I brev 15 gjorde vi os nogle tanker om livet som kristen. I dette brev vil vi gå videre hermed, idet vi bestandig spørger os selv: Hvordan ser det nu ud i praksis? Hvordan bære sig ad med at leve som kristen i verden af i dag? I Jakobsbrevets andet kapitel betones det meget stærkt, at den kristne tro ikke kun består i rette meninger og fromme ord. Hvor meget ord og meninger betyder for den, som ytrer dem, skal vise sig i praksis, hedder det. Måske skulle vi her for en sikkerheds skyld præcisere følgende:

Vor tro, som skænker os del i Guds eget liv, indeholder uendelig meget mere, end vi på nogen måde formår at omsætte i praksis. Men der må være tale om en oprigtig stræben i den retning, som troen, nådegaverne, først og sidst Jesu Kristi kærlighed, angiver. En stræben efter, at alt dette på en eller anden måde må tage form i måden, hvorpå vi søger at bestride livet under de vilkår, som vor tid frembyder. Dette er, hvad vi kristne mener, når vi siger: Troen må have en praksis.

I foreliggende brev vil vi derfor berøre nogle livsspørgsmål, som er betydningsfulde for alle mennesker af i dag.

Vi lever i en verden, som præges af hurtige og dybtgående ændringer. Hertil hører den magt, mennesket af i dag har fået over naturen. Naturen er i vid udstrækning kommet i menneskets vold. Overalt, hvor vi færdes, finder vi spor af os selv, af en verden, der er opstået under vore hænder.

Dette gælder også samfundets strukturer. For vort eget lands vedkommende er der sket det, at vi i 1øbet af en generation trods mangelen på råvarer har fuldført udviklingen fra landbrugsland til industrisamfund. Hos os som i den øvrige vestlige verden har byerne bredt sig kraftigt på landets bekostning inden for de sidste 30 år. Resterne af tidligere tiders »patriarkalske« ordninger i hjemmet og på arbejdspladserne er i samme tidsrum veget for medansvarets og medbestemmelsens principper.

Det er imidlertid ikke kun på det ydre plan, at gennemgående ændringer har fundet sted, resp. vedvarende finder sted. Ændringerne går også indad og omfatter mennesket selv. Thi når livsvilkår ændres, sker der i takt hermed en ændring i menneskets opfattelse af sig selv og sin verden; ændringerne, som vi iværksætter, virker tilbage på os selv. Til denne »nye verden« hører også medierne. Aviser og film, TV og radio forsyner os i hurtigt tempo og på suggestiv vis med stadig nye indtryk. Medierne bringer nye ideologier og nye livsholdninger direkte ind i den hjemlige stue. Dette sætter yderligere skub i bevidsthedsændringen og dermed i ændringsprocessen i verden omkring os, der foregår i et tempo som aldrig før. En af de håndgribelige følger af denne fremskyndede ændringsproces er, at ungdommen i mange tilfælde er ude af stand til at identificere sig med hidtil gældende normer og værdier.

Menneskeheden er spaltet mellem medmenneskelighed og had, mellem frihed og undertrykkelse, mellem fremskridt og tilbagegang. I stand til det værste og beredt for det bedste.

Det er i denne virkelighed, og ikke andre steder, ikke i noget elfenbenstårn eller noget andet tilflugtssted at den kristne må leve sin tro og søge at forstå "tidens tegn" og handle derefter. For, som understreget i sidste brev: Det er i hverdagens begivenheder og vilkår, at Gud kommer til os, appellerer og udfordrer os.

* * *

Til personlig overvejelse:

Hvordan fornemmer du den tid, vi lever i - ond/god eller en blanding af begge dele?

Hvilke ydre pavirkninger mærker du særligt?

Er der ting, som forekommer dig skræmmende?

Finder du åndehuller i din tilværelse - områder, hvor du finder glæde og tryghed?

Mener du, at din indstilling til tilværelsen, dine valg og beslutninger, din personlige livsstil

på en eller anden måde er af betydning for helheden? - Eller mener du, at alt stort set

kan være "lige meget", at den enkelte er betydningsløs?

* * *

Ofte siges det, at vi lever i et »masse-samfund«. Hermed er blandt andet ment, at vi alle er blevet langt mere afhængige af hinanden samtidig med, at vi som personer kommer hinanden langt mindre ved. Isolation og anonymitet breder sig.

»Hvem er min næste?« Det spørgsmål blev engang stillet Jesus (Luk. 10,25-37), og spørgsmålet stilles stadig. Også vi føler undertiden, at det kunne gøre godt med nogle afgrænsninger, så vi med god samvittighed kunne sige til os selv: Nu har du gjort nok, nu kan der ikke med rimelighed forventes mere af dig!

Hvis hin lovkyndige dengang havde anet, hvad Jesus ville svare, ville han måske ønske, at han slet ikke havde spurgt. Jesu svar indeholder nemlig ingen afgrænsende regler, bag hvilke man kan finde ro. Thi Jesu svar lyder: Enhver er kaldet til at være »næste«, være hjælper for den, som man finder på sin vej, og som her og nu er i nød. Her gælder ingen familiemæssige, sociale, racemæssige grænser...

Undertiden hører man vendinger som: Nød forekommer ikke hos os! Hos os behøver ingen at sulte, og så videre. Men nød har mange ansigter. Nød er ikke kun den gnavende sult eller mangel på tag over hovedet. Nød er også mangel på adgang til uddannelse, til arbejde, dårlige boligforhold. Nød kan også være af åndelig art. Hvad med alle dem, der måske har nok at spise, men er dybt ensomme? Hvad med alle dem, der føler sig udstødte på grund af et vanskeligt sind eller en psykisk lidelse? De er besværlige, mennesker holder sig klogeligt væk fra sådanne »tilfælde«. Hvad med alle de ældre rundt omkring på plejehjemmene, som børnene ikke har tid til at besøge? Eller den ensomme fraskilte, som vennerne pludselig har glemt... Derudover er vi gennem medierne vidende om, at millioner af mennesker uden for den vestlige verden konstant lever på og under sultegrænsen. Vi kan heller ikke lukke øjnene for det faktum, at elendigheden vokser år for år. Disse uomgængelige kendsgerninger udgør en konkret udfordring til vor levevis og vore værdinormer.

Vejen til Jeriko er lang. Og den løber tværs gennem vor egen dagligstue.

Daglig mærker vi, at hele menneskeheden er i samme båd. En revolution i Sydamerika eller en krig i Det fjerne Østen kaster skygger ind over vor hverdag. Nyhedssatellitter, ferierejser og forretningsforbindelser bringer os stadig tættere sammen. Langt stærkere end tidligere slægter erfarer vi, at menneskeheden udgør en enhed, og at »menneske« og »medmenneskelighed« er to begreber, som hører sammen. Denne erkendelse kræver omstilling både på tankens og handlingens plan. Udgangspunktet må tages i den enkeltes helt konkrete sammenhænge: Hvordan virkeliggør jeg fællesskab der, hvor jeg står i det daglige? Hvordan fungerer jeg i de fællesskaber, hvori jeg her og nu hører til? :

Som person besidder hvert menneske en ukrænkelig værdighed. En værdighed, som er absolut og aldrig må anfægtes. Med denne værdighed kan der ikke under noget påskud gås på kompromis. Bibelen viser os, at mennesket er skabt i »Guds billede« og bestemt til at forvalte jorden på Guds vegne.

Slagord som: »Den enkelte betyder intet, folket er alt« har ingen gyldighed i kristen sammenhæng. Fællesskabet/samfundet skal tværtimod være bestræbt på at fremme det enkelte menneskes vel. Dets institutioner fra sygeforsikringer til retsvæsen er til for menneskets skyld, ikke for statens. Det samme gælder de politiske partier og forfatninger og hvilken samfundsindretning, man nævne vil.

Derfor har ethvert menneske en selvskreven ret til menneskeværdigt liv og til at gøre brug af de dermed forbundne rettigheder. Dette gælder uanset race, køn, social baggrund, og hvad der ellers foranlediger skel mellem mennesker (jfr. citatet fra Menneskerettighedserklæringen i foregående brev). Hverken tidligere straffede eller ufødte børn skal behandles anderledes: de er, alt andet lige, først og fremmest mennesker med de rettigheder, der hører mennesket til.

I følge sin natur er mennesket anlagt på at leve i det regulerede samspil med andre, som kaldes »samfundet«. Alene kan mennesket hverken leve eller udfolde sig. Det er også derfor, at den enkelte præges så stærkt af det samfund, den kultur og det miljø, hvori opvæksten finder sted.

Dette absolut grundlæggende forhold betyder så igen, at der påhviler den enkelte ansvar og forpligtelser over for det samfund, som på godt og ondt udgør en betingelse for, at livet kan leves. Enhver overdreven selvfølelse, som skyder tanken om forpligtelse til side, tærer på samfundet. Dette gælder også i de snævrere samfund som hjem og familie, og det gælder over for det store samfund, menneskeheden, som vi alle tilhører. Hverken her eller der kan helheden være den enkelte ligegyldig: Ingen har lov at kapsle sig af og være sig selv nok.

Dermed skal naturligvis ikke være sagt, at det så bare gælder om at acceptere alt det bestående som noget, man har pligt til at affinde sig med. Den, der er i stand til at øve kvalificeret kritik over for sit samfund, har også dermed pligt til at virke for ændring i retning af det bedre. Altsammen i overensstemmelse med den egne formåen og det ansvarsområde, man har at forvalte.

Selv i »den bedste af alle verdener« vil der være belastende forhold og indretninger at gøre op med. Den, som fremfører og holder ud i saglig kritik og nye initiativer, påtager sig en langt større byrde end den, der lader sig glide med strømmen.

Også menneskehedens fælles vel må ligge den enkelte på sinde. Vi er medlemmer af den ene og samme menneskelige familie og må handle i overensstemmelse hermed.

Staten kan defineres som det organ, der varetager et lands fælles anliggender indadtil og udadtil. Målet for statens fællesskab er befolkningens vel. Som politisk organisation bør staten derfor have for øje, at den har en tjenerfunktion at udøve over for den enkelte såvel som over for helheden.

Derfor skal målet for statens lovgivning og administration være, at der sikres den størst mulige frihed for den enkelte under hensyntagen til helheden. Det fælles gode, som friheden er, har sin grænse der, hvor hensynet til andres - og muligvis dårligere stilledes ret begynder. Af dette princip flyder viljen til at bære fælles byrder, således også villigheden til skatteydelse til sikring af et rimeligt livsniveau for alle - på alle områder og livet igennem.

Men når der som nu er talt om statens love og forordninger og om den enkelte borgers principielle pligt til respekt herfor, skal det straks tilføjes:

Godkender staten love, som er i modstrid med, hvad en kristen erkender som Guds vilje, da må den pågældende følge sin samvittighed som øverste norm og sige med Peter, da han i forkyndelsen af Kristus som frelseren stod anklaget for lovovertrædelse: »Man må adlyde Gud mere end mennesker« (Ap.G. 5,29). En statslig forordning, som er i modstrid med skabelsesordenen eller med et af budene, kan ikke forpligte en kristen. Hvor staten overskrider samvittighedsfrihed og menneskerettighed, overskrider den sit kompetenceområde. I særligt yderliggående tilfælde kan der da blive tale om at gøre en etisk forpligtelse gældende over for statsmagten.

Da medbestemmelse og selvstændig disposition svarer bedre til den mennesket iboende frihed (jfr. foregående brev) end afgørelser oppefra, gælder det om at give størst mulig plads herfor.

Derfor må staten ikke underlægge sig områder, som kan varetages af personer eller grupper i disses egen ret (familien, fagforeningerne, forbund og interessegrupper). Her er det ønskværdigt, at et samfunds medlemmer ikke tilkender staten for mange bemyndigelser eller for hurtigt tilkalder hjælp og støtte fra staten. Jo flere opgaver der overlades staten, jo mindre albuerum bliver der tilbage til den enkelte. Både den totalitære stat og den »totale velfærdsstat« har størst mulighed for at etablere sig, når folk forsømmer deres demokratiske rettigheder.

Alt dette forudsætter, at den enkelte opfatter sig selv som medansvarlig. Ingen er passivt underkastet sit lands forfatning og love. Enhver har i princippet andel i lovens udformning og i forfatningens varetagelse. Enhver skylder derfor sig selv og demokratiet at udvikle en skolet kritisk sans og evne til at danne sig sine velbegrundede meninger om mål og midler til varetagelse af det fælles vel. Heri ligger også de politiske partiers betydning. En kristen er ikke bundet til noget bestemt parti. Men et politisk program, hvis målsætning ville betyde krænkelse af menneskets værdighed og frihed og på andre måder ville virke destruktiv over for værdier og normer, som kommer fra troen - et sådant program ville en kristen ikke kunne gå ind for. Som alle andre har den troende ret til at leve efter sin overbevisning og gøre sine synspunkter gældende i overensstemmelse med det pluralistiske samfunds spilleregler. Også på det politiske plan. Som enhver anden har den kristne pligt til at forsvare det menneskelige livs og det menneskeværdige samfunds grundværdier.

At afværge uret og undertrykkelse er pligt og anliggende for alle og enhver, ligeså at værne om fred og frihed. Derfor kan man ikke frakende staten ret til at sikre sine værdier. Herfra kom i middelalderen læren om den retfærdige krig; middelalderen billigede ikke krigen som sådan, men retfærdiggjorde et lands forsvar som nødværge.

Til forsvar kræves kamppotentiel. Udrustning til kamp og færdighed i våbenbrug er nødvendige forudsætninger for forsvarets opretholdelse. Men kan en kristen gå ind herfor? Og gælder læren om den retfærdige krig i atom- og brintbombens tidsalder?

Åbenbaringen giver os ingen færdige svar på disse spørgsmål. Bibelen understreger kraftigt værdien af forsoning, kærlighed til fjenden og af indsats for fred. Krig som sådan er ikke i overensstemmelse med Guds plan. Derom er alle enige.

Men hvordan ? Hvem, der regner sig for kristen, må i følge det ovenfor anførte ville freden. Når dette er sagt, må vi vedgå, at skønt der er enighed om målet, er meningerne delte med hensyn til midlerne. Den ene part kræver fuld afrustning for enhver pris. Ophobningen af krigsmateriel udgør i sig selv en skjult, men reel fare for krigsudbrud. Derfor går denne fløj ind for total gennemførelse af ikke-voldsprincippet.

Den anden store meningsgruppe svarer, at ganske rigtigt er ikke-voldsprincippet i overensstemmelse med den kristne eksistens. Men derpå tilføjes, at den, der ikke gør tegn til at ville forsvare sin ret, gør sig medskyldig i udbrud af vold og krig. Jævnbyrdighed i kamppotentiel er derfor, hvad der bør tilstræbes som eneste reelle mulighed for at bevare freden.

Derudover er enhver medansvarlig for den »offentlige mening« og altså for, at der skabes stemning for fred kloden rundt. Man må nære tillid til nytten af forhandlinger, af FN's og andre internationale organisationers indsats i konfliktsituationer, man må bidrage til at skabe en positiv opfattelse af disse organisationers arbejde. Fred er mulig, men i længden ikke ved rustningskapløb. Som vi i dag anser blodhævn for barbari, må vi også på det internationale plan nå frem til at betragte afgørelser gennem krige som barbari og i stedet henlægge internationale konflikter til internationale domstole.

Der bør gøres et stort arbejde inden for fredsforskningen.

Værnepligt. Der må værnes om den enkeltes ret til fritagelse for militærtjeneste af samvittighedsgrunde. Dette princip berettiger selvsagt ikke til diskriminering af anderledes tænkende, der også handler efter samvittighedens bud.

* * *

Til personlig overvejelse:

• Hvad mener du om følgende sætning: »Ikkevoldsprincippet kan altid påberåbe sig Jesus Kristus,
• magtanvendelse i nødsfald måske fornuften« (Hans Küng)???
• Skal eller bør kristne understøtte revolutionære grupper, som kæmper for retfærdigere samfundsforhold i deres hjemlande?
• Hvis ja, skal man / bør man så støtte dem i alle initiativer, for eksempel i våbenkøb?

* * *

Vi hænger ved denne verden, vi er en del af den og hjemme i den. Mennesket og verden hører sammen.

Netop troen har en afgørende betydning for, hvordan vi opfatter verden. Bibelen fortæller os, at den er Guds skaberværk - altså må der være en mening med den. Bibelen betoner, at Gud elsker den verden, han har skabt, og han holder den oppe. Altså må den som helhed være god. Gud sendte sin Søn ind i verden, altså må den være dette værd og derfor også være værdig til vor kærlighed.

Den samme Hellige Skrift, der så radikalt viser mennesket hen på Gud, forholder sig positivt til alle menneskelige værdier. For eksempel til legemet, som i følge Jesu ord er bestemt for opstandelsen (Joh. 11,23 ff). Og til glæden: »Glæd jer med de glade...« (Rom. 12,15 og andre steder). Jesus selv betegnede sig som glædesbud (jfr. Luk. 4,18 og hæftet om firmelsen). Jesu budskab er et nej til enhver form for glædesløshed, pessimisme og moralisme, som kvæler mennesket og indsnævrer dets verden.

Bibelen opmuntrer mennesket til ethvert fremskridt i videnskab, teknik og kultur (jfr. 1. Mos. 1,28 ff). Gud har overgivet verden til menneskene, ikke som et fuldt færdigt hus, men snarere som en bygmur i rå mur, der nu skal udbygges og fuldføres. Hertil skal mennesket bruge sin forstand til at udforske naturens hemmeligheder og tage dem i brug. Mennesket bærer ansvaret for, hvad der kommer ud af verden.

Mennesket er derfor mere end en forbruger af jorden og dens goder, også mere end en forvalter heraf - mennesket er slet og ret indsat som skabningens herre. Ikke som nogen egenmægtig og tyrannisk herre, men som en, der styrer på Guds vegne, og som skal stå Gud til regnskab for sit herredømme. Verden er således ikke alene Guds værk, den skal mere og mere blive menneskets værk. Byerne, gaderne, fabrikkerne, maskinerne, raketterne og satellitterne har vi frembragt. Vi er medarbejdere på Guds skabning. Vi formår meget, og stadig mere. Dog, et spørgsmål kommer til at belaste os mere og mere:

Hvor går grænsen mellem den rette brug - og misbrugen af de vældige energier, der er lagt i vore hænder?

Spørgsmål på spørgsmål! Og alligevel er det sådan, at alt, hvad vi opfinder, først forefindes som mulighed og som sådan er Guds gave til os. Gave og opgave. Idet vi engagerer os for verden og for menneskene, tjener vi Gud. For en kristen er der ingen modsætning mellem helligt og verdsligt. Omgangen med, hvad der hører jorden og livet til, er en del af den kristnes gudsdyrkelse. For en kristen hverken kan eller må det være sådan, at arbejdsliv, familieliv, fritidsliv hører til på den ene side, åndeligt liv på den anden. Eller for at sige det på en anden måde: Troen er ikke kun et anliggende for søn- og helligdage, den omfatter hele livet og giver alting den egentlige betydning. Troen drager ikke mennesket væk fra dets opgaver på denne jord. Tværtimod. Den forpligter mennesket på jorden og på de sammenhænge, hvori livet ganske konkret leves. Troen har hjemme på jorden, og hvad jorden og livet er, træder for den kristne frem i troens lys.

Gennem sit arbejde opfylder mennesket sin gudgivne opgave på denne jord. Er mennesket altså skabt for arbejdets skyld? Lever vi for at arbejde, eller arbejder vi for at leve?

Rent faktisk er arbejdet ofte slid og møje. Dette gælder ikke kun for det fysiske arbejde, men i lige så høj grad for det åndelige. Træthed tynger, uheld tvinger til at begynde forfra, og tiden slår ikke til. Der er ingen grund til at overse noget af dette og forfalde til ensidig forherligelse af arbejdet.

Det gamle Testamente giver en tydning af denne møje. Arbejdets belastende betingelser skyldes synden, hedder det, jorden »skal være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage..., i dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget« (1. Mos. 3,17 ff). Dette gælder til i dag. Ganske vist er arbejdstiden forkortet og arbejdsbetingelserne i mange henseender lettet. Til gengæld er tempoet vokset, støj og larm ligeledes, arbejdet er blevet mere ensformigt, og hvad selve ansættelsen angår, så er den usikker. Arbejdet er stadig behæftet med en byrde af møje og plage.

Imidlertid er arbejdet ikke kun møje og plage. Det har enhver erfaret, som mod sin vilje for kortere eller længere tid har måttet være uden arbejde. I længden ønsker ingen at være arbejdsløs. Arbejdet er nemlig forudsætningen for udfoldelse af psykiske og fysiske kræfter. Kampen mod arbejdsløsheden er derfor også kamp for en menneskerettighed, retten til arbejde.

Arbejdet må altid ses under det synspunkt, at det skal stå i menneskets tjeneste. Mennesket skal være herre over arbejdet, ikke slave af det. Derfor hviledagen, som en i følge Bibelen guddommelig anordning: »Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud, da må du intet arbejde udføre...« (2. Mos. 20,8-10 ff).

Ethvert arbejde kræver sin tilsvarende løn. Dette princip er godt, såfremt det ikke misbruges til uretfærdigt profitjag.

Foruden retten til retfærdig løn har enhver ret til ejendom. Imidlertid har denne ret sine grænser. Jorden tilhører ikke enkelte mennesker, men alle. Alle har ret til denne jord og ret til at leve af den. Derfor har retten til privat ejendom sin grænse der, hvor spørgsmålet om, hvad den anden behøver for menneskeværdigt liv, rejser sig. Heller ikke kan spørgsmålet privatejendom ses isoleret fra samfundet - det er netop et socialt spørgsmål, der ikke kun gælder enkeltpersoner, men i lige så høj grad nationerne indbyrdes.

* * *

Til personlig overvejelse:

• Så godt som alle opfindelser og andre resultater til bedste for menneskeheden fører skade med sig.
• Hvorfra skal efter din mening de ansvarlige hente retningslinier for deres afgørelser og for deres handlen?

- Hvordan opfatter du dit arbejde - som en berigelse eller som belastning for dig selv som det menneske, du gerne vil være?

- Fornemmer du, at de kristne har gjort for lidt for at fremme retfærdige løsninger på sociale spørgsmål?

* * *

Mon ikke vi nu er nået dertil, at adskillige læsere fornemmer en voksende forundring: det er dog kolossalt, så positive ting der fra kristent hold pludselig kan siges om livet på denne jord; denne jord, »i hvis favn der hades og myrdes, slægt efter slægt...« - Er der ikke længere noget, den kristne må tage afstand fra? Hedder det for eksempel ikke i 1. Joh. 2,15: »Elsk ikke verden, ejheller de ting, som er i verden...«???

Fuldstændig rigtigt! Vi skal ikke tilbageholde den del af Bibelen, hvor der siges et afgjort og hårdt nej til verden. Og det siges der, hver gang mennesket bruger sin verden på en sådan måde, at det kommer væk fra Gud og fra Guds plan både med mennesket og med dets verden. Så fremmedgøres mennesket fra sig selv og sin bestemmelse, fordi det fremmedgøres i sit forhold til Gud. Det sker, når mennesket indsætter en anden gud, og det bliver jo nødvendigvis en afgud, nogen eller noget, der hører den skabte verden til - og som, ved at blive ophøjet til gud, gør mennesket til slave - gud penge, gud status, gud sex osv. Mennesker, der kommer til klarhed over, at de har været på sådanne afveje, må - for at genvinde frihed og uafhængighed - sige et afgjort nej til sådanne slavelænker. En kristen vil åbent erkende, at han har været i færd med at skifte Gud ud med en afgud, det vil sige: et stykke verden har fået en uretmæssig plads i hans hjerte. Dette misforhold vil han erkende som en synd og handle i overensstemmelse hermed. Men at tage afstand fra et misbrug og genetablere tingenes rette orden er ikke det samme som at foragte eller hade verden en bloc.

Efter at dette er sagt, kan det næppe misforstås, når Bibelen også taler om den onde verden, som vi ikke må ligedanne os med (Gal. 1,4; Rom. 12,2). Her står »verden« som indbegreb for egoisme, jordbundethed, materialisme, ondskab. Dette hører jo også menneskets verden til, fordi det bor i menneskets hjerte og perverterer menneskets forhold til alt, hvad det rører ved. Endnu engang: det er denne i og gennem mennesket forvrængede verden, Bibelen dømmer. Men Guds dom er ikke destruktiv, hans dom er genoprettende, rensende, ting bliver sat på plads, livet kan leves videre med udgangspunkt i en ny begyndelse.

Her ligger betydningen af askese og offer/afkald. Fodboldspilleren træner for at bevare kondien. Forskeren mobiliserer al sin sagkundskab, sin flid og koncentrationsevne for at nå frem til et resultat. Her råder en lovmæssighed: Hvem der vil opnå noget, må yde en indsats. At mennesket blandt andet hælder til uorden og ladhed er en almen erfaring. Askese har til formål at mobilisere ånd og vilje, hvor tilbøjelighederne ellers driver deres spil med os. Selvdisciplin og afkald har ingen værdi i sig selv og skal ikke dyrkes for deres egen skyld, de er netop kun midler til at nå et attraktivt mål. Askesen, hvorom der her tales, er ikke nogen åndelig konditræning, der drives i fritiden; den er tværtimod et princip, som er afgørende for den måde, hvorpå man lever hverdagen - fra morgen til aften. Den består ikke i specielle øvelser, men i den bevidste måde, hvorpå tingene gøres. Hvad det her drejer sig om, er for den kristne netop ikke fornægtelse af verden, af livet, men i alle ting at leve på kærlighedens niveau. Forblive der, kæmpe for at forblive der under alle omstændigheder. Da bliver der brug for at kunne sige nej til sig selv og sine umiddelbare tilbøjeligheder. Med forsigtighed kan begrebet »offer« nu og da finde berettiget anvendelse. Vel at mærke på betingelse af, at man forstår ordet rigtigt:

»Offer« har intet med selvdestruktion at gøre, offer betyder - sagt i al jævnhed - at give afkald på noget godt for et større godes skyld.

Først og fremmest må det stå helt klart, at Gud ikke føler nogen speciel glæde ved, at vi gør os livet tungt. Nej, Guds glæde er det levende menneske. Og hertil kan en sund askese hjælpe betragteligt, fordi liv kræver frihed, også indre frihed.

En hovedindvending mod den kristne tro dyder: I kristne tager ikke livet og verden alvorligt. I lægger al vægten på det hinsides, på det evige liv, og I underkender - for ikke at sige ringeagter - derfor jordens gaver og glæder. I tager ikke tilværelsens udfordringer alvorligt. I er ikke helhjertede i jeres indsats her i livet, I lukker øjnene for al den skønhed, som findes rundt om jer...

Forhåbentlig har dette brev gjort klart, at problemstillingen »Gud eller verden« er forkert. Det dobbelte bogholderi, som mange kristne fører: seks dages almindeligt liv »i verden«, om søndagen en time til Gud -stemmer ikke. Det helt almindelige liv med alle dets store og små gøremål er stedet, hvor vi kundgør, om Gud betyder noget for os eller ej. Sådan forstået må den kristne være »verdslig« for overhovedet at være kristen. Det er jo i den kristnes oprigtige kærlighed til verden og til mennesker, at Guds kærlighed til verden og til mennesker erfares. I denne tingenes sammenhæng bliver den kristnes tjeneste i verden helt konkret til gudstjeneste.

* * *

Til personlig overvejelse:

• Prøv ved hjælp af følgende bibelsteder at belyse den kristne begrundelse for »nej til verden«:
• Joh. 1,10; 15,18-16,4; Rom. 1,18-32; 12,2 og Gal. 1,4.
• Hvad ville du i dag regne til en »gudfjendtlig ond verden« - i politik, kultur og samfundsliv?
• Religiøs begrundet faste er igen ved at vinde frem. Slankekure hører også til dagsordenen.
• Er der forbindelseslinier mellem disse to former for faste?

Leo Xlll's rundskrivelse Rerum novarum, 1891. Dansk: Pavestolen og Arbejderspørgsmålet. København 1942.

Pius Xl's rundskrivelse Quadragesimo anno, 1931. Dansk: Om genoprettelse af den sociale orden og dens fuldkommengørelse efter Evangeliet.

I anledning af 40-årsdagen for Leo Xlll's hyrdeskrivelse Rerum novarum. Særtryk af Nordisk Ugeblad«, København 1932.

Johannes XXlll's rundskrivelse Mater et Magistra. Vort sociale ansvar. København 1961.

Johannes XXlll's rundskrivelse Pacem in terris. Fred på jorden. København 1963.

Paul Vl's rundskrivelse Populorum Progressio. Om folkenes fremskridt. København 1967.

Det annet Vatikankonsils pastorale konstitusjon Kirken i verden av i dag. Oslo 1966.

Paul Vl om Aktuelle Samfundsproblemer. Apostolisk brev i anledning af 80-årsdagen for Leo XIII's rundskrivelse Rerum novarum. København 1972.

Det annet Vatikankonsils dekret Legfolkets apostolat. Oslo 1966.

Johannes Paul II, Menneskets forløser. København 1980.

Johannes Paul II, Menneskets arbejde. København 1982.

B. Albrecht, H. Urs von Balthasar, Nachfolge Jesu Christi mitten in dieser Welt. Freiburg 1971.

R.P. McBrien, Katolsk Tro gennem to Årtusinder. København 1987, V. del.

Den hollandske Katekismus for Voksne. København 1983. IV. del.

Fra serien »Ånd og Liv«, følgende hæfter:

Troen har hjamme på jorden. København 1981.

Det kristne kald. København 1982.

Fred. København 1984.

J. Fuchs SJ, Christian Moralty, The Word Becomes Flesh. Dublin, Washington 1987.

J. Callagher, The Basis for Christian Ethics. New York, Mahwah 1985.

G. Gräfen (Hrsg.), Leistungsgesellschaft und Mitmenschlichkeit. Freiburg 1971.

W. Grafl, Zwischen Rückzug und Aufbruch. Graz/Wien/Köln 1977.

J. Gremillon (ed.), The Gospel of Peace and Justice. New York 1984.

B. Hahring, Free and Faithful in Christ. Guilford, London and Worchester 1981 .

J. Joachim u.a., Kirchen in gemeinsamer Verantwortung. Kevelaer 1982.

K Magiera (Hrag.), Menschen - Christenmenschen. Kevelaer 1974.

V.-D. Marsch, Die Folgen der Freiheit. Gütersloh 1974.

J. Moltmann, Håbets kirke. København 1972.

H. Oppenhelmer, The Hope of Happiness. London 1983.

H. Peschke, Christian Ethics, vol. l. Alcester, Warwickshire 1986. 6. ed.

H. Peschke, Christian Ethies, vol.ll. Alcester, Warwickshire 1990, 6. ed.