Brev nr

En verden af tegn

I film eller tidsskrifter, på ferierejser eller hos bekendte støder de fleste mennesker før eller siden på, hvad der opfattes som »typisk katolsk«. Dette gælder f.eks. brugen af vejkors, korstegn, vievand og røgelse; man konfronteres med disse vejkors, med votivtavler og helgenbilleder; man bliver øjenvidne til indvielser og velsignelser, rosenkransbøn og processioner. For udenforstående er disse ting ofte fremmedartede og uforståelige. Mange ser heri et vildnis af ydre gebærder, som skygger for det væsentlige, for Kristus.

Alle religioner betjener sig af tegn, riter, gestus og ceremonier. Ideer og overbevisninger lader sig ikke lukke inde i storhjernen, men vil udtrykke sig i livet. Derfor er synlige tegn og symboler for tro også en del af katolsk praksis.

Fra de foregående breve vil det vides, at disse ydre tegn ikke er kernen i den katolske tro. De har således ikke været omtalt i fremstillingen af troens sandheder. Vi kunne godt gøre rede for dybden i den katolske tro uden at komme ind på disse ting.

Men i troens hverdag har sådanne »ydre ting « større eller mindre betydning. De er på en måde den »dialekt«, som udtrykker troens forvisning ukompliceret og selvfølgeligt. Mange religiøse sædvaner er derfor kulturelt og regionalt forskellige. Kristen mission taler bedst til mennesker, når den kan knytte til ved eksisterende skik og brug. Adskillige af vore religiøse skikke samt vore højtiders og festers placering i kalenderen kan føres tilbage til en sådan proces; tænk blot på jul og påske.

Den egentlige begrundelse for at værdsætte folkelig skik og brug ser den katolske Kirke i Guds menneskevordelse. Han er blevet en af os. Derfor er ingen menneskelig værdi udelukket fra det religiøse område. Også Jesus overtog mange af sit folks religiøse skikke. Mennesket er kaldet til at ære Gud med alle sine færdigheder og ikke med intellektet alene.

Korstegnet

Kommer man til katolske egne, støder man på stier og ved vejkryds på statuer og kors. Blomsterne foran bevidner, at de vedvarende æres. Sådanne billeder og kors er udtryk for forvisning om, at Jesu død på korset har befriet og frelst os. I vore daglige gøremål har vi ofte behov for den inspiration, sådanne påmindelser giver.

En lignende betydning har korstegnet, hvormed katolikker sædvanligvis indleder bøn og gudstjeneste. De ord, der siges, når man gør korsets tegn (»I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn«), er den korteste bekendelse af troen på den treenige Gud. Samtidig udtrykker korstegnet, at man som kristen så at sige stiller sig under korset og er beredt til at følge Kristus efter. Det er ufatteligt, at korstegnet i tidens løb for manges vedkommende har været tegn for konfessionsadskillelse. Nu om stunder genoptager også ikkekatolikker mere og mere denne skik.

Selvfølgelig må et så betydningsfuldt tegn ikke gøres tankeløst og overfladisk, som man af og til ser. Så virker det mere komisk end ærbødigt. Indleder man sin bøn med korstegnet, langsomt, fra pande til bryst, fra venstre til højre skulder, kan man erfare, at det ligesom »dækker« én og hjælper til at samle tanker og følelser.

Vievand

En anden skik, der ofte forbinder sig med korstegnet, er brugen af vievand. Således, for eksempel, når vi katolikker betræder en kirke, og når vi forlader den. Vievandet minder os om dåben. Ved Kristi kors er vi forløst ‑gennem dåben får vi del i forløsningen. Dermed er forbindelsen mellem korstegn og vievand givet. Brugen af vievand er især meningsfyldt, når vi vil fremhæve, at vi over for Gud er syndere, der kun kan blive rene og hellige gennem ham. Derfor er der et vievandskar ved indgangen til alle katolske kirker.

Men hvad er så »vie‑vand«? Spørgsmålet fører videre til det næste, vi skal ind på, nemlig indvielser og velsignelser.

Indvielser og velsignelser :

Man ser tit i aviserne, at en eller anden bro eller skole er blevet »indviet«. I almindelig sprogbrug skelnes der knapt nok mellem at »indvie« og at »velsigne«. Om indvielse i egentlig forstand taler Kirken kun, når der »lægges beslag« på mennesker og ting til tjeneste for Gud, og som i kraft af vielsen er reserveret til denne tjeneste. Tænk blot på præstevielsen. Kirker, altre, lys, kalke, klokker, vand og kirkegårde indvies og er dermed udelukkende bestemt for religiøse formål.

Kirken skelner mellem indvielse og »velsignelse«. I daglig sprogbrug betyder velsignelse noget godt, lykke, lægedom. Derfor kan ældre mennesker sige: »Det er en velsignelse for mig, at jeg stadig er så sund og rask«, vel vidende at velsignelse ikke er en selvfølge, men en gave fra Gud.

I før‑kristne og i ikke‑kristne religioner har det ofte været ment, at det var muligt at »tiltvinge« sig velsignelse ved hjælp af magiske riter. Mange moderne foreteelser såsom magi, djævlekult, horoskoper, amuletter og lykkesten fortæller, i hvor høj grad disse forestillinger har overlevet den kristne belæring. Omvendt kender vi også begrebet »forbandelse«, der i tidligere tider tilskreves onde kræfters indflydelse. Mod dem måtte man beskytte sig ved hjælp af amuletter og lignende.

Anderledes forholder det sig med Kristendommen. En kirkelig velsignelse er altid i første række lovprisning og anerkendelse af Guds skabermagt, og først derudfra en bøn om dette eller hint. Dette fremgår klart af de ledsagende tekster. Når Kirken velsigner, ved den, at hele verden er underlagt Gud, men også at synden råder i verden, og at det onde udøver sin magt. Ved den velsignende bøn stiller Kirken mennesker ‑ eller ting, der tjener mennesket, under Guds beskyttelse og beder om hans hjælp. Kirken velsigner således ikke alene mødre, syge og børn, men også hus og hjem, mad og drikke, mark og eng, dyr og biler... Om Kristus ved vi, at han lagde sine hænder på børns hoveder og velsignede dem, og at han velsignede brød og vin (smlg. Matt. 19,13 ff.; 26,26 ff.).

For det meste er det præsten, der giver velsignelsen. Men enhver kristen kan velsigne. F.eks. kan forældre velsigne deres børn. Når man gør korsets tegn over sig selv, velsigner man sig selv. Til enhver velsignelse hører et korstegn. Dette gør klart, at enhver bøn om velsignelse bedes i Kristi navn. Kun ved og med og i hans navn venter den bedende at blive bønhørt. Kun hans navn udvirker velsignelse. Herved adskiller velsignelsen sig fra al overtroisk humbug, som midt i vor oplyste tidsalder drives med maskotter; her kan man gå så vidt, at man tilskriver et stykke blik kraft til at forbande. Velsignelse i kristen forstand er Kirkens forbøn; vi bygger på det løfte, som Kristus har knyttet til bønnen, der bedes i hans navn: »Og hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre... « (Johs. 14,13).

Hvis en katolik mener at få hjælp fra ydre tegn alene, f.eks. fra en medalje, eller at brugen af visse ord, formler og genstande skulle beskytte mod ulykke, er det syndig overtro.

Det hævdes ofte, at Kirken i tilfælde af krig også velsigner våben. Der findes kirkelige velsignelsesformularer til de mest forskelligartede formål ‑ men der er ingen formler til velsignelse af våben og militært udstyr. Hvis en praæst egenmægtigt velsigner våben, gør han det ikke i Kirkens navn eller på dennes vegne.

Røgelse

Ved forskellige former for velsignelse og først og fremmest ved en festgudstjeneste bruger man røgelse.

Røgelse er en vellugtende træ‑harpiks, der udvindes i Nærorienten. Når den strøs på de glødende kul i røgelseskarret, udvikler den en hvid røg, som spreder vellugt. Røgelsens symbolik forbinder sig imidlertid ikke så meget med duften som med ildens glød og de opstigende skyer.

I Johannesåbenbaringen (8,3) hedder det: »Og der kom endnu en Engel og stillede sig ved Alteret... og der blev rakt den røgelse i store mængder... fra Englens hånd steg røgskyen og bar de Helliges bønner med sig op til Gud.«

Røgelse er et sindbillede på den guddommelige kærlighed, der skal »brænde« i det kristne menneske. Vi kan også bede med Salme 141,2: »...som røgoffer gælde for dig min bøn, mine løftede hænder som aftenoffer! «

I Det gamle Testamente omtales ofte anvendelsen af røgelse under gudstjenesten. De første kristne brugte

røgelse ved begravelser og ved martyrgravene, men muligvis ikke i gudstjenesten for ikke at bringe tankerne hen på det hedenske røgelsesoffer foran gudernes og kejserens billeder. Med kristendommens udbredelse mindskedes faren for hedensk tolkning, og fra det 4. årh. omtales røgelseskar i kirkerne.

I Østkirkerne anvendes røgelse langt hyppigere end hos os. Indenfor de sidste årtier har den katolske Kirke vist megen tilbageholdenhed i brugen af røgelse og andre ting. Dette kan imidlertid også betyde en forarmelse. Unge mennesker søger således igen symboler; for eksempel overtager de brugen af røgelsespinde fra orientalske religioner. De vil ikke nøjes med det nødvendige og formålstjenlige, men have lov at give udtryk for stemninger og følelser.

»Hvorfor denne ødselhed?« murrede Judas, da Maria i Bethania hældte duftende olie ud over Herrens fødder. Kristus svarede: »Lad hende gøre det.« For ham var det afgørende, at hendes gestus udtrykte en kærlighed, der ikke var beregnende, intet ventede, ikke ville opnå noget, men ganske enkelt ville give sig selv.

* * *

Til personlig overvejelse:

‑ Er der noget ved katolsk skik og brug, der tiltaler dig? ‑ Hvad støder dig? Hvorfor? ‑ Forskellige skikke er gået tabt i de seneste årtier; beklager du tabet af dem, eller synes du, at deres forsvinden er uden betydning? ‑ Har du minder om betydningsfulde skikke fra barndommen?

* * *

Kirkebud

I den katolske Kirke findes der bud, der ikke er af umiddelbar guddommelig oprindelse. Fem kirkebud går tilbage til år 1444. Det gælder overholdelsen af særlige festdage, gudstjenestebesøg på søn‑ og helligdage, overholdelse af forskellige faste‑ eller abstinensdage, altergang og skriftemål i påsketiden. Formålet med de kirkelige bud er at regulere kirkefællesskabets liv og at opstille grundregler for det personlige trosliv.

At Kirken har fuldmagt til at udstede forpligtende krav, fremgår af Jesu ord: »Det siger jeg Jer, hvad I binder på Jorden, skal være bundet i Himmelen, og hvad I løser på Jorden, skal være løst i Himmelen« (Matt. 18,18). Da kirkebudene imidlertid er baseret på menneskelige retsforhold, forpligter de ikke på samme måde som Guds Bud; der gives undtagelser, når der foreligger vægtige grunde herfor. Den enkelte kan afgøre med sin samvittighed, om han eller hun i det konkrete tilfælde er dispenseret fra forpligtelsen. Desuden er budenes udformning tidspræget. Det må til stadighed efterprøves, om de er tidssvarende, om deres betydning stadig er indlysende. Det er nemlig først, når meningen med dem er forståelig, at de virkelig kan føre til en fordybelse i troen og i den fælles kirkelige bevidsthed.

Helligholdelse af søndagen

I overensstemmelse med det 3. Bud var der allerede i GT reserveret en ugentlig dag til hvile og til at ære Gud. Fra tidernes morgen blev det opfattet således, at man på denne dag ikke måtte udføre hårdt arbejde, dvs. først og fremmest ikke beskæftige sig med erhvervsarbejde. Hos jøderne måtte der overhovedet ikke arbejdes. Vi kristne, der har Jesu ord: »Sabbaten blev til for menneskets skyld...« (Mark. 2,27), ser ikke nogen overtrædelse af dette Guds Bud, når det drejer sig om nødvendigt arbejde som f.eks. opretholdelse af den offentlige trafik, sygepleje, sociale funktioner o.lign.

Undertiden spørges der, hvorfor kristne ‑ bortset fra nogle få grupper ‑ ikke mere fejrer ugens syvende dag, Sabbaten, som Herrens dag. Sabbat er et hebræisk ord, der betyder »hviledag«, og sabbaten begrundedes på et givet tidspunkt med. at Gud »hvilede på den syvende dag« (1. Mos. 10,2). Af samme grund fejrede de første kristne ganske rigtigt endnu sabbaten, men samtidig valgtes ugens første dag til at fejre eukaristien, da Kristus på denne dag var opstået fra de døde. Senere gik man over til kun at helligholde søndagen. Allerede Paulus erklærede, at sabbaten ikke længere gjaldt for de kristne (Kol. 2,16).

I mellemtiden er man på internationalt plan enedes om at lade ugen begynde med mandagen, så at søndagen efter officiel tælling nu er den syvende ugedag. (Man taler jo også om »week‑end« = ugens slutning.)

Men hvordan bærer man sig så ad med at helligholde en del af fritiden? Det gør man først og fremmest ved at tage del i gudstjenesten. Når katolikker derfor ‑ i følge et kirkeligt bud ‑ er forpligtet til at tage del i søndagsmessen, da er det andet og mere end en kirkelig forordning. Det er en nøjere tolkning af det tredje bud, en fastsættelse af et mindstemål af det, Gudsbudet betyder (jfr. de 10 bud, 2. Mos. 20,1‑17).

Dertil kommer for de kristnes vedkommende, at menigheden lige siden Oldkirkens dage har fejret Herrens Nadver om søndagen. Dermed har søndagen fået sin endelige betydning som Herrens dag. Hvad der gælder for søndage, gælder også for kirkelige festdage.

Men for at imødekomme nutidige, mobile menneskers livsvilkår og give dem mest mulig tid til hvile og afkobling, har Kirken åbnet mulighed for at gå til søndagsmesse lørdag aften. Dermed griber Kirken tilbage til en gammel praksis, der lader festdøgnet begynde aftenen før, sådan som juledag indledes med juleaften, sankt Hans dag med sankt Hans aften.

* * *

Til personlig overvejelse:

Hvordan bedømmer du følgende standpunkt: »Jeg går i kirke, når noget piner mig!« Man indvender fra tid til anden, at en pligtgudstjeneste ikke er meget værd. Det ville være mere ærligt at tilstå, at man ikke rigtig har lyst til det i dag og hellere vil blive hjemme, siges der. Men gør vi hermed ikke vort forhold til Gud afhængigt af vore egne stemninger og luner? Drejer det sig i gudstjenesten kun om menneskets »religiøse behov«? Også det, man gør af pligt, har sin værdi. Ved at deltage i gudstjenesten giver vi udtryk for, at vi som skabninger er henvist på Gud, og at det er vor skyldighed at tage aktivt del i lovprisningen for frelsen i Kristus og for håbet om fuldendelse i »nye himle og en ny jord« (2. Pet. 3,13). Men kan pligt alene være det egentlige motiv for kristnes handlemåde?

* * *

Faste‑ og abstinensbudet

Vil man opnå noget, må man ofre noget herfor. En vinding forudsætter næsten altid et afkald. Vil man spare penge, afstår man fra at »konsumere«. Vil man opdrage sine børn til sundt kritiske mennesker, begynder man at indøve »askese« med hensyn til, hvad de må se i TV. Vil man slanke sig, må man faste. Hvor lidt moderne begreber som askese, faste og abstinens end er, så er det, de betegner, dog aktuelt. Vil man nå et attraktivt mål, må man kvalificere sig hertil (askese (græsk) = indøvelse) og tage afstand fra, hvad der hindrer en i at nå målet (abstinens (latin) = afholde sig fra). Dette er også hensigten med Kirkens faste‑ og abstinensdage.

Kirken handler her ud fra overbevisningen om, at verden ikke er hel; noget uforløst og noget ondt er bestanddel af vort liv. I selvbesindelsen erkender mennesket, hvordan det selv er filtret ind i denne uheldssvangre sammenhæng og bestandig knytter nye tråde hertil. Alt dette hæmmer mennesket på dets vej mod Gud. I kampen mod det onde anbefaler Bibelen »at våge, faste og give almisser«. Om Kristus ved vi, at han fastede 40 dage i ørkenen. Bag dette ligger tanken om, at mennesket løber risiko for kun at bekymre sig om sin materielle tilværelse. »Ikke af brød alene skal mennesket leve, men af alt der kommer fra Guds mund« (Matt. 4,4). Det er dette, fasten vil sige os; den vil hjælpe os til at leve med Gud for øje. Hvad det drejer sig om, er den indre holdning, indsigten og viljen, og ikke bogstaven som sådan. I dette perspektiv udgør fastebudet en appel til årvågenhed, dvs. til en kritisk selvbevidsthed om forholdet til det væsentlige. Budene maner til omvendelse og er aldrig mål i sig selv. De er tegn på fællesskabet med Kristus. Til minde om hans død er således alle fredage bodsdage. Alle katolikker mellem 21 og 60 år er forpligtet til at bringe et »fredagsoffer« (jfr. bestemmelserne for bispedømmet København).

Før i tiden skulle man i de fleste lande (ikke alle) verden over afholde sig fra kødspiser om fredagen, eftersom kød for manges vedkommende dengang var festmad. Men eftersom forholdene har ændret sig, betyder afholdenhed fra kødretter ikke det samme som tidligere. Selvsagt kan fredagsabstinensen stadig bestå heri, men også i andre former for føleligt afkald ‑for eksempel i alholdenhed fra tobak og spiritus. Det er også en mulighed at reservere et bestemt tidsrum til bøn, bibelæsning eller en næstekærlig handling. Den kristnes solidaritet kommer bedst til udtryk, når det, man undværer, kommer nødlidende til gode. Denne fleksibilitet betyder på ingen måde en svækkelse af pligten til at give afkald, men en fornuftig tilpasning til nutidige forhold og også en forskydning i retning af personligt initiativ.

Faste har intet at gøre med foragt for livet og verden. Den hjælper os til velgørende frihed også over for det nødvendige. Den skærper vor kritiske sans over for ting, som vi har gjort os afhængige af, og hjælper os til at skelne mellem det fornødne og det vanemæssige. Ganske vist »relativeres« verden og vort liv på en vis måde, men netop dette muliggør en utvungen holdning også i krisesituationer.

Nu kunne man så mene, at den katolske kristne måtte være en verdensforagter, en, der fornemt og spirituelt holdt sig tilbage fra tilværelsens goder og glæder. Dette er netop ikke tilfældet! Sansen for fasten modsvares af smagen for festen både i kirkens liturgi og ude i livet. Faste og fest er som to modpoler i tilværelsens spændingsfyldte helhed. Dette er, hvad ordenreformatoren og kirkelæreren den hellige Theresa af Avila (eller som hendes ordensnavn lyder Teresa af Jesus) udtrykker i sit berømte ord: »Skal der fastes, så skal der fastes; skal der festes, så skal der festes!«

Valfarter og processioner

Nogle af de mest iøjnefaldende katolske skikke er processioner og valfarter, også fordi TV og blade bringer billeder af dem.

Processioner

Processioner er højtidelige optog, særlig på kirkelige festdage, men også i tider, hvor nøden hersker. Ved bønsprocessioner nedbeder deltagerne Skaberens velsignelse over vinbjerge, marker, dyr og mennesker. Ved høsttakkefesten udtrykker de taknemmelighed, og processioner på »Kristi Legemsfest« er vidnesbyrd om tilbedelse og tro.

Valfarter og valfartssteder

Steder, hvor Kristus har levet og lidt, æres af de kristne. Noget lignende gælder for steder, der har tilknytning til Jesu moder, apostlene eller til helgener. Troende mennesker erfarer, at man kan bede særlig tillidsfuldt på disse steder. Mange valfartssteder er faktisk områder, hvor fromheden udkrystalliserer sig, områder, hvorfra der udgår stærke, religiøse impulser. Deltagelse i valfarter er i tiltagende ‑ ikke mindst blandt unge mennesker. Glemmes må det heller ikke, at valfart og pilgrimsfærd er reelle og symbolske (realsymbolske) opbrud fra dagligdagen, ja, mere endnu: symbol for et troens opbrud til vandring mod en ny horisont. Valfart og pilgrimsfærd har derfor omsindelsens kærne i sig tillige med forventningen:

»Jeg frydede mig, da de sagde til mig:

'Vi drager til Herrens hus'.«

(Salme 122,1)

Andagter

Foruden de liturgiske gudstjenester, det vil sige messen og tidebønnen, (som helt overvejende bedes af ordensfolk og præster, omend den som Kirkens bøn er åben for alle) findes der i den katolske Kirke et væld af andagtsformer, som i udenforståendes bevidsthed hører til »det typisk katolske«. Her skal kun omtales to, Korsvejen og Rosenkransen.

Korsvejen

Turister og andre, som har været indenfor i en katolsk kirke her eller i udlandet, vil have bemærket, at der på en af kirkerummets langvægge befinder sig en række symboler for Kristi lidelse ‑ fra Judaskysset til og med gravlæggelsen. Denne billedfrise kan udføres på højst forskelligartet vis; man finder her alt fra farverige olietryk til fine relieffer. Men uanset udførelsen er meningen den samme: de billedlige fremstillinger tjener den indre betragtende bøn. Korsvejen er en meditationsform, hvor sindet forsænker sig i Kristi lidelse for de mange. Man »går Korsvejen«, idet man skrider fra billede til billede. Går man Korsvejen alene, bliver man stående ved det enkelte billede, så længe det vedbliver at fastholde ens betragtning. Man kan enten bede ud fra sig selv eller have en korsvejsbøn at støtte sig til.

Rosenkransen

Den mest ud bred te andagts form i den katolske Kirke udgøres af Rosenkransbønnen. Navnet skyldes den såkaldte »Rosenkrans«, en kæde af perler eller vel rettere kugler (af træ, ben, glas eller metal) inddelt i

fem hovedafsnit og med en fri ende bestående af fire perler og afsluttet med et lille krucifiks.

Rosenkransen er en bedesnor, som også kendes (i anden udførelse) fra andre religioner: Islam, Mahayana‑buddhismen, ja endog fra hinduismen. Formålet med bedesnoren er ikke at kontrollere, hvorvidt man nu har nået et foreskrevet pensum, men at orientere om, hvor langt man er nået i denne bøn, for katolske kristnes vedkommende altså i Rosenkransbønnen. Hver gang den store perle, der adskiller afsnittene fra hinanden, glider mellem tommel‑ og pegefinger, ved den bedende, hvor langt han/hun er kommet i andagten.

Men Rosenkransens egentlige betydning ligger først og fremmest i, at man med denne bedesnor i hånden »spænder af« på uanstrengt koncentreret vis, mens perle for perle glider mellem fingrene og afsnit for afsnit af Jesu frelservej fra undfangelsen ved Helligånden til Marias fuldendelse i Himmelen passerer revue for det indre blik: som Korsvejen er Rosenkransbønnen en betragtende, en meditativ bøn.

Det er ikke tilfældigt, at Rosenkransens krans af mysterier afsluttes med Marias fuldendelse i Himmelen, for Rosenkransbønnen er en Maria‑andagt. Præcisere sagt: en Maria‑andagt til Kristus! Hver eneste perle indledes med engelens hilsen til Maria (jfr. brev nr. 21, Maria og Kirkens helgener), går derefter over i dvælen ved frelsesbegivenheden og afsluttes med en påkaldelse af Marias forbøn for os »nu og i vor dødstime« .

Hvad Rosenkransbønnen betyder, må erfares, det kan ikke beskrives. Men det vil måske være fremgået, at den i enestående grad er en hjertets bøn, uden derfor at være sentimental. En indlevelsens og taksigelsens bøn i samfund med Maria, Guds Moder.

Både Korsvejen og Rosenkransen kan bedes alene såvel som i fællesskab.