Eukaristien

Eukaristien, kommunionen, nadveren, det er altsammen betegnelser for eet og samme sakramente. Eukaristi er græsk og betyder taknemmelighed og taksigelse. Kommunion er latin og betyder fællesskab. Og endelig er der nadver, der er et gammelt nordisk ord for aftensmad. De udtrykker hver især en enkelt side af dette det allerhelligste sakramente, eet af de to sakramenter, man har holdt fast ved i den protestantiske kirke.

Når man beder om at blive firmet, stiller man sig til rådighed for Guds Helligånd. Såvel i dåben som i firmelsen modtager vi Guds nåde, Guds gaver, og den naturlige reaktion på at få noget foræret, er taknemmelighed og trang til sige tak til giveren. Sådan har vi det i forholdet til vore medmennesker og også i vort forhold til Gud. Vi vil gerne sige Gud tak, fordi han har skabt os, men især fordi han har sendt os sin Søn, der har befriet os for synden og lovet os et evigt liv efter døden.

Denne taksigelse til Gud fejrer vi i messen; den er selve kernen i vores gudstjeneste. I eukaristien fejrer vi det mysterium, at Gud kommer til os, giver sig selv til os, bliver nærværende i sin Kirke, bliver til føde for de troende.

Jesus har selv indstiftet eukaristien ved et måltid. Medens han levede sit jordiske liv, indtog han mange måltider sammen med sine disciple, men også sammen med mange andre mennesker, somme tider endda med mennesker, der på grund af deres levevis ikke var særligt velanskrevne, toldere, skøger og lignende. Han følte sig ikke for god til at spise og drikke sammen med syndige mennesker, og når man spiser og drikker sammen mod nogen, så opstår der helt naturligt et fællesskab; "man kommer hinanden ved", som det så ofte bliver sagt i dag. Når Jesus bruger et billede for at forklare, hvordan det skal gå til ved verdens ende, så taler han om en bryllupsmiddag, som vi allesammen er indbudt til. Han bruger måltidet som et tegn på fællesskabet mellem Gud og mennesker.

Den sidste nadver kalder man ofte det påskemåltid, Jesus spiste sammen med sine disciple. Han sagde selv: "Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide". Det var jødernes påske, og ved den lejlighed mindedes man bortgangen fra Ægypten, udfrielsen af trældommen og vandringen hjemad mod det forjættede land. Det var årets største fest, hvor man slagtede og spiste påskelammet, og samtidig spiste man også de usyrede brød til minde om det hastværk, man havde haft med at komme af sted fra Ægypten; det skulle bare gå stærkt, og ingen havde tid til at vente på, at deres dej nåede at blive syret og gæret færdig. Hver eneste familie udvalgte sig et fejlfrit lam og slagtede det uden at brække benene i det. Lammets blod havde også en dobbelt betydning: det mindede folk om, at lammets blod, der var smurt på dø ;rstolperne, frelste dem fra døden i Ægypten, og om at Moses ved Sinaj havde stænket offerblod på folket for at besegle pagten med Gud.

Den dag, da påskelammet skulle slagtes, sendte Jesus Peter og Johannes af sted for at forberede festen. Han sagde, at de i byen ville møde en mand med en vandkrukke, og at herren i det hus, hvor han gik ind, ville stille et rum til rådighed for dem. Peter og Johannes gik og fandt manden, som viste dem en sal ovenpå, hvor der var dækket til dem, så de kunne forberede måltidet, og da timen kom, satte Jesus sig til bords sammen med dem.

Beretningen om, hvad der skete under dette måltid finder vi hos tre af de fire evangelister, nemlig hos Mattæus, Markus og Lukas, samt i Paulus' 1. brev til menigheden i Korinth. I hver eneste messe er denne tekst taksigelsens højdepunkt: "For i den nat, da han blev forrådt og frivilligt gik ind til sin lidelse, tog han brødet, fremsagde takkebønnen, brød det, rakte det til sine disciple og sagde: Tag det og spis alle deraf. Dette er mit legeme, som hengives for jer. Ligeså tog han efter måltidet kalken, fremsagde takkebønnen, rakte kalken til sine disciple og sagde: Tag den og drik alle deraf. Dette er kalken med mit blod, den nye og evige pagts blod, som udgydes for jer og for alle til syndernes forladelse. Dette skal I gøre til min ihukommelse".

Disse ord kalder vi nadverens indstiftelsesord. Inden vi når så langt i messen, har vi forberedt os ved hjælp af en række forskellige bønner og ved at lytte til Guds ord, som de læses højt af bibelen, og som de meddeles os gennem præstens prædiken.

Messen består ligesom af to store afdelinger, som man kunne kalde ordets gudstjeneste og bordets gudstjeneste. Den lille bog, som bispedømmet har udgivet med teksterne til messen, hedder betegnende nok "Herrens bord". Under ordets gudstjeneste gør vi os klart, at vi er syndere; vi beder Gud om tilgivelse for alt det onde, vi har gjort, og for alt det gode, vi har undladt at gøre, og samtidig beder vi de omkringstående, hele menigheden, ja, hele Kirken med alle dens helgener, og alle Guds engle, om at bede for os. Vi lovpriser den treenige Gud og tilslutter os præstens bønner. Et medlem af menigheden læser tekster fra hhv. Det gamle og Det nye Testamente, medens præsten selv læser et stykke fra et af de fire evangelier. Hvis det er søndag eller helligdag, holder præsten en prædiken, der som regel forklarer dagens tekster og gør dem aktuelle for os i vores hverdag. Efter prædikenen fremsiger alle i kor trosbekende lsen, og messens første del afsluttes med menighedens forbønner for Kirken, hele verden og os selv.

Vi bevæger os nu ind i den eukaristiske liturgi eller selve taksigelsen. Offergaverne, brødet og vinen, bæres op til alteret, hvor præsten beder Gud om tage imod dem og samtidig tage imod os som et levende offer, ligesom han engang tog imod sin Søns offer og stadig tager imod det under messen. Efter at vi nu har hørt Guds ord i den første del af gudstjenesten, venter vi på, at Jesus selv skal komme til stede under brødets og vinens skikkelser. Først synges den store takkebøn, præfationen, der ender med tilbedelsen: "Hellig, hellig, hellig er Herren, hærskarernes Gud". Præsten holder sine hænder udstrakt over offergaverne og beder Gud om at sende sin Helligånd over dem, så de for os kan blive hans Søns, Jesu Kristi legeme og blod. Derefter siger han indstiftelsesordene, hvorved brødet og vinen bliver til Jesu legeme og blod. Dette er troens store mysterium, at Jesu Kristi offer på korset bliver nærværende i sakramentet, og uadskilleligt fra Jesu død også hans opstandelse og himmelfart. Derfor bekræfter hele menigheden deres tro på Jesu reelle tilstedeværelse i brødet og vinen ved at sige: "Herre, vi forkynder din død; vi priser din opstandelse; vi forventer dit komme i herlighed".

Præsten frembærer nu Jesu Kristi offer for Gud, og han beder for menigheden, at den må blive opfyldt af Helligånden og blive eet legeme og een ånd i Kristus. Derefter beder han for hele Kirken, lægfolk som gejstlige, levende såvel som døde, for sammen med menigheden at slutte af med Fadervor. Efter at præsten og hele menigheden dernæst har ønsket hinanden Guds fred, bryder præsten brødet, og derved gentager han den bevægelse, den handling, som gjorde, at disciplene fra Emmaus genkendte Jesus.

Før man modtager Kristi legeme og blod, går til kommunion, som vi kalder det, må man gøre sig helt klart, at Jesus er det "Gud lam, som borttager verdens synd". At gå til kommunion er en dybt alvorlig trosakt, som man ikke kan foretage tankeløst. Paulus siger ganske klart i 1. Korintherbrev: "Den, der spiser brødet eller drikker Herrens kalk på uværdig vis, pådrager sig altså skyld over for Herrens legeme og blod. Enhver må prøve sig selv og så spise af brødet og drikke af kalken. Thi den, som spiser og drikker uden at ænse, at det er Herrens legeme, spiser og drikker sig selv en dom til". Vi går til kommunion på en uværdig måde, hvis vi gør det ganske tankeløst, eller hvis vi har en alvorlig synd på samvittigheden. Derfor er det vigtigt og nødvendigt, at vi hver eneste gang tænker over, hvad det er, vi gør.

Under messen beder vi gentagne gange Gud om at forbarme sig over os og forlade os vore synder. Når vi gør det med et oprigtigt sind, kan vi være sikre på, at vi ved kommunionen bliver tilgivet, at vi får del i Jesu død og opstandelse, og ikke blot bliver eet med Jesus, men også eet med alle andre troende kristne. I Eukaristien er vi alle forbundet med hinanden, vi er eet i Kristus. Samtidig er kommunionen den åndelige føde, der skal styrke os ikke blot i troen, men også i håbet og næstekærligheden, så vi bedre kan gennemleve personlige kriser uden at fortvivle, og så vi kan vidne om Guds kærlighed både i ord og gerninger.

Kommunionen er en åndelig føde, der rækker ud over dette liv med alle dets genvordigheder, ja, den rækker ud over døden. Jesus har selv sagt: "Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag....Den, som æder mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig, og jeg i ham".

Når vi har deltaget i messen og modtaget kommunionen, er det ikke, for at vi skal gå derfra selvretfærdige i bevidstheden om, at vi har det godt med Gud, men derimod i erkendelsen af, at det vi har modtaget, kun bærer frugt, hvis vi giver det videre. Messen slutter da også med en velsignelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og ordene: "Gå bort med Kristi fred!"

KD