Filosofiske og teologiske overvejelser om

døden og eutanasi

Der hersker en påfaldende tavshed om døden i vor kultur. Dødens betydning for vort liv bliver sjældent diskuteret i det offentlige rum. Døden forsvinder naturligvis ikke fra verden af den grund. Hver eneste dag kommer vi alle døden nærmere. Hver eneste dag dør mange mennesker – enten en naturlig død efter et langt liv eller en for tidlig død på grund af sygdom, vold eller ulykkestilfælde. Begravelser skal ordnes. Den ofte lange sorgbearbejdning begynder. Hvert eneste dødsfald efterlader sig spor. Alligevel er døden blevet usynlig i vor kultur. Hvorfor?

Samtidig med at døden er blevet usynlig i det offentlige liv, er der røster der hæver sig for at tillade eller indføre former for aktiv dødshjælp. Flere og flere mennesker kræver at få lov til at dø for at slippe for store smerter eller for ikke at være en belastning for andre mennesker i livets slutfase. Diskussionen og afgørelsen i Holland og Belgien sætter på ny gang i diskussionen i Norden.

Hvis vi kristne skal deltage i diskussionen om aktiv dødshjælp i vort samfund, har vi allerførst brug for en grundig overvejelse vedrørende vort eget syn på døden. I denne artikel forsøger jeg derfor at diskutere nogle vigtige filosofiske og teologisker aspekter af døden. Måske kan en sådan overvejelse være en hjælp til at uddybe og profilere en kristen holdning i den aktuelle diskussion om aktiv dødshjælp.

Hvorfor er der så stor tavshed om døden i dag? Hvorfor er det så svært at tale om døden i dag?

Overvejelser om bearbejdelsen af døden i vor kultur

Der er sket forandringer i den måde vi behandler døden på i vore samfund. I dag indtræffer døden almindeligvis ikke i hjemmet. Vi møder sjældent døden direkte hos vore nærmeste. I stedet tilhører den sygehusverdenen og tolkes derfor mere og mere som et resultat af sygdom end som en integreret del af livet, som et resultat livets naturlige forløb. Somme tider opfattes døden som resultat af mangelfuld pleje: døden betragtes da som lægens og videnskabens fjende. Vi kan observere at en del læger i dag opfatter sig som mislykkede når en patient dør. Der råbes op om at der er brug for flere ressourcer til at bekæmpe døden.

Selv døden som resultat af vold og misbrug prøver man at bekæmpe ved hjælp af bedre forebyggende indsats. Ulykker skal forhindres, vold skal formindskes. Denne indsats er selvfølgelig vigtig og presserende, for alle former for for tidlig død bør bekæmpes. Men døden selv, altså døden som den indbyggede afslutning på ethvert liv, kan ikke bekæmpes.

På mange mennesker virker døden som noget uvirkeligt: døden bliver enten fortrængt eller ophævet i den virtuelle verden (som ikke bare er en del af ungdomskulturen). Vores computerspil og tv-spil lover os mange liv. Liv kan vindes og tabes i spillet, man kan risikere livet uden virkelig risiko, døden er en del af legen. Samtidig narres vi af den almindelige fremskridtsretorik inden for videnskab og massemedier: hvis vi bare ofrer flere penge og andre ressourcer på forskningen, kan døden lidt efter lidt besejres. Selv i vores sprogbrug prøver vi at undgå direkte at nævne døden. Vi prøver at nedtone den med udtryk som ‘at gå bort’, ‘han som ikke længere er iblandt os’ etc.

Massemedierne rapporterer ganske vist daglig om alle mulige mere eller mindre spektakulære dødsfald i verden. Men den spektakulære død kan vi undgå hvis vi vil. Vi kan bare slukke for radioen eller fjernsynet. Tv-døden kan vi koble fra når vi ikke længere vil eller orker at se på den. Der består altså et paradoksalt forhold i vores mediekultur: Vi ser på den ene side hvordan fortrængningen af døden fra vores bevidsthed fremmes af netop det medie som på den anden side daglig skildrer døden så farverigt på skærmen.

Ofte bliver udødelighed et kulturelt mål. Mennesker længes efter at blive inskrevet i en slags hall of fame. Vi bekoster hele industrier som arbejder på at fjerne de sidste spor af død fra vores midte. Vores begravelsesindustri hjælper med at ‘håndtere’ døden så ‘menneskeligt’ som muligt. Dødshåndteringen er blevet en beskæftigelse for eksperter.

Selv religionerne er somme tider med til at fortrænge dødens virkelighed: Som vi for nylig har oplevet det meget dramatisk, betragter islamiske selvmordshelte ikke døden som rigtig virkelig, men som et instrument i en kamp som de mener er Guds vilje og som han støtter ved at befordre helten direkte til paradiset. Men også i den kristne tradition er døden ofte blevet fejlagtigt forklaret med en overjordisk geografi som Kirken behersker og som kan manipuleres til fordel eller ugunst for den enkelte sjæl.

Hvor død er man egentlig efter den kristne trostradition når man er død? Også blandt kristne hersker der somme tider begrebsforvirring med hensyn til Guds forhold til menneskets død: der er uklarheder med hensyn til forskellen mellem evigheden og udødelighed, mellem naturlig og unaturlig død, mellem døden som afslutning på det skabte liv og døden som afslutning på en menneskelig relation, mellem døden som villet af Gud for alt eksisterende liv og døden som følge af Adams synd og mellem fysisk og social død. Den katolske tradition har bidraget til forvirringen omkring dødens virkelighed når den kun udlægger døden som en relativt ubehagelig overgang for sjælen, der nu er skilt fra legemet, til en slags udødelighed. For mange mennesker der er dybt forankrede i overbevisningen om at sjælen skilles fra legemet, er døden holdt op med at fungere som en radikal udfordring.

Desuden behandler den Katolske Kirkes Katekismus døden på en uklar måde: på den ene side tolkes døden som en naturlig del af alt skabt liv (KKK 1007), på den anden side tolkes den menneskelige død som en direkte konsekvens af Adams syndefald (KKK 1008).

På denne baggrund kan vi let indse at vi må arbejde på en kulturel bekræftelse af at alle mennesker faktisk dør. Vi må forsvare vores allesammens dødelighed: Alt liv dør. Vi burde opdrage vore børn og os selv til at acceptere at livet ender med døden. Døden er i sig selv en del af livet og ikke nogen trussel mod livets kvalitet. Det er nødvendigt at vi skelner mellem normal eller naturlig død på den ene side og for tidlig eller voldelig død på den anden side. Vi bør skelne mellem den menneskelige længsel efter udødelighed og den kristne forkyndelse om evigheden (se nedenfor). Vi har brug for et tydeligere sprog når vi taler om døden.

Nye udfordringer tvinger os i dag til at reflektere over døden: Genteknologidebatten, eutanasi- og dødshjælpsdebatten, debatten om pleje, helbred og plejeressourcer.

I den svenske debat om genteknologi findes der bl.a. tre fundamentalismer: en religiøs fundamentalisme, en medicinsk-biovidenskabelig fundamentalisme og en massemediefundamentalisme. Religiøse fundamentalister fremdrager omhyggeligt udvalgte bibeltekster for at finde svar på alle etiske spørgsmål – uden kritisk og selvkritisk hermeneutik. Medicinske og biovidenskabelige fundamentalister mikroskoperer omhyggeligt udvalgte vævstyper for at udtale sig om hvad menneskeligt liv er når det begynder og når det slutter. Massemediernes fundamentalister præsenterer omhyggeligt udvalgte billeder af et sygt menneske for på den måde at fremtvinge en enig opbakning af forskningsprojekter der lover lægedom for alle frygtelige sygdomme og måske for ærkefjenden selv: døden. Alle tre prøver at vige uden om debatten om døden og hvad den indebærer for vor forståelse af vort livs mystiske natur. Alle tre arbejder med minutiøst udvalgte bibeltekster, vævsprøver eller billeder for at opnå direkte social-politiske resultater og på den måde undgå en egentlig etisk debat. I stedet for at diskutere menneskets mystiske natur og dens konsekvenser drager man direkte slutninger på grundlag af et meget selektivt syn på livet. Desuden glimrer svenske teologer og religionsforskere i udpræget grad med deres fravær og overlader dermed debatten til andre kræfter. En rigtig etisk debat hvor det konfliktfyldte syn på livet behandles kritisk og selvkritisk, har vi længe ikke haft i Sverige.

Debatten om menneskelivets begyndelse, mening og afslutning hverken kan eller må man gå uden om. Den teologiske røst burde høres; den har en lang tradition af vigtige erfaringer at formidle. Den teologiske stemme kunne vise at livets fundamentale værdi ikke kan bestemmes ved simple henvisninger til bibeltekster, mikroskopiske vævsprøver eller leg med billeder i massemedierne. Der kræves et mere bredspektret syn på livets skabelseskarakter og alle dets mulige relationsnetværker.

Den standende eutanasi- og dødshjælpsdebat viser tydeligt at der gælder det samme for vurderingerne af livets afslutning. Enkle eller fundamentalistiske henvisninger er kun med til yderligere at forplumre debatten. Hvad er liv, hvem bestemmer over livet, og hvornår kan vi med bestemthed sige at det er slut? Alle disse spørgsmål må fortløbende diskuteres kritisk og selvkritisk, og også her har den teologiske stemme meget at bidrage med hvad jeg skal forsøge at vise nedenfor.

I debatten om pleje, helbred og plejeressourcer ser vi at man ved den etiske vurdering også må tage i betragtning at vi ikke har ubegrænsede ressourcer til rådighed. Valget mellem at hjælpe det ene menneske og ikke det andet eller tredje er en daglig foreteelse i alle landes sygehusvæsen. Hvordan kan man vælge hvem man skal hjælpe? Hvilke kriterier har vi at gå efter i en sådan situation? Skal vi fx bruge masser af ressourcer på at hjælpe selvmordskandidater, eller skal vi satse på genteknologi i håb om at finde frem til mulige diabetesterapier i en fjern fremtid? Skal vi satse mere på postnatal pleje end på pleje af de døende? Skal vi satse mere på ‘sundere’ døende i håb om at få sundere organer til transplantation?

Det er indlysende at vores vurdering af menneskets dødsnærhed er vigtig for beslutningen om prioritering inden for sygehusvæsenet, men sandelig også for vores måde at behandle og omgås et døende menneske på.

Disse korte overvejelser om de aktuelle debatter i Sverige viser hvor afgørende det kan være hvilke begreber vi har eller danner os om menneskelivet, livets begyndelse og døden. Desuden ser vi umiddelbart at disse tre spørgsmål hænger uløseligt sammen. Vi kan ikke tale om døden uden at tale om livet, vi kan ikke vurdere livet uden at inkludere døden, og vi kan ikke forstå livets begyndelse når vi ikke har nogen måde at nærme os livets mysterium på.

Filosofiske overvejelser om døden som fænomen

Alt levende dør. Alle mennesker skal dø. Ingen kan tage min død fra mig. Min død er en del af min individuationsproces, min fysiske død er den sidste del af den. Der findes flere måder at dø på allerede mens man lever: fysisk død, social død og åndelig død. Der findes flere definitioner på fysisk død: hjertedød, hjernedød, lungedød, psykogen død. Hjernedød accepteres i dag som den sikreste dødsdiagnose. Man kan også lave en definition der erklærer et menneske fysisk dødt når al biologisk aktivitet er ophørt og den aktive opløsningsproces går i gang. Men generelt oplever vi fænomenet død som en tilstand hvor alle forbindelser afbrydes og sættes ud af funktion.

Alligevel er der en kvalitativ forskel på erfaringer med partiel død (fx åndelig og social død) og den død der gør totalt ende på et menneskes liv: De førstnævnte former for død kan ophæves, men ikke den sidstnævnte. Døden ved afslutningen af vores livsbane kan ikke ophæves. Ikke engang den kristne opstandelsestro er tilstrækkelig til at ophæve døden (se nedenfor).

Døden som fysisk afslutning på vores tilværelse medfører en uigenkaldelig afbrydelse af alle de relationer, aktuelle og mulige, som vi har været eller kunne være blevet involveret i.

For os som lever, bliver de døde ved med at være døde. Vi har ingen viden eller mulighed for viden om hvad der kan være hændt dem i døden. Alle vores forestillinger om det er førsøg på i symbolske eller mytologiske termer at udlægge hvad døden måtte indebære, betyde eller hvad vi gerne ville have den til at betyde.

Vi ved ikke og kan ikke vide hvad der sker efter døden. Og hvad mere er: vi kan ikke vide noget om døden eller påvirke den og detaljerne omkring den fordi vi stadig befinder os i livet, altså på denne side af døden. Så længe vi lever, er vi underkastet begrænsninger i form af rum, tid og sprog. Disse begrænsninger taber først deres betydning i døden. Derfor kan vi kun befries fra deres begrænsede magt med selve døden som pris. Ud fra denne forståelse af vores endelighed vokser efterhånden forståelsen af tidens, rummets og sprogets kreative betydning og muligheder. Viden om vores død giver os tid – til at leve, til at udvikle os, forholde os til andre og til os selv, overveje vores situation, se kritisk på vores tilværelse, sige nej eller ja til de forhold vi stilles over for i løbet af livet. Forstået på den måde er vores død en gave. Den tvinger os til at være ærlige og skaber en realistisk ramme om vores eksistens.

Jeg ser mindst fem relationsmuligheder i hvert enkelt menneskes liv: min relation til mine medmennesker; min relation til naturen: dyr, planter, luft, jord, univers; min relation til Gud; min relation til historien og fremtiden; og min relation til mit eget jeg. Alle disse relationer kan udfordres af erfaringer med forskel og mysterium: Mine medmennesker kan vise sig at være anderledes end jeg troede. Gud er ikke som jeg vil have at Gud skal være. Universet viser sig at være meget større og måske oven i købet mere truende i lyset af ny viden. Vores historie og fremtid kan tolkes på forskellige måder. I mig selv er der også noget eller meget som er fremmed for mig. Jeg er “mortally wounded”. Hvad gør jeg med al denne fremmedhed der rammer mig på min vej gennem livet?

Jeg kan fornægte det eller acceptere det. Jeg kan til og med tiltrækkes af dette fremmede i mig og omkring mig og ønske at lære at forholde mig kreativt til det. Det afgørende spørgsmål er om jeg vil eller ikke vil gå sandhedens vej og være åben for en kritisk og selvkritisk bedømmelse (bedømmelse har noget med dom at gøre) af min livssituation og være ivrig efter at videreudvikle mine relationer.

Jeg kan hverken videreudvikle min relation til mig selv eller til nogen anden i et vacuum. Og her når vi til grænsen mellem filosofisk og teologisk refleksion. Den filosofiske refleksion har hjulpet os med at fundere over dødens virkelighed samt over dens betydning som grænseerfaring for et kreativt liv på denne side af døden. Men den filosofiske refleksion hjælper os ikke med at udfylde de relationelle muligheder som et liv i fuld bevidsthed om dødens begrænsning frembyder. Her har religionerne en del at bidrage med. Derfor går jeg nu over til en teologisk refleksion over den kristne traditions bidrag til livsholdningen over for dødens realitet.

Teologiske refleksioner om døden og livet

Et problem med den moderne filosofi og somme tider også med den moderne teologi har været at den betragter mennesket udelukkende som et autonomt og absolut væsen uden for den relationssammenhæng som det lever og dør i. En konsekvens af denne tankegang bliver fx at spørgsmålet om eutanasi kun opfattes som noget der vedrører et enkelt menneskes liv, lidelse og håbløse situation. Ud fra en teologisk synsvinkel derimod bør alle etiske spørgsmål betragtes ud fra den størst mulige relationssammenhæng som vi alle sammen lever og dør i, nemlig den sammenhæng der inkluderer mindst de fem nævnte relationer: min relation til mine medmennesker, min relation til naturen: dyr, planter, luft, jord, univers, min relation til Gud, min relation til historien og fremtiden og min relation til mit eget jeg. Desuden har den kristne tradition altid understreget alle relationernes dynamiske væsen og karakter af mysterium. Den væremåde som den kristne tradition ønsker at fremme på alle relationsniveauerne, er kærlighed.

Her kan jeg ikke komme med en udtømmende gennemgang af det kristne kærlighedsbegreb. Lad mig dog minde om følgende dimensioner i al kristen kærlighed: Kærligheden er den relation der ikke alene respekterer forskellen, men som kun kan vokse på grund af den. Kærligheden forudsætter forskel. Vi har allerede set at vores død er en sidste garanti for vores individualitet, kun den skaffer os en endelig identitet. Her kan vi se den mystiske sammenhæng mellem død og kærlighed. Døden er den begrænsning der skaber rum, tid og sprog til livet, altså til relationsmulighederne. Kærligheden er en måde hvorpå vi kreativt kan forme de individuationsprocesser døden er årsag til. Hvad vil det sige?

Vores død giver os relationsmuligheder. Kærligheden giver adgang til disse muligheder, og gennem dem indbydes vi til at opdage flere af tilværelsens mysterier. Oplysningsfilosofien lagde vægt på menneskets autonomi, og på den måde blev vejen åbnet for vor tids individualisme. Forståelsen af døden bekræfter menneskets individualitet. Men det er kun kærlighedserfaringen der kan løfte det autonome menneske op til det niveau af fællesskab hvor det kan opdage sit mystiske tilhørsforhold til alt og alle uden at det behøver frygte for sin personlige integritet.

Den kristne tradition har altid hævdet at Gud er kærlighed, dvs. at der i Gud selv findes en kreativ forskel og at grundlaget for Guds skabervilje ligger her. Dette bekræftes af den kristne treenighedstro. I Jesus Kristus viser Gud hvordan kærlighed fungerer, nemlig som en indbydelse, ikke som tvang, som en fri bekræftelse af adskillelse og forskellighed, ikke som angst for det andet menneske, men som interesse for det menneske vi møder, som iver efter at vandre sammen med den anden og møde Guds Ånd på denne vandring og i dette vandringsfællesskab. Kærlighed er at gå hele vejen sammen med det andet menneske og ikke forlade det når livet bliver smerteligt og uoverskuelig og når forholdet bliver mindre gensidigt. I alle vore relationer, hvor mangelfulde de end måtte være, vil Gud åbenbares og forherliges. At elske Gud vil sige at åbne sig for dette netværk af relationer hvorigennem Gud åbenbarer sig for os.

Sandhed (om døden og om livet), kærlighed og fællesskab er de teologiske kategorier gennem hvilke vi kan nærme os det evige mysterium og dets tilstedeværelse både hos de levende og de døde. Disse kategorier er fagteologisk sagt eskatologiens byggesten.

Den kristne tradition forkynder og vidner om at kun Gud kan give os mennesker evige relationer. Evighed må ikke forveksles med uendelighed. Gud skænker os ikke uendeligt liv, men evigt liv. Uendeligheden er en drøm om en ubegrænset tidsramme, evigheden er en mulighed for at relatere til den Gud som er så radikalt anderledes. Den guddommelige kærlighed indbyder os mennesker til at relatere til vor skaber som ikke er begrænset af tid, rum og sprog. Evigheden er altså udtryk for en kvalitet i forholdet mellem Gud og mennesker. Evighed er Guds frie nådegave som ikke kan fremtvinges eller fortjenes. Men den kan modtages af mennesker som vil gå ind i den radikalt forandringsvillige relation til Gud. Denne gåen ind i den evige relation til Gud er i sig selv en slags død. I dåbens sakramente fejrer vi denne dødsproces over for det evige livs gave. Vort sjælsbegreb forsøger at udtrykke denne relationskvalitet som Gud i sin nåde tilbyder os.

Hvilken plads indtager vores fysiske død nu i den kristne tros tradition? Er vores død en følge af Adams synd? Ja og nej, kan vi svare. Den biologiske død er en del af vores menneskelige natur og er ikke nogen konsekvens af et akut relationsbrud, af en synd. Men hvordan vi oplever den naturlige død, afhænger af vores måde at relatere til Gud. At døden opleves som en trussel, skyldes menneskers manglende håb, deres brist i gudsrelationen, deres mangel på en evig relation. På den måde kan man tolke døden som noget frygteligt, som en straf. Vores måde at relatere til Gud, vore medmennesker osv. har direkte konsekvenser for vores måde at dø på. Den måde vi dør på, aktualiserer og problematiserer den måde vi relaterer, lever og elsker på.

Den kristne tro benægter ikke at vi mennesker dør en biologisk død, men ser også i denne død en åbning og mulighed for at overgive sig fuldstændigt til Gud. Med den store teolog Karl Rahner kan vi sige at “i og med døden ophører én gang for alle den livshistorie som er menneskets eneste.” Men ifølge den kristne opstandelsestro kan og vil Gud vise sin kærlighedsfulde guddommelighed i den sidste skabelsesakt efter vores død.

Paulus og meget af det Nye Testamente tolker alle former for død i lyset af erfaringen om Kristi opstandelse, en erfaring der kun har en mening hvis man antager at Jesus faktisk døde. Jesus døde forladt på korset. De fleste bibelske skildringer af hvordan den opstandne viste sig, peger på hans sår og dermed på omstændighederne ved hans død. Hans død blev aldrig gjort til ingenting. Opstandelsen betyder ikke at døden når det kom til stykket ikke var særlig svær eller at Jesu sjæl undslap døden gennem Guds indgriben. Opstandelsen er en nådig handling fra Guds side. Den er kun mulig når al menneskelig frihed og kraft definitivt er borte i en død der ikke kan ophæves. Når man tænker på den ikke-bibelske teori om at legeme og sjæl skilles fra hinanden i døden, kan det ikke kraftigt nok understreges hvor påfaldende materielt prægede evangelierne er i deres skildringer af Jesu død på korset. Jesus var fuldstændig død og derfor ude af stand til at frelse sig selv. Hans liv fik en tragisk og alt for tidlig afslutning. Hans grusomme død i ensomhed borte fra disciplene kan aldrig betragtes som Guds vilje. Jesus holdt tværtimod fast i en total forpligtelse over for Guds vilje, også med risiko for selv at dø. Vi ser altså at selv den retfærdige, netop han som gjorde Faderens vilje, måtte lide døden. Ved at opvække Jesus fra de døde har Gud ikke ophævet naturlovene. Det han har gjort, er at manifestere sin trofasthed mod sin søn, først ved at acceptere Jesu frie og fuldstændige selvhengivelse og hans efterfølgende magtesløshed på korset, og senere ved at forherlige Jesus som den førstefødte i en ny orden af relationer som de skulle være.

Jesu opstandelse er et mysterium, ikke en hemmelighed. Det betyder at vi er ude af stand til abstrakt at løfte sløret for dens inderste natur, men vi kan lade os selv drages ind i den ved at følge Jesus. Jesus befriede os altså hverken fra at dø eller fra at leve med den stadige trussel om at skulle dø. I stedet befriede han os fra vores neurotiske frygt for døden, fra angsten for et liv der kan ende i en ulykkelig afstand fra Gud. Han befriede os til et liv i frihed og kreativitet i Guds nærhed.

Det håb som åbenbares for os gennem Jesu opstandelse, handler ikke om nogen tro på udødelighed, og det giver os ikke nogen form for garanti for en uafbrudt kontinuitet hinsides døden. Det er, som Paulus understreger, et håb der er gjort muligt for os på grund af Kristi opstandelse. Det bygger i sidste instans på Guds trofasthed og evige vilje til at opretholde evige relationer med os. Derfor kan Johannes sige at Gud er kærlighed (1 Joh 4,8). Det eneste afgørende for os er om vi vil tage imod det tilbud som gives af Kristus og på hvilken måde vi i så fald vil gøre det.

Hvad kan vi som kristne realistisk håbe på når vi stilles over for døden? Vi kan håbe at vores død består af to ting på én gang: dels en radikal afbrydelse af vores liv, dels en ny begyndelse der fuldfører det nye forhold til Gud som vi allerede her er begyndt at leve i og som vi allerede fejrer i eukaristien. Døden er altså afslutningen på vores liv, men ikke en afslutning i sig selv. Det kan være farligt at gøre sig forestillinger om det der ligger hinsides døden, eftersom det har indvirkning på vores syn på livet. På den anden side har vi brug for billeder der kan styrke vort håb om som personer at finde nåde hos Gud, vort håb om at Gud vil anerkende og opvække vores individualitet på nogle måder som endnu er ukendte og ubegribelige for os. At sige for lidt om Guds sidste handling for vores skyld svækker vort håb; at sige for meget svækker vores tro på Gud. Vi har derfor brug for billeder og udtryk for vort yderste håb. Vi bør føle taknemmelighed over for de kunstnere der i ord, billedkunst, skulptur og musik er i stand til at udtrykke dette håb. Vi har også brug for tanker, også i ontologisk og metafysisk retning, til at prøve at udtrykke det i sidste instans usigelige. Vort problem har imidlertid været at vi til tider har troet på vores egne billeder, tanker og udtryk i stedet for ved hjælp af dem og somme tider på trods af deres eksistens at tro på Guds langt større kærlighed.

Oplevelsen af sorg bliver tilbage når vi ser et menneske dø. At erfare døden sætter sit præg på os alle. Måske kan vi dog lære at indlemme denne erfaring i vort liv i stedet for at blive hængende i flugtfornemmelser og neurotisk adfærd. At udvikle en konstruktiv holdning over for den mest destruktive hændelse i vort liv er ikke nogen enkel sag, og vi har brug for støtte og vidnesbyrd fra vores kristne fællesskaber undervejs for at nå frem til en sådan holdning. Dette gælder først og fremmest over for den udbredte fornægtelse af dødens realitet som vi møder i den vestlige kultur i dag. Vi behøver kort sagt en ny kultur for at kunne håndtere dødens virkelighed. Som kristne har vi ingen grunde til ikke at engagere os i udviklingen af en sådan kultur eftersom vi deler håbet om at det evige liv som vi beder om at blive opvakt til er begyndt for længe siden.

Eutanasi

Debatten i Europa om den såkaldte dødshjælp har fået ny næring efter Hollands beslutning om at gøre dødshjælpen lovlig. Jeg hører til de mennesker der beklager hollændernes beslutning.

For det første mener jeg at det i et oplyst Europa er lægens fornemste opgave at bevare og fremme livet og ikke døden. Hver eneste lov der lægger planer vedrørende døden, rejser debatten om hvem der har ret til at disponere over et menneskes liv. Man behøver ikke være religiøs for at indse det faktum at intet menneske kan takke sig selv for livet. Livet er en gave. Den gode udvikling mod selvbestemmelse for det enkelte menneske drives in absurdum når det hævdes at selvbestemmelsen også indebærer retten til at bestemme over sin egen livsafslutning. Det er klart at man må acceptere hvis et menneske tager sit eget liv; men man må gøre det til trods for at alle forsøg på at overbevise det om livets gave og på at give det den støtte som det forventer af os som medmennesker, ikke strakte til. Men den afgørende forskel mellem en tragisk accept af en sådan beslutning og et forsøg på at lovgive om retten til døden bør ikke viskes ud.

For det andet virker det som en perversion af lægens kald at forvandle ham til en dødsengel. Sådanne læger fandtes allerede i Hitlers rige, og de spillede ‘Vorsehung’ (forsyn) når de dræbte og mishandlede tusindvis af mennesker. Måske er det denne historiske erfaring der hindrer den tyske opinionsdannelse i at følge i sporet på Holland. I Tyskland ved man hvordan det går når lægen får lov at spille Gud.

Imidlertid er det vigtigt at skelne mellem en aktiv fremskynding af dødsprocessen og en beslutning om ikke at igangsætte yderligere foranstaltninger for at forlænge et liv som har nået sin naturlige slutfase. Det må altid være lægens og plejepersonalets opgave at følge det døende menneske og så vidt muligt holde det frit for smerter og besvær. Men selve døden kan ingen fratage et menneske. Ethvert menneske må dø sin egen død. Det er vigtigt at huske at vores død ikke er resultatet af en hidtil utilstrækkelig lægekunst eller en mangelfuld videnskab, men en del af det naturlige liv som Gud har skabt.

Et liv der modtages som en gave, ses altid i en større sammenhæng: Mit liv har med andre menneskers liv at gøre, mit liv er vigtigt for Gud og Guds skabelsesplan, mit liv hører hjemme i en kosmisk sammenhæng, mit liv er afgørende for mit eget spirende forhold til mig selv. Den kristne tro er altså ikke imod menneskelig selvbestemmelse, den udvikling der gør det muligt for mennesket at bestemme over sit eget liv. Tværtimod: denne tro er den grundlæggende forudsætning for en realistik vurdering af menneskelig selvbestemmelse. Den reflekterer over den naturlige og sociale ramme for menneskelig udvikling og kultur. Denne tro hverken kan eller vil befri os fra døden, men den hjælper os til at tale om døden og integrere vores død i vort personlige og sociale liv så vi kan leve uden en neurotisk frygt for døden.

En ikke-religiøs kultur eller en kultur som har glemt sine religiøse rødder, står altid i fare for at blive vildledt af ansvarsløse guruer der lover magt over døden ved at skabe en dødskultur. Vi kristne ved at vi aldrig kan få magt over døden. Men vi kan forsøge at respektere døden som en ramme om vores virkelighed og vores kultur. At legalisere dødshjælpen skaber en kultur som hverken respekterer døden eller livet. I stedet skaber det en dødskultur der undergraver menneskets virkelige selvbestemmelse. Når vi ikke vil erkende vort livs begrænsninger og kræver magt til at beherske døden, mister vi evnen til at indrette vort liv konstruktivt sammen med vores medmennesker, med respekt for vort univers og til glæde for dets skaber.

Hvad skal vi gøre, hvad kan vi gøre for at fremme en livskultur i vores lande og modarbejde den dødskultur der breder sig?

Alle vores etiske ræsonnementer til fordel for det enkelte menneskes integritet, frihed, selvbestemmelse og ukrænkelige værdighed lyder tomt i vore medmenneskers ører så længe vi kristne ikke bærer vidnesbyrd om det netværk af kærlighedsrelationer som vi tror på. Hvis vore liv og vore kristne fællesskaber ikke genspejler evighedens kærlighedsglans, har vores metafysiske argumenter for menneskets ret til leve og dø på en værdig måde i bedste fald kun en filosofisk stringens. Men med udelukkende filosofisk stringens formår vi aldrig at ændre verden eller imødegå en dødskultur. Vi bør kunne vise at vi lever i Kristi efterfølgelse, at vi besøger vore syge og døende, at vi forsøger at lindre deres ensomhed og smerte, at de allerede nu er en del af det evige fællesskab som Gud har skabt os til. Skabelsen af en livskultur i Kristi efterfølgelse kræver af os at vi aktivt bekæmper alle former for unaturlig død, at vi bekæmper alle former for lidelser og alle forsøg på at berøve et menneske dets frihed til at relatere til os, Gud, naturen og sig selv så længe det lever.

Det bedste middel mod den voksende dødskultur i vores lande er et bedre, dybere og gladere kristent fællesskab.

Werner G. Jeanrond, Professor i systematisk teologi ved Lunds Universitet