Tegn - symboler - riter

Tegn for Gud

Kirkens sakramenter

»Mennesket kan opdage det varige gennem det kortvarige, det evige gennem det timelige og Gud gennem verden.«

Et barn leger med byggeklodser, lægger store og små oven på og ved siden af hinanden. »Den er far, den er mor og den lille byggeklods...« Sålænge man er barn, lever man i en anden verden, og selv »døde ting« får liv.

De voksne er mere »nøgterne«. Og dog! »Lige præcis her ved en udflugt begyndte det hele. Det var kærlighed ved første blik. Vi holder af at vende tilbage hertil.« Andre folk kan ikke se noget særligt ved stedet. Men for to mennesker er det fyldt med minder. Lykke bliver nutid. Det forgangne genopleves og fremkalder kærlige følelser.

Og hvem kender ikke et ældre menneskes hjem? »Bedstemor, hvorfor kaster du ikke den lampeskærm i affaldsbøtten? Du har da penge nok til at købe en ny. Så vil stuen straks se helt anderledes ud.« »Nej, den fik jeg af min mand på vor treårs bryllupsdag. Det er nu 50 år siden. Han var sådan et godt menneske...« Begge eksempler viser, at steder og ting kan indgå i så fast forbindelse med menneskers liv, at de for bestandig har del deri. Hvor dette sker - og det kan ske overalt og med alting - er det, som om stedet og tingen forvandler sig. Nu er dette sted ikke mere blot et sted på landkortet, og denne ring ikke bare en, jeg kan købe magen til, hvis den skulle blive væk nej, denne gruppe træer og denne ring er for mig for altid blevet noget udefinerligt »mere«; de er blevet gennemsigtige for det bedste i mit liv.

Det er imidlertid ikke blot med steder og ting, det forholder sig som ovenfor beskrevet. Også de ord, vi bruger i dagligdagen, og de gestus, vi mere eller mindre ledsager - eller erstatter - ordene med, kan rumme et lignende overskud af mening. Ord kan ærgre, trøste, såre, læge, skabe nærhed eller distancere ud over deres rent faktiske pålydende. At række hinanden hånden, at tale sammen, at se på hinanden er altsammen ting, der kan foregå på højst forskellige, men i alle tilfælde meget sigende måder; varme, hengivenhed, sympati, interesse -eller kulde, fjendtlighed, ligegyldighed, kedsommelighed kan udtrykkes særdeles veltalende uden ord.

Ord som »Jeg elsker dig« eller blot en gestus, der udtrykker ømhed, skaber kærlighed og hengivenhed, forudsat de modtages af den anden. Derfor kan, som enhver ved, et skænderi bringes til ophør alene ved et forsonende tegn på sympati eller kærlighed. I forhold hertil kan stridens genstand pludselig vise sig at være af underordnet betydning. Man er i hvert fald i stand til at gå videre med den på en anden måde.

Ved hjælp af enkle ord og gestus formår vi mennesker altså at meddele os til hinanden, at bevæge, at sætte noget i gang. Og kun på den måde formår vi at udtrykke, hvad vi indeholder. Hvis vi hverken kunne eller måtte udtrykke os sådan, ville det medføre, at vi så at sige lukkede vor sjæls vinduer i og derved afskar os fra muligheden for og evnen til at nå de andre, meddele os til dem. Man ville blive ensom, ens væsen ville visne hen, og man ville blive syg på legeme og sjæl.

Størsteparten af de vendinger og gestus, vi benytter os af i omgangen med vore medmennesker, er overtaget fra omgivelserne. De udgør små adfærdsmønstre, som står til rådighed for medlemmerne af samme kulturkreds og miljø. Eksempelvis kan der tænkes på de mange måder, hvorpå der kan hilses, tages afsked, udtrykkes sympati og hengivenhed. Der er tale om tegn og symbolske handlinger, som kan genbruges i det uendelige uden at miste deres betydning. Netop fordi disse omgangsformer besidder offentlig gyldighed, er de entydige.

Mennesker kan således vise kærlighed på mangfoldige måder, hvorimod skikken med at bytte ringe er entydig og næppe kan erstattes af noget andet. Man kan ved forskellige lejligheder takke en medborger, der har gjort sig fortjent til en udmærkelse, men denne tak bliver først "synlig", når han får overrakt en orden, en fortjenstmedalje eller et diplom. Både her og andre steder bliver en ting (en ring, en medalje, et dokument) til et »håndgribeligt« symbol for taksigelse og fortjeneste i fortid, nutid og fremtid. I begge tilfælde sker overrækkelsen af det pågældende symbol under festlige former. Det bliver til en »ritus«, en handling, som vil blive gentaget og gentaget under samme eller lignende former.

Mennesket ikke bare elsker ritualer, det har også behov for dem. Hvis et ritual afskaffes, fordi det er forældet og derfor uforståeligt, opstår der et nyt. Festlige ritualer løfter vor færden op over det vante, den absolutte saglighed og nøgternhed, og gennem ritualerne strømmer vort liv og vor måde at være mennesker på vedvarende sammen ligesom i brændpunkter. Det nærværende fejres, det forgangne aktualiseres, og det fremtidige besværges.

Vi mennesker består af kød og blod og er derfor henvist til at opfatte med vore sanser. Vi er hverken rene ånder eller gjort af sten. Derfor har vi brug for ting, tegn og riter, som vore sanser og erindringer kan knytte sig til. Kun sådan kan vi leve.

* * *

Til personlig overvejelse:

- Hvilke ting hænger dit hjerte særligt ved (som beskrevet ovenfor)? Hvad betyder de for dig?

- Ord, bevægelser og ritualer kan udsige mangt og meget. Men de kan også forfladiges, tømmes for mening, blive uforståelige. Hvilke positive og hvilke negative erfaringer har du gjort i den retning?

* * *

På akkurat samme måde forholder det sig inden for den kristne tro. Gud har skabt verden. Derfor minder verden med alt, hvad dertil hører, troende mennesker om Skaberen. De betragter den ikke kun beregnende og analyserende, forskende og eksperimenterende. Fra tingene lader de sig føre mod Gud. »I Guds øjne er intet tomt. Alt er tegn for ham« (Irenæus, omkring år 200).

Hvis man altså vil finde Gud, må man være åben for at møde ham i denne verdens ting og i menneskene. Man kan ikke »nå« Gud på anden måde. Det er et guddommeligt-verdsligt kredsløb. Jo mere beredvilligt mennesket søger Gud i det skabte, des hurtigere vil det møde ham. Men jo mere vi mennesker be-griber Gud og lader os gribe af ham, desto mere erfarer vi, at det skabte fortæller om sin skaber. Gud bliver synlig i tingene. Ting og mennesker bliver tegn for Gud og tegn på, at han er os nær.

Jesus Kristus er det tydeligste tegn for Gud, som verden nogensinde har set. Gud blev menneske. Jesu samtidige kunne »se Gud« ved at se mennesket Jesus. Jesus var Gud. Men da han samtidig var menneske, blev han et tegn for Gud, et tegn, der kunne mistydes og underkendes. Ordet var i Verden, og Verden blev til ved det, og Verden kendte det ikke« (Joh. 1,10).

Men alle de, der havde "begrebet" Jesus, og som troede på ham, fandt efter hans død og opstandelse sammen i Kirkens fællesskab. Jesus Kristus forblev efter sin opstandelse og himmelfart sin Kirkes Herre. Han virker fortsat i sin Kirke, selv om han ikke længere er synlig som menneske. Derfor er det nu Kirkens opgave - på Jesu vegne - at være det synlige tegn for Gud her i verden. Denne opgave varetager den ved at forkynde Jesu Kristi budskab og ved at handle med kærligheden som rettesnor og princip. Ved at forvalte sakramenterne bliver Kirken i særlig grad tegn for Guds nærvær og virke.

* * *

Til personlig overvejelse:

- Hvad føler du, hvis en bekendt fortæller dig, at han ved synet af havet eller ved udsigten fra en bjergtinde spontant kommer til at tænke på Gud?

- Kender du mennesker, hvis måde at leve på virker som et »gudsbevis« eller i det mindste får dig til at tænke på Guds eksistens?

- Der er delte meninger om, hvor vidt Kirken er et Guds tegn i verden. Hvordan bedømmer du det, hvis du på en vægtskål skulle fordele det positive og negative, som falder dig ind angående Kirken?

* * *

Hidtil har vi undgået ordet »sakramente« og kun talt om tegn, symboler og riter/ritualer, og tilmed i en ikke-religiøs sammenhæng. Men det foregående afsnit har allerede vist, at det hele også passer på det religiøse område. Det gælder i særlig grad for Kirkens sakramenter. For hvor noget bliver til et tegn for Gud, hvor Gud så at sige »skinner igennem«, står vi over for, hvad der menes med sakramente. Ifølge denne definition var Jesus Guds sakramente slet og ret; derfor kalder teologien ham »ursakramentet«. Eftersom han ikke længere er synlig til stede, er Jesu tegn-karakter gået over på Kirken, der nu står som Guds store sakramente. Men siden det 12. årh. har man imidlertid brugt ordet »sakramente« - der egentlig betyder noget i retning af »en hellig ting«, en »hemmelighed« - om Kirkens syv særlige »kilder til frelse«. Navnene på disse syv sakramenter er: dåb, firmelse, eukaristi (nadver), bod, de syges salvelse, præstevielse og ægteskab.

Men hvad er sakramenter da, og hvad foregår der, når de forvaltes?

* * *

Lige et par spørgsmål, inden du læser videre: -»Hvad er dit personlige forhold til sakramenterne? - Hvad ved du om dem? - Hvor mange har du kendskab til? - Hvilke sakramenter har du modtaget? - Hvilke sakramenter »siger dig ikke længere noget«?

* * *

Gud ønsker altid at være menneskene nær. Jesus Kristus indskærpede altid sine tilhørere, at Gud ikke glemmer noget menneske, og at ethvert menneske har lov til tillidsfuldt at nærme sig ham. Men hvordan skal det gå til?

Det er rigtigt, at et troende menneske ved, at Gud altid er til stede overalt. Især i de afgørende faser i livet bygger det herpå. Men da mennesket ikke alene er udstyret med forstand, men også med krop og sanser, har det behov for det synlige og håndgribelige, også i troens ting.

Gud betjener sig af menneskelige ting og handlinger. Kun på den måde kan han vise menneskene, at han er til. Herved frembringer Gud virkninger, der langt overgår den kraft, der ligger i disse menneskelige ting og handlinger.

I alle sakramenter sker netop det, som ordene og tegnene peger på. Ved Firmelsen er Guds Ånd nærværende. I Bodens sakramente skænker Gud forsoning og tilgivelse. I De syges Salvelse står Gud den syge eller døende bi. I Præstevielsen tager Gud på særlig måde et menneske i sin tjeneste og udruster det med sin Ånd. Ved Ægtevielsen bliver Gud »pagtens tredjemand«. Her peger ting, tegn og handlinger ud over sig selv; de betyder mere, end de i sig selv står for, og de udvirker noget, der er større, end hvad de formår at frembringe i egen kraft. I sakramenterne bliver de tegn på Guds tilstedeværelse. Noget tildrager sig, som for mennesket kun kan blive virkelighed på denne måde. Det er derfor berettiget at sige, at mennesket har behov for tegn og riter.

Jesus var sig dette bevidst. Netop af ham krævede folk bestandig tegn, der skulle garantere for hans person og hans budskab. Dette menneskelige behov kom Jesus i møde. Undergerninger af den slags, der tilfredsstiller nysgerrighed eller sensationstrang, afviste han; Jesu mange undere var tegn, dvs. handlinger, hvorigennem Guds virken kunne erfares. Mange af disse tegn genfinder vi i Kirkens sakramenter. Fra Det nye Testamente kender vi indstiftelsesordene til dåb (Matt. 28,18) og til eukaristi (Matt. 26,20.29). Hvordan sakramenterne fejredes i den tidlige Kirke, derom har vi kun antydninger. Men Kirken var sig bevidst, at den var et med Kristus, når den fejrede de sakramentale tegn. Det var derfor ikke nødvendigt at finde et udtrykkeligt indstiftelsesord for hvert eneste sakramente.

Hvorfor er der syv sakramenter? Hvorfor hverken flere eller færre? Det er utilstrækkeligt at svare, at »Kristus har nu engang indstiftet syv«. Det er mere overbevisende at henvise til den gamle kirkelige overlevering. Her er det vigtigt, at også den ortodokse Kirke, der siden middelalderen har været adskilt fra den romersk-katolske, fejrer syv sakramenter. Spørgsmålet om »hvorfor netop syv« er dog ikke besvaret hermed. En anden overvejelse kan hjælpe os på vej. På hvilke tidspunkter i et menneskes liv modtager det så sakramenterne? Det gør det ved livets begyndelse (dåben), når det nærmer sig voksenalderen og modnes (firmelsen), når det gifter sig (ægteskabet), ved sygdom og udsigt til den nært forestående død (de syges salvelse), når skyld og synd tynger (boden), når et menneske binder sig til at være til rådighed for sine medmennesker i frelsens og forsoningens tjeneste (præstevielsen). Eukaristiens sakramente modtages i dyb forbundethed med alle dem, der bekender, at mennesket ikke lever af brød alene, og at livets bærende grund er det fællesskab, Gud skænker med sig i Kristus.

Af det foregående fremgår, at sakramenterne rykker ind i tilværelsen ved afgørende »stationer« på livsvejen. I første omgang kan vi derfor sige, at sakramenterne har noget at gøre med fællesmenneskelige grundvilkår. Ved visse skæringspunkter i livet træder det med særlig klarhed frem for den enkelte, at livet kun i en vis forstand tilhører ham eller hende; der er højdepunkter i tilværelsen, hvor det bliver synligt, at livet hører hjemme i en forudgiven sammenhæng. Denne sammenhæng kan altid fortolkes på flere måder; i alle tilfælde er det den enkeltes livsanskuelse eller tro, som her får det sidste ord.

Fødsel, sygdom og død, myndighedsalders indtræden, ægteskab, forsoning - det er begivenheder, som altid fejres på den ene eller den anden måde; hvordan man vælger at fejre festen, vil hovedsageligt afhænge af, hvad man tror på, thi i festen fejrer man jo begivenhedens betydning. Der fejres i familie og i vennekreds og i det offentlige liv. Dette er et dybt menneskeligt træk, som ytrer sig til alle tider og under alle himmelstrøg. Selvsagt fejrer også Kirken livets højdepunkter. Den gør det ved at drage begivenheden ind under Guds velsignelse. Dette sker på enestående vis i sakramenterne. Det betyder ikke, at Guds nåde er bundet til disse syv tegn, som om Gud kun ville meddele sin frelse gennem disse syv kanaler. Nej, hvad det drejer sig om, er noget ganske andet. Der fejres en fest, hvor den enkeltes liv i sakramentets tegn hentes ind i Jesu Kristi fællesskab. Derfor ved den pågældende sig Gud nær i tegnet, ved også, at Gud er med ham/hende på særlig vis.

Lad os nu vende tilbage til de indvendinger, der går ud på, at sakramenterne kan minde om tryllekunst og magi. Man hælder noget vand over hovedet på et menneske, siger et par højtidelige ord - og vupti har Gud taget dette menneske i besiddelse! Biskoppen salver et ungt menneske på panden og udtaler samtidig de altid samme ord - og så er Helligånden i den, der firmes! Vil det sige, at Gud pludselig er til stede, når der udføres visse tegnhandlinger og udtales visse ord? Det føles faktisk uhyggeligt. Kan vi omgås Gud på den måde? Bare et knips med fingrene og han er der?

Til trods for at Kirken naturligvis aldrig har forstået sakramenterne som magi og humbug, må den igen på ny erklære og udlægge med større klarhed end før:

Riterne, tingene, tegnene og ordene indeholder i sig selv ingen kraft. Vi kan ikke tvinge Gud »ned« til os. Det betyder, at hvis Gud under en gudstjeneste skænker os sin frelse, sker det kun i kraft af hans egen vilje. Og ikke af nogen anden grund. Hverken i kraft af den, der formidler sakramentet, eller den, der modtager det. Gud holder sig til disse tegn, ikke fordi han skal, men fordi han har lovet at give sig til kende over for menneskene ved brug af menneskelige tegn og ting. Vi kan stole på dette løfte, også selv om formidleren af sakramentet ikke skulle være værdig til at varetage den hellige handling. Modtagerens gode vilje og indre redebonhed er dog en forudsætning for Guds nådefulde virke i vedkommende.

Klokkerne kimer,

fotograferne blitzer.

Mendelsohns bryllupsmarch bruser.

Præsten ankommer! Med ham kristendommen.

Dekolleterede damer knæler i domkirken,

også i bønnen kokette og fotogene,

mens de modebevidste, kjoleklædte herrer

diskret ser på deres armbåndsure.

Blidt som i en biograf surrer liturgien

til kapitalens og elegancens fest.

Kun en eneste hvisker sagte: »Blasfemi!«

Gud Herren. Alene. Ham overhører man helt.

Med dette bidende digt hudfletter Kurt Marti holdningen hos mennesker, der ikke har fattet sakramenternes betydning, men som alligevel vil fejre dem og have del i dem.

Den rette indstilling fordrer vilje til omvendelse og bestræbelser på at søge Gud i den hensigt at møde ham. Den, der vil møde Gud, må begive sig på vej med »hjertet i hånden« så at sige. Uden tro er vejen til sakramenterne meningsløs og uden værdi. Så bliver sakramenterne til formalisme og løgn, ja, endog til gudsbespottelse. Til forudsætningerne for at møde Gud i sakramenterne hører også, at disse omsættes i handling i det daglige liv. At modtage sakramenterne forpligter. »Ritus uden det engagement, som den forudsætter, legemliggør og udtrykker, er magi og løgn over for Gud og mennesker« (L. Boff). Derfor er det nødvendigt, at mennesket lader sig forandre gennem sakramenterne. I modsat fald modtager det måske gentagne gange et sakramente uden nogensinde at være forbundet med Jesus Kristus.

Sakramenterne er synlige tegn på Guds nåde. Dvs. tegn, der både tilsiger og samtidig udvirker nåden. Mennesket tager imod sakramenterne på en god og rigtig måde, når det gennem dem i stigende grad selv bliver et tegn for Kristus og hans »glade budskab« Evangeliet), når det selv mere og mere bliver et tegn for Gud, et Guds sakramente.

* * *

Til personlig overvejelse:

- Er du nået frem til ny indsigt i sakramenterne ved hjælp af vor redegørelse?

- Prøv at iagttage dine slægtninge og venner.

Hvorfor går de til sakramenterne? Og til hvilke?

- Synes du, det er rigtigt at afstå fra sakraments modtagelse under visse omstændigheder?

Det annet Vatikankonsils dogmatiske konstitution Kirken, nr. 9. St. Olavs Forlag, Oslo 1965.

A..Adam, Sinn und Gestalt der Sakramente. Würzburg 1975.

J. Auer, J. Ratzinger (Hrsg.) Die Sakramente der Kirche. Regensburg 1972.

W. Beinert, Sakramentenlehre 1. Graz, Köln, Wien 1991.

G. Biemer, (Hrsg.) Glaube zum Leben, s. 682-707. Freiburg Basel, Wien 1986.

L. Boff, Kleine Sakramentenlehre, Düsseldorf 1987.

B. Bro, Der Mensch und die Sakramente, s. 15-23. Concilium 1968/1.

L.-M. Chauvet, Symbole et Sacrement. Paris 1987.

A. Canoczy, An Introduction to Catholic Sacramental Theology. New York 1984.

B.J. Cooke, The Distancing of God. Minneapolis 1990.

Den hollandske katekismus for Voksne. 6. opl. København 1994.

R. Didier, Les Sacrements de la foi, la Paques dans les signes. Paris 1975.

J.F. McDonald, The Saeramenta in the Christian Life. St. Paul Publications, Slough 1983.

J. Dore (Ed.), Sacrements de Jesus-Christ. Paris 1977.

J. Dournez, Die Sibenzahl der Sakramente, s.32-42. Concilium 1968/1.

Michael Downey, Clothed in Christ. The Sacraments and Christian Living. New York 1987.

R. Duffy, Real Precense, Worship, Sacraments and Commitment. San Francisco 1982.

D Emeis, Mit den Sakramenten leben. Freiburg, Basel, Wien

J. Feiner, J. Vischer, En ny bog om troen, s. 390-394. København 1975.

F.S. Fiorenza and J.B. Galviu, (Ed.), Sacraments. I: Systematic Theology, s. 183-210. Minneapolis 1991. 2.

F. Florin, Kirken som ursakramente? Lumen 1967.

J. Groot, Welt und Sakrament, s. 24-31. Concilium 1968/1. E. James, Sacrifice and Sacrament. London 1962.

A. Kavanagle, Bürgerliches Ritual und kirchliches Ritual s. 93-98. Concilium 1978/1

H. Luthe, (Hrsg.), Christusbegegnung in den Sakramenten. s. 121-199. Kevelaer 1982.

A G. Martimort, Les Signes de la Nouvelle Alliance. Paris

A.G. Martimort, Les Signes de l Eglise. 1: Initiation å la pratique de la theologie, Paris 1983.

J. Mortos, Doors to the Sacred. New York 1981.

A. Müller, Die Sakramente der Kirche. Fribourg 1978.

K. Rahner, The Church and the Sacraments. London 1966.

K. Rahner, Grundkurs des Glaubens. s. 388-413. Herder Freiburg, Basel, Wien 1976.

J.L. Segundo, The Sacraments Today. New York 1974.

L. Scheffczyk, Jesus Christus - Ursakrament der Erlösung. Kevelaer 1982.

L. Scheffczyk, Die Kirche - das Ganzsakrament Jesu Christi. Kevelaer 1982.

L. Scheffczyk, Katholische Glaubenswelt, s. 124-169. Aschaffenburg 1978.

E. Schillebeeckx, Christ, the Sacrament of the Encounter with God. New York 1965.

E. Schillebeeckx, Christus, Sakrament des Gottbegegnung. Mainz 1960.

M. Schmaus, Dogma 5, The Church as Sacrament. London 1990. 8. opl.

Th. Schmeider, Zeichen der Nähe Gottes, s. 17-67. Mainz 1979.

J.-M. Tillard, La Sacramentalite de l'Eglise. I: Initiation å la pratique de la theologie III/II, s 387-403. Paris 1983.

J.-M. Tillard, Les Signes de l'Eglise. I: Initiation å la Theologie. Paris 1983.

G.S. Worgal, From Magic to Metaphor. New York 1988.

H. Vorgrimmler, Sakramententheologie. DÜsseldorf 1987.

E. Zumger, Ritus und Ritenkritik im Alten Testament, s. 9398. Concilium 1978/1.