På Oliebjerget ses det, at
det mest betydningsfulde i Jesu lidelseshistorie ikke er den fysiske
lidelse, men den fuldstændige ensomhed, den totale forladthed.
Men det er lige præcis her, at den menneskelige ensomheds
afgrund afslører sig, for mennesket er dybt i sig selv
alene. Denne ensomhed, der normalt skjuler sig under alle mulige
masker, men som dog er menneskets sande væsen, viser en
dyb konflikt i mennesket. Vi kan ikke udholde at være alene,
vi har brug for at være sammen med en anden. Derfor er
ensomheden fuld af en angst, der har sin rod i selve vort væsens
tryghed.
Se nu feks. et barn, der skal tilbringe
natten helt alene i en mørk skov! l det øjeblik,
hvor det er helt alene i mørket, og hvor det oplever ensomheden
i fuldt mål, melder skrækken sig, menneskets sande
angst. Ikke frygten for noget, men for sig selv. Mennesker,
der er overladt til den yderste ensomhed, er bange. Ikke kun
for noget konkret, som man kan imødegå med argumenter,
men sammen med angsten for ensomheden opleves usikkerheden og
utrygheden i deres egen tilværelse, og denne angst kan ikke
overvindes med forstanden.
Barnet vil ikke mere være bange
i det øjeblik, hvor det føler en hånd, der
leder det, og hvor det mærker nærværet af en,
der elsker det. Vor dybeste angst kan altså kun overvindes
af tilstedeværelsen af en person, fuld af kærlighed.
Det er nødvendigt for os at
gå dybere endnu. Hvis der fandtes en ensomhed, hvor
intet ord mere kunne trænge ind og forvandle tomrummet,
hvis der fandtes en total forladthed så dyb, at ingen anden
person mere kunne nå en, så ville denne ensomhed være
total, den fuldkomne angst - helvede. Indholdet af dette
ord må have nøjagtig denne betydning: en ensomhed,
hvor kærlighedens ord ikke mere kan trænge ned, og
hvor vi derfor kun ser vor egen truede eksistens.
Digtere og filosoffer i vor tid siger,
at ingen kan nå det inderste hos et andet menneske. Ethvert
møde kan kun bedøve ensomhedens smerte. l dybet
af ethvert menneske findes altså et helvede og en håbløshed
i den ensomhed, der er ligeså uundgåelig som grusom.
Een ting er sikker: der findes en
nat, en total forladthed, hvor ingen menneskelig stemme når
frem. Der findes en dør, gennem hvilken vi kun kommer
alene - dødens port.
Hele verdens angst er i virkeligheden
angsten for netop denne ensomhed. Døden er slet og ret
ensomheden, mens den forladthed, som kærligheden ikke mere
kan gennemtrænge - det er helvede.
Men Kristus er gået gennem
vor ensomheds sidste port. . Der, hvor intet ord ville kunne nå
hen, der er han. Døden er altså ikke mere
den iskolde ensomheds vej. Dødens dør er åben,
fordi kærligheden nu findes i døden.
Joseph Ratzinger
Ånd og liv nr. 13