Brev 24
Indhold
Lære og liv
At tro
Den kristne bekendelse
Troen er ingen privatsag
»Hvor der er godhed og kærlighed, der er
Gud.«
(Fra liturgien)
Om de to betydninger af ordet »tro«
Måske vil en del læsere studse over dette
sidste hæftes titel, måske til og med føle et vist ubehag. For
er det ikke, som om den går lidt »for tæt på«? Ser det ikke
ud, som om det nu - i seriens sidste hæfte - er læseren selv,
der er det egentlige tema?
Hertil skal straks svares, at uanset den
forudgivne titel er læseren i dette tilfælde lige så meget og
lige så lidt inddraget som i det foregående. Hvad der i særlig
grad vil blive sat fokus på i nærliggende sammenhæng, er det
faktum, at det med den kristne tro ikke først og fremmest drejer
sig om en lære, men om et liv. Dette gælder ikke mindst for den
katolske kristendomsforståelse, selv om udenforstående ofte er
af den mening, at den katolske tro først og fremmest er stiv
dogmatik! Nogle ukrænkelige læresætninger af for det meste
ærværdig ælde, som intellektet må bøje sig for, fordi disse
sætninger hører til den katolske kirkes ligeledes absolut
ukrænkelige tradition.
Og såfremt det altså lykkes en at bøje
sit intellekt ind under disse hellige læresætninger, ja, så
tror man, så er man katolik!
Der kan godt peges på historiske årsager
til, at denne mening har kunnet danne sig blandt udenforstående,
måske endda også hos nogle indenfor, men det bliver den ikke
rigtig af, kun højst beklagelig. Heldigvis lader det sig meget
let gøre at tilbagevise denne opfattelse, det er i og for sig
tilstrækkeligt at minde om de mænd og kvinder, som holdes højt
i ære i den katolske kirke, fordi den katolske bevidsthed der
igen og igen finder sig selv, nemlig i Kirkens helgener (jfr.
hæfte 21). For samtiden og eftertiden er helgenen
først og fremmest en skikkelse, hvori
enhver troende genfinder Kristus-lignende træk i en ganske
almindelig medkristens skikkelse. Hvem der har haft den lykke at
møde et helligt menneske (uanset om vedkommende senere bliver
kanoniseret eller ej), ved straks: sådan er det at være
kristen, her er livet nyt, her er kærligheden højeste norm, og
derfor er alting så ligetil, så ukompliceret, sandfærdigt,
varmt og trygt; her er konsekvens i barmhjertighed, her er en
urokkelig sans for retfærdighed, her er beredthed til indsats,
her er mod til at tåle. Her er, kort sagt, et stykke virkeliggjort
helhed, modsat den splittethed og tilfældighed vi andre lider
under, fordi vi stadig kredser om os selv...
Og helgenens skikkelse lyser ned gennem
århundreder, netop fordi troen hos ham blev til et stykke levet
liv. Tænk blot på Frans af Assisi (1181/82-1226), som stadig er
kendt også uden for kristendommens grænser. Han var lægmand,
fattig på alt undtagen på kærlighed og ville intet andet end
leve for Kristus. Hans samtidige, Thomas af Akvin, var teolog, en
af sin tids fornyere, beundret og forkætret på en gang; han
skulle vise sig at blive normgivende for århundreder. Og dog er
det ikke på grund af den geniale tanke, at han blev erklæret
for helgen, men på grund af en livsvandel, der var dybt
forankret i Kristus. Som følge af sin urokkelige mildhed i
medgang som i modgang fik han tilnavnet »doctor angelicus«,
»den englelige lærer«.
Med disse Kristus-lignende træk er det, at
den katolske trosbevidsthed identificerer sig, hvor den end
finder dem - hos fyrsten, arbejderen, husmoderen, tiggeren, den
lærde, tjenestepigen - her, hvor der kun spørges om, hvad det
dybest set kommer an på, er alle absolut lige. Kirken har uden
forskel taget dem ind i sin hukommelse og peget dem ud som
normgivende skikkelser for alle tider.
Men hvad skal vi da med
»læresætningerne«?
Læseren kan selv hjælpe med til at forme
svaret, idet de foregående 23 + 2 hæfter hovedsagelig har
kredset om Kirkens lære, omend på en sådan måde, at læseren
- forhåbentlig - har kunnet tænke med ud fra sin egen
erfaringsverden. Læresætningerne er troens genkendelige
»afmærkninger«; de udtømmer aldrig mysteriet, men de kredser
om det og holder os derved på den rette kurs. »Dette er min
tro, det er den katolske Kirkes tro«, præciserede Augustin over
for sin tids mange afvigende meninger i trosspørgsmål. Troen
har brug for at forvisse sig om, hvad den tror på. Så tyer den
til trossætningerne og til bøger, der handler om dem. Derefter
gælder det at leve livet i samklang med, hvad man har forstået.
Men bevægelsen går også den anden vej
rundt: den, der begynder at gøre troserfaringer, vil også
begynde at forstå trossætningerne ligesom indefra. Og da bliver
de først for alvor til ånd og liv for den, der studerer dem,
for nu er det jo faktisk sig selv i frelsesmysteriets
uudgrundelige sammenhæng, man læser om!
Her vil vi inddrage et nyt Augustin-citat,
som i vor sammenhæng ligesom udfylder det første; det skriver
sig fra de pinefulde erfaringer, som Augustin måtte indhøste
gennem de mange års åndelige rastløshed, inden han fandt frem
til den kristne tro og som godt 30-årig blev døbt i påsken år
397:
»Vort hjerte er skabt for dig, o Gud, og
det er uroligt, indtil det hviler i dig.«
»Hjerte« er her brugt på samme måde som
i hæfte 17 om bønnen: personsmidte, livscentrum. Dette i Gud
hvilende hjerte engagerede Augustin siden i teologien og blev en
af den katolske kirkes største teologer, selv om teologien i
grunden ikke var hans fag! Men »hjertet« indgik i forening med
intellektet, livet med læren, og således tændtes et af de
kirkelys, der fortsat brænder...
Til daglig hæfter ingen sig ved, at »tro«
både er et substantiv og et verbum, både et navneord og et
udsagnsord, altså både en indsigt og en igangsættende
grundholdning. Forbindelsen er så tæt, at mangler troens
handlinger, afsvækkes troens holdning, og til sidst fremstår
troens indsigt som en abstrakt og uvedkommende lære.
Augustins bemærkning i »Bekendelserne«
viser os, at troen bor i hjertet. Bor den ikke der, er der kun
tale om en intellektuel overbevisning, som enten begynder at
blegne bort af mangel på troserfaringer, eller som, hvis den
fastholdes med viljens hjælp, bliver stiv, dogmatisk, docerende,
ophav til hårdhjertethed og kulde. Andre vil først og fremmest
opleve et menneske, der måtte være endt der, som umådelig
sterilt. Altsammen en følge af, at troen aldrig er nået
længere end til storhjernen. Men storhjernen kan hverken elske
eller harmes, den kan kun registrere, analysere, katalysere.
Disse færdigheder er udmærkede til deres brug, men leve livet
på dem kan man ikke. Livet fordrer hele mennesket, og dets
centrum er »hjertet«. Det er ogsa her, enhver betydningsfuld
overbevisning hører til, det er herfra, handlinger og før dem
afgørelser og beslutninger får kraft, retning og mål. For
troen som for enhver anden bærende forvisning gælder, at den
med sin sæd i »hjertet« vil leve sig ud på dagligdagens
jordnære plan. Når dette sker, gøres der troserfaringer, som
stærkt og godt befæster troens indsigt, som før antydet, idet
troen som Kirkens tro (jfr. 1.Augustin-citat) bekræftes indefra.
Den viser sig at være sand med livets virkelighed, thi det giver
styrke, glæde, mod at handle i kærlighed fremfor i den lille
selvsøgning, der aldrig får nok. Det opleves som glædeligt, at
troen, det urolige hjertes hvilen i gud (jfr. 2.Augustin-citat)
både er den definitive forpligtelse og udfordring, og at ingen
sektor af tilværelsen ligger uden for den. Bor den i hjertet,
vil den melde sig til orde overalt, hvor den troende har noget at
gøre. Privat, socialt, politisk vil den optræde som den
overordnede retningsgivende instans, der pålægger den troende
at finde frem til fremgangsmåder, udveje og midler, som er i
overensstemmelse med, hvad troen (lig Kirkens tro) fortæller den
troende (det i Gud hvilende hjerte) om mennesket og dets jord og
om begges bestemmelse.
Dette beror altsammen på, at troen ikke er
noget, man »har« eller besidder. Det forholder sig omvendt: Bor
troen i hjertet, er man selv taget i besiddelse. Den forløsende
overgivelse »jeg tror«, »jeg tror, at...« er ikke slutfacit
på en lang tankerække, men en milepæl på livserfaringernes
vej: Jeg tror, fordi jeg i Kirkens fællesskab, i dens
forkyndelse og i dens sakramenter og i de troendes liv har mødt
den levende Kristus, som Maria Magdalene mødte i Josef af
Arimatæa's have påskemorgen. Hun så, og hun troede, og hun
bevidnede: »Jeg har set Herren« (Joh. 20,11-18).
»Jeg tror, jeg tror at...«
I det følgende vil vi nu koncentrere os om
fænomenet tro, idet vi vil søge at komme til klarhed over,
hvilken rolle tro spiller i menneskers liv. For at undgå enhver
misforståelse skal det straks siges:
Vi er kun i stand til at knytte os til Gud i
tro, fordi Gud selv drager os. Denne dragning skal ikke forstås,
som om Gud på et vist tidspunkt i et menneskes liv pludselig
»rækker ned fra himmelen« og begynder at handle anderledes med
det pågældende menneske end hidtil. Gud bærer sig ikke ad som
en far eller mor, der efter lang tids venten begynder at kalde
den lille ind fra legen med trusler i baghånden: »Kommer du
ikke nu, vanker der ingen jordbærgrød!«
Nej, denne dragning mod Gud er nedlagt i
selve vor væren. Det dybeste i os og det mest vitale, den
førnævnte personsmidte, hælder ind mod Gud, som jordklodens
akse hælder mod Polarstjernen. Det er det, Augustin udtrykker
med ordene: »Vort hjerte er skabt for dig, o Gud.« Af dyrekøbt
erfaring kommer de følgende ord: »...og det er uroligt, indtil
det hviler i dig.« Thi Augustin havde, inden han vendte sig til
Kristus i Kirken, søgt at stille det urolige hjerte tilfreds af
mange andre veje. Som ambitiøse forældres håbefulde søn og
som ung, særdeles lovende akademiker stod der ham mange
muligheder åbne, menneskeligt, socialt, intellektuelt,
karrieremæssigt, og han prøvede en hel del af dem. Herunder
gjorde han den erfaring, at hvad der tilbød sig, ikke svarede
til hans udefinerlige forventning. Således blev han af en indre
uro drevet videre, indtil han stødte på Kristus-vidnes-byrdet i
den katolske kirkes lære og liv. Herom kan
man læse i hans »Bekendelser«
(»Confessiones«), som i uddrag er oversat til dansk.
Halvandet årtusind senere (1923) skrev en
hollandsk konvertit, benediktinermunken Willibrord Verkade, en
bog om sin vej til troen med den megetsigende titel »Die Unruhe
zu Gott« (»Uroen, der driver mod Gud«). Fordi Gud ikke virker
ovenfra, men indefra, er det muligt at tale menneskeligt
forståeligt om troens overgivelse til Gud, omend muligheden for
at kunne knytte sig til Gud i troen er pur nåde og et
uudsigeligt mysterium.
Med selve dette: at kunne tro har det sig
som med bønnen. Forudsætningen er gudgivet, men erfaringen
herom er menneskelig og derfor noget, vi kan tale om.
Og som bønnen har troen sit »sted« midt i
livet, længe før vi bliver klare over, hvad det egentlig er,
der tildrager sig i os. Da vi i hæfte 17 søgte at indkredse den
fællesmenneskelige erfaring om bøn, fandt vi frem til, at alle
mennesker i visse situationer forholder sig »som bedende«, idet
hjertet »løfter sig opad«. Sagt med andre ord: i visse
situationer rækker vi så at sige ud over os selv i retningen af
noget større end os selv. Noget, som vi ofte ikke finder navn
for. Eller som vi først finder navn for i en livsanskuelse eller
i en religiøs overbevisning.
I disse situationer bliver det som regel
også klart - i det mindste for eftertanken, at ens følelser,
tanker, ord, handlinger - skriver sig fra, hvad man »tror på«,
selv om det ikke beskæftiger en ret meget i det daglige. Nu er
det formentlig klart, at vi i dette underafsnit har brugt
begrebet »tro« i meget vid forstand. Tro står her som et andet
ord for den grundlæggende forvisning, vi alle har om den egne
tilværelses og helhedens hvorfor og hvortil.
»Hvorfor dør blomsten og fuglen? «
spørger den 3-4-årige. »Hvorfor skal der være så megen
lidelse, ondskab og uret i verden?« spørger den 12-14-årige.
»Hvorfor er der i det hele taget noget - fremfor slet ingenting?«
spørger den mere »filosofiske« teenager. »Hvorfor skulle den
og dens liv forme sig så ulykkeligt? Hvorfor skulle så mange
rige evner og så megen varm menneskelighed gå under i bitterhed
og kulde?« spørger den voksne.
Og hvordan og i kraft af hvad skal vi
bestride de svimlende muligheder, som teknologien åbner for os
på alle områder? Hvad vil vi stille op med genteknologien og
med transplantations-teknologien? Hvad kan vi gå med til, og
hvor må vi sætte stop? Hvad har vi at sætte ind mod de blinde
mekanismer i planlægnings-, rationaliserings- og
behandlersamfundet? Skal problemløsningerne søges i øget
indsigt og i større effektivitet? Svaret vil hurtigt falde
benægtende ud. Indsigt og effektivitet kan bruges til hvad som
helst, til ondt såvel som til godt. Tænker vi spørgsmålet
igennem, ender vi der, hvor vi alle bliver nødt til at hente
vore argumenter fra, hvad vi tror på. Og det vil hurtigt vise
sig, at denne personlige overbevisning vil gå ud på, hvad
meningen er med ens eget liv, med alle menneskers liv, ja med
alt, hvad vi mennesker har med at gøre, og med den verden, vi
kender til. Og i kraft af denne vor grundlæggende forvisning
afgør vi, hvad der skal kaldes ondt, og hvad der skal kaldes
godt. I kraft af denne forvisning svarer vi på, hver og en, hvad
mennesket har lov til at bruge sin kunnen til, både som
enkeltmenneske og som kollektiv. Og i kraft af selvsamme
forvisning svarer vi på de grundlæggende spørgsmål, som
opstår, når tilværelsen pludselig bliver for vældig for os.
Hvad vi faktisk tror på, mærker vi i de situationer, hvor
afgørelse og valg bliver betydningsfulde, som tilfældet er,
hvor vi har ansvar og forpligtelse.
Med denne bærende forvisning er vi
hinsides, hvad der lader sig indkredse, måle, bevise. Vi er,
hvor mennesket altid befinder sig, så snart dets personsmidte
rører på sig: vi er på »troens« grund.
Det behøver ingen at føle sig trykket ved.
De tider er forbi, hvor tro og viden blev spillet ud mod hinanden
som uforsonlige modsætninger. Ingen psykolog, psykiater,
antropolog, pædagog eller for den sags skyld litteraturforsker,
historiker, filosof ville med respekten i behold kunne hævde, at
tro er en rest af overtro. Lægen kan heller ikke nøjes med at
betragte sin patient som en fejlfungerende krop, men bliver i
mangfoldige tilfælde nødt til at beskæftige sig med patientens
-helhedssituation, herunder også hjertet, forstået som
personsmidte eller sjæl. Måske hører det med til
sygdomsbilledet, at patienten stikker i en vedvarende stress-situation
som følge af dyb splittelse mellem den grundlæggende
livsindstilling og det liv, der rent faktisk leves...
Med andre ord: Først er der det enkelte
menneskes personlige svar på spørgsmålet om tilværelsens mening.
Dette svar har hjemme på troens plan, det rager op over alt,
hvad der bevises. Denne forvisning bor i hjertet og iværksætter
derfor menneskets afgørelser, valg, handlinger i samspil og
modspil med de forhold, hvori det pågældende menneske lever sit
liv.
Men hvordan kan det være, at noget så
håndgribeligt som tro, overbevisning, forvisning har denne magt,
hvor kan det være, at mening er det »brød, hvoraf mennesket
lever« (Joseph Ratzinger) og at »meningsspørgsmålet stilles
af alle, både af børn og filosoffer« (Paul Tillich)???
»Gak til myren og bliv viis!« siger
ordsproget. Skal der på nogle få linjer redegøres for den
menneskelige frihed som ophav til menneskets uudryddelige hang
til tro, så lønner det sig at bringe myrens liv i erindring.
Hvem har ikke en varm sommerdag tilbragt
nogle for det meste uønskede øjeblikke ved en myretue! Men
inden man irriteret går videre, er det som regel blevet til et
par interessante iagttagelser. Der er arbejdsmyrerne, som
uophørligt maser af sted med byrder større end de selv. Der er
soldatermyrerne med de vældige kindbakker, som med et snuptag
klipper fjender itu. Der er yngelplejemyrerne, som kun er til for
at sørge for maddikers og puppers velbefindende...
Intet samfund fungerer så godt som myretuen. Her begås aldrig tekniske fejl, her er alt, gennemrationaliseret, her er ingen samarbejdsproblemer, for hver myre er genetisk indkodet og fysisk udrustet til at være soldat, arbejder eller yngelplejer mm. Thi den enkelte myre er ikke nogen individualitet, den er en funktion, perfekt indpasset i et system, der slet og ret udgøres af samspillet mellem perfekt afpassede og tilpassede genetiske programmer.
Heroverfor bliver det tydeligt, hvad den
menneskelige frihed bevirker. I kraft af denne frihed
rager mennesket ud over ethvert system og ethvert formål og enhver
aktivitet. Mennesket kan give mere eller mindre af sig selv til
systemet, formålet, aktiviteten, men det falder aldrig sammen
med partiet eller programmet eller institutionen, ja, det falder
ikke engang sammen med sin egen tid: det eksisterer og tænker ud
over alt, hvad det må give tid og kræfter til, det tænker i
fortid og fremtid, ja rækker ud mod evighed, som det ikke
formår at begribe. Mennesket er derfor på en måde fremmed på
jorden, fremmed i universet, skønt jorden og universet er dets
hjem i tiden! Men derefter?
Og hvorfor i det hele taget? Og hvordan? Det
ene spørgsmål tager det andet med sig. Og ganske vist kan
mennesket spørge om alting, spørge ud i det blå. Alligevel
er det sådan, at spørgsmålet er som et forvarsel om svaret.
Dette ville være umuligt at stille spørgsmål, hvis der ikke
fandtes en forudgående udefineret forvisning om, at der må
være et tilsvarende svar. Uden denne skjulte indre forvisning
ville vi ikke stille spørgsmål, der rakte videre end til
aktivitetsniveauet.
Alt dette betyder, at alle mennesker lever
med et i det mindste udefineret »jeg tror, jeg tror, at...«
Fællesmenneskeligt er endvidere, at hvad man tror, altid
berører en på det dybeste (Paul Tillich). Det, vi tror på som
tilværelsens bærende grund, er os helligt. Vi affinder os ikke
med, at det udsættes for spot og krænkelse. Hvad vi virkelig
tror (på), er vi beredte til at sætte os ind for. Dette gælder
for den ateistiske marxist såvel som for hinduen og den kristne.
Derfor forholder det sig også sådan, at
det kun er i tro, at mennesket sætter sig helt og holdent ind. I
troens handling er man sig selv og ikke nogen rolle og erfarer
derfor en uanet styrke, meningsfylde, konsekvens og glæde. Kun i
troens handling gør mennesket maksimalt brug af sin frihed, kun
der vokser handlingen ud af det tilfældige og ind i den
sammenhæng, vi bekender os til.
Troshandlingen udgør på en gang det
højeste bevidsthedsniveau og det mest totale engagement. Helgenens
og martyrens styrke ligger menneskelig talt i at have levet troen
konsekvent.
Alt dette er som sagt fællesmenneskeligt.
Alle er vi troende, og uden troen kunne vi slet ikke leve. Uden
tro ville vort liv ligne myrens og ville derfor være
umenneskeligt. Selv den krasseste materialist, der med hånlatter
ville afvise, hvad vi har fundet frem til på disse sider, ville
alligevel komme til kort i sin påstand om ikke at tro på noget
som helst. Hans tro ville gå ud på, at der ikke eksisterer
andet end, hvad der kan tages og føles på, vejes og måles, og
at der ikke eksisterer andre glæder og andre mål end de rent materielle.
Herpå måtte vi svare: Din overbevisning hviler også på en
tro, bevise kan du intet, og hvad din håndgribelige verden
angår, så, kære ven, lever vi i et univers, som netop for det
forskende blik tager sig ud som en drøm... Tro er altså ikke et
så enestående fænomen, som det almindeligvis antages. Uanset,
hvad vi tror, afgiver det den for enhver af os gyldige, altomfattende
begrundelse for tilværelsen, hvilket netop ikke er det samme som
forklaring. En bærende trosforvisning formår at tage alt
menneskeligt ind i sin sammenhæng, alle den menneskelige
histories rædsler og nødsskrig inklusive. Den er i stand til at
begrunde ethvert offer og definere et mål og en fremtidsvision,
der i alle tilfælde rækker ud over her og nu.
Har vi i dette hovedafsnit hidtil talt
fælles menneskeligt, må disse fællesmenneskelige betragtninger
i brevkursets sammenhæng munde ud i en konklusion, som kommer
fra den kristne tro. Og den lyder: Mennesket søger Gud, ofte
uden at vide, hvad der er det egentlige mål for dets higen; i
alt, hvad det eftertragter som godt, er det Gud, det søger.
Finder mennesket ikke frem til Gud, går det derfor i gang med at
guddommeliggøre områder af tilværelsen - kærligheden,
arbejdet, partiet, sundheden, sporten eller hvad som helst,
hvilket naturnødvendigt fører til frustration og derefter til
resignation eller kynisme. Thi som vi har set, kan mennesket ikke
nøjes med mindre, end hvad der er større end det selv. I selv
samme øjeblik mennesket erkender Gud, sker der derfor en enorm
befrielse. Hele tilværelsen finder sine rette proportioner, for
nu er der ikke mere noget, som skal tjene som erstatning for Gud
og stille det menneskelige hjertes uro og længsel efter liv i
fylde.
Hvad særligt er der da ved den kristne
bekendelse?
Efter alt det foregående giver det god
mening at svare: Det særlige ved den kristne bekendelse er, at
troens bærende forvisning her besidder et menneskeligt ansigt.
Det er som Kristus-troende, som Kristus-discipel, at den kristne
er Gudstroende.
Og dette skal, som det på nuværende
tidspunkt sikkert står klart, forstås både kosmisk og
personligt, historisk og individuelt. Den kristne bekendelse er
ikke centreret om individet på bekostning af fællesskabet.
Heller ikke er den centreret om mennesket og dets evige sjæls
frelse under forglemmelse af den jord og det univers, mennesket
hører sammen med. I den kristne bekendelse favnes alt, som er,
og som var, og som kommer - fra skabelsens morgen og indtil den
yderste dag. Alt ses som indbefattet i Jesu Kristi
gudmenneskelige væren. Den Himmelfarne efterlod hverken
mennesket eller kosmos til sig selv; hans tagen sæde ved
Faderens højre hånd er pantet på, at mennesket og dets verden
- alt - skal fuldendes i ham.
For sidste gang skal der mindes om den
prægtige Kolosser-hymne, hvor alt dette på et så tidligt tidspunkt
i den kristne tradition fandt en formulering, som ikke siden er
overgået. Alt, hedder det her, alt er blevet til med henblik på
Jesus Kristus som Hoved for Kirken, hans Legeme:
»...i ham skabtes alt i Himlene og på Jorden ... og han er før alt, og alt består ved ham. Han er Hovedet for Legemet, Kirken; han er Begyndelsen, førstefødt af de døde ... « (jfr. Kol. 1,14-20).
Men også på det personlige plan står
Jesus Kristus for den troende i centrum, både hvad angår troen
som indsigt (Kirkens tro) og troen som overgivelse (hjertets
fred). Mens Mattæus, Markus og Lukas - hver i deres sammenhæng
og hver med deres teologiske intention - fremstiller Jesus som
Gudsrigets forkynder i ord og i gerning, er det hos Johannes, man
finder en ganske særlig koncentration om Jesu Kristi uudsigelige
guddommelige virkelighed. Han er slet og ret den, der åbenbarer
Gud: »Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne, som selv er
Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk« (Joh.
1,18). Og i svaret til Tomas og Filip: »Jeg er vejen, sandheden
og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.« - Filip siger:
»Herre, vis os Faderen, og det er os nok.« Jesu svar: »Så
lang en tid har jeg varet hos jer, og du har ikke lagt mig at
kende, Filip? Den, som her set mig, har set Faderen; hvordan kan
du så sige: 'Vis os Faderen'? Tror du ikke, at jeg er i
Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler
jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine
gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men
vil I ikke, så tro for selve gerningernes skylde (Joh. 14,6-11).
Også i troens overgivelse står Jesus
Kristus i centrum hos Johannes: Idet man kommer til erkendelse af
Jesus Kristus ved at »gøre« troen, og ikke ved at spekulere
over den, kommer man i troens gerning gennem Kristus til Gud. Vel
at mærke: ikke fordi gerningen er fortjenstfuld over for Gud,
men fordi gerningen kommer fra hjertet. I troens handling åbner
hjertet sig for Gud. I troens handling virkeliggør mennesket sin
tro. Derfor:
»Den, som har mine befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; og den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham... Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham« (Joh. 14,20-23).«
Et spørgsmål melder sig her: Hvad forstås
der ved Jesu Kristi »befalinger«? Svaret kan koncentreres i
følgende ord: »Dette er mit bud, at I skal elske hverandre,
ligesom jeg har elsket jer« (Joh. 15,12). Det er dette bud, som
andetsteds kaldes Jesu nye bud: »En ny befaling giver jeg jer,
at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også
I elske hverandre. Derpå skal alle kende, at I er mine disciple,
om I har indbyrdes kærlighed« (Joh. 13,34-35).
Vi kunne fortsætte med flere Johannes-citater
og gå videre med de store Paulus-breve. Men lad os alligevel
stoppe her og i stedet vende os til en ikon, som i billedets
fortættede anskuelighed taler samme sprog. Ment er den russiske
munk Andrea Rublevs ikon Tre-enigheden fra 1411. Fader, Søn og
Helligånd er afbildet i skikkelse af de tre engle, som besøgte
Abraham (l . Mos. kap. 18). De tre guddommelige Personer sidder
omkring et bord. Enheden mellem dem understreges af de vældige
vinger, der fra Person til Person rører hinanden kant mod kant.
Men ud mod beskueren står kredsen åben, og tillige er der en
fri plads ved bordet. Man nødes næsten til at spørge: Hvis
plads er det mon? Svaret kan kun være, at det er menneskets
plads. Over for sig har mennesket da den af de tre Personer, som
er klædt i blåt og brunt, Himmelens og Jordens farver. Skønt
det ofte siges, at det er umuligt at vide, hvem der er hvem af de
tre Personer, er der alligevel en del, der tyder på, at
midterfiguren er Sønnen.
Tanken fremtræder da som lysende enkel: Den
kristne bekender troen på Gud som Fader, Søn og Helligånd, men
»over for sig« i Treenigheden er det Sønnen, han har at gøre
med: Ved ham og med ham og i ham inddrages mennesket i den
guddommelige kærligheds liv.
Hermed er sagt, at ethvert menneske, der
fødes til verden, fødes til kærlighedens liv, og at
kærligheden fuldendt i Gud er menneskets evige bestemmelse.
Alt dette kan den kristne ikke sige i
almenreligiøs almindelighed, men kun i kraft af Jesus Kristus, i
hvem det tillige godtgøres, hvad kærlighed er, og hvad Guds
bestemmelse med mennesket og dets verden er. Det centrale i den
kristne tro er og forbliver, at Gud - for at hente mennesket ind
i samfund med sig i Jesus Kristus gør sig til et med mennesket;
han giver sig i de menneskelige livsvilkårs vold, helt ind i
endelighedens og ondskabens vold, ja, ind i lidelsens elendighed
og dødens nat. Det er alt dette, der ligger i ordet om Jesu
nedfart til dødsriget. Jesus gik gennem dødsriget for med sin
forløste menneskelighed at indgå til evigt liv med hele
menneskeheden i sit følge; han er derfor »begyndelsen,
førstefødt af de døde« (Kol. 1,18).
I Jesu Kristi menneskelige skikkelse
forkastes alle altfor menneskelige gudsforestillinger. Overladt
til sig selv, det vil sige: uden for Kirkens sammenhæng, kommer
menneskets forestillinger om Gud på en eller anden måde på
afveje. Gudsbilledet bliver da før eller siden kun til
forlængelse (projektion) af, hvad der bor i mennesket af
ønskedrømme og tvangsforestillinger, inklusive psykoanalysens
overdimensionerede faderbillede. Da opstår disse
skræmmebilleder i forbindelse med Gud, som mennesker
undertiden føler, at de må befri sig fra for at kunne leve.
Altså må gudstroen forkastes. Ligeså hvis talen om Gud på en
eller anden måde er blevet forbundet med snæversynet moralisme
eller med farisæisk dømmesyge og så videre. Her må det ses
klart i øjnene, at den største udfordring for de kristne til
alle tider netop er Guds menneskelighed og Guds hjerte for
mennesket åbenbaret i Jesus Kristus (jfr. Titus-brevet 3,4). Det
er, som om menneskets egen begrænsede evne til at elske gør det
umuligt at tage Guds kærlighed alvorligt. Den fuldkomne
kærlighed jager frygten ud, siger Paulus (1. Joh. 4,18). Men
netop fordi vor egenkærlighed fylder så meget, og fordi vi
uvægerligt gør dårlige, ja onde erfaringer med hinanden og med
verden omkring os, ophober der sig så megen angst i vort indre.
Der bliver derfor så meget at regulere, så meget at holde på
afstand. Alt dette vil også indvirke på vort gudsforhold.
Kirkens historie viser, at menneskers tanker om Gud og om, hvad
troens liv vil sige, altid vil være af broget oprindelse. Vore
tanker om Gud - og det gælder også troens tanker - vil
uvægerligt farves af vores egne fortrængninger og
angstmekanismer. En stærk påvirkning af gudebilledet kommer der
også fra de herskende normer i kultur, samfund og politisk
system. Derfor er det usigelig vigtigt, at både den enkelte og
Kirken som helhed igen og igen besinder sig på Guds menneskelige
træk i Jesu Kristi ansigt. Hertil hjælper dyb fortrolighed med
Bibelen, ikke mindst evangelierne læst og mediteret i Kirkens
levende trosfællesskab. Tæt forbindelse med Kirkens sakramenter
har samme befriende konsekvens; i hvert af dem er det jo Jesu
Kristi liv-død-opstandelse for os, som fejres i tegnets synlige
og håndgribelige skikkelse. Ja, i eukaristien er det selve vor
delagtighed i Jesu Kristi død og påskesejr, der fejres.
Til at fastholde den levende erindring om
Guds menneskelighed i Jesus Kristus får katolikken en uvurderlig
hjælp gennem sit forhold til Maria og til Kirkens helgener. Som
vi har set (jfr. hæfte 21), æres Maria som den evigt udvalgte,
evigt udvalgt til at føde Gudmennesket Jesus Kristus til verden.
Hvad helgenerne angår, så bevarer Kirken mindet om dem som
levende, betydningsfuld virkelighed, fordi de alle - hver på
deres vis - har synliggjort Jesu Kristi menneskelige træk midt i
det konkrete liv.
Det er igen stedet at holde sig Andrei
Rublevs ikon for øje, for det er i Jesu Kristi menneskelige
træk, at vi får Guds ansigt at se. Det er i Jesu Kristi
liv-dødopstandelse for os, at Guds mening med mennesket i
Åndens kraft når til den livsfylde og den kærlighed, det
tørster efter. Thi hvor mennesket overladt til sig selv ender
som dødens forbundsfælle og håndlanger, vinker Kristus
mennesket ind til liv og til kærlighed:
»Jeg er kommet, for at de skal have liv og, have overflod« - »...thi jeg lever, og I skal leve« (Joh. 10,10 og 14,19).
Uanset, hvor tit det siges, at troen er
privatsag, så forholder det sig også her sådan, at en
fejlopfattelse ikke bliver sand, fordi den muligvis har mange
tilhængere. Tro er nemlig slet ikke nogen privatsag, det ved i
hvert fald den, der har »kæmpet for sin overbevisning«, lagt
sig i selen for at vinde meningsfæller, partifæller og så
videre.
Det er da også ganske specielt om
gudstroen, at dette vildledende ord bruges, og tilsyneladende er
det ufejlbarlig sandt. For mennesker, der tager »alt det med
Gud« alvorligt, de er da vist ikke særlig talrige - hvor møder
man dem i det hele taget? Og hvis Søren eller Birte var i kirke
i søndags, så er der i hvert fald ingen af kollegerne i
fabrikken og på kontoret, der har nogen anelse om det. Og Søren
og Birte er vel heller ikke anderledes end de andre af den grund?
Altså, troen er en privatsag! Til brug i
fritiden måske, men derudover - ?
Dette sidste hovedafsnit skal bruges til at
godtgøre, at troen ikke er nogen privatsag. I det mindste skal
der gøres et forsøg herpå. Og hvorfor nu det?
Fordi det selvsagt hører med til dette
kursus' opgave at give et billede af, hvad den katolske tro er og
betyder i livet. Man kunne også sige det på den måde, at noget
meget afgørende ville mangle, såfremt dette afsnit ikke blev
skrevet, og da ganske særligt i dag, hvor mange kristne lider
under, at de føler sig ensomme i deres tro.
Først skal vi have fat i det slet og ret
grundlæggende: uanset, hvordan dagligdagen ser ud, så er den,
der
tror på Gud åbenbaret i Jesus Kristus, med
i et fælles skab, der omspænder tid og rum fra den første apostel
til den sidste biskop og alle døbte kloden rundt til alle tider.
Dette fællesskab,
Kristus-kirkefællesskabet, er til stede helt og fuldt synligt og
erfarbart, hvor menigheden forsamles for at fejre Jesu Kristi
liv-død-opstandelse for os, »indtil han kommer«. Hele Kirken
er der, såvel i den lille provinsmenighed i Esbjerg eller
Fredericia som i den store festmesse i Peterskirken i Rom. Og
enten gudstjenesten er festlig eller ej, så er den, også i den
største armod, det synlige tegn for Jesu Kristi nærvær i og
med dem, der fejrer det eukaristiske måltid.
Det er som med disciplene på vejen til
Emmaus. Også de gik en, forekom det dem selv, ensom vej under
det hældende lys; modet var borte, alt syntes tabt. Men i
brødsbrydelsen erfarede de, at den anonyme fremmede, der havde
slået følge med dem det sidste stykke af vejen, var Jesus
Kristus opstanden fra de døde. De fyldtes med glæde og ilede
til Jerusalem for at vidne om, hvad de havde set (Luk. 24,13-35).
Denne stærke fællesskabserfaring i den
hellige liturgi er også med til at forme katolikkens erfaring om
sin tro. Selv om vi lever i Søren Kierkegaards fædreland, er
det ikke muligt for katolikken, heller ikke for den danskfødte
katolik, at gå helt og fuldt ind for Søren Kierkegaards ord om
troen som et ensomt spring ud på de 70.000 favne. Thi for
katolikken kan troen ikke opfattes som denne ensomt
eksistentielle risiko; selv om troens overgivelse ubestrideligt
er »mine, den enkeltes, er det sådan, at katolikken tror i
fællesskab med Kirken: »Dette er min tro, det er den katolske
Kirkes tro.«
Først og fremmest er troen jo Guds gave,
som modtages i troens overgivelse, men i og med at man tror, ved
man sig indesluttet af hele Kirkens trosfællesskab, og dette er
det afgørende. Det er med troen som med bønnen (jfr. hæfte
17): man ved sig båret af de andre, og denne forvisning er i
stand til at indeslutte egen kommen til kort, tvivlrådighed,
kulde og angst. I disse øjeblikke kommer det særlige ved den
katolske tro for dagen; den således ramte ved: jeg kan støtte
mig til kirkefællesskabet, til den troens og kærlighedens
indsigt, som er indvundet i Kirken og ligger gemt i løfteordet
om, at mørkets magter aldrig skal få overhånd over den (Matt.
15,18), og jeg kan bygge på den offervilje og kærlighed, som
findes i Kirken, og som jeg også har del i, fordi jeg hører
Kirken til; de andres tro og kærlighed kommer mig til gode,
fordi vi alle udgør et eneste udeleligt Legeme.
En anekdote fra middelalderen kan tjene til
at illustrere, hvad der her er sagt:
En munk kom til den hellige Bernhard af Clairvaux (1090-1150) og klagede sin nød: »Jeg kan ikke mere gå til kommunion, for jeg kan ikke mere tro!« - »Gå kun«, lød svaret, »og tro med min tro!«
Som dengang, således også i dag og til
alle tider. Den katolske trosmentalitet er anti-individualistisk
og derfor fællesskabs-centreret, hvilket Petrus-embedet i Kirken
i kollegialitet med de øvrige katolske biskopper verden rundt er
et synligt udtryk for.
Bernhard eg munken, paven og de øvrige
biskopper - dér klosterets anonymitet, her embedets offentlighed:
det lille fællesskab mellem Bernhard og munken afspejler det
store fællesskab, som er Kirken; her jordnært, der
tilsyneladende abstrakt. Og dog er det den ene og samme ting, det
drejer sig om: Jesu Kristi liv og kærlighed, som er Kirkens liv:
»Fordi der er et Brød, er vi et Legeme, skønt vi er mange, thi
alle har vi del i det ene Brød ... « (1. Kor. 10,17).
Det er med vilje, at overskriften er formet
lidt firkantet. For i dette sidste afsnit skal vi ind på nogle
forhold, som i grunden kredser om dette spørgsmål.
I den forudgående række af breve
omhandlende den katolske tro har det som allerede nævnt været
et princip, at troens mysterier fremfor alt ikke måtte
fremstilles, som om det var genstande, »ting og sager«, det
gjaldt om at beskrive. Thi som det også før er sagt: om troens
mysterier kan man kun tale i sammenhæng med det liv, vi lever;
Gud kender vi jo ikke »i sig selv«, men kun i følge
åbenbaringen. Og åbenbaringen sker netop i livet, i historien.
Herved træder Guds »hjerte« for os for dagen, ligeså meningen
med den enkelte og med helheden, med hvert menneskes liv og med
hele menneskehedens historie. Alt det, som omfattes af første
Augustin-citat: Dette er min tro, det er den katolske Kirkes tro.
I overensstemmelse hermed er troen hverken
at sammenligne med en livsanskuelse eller med et partiprogram,
den er en livsmagt, fordi livsfællesskabet med Jesus Kristus er
nyskabende og altomfattende. Troen er derfor hjertets overgivelse
i kærlighed, som udtrykt i andet Augustin-citat: Vort hjerte er
skabt for dig, o Gud, og det er uroligt, indtil det finder hvile
i dig.
Når ikke så få kristne i dag klager over,
at det er sværere at tro, fordi det omgivende samfund kører
efter helt andre normer - så kan forklaringen i mange tilfælde
være den, at troen er forblevet en intellektuel overbevisning
med residens i storhjernen. Overbevisninger klarer sig for det
meste dårligt i modvind, medmindre overbevisningens ejermand er
begavet med en særlig stædig karakter eller en god portion
aggression!
Hvad der derimod er blevet hjertesag, det
formår ingen jordisk magt at rokke ved. Her har vi uden tvivl
forklaringen på, at den kristne tro altid klarer sig særdeles
godt i virkelig modvind. Hvor der er modstand, nødes man til at
klargøre for sig selv, hvad der er alvor i livet, og hvad der
måske hovedsageligt var overtagne meninger, mere eller mindre
bevidst reflekterede indstillinger.
På vore breddegrader er der ingen decideret
modstand mod den kristne tro, vort samfund lader enhver blive
»salig i sin tro«, og desuden skal vi være her allesammen,
hvilket også er sandt. Risikoen er, at den gamle kulturs sans
for rimelighed og billighed kan gå hen og blive til
ligegyldighed, en vis uberørthed også af det, man selv »tror
på« - og en skønne dag opdager man til sin overraskelse, at
»man har tabt troen«. Eller at det hele så at sige ikke rigtig
betyder noget for en. Så er det, man begynder at snakke om, at
man også står så alene med sin tro, og at det er svært at
stå for presset fra omgivelserne.
Det er sandt, at trosfæller kan støtte
hinanden i troen. Men det, som de fleste af os i dag mener, når
vi taler om at være »ensomme i troen«, det er som regel ikke
savnet af de gode varme trosfæller, for et par trosfæller kan
de allerfleste af os finde. Nej, det er langt mere den sociale
støtte, der menes. Og ved social støtte forstås den tingenes
orden, at samfund og kultur i større eller mindre grad fungerer
sådan, at en vis fælles accept af kristne værdier og normer er
til at få øje på.
Dette er ikke mere tilfældet hos os i dag,
og følgerne heraf mærkes på alle samfunds- og familielivets
områder. Til overflod lever vi i et sandt »meningernes
supermarked«, og alle disse meninger konkurrerer med hinanden om
tilslutning, samtidig med at de gensidigt undergraver hinandens
troværdighed netop ved deres talrighed.
Altså, det er svært at være eller
forblive kristen i dag, sværere end nogen sinde!
Inden vi alt for let overgiver os til denne
overbevisning, er det måske værdifuldt at hidkalde historiens
vidnesbyrd. I det mindste finder den, der skriver disse linjer,
at det er overmåde tankevækkende at sammenligne vor situation
med den, oldkirkens små kristne grupper stod i. Også dengang
havde de kristne at gøre med et samfund, der var præget af en
materialistisk kultur, opsat på nydelse, med en uhyre vid
tolerance over for alskens lyster og laster og med et sandt udbud
af nyreligiøse strømninger.
Alligevel »stod de sig«, disse første
kristne, og de gemte sig ikke væk i små isolerede ghettoer.
Allerede op mod 200-tallet skrev kirkelæreren Tertullian (o. 160-220,
overgået til kristentroen i 30-årsalderen) om sine trosfæller:
»De kristne træffer man overalt, i
butikkerne, på torvet, på sportspladserne, i læreanstalterne
... « For modsat af, hvad vi måske tror, så levede de første
kristne generationer ikke i en ensom hyrdeidyl ude på landet,
men i byerne, hvor livet levedes i broget mangfoldighed. I løbet
af små 200 år var de altså vokset op til at kunne både blande
sig og præge bybilledet - de formåede at profilere sig, hvilket
snart skulle fremkalde forfølgelser.
Forklaringen på fænomenet er, menneskelig
talt, at de vidste, hvad de stod for, og satte sig ind for, hvad
de bekendte. I dem var Helligånden virksom, fordi de lod den
fylde sejlene, og rundt omkring dem begyndte ting at ske.
For os i dag, der lever i en efterkristen
tid, er det nyttigt at have denne historiske kendsgerning for
øje. Hvad der skete dengang, kan i princippet lige så vel ske i
dag og i fremtiden. Helligånden er ikke mindre virksom nu end
dengang. Spørgsmålet er, om de kristne er villige til at lade
sig drive af Ånden.
En ting er givet: det er en befrielse, at
den samfundsstøttende og dermed også samfundstilpassede
kristendom er ved at forsvinde. Jo mere »kristelighed« og
dertil hørende konformisme og institutionel tænkemåde der
synker i grus, jo klarere træder det for dagen, hvori troens liv
og troens ansvar for mennesket og dets jord består. Jo flere
»kristelige sikkerheder« der forsvinder, jo mere levende
træder Jesu Kristi menneskelige ansigt og Evangeliets enkelhed
for dagen. Det bliver igen til at se, hvad det kommer an på, og
hvor den enkelte og Kirken er fordret i dag. Thi det efterkristne
samfund kører hurtigt med sine effektivitetskrav, sin
rationalisering og sin planøkonomi. Mennesker, der har en
begrundet, stærk og inspirerende opfattelse af menneskets og
jordens bestemmelse, vil tiere og tiere blive nødt til at rejse
sig op og protestere og vise nye veje.
Hvad der mere og mere vil blive påkrævet i
det offentlige liv og på arbejdspladserne, vil i lige så høj
grad blive påkrævet i familieliv og i fritid. Tidens tendenser
trænger ind overalt. Overalt bliver der / er der brug for det
alternativ, som ene og alene kommer fra »Helligånden udgydt i
vore hjerter«. Kun den er skabende, opfindsom, udholdende og
konsekvent. Som Kirkens historie også viser: mennesker, der
lever på Helligåndens plan med Jesus Kristus som norm, kommer
til at gøre troserfaringer; de erfarer Gud overalt og skaber en
aura af troværdighed omkring sig.
Thi: »Hvor der er godhed og kærlighed, der
er Gud.«