Patriarken af Jerusalem var for et par år siden i København. Umådelig lang var messen, sær den uforståelige sang, og fremmedartet var det at spise franskbrød i våbenhuset. Ikke desto mindre var de græsk-ortodokse klart vores familiemedlemmer, - mærkelige og på mange måder uforståelige, men på de væsentligste områder brødre.
Heri ligger en aldrig udtømmelig inspiration. Opdagelsen i andre af nye sider ved vores Gud og hans åbenbaring. Det er ligesom den forunderlige oplevelse at se tilværelsen på ny gennem ens første barn, når hun i de første par år undersøger verden. Nye sider opdages selv ved velkendte og mentalt udslidte ting.
På samme måde har jeg det med de forskellige kristne konfessioner. Utallige er de forskellige varianter af protestantisk kristendom, jeg har mødt fra USA. Selv hos de mest obskure har jeg fundet dét meningsfællesskab midt i forskelligheden, som går til grunden af tilstanden menneske. Vi er uløseligt forbundet i et skæbnefællesskab, og min egen forløsning afhænger af de andres.
Forbavsende nok er den største variationsbredde dog at finde i min egen kirke. Blandt katolikker har jeg oplevet langt de største udsving i samtlige mulige og umulige dimensioner. Og det er ikke bare, fordi vi er 980 millioner katolikker. Det er i hvert fald også, fordi vi i den katolske kirke har en meget lang tradition for at være forskellige. Den forskellighed er vores styrke.
Når det er en styrke, så er det naturligvis kun, fordi vi i grunden er så ens. Alle katolikker elsker duften af røgelse, det kølige vievand, den røde evighedslampe ved tabernaklet, den blå farve i Marias kjole, de nuttede ministranter, det flammende påskelys i kirkerummets isnende mørke Påskenat. Vi ved godt, at disse ting ikke betyder noget, sådan teologisk osv. Men vi er alligevel meget glade for, at vi har lov at ha' dem. Og vi synes helt sikkert, at alene udseendet af protestanternes præstekjoler lægger lidt af en dæmper på festlighederne.
Trods dette ved vi, at den katolske kirke ikke har monopol på realiseringen af Guds skaber- og frelserplan. Historiske forklaringer på spidsfindige teologiske stridigheder interesserer kun de mere subtilt indstillede. De fleste af os ved, at vores ansvar overfor Kristus ikke kender grænser, fiktivt konfessionelle eller historisk reelle. Vi har alle det samme kald og trænger i samme omfang til nådens og næstens hjælp.
Og Folkekirkens lutheranere? De er vores venner; - rigtige, elskelige (ofte), irriterende (sommetider), stivnakkede (især tidligere), kære (altid!) venner.
Retur til KAT-Web /DK