Kronik i Kristeligt Dagblad den 18. februar 1997

Europarådet arbejder på en protokol om fosterets retslige status. Er fosteret et objekt, et subjekt eller noget midt imellem? Europa skal blive enige om det, som de enkelte borgere end ikke er enige med sig selv om, skriver cand. phil. Mette Lebech, Center for Etik og Ret med indtryk fra et symposium om livets farefulde begyndelse.

»Ingen konsensus om livets begyndelse. »Dette menneskelige embryo, som splitter Europa« skrev de to store franske aviser Le Figaro og Le Monde om Europarådets bioetiksymposium. Det havde sat sig for at klargøre fosterets retslige status og fandt sted i Strassbourg 15.-18. november 1996. Pressedækningen var massiv og det kan egentlig overrraske på den baggrund, hvor lidt man har hørt til mødet i medierne.

Men måske er det ikke så mærkeligt. Det ville nemlig være rart, hvis det aldrig havde været nødvendigt at bringe de ting frem, som blev bragt frem på mødet. Dagsordenen lagde også nærmest op til at vedtage, at der intet problem var: Det ville være så trist, hvis der var. Det drejede sig om en »protokol« om fosterets retslige status, der skal udfylde et hul i den europæiske ret. Den internationale ret beskytter i den nuværende bioetikkonvention ikke fosteret overfor medicinske forsøg, endsige overfor drab. Den fri abort i stort set alle Europarådets medlemslande gør det selvsagt omsonst at tale om en universelt anerkendt ret til livet for den ufødte, og de europæiske stater har således allerede indført en retstilstand, der betragter fosteret som et blot og bart retsligt objekt.

Skal vi ikke bare lade det være ved det eller også lade være at tale om det? Der er alligevel ingen udsigt til enighed: på den ene side udtrykker Etisk Råds nye formand en dominerende holdning, når hun omtaler sin angst »for at man begynder at røre ved noget, der kunne rykke ved den fri abort« (Kristeligt Dagblad 25. januar). På den anden side lader præsten Orla Villekjær en folkelig bekymring komme til orde når han siger: »jeg (kan) ikke sige andet, end abort er drab på ufødte børn« (Kristeligt Dagblad 4. februar). Midt imellem rykker man frem og tilbage på grænsen mellem et dødfødt barn og en abort og forsøger at finde et politisk kompromis mellem i princippet uforenelige standpunkter.

Det er så det, der splitter Europa, ifølge Le Figaro. Måske mere adskillende end Berlinmuren, blot mere usynligt og intimt. Det splitter familierne og den enkeltes samvittighed.

Hvis der var noget, der var mere ét end dette, ville det sikkert også splitte det ad. Og nu skal så den offentlige mening støtte sig til en protokol om embryoets status, der vil være normsættende for hele den europæiske ret. Europa skal med andre ord blive enige om det, som de enkelte borgere end ikke er enige med sig selv om. Den krise, der har hersket siden undtagelsestilstandens indførelse ved abortens frigivelse, må nu barsle med det, den bedst kan. Bliver det et barn eller en abort?

Gid valget ikke var afgørende. Gid det ikke var så deprimerende. Gid det slet ikke fandtes. Sådan tænker de fleste vel, indtil de tvinges til at stå ansigt til ansigt med at træffe beslutningen. Selv da er smutvejen uden om problemet så fristende, at mange forsøger alle dem, de kan komme afsted med for enten at trække tiden ud eller skjule valgets afgørende karakter for dem selv og deres medmennesker.

Når beslutningen skal træffes af eksperter i Europarådet er disse smutveje et væld af komplicerede udredninger af videnskabelig, teknisk, politisk, filosofisk og religiøs karakter som trækker beslutningen ud i det uendelige. Alle skal blive enige. Alle skal have lov til at synes, hvad de synes og handle, som de gør - det er jo i hvert fald den bedste »demokratiske« løsning.

Problemet er blot her, at det kan ingen af parterne: den ene parts standpunkter kan ikke tolereres af den anden. »Man må ikke røre ved den fri abort« - »man må ikke røre ved barnets ret til liv«. Synspunkterne udelukker hinanden. Det er som om vi står overfor noget, der ligner godt og ondt, sort og hvidt, op og ned. Og verden drejer. Lige nu omkring en protokol, der skal stadfæste, hvilken retslig status europæerne mod slutningen af dette årtusind tilkender deres ufødte børn.

Hvad nu hvis vi vedtog, at embryoet var et retsligt objekt, sådan som symposiets organisatører (The Steering Committee for Bioethics, CDBI) lagde op til? Hvad ville da ske?

Den kunstige befrugtning ville fortsætte som hidtil. Den ville nok udvide sit mandat, da en udstrakt brug af fostre ville stå til rådighed for forskning, og mange af det begyndende livs hemmeligheder ville blive afdækket for os. Satsning på bioteknologi i de europæiske universiteters langtidsplanlægninger, vil føje endnu et pres til for at få adgang til »forskningsmaterialet«. København satsede i deres forskningsstrategi 1996-2002 netop på dette område.

Den fri abort vil fortsætte som hidtil, og det moderne menneskes livsstil - i så høj grad afhængig af abort og prævention - vil formodentlig vinde terræn. Det vil højst sandsynligt opløse familien i endnu højere grad, end det er tilfældet nu, og det enkelte menneske vil stå friere overfor bindinger af følelsesmæssig art. Det vil med andre ord få plads til at »udfolde sin individualitet«, eller blive mere rodløst, udsat og manipulerbart, eftersom hvad man nu synes.

Udfra nytteetiske betragtninger vil vi få et lykkeligere samfund, fordi det vil indeholde en større sum af nydelse, en større seksuel frihed, og forhåbentlig færre grunde til moralske skrupler og samvittighedskvaler. I hvert fald hvis man fjerner den samfundspest, som de modstandere er, som bliver ved at se fortvivlede ud og opføre sig som om, der foregik et folkedrab. Ja, nogle går endda så vidt som til at skade den rene offentlige samvittighed ved at ville begrave deres fostre i indviet jord eller rejse monumenter over dem, som var de faldne i en krig. Det må selvfølgelig forbydes. Så må man arrangere sig med ytringsfriheden og anklagerne for overtrædelse af menneskerettighederne.

Man skylder dem jo heller ingenting, disse folk, så meget som de har mistænkeliggjort, hvad der i sidste ende kun hører til privatlivets fred. De vil uddø, og med dem opfattelsen af, at mennesket er et menneske fra undfangelsen. Med familiens opløsning vil statsmagten få en stigende økonomisk og psykologisk magt; den nye verdensorden vil kunne etablere sig i dette sociale tomrum.

Folket vil have deres ansvarsfri sex og deres kunstige børn. De vil ikke brokke sig, for de har fået, hvad de ville have. Til dem, der brokker sig, kan man arrangere en udvej med dødshjælp. Så har de jo det fri valg: skik følge eller land fly...

Men det er klart, at kunstig befrugtning, abort og hele den mentalitet, som breder sig i kølvandet på disse udbredte praksiser, på ingen måde kun hører til i den private sfære. For de har nemlig konsekvenser for mange andre end de nærmeste implicerede. Ja, de har faktisk konsekvenser for samfundet som helhed.

Det har det modsatte valg også: Hvad ville der ske - hvad nu hvis -, vi vedtog at embryoet er et retsligt subjekt, på linie med andre retslige subjekter: et menneske med andre ord?

Afviklingen af den kunstige befrugtning, og dens opbevaring af befrugtede æg i flydende kvælstof ved mange minusgrader, måtte være den første konsekvens. Omlæggelse af klinikkers og fabrikkers aktivitet og forskning, der er rettet mod opfyldelsen af de barnløses krav og behov måtte være en naturlig konsekvens.

Afskaffelse af den fri abort og omlæggelse af den livsstil, der ser frelsen i promiskuiteten må være den næste. Det betyder en langt mere alvorlig indsats fra forældres og skolefolks side for at opdrage børn til en udfoldelse af deres sexualitet i dens samfundsmæssigt bæredygtige sammenhæng: familien, og en fornyet forståelse af disse bindingers værdi for den enkeltes frihed og for samfundet som helhed.

Betyder det genindførelse af umenneskelig straf for fosterdrab, illegale aborter og ødelagte kvindeskæbner? Et neurotisk og anstrengt forhold til seksualiteten, uønskede børn og kvindens undertrykkelse?

Det mener jeg ikke. Straf er for det første ikke umenneskelig, hvis den er fortjent, tværtimod. Dette illustreres af enhver kriminel - og enhver synders - intime erfaring af at dommen og soningen kan have sin positive og helsebringende psykologiske funktion.

Valget mellem illegale og illegitime aborter er et samfundsvalg: Det samfund, der tror det kan afskaffe de illegale aborter ved at indføre de illegitime, vælger den positive ret som sit fundament i stedet for retfærdigheden; det vælger den vedtagne lov, fremfor tingenes lovmæssighed. Det afskaffer hermed den videnskabelige begrundelse og demokratiets værdigrundlag. Dette ødelægger både mænd, kvinder og børns skæbne. Ikke blot kvindernes.

Det er allerede et neurotisk og anstrengt forhold til seksualiteten, når man ikke behandler sin partner endsige det barn, der kan fødes af kærligheden, som en person. Og et menneske, der ikke behandles som en person føler sig sædvanligvis uønsket; således også de børn, der tvinges frem af et vanvittigt samfund. De uønskede børn er derfor et anderledes omfattende problem, og står i et andet forhold til præventionssvigt, end man ofte foregiver det.

Det er svært at se, hvordan den politiske krise vil ende. Udarbejdelsen af protokollen om det menneskelige embryos retslige status vil drive os endnu et skridt videre mod afklaringen af vore politiske dispositioner og kollektive skyld. Mens udviklingen og institutionaliseringen af den kunstige befrugtning vil gøre konsekvenserne fuldstændigt umulige at løbe fra: for konsekvenserne vil inkarnere sig i vore egne børn. Hvordan vi vil vedkende os dette og holde det ud står ikke klart: det ville stadig være så rart, hvis der slet intet problem var. Men hvis vi hver gang, problemet dukker op fra sin larmende tavshed, vedtager at der intet problem er, kommer vi vel heller ikke videre.

Jeg håber ikke, vi i Europarådet får vedtaget, at fosteret skal have status som et retsligt objekt. Man kan ikke først være en ting og dernæst blive et menneske. En gang ting, altid ting. Det er det, der er problemet.

Og hvis Europarådet, som andre instanser i den ny verdensorden, vedtager - som også er en uhyrlig mulighed - at fosteret hverken er et objekt eller et subjekt, men en mellemting her imellem, så kan vi file på dette alternativ i mange år endnu, uden at det vil forekomme os mindre åndsformørket. Men det vil desværre sikkert stå os klart i takt med at vi fjerner de fysiske vidnesbyrd om undertrykkelse, vold og drab så langt fra os som muligt, at vi ikke ophører med at mærke denne realitet på det følelsesmæssige og det åndelige plan. Samvittighed kan ikke udryddes - »for man kan ikke binde ånd«. Men man kan prøve på det. Men man kan faktisk også lade være.

Mette Lebech

Gengivet med forfatterens tilladelse.