Ægteskabet og kærligheden

Den kristne og ægteskabet

Det kristne ægteskab - et håbets tegn

Forholdet mellem mand og kvinde er i dag det sted, hvor de fleste menneskers liv afgøres... Enten finder de heri vejen til sig selv, til medmennesket, til Gud, eller de ser kun sig selv og hinanden og går menneskeligt til grunde.

Lykke er, hvad alle mennesker stadig higer efter som noget, der er forbundet med selve livets mål og mening. Men hvori består lykken? Er lykke noget, man skaffer sig? Er man sin egen lykkes smed? Eller kommer lykken gratis (gratia: nåde) til en - er den altså noget, der slet ikke kan erobres, noget man ikke kan gøre sig til herre over? Hvorfra kommer lykken i det hele taget? I hvilken retning skal man søge den? Faktum er, at lykke for de allerfleste mennesker er uløseligt forbundet med kærlighed, selv om der også går andre ting med ind, såsom godt helbred, godt arbejde og så videre. Men først og fremmest er lykken et godt familieliv, ja, lykken er stadig et godt ægteskab. :

Billedet af ægteskab og familieliv har ændret sig radikalt i løbet af det sidste par menneskealdre. Hvor det før var almindeligt med flere generationer under et tag og en talrig børneflok, er det nu kernefamilien med et til to børn, som er det fremherskende.

De fleste yngre ægtepar hilser denne ændring velkommen som øget frihed. Til gengæld er mand og kone mere henvist til hinanden, hvilket kan gøre det svært at klare krisesituationer.

Med til billedet hører, at kvinden er rykket ud i erhvervslivet på lige fod med manden. Det skaffer flere penge til huse og giver også kvinden del i den følelse af uafhængighed og egenværd, som er forbundet med eget indtægtsgivende arbejde. Men trods al god vilje er det alligevel i overvejende grad sådan, at den tungere ende af husarbejde og småbørnspasning falder på kvinden. Hun bliver derved udsat for en dobbelt belastning, ofte forbundet med skyldfølelse; huset roder, maden er tilfældig, og børnene ser for lidt til deres mor. (Hvilket i lige så høj grad gælder faderen.)

Men heller ikke de kvinder, som af den ene eller anden grund bliver hjemme, befinder sig helt vel ved situationen. Ofte føler de, at de isoleres fagligt og menneskeligt; de ser måske med ængstelse frem til den dag, hvor børnene ikke mere har brug for dem, og hvor de sidder alene tilbage i den toværelses eller i parcelhuset med en forældet uddannelse.

Men hertil kommer i alle tilfælde andre forhold, som i det lange løb kan virke belastende på ægteskabet. Hjem og arbejdsplads ligger i regelen langt fra hinanden. Det betyder ikke blot trættende trafik i myldretiden oven i en stresset arbejdsdag, men det betyder tillige, at hjem og arbejdsplads bliver to hinanden fremmede verdener. Mand og kone har oftest hver deres arbejdsplads, som udgør en betragtelig del af dagliglivet for dem begge. Ikke altid falder det let at give hinanden del i de oplevelser, skuffelser og små sejre, man har høstet dagen igennem, heller ikke i det menneskelige samvær på godt og ondt. Dette kan under omstændigheder bidrage til at svække følelsen af samhørighed ægtefællerne imellem, hvor tidligere tiders fælles arbejdsplads bidrog kraftigt til at styrke den (landbrug, værksteder, gartnerier, mindre handlende).

Resultatet af det moderne arbejdsliv og dets betingelser bliver for det meste, at familielivet må trænges sammen til aftenens korte timer (hvor man er træt) og til week-end'en (hvor man skal hvile ud). Ikke desto mindre kan det for mange familier være svært nok at få week-end'en til at gå. Da man har så lidt fælles i det daglige, har man heller ikke rigtig noget at være fælles om i fritiden.

Dette opleves som meget skuffende, ikke mindst fordi der næres forventning om, at hjem og familie skal bøde på kulden, ligegyldigheden, anonymiteten i det moderne samfund. Hjemmet antager karakter af tilflugtssted, men når man endelig er hjemme igen, er man for det meste fysisk og psykisk udkørt, har behov for at afreagere, finde forståelse og varme - men hvem har noget at give af? Begge ægtefæller er jo i samme båd. Alt dette belaster ægteskabet. Man kører træt af hinanden, træt af det hele og drømmer om at søge lykken andetsteds. Så opkommer den tanke, som støttes kraftigt udefra, at ægteskabet har overlevet sig selv; når levealderen er blevet så høj, kan det ikke mere lade sig gøre at leve med samme partner hele livet. Udkast til alternative samlivsformer trives godt i et sådant klima: prøve-ægteskab, papirløst ægteskab, ægteskab på tid og andre eksperimenter. Skilsmisse, der tidligere ansås for en yderst alvorlig sag, fremtræder under disse forhold som rimelig måde at løse ægteskabelige konflikter på.

Men konflikter, som gennemleves og forarbejdes, hører med til den menneskelige modningsproces. Også inden for ægteskabet.

Ægteskab, familie og kærlighed hører sammen. Kærligheden siger: det er godt, at du er til netop som det menneske, du er. Din kærlighed skænker mig glæde og håb. Fordi du er til, er jeg glad for at leve. Jeg elsker dig for din egen skyld, og ikke af nogen som helst anden grund.

Hvem der ved sig elsket, har ikke nødig at kæmpe for sin eksistensberettigelse; den er trygt forankret i den andens kærlighed. Trods bevidstheden om egne fejl og mangler hersker der en lykkelig forvisning om, at livet vil lykkes sammen. Som den franske filosof Gabriel Marcel har sagt: At elske nogen er det samme som at sige til vedkommende: du skal ikke forgå! I én af farao Tut-ankh-ammons mumiekister lå et digt til hans dronning, hvori følgende strofe forekommer:

»Ræk mig din hånd med din ånd i!

Råb mit navn i al evighed

og jeg skal ej dø!«

Begge de elskende finder i den anden livets kilde.

Hvad vi har været inde på i det foregående har sikkert gjort det klart, at kærligheden i følge sit væsen vil vare. Digteren Albert Camus har sagt det sådan:

At elske betyder at indvillige i at blive gamle sammen. Et troskabsløfte »på tid« er imod kærlighedens natur, ligesom parforhold, hvor man vil prøve, om det går, om man »passer sammen«, inden man binder sig, er det. Hvad man reelt opnår, er i virkeligheden en aftestning af hinanden - hvilket er det samme

som at sige: Jeg er ikke nået længere i min tillid til dig, end at jeg lige må forvisse mig om, at du nu også er den helt rigtige for mig. Om du passer mig! Dette er med vilje noget firkantet sagt for at gøre opmærksom på det skjulte bedrag, der ligger i det fælles forsæt: Vi vil først se, om vi passer sammen. Hvad man nemlig ikke når ind til ad denne vej, er den andens uudgrundelige mysterium som person, som netop dette enestående menneske i sig selv og for mig. Virkelig del i den anden og i hinanden får man kun i fuld tillid, ved at gå ind for hinanden betingelsesløst. I modsat fald når man ikke længere end til »som om...« med alle den bristede illusions triste efterklange:

»Du er imod mig kommet, som kom du kun til mig. Du er igen bortgået, som tog du mig med dig. Og du har mod mig været, som var du nær hos mig, har skænket mig dit hjerte, som var der et i dig...« Ulla Hahn, Over hals og hoved. Digte 1981 Fra tysk.

Da kærlighed og troskab er, hvad alle mennesker fundamentalt længes efter, opleves enhver svigten på dette område som en ulykke. Thi kærlighed og troskab har intet med ejendomsforhold at gøre, smerten ligger på et langt dybere plan: i kærlighed gives og tages der totalt. Det er hele eksistensen, der står på spil - netop der, hvor et menneske har givet sig selv totalt, føler det sig forrådt, hvis det svigtes. Og den, der svigter, leger tankeløst eller brutalt med livets højeste værdier og ender derfor med at forråde sig selv og sætte sine drømme om lykke over styr.

Dette er sammenhænge, som det ikke er populært at fremføre i dag.

For det første betvivles eller fornægtes det almindeligvis, at der skulle eksistere værdier og normer af absolut forpligtende natur. Tanken om, at lykken har en pris, som det er værd at betale, afvises derfor; der er jo så mange måder at være menneske på, så hvorfor skulle »jeg« da betræde en smallere vej end så mange andre?

Hertil kommer, at kærlighed ofte rent sprogligt og derfor også meningsmæssigt sættes lig med sex. Til at være menneske hører et seksuelt behov, og behov kræver tilfredsstillelse, helst her og nu. Først langt senere, når tomhed og lede har afsat en bitter smag, vågner spørgsmålet om vejen til det »gode liv«, og da kan der være slået en hel del i stykker. Og først sent om overhovedet nogen sinde - går det op for ti!hængerne af »eksperimenterende livsstil«, af »åbne parforhold« og så videre, at menneskets dybeste behov er af åndelig art: At være hel, at sætte sig ind, at sætte sig ud over sig selv, at leve for, hvad der er større end en selv.

Hvad kærligheden inderst inde vil - af varighed, troskab, hengivelse er måske ikke sagt stærkere end i følgende linjer fra Højsangen:

»Læg mig som en seglring på dit hjerte, s

om et armbånd om din arm!

Thi kærlighed er stærk som døden,

nidkærhed hård som Dødsriget.

Dens gløder er brændende glød,

dens lue er Herrens lue...«

Det forholder sig da også sådan, at to mennesker, der lover hinanden troskab, normalt ønsker at holde løftet. Et alvorligt ment løfte er jo langt mere end blot nogle ord. Et sådant løfte betyder investering i fælles fremtid i tillid til, at kærligheden forbliver bæredygtig. Det er en beslutning truffet i frihed, og en sådan beslutning binder mennesket i dets inderste. Med den er der jo tillige afstukket en kurs for livet ja, der er sat et mål. Beslutningen er forbundet med håb, og håbet er igen en af de stærkeste drivkræfter i mennesket.

Det er derfor ikke underligt, at noget går i stykker i mennesker, hvis et sådant forhold må opløses.

Da troskaben er kærlighedens og dermed lykkens naturlige livsrum, er det yderst beklageligt, at troskab ofte udelukkende forstås som seksuel troskab. Herved glemmes, at troskab er noget langt mere omfattende. Virkelig troskab betyder den vedvarende vilje til at være til for den anden som det mest betydningsfulde menneske i ens liv og som den, man har et umisteligt ansvar for. Et ansvar, som varetages i hverdagens stort og småt: i vågen opmærksomhed for hinanden, i omsorg, i åbenhed for hinandens oplevelser, interesser, problemer, skuffelser og håb. Der er grund til at tro, at svigter man i sin troskab der - om det nu er af træthed, magelighed eller rutine - så opstår der efterhånden den tomhed og tristhed, som driver mindst en af ægtefællerne til at søge oplevelser andetsteds.

Til langt ind i vort århundrede ansås avlingen af børn og sikring af betryggende grundlag for familielivet for ægteskabets egentlige formål. Manden var familiens overhoved, hvem det tilkom at træffe de afgørende bestemmelser, konen var mor og husmor, bestemt til at tjene mand og børn.

Sådan tænkes der ikke mere på vore breddegrader. I dag har den opfattelse gjort sig gældende, at mand og hustru er ligeberettigede partnere i ægteskabet. Sammen planlægger og former de deres fælles liv. Sammen bestemmer de, hvor mange børn de vil have og hvornår. Ægteskabet opfattes først og fremmest som et kærlighedens fællesskab mellem to ligeværdige og ligeberettigede partnere.

Vilje til fællesskab og vilje til at respektere den anden som person med dertil hørende ukrænkelig frihed går her hånd i hånd. Hertil kræves af begge alt det, der ret forstået ligger i begrebet ægteskabelig troskab. I modsat fald bliver friheden, man er enig om at skænke hinanden, ophav til usikkerhed og angst.

Med det ændrede syn på ægteskab og familieliv er der også sket en ændring i opfattelsen af den menneskelige seksualitet. Tidligere gjaldt den grundregel, at det seksuelle samliv i ægteskabet havde til formål, at der blev født børn. I dag anses det først og fremmest som det mest fortættede udtryk for kærligheden mellem ægtefællerne. Herigennem erfarer begge sig i to-enheden mand-kvinde som værende af absolut og ukrænkelig værdi for hinanden - dyrebare, umistelige, enestående (i betydningen unik).

Tillige oplever lykkelige ægtefæller det som noget yderst glædeligt, når deres ægteskabelige fællesskab udvides til familiefællesskab, idet deres indbyrdes kærlighed tager skikkelse i barnet. Når dette er sagt, må det tilføjes, at også det ufrivilligt barnløse ægteskab besidder sin mening og værdi som et livslangt kærlighedens fællesskab.

To mennesker sætter foden på den fælles vej i glæde, håb, forventning og med megen god vilje. Alligevel sker det ofte, at en lovende begyndelse fortegnes, og på et givet tidspunkt står de to midt i skårene af deres fælles lykke og ser ingen anden udvej end at gå fra hinanden.

»Vi passede ikke sammen, da det kom til stykket« »Vi er gledet fra hinanden, og nu er der ikke mere at stille op«...

Kunsten at elske er titelen på en bog af Erich Fromm, en af de bøger, alle burde læse. Kærlighedens kunst har som enhver anden kunst nogle grundregler, man ikke må forsynde sig imod. Der gives næppe det menneske, som ikke anser kærligheden for det vigtigste i livet; alligevel er de fleste ikke klare over, at der i kærligheden er meget at lære - for kærlighedens skyld. Og at der er visse forudsætninger, som må være opfyldt.

Til kærlighed hører for eksempel en vis modenhed. Ligeså viljen og evnen til at udvikle sin personlighed. Listen over de fordringer, der stilles til ægteskabelig modenhed, er lang:

- evnen til partnerskab, til venskab og samarbejde;

- beredvillighed til at acceptere den andens mangler, til at give slip på ønskedrømme og for store forventninger, til at løse bindinger til den egne familie, især til forældrene, til at erkende sine egne fejl, til at acceptere sine skuffelser, nederlag, begrænsninger;

- ærlig stræben efter at erkende sine motiver for ønsket om at indgå ægteskab, og med netop dette konkrete menneske;

- vilje til at sætte sig ind for den anden, til at gennemleve de uundgåelige kriser, til solidarisk erkendelse af egne fejl og rester af barnagtighed;

- sidst, men ikke mindst må der være sund accept af den anden som person i legemlig-sjælelig enhed. Det seksuelle samliv må folde sig ud i gensidig påskønnelse, i fantasi og festlighed.

Selv om både ægteskab og familieliv hører privatlivet til, er ingen af delene rendyrket privatsag. Hertil er forholdet mellem individ og samfund (jfr. brev 16) og altså også mellem familie og samfund for tæt. Familien behøver samfundet, og samfundet behøver familien. Familien er samfundets urcelle, og samfundet kan derfor ikke være ligegyldig over for de vilkår, der bydes familien. Gennem de børn, der fødes, lever samfundet videre, og gennem de vilkår og normer, samfundet byder den opvoksende slægt, præges dets vækst og udvikling fremover - til det værre eller det bedre.

Derfor besidder enhver ægteskabsindgåelse offentlighedskarakter med den deraf følgende retslige beskyttelse og med de dertil hørende faste ordninger af parrets indbyrdes forhold, såvel på det menneskelige som på det juridiske og sociale plan.

* * *

Spørgsmål til personlig overvejelse:

- I hvor høj grad er du enig i de her fremsatte synspunkter - hvilke af dem kan du dele, fuldstændigt eller delvist, hvilke tager du forbehold over for, hvilke tager du eventuelt helt afstand fra?

- Mener du, at vielsesattesten udgør en trussel mod de to partneres personlige frihed - eller kan du eventuelt begrunde det modsatte synspunkt: vielsesattesten støtter friheden? Skulle du være interesseret i denne side af spørgsmålet, så er der yderligere hjælp at finde i brev 15 og de indledende sider om friheden.

- Kan papirløst ægteskab bidrage til at nedbryde negative barndomserfaringer - eller må det snarere ses som en skjult fortsættelse af utryghedens og angstens vilkår?

* * *

Indtil nu har vi ikke inddraget kirken og troen i vore overvejelser, men holdt os på det fællesmenneskelige plan, idet vi har belyst vilkår og forudsætninger, som gælder for alle mennesker. Nu er det så på sin plads, at vi på dette sted redegør for, hvad troens dimension betyder på dette område, hvor de fleste menneskers lykke eller ulykke afgøres.

Alle kirkesamfund tillægger ægteskab og familieliv den største betydning. I den katolske kirke er ægteskabet endog et sakramente. Mange udenforstående er ikke desto mindre af den opfattelse, at Kirken her ikke har andet at bidrage med end en løftet pegefinger, der viser hen på forbud og påbud.

Som de foregående afsnit har vist, er der også på dette livsområde indbyggede lovmæssigheder, som må tilgodeses, hvis den fælles vej skal føres lykkeligt til ende. Dette er ikke noget, den katolske kirke eller kirkesamfundene har fundet på.

Men da kærlighed, ægteskab og familieliv hører til den menneskelige tilværelses grundstrukturer, kan det ikke være anderledes, end at også Bibelen, troen og Kirken har noget at sige herom.

Bibelens menneskesyn og dens syn på forholdet mellem mand og kvinde møder vi allerede i Bibelens første kapitler (1. Mos. 1-3; se også brev 8). »Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem... Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør jer til herre over den...« (1,27-28). Billedligt fremhæves jævnbyrdigheden mellem Adam og Eva: »Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød«, udbryder Adam, da han vågner.

Såvidt den yngste skabelsesfortælling. I den ældre (2,4-25) fremhæves, at blandt alt det skabte er alene Eva på Adams niveau. Hun frier ham ud af hans ensomhed, og derfor, konkluderer den gamle fortælling, forlader en mand sin far og mor og holder sig til sin hustru, og de to bliver et (jfr. 2,18 24).

Også Jesus ser ægteskabet som grundlagt i Guds skabelsesorden; udtrykkeligt gentager han skabelsesberetningens ord (jfr. Matt. 19,3-9 og Mark. 10,2-12). Han behøver ikke at begrunde ægteskabet, men viser hen på, hvad der altid har været Guds vilje: ægtefolk er forbundet med hinanden af Gud, derfor må de ikke gå fra hinanden, lige så lidt som de må tillade andre at gå imellem dem. Dermed imødegår Jesus dem, der mente at kunne påberåbe sig Moseloven, når de hævdede, at en mand under visse omstændigheder kunne skille sig fra sin hustru.

Ligesom ægteskabet hører skabningen til og som den er ramt af syndens følger, ligeså delagtiggøres ægteskabet, som alt andet, Gud har skabt, i frelsen ved Jesus Kristus. I Efeserbrevet er der givet udtryk for en indsigt herom, som er forblevet grundlæggende for kristendommens og Kirkens ægteskabsforståelse indtil den dag i dag:

»Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være et kød. Den hemmelighed, der ligger heri, er dyb; jeg sigter hermed til Kristus og Kirken.«

Her siges det med klare ord, hvordan kristne skal opfatte forholdet mellem mand og hustru: i sin fulde dybde kan det kun forstås ud fra Kristi forhold til Kirken.

Men, omvendt, betyder dette også, at Kristi kærlighed til Kirken, som er et med ham, synliggøres i ægteskabet. Ægteskabet har altså også på den måde del i en virkelighed, som rækker langt hinsides de to ægtefæller. Vi kan også sige det sådan, at de i deres indbyrdes kærlighed har del i en guddommelig virkelighed af uudsigelig natur, netop et »mysterium«, eller en »hemmelighed«, som Efeserbrevets forfatter udtrykker sig.

Og dog skal vi ligesom udvide synsfeltet endnu mere. Det førnævnte forhold mellem Jesus Kristus og hans Kirke finder vi allerede forudgrebet i Det gamle Testamente, nemlig i den gamle pagt; den pagt, som Gud i sin frelsende kærlighed sluttede med Israel, da han gjorde det til sit folk - efter folkets frie tilslutning.

Ment er Sinaipagten, som de fleste vil huske fra bibelhistorien (2. Mos. kap. 24). Denne pagt bliver hos profeterne gentagne gange sammenlignet med et ægteskab (Esaj. 50,1; Jer. 5,7).

Ægteskabet skal altså være en menneskelig »model« af Guds trofasthed over for sit folk og af den indbyrdes kærlighed mellem Jesus Kristus og hans Kirke. Denne tegnkarakter er så virkelighedsmættet, at ægteskabet ikke kun er et afbillede på Jesu Kristi troskab og kærlighed. Nej, langt mere betyder ægteskabet, at denne kærlighed bliver åbenbar i de to ægtefællers forhold til hinanden - en indsigt, der er foregrebet allerede i Højsangen, hvor det om kærligheden hedder, at den er »Herrens lue« (jfr. afsnittet »troskab« i første hovedafsnit heri). Som Jesu Kristi hengiven sig selv på korset helliger Kirken, således helliger og forløser den ægteskabelige kærlighed de to ægtefæller. Derfor kalder Efeserbrevets forfatter ægteskabet for »en dyb hemmelighed«. Mellem to kristne tildrager der sig i det små, hvad der på Guds kærligheds plan tildrager sig mellem Kristus og Kirken, nemlig at Guds frelse tager skikkelse, bliver til virkelighed hos menneskene. I ægtefolkenes kærlighed er Gud selv nærværende. Derfor er det kristne ægteskab et sakramente, det vil sige: tegn, sted og middel for Guds frelse.

For katolsk tro er kirkelig vielse noget langt mere end en velsignelse. Idet mand og kvinde giver hinanden deres ja-ord over for en præst og mindst to vidner, men oftest i nærvær af en større menighed, skænker de to hinanden ægteskabets sakramente. Kirken knytter gyldigheden til denne ritus, hvorigennem sakramentets virkelighed træder synligt for dagen - også for slægt og venner, som er med til at fejre begivenheden. Og her er det måske på sin plads at minde om, at de, der er med til at fejre et sakramente, ikke blot er tilskuere; idet sakramentet fejres, er Guds frelsende nærvær der for alle tilstedeværende.

De to foran alteret meddeler altså hinanden ægteskabets sakramente i deres frie ja-ord til hinanden med gyldighed for hele livet. Dette må dog ikke få nogen til at mene, at ægteskabets sakramentale virkelighed er begrænset til den hellige handling foran alteret. Nej, tværtimod, ægteskabets sakramentale virkelighed indgår i, former og præger det liv, de to fra nu af har fælles. Det vil sige: deres ægteskab og familieliv er præget i Jesu Kristi liv, død og opstandelse og dermed indoptaget i hans forløsende kærlighed. For de ægtefæller, der søger at leve deres fælles liv, indtil døden dem skiller - ud af denne virkelighed, er der reelt åbnet adgang til et helt nyt liv.

Unge mennesker ved godt, at bryllup på ingen måde garanterer en lykkelig fælles fremtid. Rundt omkring sig har de rig lejlighed til at konstatere, at også ægteskaber har deres historiske forløb - til det værre eller det bedre. Ingen kan bebrejde dem at nære betænkeligheder ved ægteskabet som institution, når man tager nutidens høje skilsmisseprocent i betragtning. I denne situation ønsker mange unge - som tidligere berørt - at sikre sig en lemfældig udvej, hvis forholdet til den forventede livspartner skulle vise sig at blive problemfyldt.

Tankegangen bagved ser rimelig ud. Men den - også den - kommer til kort over for det faktum, at mennesket ikke formår at sikre sig på alle fronter på en gang. »Lad os prøve, om det går!« Med den holdning indleder mange unge et parforhold, ofte med den tanke, at hvis det går godt, vil de senere fejre bryllup.

Og alligevel er der noget i vejen med selve fundamentet for denne beslutning. Netop ved at placere sig i en prøve-situation, afskærer man sig fra at gøre erfaringer om, hvad ægteskabet i følge sit væsen er: et bestandigt, livsvarigt fællesskab med bekræftet vilje til at holde ud med hinanden i gode og onde dage. Og man afskærer sig fra sakramentets nåde. I dobbelt forstand mangler man, hvad der udgør selve grundlaget i ægteskabet. Sikkert afprøver man en masse ting hos hinanden, men rent bortset fra, at denne test-situation som før nævnt er menneskeligt frustrerende, i grunden uværdig - så er det netop ikke ægteskabet, man »afprøver«, men måske i al enkelhed hovedsagelig spørgsmålet om, hvorvidt man kan holde hinanden ud. Og hvis eller når der opstår kriser, hvad hindrer så parterne i at gå fra hinanden? I for tidligt at drage den konklusion, at man alligevel ikke »passer sammen«? Med til billedet hører angst for konflikter, dem undgår man ved at undvige. Men herved overses, at konflikter, som gennemleves, er stationer på den menneskelige udviklings lange og ofte trange vej. Hvad der er tilbage efter bruddet, kan være en tomhed og en frustration som den, Ulla Hahn klager over i digtet »Du er imod mig kommet...« (side 7) i vers 3.

Også på dette plan er ægteskabet anderledes. I ægteskabet, hvor man har forpligtet sig på hinanden for livstid, har man i selve troskabsløftet en vældig støtte, når det gælder om at holde ud i den nødvendige konflikt-forarbejdelse. For det kristne ægteskab gælder endvidere, at troen på den Gud, som er kærlighed og forsoning, befæster begge ægtefæller i tillid, udholdenhed og i stadigt nyt håb for deres fælles fremtid. Derfor er det også vigtigt, at unge nygifte ikke lægger det åndelige liv på hylden sammen med vielsesattesten, men i fællesskab søger at fordybe sig i troens liv.

Som før nævnt imødegik Jesus kraftigt de kredse, som understøttede manden i hans mulighed for at kunne skille sig af med sin kone - om det så skulle være for de rene bagatellers skyld. Skilsmisse var i Jesu øjne slet og ret et tegn for fornægtelse af den kærlighed, Gud har lagt ind i forholdet mellem mand og kvinde som en livsmulighed, det er op til dem at gribe (Matt. 19,6).

Denne uopløselighed er ingen vilkårlig fastsat lov. Den bygger tværtimod på, hvad der, som vi har set, hører til ægteskabets væsen. Ikke sådan at forstå, at den binder mennesker til at holde fast ved det forgangne; men netop forvisningen om uopløseligheden retter blikket mod fremtiden og mod alle mulighederne for det fælles liv.

Vilje til skilsmisse tydeliggør derimod, at den ene eller begge parter er hørt op med at regne med en fælles fremtid, og at de har sluppet viljen til at prøve at finde hinanden igen. Jesu krav om at holde op med at lede efter gyldige skilsmissegrunde skal også forstås herudfra. I Jesu ord ligger der et krav om troskab; en troskab, der på forhånd afstår fra at spejde efter smuthuller. Det gælder ikke blot om at afstå fra at bryde ægteskabet, det gælder lige så meget om at leve sådan, at skilsmisse ikke kommer på tale.

Alligevel er virkeligheden den, at også kristne ægteskaber bryder sammen, og alt for ofte med det resultat, at det må anses for det mindre onde, at parterne går hver til sit. I sådanne tilfælde tillader den katolske kirke de to parter at leve hver for sig, og at skilsmissen som civilretslig handling føres igennem. Kirkeligt set er de to ægtefæller imidlertid »kun« separerede, eftersom et ægteskab indgået foran Kirkens alter (katolsk vielse) er uopløseligt, med mindre særlige forhold gør sig gældende. Men dette må ikke opfattes, som om Kirken i visse tilfælde bevilliger skilsmisse. Hvad Kirken gør er, at den erklærer, at der trods kirkebryllup og ægteskabeligt samliv ikke har været tale om noget gyldigt ægteskab. En sådan afgørelse træffes ikke vilkårligt, men afgøres efter proces ved den kirkelige domstol i bispedømmet. For at udstede ugyldighedserklæring forlanger domstolen solidt bevismateriale for, at der rent faktisk foreligger et tilfælde af ugyldigt indgået ægteskab, og det er de implicerede parter, ægtefællerne, som må levere bevismaterialet.

Efter ugyldighedskendelsen er begge parter fri til at gifte sig igen og deltage fuldt ud i Kirkens liv; der er jo netop ikke tale om gengifte af fraskilte - fordi der kirkeligt set ikke har eksisteret noget ægteskab.

Ugyldighedsgrunde er for eksempel påviseligt falske hensigter med ægteskabsindgåelsen, for nært slægtskab, tvang, impotens, påviselig menneskelig umodenhed.

Hvad kan Kirken gøre, hvis ægteskabet slår fejl? Utvivlsomt må Kirken være tro mod Kristi ord, hvad enten det er »belejligt eller ubelejligt« (2. Tim. 4,2). Det er umuligt på denne begrænsede plads at gøre rede for problemer og spørgsmål, der melder sig, når en civilretsligt fraskilt katolik gifter sig for anden gang (hvad der kun kan foregå på rådhuset eller eventuelt i et andet trossamfunds kirke). Et sådant menneske er kommet ind i en situation, hvor selve forholdet til kirkefællesskabet er blevet et andet, idet man har »handlet på egen hånd«. Ofte kan det komme til en pinefuld indre konflikt. På den ene side gør man måske med styrke gældende over for sig selv, at man menneskelig talt ikke kunne have handlet anderledes. På den anden side - har man ikke selv afskåret sig fra Kirkens fulde fællesskab?

Den første og største nødvendighed i denne situation er at få tingene talt grundigt igennem med en præst fra ens egen kirke.

Næst efter Kirkens holdning til skilsmissespørgsmålet er det først og fremmest dens stillingtagen til ægteskabs- og seksualmoral, som sætter sindene i brand. Inden vi går ind i detaljerne, skal vi først se på principperne.

For det første: for at kunne træffe de rette afgørelser i livsspørgsmål har vi mennesker ikke blot brug for saglig information. Vi kan aldrig som dyret slå os til ro i en problemfri uskyldstilstand, når blot tingene fungerer. I os er der en indre nødvendighed, der byder os at vælge det gode og afstå fra det onde, som vi var inde på i brev 15. Derfor må vi have en mening om, hvad der er ondt, og hvad der er godt, og denne mening kommer ikke uden videre fra tingene selv. Tro og livsanskuelse har et ord at sige her. Troen gør det i kraft af en sandhed, den ikke selv har fundet frem til, men som den har fået skænket. Og som vi så i brev 15: vor frihed har brug for noget at gå efter - for virkelig at folde sig frit ud. I modsat fald vil enhver betydningsfuld valgsituation opleves som kaotisk og angstfyldt.

Som retningslinjer tjener her Bibelen, både Gammel og Ny Testamente, og Kirkens lære, som er en for alle (katolske) kristne forpligtende tolkning af Åbenbaringen. Ingen kan både være aktiv katolik og ligegyldig over for Kirkens læreembede. Når dette er sagt, skal det straks tilføjes, at der kommer mange tilkendegivelser, som er retningsvisende uden at paven dog har villet lægge sin fulde autoritet ind i dem. Dette gælder således både pave Paul VI's og pave Johannes Paul II's rundskrivelser vedrørende ægteskab og familie (se litteraturlisten). Dette betyder, at der i disse rundskrivelser både er trukket retningslinjer op og at det tillige er lagt hen til den enkeltes afgørelse, hvordan disse principper skal varetages i hans/hendes tilfælde.

Dette er i samklang med, hvad vi også så i brev 15: Kirken træder ind for den enkeltes ret til at følge sin ved Kirkens lære oplyste - samvittighed i den frihed, der hører mennesket til som person.

Derfor må enhver katolik alvorligt overveje og gøre op med sig selv, for at finde frem til, hvordan han/hun i sin situation kan føre et liv i overensstemmelse med Kirkens normer.

Ægteskab og familie har i følge sagens natur med nyt liv at gøre. Kirken fastholder som grundprincip, at barnet bør komme til verden i ægteskabet og ikke - i værste fald - være frugt af en tilfældig forbindelse. I det livsvarige fællesskab, hvor barnet er ønsket, finder det den tryghed, det har brug for som grundlag for den selvstændige tilværelse, det engang skal føre. For kristne ægtefæller er der en art lighed mellem deres vilje til barnet i undfangelsen og i opvæksten, og i Guds skabervilje. Det fælles punkt er kærligheden som vilje til at frembringe liv og opretholde liv.

Hvor mange børn, der skal komme i ægteskabet, må ægtefællerne tage ansvaret for ud fra menneskelige og kristne principper. Herunder må de agte på deres eget og børnenes vel, de bør tage tidens - og deres egne -åndelige og materielle vilkår med i betragtning (jfr. Andet Vatikankoncils dokument: Kirken i verden af i dag, nr. 50ff).

Efter den katolske kirkes overbevisning kan det aldrig anses for legitimt at dræbe et barn i dets mors skød. Fra undfangelsens første øjeblik er der et menneske til stede i kim, et lille væsen, der inden længe vil opvise menneskelige træk. Enhver tale om i fosteret at se noget andet end et menneske er ikke blot vildledende, den er også i bund og grund falsk, i modstrid med virkeligheden. Hvordan man end vender og drejer spørgsmålet - det lader sig ikke bortforklare, at fri abort er legitimeret drab, hvorved uønskede personer skaffes af vejen. At en ting er lovlig, er ikke altid ensbetydende med, at den er etisk forsvarlig.

Men dermed er ikke sagt, at al skyld for valg af denne udvej skal pålastes moderen. Det er således en kendsgerning, at mange kvinder griber til abort under pres fra samlever eller ægtefælle.

Andre - enlige såvel som gifte - kan være i en situation, hvor graviditet og et (nyt) barn ville være belastende - dårlige boligforhold, usikker økonomi, frygt for at miste sin arbejdsplads, angst for ikke at kunne gennemføre sin uddannelse...

I disse og andre tilfælde er omverdenen medskyldig i beslutningen om abort.

Ingen, der lever på kristne grundsætninger, kan gå ind for abort. Derfor må enhver kristen på sit sted og efter sine muligheder træde ind for de ufødtes ret til livet og dermed bidrage til at værne om respekten for livet i det hele taget. På politisk plan kræves der indsats for betryggende forhold omkring familien og den enlige mor. Fra menneske til menneske kræves der beredvillig støtte som overalt på vejen fra Jerusalem til Jeriko (brev 15).

For en kristen betragtning betyder ægteskabet to menneskers fælles vej mod Gud. Herom kan alle kirkesamfund være enige. For katolikken er ægteskabet, som vi har set, et sakramente. Det vil altså sige, at i, ved og gennem ægtefællernes kærlighed i alle dens facetter bliver Guds kærlighed og trofasthed nærværende virkelighed. Måske er det til syvende og sidst derfor, Højsangen er taget med i den jødiske hellige Skrift (Det gamle Testamente). Det mente rabbi Akiba, en af de største jødiske skriftlærde nogen sinde. For ham var Højsangen den helligste af den Hellige Skrifts hellige bøger, fordi den synger om kærligheden mellem mand og kvinde. I kærligheden, som Højsangen besynger, anede rabbi Akiba en dybdedimension, hvori Gud selv erfares som kærlighed. Heri har rabbi Akiba forudgrebet, hvad den katolske kirke udviklede i sin sakramentslære under fortegn af Jesu Kristi liv-død-opstandelse.

Som sakramente peger ægteskabet således ud over sig selv i flere retninger. Der er noget langt mere til stede mellem ægtefællerne end to-enheden af deres fælles lykke. Eller rettere: Guds frelsende handling for det enkelte menneske tager skikkelse heri. Og dog er det en lykke undervejs. Den er ikke nået til sin fuldendelse og når heller ikke til den under selv de lykkeligste omstændigheder. Derfor er der midt i livsfylden en stadig uindfriet »længsel«, hvori ægteskabet igen viser ud over sig selv: Ingen kan skænke hinanden himmelen på jorden, og ingen må derfor forvente eller forlange af hinanden, hvad der hører den evige glæde til. Der er her en fin afkaldets kunst at lære midt i lykken - for at lykken må vare. Som alt, hvad der har del i Gudsrigets mysterium, lever det kristne ægteskab i et spændingsfelt mellem »allerede« og »endnu ikke«.

Hvor ægtefæller vokser fint sammen i selvforglemmende omsorg for hinanden, for det fælles hjem, for børnene og deres fremtid og for de virkefelter, de bestrider - som oftest hver for sig, der bliver der næppe lejlighed til at bemærke, at noget ændres undervejs. Det er bare godt, som det er.

Måske forholder det sig i virkeligheden sådan, at mange ægteskabers forlis, ikke mindst i sølvbryllupsalderen, har deres rod i en umulig lykkedrøm, der vil alt her og nu. Vel har man sammen bestridt et livsafsnit, fået børnene fra hånden og så videre. Men en indre umodenhed er forblevet hos den ene eller begge. Der ligger nogle rester af en uforløst og uforarbejdet ungdomsdrøm, som bor uden for tiden. En drøm om evig ungdom, evig skønhed og vitalitet, en drøm om de saliges øer, som må findes et eller andet sted her og nu. Og man søger sig en ny livspartner og dermed et nyt liv.

Virkeligheden er, ret forstået, den, at drømmen har noget på sig. Ret erkendelse af drømmen betyder indsigt om, at i selve vor menneskelige værens skjulte dyb er der nedlagt en længsel, som ikke lader sig stille her og nu, men som rækker ud mod fuldendelsen i et rige »uden pine, uden tåre« (Johannes' Åbenbaring 21,4). Enhver trofast udholdenhed under det kommende Gudsriges horisont er derfor et tegn for verden om det håb, som gælder alle. Også i den henseende besidder det kristne ægteskab, som holder, tegnkarakter. Det er tegn på noget, som mennesker af i dag har så hårdt brug for at møde på troværdig vis.

* * *

Til personlig overvejelse:

- Kender du til ægteskaber og familier, som du uden videre ville betegne som kristne?

- Prøv at sammenligne din personlige opfattelse af, hvad ægteskab burde være, med den opfattelse af ægteskabet, som træder for dagen her - hvor finder du overensstemmelse, hvor finder du forskelle?

- Hvad ville du anse for særlig betydningsfuldt i det daglige samliv - for ægtefællernes indbyrdes forhold, og for forholdet mellem forældre og børn?

- Ville du mene, at det i verden af i dag er vanskeligere at gennemføre et ægteskab efter kristne principper, end det før har været?

- Ville det være muligt at hævde, at der ogsä skal tales om faktorer i samtiden, som understøtter ægteskabet som livsfællesskab mellem to kristne?

Til yderligere uddybelse af emnet kan anbefales:

Ægtevielsen. Ritual for ægtevielse i den katolske kirke. Udgivet af bispedømmets liturgikommission. Kateketcentralen 1974.

Faellesskabet i familien. Pave Johannes Paul II's apostoliske skrivelse, Ansgarstiftelsens Forlag. København 1983.

Jeg skal gifte meg. Præsterådet, Oslo katolske bispedømme. u.å. F. Böckle (Hrsg.), Menschliche Sexualitet und kirchliche Sexualmoral - ein Dauerkonflikt7 Düsseldorf 1977.

Gerald D. Colemann, Divorce and Remarriage in the Catholic Church. Publist Press, New York 1988.

Commitment to Pannership. I: Explorations of the Theology of Marriage. Ed.

William P. Roberts. Publist Press, New York 1987.

D. Emeis, Die Ehe christlich Leben. Freiburg in Br. 1980.

Edward E. Ford, Choosing to love. Winston/Seabury Publications, Minneapolis 1983.

V.B. Ganter, Wir - Ehe im Alltag. Meiting-Freisling 1979.

H. Haag, Du hast mich verzaubert. Liebe und Geschlechtlichkeit in der Bibel. Zürich-Einsiedeln-Köln 1980.

F. Heinrich/V. Eid (Hrsg.), Ehe und Ehescheidung. Diskussion unter Christen. München 1972.

W. Kasper, Theologie der christlichen Ehe. Mainz 1977.

J.-E. Kerns, The Theology of Marriage. The historical development of Christian attitudes toward sex and sanctity in the marriage. Sheed and Ward, New York 1964.

Theodore Mackin SJ, What is Marriage? Publist Press, New York 1982.

Theodore Mackin SJ, Divorce and Remarriage. Publist Press, New York 1984.

Christa Meves, Ehe - Alphabet. Herder Bücherei Band 485. Freiburg in Br. 1973.

P. Neysters, Heiraten ...? Junge Leute und die Ehe. Würzburg 1980.

J. Renker, Christliche Ehe im Wandel der Zeit. Regensburg 1977.

Theodor Schneider, Ehe. I: Zeichen der Nähe Gottes. Grundriss der Sakramententheologie.

Mainz 1979. s. 270-300.

Edward Schillebeecxks, Marriage - Secular Reality and Saving Mystery (fra hollandsk). Sheed and Ward, New York 1965.

J. Venetz, In der Ehe Gott erfahren. Luzern 1979.

Paul Zulehner u.a., Ehe bauen. Arbeitshilfe für Ehevorbereitung. Limburg 1978.