Brev 22

Har døden det sidste ord

Indhold

De syges salvelse

Hvad er døden?

Dommen over vort liv

Det evige liv

Fuldendelsen

GUD ER:

- den åbnede himmel

--det udslettede helvede

- den undersøgende domstol

- den rensende lid

Ladislaus Boros

Har døden det sidste ord?

I radioens middagsudsendelse blev det kort og godt meddelt, at en Boing 727 var styrtet ned, og at over 120 mennesker var omkomne. Ulykkens årsag var endnu ikke klarlagt. Katastrofen kom bag på passagererne. Døden kom »som en tyv i natten«.

Hvor der er menneskeligt liv, er der også mulighed for at miste det. Det ville være meningsløst at lukke øjnene for denne kendsgerning. Hjertetransplantationer, indpodning af levende celler, operationer på nedkølede mennesker osv. bidrager til at forlænge livet, men døden afskaffes ikke hermed.

De syges salvelse

Det siges, at døden begynder ved fødslen. Hermed menes, at livet fra dets begyndelse er truet af døden. Især føles smerter, sygdom og alderens byrde som forvarsler om døden. Når mennesker er syge, rives de ud af deres vante arbejdsrytme og er afhængige af andres hjælp. Derved føler de deres egen afmagt og begrænsning, som kulminerer i døden.

I Bibelen fortælles det gentagne gange, at Jesus især tog sig af de syge mennesker og hjalp dem. For ham drejede det sig ganske vist ikke i første række om en legemlig helbredelse, men om en sjælelig styrkelse og opmuntring. Med alt dette var Jesu undergerninger åbenbaring af Gudsrigets nærvær i ham. De oldkirkelige menigheder synes også at have følt sig forpligtet til at handle, som Jesus gjorde. I Jakobs brev (5,1315) står der: »Har I sygdom i huset, skal menighedens Ældste tilkaldes, de skal bede over den syge og salve ham med olie i Herrens navn. Og troens bøn skal frelse den syge, og Herren skal oprejse ham. Skulle han have begået synder, skal de tilgives ham.«

Det er vor overbevisning, at Kristus igennem et sakramente tilsiger os sit nærvær i livets væsentligste perioder (smlg. brev nr. 14). Især er sygdom, tiltagende alder og død betydningsfulde og svære perioder i livet. Derfor giver Den katolske Kirke - som en efterlevelse af Jesu og apostlenes omsorg for syge mennesker - det sakramente, der kaldes »De syges Salvelse«, for derigennem at tilgive den syge hans synder og opmuntre ham til med tillid og tro at håbe på helbredelse

Før i tiden talte man om »dødssakramentet« og »Den sidste Olie«. Man opfattede nemlig sakramentet som en forberedelse til døden og udsatte sakramentsmodtagelsen, til der var akut fare for, at den syge skulle dø. Selvfølgelig giver man også »De syges salvelse«, når der må regnes med muligheden af dødelig udgang. Nu om stunder ser vi mere på dets oprindelige betydning: som en hjælp i langvarig sygdom og i alderdommen. Sakramentet kan derfor godt modtages flere gange inden for samme sygdomsperiode og i aldringsprocessens forløb.

Hvad er døden?

Da vi ikke kan afskaffe døden, fortrænger vi ofte tanken om den; den gøres til tabu, og fremfor alt forties muligheden for dødelig udgang for den syge. Ofte anbringes dødsmærkede mennesker - til trods for at det medicinsk set er unødvendigt - på et hospital og overlades der til sig selv på stuer, der er beregnet for døende. Døden er blevet en privatsag, og hele rådvildheden omkring døden kommer tydeligt frem. Først for nylig har nogle få pionerer gjort opmærksom på, at især de døende har behov for kontakt og fællesskab. De forlanger derfor en mere human behandling af døende mennesker.

Hvad sker der i grunden, når et menneske dør? Her må vi nok alle vedgå vor forlegenhed. De sidste skridt går enhver alene. Åndedrættet stopper, hjertet standser, hjernen går i stå. Ophøret af disse funktioner er forudsætningen for, at en dødsattest kan udstedes. Men er det virkelig alt, hvad der kan siges om døden?

Slår vi op i Bibelen for at få svar på spørgsmålet, skal vi ikke forvente et medicinsk bidrag til diskussionen, for her drejer det sig om troens tydning af døden. Bibelen taler i billeder, der ofte er vanskelige at forstå, og som nemt fører til alt for menneskelige og barnagtige forestillinger. Derfor gælder det om grundigt at undersøge, hvad der rent faktisk menes med disse skildringer (smlg. 1. Kor. 13,12).

Hvorfor skal mennesket dø?

Vi føler os fristet til at svare: fordi kroppen har opbrugt og udtømt sine kræfter. Vi fødes, vokser op, når et højdepunkt, der efterfølges af en tid, hvor alderen svækker vitaliteten. Døden er derfor en helt naturlig ting. Det er sandt. Men får det os ikke til at tænke på, at f.eks. menneskets sjælelige-åndelige udvikling ikke ubetinget rammes af en tilsvarende nedslidning? Der findes legemligt syge og gamle mennesker, der er meget unge af sind, vågne og upåvirkede af denne slitage. Døden er ikke kun en kemisk-fysisk proces; mennesket dør anderledes end planten og dyret.

I Bibelen kædes døden ofte sammen med den synd, der fra tidernes morgen har bragt uorden i menneskenes liv. »...ligesom synden kom ind i verden gennem et menneske, og gennem synden døden...« (Rom. 5,12). Vi tror, at Gud er livets skaber. Ud fra denne synsvinkel må man anse enhver form for uorden i forholdet til Gud som en forringelse af livet og dermed i sidste ende dødbringende. Det betyder ikke, at mennesket ikke ville dø, hvis synden ikke eksisterede. Men døden ville i så fald næppe føles som en katastrofe, eller et meningsløst sammenbrud. Døden ville da heller ikke være en afslutning, men en forandring, en fuldendelse og et højdepunkt.

Nu er døden et fremmed-element, en fjende af mennesket (1. Kor. 15,26). Døden skulle slet ikke være til, og den vil heller ikke vedblive at eksistere. Vi er derfor i vor gode ret, når vi føler modvilje mod den. Døden er dybest set i modstrid med vor længsel efter at leve.

Døden - porten til livet

Mange mennesker ser døden som en mur, der uigenkaldeligt standser livet. Tanken om en fremtid efter døden fremkalder tvivl og protest. Mange er mistænksomme over for håbet om en genoprettelse efter døden. De ser heri et bedrag, der skal trøste enfoldige mennesker og aflede folkets tanker fra tilværelsens elendighed. Kort sagt: med døden er alt forbi.

* * *

Til personlig overvejelse:

- Hvis alt er forbi med døden, får det da ikke konsekvenser for vort liv? Skal man så ikke sætte alt ind på et kort for i det mindste at nyde livet til bunds? Og vil det ikke medføre brug af albuerne?

- Hvis der er et liv efter døden, kan man så overhovedet finde mening med livet uden samtidig at have denne dimension i tankerne? Får hver eneste ting i livet ikke sin betydning ud fra helheden?

* * *

I begyndelsen af dette kursus pegede vi på, at noget inden i os stræber ud over den totale tilintetgørelse. Mange mennesker har således behov for at leve videre gennem deres virke eller deres børn. De ægyptiske faraoner byggede pyramider, for at mindet om dem ikke skulle blegne. Andre arbejder på et større værk eller »skaber historie«, for ikke at forsvinde i menneskehedens glemmebog. Men alt dette er trods alt kun en skygge, fordi det ikke er mennesket selv, der lever, men kun et ekko.

I hvert fald er døden ikke nogen løsning på menneskers livsforventning. Løsningen ligger i livet, i et liv, der går ud over døden, i for-løsningen.

Men hvad siger troen os om menneskets fremtid? Kristus har sagt os, at han er »...opstandelsen og livet«. »Den, som tror på mig, lever, selv om han dør,« og »den, som tror på mig, dør i Evighed ikke« (Johs. 11,25; smlg. Luk. 23,43). Selv om Paulus ved, hvor hårdt døden griber ind i livet og brutalt flænger forhåbninger, planer og fællesskaber itu, så betyder døden for ham trods alt ikke en smertelig afsked, men en hjemkomst: »...jeg ville gerne følge min lyst og bryde op nu og være sammen med Kristus...« (Fil. 1,23 og 2. Kor. 5,8).

For det troende menneske er døden ikke en meningsløs, uigenkaldelig afslutning, men en ny begyndelse. Af den grund resignerer troen ikke over for døden, men trøster. Døden er porten til livet, hjemkomst til Gud, opstandelse til evigt liv, til lys, glæde og fred.

Vi må naturligvis ikke forestille os dette, som om Kristus havde givet os et tryllemiddel mod døden. Men ef ter ham er døden ikke længere et uaf vendeligt onde, som man må tage passivt imod. Ligesom Kristus kom tilbage fra døden, vil også vi leve videre sammen med ham (smlg. 1. Tess. 4,13-18).

Døden - den sidste handling

En lille dreng bliver kørt ned af en bil på vej til sin første skoledag og dør undervejs til hospitalet som følge af sine kvæstelser. Dette lille menneskeliv blev afbrudt - synes vi jo - før det rigtigt nåede at komme til udfoldelse.

Sådan en ufærdig, voldelig afslutning på livet har noget forfærdende over sig. Det viser klart og tydeligt, at døden ikke som en selvfølge først rammer mennesket på et tidspunkt, hvor det indefra har fuldført sit liv.

Men er det anderledes, når et voksent menneske dør? Hvad med vore ubesvarede spørgsmål og vore tvivl? Tør vi se dem i øjnene, eller har vi fortrængt dem? Heller ikke voksne mennesker er altid i stand til at vurdere, hvad der sker i deres liv. Det hænder, at mennesket må fratages alt, hvad det hænger ved, at alle masker må falde og alle roller lægges til side, før det kan indses, hvad det hele egentlig kommer an på.

I de senere år er der udgivet mange bøger, hvor mennesker, der har været klinisk døde, beretter om, hvad de oplevede i dødens nærhed. Heraf fremgår det for det første, at den døende oplever processen helt anderledes end de omkringstående. Der sker tilsyneladende ikke kun en hendøen, men den døende er sig langt mere bevidst, hvad der sker omkring ham, end den ydre tilstand lader formode.

Mange fortæller, at de i det øjeblik, hvor de stod ved dødens tærskel, havde set hele deres hidtidige liv som i et koncentrat. Og lysende klart. Disse erfaringer »beviser« intet, men de stemmer på forbløffende vis overens med tanker og overbevisninger, som mange teologer har fremsat inden for de seneste år.

I døden træffer mennesket en sidste afgørelse. At dø er næppe et øjebliks sag. Derfor kan det tænkes, at døden bringer til udfoldelse, hvad der ikke modnedes i livet; barnet bliver voksent, og den voksne ryster det ufærdige af sig. Døden ville da ikke være en tilsyneladende tiltagende bevidstløshed - men menneskets sidste handling. Først når mennesket overskrider grænserne og øjner livets helhed - og hertil hører også de tanker, den døende gør sig - da erkender mennesket meningen med sin skæbne og Gud som verdens midtpunkt. Hvorfor skulle mennesket i dette øjeblik ikke kunne revidere sit forhold til Gud endnu en gang?

Den, der aldrig har haft noget forhold til Gud, måske fordi han er vokset op i slumkvarterer, eller fordi Gud er blevet fremstillet for ham som en eventyrfigur eller en tyran, ville da i døden møde Gud personligt. Det samme ville være tilfældet med et åndssvagt eller psykisk sygt menneske, der hele livet har været underudviklet. Ja, selv med det ufødte barn. Alle ville da have mulighed for at modnes og træffe den endelige afgørelse.

Derimod ville det vaere letsindigt, hvis man livet igennem ikke skænkede Gud en tanke i f orestillingen om, at der er tid nok, når først døden nærmer sig. Hvem ved, om man da har kræfter nok til pludselig at tage afstand fra sin fortid og til at vende blikket i en ny retning? Hvad man vil være i fremtiden, må man gå i gang med at forberede her og nu.

Denne sidste afgørelse, som mennesket står over for at skulle træffe, ville så enten bekræfte livsforløbets kurs eller resultere i en afstandtagen herfra. Og denne afgørelse ville være endegyldig og uigenkaldelig, fordi intet mere kan gøres om; enhver form for uvidenhed og vankelmodighed hører jo op ved døden. Der er derfor ingen vej tilbage. »Træet bliver liggende, hvor det falder.« I lignelsen om den rige mand og den fattige Lazarus (Luk. 16,19-31) siger Bibelen, at i døden er menneskets lod for evigt beseglet. Læren om en sjælevandring har intet holdepunkt i Den hellige Skrift.

* * *

Til personlig overvejelse:

- Visse teologer fremsætter den hypotese, at mennesket i døden har en sidste mulighed for at afgøre sig for eller imod Gud. Hvad mener du om denne påstand?

- Hvad er det, der gør det så svært for nutidens mennesker at tro på de dødes opstandelse?

- Strider troen på et liv efter døden mod fornuften?

- Kan troen på et liv efter døden være af betydning for livet her og nu? I bekræftende fald: hvilken?

- Skal man principielt afstå fra at gøre dødsmærkede mennesker bekendt med deres tilstand?

* * *

Dommen over vort liv

I sit stærke billedsprog taler Bibelen om Guds dom over hvert enkelt menneskes liv, men først og fremmest betones det, at Gud vil, at hvert menneske skal frelses. Når vi i det foregående har talt om den afgørende vægt for menneskets evige skæbne, som hviler over menneskets sidste afgørelse, må vi tilføje, at ingen ved, hvor overvældende nådens magt vil være i dette for al evighed afgørende øjeblik.

Utvivlsomt er det sandt, som kirkefaderen Augustin (354-430) betonede, at »Gud frelser dig ikke uden dig«. Ingen tvinges ind i Guds evighed!

Men stærkere end al vor vrangvilje og forhærdelse, stærkere end et helt livs indgroede ondskab er Guds frelsesvilje. Ingen formår at gøre regnskab for, hvad nådens magt formår at udrette i det mest forhærdede og formørkede menneskesind - eller det mest sløve og ligegyldige - i dødens øjeblik. Vi har kun lov at sige, at i dette øjeblik står alt åbent på ny.

»lmellem stigbøjlen og vejens kant

han nåde søgte og nåde fandt«

tænker den forfærdelige hovedperson i Graham Greene's »Brighton Rock«. At søge Gud helhjertet formår ingen af sig selv. Længselen efter Gud skyldes som alt, hvad der bygger vort liv op. Guds forekommende nåde. Vi har al grund til at tro, at Guds nærhed hos os i vor død med hans vilje til at drage os over på sin side - uden at tilintetgøre vor frihed - betyder, at Gud en sidste gang skænker os sin nåde og hjælp. Så vi ikke med vor egen kraft alene, men draget og understøttet af Gud, bliver opfyldt af vilje til at vælge kærligheden som vort livs helt nye og sidste grundvalg. Og måske tillige det første, hvor vor frihed kommer til fuld udfoldelse og til sin egentlige brug: at vælge Gud og hvad hans er.

Er der en skærsild?

Hvert enkelt menneskes livsværk »skal blive blotlagt; dagen skal vise det, for den bryder frem med ild, og ildprøven skal opklare, hvordan hver enkelts arbejde er gjort. Den, hvis arbejde består, altså det, han har opbygget, det menneske får sin1øn. Hvis hans arbejde brænder op. vil han lide et tab, men selv bliver han frelst, dog som gennem ild« (1. Kor. 3,13 ff.).

Lad det være sagt med det samme: den danske oversættelse »skærsild« (af »skær« = ren) er en misforståelse, idet forestillingen om et pinefuldt ildhav er vildledende. Det latinske ord for det er »purgatorium«, der betyder »lutring«; der er ikke tale om ild. Paulus taler om en renselse »som ( = ligesom) gennem ild«, der skal forstås symbolsk. Men hvilken relation har det til vort liv?

Mange har erfaret, hvor svært det er at holde op med at ryge eller at bryde med andre vaner; og selv om man er sluppet af med dem, har man stadigvæk trangen i sig. Psykoterapeuter taler om »den ikke besejrede fortid«. Det er en af tilværelsens kendsgerninger, at vi lider under følgerne af vore handlinger.

Det samme gælder for vort forhold til Gud. Man indstiller sig på ham, man søger at leve ud fra sin tro, men denne grundlæggende afgørelse gennemtrænger os ikke helt. Ganske vist begår man ikke mord eller tyveri, men en lille løgn eller et sårende ord tager man ikke så tungt. Troen og kærligheden når aldrig at komme til fuld udfoldelse i os her og nu. Denne mangel kommer mennesket til at lide under i døden, hvor det møder »Guds blik«. Som i et spejl erkender mennesket sine svagheder og sin utilstrækkelighed - og oplever dette som en pinefuld lutring. Ganske vist har man i troen sluttet sig fundamentalt til Gud, men hele livets »affald« mangler endnu at blive fjernet. Gud griber med kærlighed ind i sammenvævningen af godt og ondt og skiller det fra hinanden for at forvandle al egoisme til kærlighed. Denne proces svier, den brænder ligesom ild. Men den gør mennesket til, hvad Gud har skabt det til at være, og da bliver mennesket omsider sig selv. Kun således er mennesket i stand til at være der, hvor Gud venter det, i det evige livs fællesskab ansigt til ansigt. Hvert eneste menneske gennemgår i døden sin personlige lutring. Med et moderne ord kunne man kalde denne proces for »bevidsthedsudvidelse«.

Skærsilden er med andre ord ikke et sted, men en proces. Den foregår, når et menneske dør og uigenkaldeligt møder Gud - selv om det endnu ikke er fuldt og helt forberedt på dette møde (Åb. 21,27). Om det overhovedet giver mening at tale om varighed er mere end tvivlsomt. I stedet for at tænke i tidskategorier burde vi snarere forestille os lutringens større eller mindre intensitet. I hvert fald forekommer Kristi ord: »...den, som håner den Hellige Ånd, han skal ikke få tilgivelse, hverken i denne tidsalder, eller i tiden, der kommer« (Matt. 12,32) at støtte tanken om, at der også i den tilkommende verden er mulighed for tilgivelse og lutring.

Nu bliver det måske forståeligt, hvorfor vi katolikker beder for de af døde og deres »sjælefred«. Vi gør det først og fremmest på »Alle Sjæles dag«, den 2.november, og bag dette ligger tanken om de troendes fællesskab (smlg. brev nr. 10), hvor menneskene er forbundne med hinanden og står inde for hinanden (smlg. 1. Kor. 12,12 ff.). Derfor kommer den enkeltes handling og bøn alle andre - her de afdøde - til gode. Allerede Judas Makkabæeren havde en anelse om, at noget sådant var muligt, idet han var overbevist om, at de afdøde kunne hjælpes ved bøn og offer (2.Makk. 12,42-46). Når vi katolikker i bøn ihukommer de afdøde, er det ikke udtryk for, at vi føler os ængstelige på disse afdødes vegne. Det er snarere udtryk for, at vi føler, at det fællesskab, vi havde med dem, mens de levede, ikke uden videre er hørt op ved deres død. De afdøde hører med til hele Kirkens fællesskab, til de troendes samfund. Vi, der lever vor jordiske tilværelse, føler os fulde af tillid til, at de gennem død og renselse føres ind i Guds lys, hvor de sammen med den jordiske kirke priser Gud. Når vi mindes de afdøde i bønnen, er det først og fremmest et udtryk for, at både vi selv og de afdøde er et i Kristus, og at han hersker over dem, lige så vel som han hersker over os, og at han er nærværende for dem, lige så vel som han er nærværende for os: »Thi ingen lever for sig selv, og ingen dør for sig selv. Thi når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Vi hører altsa Herren til, hvad enten vi lever eller dør« (Rom. 14,7-8). Derfor har det også siden kristendommens begyndelse været skik og brug at bede for de afdøde, hvilket de mange indskrifter i katakomberne bevidner. Tertullian (ca. år 160-220) beretter, at der på årsdagen for en afdød blev tænkt på vedkommende i messen.

Det evige liv

Gud - menneskenes fremtid

Nu vil en og anden måske spørge om, hvor og hvordan de døde lever? Lad det være sagt straks: vi ved næsten intet om det. »Hvad øjet ikke så, og øret ikke hørte, hvad der ikke opkom i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham...« (1. Kor. 2,9). Skriften siger kun, at vi skal leve (1. Kor. 15,12 ff.), at Gud kalder os til sig, og at vi skal leve hos ham (2. Kor. 5,8). Himmelen er en af Bibelens benævnelser for Gud selv. Han er Himmelen, han er vor fremtid.

Alt, hvad Bibelen siger om, »hvordan« det er at være hos Gud, er kun omskrivninger. Den taler om »evigt liv«, »stedsevarende frelse«, »fred uden lidelse«, om »lys« og om »ro«; eller den benytter billeder som f.eks. »bordfællesskab med Gud«, »Guds bolig« eller et »evigt bryllupsmåltid«. Alle disse omskrivninger er forsøg på at sige det uudsigelige.

Måske huskes vort første brev? Der beskrives mennesket som et åbent væsen, hvis ønske om et rigt liv får det til i en uendelighed at stræbe ud over sit eget Jeg. Den kristne tolkning af denne stræben lyder: Håbet er ingen illusion. Der venter mennesket en uudsigelig opfyldelse og rigdom, et virkeligt og usvigeligt mål. Men dette bliver først en realitet, når al forventning er opfyldt, når alt utilstrækkeligt og forkrøblet er overvundet, og når vi er nået frem til vort livs evige bestemmelse. Det indtræffer, når mennesket og Gud mødes og rører hinanden. Det er »Himmelen«. Når mennesket »skuer Gud« ansigt til ansigt (Matt. 5,8), bliver det helt og fuldt sig selv, da oplever det fuldt ud, hvad det vil sige at være menneske.

Enhver oplever øjeblikke med indre lykke, f.eks. når man erfarer harmoni og tryghed, frihed og indsigt, sikkerhed og styrke, fred og glæde, når man oplever, at man elsker og genelskes. Det kan godt være en forudanelse om, hvad der kaldes »Himmelen«. Livets mørke sider bliver lysere, og man begynder at ane noget om det hemmelighedsfulde, som vi er på vej imod.

Nu fremgår det sikkert, at spørgsmålet om, »hvor Himmelen er«, faktisk er meningsløst. Himmelen er en tilstand, ikke et sted. Den er en ny og fuldkommen måde at være på. Der findes ikke et afmærket rum, som kaldes »Himmel« uden for vor klode eller hinsides skyerne eller i Mælkevejssystemet. Himmelen er slet og ret den fuldendte, den forløste verden.

Når Bibelen anvender rumkategorier og siger, at Gud er »oppe« og »i Himmelen«, udtrykker den dermed ikke alene Guds væsensforskellighed og ophøjethed. Denne talemåde svarer til den menneskelige erfaringsverden, der siger, at det gode er oven over os (lys, varme, sol). Når vi føler lettelse, retter vi os op. Men lidelse gør os nedtrykte, synden tynger os. Hvis vi skammer os, vil vi helst synke i jorden. Er det så ikke nærliggende at søge Gud »oppe« ?

Nu og da indvender folk, at de kristne forventer et paradis i det hinsidige, fordi de giver op over for tilværelsen. Det gælder måske nok for nogles vedkommende, men en kristen holdning er det ikke. Uanset hvor ufremkommeligt og meningsløst alt ser ud, gælder det om at håbe med håb imod håb i Helligåndens kraft (Rom. 4,18 og 14,13). Vort liv her og nu er af betydning for evigheden; det gode i vort liv er »gemt« og gået ind i Himmelen; eller sagt på en anden måde: det gode er allerede i os, og det gode, der sker ved os, er allerede Himmelens begyndelse.

Alt dette er ikke fremtidsmusik. »Himmelen« står allerede åben. Bibelen understreger hyppigt, at vi i Kristus allerede nu ser Gud (Johs. 12,45), og at vi allerede gennem ham er »vakt til live«, til et »nyt /iv« og har »fået sæde« i Himmelen (Ef. 2,4-7).

Det afgørende er således allerede sket. Himmelen, livet med Gud, er begyndt, men vi kan endnu ikke fatte det fuldt ud. Kun ved vi, at vi skal modnes herfor i vort liv i dets kamp og lidelse, i lykke og modgang. Indtil vi dør, står alt endnu åbent, og alt kan stadig mislykkes for os.

Fordømt i al evighed

Man har spurgt et hold skoleelever, hvordan de forestiller sig helvede. »Det er et stort, sort underjordisk fængsel, mørkt og fyldt med damp. Der bliver man grusomt pint og jaget af djævelen. Og der er ild overalt.« Altså en slags kosmisk koncentrationslejr. - Andre mente, at sjælen spøger omkring et eller andet sted og aldrig finder fred.

Vi lever i et præstationssamfund, hvor kun succes tæller. Man skal nå det planlagte mål. Har du prøvet, hvad det vil sige at have fiasko? Hvor ofte føler mennesker ikke, at de selv er skyld i deres forkludrede liv? Og de må så tage de smertelige konsekvenser.

Men noget langt værre er et uigenkaldeligt nederlag, en fuldstændig forfejlet livsførelse og den dermed forbundne ensomhed og fortvivlelse. Det er helvede. Kristus omtaler flere gange to former for liv efter døden: et glædesfyldt, rigt liv og et tomt og trøstesløst (smlg. Matt. 5,29; 13,41 f; 25,35 ff; Rom. 2,6 ff).

Men mennesket stødes ikke ud i denne dystre håbløshed. Det er udelukkende mennesket selv, der begiver sig ud i den. Det sker, når det i kortsynet egoisme lukker sig helt inde i sig selv, og der - på sin egen facon - forsøger at blive »salig« på egen hånd. Det har kun øje for sig selv, og så forbliver det rent faktisk alene med sig selv i al evighed - og det betyder helvede.

For al kunne levefuldt ud har vi brug for impulser udefra, for at omgås ting og stå i vekselvirkning med andre mennesker. Undlader man dette - eller misbruger man det til og med - lægger man hindringer i vejen for sin egen fremtid.

Mennesket er imidlertid ikke kun rettet mod sine omgivelser, men først og fremmest er det bestemt for samfund med Gud. At være i modstrid med denne bestemmelse erfares som tomhed, kedsomhed, fortvivlelse, som umodenhed og splittelse. Derfor mener Paulus, at et menneske, der lever således, allerede nu vil være mere død end levende (Rom. 6,21 f; 8,6 og 13). Det er prisgivet undergangen (Fil. 3,19). Dør det således, er det bogstavelig talt afgået ved døden i dobbelt forstand, og derfor kalder Skriften også denne tilstand efter døden for »den anden død« (Åb. 20,14). Vi siger jo også, at et liv, der er helt forfejlet, »ikke længere er noget liv«. Den »ild«, der brænder i helvede, er intet andet end denne totale meningsløshed, tomhed og ensombed.

Denne tilstand kan helt sikkert ogsa være forbundet med fysisk smerte, for legeme og sjæl hører sammen. Dertil kommer, at når mennesket ikke omgås tingene her i verden på rette vis, river det sig til blods på de modsætninger, som det selv frembringer.

Hvis mennesket radikalt bibeholder denne holdning også i døden - udelukker det sig selv fra den »forløste verden«. Helvede er slet og ret konsekvensen af at afvise Gud. At have afvist Gud evigt og uigenkaldeligt. Bibelen skildrer dette »fravær fra Gud« som bl.a. en flugt fra Faderens hus (Luk. 15,11-32) eller som mørke. Den græske kirkefader Irenæus (ca. år 120 - ca. år 200) siger: »Den, der flygter for lyset, vil komme til at bo i mørket.« Også her kommer det tydeligt frem, at det ikke er Gud, der straffer menneskene, men mennesket, der dømmer sig selv.

Bibelen har ingen »statistik« over, om der findes mennesker, og i så fald hvor mange, der på denne måde fuldstændig forfejler deres livs mål. Men så meget kan siges, at intet menneske er skabt til at »komme i helvede«. Men mulighedenfor at forfejle sig selv består for enhver. - Helvede udgør heller ingen modsætning til Guds kærlighed, thi helvede er afvisning af Gud. Kærlighed kan ikke trænge sig på med magt. Den bliver almægtig, når den afvises. Selv det bedste bliver til pine, når det går op for en, at man har forskertset sig selv.

* * *

Til personlig overvejelse:

- Hvordan reagerer du spontant, når du møder ordene Himmel, Skærsild, Helvede, Dommedag? -

- Hvorfra stammer disse reaktioner? -

- Er der bibelsk belæg for dem? -

- Bedømmer du disse reaktioner og forestillinger kritisk?

- Og hvilken tankegang har vi ikke lov til at overføre på livet efter døden?

* * *

Fuldendelsen

Indtil nu har vi kun overvejet det enkelte menneskes skæbne. Men mennesket står ikke alene på livets scene, det er en del af denne verden. Dets skæbne er knyttet sammen med hele menneskehedens og indbygget i den kosmiske udvikling. Men hvor fører denne udvikling hen? Hvordan vil den ende?

Kristi genkomst

»...menneskers hjerter skal holde op med at slå af frygt, mens de venter pd det, der skal ske med verden, for Himmelens kræf ter vakler. Da skal de se Menneskesønnen komme i skyen med magt og megen herlighed. (Skyen betyder i bibelsk sproghrug den guddommelige magt og herlighed.) Men når alt dette begynder at ske, skal I ranke Jer og løfte hovedet, for da er Jeres befrielse nær« (Luk. 21,26 f).

Skriften siger, at Kristus vil komme tilbage »ved tidernes ende«. Denne genkomst er forbundet med de dødes opstandelse, dommen over alle mennesker og verdens fuldendelse.

Der har altid været mennesker - i dag findes de i mange sekter - som har ventet verdens kommende undergang i morgen eller overmorgen. Men Jesus betoner selv, at ingen uden Gud kender tid og time (Mark. 13,32; Ap.C. 1, 7). Det samme siger Paulus, idet han opfordrer til årvågenhed (1. Tess. 5,1; 2. Tess. 2, I ff). Som 1. Kor. 7,29 ff viser, levede Paulus og den første kristne generation i forventningen om Herrens snarlige genkomst. Da det blev klart, at genkomsten lod vente på sig, forblev bevidstheden om, at livet her og nu under alle omstændigheder er en ventetid. Hver generation må derfor umiddelbart være forberedt på genkomsten. Genkomstforventningen er en levende bestanddel af det kristne håb. Vel er den nye tid begyndt med Jesus Kristus, men fuldendelsen i »nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor« (2. Pet. 3,13 ff) har mennesket og dets verden til gode.

De dødes opstandelse (1. Tess. 4,15-17)

»Således (er det) også (med) Opstandelsen fra Døden. Der bliver sået noget forgængeligt, der opstår noget

uforgængeligt. Det bliver sået i fornedrelse, det rejser sig i majestæt. Det bliver sået i afmagt, det oprejses i styrke. Et legeme, som var et besjælet væsen, bliver sået, et Åndslegeme rejser sig af Jorden« (1. Kor. 15,42-44).

Legeme og sjæl hører sammen og udgør først som en enhed det hele menneske - personen. Mennesket kan heller ikke skilles fra sit forhold til omverdenen. Legeme og omverden må også gå med ind i det hinsidige liv, hvis der fortsat skal være tale om en menneskelig eksistens.

Altså er der ikke lovet udødelighed til sjælen skilt fra legemet, men til hele mennesket, personen (1. Kor. 15,1-58; Rom. 8,11; Fil. 3,21). Når Bibelen taler om de dødes opstandelse, handler det som følge heraf altid om den fuldstændige genoprettelse af mennesket. Opstandelseslegemet behøver ikke nødvendigvis at indeholde de samme bestanddele som vort nuværende legeme. Som bekendt udskiftes de stoffer, vort legeme er ophygget af, alligevel helt igennem i årenes løb, og mennesket forbliver til trods herfor den samme person. Man kan roligt have den opfattelse, at det er til strækkeligt, at vort Jeg igen forenes med materie for at kunne blive det samme menneske. At legemet også forløses, vil sige, at det eksisterer hinsides alforgængelighed. Det er ikke længere underkastet materiens sædvanlige betingelser, er ikke afhængigt af tid og rum eller af dimension og tyngde, som tilfældet er nu. Dette fremgår af beretningerne om den opstandne Kristus (Luk. 24; Johs. 20). Kristus er ved opstandelsen ikke vendt tilbage til sit jordisk-biologiske liv, men trådt ind i en »forklaret« livsform.

»Lad os forestille os, at et barn i moders liv kan tænke. Det ville måske sige til sig selv: her er alting ganske dejligt. Her er lunt, jeg er beskyttet, får næring - egentlig mangler jeg intet. Alligevel har jeg på fornemmelsen, at dette ikke er alt. Der vil ske et eller andet stort. Når jeg sådan ser ned på min hånd, så ser jeg, at jeg kan bevæge den og også putte fingeren i munden. Men der må være mere. Hænderne må jo have en funktion. Og benene og fødderne - jeg kan bevæge dem, men jeg føler, at jeg må kunne gøre noget andet med dem. Men der vil nok ske et eller andet stort, hvor alt det går i opfyldelse, hvor alt det, jeg er, får liv og mening.

Og lad os så forestille os, at nogen uden for sagde til barnet: du har ganske ret. Du bliver ikke liggende i din moders liv. Du vil træde ind i en ny verden. Du vil kunne gribe efter ting, du vil kunne gå og se og høre, og du vil møde andre mennesker, du vil blive elsket, og du vil selv elske. Først da bliver du egentlig til det, som du er bestemt til.« (Fra Klemens Tilmann: Einfahrung in die Meditation.)

Sådan er i grunden også forholdet mellem det liv, vi lever nu, og det, der venter os efter døden.

Men når de dødes opstandelse først sker ved tidernes ende, hvordan skal det så forstås, at man lever videre

umiddelbart efter døden? Vi ved det ikke, og heller ikke Kirken kan udtale sig afgørende om det. Alligevel har forskellige teologer gjort sig deres tanker. En teolog antager, at sjælen lever adskilt fra legemet i denne »mellemtid«, hvorfor sjælen endnu ikke kan blive fuldkommen lykkelig, fordi den lider under denne mangel. Nogle teologer mener, at sjælen - adskilt fra legemet - træder ind i et endnu mere intensivt og umiddelbart forhold til verden. Andre igen mener, at opstandelsen sker umiddelbart efter dødens indtræden, at mennesket så at sige dør ind i et opstandelseslegeme, men at alt først fuldendes på Dommedag, når den enkeltes skæbne indordnes i den samlede menneskeheds skæbne. Men lader det sig overhovedet gøre at overføre vor tidsopfattelse til den hinsidige verden? Det er kun ud fra vort menneskelige syn, at opstandelsen i døden og de dødes opstandelse på: »den sidste dag« lader sig skille. Vi ser heri et kronologisk forløb. Men evigheden er ingen uendelig tidslinje; den er fuldstændig samtidighed, en »tidløs varighed«, et »stående nu«. Den kender hverken »før« eller »efter«.

Dommedag

På side 11 omtalte vi den dom, der følger efter hvert enkelt menneskes død. Ydermere understreger Bibelen en generel dom over den samlede menneskehed ved tidernes ende (f.eks. Johs. 5,27-29). Hvordan forenes de to synspunkter? Der er ingen modsætning. Ved døden er dommen allerede begyndt, en begyndelse, som ved tidernes ende bliver til en verdensomspændende kendelse. Mens det her drejer sig om den enkelte og vedkommendes gode og onde sider, vil alle menneskers skæbne blive åbenbaret der. Alle vil kunne erkende alle fuldt ud; uoprigtighed og forstillelse vil være borte. Også følgerne af vore handlinger for forløbet af menneskehedens historie vil komme for dagen.

»Når Menneskesønnen (Jesus) kommer i al sin majestæt og alle englene med ham, så skal han sætte sig på sin kongelige trone. Foran ham skal forsamles alle folkeslag, og han skal skille dem fra hverandre, som hyrden skiller får fra geder..., så skal kongen (Jesus) sige til dem ved sin højre side: I, min Faders velsignede, kom, tiltræd jeres arv, det Rige, som er beredt til jer, fra Verden blev grundlagt..., så skal han sige til dem til venstre: hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort imod mig« (Matt. 25,31-36).

Det er umuligt at overse advarselen i lignelsen. Endnu er vort livs terninger ikke kastet. Der er endnu tid! Men det kommer an på, om vi slår ind på den rette vej - og det bliver også kundgjort, hvad mennesket dømmes efter, nemlig efter forholdet til medmenneskene og dermed til Kristus!

Den nye Himmel og den nye Jord

»Og jeg så en ny Himmel og en ny Jord, for den første Himmel og den første Jord var borte, og Havet var ikke mere..., og han, som sad på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt« (Åb. 21,1-5).

Denne storslåede vision giver os et glimt af verden ved slutningen af dens historie. Den gør det klart, at Gud er Altets egentlige midtpunkt, meningen med al menneskelig historie og hele skabelsens endemål.

Derfor taler Jesus om en »genfødsel«, dvs. en nyskabelse af alt skabt (Matt. 19,28). Paulus siger, at »alt,

hvad Gud har skabt, endnu må sukke og stønne ... efter at blive udfriet« (Rom. 8,18-25). Peter forkynder undergangen af den verden, vi kender, samtidig med en fornyelse af universet (Pet. 3,13).

Tanken om verdens undergang er for mange ensbetydende med forestillingen om en frygtelig katastrofe. Bibelens ord synes at ligge nær op ad sådanne forestillinger. Men hermed vil den ikke give nogen fremtidsbeskrivelse, men billedligt udtrykke, at det nye ikke kan sammenlignes med det gamle. Hvordan verdens endeligt vil komme til at se ud, lader Bibelen stå fuldstændig åbent; om det bliver en atomdød eller en »naturlig død«, dvs. solens udbrænding, kuldedøden og hele solsystemets sammenbrud, lader sig ikke sige.

Da vi mennesker dybest set er bundet til denne vor verden, ligger vor fuldendelse, vort mål, også inden for verden. Men da dette mål er et endegyldigt mål, ligger det hinsides det jordiske og det midlertidige. Det er ikke kun hele mennesket, der genoprettes - de dødes opstandelse - men også den forløste skabning. Verden og mennesket hører sammen også i det evige liv. Mangt og meget omkring forudsigelsen af denne afslutning vil forblive dunkelt, men så meget kan dog siges klart: trods alvoren, der taler ud af dette budskab, er det alligevel en forjættelse, der trøster og glæder.

Til yderligere uddybelse af emnet kan anbefales:

Richard P. McBrien, Katolsk Tro gennem to Årtusinder. København 1987, kap. 29.

L. Boros, Mysterium mortis. Der Mensch in der letzten Entscheidung. Olten und Freiburg 1962.

H. Cornelius m.ft., The resurrection and the Body. Notre Dame, Indiana 1962.

A. Deissler, Was wird am Ende der Tage geschehen? Freiburg 1991.

Den Hollandske Katekismus for Voksne. København 1994,6.opl. .

J. Feiner og L. Vischer (red.), En ny bog om Troen. København 1975 ss. 198, 221-223, 530-549.

G. Greshake, Stærkere end døden. København 1989.

Katholischer Erwachsenen-Katechismus. Das Glaubensbekenntnis der Kirche. Herausgegeben von der Deutschcn Bischofskonferenz. Bonn 1985.

G. Lohfink, Der Tod ist doch nicht das letzte Wort. Meditationen Freiburg 1978, 5.opl.

J.B. Lotz, Tod als Vollendung. Frankfurt 1976.

O.H. Pesch, Hvad tror katolikkeme? København 1993 3.opl Kap. 20.

J. Ratzinger, Eschatologie, Tod und ewiges Lehen. Regensburg 1977.

J. Ratzinger, Damit Gott alles in allem sei und alles Leid ein Ende habe - Ich glaube die Auferstehung«. I: W. Behlert m.fl., Kleines Credo für Verunsicherte. Freiburg 1993.

L. Rinser, Leiden - Sterben - Auferstehen. Würzburg 1975.

W. Schöpping, Ich bin bei dir. Regensburg 1976.

H. Spaemann, Nicht sterben werden wir - sondem leben. Meitningen 1975.

Herbert Vorgrimliller, Wir werden auferstehen. Herderbücherei Bd. 888, 1981.