse tager sig ud i dag.

Det nye Testamente taler ganske vist i Pauli breve og i Apostlenes Gerninger om Kirkerne i flertal. Men dermed menes de lokale Kirker (f.eks. i Korinth, i Efesos, i Rom osv.). Benævnelsen »Kirkerne« er aldrig blevet opfattet som konfessioner, sådan som tilfældet er i dag. I historiens forløb har sådanne lokalkirker skabt visse særpræg og bevaret f.eks. deres egen sæd og skik, egne riter, egen sprogbrug osv. Men de var forbundne gennem en og samme tro og opfattede sig selv som dele af den samlede Kirke. Pa den måde opstod f.eks. de gamle, såkaldte østlige patriarkater (i Konstantinopel, Jerusalem, Antiokia), men de stod i nær forbindelse med hinanden og med Peters efterfølger, biskoppen af Rom. Med rette kalder de sig alle for »Kirker«.

I denne betydning må og skal Kirken ogsa i dag rumme en pluralisme, en mangfoldighed i enheden: en mangfoldighed af folkeslag, racer og kulturer, af embeder og tjenester, en mangfoldighed af riter og skikke, af lokalkirker og bispedømmer. Det udtrykker tilsammen Kirkens universalitet, verdensomspændelse og katolicitet.

Men pluralisme fører til splittelse, hvis der ikke samtidig består en fundamental enhed. Hvor der før var tale om mangfoldigheden i enheden, skal enheden i mangfoldigheden nu betones. Hvor splittelsen sætter ind, ophører universaliteten; hvor mangfoldigheden fører til splittelse, skades Kirken. Den rette mangfoldighed tjener Kirkens enhed, men splittelse og adskillelse modarbejder den.

Allerede i apostlenes breve tales der om splittelse (f.eks. i 1. Korintherbrev). Ganske vist menes der endnu ikke adskilte Kirker, men splittelser inden for menigheden. Senere medførte det splittelser mellem menighederne eller lokalkirkerne. Og i sidste ende førte det til de store historiske skismer.

De historiske skismer -

I 1054 kom det til en endegyldig adskillelse fra Østkirken, den såkaldte ortodokse Kirke. I 1517 kom det ved reformationen til splittelse inden for den vestlige Kirke. Siden da mener vi noget andet med mange »Kirker«, nemlig i betydningen konfessioner eller forskellige trossamfund. Derved bliver Kristi budskab utroværdigt. Langt ind i vore familier lider vi under adskillelsen. Det må være alle kristnes anliggende, at enheden genopstår (dog ikke i betydningen ensartethed). End ikke misforhold i Kirken giver os ret til at prisgive Kirkens enhed.

Heldigvis er længslen efter enhed ved at vågne hos alle kristne, hvilket var utænkeligt for år tilbage. I dag ser man mere på det, der forener os, end på det, der skiller os. Til alt held synes der allerede at eksistere en forudsætning for en kommende enhed: kærligheden til og agtelsen for hinanden. Men den enhed, som Kristus ville, opnås ikke ved kærligheden alene, den må også være til stede i Kirkens bekendelse. Ydre enhed kan kun udspringe af en indre overensstemmelse omkring bekendelse og lære. »Kærlighed uden sandhed er blind og ikke varig« (Kardinal Bea).

Kirkens enhed skal også både kunne ses og høres. Ganske vist er Kirken et åndeligt fællesskab, for så vidt som Gud virker i den; men den er ikke et usynligt fællesskab, for den dannes af mennesker. Den »ene And« svarer derfor til Bibelens »et Legeme« (Ef. 4,4), en nadver (smlg. 1. Kor. 10,16). Af den grund kan vi ikke uden videre dele den ofte fremførte mening, at Kirkens enhed allerede skulle være usynligt til stede; altså at de forskellige konfessioner med deres indbyrdes modsigende bekendelser kun skulle være forskellige grene på samme træ, Kristi Kirke.

Gud være lovet er det, der er fælles for alle kristne, større og mere omfattende end det, der skiller. Det gælder viljen til enhed, den fælles dåb, den fælles Bibel, en ægte tro, en kærlighed til Gud Fader og til Jesus Kristus. På andre områder, som f.eks. gudstjeneste og kirkeretlige spørgsmål, er enhed slet ikke nødvendig, tværtimod er en ægte pluralisme ønskelig.

Og endnu en ting: enheden mellem troende kristne af forskellige konfessioner er uden tvivl større end mellem troende mennesker og de religiøst set ligegyldige inden for den samme Kirke.

Alligevel består der en adskillelse, hvad de centrale trossandheder gælder, og derfor består der ingen synlig enhed - hverken i kirkeledelsen eller i nadveren.

I dag er det, der skiller os, frem for alt forstaelsen og betydningen af Kirken, dens sakramenter, dens bemyndigelse og dens tjenester og embeder. Men måske er det, der adskiller os, i højere grad et spørgsmål om ændrede mentalitets- og traditionsnormer, som fire århundreder har ført med sig.

Til personlig overvejelse:

Fra begyndelsen af manifesterede den kristne menighed sig på forskellig vis. Allerede i Det nye Testamente kan man iagttage en udvikling fra Bibelens ældre lag til dens nyere. Også udviklingen i de jødisk-kristne menigheder forløber anderledes end i de hedning-kristnes.

- Prøv f.eks. at sammenligne Ap.G. 1-16 (et eksempel pa jødisk-kristne menigheder) og parallelt hermed menighedsstrukturerne fra en senere tid, som det klart viser sig i 1. og 2. brev til Timotheus og i brevet til Titus.

- Men hvad er - trods alle forskelle - fælles?

* * *

Det afgørende spørgsmål, som berører alle i dag, er: hvor finder man Kristi Kirke? Mange kristne indser ærligt, at eftersom deres forældre er evangelisk-lutherske eller katolske eller ortodokse, er også de selv blevet henholdsvis evangelisk-lutherske, katolske eller ortodokse..., og de føler sig derfor overbeviste om, at de tilhører den »rigtige Kirke«. Hvordan forholder den »ene Kirke« sig så til de konkrete, nu eksisterende kirkesamfund? Intet kristent menneske ville vel godtage, at Kristi Kirke, stik imod dens grundlæggers løfter, skulle være gået til grunde. På den anden side kan kirkelige fællesskaber, som har modstridende trosforståelser, og som ikke har indbyrdes sakramentalt fællesskab, ikke samtidig være Kristi ene Kirke.

Den katolske Kirke sagde på Det 2. Vatikankoncil i "Konstitutionen om Kirken", at de forskellige kirkesamfund ikke jævnbyrdigt kan betegnes som Kirker. Denne Kirke, som er grundlagt og indrettet som et samfund i denne verden, eksisterer konkret i Den katolske Kirke, der styres af Peters efterfølger og biskopperne med ham, selv om flere elementer af helliggørelse og sandhed findes uden for dens rammer...« (§ 8). Hermed siges altså, at Kristi Kirke eksisterer, og at den kan erkendes. Muligvis begynder du nu at protestere. Måske finder du denne overbevisning anmassende. Derfor er det vigtigt at tilføje, hvad koncilet har sagt om de andre Kirker. Koncilsdokumenterne gør det klart, at man med vilje ikke har formuleret, at Kristi Kirke er den katolske Kirke, men at den »eksisterer konkret i ...«. Det betyder, at heller ikke den katolske Kirke er idealbilledet af Kirken, at kirkelighed ikke simpelthen er ensbetydende med den katolske Kirke. For »flere elementer af helliggørelse og sandhed« er også til stede uden for den katolske Kirke.

Koncilet siger videre: »Kirken ved, at den af flere grunde er forenet med dem, der som døbte hædres ved navnet kristne, men som ikke bekender hele troen eller ikke bevarer fællesskabets enhed under Peters efterfølger« (Konstitutionen om Kirken § 15). Koncilsdokumentet om Økumeni viderefører denne tankegang med at sige: »De er tværtimod genstand for den katolske Kirkes broderlige agtelse og kærlighed. De, som tror på Kristus og har modtaget en gyldig dåb, etableres nemlig i et vist fællesskab med den katolske Kirke, omend dette ikke er fuldkomment« (§ 3).

Der eksisterer altså en trinvis virkeliggørelse af Kirken. Forbindelsen med Kirken kan være mere eller mindre intensiv. I hvert fald er de adskilte kristne som det betones i samme dokument - »der retfærdiggøres ved troen i dåben, indlemmet i Kristus, og bærer derfor med fuld ret navnet »kristne« på samme tid som de med lige god grund betragtes som brødre i Herren af den katolske Kirkes børn« (§ 3).

Den katolske Kirke ved, at »Kristi Ånd« og hans nåde ogsa er nærværende i andre Kirker. Følgelig er Kirken også virkeliggjort uden for den katolske Kirke, omend efter vor overbevisning ikke i fuld udstrækning, fordi den mangler væsentlige egenskaber, som Kristus her udstyret sin Kirke med. Eksempelvis Petrus-tjenesten, som efter katolsk overbevisning skal garantere Kirkens enhed. Det kommer vi nærmere ind på i et kommende brev. At den katolske Kirke på sin side heller ikke på nogen måde betragter sig selv som »fuldendt«, men ved, at den »er undervejs«, her vi allerede været inde på.

Her står altså påstand mod påstand. Men en fast overbevisning er ikke det samme som intolerance. Vi burde pålægge hinanden, at vi ærligt og redeligt bestræber os på at søge Kristi vilje og ikke lade gruppeinteresser og egenrådighed bestemme yore forskellige holdninger. Også i den katolske Kirkes lære om Kirkens virkeliggørelse drejer det sig om, hvordan Kristus vil have den. Derfor må den over for alle holde fast ved, hvad Kristus - efter dens overbevisning - har forpligtet den til. Men i det omtalte koncilsdokument (om økumeni) formanes katolikkerne til - i ord og handling - at undgå alt, hvad der måtte såre andre kristne; de skal tværtimod samarbejde med deres »adskilte brødre« og gennem dialog lære dem bedre at kende og at forstå dem og med glæde vedkende sig de sande kristne goder, der er deres fælles arv.

Den katolske Kirke ved også udmærket, at den til stadighed er bagud i forhold til, hvad den skulle være efter Kristi vilje. Vejen til enhed begynder derfor med den indre omvendelse, med ens egen fornyelse.

Det 2. Vatikankoncil blev udtrykkeligt sammenkaldt med det formål at forberede genforeningen ved, at den katolske Kirke fornyer, reformerer sig selv indefra.

Alle kristne har fået pålagt at stræbe efter enheden og overvinde splittelser. Intet må lades uforsøgt, når det gælder om at bringe os nærmere til dette mål.

Den bevægelse, der arbejder på at bringe de kristne konfessioner nærmere til hinanden, kalder vi økumenisk. (Det kommer af det græske ord »oikumene«, der betyder: hele den beboede jord; i kirkelig sprogbrug: den for hele menneskeheden bestemte almindelige Kirke.) Gennem teologiske samtaler, samarbejde på det sociale og karitative område, i fælles bøn og studium af den hellige Skrift forsøger kristne af alle bevægelser at nedbryde gensidige fordomme og at lære at forstå hinanden. Gennem årtier har alle kristne i »Den internationale bedeuge for de kristnes enhed« bedt for en genforening af de adskilte kristne. Der eksisterer allerede et snævert samarbejde på mange områder: fælles bibeloversættelse, fælles bønner og salmer, fælles gudstjenester og uddannelsesforanstaltninger. Man går så vidt som til fælles brug af kirker. Forholdet mellem de kristne fællesskaber har antaget en helt ny karakter.

Endnu kan ingen sige, hvordan en endegyldig enhed engang vil se ud, men der er flere måder at forestille sig den på. Blandt disse kan man fastslå to hovedtendenser. Den ene har som mål en enhed, der tilgodeser en ny og mere omfattende enhed på bekostning af de overleverede konfessionelle særpræg. Den anden indretter sig på et fællesskab, i hvilket den foreliggende

konfessionelle arv bevares som noget værdifuldt. Fra katolsk side foretrækkes den sidstnævnte model. Den katolske Kirke ser ikke længere muligheden for enhed ved andres »tilbagevenden« (til den katolske Kirke). Den ser tværtimod en udjævning af legitime konfessionelle traditioner som en forarmelse. Den vil gerne virkeliggøre Kirkens enhed som en enhed i mangfoldigheden. Man taler om en »korporativ genforening«. I en således uneret Kirke og under en forpligtende apostolisk ledelse ville de enkelte Kirker medbringe hver deres egenart af kristen tro og kristent liv; en egenart, der er vokset frem i historiens forløb, og som evangeliet legitimerer. Alle Kirker skulle bestræbe sig på at forstå hinandens særpræg og måske tilmed hente mangt og meget til egen berigelse. En lignende enhedstanke er indeholdt i begrebet »Et konciliært fællesskab«, som blev anvendt på Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Nairobi i 1975.

Det afgørende er, at kærligheden, som jo er Gudsfolkets grundlov, vokser. Kun kærlighed kan hjælpe med til at bygge bro over den kløft, som endnu eksisterer, så længe spørgsmålet om sandheden ikke er 1øst. Man kan ikke forvente, at genforeningen bringes til veje ved, at der kortes ned på kravene til troen. En enhed, der bygger på den laveste fællesnævner, vil være i strid rned samvittigheden og imod den økumeniske ånd. Vi kan ikke lade som om, der ikke længere består modsætninger. Spændingen skal tværtimod gennemlides på ærlig vis, for hvis vi ikke lider under adskillelsen, vil vi aldrig kunne overvinde den. Vi er forvissede om, at Guds Ånd allerede virker i den nyvakte stræben efter enhed.

* * *

* * *

Enheden er ikke kun påbudt ud fra Kirkens selvforståelse. Også den tjeneste, som kristne mennesker skal yde verden, bliver først troværdig, når Kirkerne handler i fællesskab. Mange mennesker mener, at Kirken helt og holdent skal indskrænke sig til at føre mennesker til Gud og den evige frelse. I modsætning hertil venter andre af Kirken, at den tager sig af ting af vigtighed; ting, der er presserende for menneskeheden af i dag. Kirken skal ikke være verdenstjern, men først og fremmest være virksom på det sociale område og kritisk opløfte sin røst.

Dette emne er meget vigtigt. Det 2. Vatikankoncil har udgivet et dokument med titlen "Kirken i verden af i dag". I tilslutning til dette papir har vi udarbejdet et ekstra brev, som vi sender pa opfordring. Her lige et par tanker vedrørende dette emne: hvor det drejer sig om rent interne verdslige sager, bør Kirken ikke blande sig. På videnskabelige og politiske områder består der en ægte selvstændighed. Kirken ma frem for alt ikke betjene sig af verdslig magt for at kunne opfylde sin opgave i verden. Det seneste koncil har i det ovennævnte dokument udtrykkeligt afvist sådanne afvigelser fra dens egentlige opgave i historien.

På den anden side kunne man med rette skælde Kirken ud for at være verdensfjern, hvis den ganske enkelt holdt sig fri af de opgaver, som tiden stiller os overfor. Når det kommer til stykket, skal mennesket jo på alle livets områder drages til ansvar over for Gud. Eksempelvis må teknikken ikke misbruges til udslettelse af mennesket; politik må ikke ophæve den enkeltes personlige frihed og værdighed; den økonomiske samfundsorden skal skaffe alle mennesker eksistensmuligheder, osv. I dag bebrejder man ikke alene Kirken, at den har blandet sig i verdslige anliggender, men også at den har tiet i spørgsmål, hvor den burde have talt. Ikke-kristne har således i stor udstrækning hilst paverne Johannes den 23., Paul den 6. og Johannes Paul den 2.'s hyppige opfordringer til fred og social retfærdighed velkomne.

Kirken er gennem sin sendelse ikke alene om at hjælpe verden. Den er sig bevidst, at den nutildags også selv får megen hjælp fra en verden, der gør fremskridt inden for videnskab og teknik.

Kirken varetager sin opgave i verden på rette vis, når den opfatter sin sendelse som en tjeneste. Det må ikke dreje sig om den selv. Hverken magtbegær eller bedreviden skal lede Kirken, når den ifølge sit kald - belejligt eller ubelejligt - forkynder Guds åbenbaring for hele verden. Denne tjeneste skylder den hele menneskeheden. Kirkens sendelse er af religiøs art, men netop derfor også yderst menneskelig. Formelt sagt kan man omskrive Kirkens opgave i verden nogenlunde således: Ved at bringe mennesker i forbindelse med Gud bringer den også mennesker i det rette forhold til deres medmennesker og til deres opgaver i verden og hjælper dem til at realisere sig selv.

»Selv om menneskeheden i dag gribes af undren over sine egne opfindelser og sin egen magt, rejser den ofte ængsteligt spørgsmål om verdens nuværende udvikling, om menneskets plads og opgave i universet, om meningen med menneskenes individuelle og kollektive stræben, ja, overhovedet om tilværelsens og menneskenes endelige skæbne... Dette hellige kirkemøde, der forkynder menneskets ophøjede kald og forfægter den gudlignende sæd, som er nedlagt i mennesket, tilbyder menneskeheden Kirkens oprigtige samarbejde i opbygningen af det universelle broderskab, der svarer til et sådant kald. Kirken ledes ikke af nogen jordisk ærgerrighed, men sætter sig kun et mål, nemlig under Helligåndens vejledning at fortsætte Kristi værk, der kom til verden for at vidne om sandheden, for at frelse og ikke dømme, for at tjene og ikke for at lade sig tjene« (Den pastorale konstitution om Kirken i verden af i dag § 3).

* * *

Til personlig overvejelse:

- Hvilke muligheder her Kirken for at bidrage til fred i verden?

- Hvordan kunne du forestille dig et optimal forhold mellem Kirke og stat?

- Hvilke konkrete opgaver overtager Kirken fra staten?

- Man afventer en tilnærmelse fra Kirkens side til tidens problemer. Hvor er tilpasning nødvendig, og hvor går grænserne?

- Hvilke opgaver synes du, Kirken skal prioritere højest: socials arbejde - Caritas (katolsk hjælpeorganisation på linje med Røde Kors) hjælp til udviklingslandene - opdragelse og uddannelse - fredsarbejde - hjælp til mennesker, der finder tilværelsen for kompliceret - hjælp til mennesker, der har vanskeligheder med troen forkyndelse af det kristne budskab - formidling af sakramenter...?