Ret til
at slå ihjel?
I den
tilbagevendende debat om eutanasi taler erfaringerne fra Holland deres tydelige
sprog: at tillade medlidenhedsdrab for bedre at kunne kontrollere det, har
været en fiasko.
De grænser, der
er fastsat ved lov, bliver konstant overskredet.
“Det afgørende er, at handlingen bliver udført med omsorg og kærlighed...”, præciserer Bernard Kouchner i
tidsskriftet La Vie (Livet). François de Closets afslører i sin bog La
Dernière Liberté (Den sidste frihed), hvad denne kærlighed dækker over,
nemlig den nietzscheske vilje til herske over livet og døden, “mennesket er
herre over sin egen død”. Altså kærlighed til døden ...
Disse humanister
forbigår i tavshed et særdeles interessant faktum, nemlig det undersøgelsesresultat,
der er offentliggjort i Holland, efter at man i tolv år har praktiseret
eutanasi.
Spørgsmålet
stiller sig, om det er lykkedes hollænderne at regulere eutanasien? Har de
respekteret betingelserne for dens anvendelse og ført streng kontrol med udøvelsen
af den?
En talmæssig
sammenligning mellem resultaterne fra hhv. 1990 og 1995 viser dette tydeligt1.
Præcist defineret
består den aktive og forsætlige eutanasi i “med vilje at afkorte en patients
liv efter dennes udtrykkelige anmodning” . Den må ikke forveksles med, hvad
der i almindelig sprogbrug kaldes passiv dødshjælp (fx. standsning eller
udeladelse af en behandling efter patientens ønske).
Regeringen
accepterede eutanasi under visse omstændigheder: et frit og velovervejet ønske,
uacceptabel lidelse uden andre rimelige muligheder for smertelindring,
konsultation af en anden læge, erklæring til en retsmediciner.
Den ville være
lovformelig under hensyntagen til disse kriterier. Men faktum er, at ingen af
dem er blevet overholdt.
• Det frie og
velovervejede ønske
Undersøgelserne
bekræfter, at eutanasi uden patientens udtrykkelige ønske har fundet sted i
følgende omfang: 1000 i 1990, 900 i 1995. I 15% af tilfældene har lægen
egenmægtigt vurderet, at afbrydelsen af
livet klart var i “det bedste for patienten”.
I 1995 blev
smertelindrende medicin forsætligt anvendt til at afkorte livet i ca. 2000
tilfælde. I 25% af tilfældene forelå der ikke noget udtrykkeligt ønske fra
patientens side. I ud af 27.000 tilfælde
bad 5.200 udtrykkeligt om, at en behandling ikke blev sat i gang, eller
at den blev standset. I 14.200 tilfælde blev afgørelsen taget af lægen, uden at
patienten blev spurgt.
• Den
uacceptable lidelse
Mellem 1990 og
1995 var lægerne i 17% af tilfældene af den opfattelse, at der fandtes
alternative lindrende behandlinger. Men de blev afslået af patienterne, og
lægerne bøjede sig. For at afvise en anmodning om eutanasi er lægens mening
afgørende; det er ham, der afgør, om lidelserne er blevet tilstrækkelig
uacceptable. Behandlingen synes således at afhænge af, hvordan den behandlende
læge vurderer patientens livskvalitet.
• Konsultation
af en anden læge
I 97% af de
tilfælde, hvor livet blev afbrudt uden patientens udtrykkelige ønske, fandt der
ikke nogen konsultation af en anden læge sted. Når den fandt sted, blev lægen
valgt ud fra kendskabet til hans holdninger ...
• Handicappede
personer
Med hensyn til
små handicappede børn og mentalt syge er eutanasi blevet mere og mere
accepteret og praktiseret siden 90’erne. En psykiater skulle bekræfte, at ønsket
var frivilligt, og at der ikke var andre muligheder for at lindre lidelserne.
Dette har medført en udvidelse af eutanasien til patienter, hvis lidelser i
højere grad skyldtes psykisk end fysisk sygdom, og til patienter, der ikke var
i en afsluttende sygdomsfase. Psykiaterens tilstedeværelse burde medføre en
reduktion i antallet af eutanasitilfælde, men ifølge tallene fra
1995-undersøgelsen fik kun to ud af fem personer denne hjælp. Af tusind
handicappede børns død i 1995, ville femten have været undgået. Når dertil
kommer alle de andre handlinger, der har til formål at afkorte livet, når
tallet op på halvfems.
• Den
lovpligtige erklæring
En vigtig
kendsgerning: Kun 41% af eutanasitilfældene blev indberettet til
retsmedicineren i 1995, hvilket umuliggør en effektiv kontrol fra de juridiske
myndigheders side. De hollandske tilhængere af eutanasi forsikrede, at man ved
at tillade den og samtidig træffe foranstaltninger til at holde den i tømme
ville kunne gennemføre en effektiv kontrol. Dette er ikke sket. Mere end
halvdelen af alle eutanasitilfældene – og hvad mere er, med eller uden
patientens ønske – er ikke blevet indberettet.
Udviklingen har
altså vist, at når eutanasi først bliver officielt godkendt og praktiseret,
udvikler den sin egen dynamik. Den modstår enhver effektiv kontrol og har en
tendens til at brede sig.
Det største
problem, at man er ude af stand til at kontrollere eutanasien, bliver
imidlertid mere og mere alvorligt. Faktisk stemte Holland i april for en lov,
der gjorde eutanasi straffri ... På grundlag af de ovenfor nævnte fakta er det
klart, at antallet af drab vil stige.
Fandtes der dog
ikke en anden løsning, der var i større overensstemmelse med respekten for
livet og den menneskelige værdighed, nemlig palliativ pleje? Ligesom Holland har
været det første land til at udvikle eutanasi, er det også det land, hvor den
palliative pleje er mindst udviklet. Skal lægerne virkelig, fordi de betænker
sig på at stå ansigt til ansigt med døden sammen med deres patienter, have lov
til at slå dem ihjel?
Oversat fra L’Homme Nouveau 19. maj 2002