Det kristne liv

Den kristne - en realist

Samvittigheden

Normer, bud, love

Befriet til frihed

Kristus som forbillede

"Virkeligheden er altings prøve."

Det kristne liv

Mennesket af i dag tænker realistisk, det kræver kendsgerninger. Det tror kun på, hvad det ser. Bag denne indstilling skjuler sig den opfattelse, at alt skal analyseres kritisk. Gud kan man ikke se, og Kristus levede for næsten 2000 år siden. Men man kan se de mennesker, der tror på Gud, som bærer Kristi navn. Mennesket af i dag vil ud fra de kristnes livsform aflæse, om det har noget på sig med denne Kristus.

Ifølge statistikken er vi et »kristent folk«. Men spørgsmålet om hvor mange, der i vort land tager troen virkelig alvorligt og lever som kristne, besvarer statistikken ikke. Holdes troen for manges vedkommende ikke kun med møje og besvær i live gennem miljø, tradition eller konvention? Man husker kun på sin dåbsattest, når man gifter sig, når ens barn skal døbes, eller når en slægtning dør. »Vi lever i et hedensk land med en kristen fortid og kristne reminiscenser« (Karl Rahner). Denne udtalelse om Karl Rahners hjemland (Tyskland) gælder formodentlig også for Danmarks vedkommende. Men hvornår er man overhovedet kristen? Hvis de ovennævnte »sæsonkristne« blev regelmæssige kirkegængere, kunne de så kaldes kristne? Kan kirkegang ikke også forblive noget udvendigt, som ikke har indflydelse på hverdagen?

Ved en TV-rundspørge i Vesttyskland, der skulle belyse, hvordan man i almindelighed forestiller sig en kristen, fik man svar som f.eks.: Man skal rette sig efter en masse bud og forbud, man skal bede flittigt. Hvis det drejer sig om katolikker, skal de gå i kirke hver søndag. - En mere grov forvrængning af det kristne image kan man dårligt forestille sig. Består Guds »Glade Budskab« til menneskene virkelig kun af restriktioner og krav?

Som vi så det i brevet om dåben og firmelsen: at blive kristen er ikke noget, man selv sætter i værk. Det må man tage imod som pur gave. At blive kristen har altså ikke noget at gøre med at »stramme sig an« og bestemme sig for at leve efter bestemte bud og forskrifter. Nej, kristen bliver man kun ved i dåben at gå ind i det livsfællesskab med den Opstandne Korsfæstede, som skænker den døbte lod og del i sit liv, sin død, sin opstandelse.

Begyndelsen til det kristne liv udgår altså fra Gud og er gave. At tage imod denne gave er ensbetydende med at gå ind i et helt nyt forhold til Gud. Gud bliver helt personligt Fader. Dette er, det skal siges endnu en gang, begyndelsen. Herefter kommer så livet som kristen.

Og at der så virkelig bliver tale om et kristent liv, det er den voksne kristnes frie ansvar.

Vi skal leve, hvad vi er blevet. Her kommer Paulus' ord fra Romerbrevet til sin ret:

»Kristus virker i jer, nu skal I også virke i ham« (Rom. 13,14).

Med andre ord: Hvad der i dåben blev skænket os som et helt nyt livsgrundlag, det skal nu blive til virkelighed i livet, midt i den ganske almindelige tilværelse. Jo mere intenst den døbte søger at leve Jesu Kristi liv videre, desto mere udfylder han/hun, hvad der ligger i begrebet »en kristen«.

Det menneske, der kommer til tro, får noget med Gud at gøre. Der åbner sig helt nye dimensioner. Mangt og

meget må omvurderes. Gudsforholdet giver hele livet en ny grundretning, vender måske op og ned på tilværelsen. Man bruger en anden målestok end omgivelserne. Man får samling på det, der før i tiden kunne forekomme forvirrende og selvmodsigende. Man ser klarsynet på livet og verden. Man forstår sig selv bedre, fordi man ser nye sammenhænge.

En seriøs kristen og en ansvarsfuld ikke-kristen vil i mange ting forholde sig ens. De har måske samme profession, de sørger begge for deres familie, de bygger begge hus..., er måske lige dygtige, og alligevel er det ikke helt det samme. Både motiverne, den synsvinkel de ser tingene fra og de praktiske konsekvenser er forskellige.

Kristne er virkelighedsnære, fordi de orienterer sig ud fra hele virkeligheden og ikke kun et udsnit af den. Det kristne menneskes horisont ender ikke ved de ting, han har mellem hænderne, og lukker sig ikke ved døden. Den kristnes livssyn er et helhedssyn, som står i skarp modsætning til al slags falsk åndelighed, sværmeri og verdensflugt. Og hertil er der tre stærke grunde, som danner en enhed, men som vi her vil betragte hver for sig.

For det første bekender den kristne, at alt værende beror på Guds skabervilje. Troen bekender derfor, at det er »såre godt« (1. Mos. 1,31). Alene skabelsestroen ville være nok til at begrunde en ærbødig og nænsom holdning over for universet og dets lovmæssigheder og over for jorden og dens frembringelser.

For det andet taler kristendommen også om forløsning og fuldendelse, og i denne tanke efterlades hverken jorden eller kosmos som en slaggebunke, medens den frigjorte ånd svinger sig ind i evighedens lys; nej, troens forvisning bekender frelse og fuldendelse for alt, hvad der hører den skabte verden til. Fordi intet er skabt med henblik på død, men på liv, forvandlet evigt liv. Dette håb for både mennesket og dets verden, som ligger her, ville i sig selv være mere end nok til at skænke kraft til udholdenhed i det gode, i alt, hvad der fremmer livet, som et ægte forskud på, hvad der er i vente.

For det tredje bekender den kristne, at mennesket fra Guds side er sat på jorden med en ganske speciel opgave, nemlig den opgave at være Guds repræsentant på stedet. Det skal styre på Guds vegne og ikke

opfatte sig selv som »verdens herre«. Men læs selv Davidssalme 8 og læg mærke til, hvordan det er Guds storhed, der fremhæves - og ikke menneskets, skønt det ellers her hedder, at mennesket har fået al jordens herlighed lagt under sine fødder!

Til den kristne virkelighedssans hører derfor en dyb indsigt om, at det er umuligt at leve livet ud fra blot menneskelige erfaringer; man må være lydhør over for Gud og handle derefter.

Til den kristne virkelighedsopfattelse hører derfor også bevidstheden om, at mennesket er født frit, således at det i sidste instans er ene-ansvarlig for sine handlinger og ved, at det er det. Mærker det, senest når samvittigheden bider og selvforsvarets mekanismer går i gang.

Med til det kristne livssyn hører derfor også erkendelsen af, at den menneskelige frihed har brug for noget at rette sig efter, som trafikanten har brug for vejmærker.

Thi friheden, der hører den menneskelige natur til, er frihed til valg ifølge erkendelse.

Ja, det lyder altsammen godt og smukt. Men i virkeligheden! De barske realiteter, de er virkelige! Her gælder det om at overleve! Stress til den ene side, arbejdsløshed til den anden; jo, der er et valg at træffe, men bestemt ikke noget frit valg! Og så fremdeles i en masse andre forhold, der hører det moderne samfund til. Hvis der eksisterer den frihed, der ovenfor er talt så smukt om, så har samfundet i hvert fald taget den fra os. Vi kunne jo også begynde at snakke om arv og miljø og så se, hvad der overhovedet bliver tilbage af friheden - og hele resten!

Ja, lad os så gøre det! Lad os afprøve påstanden om, at friheden hører den menneskelige natur til, er givet med selve den menneskelige eksistens!

Vi kan kun være enige om, at det moderne menneske er betinget og ofte bundet på måder, der er typiske for netop det samfund, vi lever i. Men dertil kommer de falske bindinger, vi indgår undervejs, alt det vi gør os afhængige af, fra statussymboler til stoffer, alle de halve løgne og hele kompromisser, alt det der gør, at der er behov for at dølle ned, for at glemme.

Men betyder disse sygdomsfremkaldende behov ikke netop, at en indre røst anklager os, og at vi modstræbende må give den ret, fordi det kunne have været anderledes? Og det kunne have været anderledes, fordi der kunne have været valgt anderledes. Altså har der på et tidspunkt og midt i det hele trods alt været tale om en frihed. Ja, en absolut frihed i situationen, dvs. i mig, omend dens plads til udfoldelse måske kun var forsvindende lille. Den var der, og fordi den var der, og fordi det var op til mig at træffe afgørelsen - frit - derfor får jeg ikke fred, før jeg på en eller anden måde får det gjort godt igen.

Ja, så forkrøblet den menneskelige frihed ofte er, så kan det netop være her, på bunden af elendigheden, at den gør sig kraftigst bemærket. Netop i fortvivlelsen over den situation, man er havnet i.

Det er netop friheden, som er moder til fortvivlelsen, thi det er fra friheden, at den ubønhørlige forvisning kommer: det kunne have været anderledes, det burde have været anderledes, og det er min egen skyld, at det nu ikke er anderledes, selv om mange faktorer i mig og omkring mig skubbede i denne retning. Thi afgørelsen var min!

Men det er også den selvsamme uudslettelige frihed, som gør, at et menneske pludselig kan slå i bordet for sig selv og afgøre: fra nu af bliver det anderledes! Denne meningsløshed skal ikke vare ved...

Da pladsen er begrænset, må vi stoppe her, men vi kan nok uddrage den konklusion, at friheden, som bor i os, er ved oprindelsen til alle menneskelige handlinger. Uanset det ydre og indre pres: den iværksættende tilslutning er min. Den er trykket på kontakten, der slutter strømmen til, hvorefter handlingens dynamik udløses. Alt efter omstændighederne kan det da ske, at opsparet nag, tilbageholdt frustration udløses, så den vanlige besindighed hvirvles ind i en styrtsø af frigivne impulser og uoverskuelige konsekvenser.

Bagefter er der noget at fortryde. Vi kan ikke komme uden om det: Friheden, som hører med til vor væren, bevirker, at vi kan tage afstand fra os selv og kan bedømme os selv udefra. Og samvittigheden nøder os dertil, såfremt vi ikke magter at dølle den ned...

Hvad bliver så resultatet af disse betragtninger?

For det første, at det vitterligt har noget på sig med denne iboende frihed.

For det andet: Livets barske (og somme tider gunstige) vilkår og betingelser er der også. De afstikker rammerne for frihedens udfoldelse. Bliver disse rammer for snævre, taler vi med rette om umenneskelige forhold. Det er i denne sammenhæng værd at kaste et blik på FN's menneskerettighedserklæringer. De fremtræder som et forsøg på at afstikke et vist rum for friheden at udfolde sig i - socialt, kulturelt, religiøst:

- Respekten for livets og legemets ukrænkelighed

- Retten til bevægelsesfrihed. Retten til frit valg af opholdssted

- Retten til arbejde, uddannelse, oplysning

- Retten til tanke-, samvittigheds-, religionsfrihed

Et sidste væsentligt spørgsmål melder sig nu:

Når jeg nu altså er født fri - er jeg så i princippet fri til at gøre, lige hvad der falder mig ind?

Lad os igen tage et par eksempler:

Skal jeg besøge min bedstemor på plejehjemmet her i week-end'en? Det bestemte jeg mig for i onsdags, men da regnede det, og nu skinner solen for en gangs skyld...

Eller når der pludselig er brug for en håndsrækning - hvor er jeg da? Har jeg altid en god grund til at fordufte. . .?

Se, det var blot små hverdagsglimt. Men det var tillige ægte, frie valgsituationer.

Hvordan man har det bagefter - ja, det beror på, hvilken side man har valgt at støtte: ens egen eller de andres...

At have valgt det gode fylder sindet med følelser af frihed, lethed, glæde, overskud; det andet derimod..., og man kan ikke slippe fri af anklagen for at være en stor egoist! Ingen bevinget følelse af frihed her, skønt man handlede særledes frit - for øjet at se.:

Disse to modsatte erfaringer røber noget meget væsentligt om vor frihed: De røber, at vor frihed kommer til sig selv i det gode. Også selv om det koster.

En indre stemme, samvittighedens nemlig, appellerer os uafbrudt:

Det drejer sig om at gøre det gode og undgå det onde.

Hvordan kan jeg da vide, hvad der er det gode?

Dette spørgsmål vil vi belyse fra tre sider. Vi begynder med noget fællesmenneskeligt noget, alle kender til, nemlig verden og menneskene omkring os, og vi afslutter med det specifikt kristne: Åbenbaringen.

Flere og flere mennesker får igen øjnene op for, at der i verden omkring os og i forholdet mellem mennesker findes uskrevne love, som det ikke går an at krænke. Sker dette, går livet til grunde. Mennesket bliver en fare for sig selv og sine omgivelser. Sagen er i og for sig ganske enkel: Jo mere magt mennesket får over tingene, jo mere nødvendigt bliver det at erkende, hvor grænserne går. Og grænserne er i al barskhed usynlige spærrebomme mellem liv og død.

Vi erfarer det særdeles stærkt i den økologiske krise. Den ødelagte natur bliver farlig for os som en såret hund, der snapper efter sin herres hånd. Vi erfarer det i den økonomiske udbytning og i den politiske undertrykkelse, hvorfra noget før eller senere vil rejse sig med vældig kraft. Og da vil det med rette hedde: »Vé de besejrede!«

Og sådan kunne vi blive ved. Rundt omkring os eksisterer der ordninger, der ikke tåler krænkelse: Forholdet mellem mennesker nedbrydes, når det ikke mere hviler på trofasthed og offervilje. Børn forkrøbles, når der ikke findes tryghed og kærlighed i hjemmet. Sjæl og legeme nedbrydes af den stress, der ikke mere levner tid for de naturlige rytmer. Mennesker, hvis frihedsrum indsnævres til et vist punkt, bliver syge eller gør oprør. Mennesker, som i deres bedste år bliver sat ud af spillet, må kæmpe mod en snigende resignation, som et forstadium til døden.

Alt dette er ikke nævnt for at male med sorte farver, men for at forberede vejen for det næste skridt:

Selv om der ikke altid har været talt særlig højt om det, så er det vel aldrig helt gået i glemmebogen hos kristne, at verden omkring os ligesom afgiver signaler for, hvad der er ret, og hvad der er forkert handlen med den. Katolsk tradition har altid fastholdt, at verden og menneskene, kort sagt: at alt, hvad vi har at

gøre med - rummer »anvisninger« på, hvordan vi skal handle ret. Og: at vi har fået øjne at se med, som er i stand til at sætte os på rette spor. Trods alt!

Der findes lovmæssigheder, der findes ukrænkelige ordninger. Hermed skal det ikke være sagt, at mennesket så kan forstå og fatte alt. Tværtimod. Jo mere det ser, indser det, at det drejer sig om noget gådefuldt, måske skræmmende og forjættende på én gang. Som nu for eksempel den menneskelige frihed, vi var inde på i det foregående.

Hvordan kommer mennesket så i berøring med denne virkelighed?

Det gør det - ikke ved at lukke øjnene og søge »opad« i formentlig from forglemmelse af jorden, dens ting og mennesker. Men ved det modsatte: ved intens opmærksomhed over for, hvad man har at gøre med. Ved vågen, uselvisk beredthed, ved kærlig kritisk opmærksomhed over for tingene og problemerne og mulighederne lige netop der, hvor man er placeret. Derom kan den kristne blive enig med alle mennesker af god vilje, for han/hun ved sig placeret i disse lovmæssigheder af Gud. Det hører altsammen skabelsesordenen til. Verden udgør ikke en ophobning af tilfældigheder, men et kosmos, et ordnet hele.

Hermed skal det imidlertid ikke være sagt, at det er let at orientere sig i denne virkelighed eller at fatte det formålstjenlige i, hvad der ville være den rette handling. Vor indsigt sløres gennem tendenser i samfundet, meninger i tiden, vor egen mangel på klarsyn og dømmekraft. Vi ved alle, hvor hård kampen for det gode kan være, og hvor nemt vi har ved at give efter for magelighed og egen fordel. Hvor let det er at gribe til en undskyldning.

Derfor er det væsentligt at kunne lytte til sin samvittighed, som er der med sin stadige påmindelse: Du skal gøre det gode og afstå fra det onde.

Alle mennesker - troende som ikke-troende - er i stand til at skelne mellem godt og ondt. Mennesket er fra naturens hånd udstyret med en intuition, en slags "etisk instinkt" for, hvad det skal og ikke skal. Denne medfødte intuition kaldes samvittigheden. (Smlg. brev nr. 3.)

Samvittigheden kan sammenlignes med et kompas, der viser vej. Den fungerer som et radarinstrument, der varsler en kommende fare. Den ansporer eller advarer os, når vi skal træffe en beslutning. Bagefter føler vi enten glæde eller ubehag (samvittighedsnag).

Indvendinger - Inden for de sidste 150 år er der fremkommet talrige indvendinger mod denne opfattelse af samvittigheden som en naturgiven ting. Man mener ikke, den er en medfødt evne, men et udviklingsprodukt, der er fremkommet gennem opdragelse og miljø; i sidste ende altså et spørgsmål om manipulation. De bedst kendte indvendinger mod samvittigheden stammer fra Darwin, Nietzsche og Freud.

Darwin betragter samvittigheden på baggrund af sin evolutionsteori, hvori han gør rede for arternes mang

foldighed, oprindelse og udvikling som værende et samspil mellem vekslende indflydelse fra omverdenen, (vilkårlige) ændringer i arveanlæg (mutation) og duelighed i kampen for overlevelse, »the survival of the fittest« (selektion). Den stærkeste og bedst tilpassede organisme overlever, andre går til grunde. Det i kampen for overlevelse »tillærte« komprimeres i løbet af generationer til en nedarvet skat af erfaringer. Den bliver det instinkt, der tjener til arternes opretholdelse. Efter Darwins mening har den menneskelige samvittighed rod i en lignende udviklingshistorisk proces. Den er »instinkt«.

Nietzsche forherliger »overmennesket« i sin filosofi. Han afskyr den svage, den, der ikke formår at sætte sig igennem. Det er kun naturligt, at den svage bukker under i kampen. Kun den stærke er værdig til at overleve. I hans øjne er både samvittigheden og enhver form for moral og lov »undermenneskenes« opfindelser, som skal hjælpe dem med at lægge de stærke i naturstridige lænker. Han afviser derfor samvittigheden.

Freud går ud fra, at mennesket pr. natur er indstillet på at opnå størst mulig Iystfølelse. Men allerede det lille barn erfarer, at omverdenen stiller sig hindrende i vejen herfor. Værst er forældrene. Ifølge Freud oplever barnet det som noget uhyre frustrerende, at det skal være stille, når forældrene ønsker det, at det skal være renligt, som forældrene forventer det. Og så videre. Som følge af gentagen frustrering af lystoplevelse vil barnet komme til at hade sine forældre. Men da det helt og holdent beror på dem, kan det ikke leve med et sådant had. Derfor tilegner det sig i sit indre forældrenes normer. Det er nu ikke længere forældrene, der udsteder forbud, men barnet selv. Ganske vist kan barnet nu igen uforstyrret elske sine forældre, men det underkaster sig i stedet for en indre streng instans, der udsteder forbud, dømmer og fordømmer. Denne instans kalder Freud for »overjeg'et«. »Overjeg'et« kæder Freud derpå sammen med samvittigheden. Grundlaget for samvittigheden er »overjeg'et«, summen af de normer, bud og forbud, som formidles via forældrene og samfundet. Samvittigheden er ikke medfødt, men et resultat af opdragelsen.

Bibelen og samvittigheden - Ingen vil vel bestride, at mange omstændigheder er med til at præge, danne eller forkvakle samvittigheden. Når vi siger, at samvittigheden er medfødt, tænker vi kun på den almene evne til at skelne mellem godt og ondt og ikke på de til enhver tid skiftende former for indhold eller konkret udformning. At være disponeret for samvittighed kan sammenlignes med evnen til at tale. Det er et fælles træk hos alle mennesker, men realiseres på forskellige sprog.

Det, vi mener med samvittigheden, kaldes i Bibelen som regel for »hjerte«. Meningen hermed er, at det, som samvittigheden »dikterer« os, har sin rod i menneskets personale indre. Det er således ikke kun et spørgsmål om forstand, vilje eller følelse, men om noget, der kommer fra menneskets indre, fra dets »jeg«. (Smlg. Rom. 2,14-15.)

Når nu samvittighedens afgørelse kommer »fra menneskets hjerte«, og fordi mennesket som helhed er engageret i denne afgørelse, så har den enkelte også pligt til at adlyde sin samvittighed og være urokkelig over for andres indflydelse. Samvittigheden er den endelige instans, og den kan ikke appelleres. Gud bedømmer os ikke ud fra vor ydre handling, men efter det, »der kommer fra hjertet« (Matt. 15,18).

Ingen - heller ikke Kirken - kan afholde sig fra at rette os efter, hvad samvittigheden byder os at gøre. Det uomgængelige og vigtige i denne afgørelse gør det derfor nødvendigt, at vi udvikler og dyrker vor evne til at lytte til samvittigheden. Derved gennemgår den en udviklingsproces. Vi skelner mellem tre trin:

Samvittigheden, der efterligner (uden egen indsigt i, hvad der er godt og ondt, efteraber barnet sine forældre). Samvittigheden, der identificerer sig med andre (den indre accept af de eksisterende normer). Og endelig den myndige samvittighed, (der bedømmer forbilleder, diskuterer med autoriteterne, og som selv tager ansvaret for sine beslutninger).

Samvittigheden udvikles og modnes bedst ved brug, ligesom en bilist opnår større kørefærdighed gennem praksis end gennem teori. Forsømmes samvittigheden på grund af dovenskab eller hyppige samvittighedsløse handlinger, bliver den afstumpet eller hensygnende. Mennesket er nemlig altid fristet til at fordreje sin samvittigheds afgørelse til egen fordel. - Omvendt kan man ved overdreven ængstelighed udvikle en skrupuløs samvittighed, der mener at se ondt i alt og alle.

»Samvittighedshygiejne« er derfor så meget mere påkrævet. Ligesom et måleapparat til stadighed må efterses, skal samvittigheden til stadighed orientere sig ud fra nogle retningslinier: skabelsesordenen og Guds ord. Begge er indeholdte bl.a. i budene.

* * *

·Til personlig overvejelse:

- Finder du - på baggrund af egne erfaringer med samvittigheden - argumenter for eller imod de tre forannævnte indvendinger?

- Er samvittigheden rent faktisk altid indrettet til éns egen fordel og en forsikring om overlevelse? Har du gjort modsatte erfaringer?

- Mon samvittigheden kun overtager normer fra omverdenen? Ændrer den ikke også omverdenen, afskaffer gamle normer og indfører nye?

- Er samvittighedens dom ikke som regel rettet mod samfundet og især mod manipulerende institutioner?

- Har du argumenter for og imod følgende tese: »Samvittigheden er ikke slave af den til enhver tid herskende moral, men en uvildig dommer af virkeligheden, sådan som den tager sig ud«?

- Hvilke personer eller grupper påkalder sig den personlige samvittighedsfrihed? Og i hvilke situationer? Hvordan ser du på denne holdning? - Kirke og stat forsøger at beskytte retten til samvittighedsfrihed. Kan denne ret også misbruges?

- Hvilke udsagn angående samvittighed ser du i følgende bibelcitater:

1. Mos. 2,7 f.; 4,9 ff.; Matt. 27,3; og Mark. 14,66-69?

* * *

En del mennesker føler sig straks truet på samvittigheden, når de hører budene nævnt. Det kan være en opdragelse, der udelukkende har bygget på autoritære vendinger som: "du skal-", der fremkalder et sådant indre forsvar. Reaktionen er forståelig. Men i realiteten er Guds bud leveregler, der har menneskets lykke som mål. Ingen vil vel påstå, at hensynsløst magtmisbrug, løgne og tyveri, udbytning og tab af ære, mord og undertrykkelse tjener den enkelte eller samfundet. Budene beskytter værdier, uden hvilke menneskelivet ville være uudholdeligt; budene præciserer en menneskeværdig tilværelses uskrevne love.

Men budene anviser ikke nøjagtige forholdsregler for enhver tænkelig situation. De viser altid kun en nedre grænse. De hverken kan eller vil fritage mennesket for dets egen afgørelse. Spørgsmål som overbefolkning, atomoprustning, brugen af nye medikamenter osv. lader sig ikke længere udtrykke i bud. Derfor vil brugen af dem altid være et spørgsmål om samvittighed i de konkrete tilfælde. Men i disse situationer er budene en uvurderlig hjælp. Derfor ville det også være fejlagtigt at spille bud og samvittighed ud mod hinanden. Dybest set er der nemlig overensstemmelse mellem samvittigheden og den morallov, der ligger i menneskets natur. Både samvittigheden og moralloven stræber efter det gode. Og det er ikke flertallets relevante adfærd, men Gud - kilden til al orden - der har givet dem begge forpligtende karakter. Derfor kan, hvad der i følge samvittighed og iboende lovmæssighed er ondt, aldrig skifte karakter og blive godt i kraft af et flertals anderledes mening og adfærd.

Forskrifter og krav, der er formuleret af menneskelig autoritet - Kirken, staten - er forskellige fra Guds bud. Forskrifterne skal præcisere de værdier og ordninger, der beskyttes af Guds bud, og de skal fortolke disse Guds bud til enhver tid og i alle kulturer. Der er nemlig en række spørgsmål, hvor samvittigheden ikke er sikker.

Kirkelige love og anordninger rangerer derfor ikke på linie med Guds bud, end ikke hvis de klart formuleres som kirkelige bud. (Smlg. brev nr. 23); de kan ændres. Trods det forpligter de i en vis forstand; for selv det foranderlige og det, der kan forbedres, har krav på bindende - omend ikke endegyldige - afgørelser.

Tit og ofte må vi lade os nøje med midlertidige svar og have mod til åt leve med det foreløbige.

Kirkelige retningslinier og bud kan altså aldrig erstatte den afgørelse, man træffer ud fra sin samvittighed. Ved disse lejligheder siges det, at katolikker har det nemt; de får præcis besked om, hvad de må og ikke må. Men lige netop det kan ikke lade sig gøre. Dertil er det virkelige liv alt for uoverskueligt og nuanceret. En kristen vil fremover i højere grad end tidligere være overladt til sin egen samvittighed. På de områder, hvor vi ikke har Åbenbaringens klare udsagn, kan det også inden for Kirken komme til meningsforskelle. Derfor stilles der i særlig grad krav til den enkeltes samvittighed. Dette giver ikke carte blanche, men større ansvar.

* * *

Til personlig overvejelse:

- Kender du nogle forpligtende og gyldige normer, som er uafhængige af Kirke og tro, stat og samfund?

- Synes du, at »retten til livet«, »beskyttelse af ufødte, handicappede eller døende« falder ind under disse normer?

Hvilke konsekvenser vil det kunne medføre i diskussionen om svangerskabsafbrydelse og dødshjælp?

- Kan man være et »anstændigt« menneske, hvis man i sit indre ikke føler sig bundet af bud, pligter og værdier?

- Ligger det »moralsk gode« indbygget i menneskets væsen, eller skal det påtvinges udefra?

* * *

Lov og kærlighed. Det kristne liv er altså ikke slavisk underkastelse under Lovens bogstav. Den mennesket iboende tendens til at gøre loven til en tyran advarede Kristus imod (smlg. brev nr. 5). Han betonede, at det afgørende er hjertets hensigt. Det er ikke alene mord, der er syndigt, men også det, der går forud: had og ukærlighed. Tænker man i lovmæssige baner, vil man nemlig spørge sig selv: hvor langt kan jeg gå? Hvor begynder forpligtelsen, og hvor ender den? Er der et smuthul i loven, jeg kan knibe mig ud igennem? Mange kristne søger at balancere langs den på den smalle skillelinie mellem godt og ondt. De vil ganske vist ikke synde, men alligevel have mest muligt ud af det, det ikke er helt forbudt. Det er denne form for "grænsetænkning", Kristus tager afstand fra. Det er en adfærd for servile og ufrie mennesker, der adlyder af skræk for straf. Den, der »forvalter sit pund godt«, spørger ikke: hvad skal jeg nødvendigvis gøre? Men hvad kan jeg gøre?

Men kærligheden går endnu længere. Den spørger, hvad den kan gøre ud over det, der er tilladt eller forbudt. Den forstår at skelne mellem det, der er godt, og det, der er bedre; den søger den til enhver tid bedste løsning, det virkeligt kristne svar. Den lægger vægt på, at ikke kun ondskab er en svigten, men også undladelse af det gode. Derfor kaldes Kristi »nye bud« kærlighed. Og kærligheden kræver langt mere af mennesket, end bud og love formår. Etiske bud og love drager en undergrænse; de angiver, hvad der bør ske, resp. hvad der ikke bør finde sted. Her går kærligheden langt videre, den opfylder loven ved at gøre den overflødig (smlg. Rom. 13,10).

Frihed og kærlighed. Nu forstår vi bedre, hvorfor Paulus til stadighed sætter frihed og lov op mod hinanden. Loven tjener ikke til frelse; trældom under Lovens bogstav fører kun til endnu mere ufrihed. Men dermed vil Paulus på ingen måde gøre sig til talsmand for vilkårlighed, for vilkårlighed gør menneskene til slaver. Frihed kender også til binding. Den stærkeste binding af alle, nemlig kærligheden, gør til og med fri.

Mennesket søger oftest at udvide sin frihed på bekostning af andre. Det er forståeligt, eftersom det trues fra alle sider. Kun den, der ikke behøver at være bange for at miste sin frihed, den, hvis magt ikke baserer sig på andres afmagt, kan skænke frihed. Den person er Gud. Han er selv almagt og frihed - og netop derfor kan han give mennesket frihed. Han vil ikke have skabninger med slavementalitet, men partnere. »Gud sendte sin Søn... for at løskøbe dem, der levede under Lovens myndighed - for at give os rettigheder som sine børn« (Gal. 4,4-5). Men børn nøjes ikke med at adlyde; de elsker.

Men der foreligger også en anden mulighed: én og anden bestræber sig på at opfylde Guds bud, går i kirke, hjælper nødlidende - kort sagt handler, som man i almindelighed forventer det af en kristen. Og alligevel er den pågældende måske ikke engang begyndt at leve som kristen - fordi det hele er blevet en vane. Måske søger den pågældende kun sig selv eller handler af frygt. Kærligheden mangler. Hvor højt man end skatter opfyldelsen af sine pligter, er det lidet sandsynligt, at det vil føre til kærlighed, (selv om ægte kærlighed medfører pligtfølelse). Den, der bliver stående ved opfyldelsen af bud og pligter, har endnu ikke forstået, hvad det vil sige at være kristen, og har af samme grund heller aldrig oplevet det egentlige i sin tro. I stedet bliver der tale om en vedvarende følelse af frustration, hvortil hører den manglende evne til at virke overbevisende på sine omgivelser.

I et menneskes første tid som kristen er det sig bevidst at være accepteret og elsket af Gud. Det erfarer sig selv som ven, barn og arving. Det erfarer pludselig en lykkelig binding. Dets frihed har fået helt ny retning, som giver mening til livet midt i dets gådefuldhed og dets grusomhed. Den kristne gør ikke krav på at kunne forklare alting, men han kan holde uvisheden ud, fordi han i alle ting ved sig båret af en evig uudgrundelig kærlighed. Derfor vover han at bede: »Ske din vilje«, og derfor ønsker han at gøre Guds vilje med denne jord og hans eget liv til sin. Deraf vokser troens lydhørhed. Han forstår ligesom indefra meningen med dobbeltbudet: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og hele dit sind.« Og: »Du skal elske din næste som dig selv« (Matt. 22,36-40). Kærligheden til Gud, til medmennesket og til én selv står her som ligeværdige størrelser.

Ingen er udelukket fra denne kærlighed. Kristus udvider hovedbudet til også at omfatte fjenden. »...Elsk jeres fjender og bed for jeres forfølgere, så I kan være børn af jeres Fader i Himmelen, for hans sol står op over onde og gode, og hans regn falder over retfærdige og uretfærdige. Hvis I ikke elsker andre end dem, der elsker jer, hvad har I så til gode? - Gør ikke hedningerne det?« (Matt. 5,44 ff.). Her er vi nået til et punkt, hvor den kristne fordring går ud over, hvad vort naturlige instinkt siger os er godt og rimeligt. Kristendommens »Magna Charta« (»Det store Frihedsbrev«), Bjergprædikenen, øger disse krav, så de nærmer sig det grænseløse, det umulige: »Vær derfor I fuldkomne, som jeres Fader i Himmelen er fuldkomnmen« (Matt. 5,48).

Det er ud fra dette, Jesu Kristi radikale krav skal forstås: »Den, som vil være sammen med mig, han må fornægte sig selv og tage sit kors på ryggen og følge mig. Den, som vil redde livet, skal sætte det til...« (Matt. 16,24 ff.). Det, man har mistanke om vil skade ens liv og legeme, viser sig erfaringsmæssigt ofte at være en styrke og en gevinst i éns liv. En moderne psykolog udtaler i den sammenhæng: »Kun i den udstrækning, vi engagerer os i verden og dens opgaver og krav. . ., kun i den udstrækning realiserer vi også os selv. Det betyder, at mennesket kun er sig selv i den udstrækning, det negligerer og glemmer sig selv« (Viktor E. Frankl).

Så forstår man også bedre de »Evangeliske Råd«, der anbefaler et liv i fattigdom, kyskhed og lydighed, som det f.eks. forsøges realiseret i de religiøse ordener.

* * *

Til personlig overvejelse:

- Hvordan ville du fortolke Augustin-citatet: »Elsk - og gør hvad du vil«?

- Kirken bliver tit beskyldt for at lide af den lovtrældom, som Jesus så heftigt angreb farisæerne for. Hvad mener du herom?

- Opdragelse (gennem forældrene såvel som Kirken) praktiseres tit efter princippet: »bevare i stedet for at prøve nyt«. Den modsatte opfattelse går ind for at »prøve noget nyt i stedet for at bevare«. Hvad synes du?

* * *

Det kristne liv består ikke i at være bundet til en morallov, men til en person - Kristus. Vi orienterer os ud fra hans liv og hans ord. Matt. 4,19 beretter om, hvordan Jesus samlede sine disciple ved at kalde: "Følg mig!" De forlod straks deres fiskenet og fulgte ham.

At følge Kristus efter betyder imidlertid ikke at kopiere ham. Vi vil alle gerne have færdige brugsanvisninger. Men det er lige netop det, Kristus ikke giver os. Han har ikke låst os fast i et system af paragraffer med anvisninger for, hvad der i enhver situation ville være den rette handlemåde. Men han har vist os, hvad kærlighed er. Hans liv er derfor en model for alle kristnes liv netop dér, hvor han/hun lever. Dette er den enkeltes helt personlige ansvar. Et frigørende ansvar, som lægger afgørelserne op til den enkeltes indsigt, opfindsomhed og konsekvens i det gode.

Bibelsk betyder ovenstående kort og træffende: Du og jeg skal være en »anden Kristus« (smlg. bl.a. 2. Kor. 5,17). Sådan som han elsker og tjener, skal vi elske og tjene. Derfor tager en kristen hver dag ved lære af Jesus Kristus og rådfører sig med ham i bøn ved at spørge: »Hvordan ville du handle i denne situation?«

Det lyder altsammen godt. Men var Jesu Kristi liv ikke et nederlag? Han endte jo på et kors! Når man vil leve et konsekvent kristent liv, anses man tit for at være ufornuftig. Giver man afkald på magt og på brugen af albuer, og er man ikke ude på succes for enhver pris, elsker man sine fjender, tilsidesætter man for retfærdighedens skyld egne interesser, stiller man sig på de svageres side, søger sandheden og yderligere tager sig tid til bøn, så stemples man på forhånd som uduelig i verdens øjne, som en »dummepeter«. Er det da så underligt, at mange viger tilbage for denne livsform -og heller ikke kan klare den?

* * *

Til personlig overvejelse:

Det hævdes ofte, at kristendommen skulle være en religion, der fornægter verden. Kan du omskrive, hvad der i enkeltheder menes med denne kritik? Prøv at måle kritikken med den måde, Jesus forholdt sig på! Åbner der sig nye perspektiver for dig?

- Hvori ligger det, at kristne ofte ikke tages alvorligt? Holder den forklaring stik, der siger, at »de levede for lidt kristent«?

- En from jøde sagde før sin død: Når jeg står foran Gud, vil han ikke spørge mig, »hvorfor jeg ikke har været Moses«, men »hvorfor har du ikke været dig selv?« Synes du, at en overvejelse af denne art er for »ukristen«?

Det annet Vatikankonsils pastorale konstitusjon om Kirken i verden av idag, St. Olav Forlag, Oslo 1966.

Den ho/landske katekismus for voksne, Kateketcentralens Forlag, København 1970.

J. Feiner / J. Vischer, En ny bog om troen, Niels Steensens Forlag/Kateketcentralen 1975. S. 449-530.

Erich Fromm, Menneskets hjerte, dets enestående evne til godt og ondt. Reitzels Forlag 1969. 133 sider.

V. Frankl, Det overhørte råb om mening, Gyldendals Uglebøger, København 1980. 175 sider.

K.E. Løgstrup, Den etiske fordring, Gyldendal 1975, 9. opl. 298 sider.

Hans L. Martensen, Dab og kristenliv Katolsk Forlag/Niels Steensens Forlag København 1980.

Paul Tillich, Troens dynamik Munksgaard 1970. 132 sider.

A. Albrecht/Hans Urs v. Balthasar, Nachfolge Jesu Christi - mitten in dieser Welt. Kyrios Verlag, München. 84 sider.

J. Auer u.a., Normen im Konflikt Herder-Verlag, Freiburg 1977. 144 sider.

E. Biser u.a., Prinzip Liebe, Herder, Freiburg/Basel/Wien 1975. 173 sider.

F. Böckle, Fundamentalmoral Kösel Verlag, München 1977. i40 sider.

A.M. Cree/ey, Kompass, Zielwerte des Christen, Styria Verlag, Graz/Wien/Köln 1974. 260 sider.

V. Hahn/K Jockwig, Das Leben bestehen - Christliche Grundhaltungen. Lahn-Verlag, Limburg 1975.

B. Häring, Moralverkündigung nach dem Konzil, Verlag Gerhard Kafke - Enkheim bei Frankfurt a.M., 1968. 131 s.

J. Joachim u.a., Kirchen in gemeinsamer Verantwortung, Luther-Verlag, Bielefeld/Butzon & Bercker. Kevelaer 1982. 64 s.

M. Limbeck. Was Christsein ausmacht - Nachfolge Jesu als unverzichtbarer Weg. Katholisches Bibelwerk, Stuttgart 1974. 142 s.

C. Muschalek, Im Glauben reich geworden. Uberlegungen zum Selbstverständnis des Christen. Don Bosco Verlag, München 1974. 48 sider.

F. Scholz, Das Licht in dir - Erwägungen zur Gewissensbildung und christlichen Reife. Kyrios Verlag, München 1975. 100 sider.

F. J. Steinmetz, Befreit aus Enge und Zwang. Jesu Moral für den Menschen. Katholisches Bibelwerk, Stuttgart 1974. 84 sider.

Ch. Curran, A New Look of Christian Morality, Fides Publishers, Inc. Notre Dame, Indiana 1969. 249 sider.