Skyld og tilgivelse

Ændret syndsbevidsthed

Kirke og syndsforladelse

Hæmninger ved skriftemålet

Et liv levet ud fra tilgivelsen

»Menneskets store skyld er ikke de synder, det begår, for fristelsen er overvældende, og dets styrke er ringe. Menneskets store skyld er, at det til enhver tid kan omvende sig og ikke gør det.«

En mus, der forfølges af en kat, flygter ind i en gang. Men gangen bliver smallere og smallere, og til sidst afskærer en væg enhver flugtmulighed. »Du er gået den forkerte vej! Du kan kun befries fra blindgyden, hvis du vender om og skifter retning«, sagde katten og spærrede gabet op...(Frit efter F. Kafka.)

Kan det være en lignelse om menneskelivet? Livet som en vej med ensrettet færdsel, der ubønhørligt fører til ophør? En vej uden muligheder for at vende om og begynde forfra?

Denne opfattelse ligger det kristne menneske fjernt. Troen åbner døre i begge retninger. Det, der ligger forude, er ikke en væg, men en fremtid, som det lønner sig at satse på. Det kommer vi ind på i brev nr. 22. Hvad der interesserer os i foreliggende brev, er vejen tilbage. Ikke sådan at forstå, at vi kan skrue tiden baglæns. Men vi kan komme bag om vor skyld, vende om og begynde forfra.

Ethvert menneske føler sig på et eller andet tidspunkt skyldig. Skyldfølelsen kommer fra, hvad man forvolder andre, men også fra, hvad man undlader at gøre. Psykologer og læger ved, at årsagen til legemlige og sjælelige sygdomme - lige fra mavesår til depressioner -kan føres tilbage til ubearbejdet skyldfølelse. Man hører af og til sagt, at mennesket af i dag ikke længere har nogen skyldfølelse. Det er kun delvist sandt. Selv når mennesker prøver på at undskylde deres fejl (»jeg har fået en autoritær opdragelse«, »jeg har manglet tryghed...«), beviser de netop ved at fralægge sig ansvaret for skylden, at det er skyldfølelsen, der belaster dem.

Men det er rigtigt, at forestillingen om, hvad skyld er, har ændret sig. Dybdepsykologien, socialpsykologien og adfærdsforskningen har gjort det klart, at nedarvede adfærdsmønstre, opdragelse, omverdenen og andre forhold yder en væsentlig indflydelse på menneskers adfærd. I erkendelsen heraf drog mange den forhastede slutning, at videnskaben havde givet »syndsforladelse« for al skyld. Men denne konklusion er i mellemtiden veget pladsen for en nøjere betragtningsmåde: mennesket oplever, at det ikke blot styres udefra af givne betingelser. Ved sin tænke- og handlemåde formår det tillige at ændre sine livsbetingelser og verden omkring sig. Der er således stadig spillerum for en frihed, i hvilken mennesket enten består sin prøve eller gør sig skyldig. - Men ydre omstændigheder kan uden tvivl formindske ansvaret og dermed skylden; utvivlsomt findes der også en falsk og sygelig syndsbevidsthed, der for eksempel kan hidrøre fra opdragelsen.

Endnu en ting har ændret sig. Mange mennesker sætter ikke længere deres svigten og deres synd i umiddelbar forbindelse med Gud. Ethvert menneske oplever ganske vist, at det synder, for synd er klart håndgribelig. Men syndens rødder ligger dybere og kan ikke erfares på samme måde som selve synden.

I første omgang gør man sig skyldig over for andre mennesker. Men når man gør sig skyldig over for andre, forsynder man sig tillige mod Gud. Skyldens rod er det ødelagte forhold til Gud. Men det kan man kun erkende ud fra troen.

Hvis vi kun ser synden som en overtrædelse af abstrakte bud, som en kriminel handling eller som noget

umoralsk, holder vi os til overfladen. Bibelen ser synd deri, at ens tænke- og handlemåde har taget en forkert retning, der fører bort fra Gud. Som følge heraf opstår der uorden i mit forhold til mine medmennesker og til mig selv. (Smlg. brev nr. 8.)

Men ikke enhver, der synder, har til hensigt at vende sig bort fra Gud. Mange synder er simpelt hen udtryk for inkonsekvens, halvhjertethed. Det siger derfor sig selv, at der er forskellige grader af synd (smlg. brev nr. 8). Allerede apostlene skelnede mellem fejl, som alle begår (Jak. 3,2; 1. Joh. 1,8), og synder, der fører til døden (1. Joh. 5,16 f; Kol. 2,13 bl.a.). - En svær synd (dødssynd) begår den, der i klar erkendelse og i fuld frihed handler imod Guds vilje. Gud dømmer ikke mennesket efter de faktiske omstændigheder alene, men efter dets sindelag, dets hensigt. Der er derfor ikke to helt ens synder i denne verden.

Det er ikke meningen, at mennesket, når det erkender sin tilbøjelighed til at synde, skal ydmyges eller gribes af angst. Det skal tværtimod hjælpes til at kunne frigøre sig fra synd. Et menneskes modenhed viser sig bl.a. ved, at det vedgår sin skyld. At skubbe skylden fra sig er en typisk barnlig reaktion.

Men intet menneske kan tilgive sig selv sin skyld. Det er henvist til andre, som vil »forlade« det. Det hjælper, hvis man gør en gjort skade god igen, bilægger en strid eller betror sig til tredjemand og derigennem korrigeres og tilgives. Men det medfører ikke den fulde befrielse, fordi ethvert ansvar og dermed al synd i sidste ende har med Gud at gøre. Men hvordan er det muligt at genoprette kontakten med ham? Vel nok kun, når synd ikke længere skiller os fra ham. Men kan det, der er sket, gøres ugjort?

Her hjælper det hverken at fortrænge eller skyde fra sig. Det fører snarere til komplekser. Men hvad kan man gøre ud over at fortrænge, når udsigten til nåde og tilgivelse ikke er til stede? Det er frygteligt at slæbe rundt på en svær skyld livet igennem.

I brevet »En tro, der gør fri« (nr. 9) blev det påvist, at Gud for sit vedkommende gør alt for at tilgive og drage mennesket tilbage til sig. Her drejer det sig derfor om, hvad der bør ske fra menneskets side.

Med »omvendelse« forbinder vi ikke kun positive forestillinger. Når vi må vende om, fordi vi har forløbet os, oplever vi skuffelse over os selv. Dette er utvivlsomt et vigtigt aspekt af begrebet omvendelse. For er man på en vej, der fører bort fra målet, vil man også tage den anstrengelse og møje med i købet, der kræves for at komme på ret vej igen.

Der eksisterer imidlertid også omvendelse, der føles positiv, befriende. F.eks. når ægtefæller er blevet fremmede for hinanden og enes om at begynde forfra. Eller når nogen kommer tilbage efter lang tids adskillelse og ved, at han er ventet. I disse tilfælde forbinder begrebet »omvendelse« sig med bevidstheden om en ny chance. Det er dette, Bibelen først og fremmest mener med omvendelse og bod.

Mennesket fristes til stadighed til at kredse om sit eget Jeg og kun søge sig selv. Derfor skal det kristne menneske livet igennem gentage og uddybe sin fundamentale afgørelse for Gud. Derfor er omvendelse et væsentligt element i troslivet og må ikke kun ses i forbindelse med skriftemålet. »Vend om og tro!« lyder det kort og træffende (Mark. 1,15). Kristertroens dynamik ligger i, at den kristne ved, at han aldrig bliver færdig, at han altid skal begynde forfra. Men han ved også, at han til stadighed har mulighed for at begynde på ny. Derfor er glæden også bodens kerne; det bitre ved boden er kun den ydre skal.

»Anger« er et andet ord for menneskets omvendelse til Gud. Anger er ikke så meget et spørgsrnål om følelse som erkendelse og vilje. Anger indebærer indsigt i egen skyld, en afstandtagen herfra og et forsæt om at rette sin vilje ind efter Guds. Derfor er sand anger altid forbundet med et forsæt om, at man fremtidigt vil undgå denne synd. Har man i sit indre reelt vendt sig bort fra synden, bliver et sådant forsæt en selvfølge. På samme måde er der med sand anger forbundet hensigten om så vidt muligt at gøre gjort uret god igen, f.eks. ved undskyldning, ved forsoning, ved tilbagelevering af uretmæssig ejendom osv.

Angeren er så afgørende for overvindelse af synden, at Gud straks tilgiver os, så snart vi vender os til ham. Der består ganske vist - som vi snart skal se - en forpligtelse til at bekende sin skyld i skriftemålet, i hvert fald når det drejer sig om en svær synd. For virkelig anger indebærer også beredvillighed til at gå den vej, Jesus viser synderen.

Hvis man vil frem til en sådan nyorientering, er det nødvendigt, at man regelmæssigt besinder sig på sig selv og på, hvilken retning ens liv tager: Hvor står jeg? Hvor er mine svage punkter? Hvor ender jeg, hvis alt går videre som hidtil? Er jeg ved at komme ind i en skæv udvikling?

En sådan analyse af ens ståsted kaldes »samvittighedsransagelse«. Det drejer sig ikke om at bore i fortidens nederlag, men om en nøgtern status: Dette er forudsætning for enhver kursændring og positiv beslutning. Nogle mennesker finder vejledning hertil i et såkaldt "skriftespejl". Et skriftespejl består i al enkelhed af en række spørgsmål eller punkter, som berører almene menneskelige forhold og situationer fra "dagen og vejen". Giver man sig tid til at dvæle ved disse stikord og korte sætninger, vil der pr. association stige erindringsglimt op fra ens egen tilværelse.

Man kan ikke bortforklare, at synden er en realitet, også i ens eget liv. Det kan enhver kristen nok skrive under på, ligesom han også vil gå med til, at omvendelse og kursændring er en nødvendighed. Meningerne er først delte ved spørgsmålet om, hvilken rolle Kirken spiller ved syndsforladelse.

»Synd er da noget helt privat«, siger mange. »Det bringer jeg i orden med Gud alene.« Men er synd nu også kun en privatsag? I første omgang forekommer det ganske plausibelt, men ved nærmere eftertanke forkert. Vi har flere gange observeret, at synd også altid besidder en »social« side. Det er ikke kun tilfældet ved for eksempel underslæb eller tyveri. Selv en fuldstændig personlig skyld kan belaste et menneske i den grad, at et ægteskab, en hel familie lider derunder. Derfor afviser Jesus også udtrykkeligt den, der kun vil komme til Gud med sin skyld og ikke vil vedgå den over for den, han har krænket. »Hvis du nu bærer din gave frem til offeralteret og der kommer i tanker om, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive der ved alteret, og gå så først hen og forlig dig med din broder, og kom så og bring din gave!« (Matt.5,23-24).

Men denne » samfundsmæssige « side af synden når endnu længere ud. Ingen kristen må glemme, at han/hun er del af Kirkens fællesskab. Derfor er hver enkelt synd samtidig en forsyndelse mod dette fællesskab. Kirken er jo en levende organisme, hvorfor Paulus kan sige: »Når et lem lider, lider hele legemet« (1. Kor. 12,27). Kirken som helhed belastes gennem den enkeltes synd. Derfor skal forsoning også indbefatte det kirkelige fællesskab. Synd består jo netop i selvtilstrækkelig isolation.

Derfor bliver bod og omvendelse - i hvor høj grad det end drejer sig om den enkeltes personlige handling - først til virkelighed, når den medfører en åbning mod fællesskabet. Og derfor henviser Kristus den synder, der vil omvende sig, til fællesskabet.

Allerede Paulus bevidner, at en svær synd også betyder adskillelse fra det kirkelige fællesskab, og at forsoning derfor også indebærer forsoning med Kirken. (Smlg. 1. Kor. 5,1-5; 2. Kor. 2,5-11.)

Kirken har således fået overdraget forsoningens tjeneste. I dag formidler den det fællesskab med Gud, som er bragt i uorden gennem synden. Jesus ville stifte forsoning mellem mennesker og Gud og mellem mennesker indbyrdes. Dette er fortsat Kirkens egentlige opgave, hvori Jesu gerning videreføres.

I Den hollandske Katekismus står der derfor kort og godt: Kirke betyder tilgivelse.

Der er mange måder at opnå syndsforladelse på. Når mennesker lever efter troen, henholder de sig til Gud. Guds tilgivende kraft er allerede virksom, når som helst et menneske vender sig til ham. Syndstilgivelse sker derfor ved bøn, ved læsning i Bibelen, ved deltagelse i messen, ved forsoning med andre mennesker, ved næstekærlige handlinger...

I historiens forløb har Kirken imidlertid udviklet bestemte former for bod og syndstilgivelse. Sådanne former har vekslet med tiden. Men den »offentlige« eller »private« syndsbekendelse, bøn om tilgivelse og absolutionen via præstens erklæring om syndsforladelse har altid hørt med som faste bestanddele. De nugældende former skal nævnes her:

Under bodsgudstjenesten hører de tilstedeværende Guds Ord, som kalder til omvendelse og nyt liv. De bekender og angrer i fællesskab deres skyld. En slags kort udgave af bodsgudstjenesten forekommer i begyndelsen af enhver messe. Kun hvis Gud tilgiver os vor skyld, er vi forberedt til at fejre den hellige eukaristi.

Den store værdi i disse fælles bodsgudstjenester ligger i, at skyld og tilgivelse i social og kirkelig sammenhæng kommer tydeligt til udtryk. Den fælles samvittighedsransagelse fremkalder sansen for bod og anger i den enkelte; den skærper blikket for synder, som man måske ellers slet ikke ville være blevet sig bevidst. Den viser, at ingen står alene med sin skyld.

Bodsgudstjenesten slutter med præstens forbøn om tilgivelse for alle. Den, der tager del i en bodsgudstjeneste, kan være vis på, at Gud tilgiver ham svarende til hans bodfærdighed. Har man en svær synd på samvittigheden, er man henvist til Bodens Sakramente, inden man igen har adgang til alterfællesskabet.

* * *

Til personlig overvejelse:

Før du læser videre, prøv da at stille dig selv følgende spørgsmål:

- Anser mine omgivelser stadigvæk Bodens Sakramente for væsentligt?

- Hvad betyder Bodens Sakramente for mig?

- Har min indstilling til bod og skriftemål udviklet sig? Hvad har haft betydning for denne evt. udvikling?

- Kan du genkende dig selv i følgende tekster: Matt. 18,12-14; Mark. 2,17; Luk. 7,3~50;18,9-14?

- Har du nogen sinde fornemmet bod som befrielse -eller opfatter du den snarere som en byrde?

- Hvordan ville du foretrække at skrifte: en personlig skrifte-samtale? Eller at være anonym?

* * *

Der er mange muligheder for at få syndstilgivelse, men kun et sakramente, der giver tilgivelse. Den sakramentale syndsforladelse adskiller sig i to henseender fra enhver anden form for syndstilgivelse. For det første drejer det sig om en privat bekendelse over for en præst. For det andet beder præsten ikke om tilgivelse for den skriftende, men med fuldmagt fra Kristus forlader han dig din synd med ordene: »Jeg løser dig fra dine synder i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.« Derved oplever synderen ved tegn og på troværdig vis, at Gud igen har antaget sig ham.

Et menneskes omvendelse virkeliggøres mere intenst og mærkbart i skriftemålet end i nogen anden form for bod. Intet udtrykker den indre omvendelse så magtfuldt som den personlige selvanklage. Men der må være en, der tager imod den og letter byrden. Kirken giver gennem præstevielsen enkelte kristne fuldmagt til at yde forsoningens og syndsforladelsens tjeneste. Men det er ikke menneskene, der her tilgiver synder, men Kristus, der her som altid handler gennem mennesker. Gud møder os på en måde, som vi kan fatte: på menneskelig, erfarbar vis.

For manges vedkommende begynder vanskelighederne uden tvivl her: Hvorfor vælger Gud denne »omvej« via andre mennesker?

Hertil kan vi i hvert fald svare, at i skriftemålet antager både vor anger og Guds tilgivelse konkret skikkelse. I bekendelsen finder vi fra oprør og splittelse tilbage til vor plads for Guds ansigt, og i absolutionen erfarer vi, at han er os nær i sin genoprettende kærlighed. Og det bliver os bevidst, at der ikke eksisterer nogen »privat« vej til frelse. (Derfor kan ingen præst løse sig selv fra egen skyld. Også han er henvist til en anden, der besidder fuldmagten.)

Desuden imødekommer skriftemålet menneskets trang til at give udtryk for, hvad der piner og tynger. Alene dette virker befriende. Tænk f.eks. på hvor vigtigt det er for et ægteskab, at der fra tid til anden tales ud om fejl og vanskeligheder. Tavshed kan føre til fællesskabets død. Ikke så få mennesker, der ikke finder vej til skriftestolen, går måske til lægen, til en psykolog eller til en god ven for at tale ud.

Det er ikke Gud, der har behov for bekendelsen, men mennesket, som herigennem kan blive virkelig frit. I dialogen kommer sandheden om en selv bedst for dagen. Men dialogen behøver et synligt Du. Kristus selv, som vi vender os til, når vi gør bod, kan vi ikke se. Men vi får lov til at møde ham gennem et menneske, ved hvem Gud når os med sin tilgivelse.

Enhver må uden tvivl overvinde hæmninger for at kunne bekende sin skyld over for en anden. Men bod og omvendelse må nu engang ikke vige tilbage for vanskeligheder. Så meget desto mere opleves lykken og befrielsen bagefter. To omstændigheder kan imidlertid hjælpe os til at fjerne vor skyhed:

Skrifteseglet - Det, som præsten hører i skriftemålet, må han ikke bruge mod nogen som helst. Allerede det, han bliver bekendt med uden for skriftemålet, falder ind under den embedsmæssige tavshedspligt, som også gælder for visse stillinger i samfundet. Men skrifteseglet er langt strengere og kender ikke til undtagelser. Også statens love respekterer denne tavshedspligt.

Anonymitet - Skyheden ved at skrifte kan mindskes ved, at den, der skrifter, kan forblive fuldstændig anonym. Ingen har pligt til at skrifte for en præst, vedkommende kender. Skriftestolens mørke hjælper også til at garantere anonymiteten.

På den anden side er der netop nu om stunder mange mennesker, der i skriftemålet også søger den personlige samtale, individuel rådgivning, åndelig vejledning. Det sker ikke så sjældent, at folk skrifter for præsten i hans private bolig. I moderne kirker går man mere og mere over til at supplere skriftestolen med et skrifteværelse.

Skyhed og hæmninger over for skriftemålet foranlediges sandsynligvis slet ikke af selve bekendelsens situation. Måske skyldes ubehaget langt mere en indre modstand mod den indsigt, som selvransagelsen fører med sig. At vedkende sig skyld falder de fleste svært; enhver vil gerne stå pletfri i egne øjne. Derfor viger man gerne udenom. Men er selverkendelsen brudt igennem, kan det til gengæld ske, at der opstår et behov for at tale ud med nogen.

* * *

Til personlig overvejelse for katolske læsere:

- Skulle du nære ønske om at gå til skrifte igen efter en lang pause, kan følgende overvejelser måske være dig til hjælp:

- Du kan frit vælge, under hvilken form du vil skrifte. Du kan derfor ikke gøre noget forkert, hvis du virkelig er opfyldt af anger, og når du oprigtigt nævner, hvad i det mindste du selv har erkendt som en svær synd, ved dets rette navn. - Spørg i forvejen dig selv om grunden til, at du ikke har skriftet i længere tid. Kan det skyldes afskrækkende barndomserindringer - dårlige erfaringer omkring skriftemålet - generthed eller skyhed ved at skulle bekende en svær synd angst for konsekvenser - manglende syndsbevidsthed?

- Fremfør det ganske roligt i begyndelsen af skriftemålet. Du kan også sige, hvorfor du ønsker at skrifte netop nu. Desto bedre kan præsten komme ind på din personlige situation.

• For at få overblik over den forløbne tid er det nok, hvis du prøver dig selv ud fra tre aspekter:
• Ansvar over for Gud?

- Ansvar over for andre?

- Ansvar over for mig selv?

Det drejer sig her om et forsøg på at beskrive sig selv, ens fejl, kvaliteter, vaner; om man er tilfreds med sig selv eller ej. - Der foregår meget i ens indre, meget trænger sig på for at komme ud: følelser, tanker, ønsker. De er årsagerne til de fleste synder. Selverkendelsen skal helt til bunds i disse dybder.

Efter afsluttelsen af skriftemålet og en eventuel samtale absolverer skriftefaderen med de før nævnte ord. Skriftemålet er så at sige en retshandling. Synderen er den anklagede. Han rejser anklage mod sig selv. Men formålet er ikke dom, det er frifindelse. Ikke nok dermed. Her bliver ikke alene tilgivet; her genoprettes ægte retfærdighed. Det forgangne slettes ud. Når mennesket har mødt Gud, vender det hjem til sig selv som en anden. Gud tilgiver ikke kun, han er Skaberen, der skaber nyt. Den, der kan skabe liv ud af Intet, kan også skabe et nyt og andet menneske ud af en synder. Det syndige menneske er dødt, et nyt menneske har fået liv. Derfor taler Bibelen om et nyt liv, en ny skabning, en ny ånd. (Smlg. brev nr. 9.)

Gud er altid på menneskets side, selv om det vender sig bort fra ham. Fordi Gud elsker. Tilgivelse er »den skikkelse, kærligheden iklæder sig, når der sker uret mod den« (R. Guardini). Menneskelig bod kan ikke frembringe en fred og glæde, der kan måle sig med bevidstheden om, at Gud har tilgivet.

Gud udsletter skylden. Men dermed er ikke alle følger af synden skaffet af vejen. Har man først erfaret, hvordan tilgivelse føles, vil man også bestræbe sig på at lade tilgivelsen få konsekvens i livet. Det går ikke altid. Et stjålet pengebeløb kan man levere tilbage. Det er vanskeligt at tilbagekalde en bagtalelse; som regel bliver noget hængende. Men har man ingen mulighed for at gøre skaden god igen direkte, tilskynder ægte omvendelse til at gøre godt mod den skadelidte på et andet område, hvor der måtte være mulighed herfor. Man har behov for at gøre bod, selv om skylden er tilgivet.

Men hertil kommer endnu et. Vi mennesker er sådan indrettet, at hver handling, vi engagerer os i, afsætter indre spor, som disponerer for gentagelse. En ond handling forbereder i virkeligheden den næste, rent hjernefysiologisk. Bod betyder derfor også, at vi ganske bevidst søger at afmagnetisere disse spor ved en modsat handling. Derved sætter vi en heldig proces i gang inde i os selv. Thi også en god handling forbereder den næste i samme retning.

På det etiske plan betyder dette, at bevidstheden om, hvad der er ondt, og hvad der er godt, enten afstumpes eller skærpes.

»Bodshandling« - Nu forstår man, hvorfor præsten i Bodens Sakramente efter syndsbekendelsen pålægger en bod. Det sker nu om stunder oftest i form af bøn, som ikke står i noget rimeligt forhold til den begåede synd. Den er kun et fattigt tegn på, at synderen burde gøre bod og slå ind på en ny vej.

Fremfor alt må den, der tilgives, selv være rede til at tilgive. Den, der har opnået tilgivelse, skal give af

kald på had og hævn. »Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere!«

Den, der er gået ad syndens, omvendelsens og tilgivelsens vej, kan nu være Gud nærmere, end før han syndede. Jesus siger: »...hvem lidet tilgives, elsker lidet!« (Luk. 7,47). Synderen, som tilgives, erfarer Guds kærlighed. Og derfor vover Augustin at tale om en »lykkelig synd«.

Til yderligere uddybelse af emnet kan anbefales:

K. Baumgarten, Erfahrungen mit dem Bussakrament. München 1978.

K. Bertsch, Busse und Bussakrament in der heutigen Kirche. Mainz 1970.

Richard P. McBrien, Katolsk Tro gennem to Årtusinder. Kobenhavn 1987, s. 358-360.

D. Cremer, Lasst euch versöhnen mit Gott. Würzburg 1972.

G. Debbrecht, Beichte - für mich. Freiburg 1987.

D. Emeis, Mit den Sakramenten leben. Freiburg, Basel, Wien 1993.

R. H. Duffy, Penance. 1: F. Schüssler Fiorenza and J.P. Calvin (ed.), Systematic Theology 2. Minneapolis 1991, s. 231-248.

J. Dullan, The Reconciling Community, The Rite of Penance. New York, Pueblo 1986.

Forsoning gennem Bodens sakramente. (Bodsritualet) Kobenhavn 1978.

B. Häring, Free and Faithful in Christ, vol. I . Worchester 1985, 3.ed., s. 417467.

B. Häring, Sünde im Zeitalter der Säkularisation. Graz, Köln, Wien 1974.

H. Heinz (Hrsg.) Versöhnung in der jüdischen und christlichlen Gemeinde. Freiburg, Basel, Wien 1990.

R. Kennedy, The Continuing Agenda. Minneapolis 1987. K. Lenfers, Trimm dich - besinn dich. Würzburg 1974.

H. Messerschmidt, Bodens sakramente og den kirkelige bodspraksis gennem tiderne. Særtryk af LUMEN 1965.

J. Müller, Freude am Gutestun. Elten führen Kinder zu Busse und Beichte. Würzburg 1974.

M. Schmaus, The Sacrement of Penance. 1. Dogma 5, The Church as Sacrement. London 1990. 8.ed.

M. Schneider, Umkehr zum neuen Leben, Freiburg 1991.

Th. Schneider, Busse. l: Zeichen der Nähe Gottes. Mahlz 1979, s. 187-219.

J. Steiner/H.B. Meyer, Einzelbeichte - Generalabsolution Bussgottesdienst. Innsbruck 1975.