Den nye evangelisering

Som svar på den fremadskridende afkristning bygger “den nye evangelisering” på en personlig omvendelse og kræver, at man hele tiden lytter til Kristus ved at læse Guds Ord og ved at bede i fællesskab med hele Kirken, såvel Kirken af i går som Kirken af i dag. Evangeliseringen bliver “ny”, når den ikke kun er en tale om Gud, men en tale med Gud. Ved kateketernes jubilæum, søndag d. 10. december 2000, holdt Præfekten for Troslærekongregationen, Kardinal Joseph Ratzinger, i Paul VI’s Sal en tale om den nye evangelisering:

Menneskelivet realiserer ikke sig selv. Vort liv er et åbent spørgsmål, et ufærdigt projekt, der skal afsluttes og realiseres. Det fundamentale spørgsmål for ethvert menneske er: Hvordan skal man bære sig ad med at blive et menneske? Hvordan lærer man kunsten at leve? Hvilken vej fører til lykken?

At evangelisere betyder at vise denne vej – at lære kunsten at leve. Jesus sagde i begyndelsen af sit offentlige liv: “Jeg er kommet for at bringe godt budskab til fattige” (Luk 4,18); det vil sige: Jeg har svaret på jeres fundamentale spørgsmål; jeg vil vise jer vejen til livet, vejen til lykken – endnu bedre: jeg er denne vej. Den dybeste fattigdom består i at være ude af stand til at føle glæde, at føle afsky for livet, anse det for absurd og modsætningsfyldt. Denne fattigdom er under forskellige former meget udbredt i dag, både i de materielt set rige samfund og i de fattige lande. Den manglende evne til at være glad forudsætter og avler manglende evne til at elske, den avler misundelse, gerrighed – alle de laster, der ødelægger livet for de enkelte mennesker og for verden. Det er derfor, vi har brug for en ny evangelisering – hvis livskunsten forbliver ukendt, fungerer alt det øvrige ikke længere. Men denne kunst kan ikke produceres af videnskaben – denne kunst kan kun meddeles af Ham, der har Livet – Ham, der selv er Evangeliet.

I. Den nye evangeliserings struktur og metode

Strukturen

Førend jeg taler om den nye evangeliserings fundamentale indhold, vil jeg gerne sige lidt om dens struktur og hensigtsmæssige metode. Kirken forkynder altid evangeliet og har gjort det uafbrudt tiderne igennem. Den fejrer hver eneste dag det eukaristiske mysterium, den forvalter sakramenterne, forkynder livets ord – Guds ord – engagerer sig i arbejde for retfærdighed og næstekærlighed. Og denne evangelisering bærer frugt: den bringer lys og glæde, den giver mange mennesker en livsvej; og mange andre lever, ofte uden at vide det, af det lys og den varme, der stråler ud fra denne konstante forkyndelse. Imidlertid er vi vidner til en fremadskridende afkristningsproces og et tab af afgørende menneskelige værdier, der er foruroligende. Mange mennesker af i dag finder ikke længere Evangeliet i Kirkens stadige forkyndelse af dette; det vil sige: de finder ikke et overbevisende svar på spørgsmålet: Hvordan skal jeg leve?

Det er derfor, vi - ud over den stadige forkyndelse, der aldrig er blevet afbrudt og aldrig må afbrydes – prøver at finde frem til en ny forkyndelsesform, der er i stand til at trænge igennem og blive hørt af disse mennesker, der ikke finder vej til den “klassiske” forkyndelse.

Alle har brug for Evangeliet; Evangeliet er bestemt for alle og ikke kun for en bestemt kreds, og derfor har vi pligt til at søge nye veje for at bringe Evangeliet til alle.

Men heri ligger der også en fristelse, fristelsen til at blive utålmodig, fristelsen til med det samme at ville opnå stor succes, at opnå store resultater. Det er ikke Guds metode. Med hensyn til Guds Rige og til forkyndelsen af Evangeliet, der jo er midlet, der fører til Guds Rige, gælder altid lignelsen om sennepsfrøet (jf. Mark 4,31-32). Guds Rige står altid i dette tegn. Den nye evangelisering kan ikke være ensbetydende med ved hjælp af nye og mere raffinerede metoder omgående at tiltrække de store masser, der har fjernet sig fra Kirken. Nej, det er ikke det, den nye evangelisering lover. Den betyder, at vi ikke skal slå os til tåls med, at sennepsfrøet er vokset og blevet til den universelle Kirkes store træ; at vi ikke skal synes, at det er nok, at alle mulige fugle kan bygge rede i dets grene, men have mod til igen med det lile frøs ydmyghed at overlade til Gud, hvornår og hvordan det skal vokse (Mark 4,26-29). Alle store ting begynder med et lille frø, og massebevægelser er altid flygtige. (...) Loven om den usynlige oprindelse indebærer en sandhed – en sandhed netop om Guds handlemåde i historien: “Jeg har ikke udvalgt dig, fordi du er stor, tværtimod, du er det mindste blandt folkeslagene; jeg har udvalgt dig, fordi jeg elsker dig ...”, siger Gud til Israels folk i det Gamle Testamente, og dermed udtrykker han frelseshistoriens fundamentale paradoks. Gud regner bestemt ikke med store tal; den ydre magt er ikke tegn på hans tilstedeværelse. En stor del af Jesu lignelser viser denne struktur i Guds handlemåde og er således et svar på disciplenes bekymringer; de forventede helt andre fine resultater og tegn, succes’er af den slags, som djævelen tilbød Jesus: “Alt dette – alle verdens riger – vil jeg give dig ...” (Matt 4,9). Paulus havde også i slutningen af sit liv indtryk af, at han havde bragt Evangeliet helt ud til verdens ende, men de kristne bestod kun af små menigheder spredt ud over verden og ganske ubetydelige efter en verdslig målestok. I virkeligheden var de imidlertid den surdej, der gennemsyrer dejen indefra, og således bar de verdens fremtid i sig (jf. Matt 13,33). Et gammelt ordsprog siger: “Succes er ikke et af Guds navne”. Den nye evangelisering bør underkaste sig sennepsfrøets mysterium og ikke være forhippet på straks at fremavle et stort træ. Vi lever snart i alt for stor sikkerhed om det store træ, der allerede eksisterer, snart i utålmodighed efter at få et større og kraftigere træ, men vi bør tværtimod acceptere det mysterium, at Kirken på én gang er det store træ og det lillebitte frø. I frelseshistorien er det altid samtidig Langfredag og Påskemorgen ...

Metoden

Af denne struktur for den nye evangelisering følger også den hensigtsmæssige metode. Det er klart, at vi på en fornuftig måde skal bruge moderne metoder for bedre at blive hørt, for at gøre Guds stemme tilgængelig og forståelig ... Vi ønsker ikke bare selv at blive hørt, vi vil ikke forøge vores magt og vores institutioners udbredelse, men vi vil arbejde for menneskenes og menneskehedens vel, alt imens vi giver plads til Ham, der er Livet. Denne ekspropriation af en selv ved at ofre sig til Kristus for menneskenes frelse er den fundamentale betingelse for et ægte engagement for Evangeliet. “Jeg er kommet i min Faders navn, og I tager ikke imod mig; hvis en anden kommer i sit eget navn, skal I nok tage imod ham”, siger Herren (Joh 5,43).

Kendetegnet for Antikrist er, at han taler i sit eget navn. Kendetegnet for Sønnen er hans fællesskab med Faderen. Sønnen fører os ind i det treenige fællesskab, i den evige kærligheds cirkel, hvis personer er “rene forhold til hinanden”, den rene handling, der består i at give og modtage sig selv. Treenighedens mening, synliggjort i Sønnen, der ikke taler i sit eget navn – viser, hvordan en virkelig forkynders liv bør forme sig – eller bedre sagt: at forkynde Evangeliet er ikke kun en måde at tale på, men en livsform, der indebærer at leve i en stadig lytten og gøre sig til Faderens stemme. “For han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale”, siger Jesus om Helligånden (Joh 16,13). Denne kristologiske og pneumatologiske form for evangelisering er samtidig ecclesiologisk: Herren og Helligånden danner Kirken, meddeler sig i Kirken. Budskabet om Kristus, budskabet om Guds Rige forudsætter, at man lytter til hans stemme i Kirkens stemme. “Ikke at tale i sit eget navn” vil sige at tale på Kirkens vegne ...

Denne ekspropriationslov har nogle meget praktiske konsekvenser. Alle rimelige og moralsk acceptable metoder bør undersøges, det er vores pligt at bruge disse kommunikationsmuligheder. Men ordene og hele kommunikationskunsten kan ikke trænge så dybt ned i mennesket, som Evangeliet bør komme. For nogle år siden læste jeg en biografi af en glimrende præst fra vor tid, Don Didimo, der var sognepræst i Bassano del Grappa. I hans notater finder man nogle meget værdifulde tanker, frugten af et liv i bøn og meditation. Don Didimo skriver for eksempel: “Jesus prædikede om dagen; om natten bad han.” Med denne korte bemærkning ville han sige: Jesus måtte få sine disciple af Gud. Det gælder stadig. Vi er ikke selv i stand til at vinde mennesker. Vi er nødt til at få dem af Gud, til Gud. Alle metoder er forgæves, hvis de ikke er baseret på bøn. Budskabets ord skal altid udgå fra et intenst bønsliv.

Vi skal gå endnu et skridt videre. Jesus prædikede om dagen; om natten bad han; men det er ikke alt. Hele hans liv – som Lukas så smukt fremstiller det i sit Evangelium – var en vandring hen imod Korset, en opstigning mod Jerusalem. Jesus har ikke frelst verden med smukke ord, men med sin lidelse og død. Hans Lidelseshistorie er en uudtømmelig kilde til liv for verden; Lidelseshistorien giver hans ord kraft.

Ved yderligere at udvide lignelsen om sennepsfrøet har Gud selv formuleret denne frugtbarhedslov i ordet om hvedekornet, der falder i jorden og dør (Joh 12,24). Også denne lov gælder lige til verdens ende, og sammen med mysteriet om sennepsfrøet danner den grundlaget for den nye evangelisering. Hele historien beviser det. Det ville være let at påvise dette i kristendommens historie. (...) I alle historiens perioder er følgende ord af Tertullian gang på gang blevet bekræftet: “Martyrernes blod er udsæd.”

Augustin siger det samme på en endnu smukkere måde i sin fortolkning af Joh 21, hvor profetien om Peters martyrium og opfordringen til at vogte fårene er tæt forbundet ved indstiftelsen af hans primat. Augustin kommenterer teksten i Joh 21,15 således: “Vogt mine får”, det vil sige lid for mine får (Sermo Guelf. 32 PLS 2,640). En mor kan ikke give liv til et barn uden at lide. Enhver fødsel indebærer lidelse, er en lidelse, og at blive kristen er en fødsel. Eller man kan sige det med Jesu ord: “Himmeriget tages med storm” (Matt 11,12; Luk 16,16), men denne storm er for Gud lidelsen og Korset. Vi kan ikke give andre liv uden at give vort eget liv.

Ekspropriationsprocessen er den konkrete måde (udtrykt på mange forskellige måder) at give sit liv på. Lad os huske på Frelserens ord: “... Den, der mister sit liv på grund af mig og Evangeliet, skal frelse det ...” (Mark 8,35).

II. Det væsentlige indhold i den nye evangelisering

Omvendelse

Med hensyn til indholdet af den nye evangelisering er det først og fremmest vigtigt hele tiden at huske på, at det Gamle og det Nye Testamente er uadskillelige. Det Gamle Testamentes fundamentale indhold er resumeret i Johannes Døberens budskab: “Omvend jer!” Ingen kan komme til Jesus uden om Døberen. Det er ikke muligt at nå til Jesus uden at have svaret på hans forløbers opfordring; man kunne sige, at Jesus har gjort Johannes’ budskab til sit i sammenfatningen af sin egen prædiken. Det græske ord for at omvende sig betyder: gennemtænke igen, på ny overveje sin egen levevis og den almindelige levevis; tage Gud med ind i kriterierne for ens eget liv; ikke længere dømme udelukkende ud fra den gældende mening. At omvende sig betyder følgelig: ikke leve, som alle andre lever, ikke gøre det, som alle gør, ikke føle sig berettiget til at foretage tvivlsomme, tvetydige eller forkerte handlinger, bare fordi de andre gør det; begynde at betragte sit eget liv med Guds øjne; altså prøve at gøre det gode, selv om det er besværligt; ikke forlade sig på mængdens, på menneskenes dom, men på Guds dom, med andre ord: finde en ny livsstil, et nyt liv. Alt dette er ikke et udtryk for moralisme; hvis man reducerer kristendommen til moralisme, fjerner man sig totalt fra kernen i Kristi budskab: at man får et nyt venskab foræret, man får et fællesskab med Jesus og som følge heraf med Gud. Den, der omvender sig til Kristus, vil ikke skabe sit eget private selvstyre, han agter ikke at opbygge sin egen godhed med egne kræfter.

“Omvendelse” (metanoia) betyder det stik modsatte: at komme ud af selvtilstrækkeligheden, at blive klar over og acceptere sin uformåenhed over for de andre og den Anden, manglen på hans tilgivelse og hans venskab. Det ikke-omvendte liv består i selvretfærdiggørelse (jeg er ikke værre end de andre); omvendelsen består i ydmygt at forlade sig på den andens kærlighed, en kærlighed, der bliver norm og kriterium for mit eget liv.

Her bør vi heller ikke glemme omvendelsens sociale aspekt. Omvendelsen er selvfølgelig først og fremmest en dybt personlig handling, en personliggørelse. Jeg lægger afstand til formlen “leve ligesom alle andre” (jeg føler mig på den rette side ved, at alle gør det samme som mig), og jeg finder mit eget jeg over for Gud, mit personlige ansvar. Men den sande personliggørelse er altid en ny og dybere socialisering. Jeg’et åbner sig på ny for du’et i hele sin dybde, og derved fødes et nyt Vi. Hvis omgivelsernes udbredte livsstil medfører en risiko for afpersonalisering, for ikke at leve mit eget liv, men alle de andres liv, så bør i omvendelsen det nye Vi blive til virkelighed i en fælles vandring med Gud. (...)

Guds Rige

I kaldet til omvendelse ligger implicit – det er faktisk dets grundlæggende betingelse – budskabet om den levende Gud. Jesu budskab er helt igennem centreret om Gud, og denne centrering bør også være kernen i den nye evangelisering. Nøgleordet i Jesu budskab er: Guds Rige. Men Guds Rige er ikke en ting, en social eller politisk struktur, en utopi. Guds Rige er Gud. Guds Rige betyder: Gud eksisterer, Gud lever. Gud er til stede og handler i verden, i vort liv – i mit liv. Gud er ikke en fjern “sidste årsag”, Gud er ikke deismens “store arkitekt” der har sat verdensmaskineriet i gang og nu befinder sig udenfor; tværtimod: Gud er den mest nærværende og afgørende realitet i hver eneste af mit livs handlinger, i hvert eneste historisk øjeblik. (...) Teologien bør igen virkelig blive theo-logia, en tale om Gud og med Gud. For mennesket er Gud unum necessarium. Alt er forskelligt efter, om Gud eksisterer, eller han ikke eksisterer. Men ak, selv vi kristne lever ofte, som om Gud ikke eksisterede (si Deus non daretur). Vi lever efter sloganet: Gud eksisterer ikke, og hvis han eksisterer, så kommer det ikke Ham ved. Derfor bør evangeliseringen frem for alt tale om Gud, forkynde den ene sande Gud: Skaberen – Helliggøreren – Dommeren.

Endnu en gang må vi ikke glemme den praktiske side af sagen. Man kan ikke lære andre at kende Gud udelukkende ved hjælp af ord. Man kender ikke en person, hvis man kun kender vedkommende af omtale. At forkynde Gud er at føre mennesker ind i et forhold til Gud, lære dem at bede. Først ved at prøve at leve med Gud får man øjnene op for det indlysende i hans eksistens. Det er af den grund, at det er så vigtigt at blive undervist i bøn, at finde fællesskab i bønnen. Der er komplementaritet mellem den personlige bøn (“i sit eget kammer” alene over for Gud), den “para-liturgiske” fællesbøn (“folkefromhed”) og den liturgiske bøn. Ja, liturgien er frem for alt bøn; det specielle ved den er, at dens primære genstand ikke er os (som i den private bøn eller folkefromheden), men Gud selv – liturgien er actio divina, Gud handler, og vi svarer på Guds handling.

At tale om Gud og at tale med Gud bør altid følges ad. Budskabet om Gud fører os til fællesskabet med Gud i den broderlige kommunion, indstiftet og levendegjort af Jesus Kristus. Derfor er liturgien (sakramenterne) ikke et sekundært emne i forkyndelsen af den levende Gud, men konkretiseringen af vort forhold til Gud. Må det være mig tilladt i denne sammenhæng at komme frem med en generel observation vedrørende det liturgiske spørgsmål. Vores måde at fejre liturgien på er ofte alt for rationalistisk. Liturgien bliver til undervisning, dens kriterium er: at blive forstået – og det ender tit med en banalisering af mysteriet til fordel for ordene, for en gentagelse af fraser, som synes lettere tilgængelige og behageligere at høre på for folk. Men dette er en stor fejl, ikke blot teologisk, men også psykologisk og pastoralt. Den esoteriske bølge, udbredelsen af asiatiske afspændingsteknikker og metoder til at tømme sindet viser, at der mangler noget i vores liturgi. I verden, som den er i dag, har vi netop brug for stilhed, for et supra-individuelt mysterium, for skønhed. Liturgien er ikke noget, som den celebrerende præst eller en gruppe specialister har opfundet; liturgien (“ritus”) er vokset i en organisk proces op igennem århundrederne, den er en frugt af alle de foregående generationers troserfaring. Selv om de, der deltager, sandsynligvis ikke forstår alle ordene, fornemmer de deres dybe betydning, tilstedeværelsen af mysteriet, der gennemtrænger alle ordene. Centrum for den liturgiske handling er ikke celebranten; celebranten står ikke foran folket i sit eget navn – han taler ikke af sig selv og for sig selv, men in persona Christi. Det er ikke celebrantens personlige evner, der tæller, men udelukkende hans tro, som Jesus Kristus skinner igennem. “Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (Joh 3,30).

Jesus Kristus

Gennem disse overvejelser er temaet om Gud allerede blevet udfoldet, og det er blevet konkretiseret i temaet om Jesus Kristus. Det er udelukkende i Kristus og gennem Kristus, at Gudstemaet virkelig bliver konkret: Kristus er Immanuel, Gud-med-os, konkretiseringen af “Jeg er” , svaret til deismen. I dag er mange fristet til at reducere Jesus Kristus, Guds Søn, til en blot og bar historisk Jesus, et rent og skært menneske. Man benægter ikke nødvendigvis Jesu guddommelige natur, men ved hjælp af visse metoder uddestillerer man i Bibelen en Jesus, der passer til os, en Jesus, der er mulig og forståelig efter vor historieskrivnings parametre. Men denne “historiske Jesus” er noget konstrueret, han er billedet af sine forfattere og ikke billedet af den levende Gud (jf. 2 Kor 4,4 f.; Kol 1,15). Det er ikke troens Kristus, der er en myte, men den historiske Jesus, der er en mytologisk figur, selvopfundet af diverse fortolkere. De to hundrede års historie om den “historiske Jesus” reflekterer præcis denne periodes filosofiers og ideologiers historie.

Jeg kan ikke inden for rammerne af denne tale gennemgå indholdet af frelsesbudskabet. Jeg vil blot ganske kort nævne to vigtige aspekter. Det første er Kristi efterfølgelse – Kristus viser sig som mit livs vej. Kristi efterfølgelse betyder ikke: at efterligne mennesket Jesus. Et forsøg i den retning må nødvendigvis mislykkes – det ville være en anakronisme. Kristi efterfølgelse har et meget mere ophøjet mål: at blive ét med Kristus og således nå til forening med Gud. Disse ord kan lyde mærkelige for det moderne menneske. Men i virkeligheden tørster vi efter noget uendeligt: en uendelig frihed, en grænseløs lykke. Hele historien om de sidste to århundreders revolutioner kan kun forklares på den måde. Narkoen kan kun forklares på den måde. Mennesket er ikke tilfreds med løsninger på denne side af det guddommelige niveau. Og alle de veje, som slangen (1 Mos 3,5) foreslog, dvs. den moderne viden, slår fejl. Den eneste vej er foreningen med Jesus Kristus, der bliver til virkelighed i det sakramentale liv. Kristi efterfølgelse er ikke et spørgsmål om moral, men et “mystisk” tema, en enhed bestående af guddommelig handling og vort svar derpå.

Vi møder således i temaet om efterfølgelsen kristologiens andet kardinalpunkt, som jeg gerne ville tale om: påskemysteriet – Korset og Opstandelsen. I rekonstruktionerne af den “historiske Jesus” er Korsets tema almindeligvis frataget enhver betydning. Efter en “borgerlig” fortolkning er det en undgåelig biomstændighed uden teologisk betydning; efter en revolutionær fortolkning er det en oprørers heroiske død. Sandheden er en helt anden. Korset er en del af det guddommelige mysterium – det er udtryk for Jesu kærlighed indtil det sidste (Joh 13,1). Kristi efterfølgelse er deltagelse i hans Kors, forening med hans kærlighed, en forvandling af vort liv, så vi ifører os det nye menneske, skabt i Guds billede (jf. Ef 4,24). Den, der udelader Korset, udelader kristendommens inderste væsen (jf. 1 Kor 2,2).

Oversat fra l’homme nouveau 1247, 7.1.2001