Brev 13
Har vi den "rigtige" bibeltekst?
Guds Ord
Hvem garanterer for sandheden?
Hvad er inspiration?
Bibelen og overleveringen
Hvem kan fortolke Bibelen rigtigt?
Hvert Skrift har Gud pustet liv i.
2. Tim. 3,16
Menneskesøn, slug, hvad du her har for dig,
slug denne bogrulle
og gå så hen og tal til Israels hus!
Ez. 3,1
Har vi den »rigtige« bibeltekst?
Mange, der ikke tror på Gud, siger, at »tro, religion og Gud kun er noget, menneskene selv har opfundet«. »Tværtimod«, svarer overbeviste kristne, »Gud er alt andet end en menneskelig opfindelse. Han har åbenbaret sig selv. Han har talt til os. Og hans ord er nedfældet i verdens ældste og mest trykte bog, Bogen simpelt hen: Bibelen (græsk: biblos = bog).« Men kan man nu også stole på denne bog? Var det ikke Johannes Gutenberg, der opfandt bogtrykkerkunsten omkring år 1450? Hvor ofte har Bibelen indtil da ikke måttet skrives af? Hvor mange sprog har den ikke været oversat til? Der kan være ødelagte sider, ombyttede linjer, afsnit kan være gået tabt, og der kan være begået skrivefejl, der har misfortolket meningen! Dertil kommer, at der ikke findes nogen bibelsk originaltekst, som senere udgaver kunne sammenlignes med. Fra Jesus selv findes der intet som helst nedskrevet ord, og da endelig de ældste nytestamentlige skrifter blev affattet, havde Jesus været død i ca. 20 år. Hvordan skal man så finde den »rigtige« tekst? Hvad mener Kirken, når den taler om Åbenbaringen, om inspiration, om Skriftens ufejlbarhed?
Hertil er kun at sige, at der faktisk eksisterer over 4000 fragmenter eller citater af nytestamentlige tekster, hvoraf adskillige går tilbage til nogle få årtier efter grundtekstens tilblivelse. Den nuværende bibelvidenskab er - efter grundig vurdering - i dag i stand til herudfra at fremlægge en bibeltekst, som med overordentlig stor sandsynlighed er i overensstemmelse med originalteksterne.
I tiden mellem 1947 og 1952 fandt man i 11 forskellige huler i ørkenen ved Det døde Hav resterne af et ældgammelt bibliotek. Disse "Dødehavsruller" blev hurtigt opkaldt efter det sted, hvor de blev fundet, og omtales ofte som »Qumran-skrifterne«. Blandt teksterne var der afskrifter af alle de gammeltestamentlige bøger med undtagelse af »Esthers bog«. Der var også nogle vigtige profetbøger i næsten komplet stand. Afskrifterne stammer sandsynligvis fra det 3. årh. før Kristus.
End ikke Jesus selv rådede over en så præcis gammeltestamentlig tekstsamling til brug for sine bibelstudier, som i dag er tilgængelig for enhver, der læser Bibelen.
Vi kan derfor mere end nogensinde stole på, at vore bibelske tekster er i overensstemmelse med det, som den tids bibelske forfattere ville sige, og som de har skrevet ned.
* * *
Til personlig overvejelse:
- Mange mennesker tager forbehold over for Bibelen. »Det er jo altsammen kun eventyr, noget, man har fundet på. Det kan ikke være gået sådan til. Det kan ikke være Guds ord, fordi det er afskrifter fra andre folkeslag og andre bøger.«
- Tager du samme forbehold over for Bibelen? -Hvilke spørgsmål og problemer træder stærkest frem for dit vedkommende?
* * *
Guds Ord
Gud taler
Spørgsmålet, om hvorvidt det, som er overleveret os gennem Bibelen, også er sandt, er dog endnu vigtigere end spørgsmålet om, hvorvidt den foreliggende bibeltekst er rigtig. For hvordan kan Guds Ord overhovedet rummes i menneskeord? Det er jo netop de kristne Kirkers overbevisning, at »Gud under mange skikkelser og på mange måder har talt til os« (Hebr. 1,1 f). »Han har kundgjort os Sin viljes Mysterium« (Ef. 1,9).
Gud taler! Det synes at være et klart udsagn, der ikke er til at misforstå. Mange mennesker antager derfor også, at Gud på forunderlig vis har kontaktet bestemte mennesker og ligesom dikteret Bibelen ord til andet. Forfatteren skulle så på en måde være en lydig sekretær: »Tal Herre, din tjener hører!« (1. Sam. 3,9). Men så enkelt forholder det sig ikke. Bibelen bruger ganske vist det samme ord som vi; den siger »Herrens ord«" "Gud taler...", men mener dermed langt mere, end ikke-hebræeren umiddelbart forestiller sig.
For at anskueliggøre dette vil vi foretage en lille udflugt i det orientalsk-hebræiske sprogs verden. Der har jødedommen og Det gamle Testamente hjemme. Det er Jesu verden. Her har Det nye Testamente også sine rødder. For en orientaler har ord magt - og det gælder frem for alt Guds ord. Der findes ingen »tomme ord«. Ord virker, sætter noget i gang. Ord og handling hører sammen som to sider af samme mønt. Det betyder naturligvis også omvendt, at enhver hændelse har en betydning, et indhold. Mennesket føler sig her »tiltalt« af hændelser. Dette gælder både for den enkeltes oplevelser og historiske begivenheder. Ligeså gælder det den usædvanlige og opsigtsvækkende tildragelse og drømmen. Når en israelit i Bibelen møder ordene: »Og Gud sagde...« eller: »Så siger Herren...«, så ved han, at der samtidig må være sket noget. Han opfatter det som »Gud virkede« eller »Herren greb ind«. Og omvendt hører den troende israelit »Guds ord« som sin egen og hele sit folks livshistorie.
Bibelen giver os anskuelige eksempler herpå. I skabelsesberetningen lyder det: »Og Gud talte, og det skete«! Guds handlingsord skaber et helt univers. Profeten Esejas lader Gud sige: »Thi som regnen og sneen falder fra himlen og ikke vender tilbage, før den har kvæget jorden, gjort den frugtbar og fyldt den med spirer, givet sæd til at så og brød til at spise, så skal det gå med mine ord, det, som udgår af min mund:, det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager og fuldbyrde hvervet, jeg gav det« (Es. 55,10-11).
Og hos profeten Jeremias ser vi det omvendte. Profeten iagttager en pottemager, mens han arbejder (Jer. 18,1-12). Denne »hændelse« begynder nu at »tale« til ham. Ud fra denne dagligdags hændelse »hører« han »Herrens ord«: »Lyt Israel...!« Jeremias har ikke hørt nogen form for »Iydbølger«. »Guds ord« er ikke noget fysisk fænomen. Jeremias har snarere i sit hjerte erkendt en dybere sandhed. En almindelig tildragelse bliver »gennemsigtig«, »transparent« for profetens blik, så Guds virkelighed lyser gennem den.
På denne måde åbenbarer Gud sig i historien. Og en historisk tildragelse bliver til »Guds ord«. Vi kan tilmed sige, at Guds åbenbaring over for os begynder allerede ved skabelsen. Hele verden er Guds ord, som er blevet til et stykke virkelighed. Derfor kan vi i naturen, ved at betragte universet og gennem den videnskabelige forskning få en anelse om, en fornemmelse af Guds storhed og ophøjethed. Ligesom ethvert ord er også verden en »legemliggørelse« af skabelsesordet, et udsagn af og om Gud selv. Også det skabte menneske er en åbenbaring, en »ytring fra Gud«. Vi er skabt i Guds billede og er ham lig.
Mennesket hører
Det ses nu tydeligt, at det at »lytte til Guds ord« er mere omfattende og mangfoldigt end først antaget. Guds ord kan anskues og opleves, og det kan smerte. Det kan aflæses i skæbner og høres ved katastrofer. Det kan føles ved højdepunkter i menneskelivet. Og »Guds ord« kan endog »sluges« (Ez. 3,1)!
»At sluge Guds ord« lyder i første omgang fremmedartet. Men denne billedligt konkrete forestilling er en meget anskuelig fortolkning af det, som Bibelen forstår ved at »høre med troens øren«. Noget dagligdags kan blive en »åbenbaring«, når det »inderliggøres«, når det tænkes grundigt igennem og altså »fordøjes«. På denne måde bliver det en kilde til nyt liv, til næring. Altså lever mennesket i sandhed ikke af brød alene, men af alt, hvad der kommer fra Guds mund (Matt. 4,4; 5. Mos. 8,3).
* * *
Til personlig overvejelse:
Gud taler - mennesket hører! Hvad har du hidtil forbundet med denne bibelske talemåde?
- Har du selv oplevet, at en situation eller en oplevelse »talte til« dig?
- Har du nogensinde haft indtryk af, at Gud ville sige dig noget gennem en »tilfældighed« eller en »hændelse«? Måske tilmed givet et konkret svar i en eller anden situation?
- Har du på den anden side nogensinde oplevet, at ord »har magt«? At de kan »virkeliggøre sig selv«, kan blive selvstændige?
* * *
Hvem garanterer for sandheden?
Folket
Men hvem siger så, om fortolkningerne er sande? Kan menneskene ikke bedrage sig selv? Kan man ikke have forskellige meninger om en og samme hændelse? Hertil svarer den troende kristne, at Gud selv er garant for sandheden; han er selv opmærksom på og sørger for, at den rette fortolkning og den rette måde at høre hans ord på efterhånden vil slå igennem.
Til det formål betjener Gud sig i første omgang af hele folkets trosoverbevisning. Han er jo altid hos »sit folk«. Hans Ånd hviler over Israel. Han leder det. »Fædrenes tro« er i Israel ikke en privat tro, men alles levende overbevisning. Når en jødisk teolog har fået ny indsigt, når en profet med sin tolkning gør en begivenhed gennemsigtig som Guds indgriben, når en af visdomslitteraturens forfattere forkynder leveregler som værende Guds vilje, så underkaster de sig den troende menigheds kendelse. For at kunne anerkendes som den sande og rette tro behøves menighedens samtykke: Amen = sådan må det være. Dette er vore fædres tro. Heri genkender vi også vor tro. Dit ord er sandhed. Det er Herrens ord. På den anden side kan det udmærket forekomme - og det er der nok af eksempler på - at folket til tider vender sig bort fra Gud og for en stor dels vedkommende mister »den sande tro«.
Røsten i ørkenen
I sådanne tider kommer det helt tydeligt frem, at Gud til stadighed også betjener sig af enkelte mennesker, over hvem hans Ånd hviler på en særlig måde. De er samtidig hans redskaber. De bevarer trofast fædrenes tro, gennem dem får håbet ny næring; de åbner nye veje, de formaner og truer, de uddyber og trøster, de giver mod og håb. Det er dem, vi fremfor alt kan takke for, at forståelsen af Åbenbaringen går fremad. De ved, at det er Guds Ånd, der har udsendt dem og forpligtet dem. Nogle af dem var ved at bryde sammen under splittelsen mellem bevidstheden om at være Guds sendebud og den offentlige foragt. De bliver til en »ensom røst i ørkenen«. Ingen forstår dem, de bliver forfulgt og endog dræbt. I sådanne religiøse »tørkeperioder« viser de hen til fremtiden.
Gud selv
Profeterne, der blev afvist, bar denne mangel på forståelse og tro i en fast tiltro til, at Gud vil få det sidste ord. Han skal nok vække folket til besindelse. I det mindste vil en »lille hellig rest« bevare den sande tro. Skulle folket gå hen og dø som en træstub, så ville der alligevel gro en spire frem af stubben, og den ville blomstre og leve videre. Og dette vil Gud selv bevirke! I Det gamle Testamente er der til stadighed henvisninger til, at Gud til sidst griber frelsende ind. Der tales om »Herrens dag«, dvs. den »dag«, da Gud selv bliver åbenbar for alle mennesker. Det er samtidig sandhedens dag, hvor profeternes udsagn vil blive bekræftet. Guds Ånd vil »ved tidernes ende« komme over alle mennesker. Alle kan erkende Gud og se sandheden. Gud vil åbne de forstokkede hjerter, lade de døve høre og de blinde se. Han skaber det nye menneske. Selv om Israel skulle være dødt, så vil det fra nu af leve. Havde det et hjerte af sten, så vil det nu få et hjerte af kød; et hjerte, der vil være i stand til at forstå, at erkende og at elske (Ez. 37; Jer. 31,31; Joh. 3,1-5).
Jesus Kristus
Ifølge kristen overbevisning er tidernes ende, Herrens dag, brudt frem ved Guds menneskevordelse i Jesus Kristus. Herom skriver Johannes:
»Det, som var fra Begyndelsen,
det, vi har hørt,
det, vi har set med vore øjne,
det, vi skuede og vore hænder rørte ved,
Livets Ord -
Livet trådte synligt frem,
vi har set, vi vidner, vi bringer bud
om det Evige Liv,
det, som var hos Faderen,
det, som trådte synligt frem for os
Det, vi har set og hørt,
det me/der vi videre til Jer,
for at I kan have fællesskab med os«
(1.Joh. 1,1-3)
Gud kommer selv til syne. Det er sandhedens dag. For som Jesus siger: »Jeg og Faderen er et... den, som ser mig, ser Faderen. Jeg er Sandheden...« (Joh. 8,19; 10,30; 14,6; 18,37). Hvis Gud i de forløbne århundreder på mangfoldige måder havde talt til menneskene, så er Jesus »hans sidste Ord« (smlg. Hebr. 1). Han er simpelt hen Guds Ord. For Gud identificerer sig helt og holdent med dette Ord. Han siger i Jesus: »Sådan er jeg. Han er mit udtrykte billede.« For Ordet er blevet menneske og har levet iblandt os. I Jesus har Gud fremstillet og fortolket sig selv i vort eget sprog. Han er Åbenbaringens højdepunkt. Ud over det, som Gud har sagt om sig selv, eksisterer der ingen viden om Gud. Det er sandhedens fylde, og i denne fylde bekræftes også de gammeltestamentlige åbenbaringer. Jesus Kristus er målestok for alt det, som man erkendte, troede og forkyndte i Den gamle Pagt.
Et budskab til al verden
Jesus samler en kreds af fortrolige, venner, disciple og vidner om sig. Af deres midte udvælger han disciple og apostle, som han sender ud i hele verden, til jordens grænser, for at de skal vidne om sandheden (smlg. Mark. 16,15). Han skænker dem sin Ånd som en Hjælper, der skal indføre dem i sandheden på alle områder. Denne Ånd forvandler menneskene. Ved at gribes af Guds kraft begejstres først apostlene og disciplene og derefter flere og flere mennesker (Ap.G. 2): de erkender og bekender. De beder og prædiker. De trøster og opmuntrer. De underviser og hører på, de mediterer og diskuterer. De læser Den gamle Pagts skrifter, i hvilke Gud selv varsomt forberedte menneskeheden på Kristus. De begynder selv at skrive bøger. Og Helligånden ledsager, vejleder og fører dem i alle disse forhold. Dette levende trosliv udkrystalliserer sig efterhånden - som en slags skriftlig "aflejring" - i den samling af trosvidnesbyrd, som vi kalder Bibelen.
Man overtog ikke alle de bøger, som man kendte fra den jødiske tradition, og heller ikke alle bøger, breve og evangelier (f.eks. Thomasevangeliet), der opstod i den unge Kirke, det nye Israel. Man optog kun de vidnesbyrd, som den troende menighed genkendte som en usvigelig og sand afspejling af sin egen levende tro. Det afgørende var, at de sandfærdigt gengav den sandhedens rigdom, som var blevet synlig i Jesus Kristus.
Når det kommer til stykket, er Jesus Kristus den målestok (eller Kanon: opr. siv, rør; derefter en måleenhed, målestok; senere et klart afgrænset sæt tekster), som ligger til grund for Den hellige Skrift.
Hvad er inspiration?
Helligåndens inspiration
Hvem garanterer for sandheden? Sådan lød det indledende spørgsmål. Og vi svarede, at det gør Gud selv. Han garanterer for det første for sandheden ved i stadig stigende grad at gøre sig be-gribelig og ind-lysende, indtil han til sidst giver sig selv til kende på afgørende vis i Jesus Kristus (se Fil. 2,5-11). For det andet ved at stille sig på tilhørernes og de troendes side, som han styrer og leder med sin Ånd. Guds Ånd har virket »inspirerende«, fortæller teologerne os, og Kirken lærer derfor, at Gud har inspireret såvel de bibelske forfattere som bøgerne, de har skrevet, og den afgørelsesproces i den fremspirende Kirke, som gav Bibelen dens nuværende omfang gennem en udvælgelsesproces. I alt dette har Gud selv virket med gennem sin Ånd. Men hvordan skal man konkret forestille sig dette?
Helt og holdent menneskeord
Det, vi læser i Bibelen, er i første række helt og holdent menneskelige ord. Man må formode, at ingen af forfatterne var sig bevidst, at de arbejdede »under åndepust« (inspiration) fra Guds Ånd. De skriver det samme sprog, bruger deres egne ord, har deres egen stil. De er børn af deres egen tid med dens mangler, dens trængsler og fejltagelser. Meget af dette finder vi også i de bibelske skrifter. F.eks. deler de bibelske forfattere antikkens verdensbillede. Ligesom deres samtidige forudsætter de, at jorden - verdens midtpunkt - er flad som en skive, og at denne skive ligger og flyder pa et hav. Himmelhvælvingen, hvorpå stjernerne er fæstnet, er udspændt over jorden, og oven over jorden går solen og månen i deres baner.
Alligevel helt og holdent Guds ord
De bibelske forfattere delte dog ikke deres omverdens overbevisning om, at »guderne tronede« over denne himmelhvælving. Deres Gud var en »Gud blandt mennesker«; en Gud, der ikke var bundet til bestemte hellige steder, heller ikke til »himmelen« (smlg. brev nr. 7). Men hvor meget deres udtryksmuligheder end var tidsbestemte, så forbliver det, de ville meddele, sandt; det for dem afgørende forbliver uopgiveligt. Vi må derfor i Bibelen lære at skelne mellem det, som er bindende troslære; det, som har gyldighed for alle tider, og de udtryksformer, der er afhængige af den tids forestillinger både om universet og om mennesket.
Allerede Augustin svarede en vranglærer: »Herren har ikke sagt i Evangeliet: Jeg vil sende jer en anden Hjælper, der kan belære jer om solens og månens bevægelser; han ville gøre menneskene til kristne, ikke til matematikere.«
En sammenligning - Vi ved af erfaring, at kærlighed kan forvandle et menneske. Man siger så, at der er vendt op og ned på vedkommende, at han næppe er til at kende igen. Alligevel er det pågældende menneske nøjagtig den samme. Han bliver ikke mere vidende, klogere eller behersker pludselig fremmede sprog; nu som før er han henvist til at tro, hvad lærere og fagbøger har at sige ham om verden, menneskene og videnskaben. Ved hjælp af den viden og de egenskaber, han besidder, forsøger han at erklære sin kærlighed til sin elskede partner. Et sådant udsagn er oprigtigt, i hvert fald for så vidt som det udtrykker en kærlighedserklæring. Men denne erklæring kan være mangelfuldt udtrykt, eller stavemåden (dersom det drejer sig om et skriftligt udsagn) kan være direkte forkert. Det gør dog ikke kærlighedserklæringen mindre sand. Et dårligt dansk er ikke afgørende for erklæringens ægthed. Partneren kan tillidsfuldt stole på de tanker og ord, der fremsættes. For de er sande.
Gud bryder igennem med sin sandhed
Inspiration har meget at gøre med kærlighed. For Gud udsender ikke kun sin Ånd til vor forstand eller vort intellekt, men også til vort hjerte. Han forvandler det centrale i vor person. Inspirerede mennesker er ikke »kloge«, men begejstrede; de er ikke besat af en ide, men besjælet af Gud. Der »sker« ikke noget »med« mennesket, men mennesket som helhed forvandles - på samme måde som gennem kærlighed. Og ligesom kærligheden formår den Ånd, som Gud sender, også at forene det tilsyneladende modstridende: den forvandler uden at fremmedgøre; den motiverer uden at manipulere; den bevæger uden at tvinge. Gud tager mennesker i sin tjeneste uden at gøre dem til slaver; han gennemfører sine hensigter uden at begrænse menneskets frie vilje.
Profeten Jeremias tjener her som et levende eksempel. Han er fortvivlet over sin fiasko. Han er på nippet til at give op. Men så indser han, at når han vil trodse Gud og sige: »Ej vil jeg mindes ham, ej mere tale i hans navn, da blev det som brændende ild i mit indre, som brand i mine ben; jeg er træt, jeg kan ikke mere, jeg evner det ej« (Jer. 20,9). Her taler et menneske, som er værgeløst over for »sit hjertes stemme«.
Det, der berører hans indre, binder ham også; det føles, som om hans hjerte »tilhører en anden helt og fuldt«.
På denne måde bryder Gud igennem med sin sandhed. I kraft af hans kærlighed kommer mennesker til at forstå sammenhænge, der forbliver skjult for andre. De ser længere frem og dybere ned; de ser ting, der er værdifulde og værd at betragte, hvor andre går forbi uden at ænse dem. Derfor kan man stole på Bibelen, og derfor er det, som den udsiger om troen, uforanderligt sandt, også selv om måden, hvorpå det udtrykkes, er afhængig af den tid, det blev nedskrevet på.
* * *
Til personlig overvejelse:
- Synes du, at det er retfærdigt at give Bibelen forrang fremfor andre store religioners hellige bøger?
- Synes du, at »Bibelens sandhed« er sikker nok til at bygge et helt liv på?
- Ville menneskeheden - efter din mening mangle noget væsentligt, hvis der ikke længere fandtes nogen Bibel?
* * *
Bibelen og overleveringen
Bibel og Kirke hører sammen
Det nye Testamente opstod altså under Helligåndens indflydelse i og sammen med den unge Kirke. Skriften er Kirkens første og samtidig grundlæggende »dogme« (trossætning). Der findes ingen tro eller trosformulering, som ikke har rødder i dette »grund-dogme«, eller som ikke kan udledes heraf.
Som Guds nedskrevne ord har Bibelen en vis selvstændighed og autoritet i kraft af sig selv. Der var ganske vist en tid, hvor der nok eksisterede en Kirke, men endnu ikke noget Nyt Testamente. Heller ikke alt, hvad urkirken ved Jesu Ånds bistand troede og forkyndte, er senere blevet nedfældet i Bibelens skrifter. Men Kirken kan ikke overleve uden Bibelen, Begge dele - Kirken og Skriften - har deres eget liv og kan til trods herfor ikke være til uden hinanden.
Herom siger Det andet Vatikankoncil (1962-65):
"Den hellige tradition og den hellige Skrift er altså nært forbundet og forenede. For begge smelter på en vis måde sammen og stræber mod det samme mål. Den hellige Skrift er nemlig Guds tale, da den er blevet nedskrevet under Helligåndens inspiration. Betroet apostlene af Kristus og Helligånden fører den hellige tradition Guds ord i dets helhed videre til apostlenes efterfølgere. Det er deres opgave, at de i lyset af sandhedens Ånd tager trofast vare på det i deres forkyndelse, fremlægger det og udbreder det. Alt dette indebærer, at Kirkens skøn om det åbenbarede ikke henter sin sikkerhed fra den hellige Skrift alene. Derfor skal begge modtages og æres med lige stor pietet og ærbødighed.
(Den dogmatiske konstitution om Åbenbaringen, Dei Verbum nr. 9-10)
Hvordan det hele begyndte
I begyndelsen var der næppe nogen, der tænkte på at nedfælde noget skriftligt. Det drejede sig først og fremmest om at fortælle så mange folk som muligt om Jesus; for apostlene, disciplene og vidnerne vidste, at de var udsendt dertil af Jesus og »drevet frem« af Helligånden. De første menigheder opstod. Man mødtes til gudstjeneste og »kærlighedsmåltid«. Der var syge, der skulle passes, og børn, der skulle opdrages. Spørgsmål fra naboer, interesserede og nysgerrige om, hvad man troede og hvorfor, skulle besvares kort og rammende. De kristne måtte altid være »rede til at samtale med enhver, der måtte kræve jer til regnskab for det håb, som lever i jer« (1. Pet. 3,15). Umærkeligt formedes vidnesbyrdet i faste vendinger, den mundtlige forkyndelse fik sit sidestykke i det nedskrevne budskabs form. :
Det gamle Testamente spillede fra begyndelsen af en stor rolle. Uden tøven overtog de første kristne de gamle skrifter. De betragtede dem som deres Testamente. De var jo Det nye Israel, det sande Gudsfolk. Og fremfor alt viste de gamle skrifter hen til Jesus Kristus. Til gengæld var han helt og aldeles midtpunktet. Hvor vigtigt man end anså Det gamle Testamente for at være, så var det »kun« det gamle, som i mellemtiden var gået i opfyldelse og blevet videreført. Det gamle Testamente, som Kirken sluttelig overtager som sin arv, adskiller sig også derved fra jødernes bog. (I Kirkens udgave findes bøger, som mangler i den hebraiske kanon og omvendt.)
Skrifter og breve
Foruden dette opstod der efterhånden nye sange, bønner, lovprisningshymner, de første trosbekendelser og korte formuleringer af troen. Jo mere man i tid og rum fjernede sig fra de oprindelige hændelser, des vanskeligere blev det at finde øjen- og ørevidner. Derfor begyndte man at nedskrive og samle det, der var vigtigt og værd at vide. Det meste af det er ganske vist gået tabt igen. Der var således en citatsamling af Jesu egne ord, og der var en samling beretninger om hans undere. Rester heraf findes stadigvæk i Evangelierne, som til dels citerer fra disse samlinger.
Nogle af Pauli breve hører med til de ældste skrifter i Det nye Testamente. Samlingen af hans og andre forfatteres breve udgør en stor blok. Mellem de første breve (ca. år 50) og de sidste (f.eks. Timoteus, Titus og Peters breve ca. år 90-100) ligger der 50 års kirkelig udviklingshistorie. Forfatterne beretter ikke meget om Jesu liv; det forudsætter de bekendt. De fortolker og uddyber, formaner og trøster. I mange af brevene (Korinther, Timoteus, Judas) går afsenderen i rette med vranglærdomme, der truer den menighed, brevet er stilet til. I andre drejer det sig om spørgsmål vedrørende ordningen inden for menigheden (f.eks. i Korintherbrevene) eller om kristen livsførelse (i Jakobs brev) og om læren (i brevet til Hebræerne).
Navnet på forfatteren til sidstnævnte brev er os helt ukendt; hvad angår Jakob og Judas mener nogle forskere, at det drejer sig om nære slægtninge til Jesus (de såkaldte Herrens brødre). Jakob var biskop af Jerusalem. Om andre breve ved man med sikkerhed, at brevskriverne ikke er dem, der har lagt navn til (pseudepigraferne). Det gælder f.eks. brevene til Timoteus og Titus, der ganske vist er skrevet i paulinsk teologisk ånd og nok også rummer tekster af Paulus. Noget lignende gælder for Peters 2. brev, medens forfatteren til Peters 1. brev er Silvanus, der i perioder var apostlens ledsager (1. Pet. 5,12). De to Johannes-breve stammer nok fra Johannes' elever.
Den praksis at udstyre en tekst med særlig autoritet ved at nævne en berømt mand som forfatter var ganske almindelig pd den tid. Det var alment kendt, og ingen fandt noget mærkeligt ved det.
Sagen var vigtigere end spørgsmålet om, hvem den egentlige forfatter var. At troen fandt et sandt og levende udtryk var, hvad det kom an på.
Evangelierne
Markus affatter som den første en sammenhængende beretning omkring år 70. Han har ikke kendt Jesus personligt, men henter sin viden fra et overleveret materiale. Han kalder denne beretning for »Evangelium«, dvs. »Det glade Budskab«, en god efterretning, en glædelig proklamation. Valget af dette navn bebuder et program. For Markus drejer det sig ikke om en historisk protokol, men om missionsforkyndelse. Han vil indbyde, ændre, bevæge, bringe menneskene til en afgørelse for Kristus. Det præger selvfølgelig dette skrifts stil og indhold.
På en vis måde har Evangeliet præg af et propagandastrift. Det virkningsfulde tilsigtes ganske bevidst. Evangelieskriftet forenkler, fremhæver det væsentlige, appellerer til læseren, vil sætte tanker i gang. Med sine spørgsmål, anliggender og behov fanger det tilskueren der, hvor han står. Dette er grunden til, at de fire Evangelier til dels adskiller sig fra hinanden.
Mattæus skrev sit Evangelium i midten af firserne (kort efter 85 siger flere forskere) og Lukas sit nogenlunde samtidig. Begge bygger på Markus og supplerer med deres eget kendskab og en målbevidst brug af allerede foreliggende skriftlige samlinger. I begyndelsen af halvfemserne opstod det »yngste« Evangelium, skrevet af Johannes. Man mærker, at dette skrift er et resultat af mange års eftertanke og teologiske refleksioner. Det er vokset frem gennem en intens og meditativ gennemtænkning af troen. Derfor er der også mange, der synes, at det er det »vanskeligste« Evangelium. Det indtager en vis særstilling i forhold til de tre forrige, som på grund af deres vidtgående indholdsmæssige og formelle lighed også kaldes de »synoptiske« Evangelier. (Synopse = set med et øje).
Apostlenes Gerninger og Apokalypsen
Kort efter affattelsen af sit evangelieskrift tager Lukas fat på en ny bog: Apostlenes Gerninger. I denne beretning skildrer han den unge Kirkes udbredelse frem til den daværende verdens midtpunkt: Rom, det romerske imperiums magt- og kontrolcenter. Det er påfaldende, hvilken fremtrædende rolle Helligånden spiller i de hændelser, som skildres i denne »apostelhistorie«. Det er Helligånden, der styrer og leder Kirken.
Imidlertid ændrer situationen sig kort før det første århundredes slutning. Den blomstrende unge Kirkes trosiver i Lilleasien trues af lammelse. Den nye religion kommer i konflikt med den herskende statsideologi. De første forfølgelser sætter ind. Det første martyrblod flyder. De kristne pines af fortvivlelse og religiøse skrupler. »Apokalypsen« (Johannes' Åbenbaring) er skrevet med henblik på disse mennesker. Den vil trøste og styrke. Set fra troens synsvinkel erkender forfatteren, at Jesus Kristus i sidste ende vil gå af med sejren. Den tids lidelser vil gå over. Gud har det sidste ord! »Seeren Johannes« er ikke spåmand, men sjælesørger. Det ville derfor være ubibelsk at drage slutninger om historiens forløb eller om verdens endeligt ud fra en læsning af Johannes' Åbenbaring.
Hvem kan fortolke Bibelen rigtigt?
Bibelen er Kirkens bog
Efter katolsk opfattelse er Bibelen og Overleveringen norm for og kilde til vor tro. Men hvem hjælper os i dag med at forstå denne bog rigtigt? Når det kommer til stykket, ligger der næsten 2000 år mellem dengang og i dag. Vi kan hverken spørge Mattæus, Paulus, Judas eller Lukas: »Hvad mente du med det? Har jeg forstået dig rigtigt?«
Spørgsmålet er selvfølgelig ikke, hvorvidt den enkelte, der troskyldigt og med opladt sind slår op i Bibelen, i den kan høre Guds ord og tiltale. Man kan udmerærket opfatte Bibelen på den rette måde »med hjertet«. På den anden side er der stadigvæk spørgsmål, der foruroliger forstanden, og som giver anledning til misforståelser og fejltolkninger. I hvor høj grad den fælles Bibel end forener de troende, den kan trods alt også splitte og adskille dem. Hvad der gjaldt for Den gamle Pagt, gælder også her: den enkelte er henvist til alles tro. Også Paulus med sin Damaskus-vision underordnede sig Apostelkollegiet.
Efter katolsk opfattelse har Kirken det »sidste fortolkende ord«. For i Kirken lever den opstandne Herre videre. I Kirken er Helligånden virksom. Guds Ånd, der var inspirationskilden ved Bibelens tilblivelse, er den samme, som ledsager Kirken i dens fortolkning af Skrifterne. Og den Kirke, som udlægger teksten i dag, er den samme som dengang, da Bibelen »udgik af dens skød«.
En sammenligning
En sammenligning vil kunne gøre dette anskueligt: Hver familie har et album, en gammel kuffert eller en bulet kagedåse, der rummer gamle minder: fotografier, avisudklip, breve, dødsannoncer... Når børnebørnene blader i dem, er meget af det fremmed for dem. De morer sig over den gammeldags tøjmode, ryster på hovedet over billedernes dårlige kvalitet, står rådvilde over for breve fra krigens tid. Den tid og den ånd, hvori de blev til, er fremmed for dem. Bedsteforældrene har tit vanskeligst ved at forklare børnebørnene det, som for dem selv er en selvfølge. Så slår de unge måske op i et leksikon, forhører sig hos fagfolk og videnskabsmænd. Hos dem får de så indblik i ting, som er vigtige for forståelsen: Hvordan og hvorfor det var sådan dengang i samfund og politik, kultur, teknik, skik og brug, tidens ånd; hændelser, som bevægede verden dengang, som prægede tankegangen og påvirkede tidens stil.
Bedsteforældrene lytter til resultaterne heraf, nikker samtykkende, undrer sig over dette og hint: der kan man bare se! Det var vi slet ikke klar over! Sådan var det altså! Så forstår vi også bedre! De lader sig belære af deres børnebørn, bliver klogere, justerer måske nogle meninger. Og dog! På de væsentlige områder er deres egen bedømmelse det udslaggivende! For det, som børnebørnene undersøger og stiller spørgsmål om, er dokumenter fra bedsteforældrenes egen historie. Og det, man selv oplever, betyder altid mere end det, som fotografier, billeder, lydbånd eller protokoller formår at gengive.
Noget lignende er det med Bibelen og Kirken. Kirken og dens læremyndighed har brug for videnskaben, eksegesen, den historiske forskning, litteraturvidenskaben, arkæologien, religionshistorien og filosofien for bedre at forstå det Guds Ord, som er blevet den betroet. Men Kirken har den endelige afgørelse og det endelige ansvar. Læremyndigheden vil aldrig kunne forkynde nye åbenbaringer. Dens opgave er at lytte og at tjene, at bevare Det gamle og Det nye Testamentes åbenbaring levende, at fortolke denne åbenbaring på forpligtende vis og at beskytte den mod at forflygtiges af vilkårlige private meninger. Også om Kirken gælder det: »...vogt over denne skønne, betroede skat. Lad Ånden, som bor i os, hjælpe dig« (2. Tim. 1,14).
Guds personlige tiltale
Guds Ord er levende den dag i dag
I Kirkens forkyndelse, dens lære og dens prædiken møder vi Guds Ord, som han har udtalt i Jesus Kristus. Det er levende i Kirkens liv også i dag. Dette Ord er en tiltale. Det har karakter af opfordring. Det afventer menneskets svar. Dette svar er troen. Hermed indlader mennesket sig med Gud. Også her virker Helligånden. Gennem dens inspiration åbner Guds kærlighed menneskets hjerte.
* * *
Til personlig overvejelse:
- Er der afsnit i Bibelen, som ganske særligt taler til dig - eller er der omvendt afsnit, som er særlig vanskelige og uforståelige for dig? - Synes du overhovedet, at det betaler sig at læse i Bibelen? - Deler du de kristnes overbevisning om, at Gud taler personligt til dig i Bibelen?
* * *
Måske er der stadigvæk spørgsmål, der står åbne, eller måske er din interesse for supplerende informationer vakt. Er det tilfældet, kan vi tilbyde dig et supplerende brev, som vi gerne sender efter ønske. Det hedder »Om at forstå Den hellige Skrift«.
En bibelsk meditation
Det er vigtigt, at man ikke kun »studerer« Bibelen, men også beder den, mediterer den. Det kan ske etapevis i fire trin:
1. trin: Læs opmærksomt teksten hos Lukas 18,35-43. Gå ud fra, at denne fortælling har noget at sige dig.
2. trin: Forestil dig denne scene visuelt den hjælpeløse blinde midt i mængden. Han tigger. Med et hører han mængdens jubel. »Hvad sker der?« Han hører, at Jesus er på vej. Håbet i ham vokser. Han råber: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« Man forsøger at bringe ham til tavshed. Han råber endnu højere. Jesus standser op, lader ham komme hen til sig. »Herre, jeg ville gerne kunne se igen!« - »Du vil komme til at se! Din tro har hjulpet dig.«
3. trin: Sæt begivenheden i forhold til dit eget liv. Har denne fortidige begivenhed ikke også noget at gøre med mig? Hvor i historien genkender jeg mig selv? Er det mig, der er den blinde? Det ser ud som om, jeg er blind over for mangt og meget i livet. Andre erkender ting, som jeg ikke ser. Jeg overser ofte noget, endda de mennesker, jeg lever sammen med. Ofte ser jeg faktisk ikke skoven for lutter træer. Siger folk måske ikke af og til om mig: »Han ser kun det, han vil se!« Ved siden af mig går en med krykker - og jeg ser det ikke. Jeg gør nogen ondt - og jeg mærker det ikke.
Måske er jeg blind over for skønheden i hverdagen. Stammer min pessimisme, min resignation, mit dårlige humør derfra?
Blind er jeg måske først og fremmest over for det, der kommer fra Gud? Hører jeg mon til dem, der har øjne og ikke ser? (Smlg. Mark. 8-18.) En hest, der arbejder nede i minerne, bliver blind, fordi dens øjne er blevet uvante med sol og lys. Er jeg også en slags »minehest«, der er blevet åndeligt blind?
Har jeg affundet mig med det? Længes jeg overhovedet efter troen? Har jeg nok i det, som ligger lige foran mig? Har jeg mistet evnen til at se bagom tingene, at erkende livets sammenhænge; har jeg mistet overblikket?
4. trin: Det lønner sig også at tage den 4. fase med:
Alt det, som jeg hidtil har tænkt og opdaget, var blindhed hos mig, lader jeg blive til bøn: »Sädan er jeg, Herre. Jeg vil gerne kunne se, men magter det sjældent. Åbn mine blinde øjne for tingene omkring mig, for menneskene ved min side, for troens lys.
Til yderligere uddybning af emnet kan anbefales:
Bibel-ordbok; Oslo 1983.
Bibelkommentar. Indledning og noter fra Jerusalemsbibelen til dansk; Udgivet af Ansgarstiftelsen, Haase, København 1968.
Gads DanskeBibelleksikon I -III; Gad, København 1981-82.
Det annet Vatikankonsils dogmatiske konstitusjon, Om Guds åpenbaring: St. Olavs Forlag, Oslo 1965.
Den hollandske Katekismus for Voksne, siderne 27-63; Kateketcentralens Forlag, København 1983, 5.oplag.
Guds ord. Ånd og Liv nr.35; Pauluskredsens Forlag, København 1967.
Det levende Ord. Ånd og Liv. Ny serie nr.24; Niels Steensens Forlag, København 1984.
Arvid S. Kapelrud, Fra Israels profeter til de vise menn; Universitetsforlaget, Oslo 1961. 94 sider.
Helge Kornvig, Gamle ord i ny tid. Det gamle Testamente og dets budskab i dag; Aschehoug, Oslo 1977.
Bent Mogensen, Kommentarhefte til den bibelske urhistorie; Gads Forlag, København 1972. 63 sider.
Sven Denell, Gammaltestamentliga symboler; Verbum. StudiebokfÖrlaget, Stockholm 1977. 66 sider.
Gerhard von Rad, Profeternes budskab; Gyldendal, Oslo 1973. 272 sider. Oversat fra tysk.
Birger Gerhardson m.fl., En bok om Nya Testamentet; Glerups Förlag, Lund 1969. 469. sider.
Søren Giversen, Del nye Testamentes teksthistorie; Gads Forlag, København 1978. 168 sider.
Joachim Jeremias, Jesu lignelser; Århus 1978. 176 sider. Oversat fra tysk.
E. Thestrup Pedersen, Jesu forkyndelse; Gjellerup, København 1970.291 sider.
C. H. Dodd, The Apostolic Preaching and Its Developments; Hodd and Stoughton, London 1970. 4th impression. 125 sider.
Unity and Diversity in the New Testament; SCM Press, London 1970. 17 + 470sider.
D. Arenhoevel, So wurde Bibel. Ein Sachbuch zum Airen Testament; KBW, Stuttgart 1974. 158 sider.
J. Blank, Verändert Interpretation den Glauben?; Herder-Verlag, Freiburg 1972.
P. Bruin, Steht das wirklich in der Bibel?; Rex-Verlag, 1978. 117 sider.
A. Deissler, Die Grundbotschaft des Alten Testaments. Ein theologischer Durchblick; Herder-Verlag, Freiburg 1972. 166 sider.
C. Lohfink, Jetzt verstehe ich die Bibel. Ein Sachbuch zur Formkritik; KBW, Stuttgart 1974. 168 sider.
(Ovennævnte findes i dansk oversættelæ, Nu forstår jeg Bibelen, »pro manuscripto«. Henvendelse til Kateketcentralen).
N. Lohfink, Unsere grossen Wörter. Das Alte Testament zu Themen dieser Jahre; Herder, Freiburg 1977. 254 sider.
K Maly, Wie entstand das Neue Testament?; KBW Kleines Stuttgarter Bibel-Lexikon; KBW, Stuttgart 1974 2.udgave. 344 sider.