I morgen begynder den internationale Bedeuge om Genforening i Troen. Man plejer at datere begyndelsen af den økumeniske bevægelse til 1925. I de første mange år var den katolske kirke ikke med - i hvert fald ikke officielt. Så kom en periode hvor katolikker for så vidt var med, at de også bad om genforening i troen, rigtignok i den intention, at alle kristne skulle blive romersk-katolske!
Indtil Det andet Vatikankoncil plejede man i den katolske Kirke at betegne andre kristne enten som hæretikere (kættere) eller skismatikere. Det græske ord hairesis betyder nærmest klikedannelse eller partisplittelse. Det hænger også sammen med et udsagnsord, som kan oversættes med udvælge. Hæretikerbegrebet blev altså forstået sådan, at folk af de mange trossandheder udvalgte kun dem, de selv syntes om. Disse menneskers tro blev så opfattet som ufuldstændig snarere end direkte forkert. Til grund for denne begrebsbestemmelse ligger en ret så kvantitativ forestilling om den kristne tro. Den består så at sige af en mængde enkelte sandheder, som man kan lægge sammen til en totalsum, der så må svare til den ortodokse tro. Trækker man derimod nogle fra, så har man kætteri. At udelade nogle sandheder regnes ikke for så slemt som det fuldstændige frafald eller apostasi.
Kirkefaderen Irenæus af Lyon ( ca. 202) har overleveret et andet kætteribegreb. Han bruger dette billede: Et menneske ødelægger en mosaik, der fremstiller kongen, og sætter stenene sammen på en sådan måde, at de danner omridset af en hund, og så påstår han, at det er et ægte billede af kongen. Hæresi i denne forstand anvender altså kristne begreber, men giver dem et antikristent indhold. (Mod hæretikerne 1,8,1). Et eksempel på kætteri af denne art fra vor eget århundrede var den lære, de såkaldte deutsche Christen forsøgte at udbrede i Nazi-tiden. De brugte kristne begreber til udbredelse af den nazistiske ideologi. De lærte f.eks., at Gud på ny havde åbenbaret sig i Adolf Hitler, som kirken derfor skulle følge uden forbehold. Det skulle i øvrigt være Guds vilje, at kristendommen frigjorde sig fra sine jødiske rødder.
Den bekendende Evangeliske Kirke i Tyskland afviste den falske lære ved at henvise til det, som er kernen i den ene sande kristne tro. Og hvad er det? Jo, man kan faktisk sige det ganske kort: Den kristne tros centrale sandhed er, at det er alene ved Jesus Kristus, Guds Søn, at man kan have fællesskab med Gud. Troen er overbevisningen om, at man er elsket af Gud med en kærlighed, der ikke kan måles med noget skabt, for den er den samme kærlighed, hvormed Faderen elsker Sønnen. Den, der på denne måde virkeligt tror, er fri for bekymring angående sig selv og sit liv, for hvordan det mon vil gå i morgen eller næste år eller når døden kommer ...
Og netop fordi al den slags angst er borte, sættes han eller hun i stand til uselvisk indsats i andres tjeneste, til de næstekærlighedens gerninger, som ifølge Jakobsbrevet er tegnet på en levende tro. Rigtig forstået sammenfatter sætningen Jeg tror på Jesus Kristus hele den kristne tro. Alle andre trosudsagn er i grunden kun udtryk for forskellige aspekter af denne centrale trossætnings indhold. Tag f.eks. troen på den hellige Treenighed, hvor har vi det fra, hvis ikke fra Jesus Kristus, der taler om min Far og lover, at de begge vil sende deres Helligånd til dem, der tror på Sønnen. Troen på dåben, på eukaristien, på syndernes forladelse det ligger alt sammen implicit i det ene udsagn om troen på Jesus Kristus.
Denne erkendelse er af fundamental betydning for de økumeniske bestræbelser. For igen at citere Irenæus: Da troen er en og samme tro, har den person ikke mere, der kan sige meget om den, og den har ikke mindre, der kun kan sige lidt om den. (Mod hæret. 1,10,2). Selvfølgelig vil dette ikke sige, at det er overflødigt at gøre de enkelte elementer i troen eksplicite, - tværtimod: at pakke indholdet op giver mulighed for en dybere forståelse. Det kan godt være, at de forskellige kristne trossamfund pakker indholdet ud på forskellige måder, men det gør ikke noget, sålænge det ikke medfører, at der trækkes noget fra eller lægges noget til det ene grundmysterium altså sålænge det ikke fører til hæresi.
Den katolske kirke lærer i dag, at der består en sand forbindelse i Helligånden mellem alle, der virkelig tror på Jesus Kristus (Konst. om Kirken nr. 15). Dette er bibelsk begrundet: Ingen kan sige Jesus er Herre uden ved Helligånden (1. Kor. 12,3). Denne enhed i Helligånden er givet af Gud, og det er klart, at den økumeniske bevægelse kan ikke have til formål at overgå eller forbedre den. Formålet må være, at alle parter når til dybere forståelse af denne enhed og til udtrykkelig anerkendelse af den, så der også kan findes frem til en form for ydre enhed. Det er jo vigtigt, at vi over for den ikkekristne verden kan tale med én stemme og aflægge et troværdigt vidnesbyrd om Kristi Kirke som tegn på og redskab for fred og enhed blandt menneskene.
Når vi nu mener, at bøn er nødvendig for, at målet kan nås, så er det, fordi dette forudsætter, at alle kristnes tro bliver både mere levende og mere frugtbar i kærlighed, og det sker bestemt ikke uden Guds hjælp!
Uddrag af Leslie O. Dorns "Når lyset brydes", Poul Kristensens Forlag 1989. Eksemplarer fås ved henvendelse hos forfatteren, Niels Steensens Kollegium, Skt. Kjeldsgade 3, 2100 Kbh. Ø. E-mail: nsksj@inet.uni-c.dk.