Pavestolens diplomati

Som overhoved for Pavestolen, der er anerkendt som en uafhængig og suveræn stat, har paven en afgørende fordel i den politiske arena frem for andre trossamfund

AF ANDREAS RUDE

Den 31. oktoher mødtes den tidligere franske præsident og nuværende formand for EU-konventet, Valery Giseard d'Estaing, med pave Johannes Paul II i Vatikanet. Mødet har forstærket spekulationer om, hvorvidt konventets udkast til en europæisk forfatning alligevel kommer til at rumme en henvisning til Europas kristne kulturarv på trods af alle hidtidige forlydender om det modsatte. Men samtidigt har mødet også endnu en gang sat fokus på Pavestolens aktive engagement i international politik og gennemslagskraft i den diplomatiske arena. Ikke overraskende efterfulgtes mødet med paven af et møde mellem Giscard d'Estaing og Vatikanets statssekretær, kardinal Angelo Sodano, og Vatikanets »udenrigsminister«, ærkebiskop Jean-Louis Tauran. For d'Estaings besøg i Vatikanet var ikke blot en høflighedsvisit, men også en mulighed for at udveksle politiske synspunkter.

Som leder af kristendommens største kirke påkalder paven sig naturligt en del opmærksomhed. Men det er som overhoved for Pavestolen, der er anerkendt af folkeretten som en uafhængig og suveræn stat, at han har en afgørende formel fordel i den politiske arena frem for andre trossamfund. Ikke færre end 172 lande, inklusive Danmark, opretholder diplomatiske forbindelser til Pavestolen, og det var netop i sin årlige modtagelse af de diplomatiske korps den 10. Januar, at paven første gang beklagede, at Europas kirker og trossamfund var udelukket fra konventets arbejde med at forberede Europas fremtidige struktur.

Vatikanet eller Pavestolen beskrives ofte som en god »lyttepost«, fordi den gennem sine egne diplomatiske kanaler indsamler et væld af oplysninger af kirkelig, politisk, økonomisk, social og kulturel art fra hele verden, som det er attraktivt for andre nationer at få adgang til. Men samtidig fører Pavestolen også sin egen politik med særlig vægt på sådanne områder som den økonomiske globalisering, Den tredje Verdens gæld, våbenkontrol, religionsfrihed. Mellemøsten er en af de regioner, som Pavestolen gør meget ud af, ligesom også Balkan og det tidligere Sovjetunionen har dens særlige hevågenhed.

I internationale organisationer som OSCE eller FN er Pavestolen også aktiv. På FN's befolkningskonference i Kairo i 1994 lykkedes det Pavestolen at forhindre, at konferencens slutdokument kom til at anbefale abort som et middel til befolkningskontrol. Det var især et nederlag for daværende præsident Clintons regering, der ved det næste befolkningstopmøde i Beijing i 1995 blev tvunget til at føre en mere afdæmpet politik. Men det fik også nogle ngo'er, der var uenige med Pavestolen, til at kræve, at den skulle fratages sin observatørstatus i FN.

Generelt står der dog stor respekt om det pavelige diplomati, og Pavestolen er tilsvarende omhyggelig med udvælgelsen af sine diplomater. Uddannelsen foregår på Det Pavelige Kirkelige Akademi, der blev grundlagt af Clement XI i 1701 og man kan ikke søge om optagelse. Kandidaterne rekrutteres direkte, og for at komme i betragtning skal man være præsteviet, have en grad i kirkeret såvel som en grad i en anden akademisk disciplin. Studietiden, der også omfatter sprogstudier, er på fire til fem år, og gennemsnitligt er der 30 studerende fra 20 forskellige lande på akademiet.

- Selvfølgelig er det forsigtige folk, vi har brug for, mennesker, som er i god balance, og som kan lide at tale med andre mennesker, har en af dem, der står for udvælgelsen, fortalt.

- Men det skal ikke bare være en, der kan tale med alle. Det skal være en, der er i stand til at føre en dialog med alle: mænd, kvinder, katolikker og ikke-katolikker, kristne og ikke-kristne, troende såvel som ikke-troende, understregede han.

Kristeligt Dagblad