Hvorledes skal forholdet mellem omvendelse og dåb forstås, når det er et lille barn, der bliver døbt? Er det ikke på forhånd meningsløst at tale om »omvendelse« i denne forbindelse? Det spæde barn står ved begyndelsen af sit bevidste liv, og nogen personlige afgørelser har det endnu aldrig været i stand til at træffe. Spædbarnet har ikke nogen personlig fortid at bryde med, og det har heller ikke lagt sig fast på bestemte normer, som skal erstattes af andre. Det er endnu uden fordomme og illusioner.
Ikke desto mindre hører begrebet »omvendelse« med til forståelsen af dåben - også når forældrene bringer et barn til fonten. Når Det nye Testamente taler om dåben, sker det i sammenhæng med forkyndelse, omvendelse og tro, som er slet og ret væsentlig. Denne sammenhæng må ikke gå tabt, heller ikke når der er tale om barnedåb.
Men hvis det lille barn ikke har noget at omvende sig fra - og hvis det endnu ikke er i stand til at træffe et personligt valg overhovedet: betyder barnedåben da, at en omvendelse bliver taget på forskud? Og er det rimeligt at tage omvendelse på forskud, endnu inden synderne er begået? Er i det hele taget »omvendelse på forskud« ikke et vildledende udtryk, og ganske selvmodsigende?
Og dog - den der vil lære at svømme kan godt på forskud tage et sikkerhedsbælte på, før han springer ud i vandet, fordi han på forhånd ønsker »det omvendte«, nemlig at blive holdt oppe, mens han i modsat fald imødeser at »gå tilbunds«.
Således er det ikke helt og holdent selvmodsigende at tage omvendelsen på forskud.
Forældrene, der bringer barnet til dåben, kan forudse, at synden vil komme til at spille en rolle i barnets liv, efterhånden som det vokser op.
Ja, de kan indse, at »synden« allerede på forhånd spiller en rolle. Dette perspektiv kalder teologerne »arvesynden«. Barnet er på forhånd - allerede forud for fødslen - sat ind i en historisk sammenhæng, der er belastet af det onde. Selv det barn, der fødes i den bedst tænkelige sammenhæng, er dog alligevel belastet. Det sprog, det skal lære at tale, de samfundsstrukturer, det skal indrette sig i, den forurenede natur og splittede verden, det skal leve i - altsammen afspejler »junglens lov« mere end gudsbørnenes herlige frihed.
Barnet er på forhånd placeret inden for et »system«, hvor det onde er med i spillet.
Forældrene kan også forudse, at der vil komme »personlig synd« i barnets tilværelse, efterhånden som det vokser op. Ingen kan leve livet uden at fejle. Ingen er i stand til fuldtud at opfylde kærlighedens fuldkomne lov.
Synden kan vi derfor tage på forskud, den må nødvendigvis komme 83).
Men kan vi også tage »omvendelsen« på forskud?
Det kan vi naturligvis ikke, hvis vi betragter »omvendelse« som en præstation, det står i vor egen magt at yde. Hvis »omvendelse« betyder, at »jeg endelig tager mig sammen og opfører mig ordentligt« - ja, så kan det givetvis ikke tages på forskud. Så er den jo absolut ikke til stede, før jeg »tager mig sammen« - og hvem ved, hvornår jeg vil gøre det?
Men hvis »omvendelsen« er en reddende hånd, der rækkes den druknende - hvis den er en chance, der tilbydes udefra, og som jeg skal gribe: da kan man tale om at række ud efter hjælpen på forskud, og på forhånd at råbe om hjælp.
Omvendelsen i forbindelse med barnedåb betyder, at forældrene, og hele kirken, på forhånd råber om hjælp for dette barn.
Hermed er der dog ikke givet svar på alle de spørgsmål, der opstår i forholdet barnedåb - omvendelse.
Selv når »omvendelsen« ikke opfattes som en præstation, jeg selv er herre over; selv når den er en hjælp, der tilbydes udefra: så er omvendelsen dog alligevel noget dybt personligt, der berører både forstand, følelser og beslutninger.
En hånd rækkes frem mod den druknende - men han griber selv til, han føler redningen som et nyt liv, angsten forsvinder, taknemmelighed mod livredderen bryder frem . .
Hvor bliver dette personlige af - hvis omvendelsen tages på forskud ved barnedåb?
Der er givet to svar på problemet, som begge er utilstrækkelige
eller endog forkerte.
Det ene svar går ud på, at enhver barnedøbt før eller siden i sit liv får en stærk oplevelse af at »blive omvendt«. Først ved denne oplevelse bliver man bevidst og ægte kristen. I Pinsekirkerne sættes denne oplevelse lig »dåb med Helligånden«. I forskellige former for missionsk og pietistisk kristendom betyder den »vækkelse« til det egentlige kristne liv. Fælles for disse forskellige strømninger er, at en kristen, der endnu ikke har haft en sådan oplevelse, ikke kan regnes for »frelst« eller »ægte«.
Netop ved at udelukke ægte kristendom hos »de uomvendte« - forstået som dem, der ikke på bestemt dato og klokkeslet har haft den store oplevelse af religiøst gennembrud - viser svaret sig som utilstrækkeligt eller forkert, målt med katolsk tradition. l den katolske kirke har der altid været mange helgener, der på et eller andet tidspunkt havde en oplevelse af føromtalte art. Men der har også været andre helgener - den hl. Therese af Lisieux kan stå som eksempel der ikke ville være i stand til at pege på en bestemt dag i deres liv og sige: på netop det tidspunkt blev jeg omvendt. For denne sidste type består »omvendelsen« snarere i en gradvis bevidstgørelse af troen og af en stadig række ny »gennembrud«, hvor tærskel efter tærskel overskrides i åndens liv.
Det andet svar går lige den modsatte vej. Det nægter enhver sammenhæng mellem »oplevelse« og »omvendelse«. Det påstår, at den egentlige omvendelse er troen selv, skjult og kun kendt af Gud alene. Ikke engang den troende selv har en »oplevelse« af at tro.
Men heller ikke dette svar kan tages som sidste ord. For det første er Det ny Testamente fuld af »omvendelsesberetninger«, som gør det helt klart, at omvendelsen var en bevidst og oplevet hændelse. Dernæst må man også spørge: er det ikke foragt for menneskers bevidsthed og følelsesliv, hvis troen ikke skal have lov til at trænge omvendende og helbredende ind i dem?
Et tilfredsstillende svar kan hverken sætte lighedstegn mellem »omvendelsen« og en bestemt, på dato fastlagt, oplevelse; eller modsat nægte enhver forbindelse mellem omvendelse og oplevelse.
Findes der et tredje svar?
Når voksne dåbskandidater i oldkirken blev døbt, havde de omvendelsen bag sig. Eller havde de? I en vis forstand ja: »omvend jer og lad jer døbe!«84) således lyder oldkirkens rækkefølge.
Men dermed er ikke alt sagt. Også for oldkirkens voksne dåbskandidater stod dåben som »initiatio christiana«85), den kristne begyndelses sakramente.
Omvendelse betyder ny indsigt, ændret indstilling. Men én ting er at få en ny indsigt, en anden er at gøre alvor af den. En ting er at gennemskue illusionerne, en anden er at bryde med dem. Det græske ord, som Det ny Testamente bruger for omvendelse, »meta-noia«, betyder begge dele: ny indsigt omsat i ny livsform.
Indsigten alene er ikke nok. Moderne litteratur er fuld af eksempler på, hvorledes illusioner blottes og fordomme gøres til spot. Men hvad gavner det, at man indser, at en mudderpøl er en mudderpøl, hvis man er ved at drukne i den? Der findes megen barsk humor, og der findes mange sjove revueviser, der spotter alt det uægte og falske, vi er omgivet med. Men omvendelse er mere end kritik af det, vi drukner i.
De voksne katekumener havde mangt og meget bag sig, når de blev døbt. De havde gjort deres erfaringer. De havde set noget af livet, og nu havde de indset noget nyt. Alligevel steg de ned i dåbs-bassinet, ikke for at slutte en udvikling, men for at begynde den: Dåben var også for dem, »initiatio christiana«, »kristen begyndelse«.
For disse dåbskandidater var omvendelsen en proces, der var begyndt, men endnu ikke fuldendt. Den var en virkelighed, der havde berørt deres følelser. Men som dog ikke var udtømt med en forbigående, stærk oplevelse.
Omvendelsen kan betragtes som en livsomfattende proces. Det stemmer overens med Luthers tanker om dåben som et sakramente, der omspænder hele den kristnes tilværelse fra begyndelsen til ende, og det stemmer overens med Tridentinerkoncilets beskrivelse af omvendelsen og retfærdiggørelsen.
I året 1545 - året før Martin Luthers død - samledes et katolsk kirkemøde i Trento i Norditalien, det såkaldte Tridentinerkoncil. Af politiske grunde kunne det ikke afholdes i Rom. Med afbrydelser varede det i 18 år. På dets første samling fra 1545 til 1547 tog det forskellige af reformationens centrale temaer op: forholdet mellem skrift og tradition, arvesynden, retfærdiggørelsen.
Tridentinerkoncilets behandling af retfærdiggørelsen tager - mærkværdigt nok - voksendåben som model. Det beskriver imidlertid omvendelsesprocessen således, at den kan placeres meningsfyldt både i forhold til voksen- og til barnedåb.
Dekretet betoner, at Guds virksomhed i et menneske ikke først begynder, når det bliver døbt. Gud handler med mennesket allerede forud for dåben"86). Gud selv tager initiativ, »forbereder«, »vækker af søvne«, »hjælper«87). Forud for dåben står også forkyndelsen. I denne er Gud virksom på en dobbelt måde. Han åbner den hørendes sind for forkyndelsen, og denne er i sig selv en nådegave; den kommer fra Gud, der åbenbarer sig selv88). Guds forberedelse fører til ny indsigt - omvendelse i den forstand, at et menneske forstår, at det er en synder og har brug for barmhjertighed.
Alt dette går forud for voksnes dåb. Men dåben selv betyder, at nu »begynder det ny liv«89).
Forstået på denne måde betyder omvendelse ikke blot ny og ændret indsigt, ej heller blot en stærk oplevelse, der vender op og ned på følelser og alting. Omvendelsen omfatter ikke kun det, der går forud for dåben, men også det, der begynder ved dåben. Omvendelsen sker ikke blot i »Øjeblikket«, men den giver en ændret dimension, der skal gennemtrænge hele tilværelsen.
Med Tridentinerkoncilets tekst som baggrund er det muligt at give et tredje svar på spørgsmålet, hvorledes omvendelse og oplevelse forholder sig til hinanden, og hvorledes man meningsfyldt kan tale om omvendelse, også i forbindelse med en barnedåb.
Omvendelse har en dimension, der ikke er tilgængelig for oplevelse og følelser. Denne dimension er selve »Guds forudgående nåde«90), der åbner sindet og gør det modtageligt for forkyndelsens ord. Det er en ufortjent nådegave, hvorved Gud vækker tro. Denne tro betyder ja til forkyndelsens »omvendte« norm; og den betyder tillid til, at Gud selv vil lade denne norm gå i opfyldelse ... Guds handling som den er i sig selv, hans gåen bag om sjælens dybder, og hans åbning af menneskets sind, før det bevidst åbner sig, er ifølge selve sin natur ikke tilgængelig for erfaring. Det er jo netop Guds handling bag om vor erfaring og før vor erfaring. Denne »nådegave« hinsides al oplevelse »besegles« ved dåben, ligegyldigt om det drejer sig om voksendåb eller barnedåb.
Guds nyskabende handling, hvormed han fører til omvendelse og tro, kan sammenlignes med skabelsen. Det unddrager sig også erfaringen, at Gud skaber mig. Det, at han skaber mig, går bag om min erfaring og er før min erfaring. Men set på en anden måde er der intet, jeg erfarer mere end dette, at jeg er skabt. Skabelsen er grundlag for alle de erfaringer, jeg gør. Set i dette perspektiv kan jeg lige så godt sige, at hver erfaring, jeg gør, er en erfaring af at være skabt.
På samme måde har omvendelsen en dimension, der i høj grad er tilgængelig for erfaringen. Parallelt til skabelsen kan man ligefrem sige, at alt kristenliv, der leves ægte og bevidst, er en erfaring af den omvendelse, som Gud virker i os.
Denne erfaring kan gøres på forskellige måder og kan ledsage eller indlede forskellige stadier af den troendes liv. For den, der har levet uden tro på Gud og uden noget bevidst forhold til kristendommen - på trods af en én gang modtaget barnedåb - kan oplevelsen være skelsættende, som når oldtidens katekumener vendte sig fra afguderne til kristendommen og besluttede at blive døbt. For andre kan omvendelsen betyde en fremadskridende livsproces; de »vandrer i Ånden« og må undertiden passere en ny vanskelig tærskel på den vej, Gud tilrettelægger.
I princip kan der derfor ikke indvendes noget mod barnedåben
ud fra tanken om omvendelse. For den nåde, hvormed Gud virker
omvendelse og tro hos de voksne dåbskandidater, er lige
så utilgængelig for erfaring som den nåde, hvormed
Gud forbereder troens og omvendelsens livsproces hos det lille
barn.
Vi har beskrevet »omvendelse« som ny indsigt omsat i ny livsform.
Den ny indsigt svarer til loven - »kærlighedens fuldkomne lov«.
De fleste moderne skrift-fortolkere mener, at Matthæus i »Bjergprædikenen« bevidst har villet skildre Jesus som »den ny Moses«, den ny pagts fuldkomne lovgiver. Man kan da betragte »Saligprisningerne« som denne lovs sammenfatning. Her skildres mennesket, der har gjort op med rigdommens, hårdhjertethedens, voldens, uretfærdighedens og menneskeudnyttelsens illusioner. Her skildres - som i resten af Bjergprædikenen - det salige menneske, der med et rent hjerte elsker Gud af alle sine kræfter og sin næste som sig selv. Her skildres Guds-rigets menneske, det aldeles frigjorte, placeret i en sammenhæng, hvor den fuldendte lov fuldendt opfyldes.
Kærligheden er lovens fylde.
Men hvad nytter indsigt, hvis evnen mangler? Den, der gennemskuer illusionerne, er næsten værre stedt end den, der naivt godtager dem - hvis han alligevel ikke formår at bryde med disse illusioner.
Jeg indser jo nok pengenes og statussymbolernes og hovmodets illusioner - men er jeg ikke selv, i det mindste delvis, endnu fanget ind af dem?
Jeg indser, at der findes en salig sorg og en nødvendig medlidenhed - men er jeg parat til denne lidelse?
Jeg indser, at vold aldrig arver andet end vold - men er jeg, som idioten hos Dostojewski, parat til at arve jorden ved sagtmodighed? Så må jeg først regne med at blive spottet og forfulgt.
Kærlighedens fuldkomne lov er ligesom hjemløs i den verden, der omgiver os. De, der tørster efter retfærdighed, og de, der vil arve jorden ved mildhed, må regne med hån.
Læser jeg i den øvrige Bjergprædiken, at allerede det urene blik er ægteskabsbrud, og at det vrede ord er fordømmeligt til evig ild91) - må jeg da ikke helt føle mig knust af denne lov? Tjener den til andet end at overbevise mig om synd?
Overbevise om synd gør den under alle omstændigheder. Når jeg hører Jesu Bjergprædiken og nøgternt konstaterer, hvorledes jeg opfører mig: da er al tvivl udelukket. »Mine overtrædelser kender jeg jo, min synd står mig altid for øje «92).
Jo fuldkomnere jeg erkender den fuldkomne lov, desto mere må jeg erkende, at jeg er synder og endnu har omvendelse behov. Jeg må indrømme over for Gud: »Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, at du må få ret, når du taler, stå ren, når du dømmer« 93).
Er dette Saligprisningernes facit: At Gud får ret - således skulle mennesket være, men sådan er det ikke?
Nej, for Bjergprædikenen som »Kristi lov«94) er lov af en ny og enestående slags. Det er en lov omvendt til løfte. Den opfyldes ved tro, før den opfyldes i gerning.
Jesus siger ikke: Omvend jer, for I er hildede i illusioner og falske normer! Men han siger: »Omvend jer, for Guds rige er kommet nær!«95).
Omvendelsen begrundes ikke med, at den fuldkomne lov trampes under fode, men at den fuldkomne lov er på vej. Den fuldkomne lov er ensbetydende med Guds vilje. »Guds Rige« er et andet udtryk for, at Guds vilje sker.
Hvis Bjergprædikenen er »Kristi lov«, og hvis denne lov sammenfattes i Saligprisningerne, da er det typisk, at hver eneste saligprisning indeholder et løfte.
Der findes en fattigdom, som indeholder et løfte om Guds Rige. En sorg der bærer forjættelsen om trøst. En sagtmodighed, der har fået lovning på at arve jorden. En hunger, der skal mættes, en renhed, der skal se Gud. En fredsstiftende kraft, der skal kalde Guds børn sammen.
Meningen er ikke: først fattigdom, så senere hen Guds Rige; først sorg, så senere hen trøst; først sagtmodighed og senere - sikkert i en helt anden slags tilværelse - jorden som arv.
Nej, meningen er: allerede her og nu findes der en salig fattigdom, fordi den véd sig i besiddelse af et løfte. Allerede her og nu er der en salig sorg, en sagtmodighed, der begynder at arve jorden, og en renhed, der - i troen på løftet, - ser Gud.
Det er ikke meningen, at jeg først skal gøre mig selv aldeles fattig i Ånden, og bagefter vil jeg modtage løftet.
At jeg skal finde den fuldkomne sorg for at trøstes, eller at jeg skal gøre mig selv til et mønster på sagtmodighed, og så skal jeg arve jorden ... Nej, Saligprisningerne er i deres helhed et løfte. Jeg skal gribe løftet først, så kommer alt det andet bagefter. Løftet, som jeg fastholder i tro, skal nok sørge for, at jeg bliver fattig i Ånden, lærer sagtmodighed med Kristus96), kommer til at tørste efter retfærdighed.
Hvor din skat er, der vil også dit hjerte være 97).
Hvis Guds løfte er den skat, du søger, så vil hjertet og gerningerne følge efter.
Omvendelsen betyder med andre ord dette dobbelte: Jeg vender op og ned på værdierne og finder den ny norm for det salige liv. Jeg vender mig om fra illusionerne og fordommene til Kristi fuldkomne lov, til den sande værdiskala.
Men dette er ikke nok. Denne erkendelse vil tværtimod kun
knuse mig, hjælpeløs fanget af synden som jeg er,
hvis den ikke ledsages af tilgivelse og håb. Tyngdepunktet
i omvendelsen er ikke, at jeg erkender normen for salighed. Men
at jeg griber ud efter løftet om, at denne lykke skal blive
min - at den skal blive manges - fordi Gud har et saligt liv parat
til dem, som tror.
Biskop Hans L. Martensen
fra hans bog
Dåb og kristenliv
1980
83) Tridentinerkoncilet siger i Dekretet om Retfærdiggørelsen, at ligegyldigt hvor helligt et menneske er, kan det ikke undgå at begå »daglige« synder, som det også kalder ved andre navne for at skelne dem fra »dødsssynd« eller »svær synd«: »Licet enim in hac mortali vita quantumvis sancti et iusti in levia saltem et quotidiana, quae etiam veniali dicuntur, peccata quandoque cadant . . . « (Denz, 1537). Selv om et menneske står til ansvar for sine synder, så kan det altså, efter Tridentinerkoncilets lære, med sikkerhed forudses, at ethvert menneske, efterhånden som det kommer til forstandens og viljens brug, vil synde.
84) Jfr. Apg 2,38.
85) Det fornyede katolske voksendåbsritual (Vatikanet, 1972) bærer titlen: Ordo Initiationis Christianae Adultorum. Men også det fornyede barnedåbsritual: Ordo Baptismi Parvulorum (Vatikanet, 1969) kalder dåben slet og ret for »initiations-sakramente«: Per initiationis christianae sacramenta homines liberati a potestate tenebrarum, Christo commortui, consepulti et conresuscitati, Spiritum accipiunt adoptionis filiorum, et memoriale mortis et resurrectionis Domini cum cuncto populo Dei celebrant. (loc. cit. Praenotanda generalia 1). - Dåben ses altså som »indførelses-sakramente« sammen med firmelsens (eller salvelsens) sakramente, og endelig sammen med nadveren, der fuldender »initiationen«.
86) Tridentinerkoncilet taler i Retfærdiggørelsesdekretet, kap. 5, med al tydelighed om nødvendigheden af Guds forudgående nåde, der også beskrives som Guds kald, der i enhver henseende er uafhængig af nogen som helst menneskelige fortjenester: »ipsius iustificationis exordium in adultis a Dei per Christum Jesum praeveniente gratia sumendum esse, hoc est, ab ejus vocatione, qua nullis eorum existentibus meritis vocantur, ut qui per peccata a Deo aversi erant, per eius excitantem atque adjuvantem gratiam ad convertendum se . . . disponantur . . . « (Denz, 1525).
91) jfr. Mt 5,28 og 5,22.
92) Salm. 51,5.
93) Salm. 51,6.
94) Redemptoristen Bernhard Haering, der repræsenterer et vigtigt gennembrud i katolsk moralteologi, har som bekendt givet sit hovedværk titlen »Das Gesetz Christi«.
95) Jfr. Mk l, 15 par.
96) Jfr. Mt 11,29.
97) Mt 6,21 par.