Brev 12
Det kirkelige embede
Har vi brug for en pave?
Medbestemmelsesret i Kirken
Hvad betyder »ufejlbarhed«?
Det ene vidnesbyrd behøver mange vidner.
Den ene tro behøver mange bærende kræfter.
En mangfoldighed af kirkelige tjenester
Kirken er ikke tidløs
Det, man lægger mest mærke til ved den katolske Kirke, er, at den er en verdensomspændende institution med paven i spidsen. Han er omgivet af en international lederstab, kurien, der svarer til de verdslige regeringers ministre. Hertil kommer på verdensplan over 2000 biskopper med hver deres administrationsapparat, titler, klædedragter, kirkeskat og ..., kan det mon altsammen føres tilbage til Kristus?
Nej, absolut ikke alt. Kirken lever i tiden, derfor kan alt heller ikke forblive »ved det gamle« i den. Den kender også til udvikling. Ingen vil forvente, at apostlenes efterfølgere i det 20. århundrede igen skal gå omkring ved Genesarethsøen. Et fællesskab på over 700 millioner kan ikke undvære organisation og strukturer. Men i tidens løb er utvivlsomt mangt og meget kommet til i Kirken, som vi næppe forstår i dag, og som kun kan betegnes som tidsbetinget. Men tilpasning til nye tider er ikke ensbetydende med tilpasning til modetendenser. Det væsentlige og Kirkens grundstruktur forbliver det samme. Hvad hører så med til denne grundstruktur?
Et fællesskab - mange opgaver
Over for Gud er alle mennesker lige. Der må derfor inden for Kirken ikke være forskel på fattig og rig, alder og køn, race eller afstamning. Heller ingen kløft mellem gejstlig og læg, mellem kirkelige embedsindehavere og »de menige«. Alle, lige fra den enfoldige
kristne og op til paven, er kaldet til samme tro og lydighed. Det samlede fællesskab er vigtigere end er. hvilken som helst adskillelse mellem embede og menighed. Tilsammen danner alle Kirken, ikke kun de ledende. Alle er »lægfolk» (græsk: »laos«), der, taget bogstaveligt, ikke betyder andet en »hørende med til folket«.
Det indebærer imidlertid ikke, at enhver kan handle efter eget forgodtbefindende inden for Kirken. Den er ikke en forsamling af enkeltindivider, men en ordnet menighed. (Læs i denne sammenhæng 1. Kor. 12,12 ff). Der er således forskellige tjenester både af varig og mere tidsbegrænset karakter. Bibelen nævner apostle, profeter, lærere; andetsteds diakoner, ældste - men også gaver som helbredelse af syge, fortolkning af Guds ord, undergørende kræfter... Paulus beder om, at man vil anerkende dem, der tager sig af menighedens ledelse (1. Tess. 5,12). Og om at underordne sig dem, der har en tjenstlig funktion (1. Kor. 16,16t.
På den anden side rangerer ingen, selv om vedkommende har et nok så højt embede, over andre. Den eneste, der rager op som alles »hoved«, er Kristus. Det nye Testamente opfatter ethvert embede som en tjeneste »diakoni« over for menneskene og menigheden. Ledelse og fuldmagt skal i nytestamentlig betydning ikke forstås som statslige rettigheder. Hvis nogen derfor misbruger sit embede til udøvelse af personlig magt, fjerner vedkommende sig fra sit kald over for Kristus.
En »apostolsk« Kirke
Apostelembedets varighed
Allerede Jesus begyndte på at forberede nogle på deres senere opgave. Af de disciple, der omgiver ham, udvælger han tolv, som han skoler specielt og kalder apostle (dvs. »udsendinge«, bemyndigede) (Luk. 6,13). Han udstyrer disse med særlig fuldmagt til at tjene menneskene, så de virkelig i hans navn kan sige til dem: »Således som Faderen har udsendt mig; således sender jeg også jer« (Joh. 20,21). Han lover dem sin bistand, sin Helligånd, til tidernes ende (Matt. 28,19; Ap.G. 1,8). For dem gælder det: »Den, der hører Jer, hører mig« (Luk. 10,16). Apostelembedet går altså tilbage til Jesus selv. Men apostlene har draget omsorg for, at menighederne blev organiserede på en sådan måde, at der altid fandtes ledere til at fastholde Kirken i apostolsk tradition - ledere, der blev indsat gennem bøn og håndspålæggelse (se 2. Tim. 1,6; 1. Tim. 4,14; 5,22 o.a.).
Apostlenes efterfølgere kaldes imidlertid aldrig for apostle i Det nye Testamente. For apostlene kunne ikke videregive alt det, de som apostle var i besiddelse af. De var øjenvidner til Kristi liv; de grundlagde Kirken. Det kan ingen efterfølger gentage. Derfor taler vi i dag i Kirken ikke længere om apostle, men gerne om deres efterfølgere; andre apostelopgaver var nemlig bestemt for hele den tid, Kirken skal eksistere. Det drejer sig om følgende opgaver:
Forkyndelse som tjeneste (læreembedet) -
Kristus er og bliver til evig tid sin Kirkes egentlige 1ærer. Men alle kristne har pligt til at tage del i Kirkens forkyndelse; hver enkelt er kaldet af Gud til at vidne om sin tro - også uden at være indehaver af et særligt kirkeligt embede. Men de dertil særligt bemyndigede forkynder med en bindende autoritet, som yderligere garanterer Kirkens enhed.
Ledelse som tjeneste (hyrdeembedet) -
Kristus er og bliver lederen af sin menighed, men han tager på sin side mennesker i sin tjeneste: »...hvad I binder på Jorden, skal også være bundet i Himmelen.« Det betyder ifølge den tids sprogbrug at opstille og ophæve bindende forpligtelser, at optage i og at udelukke fra fællesskabet. Kort sagt det, der hører med til Gudsfolkets ordning, at fastsætte regler og på den måde sikre enheden i Kristi menighed.
Helliggørelse som tjeneste (præsteembedet) -
Enhver form for helliggørelse udgår fra Kristus. Han har afløst det gammeltestamentlige præsteembede og er Den nye Pagts eneste virkelige præst. Men alle, der er forbundet med ham, har gennem dåb og firmelse del i hans præstedømme. Man taler derfor om alle troendes »almindelige præstedømme« (smlg. 1. Pet. 2,5.9). Det er ikke kun en smuk teori, det kommer også til syne bl.a. ved, at alle har bemyndigelse til at vidne om troen og - i givet fald - også til at døbe. Dertil kommer den aktive medvirken i messen og at være et eksempel på kristen livsførelse. - Men nogle får på en særlig måde allerede fra begyndelsen betroet at tjene til menighedens helliggørelse. De forvalter sakramenterne: den offentlige dåb, forsoning og syndstilgivelse og at fejre nadveren. Sådan opfattede Oldkirken Jesus, og den udvalgte til stadighed enkeltpersoner til at varetage denne tjeneste (2. Tim. 1, 6).
...indtil verdens ende
Ikke alle nuværende kirkelige tjenester går tilbage til Kristus. Han har overladt mangt og meget til udviklingen. Han har indstiftet en levende Kirke, som skulle udfolde sig. Apostlenes tidsalder var begyndelsestiden - åbenbaringens tidsalder, hvor der endnu blev truffet vigtige afgørelser. Men de ovennævnte tre tjenester må aldrig mangle i Kirken.
I Apostlenes Gerninger og i apostelbrevene skimter vi allerede strukturerne af Kirken af i dag. I begyndelsen har der nok dannet sig forskellige menighedsordninger, alt efter om det drejede sig om jøde-kristne eller hedninge-kristne menigheder. Men en grundstruktur har holdt sig siden begyndelsen: altid var der mennesker, der havde ansvaret for forkyndelsen, ledelsen og helliggørelsen, og som var sig bevidst at være kaldet af Kristus gennem apostlene.
Disse apostlenes efterfølgere hedder på græsk »episkopoi« (opsynsmand, forstander). Det danske ord »biskop« er afledet heraf. I andre menigheder kaldes de »presbyteroi« (ældste). Vort ord »præst« stammer herfra. Man skelnede tilsyneladende dengang endnu ikke mellem biskopper og præster. I spidsen for menighederne stod vel først og fremmest flere presbytere eller spiskoper. Ved deres side havde de diakoner. Disse tjenester - biskop, præst, diakon - har man stadigvæk i Kirken. Vi ved, at der omkring år 100 var en biskop Ignatius som leder af menigheden i Antiokia. Og det fremgår af hans breve, at der ligeledes var biskopper i andre byer.
Biskop Ignatius skriver til menigheden i Smyrna: »Adlyd alle biskoppen, som Jesus adlød Faderen, og præsterne som apostlene. Hav ærefrygt for diakonerne... De forestår på Guds vegne hjorden, hvis hyrde de er«!
For de første kristne var denne efterfølgelse af apostlene garantien for overensstemmelse med den apostolske lære. F.eks. skriver Irenæus ca. år 200 (Adv. haer. III, 3,1): »Gennem den apostolske succession (efterfølgelse) er sandheden kommet til os, og den apostolske overlevering blevet kendt verden over. Man behøver kun at holde sig til biskopperne verden over, hvis man vil se sandheden.«
Derfor ser den katolske Kirke ikke kun en menneskelig indretning i bispeembedet. Det 2. Vatikankoncil understreger, at biskopperne - som følge af guddommelig indsættelse - er apostlenes efterfølgere.
Guds ord og sakramente gives med bemyndigelse videre i Kirken af dem, der er led i rækkefølgen efter apostlene.
Af den grund eksisterer der i den katolske Kirke ved siden af alle troendes almindelige præstedømme et særligt præstedømme. Det er et sakramente, der er opdelt i tre trin: bispevielse, præstevielse, diakonvielse, og det overgives i følge Bibelen og Traditionen til enkeltpersoner af folket, så de kan tjene helheden (Hebr. 5,1).
Ligesom på apostlenes tid videregives ved bøn og biskoppelig håndspålæggelse det fra apostlene overleverede embede til biskopper, præster og diakoner (ved bispevielse af tre biskopper). Paulus skriver til sin elev og efterfølger, biskop Timotheos: »...minder jeg dig om, at du skal holde den nådegave i glød, som du fik fra Gud ved min håndspålæggelse« (2. Tim. 1,6). Det er mere end en højtidelig indsættelse i et embede. Vi kalder det en indvielse; dvs. det pågældende menneske går i tjeneste hos Gud.
Cølibat - Da en sådan tjeneste over for menigheden og hengivelsen til Gud kræver og binder præsten helt og holdent; er der opstået den praksis, at man kun præstevier dem, der vil forblive ugifte. Bibelen tilråder flere steder forsagelse af ægteskabet »for Guds Riges skyld« (Matt. 19,10-12 bl.a.). - Ganske vist er den nære forbindelse mellem præstegerning og cølibat - der forøvrigt ikke gælder for den samlede katolske Kirke, kun i den latinske del - en kirkelig foranstaltning, der derfor kan ophæves igen.
Enheden med apostlenes lære og efterfølgelsen i aposteltjenesten er kendetegnet på, at Kirken er apostolsk. Det blev imidlertid allerede vedtaget på koncilet (kirkemødet) i Konstantinopel i året 381, hvor man som et nødvendigt særkende sammenfattede den kristne lære i en trosbekendelse: »Jeg tror: på den...apostolske Kirke«.
* * *
Til personlig overvejelse: - Kunne du forestille dig, at den katolske Kirke kunne klare sig uden et ledende embede? - Anklager imod Kirken er for det meste rettede mod dens embedsudøvere. Synes du, at det er berettiget? - Hvilket forhold har du personligt til embedsudøvere? Hvorfor?
* * *
Petrus-embedet
Peters fremtrædende rolle
I apostlenes kreds er der en, der er særligt fremtrædende, nemlig Simon, der senere får tilnavnet Petrus (af det græske ord »petra« = klippe). I evangelierne nævnes han 114 gange før de øvrige apostle. Han står øverst på listen over apostlene. For det meste er han fortaler i apostelkollegiet. Han er også det første vidne til opstandelsen (1. Kor. 15,5; Luk. 24,34). Hans medapostle tager ham ikke denne forrang ilde op til trods for, at Peter ikke var den ældste, heller ikke den først kaldede, ej heller »yndlingsdisciplen«. - Helt tydeligt træder denne forrang frem efter Jesu himmelfart. Apostlenes Gerninger viser, at Peter handler og anerkendes som lederen af den nye menighed.
En afgørende tekst finder vi hos Matt. 16,16. Jesus spørger disciplene om, hvem folk anser ham for at være. Igen svarer Peter på alles vegne: »Du er Kristus, den levende Guds Søn.« Jesus bekræfter dette svar og tildeler dem så deres roller, idet han nu siger til Simon, hvem han (Simon) er, og hvem han fremover skal være. Ved denne lejlighed udspinder der sig et interessant aramæisk ordskifte: »...at du er Peter, Klippen (kefa), og på denne klippe (kefa) vil jeg bygge min Kirke, og Dødsrigets porte skal ikke få magt med den. Jeg giver dig Gudsrigets nøgler, og hvad du binder på Jorden, skal være bundet i Himmelen, og hvad du løser på Jorden, skal være 1øst i Himmelen.«
Struktureringen af Jesu menighed skal altså gennem Peter have en klippegrund, der tjener menighedens fortsatte beståen. Det egentlige fundament er og bliver naturligvis Kristus selv (1. Kor. 10,4). Men han vil også give sin Kirke et fundament, der er synligt i tiden efter hans bortgang. Derfor kan Paulus med rette sige, at Kirken er bygget på apostlenes og profeternes grundvold (Ef. 2,20). Men her omtales Peter som den eneste »klippe«, Kirkens fundament.
I den følgende sætning bliver magten til at 1øse og binde, som Kristus i Matt. 18,18 betror apostlene, tilsagt Peter alene. Billedtalen om »Himmerigets nøgler« var ikke ukendt for den tids mennesker. For nøglemagt er mere end portnertjeneste. Hos Esajas 22,22 er den f.eks. den kongelige magts stedfortræder.
Andetsteds (Joh. 21,15) siger Jesus, der forstår sig selv som hyrde for sin hjord, til Peter: »Vogt mine lam, vogt mine får«. Kongerne kaldes i Bibelen »folkenes hyrde«. At være hyrde betyder altså at udøve den højeste myndighed. Kristus vil, at Peter i håns sted skal lede hans menighed. Det gælder i forhold til hans medapostle. Apostelkollegiet, som er udstyret med den ledende tjeneste over for den samlede Kirke, har således et overhoved i Peter. Han skal ved sin tjeneste styrke alle brødre i troen og enheden (smlg. Luk. 22,32).
Behøver vi en pave?
Bispekollegiet har efterfulgt apostelkollegiet. Den katolske Kirke har den overbevisning, at der også i bispekollegiet ifølge Kristi vilje skal være en. hvem det, som Peters efterfølger, tilkommer at have den menneskelige ledelse af dette kollegium og dermed tjene hele Kirkens enhed. Det er naturligvis ikke den svage Peter, der kort tid efter fornægter Jesus, som er den »klippe«, hvorpå Jesus vil bygge sin Kirke, men selve »Petrustjenesten«. Dette skal være det fundament, som i kraft af Jesu bistand fremover garanterer den kirkelige enhed og lærens uforfalskethed.
Kun få dokumenter fra Kirkens begyndelse udtrykker den særlige betydning, som den romerske biskop har. På den anden side behøver enhedstjenesten pd det tidspunkt ikke træde så tydeligt frem, da Kirken endnu ikke var særlig udbredt.
Irenæus af Lyon skriver i det førnævnte brev bl.a.: »Hver enkelt kirke skal være i overensstemmelse med Kirken i Rom i kraft af dens høje forrang, for i den er den apostolske tradition for altid bevaret.« Cyprian fra Karthago (ca. år 200-258), som bestemt ikke altid var af samme mening som biskoppen af Rom, understreger dennes forrang, idet han kalder ham for »enhedens og ufejlbarhedens princip«. Han benytter for første gang betegnelsen »primat«, dvs. den styrende magt, om det romerske bispesæde, og han begrunder det med. at stillingen er en efterfølgelse af den hellige Peter.
I dag betvivler man ikke længere, at den romerske biskops såkaldte primat har været den almindelige overbevisning siden det 4. årh. Selv vranglærere søgte bekræftelse hos ham. Godt nok har pavedømmets indflydelse i århundredernes forløb været i stadig stigning og lejlighedsvis ført til krav om magt og herredømme, hvilket ikke var i overensstemmelse med paveembedets tjenende opgave. - Pavedømmets betydning for Kirken nåede under 1. Vatikankoncil i 1870-1871 og under de dernæst følgende betydelige paver et højdepunkt. I modsætning hertil har det 2. Vatikankoncil igen fremhævet en stærkere kollegialitet alle biskopper imellem.
Pave Paul VI (død 1978) betoner i sin rundskrivelse til verden, at primatet hverken skal være en overhøjhed, baseret på åndelig stolthed, eller et menneskeligt herredømme, men et primat præget af viljen til at tjene, af hjælpsomhed og af kærlighed. Netop han var sig smertelig bevidst, at hans embede af mange kristne ansås for at være en hindring på vejen til (kirkernes) genforening.
* * *
Til personlig overvejelse:
- Bibelen taler ikke om en direkte efterfølger af Peter. Må denne tjenestes fortsættelse så betegnes som stridende mod Skriften?
- Hvilke pavelige titler har du kendskab til? Hvilke titler er efter din mening mest i overensstemmelse med hans opgave?
- Vidste du, at også en lægmand kan vælges til pave, og at det er forekommet flere gange i kirkehistorien?
* * *
Pave og biskopper
Biskopperne har ikke deres fuldmagt fra paven, men fra Kristus. Ligesom Peter, en af de »tolv«, var forbundet med de andre apostle, således er paven en af biskopperne og forbundet med dem. En biskop er imidlertid ikke kun ansvarlig for sit bispedømme, men også for Kirken som helhed. Det kommer særligt til udtryk ved den internationale bispesynode. Kirken er bygget op af mange lokalkirker, der hver især ledes af en biskop. Det forbindende orienteringspunkt for alle lokalkirkers enhed er Peters efterfølger. Ligesom Peters mening var udslaggivende i apostelkollegiet, sådan er biskoppen af Rom også bemyndiget til at beklæde formandssædet i bispekollegiet.
Medbestemmelse i Kirken
I dag beskæftiger vi os med spørgsmålet, om de kirkelige embeder kunne udøves på demokratisk vis. Vil Kirken ikke virke som et fremmedlegeme i nutidens samfund, hvis den stadig vil udøve sin »ledelse« på »monarkisk« vis?
Man må ikke sammenligne Kirkens struktur med staters og parlamenters. Begreber som demokrati og enevælde eller monarki passer ikke ind her. Selv i demokrati indgår ordet »krati«, dvs. herredømme. Netop i Kirken bør der ikke herske nogen form for menneskeligt herredømme.
Det drejer sig her om to spørgsmål, som skal holdes ude fra hinanden:
Alle er enige om, at praksis kun kan ske i en atmosfære af broderlighed og kollegialitet. Den måde, som Kirken i dag ledes på, må ikke længere ligne et monarki. Alle Kirkens medlemmer er medinddraget i de kirkelige tjenester. Da verden har fået en ny bevidsthed, må også den kirkelige autoritet fremtræde på en anden måde.
Principielt set kan imidlertid også de kirkelige strukturer ændres. Vi har i dag nye former for ansvarlige kirkelige medarbejdere. Vi har menighedsråd, pastoralrad, synoder, kateketer, læge gudstjenesteledere, læge kommunionsuddelere og lektorer. Men et står fast: Kirkens autoritet stammer fra Kristus og ikke fra menigheden. Man bliver ikke kristen gennem menighedens kaldelse, men gennem tro og dåb. Ligeså bliver man ikke præst eller biskop via en folkeafstemning, men ved Kristi sendelse. Kristus, og ikke kirkefolket, er Kirkens suveræne Herre. Kirkefolket kan hverken overdrage eller afgrænse nogen gejstlig bemyndigelse. Det kan ganske vist igen nu om dage komme dertil, at biskopper vælges af folket, som tilfældet var med Augustin i det 5. årh. Men også her udgår bemyndigelsen fra Kristus og overføres gennem en særlig vielse.
Ligeså lidt kan flertalsbeslutninger influere på entydige trosudsagn. Troen er givet forud gennem Guds ord; den er nåde, Guds gave til menneskene og derfor ikke i menneskets magt.
* * *
Til personlig overvejelse:
- Må eller skal Kirken imødekomme vor tids krav?
- Hvor går grænserne for en »demokratisering« af Kirken? Har du selv prøvet at overtage et medansvar i din menighed?
- Under hvilke forudsætninger ville du være parat til at arbejde med i Kirken (menigheden)? Med hvilken begrundelse afviser du medarbejderskab? Eller blev dit tilbud afvist?
* * *
Kirkens ufejlbarhed
Et tvetydigt begreb
Det, der nu følger, vil kun være forståeligt, hvis vi forudsætter alt det, der er sagt indtil nu. Det er kun, fordi Kristus lever videre i sin Kirke, at vi kan tale om en ufejlbarhed. Du har før hørt dette ord, mest i sammenhæng med paven. Det er forståeligt, hvis du finder det anmassende. Formuleringen er heller ikke særlig heldig.
For at imødegå alle misforståelser vil vi forudskikke, hvad ufejlbarhed ikke betyder. Det betyder ikke, at der er et eller andet menneske til, som ikke kunne synde eller tage fejl. Også paven er et menneske med svagheder og fejl; også han går til skrifte. Også han kan selvfølgelig tage fejl, selv i teologiske udsagn. Han kan endog repræsentere vranglærdomme. -Ufejlbarhed betyder heller ikke, at Kirken ikke skulle kunne træffe forkerte afgørelser; heller ikke at ingen af Kirkens læresætninger nogensinde skulle have været fejlfri. - Også pavelige rundskrivelser er underlagt fejltagelser, selv om de - ikke kun fordi de er udsendt af paven - sikkert er af stor betydning.
Kun de trosformuleringer, som Kirken forkynder højtideligt med udtrykkelig henvisning til den guddommelige åbenbaring, kan gøre krav på at være ufejlbar og bindende lære. Men selv denne lære er i sin formulering præget af den tid, hvori den formuleres og kan derfor forbedres. Den kan i tidens løb ses ud fra et dybere perspektiv. - Det er således meget begrænset, hvad der gælder som værende ufejlbart.
Det er Gud selv, der er kilde til og garant for ufejlbarheden. Han har lovet sin Kirke Helligåndens bistand til »tidernes ende«, og han står ved sit løfte om i sandhed og troskab at opretholde sit folk (smlg. 1. Joh. 2,20.27). Guds ord kan ikke føre til vildfarelse. Kunne vi ikke have tiltro til, at Kristus virker videre i Kirken, ville vi heller ikke have tiltro til Bibelen, der jo er udgået fra Oldkirkens forkyndelse.
Der vil altid være uklarheder om, hvordan dette eller hint bibelske ord skal fortolkes. Ganske vist er det Guds ord, men det viderebringes af mennesker, der kan tage fejl. Selv afgørende steder udlægges derfor helt forskelligt. Bibelens ord har derfor behov for en stadig udlægning. Et eller andet sted må der være en autoritet, der afgør, hvordan ordet skal forstås. Den tro, som Kristus fordrer af os, ville ellers gøre menneskene usikre om, hvor sandheden findes. De talrige sekter er et bevis på, at åbenbaringens ken dsgerning alene ikke er tilstrækkelig til at tage imod troens indhold ubeskadiget.
Hvem kan således garantere mig, at det faktisk er Kristi budskab, jeg møder, når jeg hører et kristent budskab?
Kirkens læreembede
I Apostlenes Gerninger kap. 15 læser vi, at apostlene og de "ældste" kommer sammen til en vigtig rådslagning. De er sig Guds bistand bevidst i de beslutninger, de træffer. Derfor kan de indlede forsamlingen med ordene: »Helligånden og vi har besluttet...«
Dette eksempel viser klart, hvem der står som garant for Kirkens troværdighed. Så sandelig hverken den enkelte troende eller den enkelte biskop. Enhver kan tage fejl i trossager. Men Kirken som helhed kan ikke fare vild, fordi Kristus selv beskytter den mod
det. Ufejlbarhed i spørgsmål vedrørende tro og moral er altså først og fremmest en egenskab, der indehaves af den samlede Kirke. Men hvem formulerer den samlede Kirkes trosbevidsthed?
På det tidligere nævnte »Apostelkoncil« i Jerusalem var det apostlene og de »ældste«. I dag sker det gennem Kirkens samlede biskopper. De udgør tilsammen læremyndigheden. De samlede biskopper er, som apostlenes efterfølgere (hvortil også paven hører), efter katolsk overbevisning, ufejlbare, når de fremsætter en lære, der vedrører spørgsmål om tro og moral. Den således fremsatte lære er gyldig og forpligtende. Men også de er troende, der - som enhver anden - modtager deres tro fra den samlede Kirke. Læremyndigheden står ikke over Guds ord, men tjener det. Men hvordan forholder det sig nu, når - som det ofte er forekommet i kirkehistorien - store dele af Kirken modsiger hinanden i afgørende trossandheder?
Og når selv biskopper har forskellige meninger, og en spaltning dermed bliver en trussel? Ifølge den historiske tradition var den romerske biskops ord i sådanne tilfælde udslaggivende. Hans opgave er at sikre enheden i sine medbiskoppers kollegium. Om ham gælder nu Herrens ord til Peter:
»Jeg bad for dig om, at din tro ikke må svigte. Og når du engang har omvendt dig, så styrk dine brødre« (Luk. 22,32).
For os er paven altså »ufejlbar«, når han i spørgsmål vedrørende tro og moral (men også kun da) under henvisning til sin højeste læremyndighed definitivt forkynder en lære for den samlede Kirke (når han taler »ex cathedra«). Sådanne tilfælde er selvfølgelig meget sjældne.
Rent faktisk vil Roms biskop ikke fremkomme med en udtalelse af en så forpligtende art uden på forhånd at have sikret sig sine bispekollegers mening. Han bliver så at sige talerør for den almene trosoverbevisning. Også paven kan kun fremsætte det, man er forpligtet til at tro, når det var og er en bestanddel af den samlede Kirkes tro.
Man kan strides om, hvorvidt nogen pave overhovedet har gjort brug af denne fuldmagt, siden den i 1870 højtideligt blev proklameret. Selv dogmet fra 1950 om Marias legemlige optagelse i Himmelen blev først forkyndt efter forespørgsel hos alle verdens biskopper og kirkelige læreanstalter. Det var altså ikke en isoleret beslutning fra pavens side.
* * *
Til personlig overvejelse:
- Kunne det tænkes, at paven alene ved lejlighed kunne have ret i et udsagn vedrørende læren og hele Kirken have uret?
- Vidste du, at en pave under visse omstændigheder kan afsættes?
- Det 1. Vatikankoncil anfører forskellige grunde hertil, bl.a. også »vranglære« (!)
* * *
Kristus selv har ikke efterladt os noget skriftligt dokument, men et fællesskab, der indebar evne og fuldmagt til at give hans budskab videre og til at fortolke det. Det var et vovestykke, ligesom hans menneskevordelse var et vovestykke, der jo faktisk mislykkedes på grund af menneskene. Og alligevel - eller endnu bedre - netop af den grund nåede sit mål. Kristi vovestykke med sin Kirke mislykkes igen og igen på grund af menneskene. At tale om Kirkens ufejlbarhed betyder samtidig, at man ikke overser, at Kirken, læremyndigheden og paven er behæftet med fejl. Kirken og læremyndigheden har op gennem sin historie gentagne gange fældet fejlagtige domme og har også repræsenteret fejlgreb. Og alligevel når Herren således sit mål: at han på alle områder, der angår det væsentlige i hans budskab, opretholder dette budskab uforfalsket - trods menneskelig ufuldkommenhed. Til trods for alt det, der til stadighed berettiger til kritik, tjener Kirken derfor menneskene gennem sin læremyndighed.
Måske har du spurgt dig selv om, hvad ufejlbarheden har at gøre med dit liv? Her træder det tydeligt frem, at mennesket må have noget at holde sig til. Det har brug for en fast og klar orientering i livets mange usikkerhedssituationer. I sin Kirkes troværdighed, hvad angår det essentielle budskab, skænker Jesus Kristus os et holdepunkt, der lader os forstå: »...jeg ved, hvem jeg stoler på« (2. Tim. 1,12). Nemlig i sidste instans på ham selv.
Til yderligere uddybelse af emnet kan anbefales:
Det andet Vatikankoncils dekret: Om biskoppernes hyrdehverv i Kirken. København 1966.
Günter Biemer, (red.), Glaube zum Leben. Basel, Wien, Freiburg 1986. s. 92ff, 618, 740f, 793f, 813f, 695f.
Richard P. McBrien, Katolsk Tro gennem to Artusinder. København 1987. s. 257-258, 367-368, 370-372. Fra amerikansk: Catholicism. San Francisco & New York 1981.
Den hollandske Katekismus for Voksne. København, 1994, 6.opl. s. 352-382.
Deu romersk-katolsk/evangelisk-lutherske Kommision, Det kirkelige embede. København 1983.
Der Papsttum in der Diskussion. Regensburg 1974.
Elmer Klinger/Rolf Zerfass, Die Kirche der Laien. Würsburg 1987.
J. Feiner/L. Vischer, (udg.). En ny bog om troen. Den fælles kristne tro. København 1975. Kap. 29.
G. Greshake, Priester sein. Freiburg, Basel, Wien 1982.
Gerhard Hartmann, Der Bischof. Seine Wahl und Ernennung. Wien, Graz, Köln 1990.
Paul Hoffmann, Priesterkirche. Düsseldorf 1989.
Hans Küng, Kirche in der Wahrheit gehalten. Einsiedeln, Zürich, Köln 1980.
Karl Lehmann, Leben in der Kirche. Freiburg, Basel, Wien 1975.
Norbert Lobfink, Kirchenträume, Reden gegen den Trend. Freiburg, Basel, Wien 1982.
Otto Hermann Pesch, Hvad tror katolikkerne? København 1993. 3.opl. Kap. 16 og 17.
Klaus.Schatz, Der päpstliche Primat. Würsburg 1990.
Michael Schmaus, Dogma 4, Its Origin and Structure. London 1989. 6.opl. Part IV.