F

fadder. Person, som ved en barnedåb forpligter sig til at bistå forældrene med barnets religiøse opdragelse. Der bør være mindst én fadder (mand eller kvinde) ved en katolsk dåb. Vedkommende skal være katolik, firmet (se: firmelse) og have været til den første hl. Kommunion (s.d.) og samtidig føre et liv i overensstemmelse med troen og hvervet som fadder. En døbt, der tilhører et ikke-katolsk kirkesamfund kan tilstedes sammen med en katolsk fadder og da som vidne.

fader. Se: far.

Fader vor. Den bøn, Jesus lærte sine disciple, jfr. Luk 11,2-4.

fagforeninger. De sociale encyklikaer fra dette århundrede lærer, at arbejdstagerne har en fundamental ret til i fuld frihed at grundlægge organisationer, som på en ægte måde kan repræsentere dem og bidrage til en retfærdig ordning af det økonomiske liv. Formålet må være, at alle føler sig medansvarlige for hele det økonomiske og sociale fremskridt og for samfundets bedste, enhver efter evner og muligheder. Jfr. Kir.i.verd. 68.

falden natur. Den tilstand, som menneskenaturen siden syndefaldet, også efter dåben befinder sig i, dvs. en tilstand der er præget af det onde begær og udsat for lidelse og legemlig død. Se også: syndefaldet; præternaturale gaver.

familiaris (lat. én, der hører til familien). Betegnelse for en person, som har et vist tilknytningsforhold til en orden, uden at være ordensmedlem eller medlem af en evt. tredjeorden (s.d.).

Familiaris Consortio (lat. Familiens Fællesskab). Apostolsk skrivelse af pave Johannes Paul II, 1981 (dansk overs. 1983: Fællesskabet i familien), på baggrund af Bispesynoden (s.d.) i Rom 1980 om familien i det moderne samfund. Forholdet til samfundet afstikkes og Ægteskabets Sakramente fremhæves som den åndelige drivkraft i familiens liv. Der gives retningslinier for den pastorale omsorg for brudte familier. Se også: familie.

familie (lat. familia = medlemmerne i en husstand). En gruppe personer, som er beslægtede ved blodets bånd eller ægteskab, og som typisk omfatter en far, mor og børn. Som grundcelle i samfundet skal familien tilsikres alle nødvendige rettigheder. At familien er overordentlig central i samfundets og Kirkens liv understreges mange steder, bl.a. i 2. Vatikankoncils dokumenter: "Selve familien har fået til opgave af Gud at være samfundets primære, livsvigtige celle. Familien kan opfylde denne mission ved at lade hjemmet være en Kirkens helligdom; ved familiemedlemmernes indbyrdes hengivenhed og fælles bøn til Gud; ved at hele familien finder sin plads i Kirkens liturgiske liv, udøver gæstfrihed, fremmer retfærdighed og gør andre gode gerninger i alle trængende menneskers tjeneste" (Læg.ap. 11). "I hjemmet, der er som en Kirke, skal forældrene med ord og eksempel være de første forkyndere af troen over for deres børn, og de bør fremme hvert barns personlige kald og med en ganske særlig omsorg, hvis det er et kald til Kirkens tjeneste" (Kir. 11). Se iøvrigt: Kir.i.verd. 47-52 og pave Johannes Paul II's encyklika Familiaris Consortio - s.d. (dansk overs."Fællesskabet i Familien" 1983).

familieplanlægning. Se: fødselskontrol.

far eller fader. 1. Gud Fader (s.d.), "efter hvem ethvert faderforhold i himmel og på jord har sit navn" (Ef 3,15), først i hans forhold til Gud Søn (Joh 17,5.24), også som menneske (Matt 3,17; Joh 11,42), så for hans skyld i hans faderkærlighed til alle (jfr. Luk 11,15f, Joh 11,42, 17,4-5). - 2. En mand, der har afkom (jfr. Luk 11,11-13). 3. Kirkens tidlige talsmænd og forsvarere, kirkefædrene (s.d.). - 4. Paven, den hl. fader. - 5. Biskopperne i deres egenskab af koncilsfædre (s.d.). - 6. Præster, især ordenspræster, der tiltales pater(s.d.), eller om præsten som skriftefar. Se også: Abba, Far.

farver. Se: liturgiske farver.

faste. Afholdelse (helt eller delvist) fra indtagelse af føde og deltagelse i verdslige fornøjelser. Den katolske Kirke foreskriver faste på askeonsdag (s.d.) og langfredag (s.d.), samt hver fredag, hvor den dog, om nødvendigt, kan erstattes af andre former for bod (jfr. den klassiske forbindelse mellem faste, bøn og almisse (Matt 6,1-18)). Fasten kan være forbundet med abstinens (afholdelse fra kødspiser). Formålet med faste er at udføre en bodshandling for begået synd og opøve et åndeligt beredskab. Se også: askese; bodsdage; eukaristisk faste; fastetiden.

fastedug. Et stort stykke (evt. dekoreret) klæde, der i middelalderen i fastetiden blev hængt op, så det dækkede for krucifikset og evt. andre afbildninger i koret for at illustrere den adskillelse, som synden forårsager mellem Gud og mennesker. Denne skik findes stadigvæk i nogle kirker eller er genoptaget i vore dage.

fastelavn. Tiden umiddelbart før fastetidens begyndelse (askeonsdag, s.d.), hvor der (især i katolske lande) holdes store folkefester.

fastetiden. De 40 dage fra askeonsdag (s.d.) til påskelørdag (undtagen de mellemliggende søndage), en forberedelsestid til påskefesten (s.d.). Kirken anbefaler især i denne tid de troende at give afkald på nogle af livets goder og f.eks. lade det komme de nødlidende til gode. Se også: faste, almisse, triduum.

fatalisme (lat. fatum = det, der er sagt). Troen på det uundgåelige i alt, hvad der sker. Skæbnetro.

Fatima. Mariavalfartssted i Portugal, hvor Maria i 1917 viste sig for 3 børn. Besøges årligt af pilgrimme i milliontal. Budskabet i Fatima indeholdt en vision af helvede med opfordring til fornyet andagt i hele verden til Marias rene hjerte: Hvis menneskene omvender sig, vil krigen (1914-18) snart slutte. Dertil en forudsigelse om en mirakuløs verdensfred gennem Ruslands omvendelse og indvielse til Marias rene hjerte. Det skete i Moskva den 25. marts 1984 ved biskop Paul Hnilica, Rom, åndeligt forbundet med pave Johannes Paul II og alle Kirkens biskopper. Endvidere fik børnene betroet en hemmelighed, som senere blev nedskrevet af et af de tre børn, sr. Lucy, og som ikke måtte offentliggøres før 1960 eller ved hendes død. Den blev betroet pave Pius XII og videregivet til hans efterfølgere indtil i dag, men er stadig ikke offentliggjort. Den formodes at handle om en svær krise i Kirken.

fattigdom, evangelisk. Se: evangeliske råd.

fejre. Deltage i helligholdelsen af en religiøs fest (s.d.).

feria (lat. hviledag). Liturgisk betegnelse for hverdagene mandag-fredag. Betegner også en hverdag, på hvilken der ikke fejres nogen fest.

fester. Den religiøse fejring af en eller flere dage for at ære Gud Fader, Søn og Helligånd, engle, Maria, helgener iøvrigt, eller hellige mysterier og begivenheder. Nogle fester ligger på faste datoer (som f.eks. Jul og helgenfesterne), mens andre kaldes bevægelige, fordi deres placering retter sig efter andre begivenheder (f.eks. påske- og pinsefesten). Før 2. Vatikankoncils liturgireform inddeltes festerne i flg. rangklasser, som angav, med hvilken grad af højtidelighed, de skulle fejres: Duplex (af l. og 2. klasse), Duplex major, Duplex minor, Semiduplex og Simplex. Nu er festernes liturgiske rangordning: Sollemnitas, fester af 1. rang (f.eks. påskedag), Festum, fester af 2. rang (f.eks. Herrens dåb), og Memoria , fester af 3. rang (f.eks. 11. nov.: Martin af Tours). Memoria kan være foreskrevne eller frivillige. Søndagene udgør en klasse for sig, ligesom dagene i advents- og fastetiden.

festum (lat. fest). Se: fester.

Fiat (lat. Lad det ske). Det ord, hvormed Gud skaber verden, jfr. 1 Mos 1,3. Og det ord, hvormed Maria svarer på englen Gabriels budskab fra Gud om, at hun var udvalgt til at føde Guds Søn: "Se, jeg er Herrens tjenerinde; mig ske efter dit ord!" (Luk 1,38). Anvendes som et udtryk for betingelsesløs overgivelse til Guds vilje, jfr. også Menneskesønnens fiat iflg. Hebr 10,5-7.

Fiat voluntas tua (lat. Ske din vilje), jfr. Fader vor Matt 6,11.

fideisme (lat. fides = tro). Nægter at bruge fornuften i troens verden. En reaktion på rationalismen (s.d.), som gør det modsatte. Såvel fideismen som rationalismen blev fordømt på 1. Vatikankoncil 1870 i den dogmatiske konstitution De fide Catholica.

fides qua creditur (lat. den tro, med hvilken der tros). Troens holdning. Se: tro.

fides quae creditur (lat. den tro, der tros). Troens genstand. Se: tro.

Fides quaerens intellectum (lat. Troen, som søger intellektuel indsigt). Berømt sentens af Anselm af Canterbury (1033-1109) som betyder, at troen er i pagt med fornuften.

filioque (lat. og fra Sønnen). Trosbekendelsen fra koncilerne i Nicæa (325) og Konstantinopel (381) lød oprindeligt: (Jeg tror) "på Helligånden ... som udgår fra Faderen". Den 8. synode i Toledo, Spanien (653) tilføjede "fra Sønnen" (filioque). I de efterfølgende århundreder blev det almindeligt i Vesten at bede Credo med denne tilføjelse. I Rom skete det dog først i 1014. Denne udvikling blev bekræftet og nærmere præciseret i 1439 på det økumeniske koncil i Firenze: "Helligånden er evigt fra Faderen og Sønnen og har sit væsen og sin væren fra Faderen såvel som fra Sønnen og udgår evigt fra begge som fra ét princip og ved en eneste udånding ... Og fordi Faderen har givet alt til sin enbårne Søn ved at føde ham (med undtagelse af sit væsen som Fader), derfor har Sønnen selv evigt dette fra Faderen, hvem han ligeledes evigt er født af, at Helligånden udgår fra Sønnen". - Tilføjelsen "filioque" er således gået ind i den katolske Kirkes Credo og antaget også af reformationens kirkesamfund, mens de ortodokse afviser den. I nyere tid er der dog sket en betydelig tilnærmelse fra de ortodokse teologers side i retning af at anerkende den vestlige tradition som et gyldigt udtryk for den fælles tro på Treenigheden. - Uenigheden om "filioque" var en af grundene til skismaet i 1054 mellem Rom og Konstantinopel. Årsagen er, at Østkirken og Vestkirken har forskellige udgangspunkter for deres teologi om Treenigheden (s.d.). Den østlige tradition understreger, at Faderen er den første oprindelse til Helligånden: Helligånden udgår fra Faderen gennem Sønnen. Den vestlige tradition fremhæver, at Faderen og Sønnen er af ét og samme væsen: Helligånden udgår fra både Faderen og Sønnen som fra ét princip. Disse to måder at anskue Treenigheden på er komplementære og ikke i modsætning til hinanden. Da Treenigheden i strengeste forstand er utilgængelig for vort menneskelige intellekt, kan vi kun nærme os mysteriet fra forskellige synsvinkler. - Et yderligere stridsspørgsmål mellem de ortodokse Kirker og den katolske Kirke er det formelle spørgsmål om det er muligt at ændre en allerede på et koncil vedtaget tekst, som det er tilfældet med "filioque". Det økumeniske koncil i Firenze (1439) siger udtrykkeligt, at tilføjelsen "filioque" i trosbekendelsen både er lovlig og meningsfuld. Fra katolsk side har man desuden gjort opmærksom på, at trosbekendelsen fra koncilet i Konstantinopel (381) selv var en udvidelse af trosbekendelsen fra koncilet i Nicæa (325) netop hvad Helligånden angår. Spørgsmålet om "filioque" illustrerer, at der altid foregår en dogmeudvikling i Kirken. Der er ikke tale om ændringer i læren, men om en modningsproces i Kirkens tilegnelse af Åbenbaringen. Denne modningsproces kan godt forløbe forskelligt i de forskellige dele af Kirken. Se også: Den katolske Kirkes Katekismus nr. 246-248.

Filles de la Charité de Saint Vincent de Paul. Se: Vincentssøstre.

Filles de la Sagesse. Se: Visdommensdøtre.

Finitum capax infiniti (lat. Det endelige er i stand til at fatte det uendelige). Som rationel skabning er mennesket af natur både i stand til at nå til en naturlig erkendelse af Gud (jfr. Visd 13,5; Rom 1,20) og være åben for, i tro, med Guds nåde at modtage en overnaturlig erkendelse af Gud. Se også: naturlig gudserkendelse.

firmand. Person, som skal firmes. Se: firmelse.

firmelse (efter ty. Firmung, lat. Sacramentum Confirmationis (confirmatio = styrkelse), dvs. beseglingens sakramente, Guds bekræftelse af dåben ved salvelse med Helligånden.) Det andet af de tre initiations- eller indvielsessakramenter, som fuldender dåben, idet det styrker det nye liv til åndelig vækst og apostolisk indsats: "Når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft og være mine vidner" (Apg 1,8). Som dåben er påsken i den kristnes liv, sådan er firmelsen pinsen. At apostlene har skelnet mellem de to trin i indførelsen i Kirkens liv, herom vidner Apg 8,14-17, jfr. 19,5-6. I firmelsesritualet (1971) skriver pave Paul VI: "De, der er genfødt i dåben, modtager ved firmelsen selve Helligånden. Således styrkes de med en særlig kraft; og idet de besegles med dette sakramentes særlige mærke, bliver de stærkere knyttet til Kirken og er dermed strengere forpligtet til i ord og gerning at udbrede og forsvare troen som Kristi sande vidner." Firmelsens sakramente meddeles ved salvelse med krisam (olie, iblandet balsam, som er indviet af biskoppen til dette formål) på panden, under håndspålæggelse og bøn ved ordene: "Vær beseglet med Helligånden, Guds gave". Det særlige mærke er uudsletteligt ligesom i dåben, dvs. virksomt livet igennem, hvorfor heller ikke dette sakramente kan gentages. Helligåndens syv gaver, som biskoppen nedbeder over den der firmes (firmanden): Visdoms og forstands ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs, fromheds og Gudsfrygtens ånd (se: Helligåndens syv gaver) udtrykker fylden i Helligåndens gave, delagtigheden i den Ånds-kraft, som Kristus frem for nogen blev salvet med til sin frelsergerning (jfr. Luk 4,17-21). Sakramentet meddeles af en apostel-efterfølger, der har embedets fylde, dvs. en biskop (jfr. Apg 8,14) eller en præst, delegeret hertil af ham. I tilfælde af livsfare er enhver præst bemyndiget til at meddele en døbt, der ikke er firmet, firmelsens sakramente. Det samme gælder en præst, der døber en voksen, eller optager en døbt voksen i den katolske Kirke. I de første århundreder blev firmelsen meddelt umiddelbart efter dåben, ligesom den dag i dag i de orientalske Kirker. Også i den latinske Vestkirke danner de tre initiationssakramenter, dåb, firmelse, eukaristi, i forbindelse med voksendåb en enhed. For børn henlægges firmelsen til et mere modent alderstrin (8-15 år). Også ved firmelsen skal der om muligt være en fadder (s.d.), gerne en katolsk fadder fra dåben.

firmenavn. Et bibelsk navn eller helgennavn, som en firmand kan vælge som et tegn på, at han ved firmelsen bliver udstyret med sakramentets kraft til at leve på en ny måde. Navnet er ikke påkrævet og erstatter ikke dåbsnavnet.

fisk. Symbol på Jesus Kristus selv. På græsk hedder fisk i-ch-th-y-s, som i Oldkirken blev fortolket som Jesous Christos Theou Hyios Soter, dvs. Jesus Kristus, Guds Søn, Frelser.

fiskerringen. Et segl med billede af St. Peter, der fisker, samt pavens navn. Vigtige pavelige dokumenter forsynes med dette segl (lat. sub anulo piscatoris = under fiskerringen, dvs. med fiskerringens segl).

fjende. "I har hørt, at der er sagt: Elsk din næste og had din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender ..." ( Matt 5,43-44). Dette Jesu ord fra bjergprædikenen står her i skarp kontrast til moral og sund fornuft i det gamle Guds folk. Om Herren selv hedder det jo: "Du hader den, der øver uret ... og velsigner den retfærdige" (Sl 5,6.13). Det var også det løfte, Gud gav Israels stamfader Abraham med på vejen: "Jeg vil velsigne dem der velsigner dig, og forbande dem der forbander dig ..." (1 Mos 12,3). Og svaret fra Abrahams efterkommere udeblev ikke: "Jeg hader dem, der hader dig, Herre ... med fuldt had hader jeg dem" (Sl 139,21-22). Har vi så ikke her det guddommelige grundlag for eksistenskampen: øje for øje og tand for tand? (Matt 5,38), både dengang og i dag? Og dog er der allerede i GT en anden linje, der skridt for skridt åbner for Jesu nye lære: Gud tager brodermorderen Kain under sin beskyttelse, for hævnen hører ham til (jfr. Rom 12,19). Josef i Egypten tilgiver sine forræderiske brødre. "Frygt ikke, er jeg vel i Guds sted? I tænkte ondt mod mig, men Gud tænkte at vende det til det gode ..." (1 Mos 50,19 -20). Kong Saul stræber sin rival David efter livet, men David svarer: "Herren skal dømme mellem mig og dig, men min hånd skal ikke være imod dig" (1 Sam 24,13). Der er altså i hvert fald tre parter i et fjendskab mellem to, og Guds holdning er ikke uden videre identisk med menneskets. Dertil kommer, at fjendskab kan være mange slags. Det kan være simple sammenstød mellem modsatte interessegrupper, der ikke kan eller vil tjene det fælles bedste. Det kan også være et dybere modsætningsforhold på et mere ideologisk plan: vantro contra tro eller bare et modsat syn på menneskerettighederne. Er ikke fred for enhver pris en flugt fra det ansvar, man her har over for Gud og mennesker og sin egen samvittighed? På dette niveau bliver det imidlertid også klart, at et fjendskab ikke kan overvindes med politisk eller fysisk magt. Samvittighederne kan holdes i tugt og ave for at opretholde ro og orden, men overvindes kan de kun gennem tålmodig oplysning, personlig udvikling, en dybere indsigt og renere vilje, det Skriften kalder Visdom (jfr. Sir 1,10-19). Det var sådan, Gud førte det gamle nomadefolk frem til en renset tro. Og det er den samme opdragergerning, han pålægger de kristne: at opelske det gode i verden. "Elsk jeres fjender," siger Jesus; "velsign dem der forbander jer, gør godt imod dem der hader jer og bed for dem der forfølger jer" (Matt 5,44), Alligevel vil også en Jesu discipel mene, at der må være grænser for, hvad man skal finde sig i: "Hvor tit skal jeg tilgive min bror?" Jesu svar er imidlertid kompromisløst: Ubegrænset (Matt 18,21-22). Det er pædagogisk klogt, "for så samler du gloende kul på hans hoved"; men der er også en dybere grund: At gengælde fjendskab med fjendskab er i virkeligheden at lade sig overmande af det onde; "men overvind det onde med det gode", (Rom 12,20-21); det gode er en stærkere magt! Tilbage bliver spørgsmålet: Hvorfra får man det overskud, denne overmagt over sine fjender? NT's svar er Kristus. Mere end nogen anden gennemskuede han fjendskabet, ikke blot som et moralsk onde, men som et mysterium, der har sin rod i den Onde selv, fjenden fremfor nogen, nemlig Satan (1 Mos 3,15). Ham er det, der sår ukrudtet i verdens mark (Matt 13,39). Men Kristus overvandt ham på korset, da han bad for sine fjender (Luk 23,34). Han fratog ham overmagten (Åb 12,9-10) og nedrev den mur af fjendskab, der skiller menneskene, for at skabe sig et nyt menneske og stifte fred. Ja, han udsonede dem, der var fjender, med Gud, da han dræbte fjendskabet på korset, og skabte sig således et nyt Guds folk (Ef 2,14-16). Og denne kærlighedens overmagt har han givet videre til sine disciple (Luk 10,19). Tilgivelsen er imidlertid et tilbud, der skal modtages og tilegnes. Der er mindst to parter -med risiko for at den anden siger nej. Men "alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud" (Rom 3,23). Alle har derfor brug for tilgivelse hos ham. Ligesom der altså i fjendskabet mellem to altid er en tredie Person til stede, sådan også i tilgivelsen, nemlig Gud. Derfor pålægger Jesus sine stridbare disciple at bede sammen i hans navn: "Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere ... Thi tilgiver I menneskene deres overtrædelser, vil jeres himmelske Far også tilgive jer" (Matt 6,12-14). Se også: tilgivelse.

flagellanter (lat. flagellare = at piske). Betegnelse for medlemmer af en bevægelse, som især i det 13. og 14. årh. ville gøre bod ved at piske sig selv, også når de gik i procession. Blev forbudt af koncilet i Konstanz 1417 (s.d.) og bevægelsen døde efterhånden ud.

Focolare (ital. arne), dvs. stedet, hvor den gensidige kærlighed skal brænde. Økumenisk international bevægelse, grundet på en genopdagelse af Evangeliet som enhedsskabende faktor i opbyggelsen af et nyt samfund. Stiftet 1943 i Trient af en katolsk lærerinde, Chiara Lubich. Focolare-grupper findes i alle aldersgrupper, sociale miljøer, de store kirkesamfund og også blandt ikke-kristne i hele verden, således også i Oslo, Stockholm og København.

fodtvætning. Skærtorsdag aften vaskede Kristus disciplenes fødder (Joh 13,1-15) som tegn på sin tjenergerning og for at lære dem ydmyghed og tjenersind. Findes i skærtorsdagens liturgi, men kan udelades. Praktiseres i mange katolske lande.

folkemission. En særlig missionskampagne i et sogn for at styrke og forny det åndelige liv.

font (lat. fons = kilde). Se: døbefont.

forargelse (hebr. miksjol = det, man snubler over, se f.eks. 3 Mos 19,14; Es 57,14. gr. skándalon = fælde, anstød). En handling, holdning eller udtalelse siges at være forargelig, når den bliver anledning til trostvivl, synd eller frafald (Matt 18,6-9, jfr. Matt 5,29-30; 11,6; 24,10; 26,31-33).

forbandelse. Modstykket til velsignelse (s.d.). Se også: anathema.

forbøn. Kristi midlervirksomhed (se: formidling) gennemtrænger og engagerer alle skabninger, der er lagt ind under ham: Jomfru Maria, al nådes midlerinde, englene, de hellige i Himlen, sjælene i Skærsilden og lemmerne på hans Kirkelegeme på jorden, enhver i forhold til sit kald og sin troskab, for at de kan deltage i hans frelsergerning med deres forbøn og således blive knyttet til hinanden i Kristus. Se også: bøn.

forfølgelse. Kristus forudsagde flere gange, at de, der fulgte ham, ville blive forfulgt for troens skyld, som han selv blev det (Joh 15,20; jfr. Matt 5,11; 13,21). Igennem hele Kirkens historie er de kristne blevet forfulgt, både af anderledes troende og af civile myndigheder.

forhærdelse. Gøre sig hård over for Gud og hans stemme i samvittigheden og låse sig inde i sig selv. Jesus anklager sine fjender for en træghed (se: acedia), der kan føre til forhærdelse. Den sløver dem, så de bliver døve og blinde for Evangeliet og heller ikke gennemskuer sig selv (Matt 13,13-15). De paradoksale udsagn i Bibelen om, at det er Gud, der forhærder (Rom 9,18; jfr. 2 Mos 4,21; 7,13), må ikke forstås sådan, at forhærdelsen skulle komme fra ham, at han skulle have forudbestemt nogle til fortabelse. Men den er hans dom over de mennesker, der ikke er til sinds at angre, som har et "stenhjerte" (Ez 11,19), og som derfor må tage følgerne af deres synd. Det er kun gennem hjertets anger og omvendelse, at et menneske bliver skikket til Guds rige. "Så står da Kirken nu midt i den samme selvopholdelsesdriftens og kampens og syndens verden og viser hen til den frie adgang til Gud ... hans varme, levende hjerte. Det er varmen fra blodet på Golgatha. Hør, hvor det banker, det trofaste, kærlige hjerte, ind mod dit øre - dine synder forlades dig ..." (Kaj Munk). Se også: Guds straf.

forjættelse. Særlig form for profeti (s.d.), som f.eks. kan være knyttet til det gammeltestamentlige folk og givet til f.eks. Abraham (jfr. 1 Mos 12,2-3), Isak (1 Mos 26,2-5) og Jakob (1 Mos 28,3-4.13-15), eller til David om Messias (s.d.): 1 Mos 49,8-12; 4 Mos 24,17-19; 2 Sam 7.

Forklarelsen. Jesu forklarelse på bjerget (Matt 17,1-9). Om bjerget var Tabor i Galilæa, øst for Nazareth, vides ikke med sikkerhed. En teofani (s.d.), der skal styrke disciplene, så de ikke mister troen på Jesus under hans lidelse. Gud åbenbarer for de tre førende apostle, som også skulle blive vidner i Getsemane til Jesu agoni (s.d.), den herlighed der tilkommer hans Søn. Den har været skjult under hans tjenerskikkelse (Fil 2,7) og vil blive det endnu mere under lidelsen. Derfor modtager Peter, Jakob og Johannes her et forvarsel om den herlighed, der vil komme til gennembrud i Kristi legemlige opstandelse påskedag, når hans "udgang" dvs. død er fuldbyrdet i Jerusalem (Luk 9,31). Herom taler Jesus med Moses og Elias, den gamle pagts repræsentanter og forløbere for Messias, som selv har oplevet teofanier på Sinai/Horeb bjerg (2 Mos 24,15-18; 1 Kong 19,8-18). Jesus byder de tre apostle ikke at tale om dette syn "førend Menneskesønnen er opstanden fra de døde" (Mark 9,9). Da gjorde de det: "Vi har selv været øjenvidner til hans guddomsherlighed ..." (2 Pet 1,16-18). På lignende måde vil troens indsigt for de kristne være en "forklarelse" af Kristi mysterium som Menneskesøn og Guds Søn på samme tid, så deres delagtighed i Kristi lidelser heller ikke skal anfægte deres tro. Den kristne indvies tværtimod i dåben til at dø med Kristus fra synden for at opstå med ham til et helt nyt liv (Rom 6,4). Dåben er således indgangen til en livslang "forklarelse" af det faldne menneske, til et voksende gennembrud af Guds Ånd i dets liv "fra herlighed til herlighed" (2 Kor 3,18) indtil den herliggjorte Kristus "forvandler vort fornedrelseslegeme og giver det samme skikkelse som hans herlighedslegeme" på den yderste dag (Fil 3,21). Se: Kødets opstandelse.

forkyndelse (nemlig af Evangeliet om Jesus Kristus). Kristus fortsætter sit profetiske embede i Kirken, så ofte Evangeliet forkyndes. "Kristus forkynder Kristus", jfr. de ord, hvormed præsten slutter, når evangelieteksten i messen har lydt: Verbum Domini (lat. Dette er Herrens Ord) og menighedens svar: Laus tibi, Christe (lat. Lovet være du, Kristus (som her har talt til os)). Prædikenen er på en særlig måde blevet betroet biskopperne; "de er de autentiske lærere, iført Kristi myndighed, som prædiker for hans folk den tro, det skal modtage og sætte ud i livet". Som medarbejdere og delagtiggjort i hans myndighed betjener biskoppen sig af dertil viede præster og diakoner. "Men også lægfolket er gjort til hans vidner, beriget med troens indsigt og ordets nådegave (jfr. Apg 2,17-18; Åb 19,10) for at Evangeliets kraft skal åbenbares i dagliglivet i familie- og samfundslivet". (Kir. 25 og 35, jfr. Læg.ap. 6).

forladelse. Se: tilgivelse.

forløsning. Den faldne menneskeslægts udfrielse af mørkets magt og overførelse i Guds Søns rige (Kol 1,13); magten til at leve som Guds børn (jfr. Joh 1,12; Rom 8,14; 2 Pet 1,4-7).

form, kanonisk. Se: kanonisk form.

formidler. "Der er kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: Mennesket Jesus Kristus, der gav sig selv som løsesum for alle" (1 Tim 2,5-6). Se også: forbøn.

formidlerinde. Maria benævnes "nådens formidlerinde", hvilket må ses under to aspekter: 1. Maria er mor til Jesus Kristus, Frelseren, som er al nådes kilde; hun kan derfor siges at have "formidlet" nåden. - 2. Efter sin optagelse i Himlen (s.d.), beder hun i sin moderlige omsorg for sin søns brødre og søstre, som endnu er på pilgrimsvandring. Hermed fjernes eller tilføjes intet til Kristi værdighed som den eneste mellemmand imellem Gud og mennesker (Kir. 62). Se: formidler; Jomfru Maria.

formpligt. Se: Ægteskabets Sakramente.

fornyelse. Guds Ånd alene kan skabe fornyelse, dvs. liv på et nyt niveau, nærmere ham. Menneskeånden kan kun skabe forandring på sit eget niveau. Den fornyelse, som det 2. Vatikankoncil tilsigtede, kunne således kun ske i kraft af Helligånden, Guds ord og karismer. Paulus taler om fornyelse af vort indre menneske dag for dag, dvs. de troendes fremadskridende helliggørelse (2 Kor 4,16).

forsagelse. 1. askese (s.d.). - 2. Afstandtagen fra det onde, f.eks. på højtidelig vis i påskenattens liturgi, før trosbekendelsen.

forsoning. "Gud forsonede verden med sig i Kristus i stedet for at kræve den til regnskab for dens misgerninger, og han har overladt budskabet om forsoningen til os" (2 Kor 5,19).

Forsyn. Skaberens omsorg for sine skabninger i de daglige livsfornødenheder: "Du giver dem føden til rette tid" (Sl 145,15f), i hans styrelse af begivenhederne i historien (Visd 14,3) og i det enkelte menneskes liv: "Du gav mig liv og livskraft, din omhu vogted min ånd (Job 10,12). Guds forsyn i åbenbaringshistorien har intet at gøre med fatalisme (skæbnetro) eller en eller anden magisk virkende livsforsikring. Gud ledsager sit folk på dets vandringer gennem verden (1 Mos 45,8; 50,20; 2 Mos 16,15-30). Han hersker over lykke og ulykke (Es 45,7) og menneskenes skæbne (Jer 27,5f; Sir 10,4-5). Han skænker mennesket et grundfæstet håb for fremtiden og kræver samtidig et ansvarligt medarbejde på menneskets eget plan: "Vælt din vej på Herren, stol på ham, så griber han ind" (Sl 37,5, jfr. 1 Kor 3,9). Jesus åbenbarer intimiteten i Gud Fars omsorg: Den, der bygger sit liv på ham, skal ikke bekymre sig (Matt 6,25-34). I den meningsfyldte sammenhæng bliver det åbenbart, at "alle ting samvirker til bedste for dem, der elsker Gud" (Rom 8,28.35-39). Også trængsler og modgang medvirker, for "den, Gud elsker, tugter han" (Hebr 12,6). Gud vil opdrage sit folk til troskab: "Søg først Guds rige, så skal alt det andet gives jer i tilgift" (Matt 6,33.24). Jesus selv blev lydig indtil døden, derfor har Gud også højt ophøjet ham (Fil 2,8-9). Således vil også Kristus lønne dem, der forlader alt for at følge ham: "De skal få hundredfold igen, allerede nu, her i tiden, tillige med forfølgelser, og i den kommende verden et evigt liv" (Mark 10,30). Se også: værneengel.

fortabelse. Mennesket er fortabt uden Gud (jfr. Matt 22,1-14; 25,45-46; 16,26), dvs. tabt for Gud og for sine medmennesker og for sit sande jeg. Jfr. Judas, "fortabelsens søn" (Joh 17,12). Se også: helvede.

fortjeneste. De kristnes udvælgelse er en frugt af Guds nåde, ikke af deres egne fortjenester (Rom 4,4f) eller gerninger (Rom 11,5-6). Således taler Paulus om gavmildhedens nådegave (2 Kor 8,1-5) og apostolatets nåde (Fil 1,7; Rom 1,5). Kristi egen gerning var givet ham af Gud (Joh 17,4) og det var ved sin lydighed, at han fuldførte den og blev årsag til deres retfærdiggørelse, der adlyder ham (Hebr 5,9). Hans retfærdighed når de kristne i hjertedybet og sætter dem i stand til at indtage den holdning over for Gud, som han har krav på, arbejde for ham, og således gøre retfærdighedens gerninger, som det sømmer sig for Guds børn: "Vi er hans værk, skabte i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud beredte, for at vi skulle vandre i dem" (Ef 2,10). Det er i dette perspektiv af lydighed og effektiv troskab, at "arbejderen er sin løn værd" (Luk 10,7) og "Gud gengælder enhver efter fortjeneste" (Es 59,18). Se også: retfærdiggørelse.

fortvivlelse. Er håbets modsætning, jfr. Judas (Matt 27,3-5); dvs. opgivelse af ethvert håb, også på Guds barmhjertighed. Se også: hovedsynder.

forudbestemmelse (lat. prædestination). Guds forudbestemmelse i Kristus til frelse (Ef 1,5). Det drejer sig om hele Guds frelsesplan, hvorefter han styrer verden og historien frem mod dens fuldendelse: "at sammenfatte alt i Kristus" (Ef 1,10). Således har Gud forud kendt og forberedt dem, der elsker ham, til deres ligedannelse med hans Søn, deres retfærdiggørelse og herliggørelse (s.d.) (Rom 8,28-30). Gud forudbestemmer ingen til fortabelse, men det enkelte menneske har frihed til at sige nej for sit eget vedkommende til hans universelle frelsesplan (jfr. f.eks. Matt 22,1-14).

forum (lat. plads (for offentlig forsamling); domstol). I kirkeretten betyder det udøvelse af jurisdiktion (s.d.) over en troende. Der skelnes mellem forum internum - samvittighedens forum, som er forbeholdt den pågældende person i hans forhold til Gud, og forum externum, der angår det fælles vel, og som samtidig betegner den myndighed (biskoppen og de af ham styrede organer), der styrer de troendes ydre adfærd som medlemmer af Kirken.

forvandlingen. Når præsten i messen foretager konsekrationen (s.d.), dvs. i Kristi og Kirkens intention udtaler indstiftelsesordene (se Lovsang s. 47) over brød og vin, sker der en forvandling af disses væsen (substans), den såkaldte transsubstantiation (s.d.), mens skikkelserne med deres farve, lugt, smag og fysisk-kemiske egenskaber bevares. Kristus bliver den personlige Bærer af brød og vin, hvorved de forvandles til Kristi legeme (s.d.) og Kristi blod (s.d.). Iflg. Jesu indstiftelse i Nadversalen og befaling til apostlene om at gøre dette til hans ihukommelse (1 Kor 11,23-25) bliver brød og vin således til Jesu sakramentale skikkelser, som han påtager sig for at kunne være "livets brød" og "frelsens kalk" for os. Forvandlingen er total og uigenkaldelig, og består derfor også efter messen. Nadverelementer, der ikke er uddelt under messen, kan derfor selvsagt ikke bortkastes eller gøres til genstand for en ny forvandling under den næste messe, men har tværtimod krav på den samme ærefrygt og tilbedelse som under messens offerhandling. Se også: Alterets Sakramente.

forældre. "Forældrene, der har skænket deres børn livet, har den alvorlige forpligtelse at opdrage dem, og som følge deraf må de betragtes som børnenes første og vigtigste opdragere. Forældrenes opdragerfunktion er så betydningsfuld, at den vanskeligt kan erstattes, hvor den måtte mangle. Thi det er forældrenes opgave i familien at skabe en atmosfære, der er præget af fromhed og kærlighed til Gud og mennesker, og som begunstiger deres børns hele opdragelse, personligt og medmenneskeligt." (Kr.opdr. 3). "Forældrene har førsteretten til at opdrage deres børn, og denne førsteret kan de ikke tvinges til at overdrage andre." (Kr.opdr. 6).

Franciskanerordenen - Ordo Fratrum Minorum (O.F.M). Stiftet som tiggerorden (s.d.) i 1209 af den hl. Frans af Assisi (1181-1226) med det formål at gøre bod, prædike og missionere. I middelalderen var der 26 franciskanerklostre i Danmark (gråbrødre) og siden 1907 har der igen været franciskanerpræster i Danmark. Gråbrødrene vendte tilbage til Danmark i 1993 (Roskilde). Ordenen er i dag struktureret således: Førsteordenerne: Konventualerne (O.F.M.Conv., sort eller grå kutte); Mindrebrødrene (O.F.M., brun kutte) og Kapucinerne (O.F.M.Cap., brun kutte). - Andenorden: Clarisserne (kontemplative nonner). - Tredje ordener: Falder i to grupper: 1. De regelbundne ordener, f.eks. T.O.R. (Terz' Ordine Regulare) og ca. 20 andre mandlige brødre-ordener. Hertil kommer talrige (ca. 400) søsterkongregationer, som i tidens løb stiftet i Frans' ånd og efter hans 3. ordens regel, f.eks. Franciskanersøstrene (s.d.)). 2. Den franciskanske Lægorden (s.d.).

Franciskanersøstre. Omfatter mange kongregationer, heriblandt Franciscaines Missionnaires de Marie: F.M.M. Denne kongregation blev stiftet 1877 og har siden 1931 drevet skole, børnehave og vuggestue på Færøerne. Se også: Franciskanerordenen.

franciskanske Lægorden, Den - Ordo Franciscanus Saecularis (O.F.S.). Grundlagt 1859. Har til formål på forskellig måde og under forskellige former, men i et åndeligt fællesskab at forsøge at levendegøre den karisme, som Frans af Assisi besad, i Kirkens liv og sendelse. Medlemmerne lever efter den franciskanske 3. ordensregel. Lægordenen blev oprettet i Danmark i 1885. Se: Katolsk Lommebog. Se også: Franciskanerordenen.

frater (lat. broder). Alm. betegnelse for et medlem af et mandligt klosterfællesskab. Ofte anvendes ordet dog kun om de ordensmedlemmer, der ikke er præsteviet.

Fratres Maristi Scolarum. Se: Maristbrødre.

fred. Frelsens fylde. Ikke kun fravær af krig eller politisk fred. Iflg. profeterne i GT er også den politiske fred en Guds gave, men den er kun et delaspekt af det bibelske begreb fred. Kristus er vor fred. Han har dræbt fjendskabet ved sit offer på korset og udsonet Gud og mennesker med hinanden i sin Person (jfr. Ef 2,14-18). Det er denne fred, den Opstandne tilønsker apostlene, da han skænker dem Helligånden, og det er i kraft af denne Ånd han giver dem fuldmagt til at forlade synder (jfr. Joh 20,19-23), dvs. dræbe fjendskabet i Kristi navn. Kristi fred er kilden til al sand, varig fred.

fredag. Den sjette dag i ugen, som fra Oldkirkens tid har været præget af ihukommelsen af Kristi lidelse og død. Derfor er hver fredag Kirkens særlige bodsdag, hvor der kan gøres bod på forskellig vis, f.eks. ved at afholde sig fra kødspiser, alkohol, tobak og andre nydelsesmidler. Man kan også give penge til nødlidende mennesker eller godgørende institutioner. Vigtigst er det dog at ransage sin egen livsholdning i forhold til budet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv og at reservere den nødvendige tid til bøn. Se også: abstinens; første fredag.

fredag, første. Se: første fredag.

fredagsabstinens. Afholdelse fra at spise kød om fredagen, som er Kirkens befalede bodsdag. Denne bodsform kan om nødvendigt erstattes af andre bodsformer, undtagen langfredag og askeonsdag, hvor abstinensen er påbudt.

fredshilsen. I messen, før Kommunionen (s.d.), giver præsten fredshilsen og opfordrer de troende til at gøre det samme, evt. med et synligt tegn herpå i form af et håndtryk eller en symbolsk omfavnelse. Det er Kristi fred (s.d.), de kristne hermed tilønsker hinanden. Se Lovsang, side 73.

frelse. Udfrielse ved Kristus af synden og dens følger til "Guds børns herlige frihed" (Rom 8,21). Se også: forløsning.

frelsens kalk. Se: sidste Nadver; Kommunion, den hellige.

Frelser. "Faderen har sendt sin Søn som frelser for verden" (Joh 4,14). "Der er ikke frelse i nogen anden" (Apg 4,12).

frelseshistorie. Den gradvise udvikling af Guds frelsesplan, fra Abrahams kaldelse (1 Mos 12,1-3) til opfyldelsen i Jesu Kristi død og opstandelse og udfoldelsen heraf i Kirkens historie (jfr. Ef 1,10).

frihed. Frihed fra synd, dvs. fra enhver krænkelse af kærligheden til Gud og mennesker, og frihed til at gøre Sandheden (Joh 3,21), så man bliver fri af sin faldne natur til at følge Kristus (Joh 8,32). Se også: religionsfrihed.

frikirker. 1. Betegnelse for de kristne samfund, som står uden for Folkekirken eller en statskirke. - 2. I snævrere betydning: et trossamfund af vækkelseskarakter, med vægt på den indre frihed og den enkeltes afgørelse (pinsemenigheder, baptister, adventister m.fl.). I denne betydning betragtes den katolske Kirke ikke som nogen frikirke. Brugen af adjektivet "frikirkelig" gælder denne 2. betydning.

frimurere. Hemmelig forening, som i nogle lande har udvist voldsom aggressivitet mod Kirken. Det er forbudt katolikker at være medlemmer af hemmelige selskaber.

fristelse til synd, dvs. til at tage livet i sin egen hånd, med kortfristede løsningsforsøg (selvforløsning) og i sidste ende frafald fra Gud. I Jesu fristelse i ørkenen (Matt 4,1-11) har vi de typiske fristelser, der ramte det gamle Guds folk, og som rammer det faldne menneske den dag i dag (jfr. 1 Joh 2,16): "kødets lyst", dvs. de legemlige begær og bekymringer, "øjnenes lyst", dvs. denne verdens magt og ære, og hovmodets djævel, der frister til at sætte sig i Guds sted. Den kristne, der lever i sin dåbspagt med Gud, er normalt beskyttet mod besættelse fra den Ondes side og berøvelse af sin frihed til selv at vælge. Men heller ikke de døbte er fritaget for fristelser fra deres egen faldne natur, dens uforløste trang til at hvile i sig selv, bero på sig selv og gå sine egne veje. Kristi svar på de kristnes vegne er ubetinget og tillidsfuld lydighed mod Gud. I Fadervor har han lært sine disciple bønnen: "Led os ikke ud i fristelse". På hebræisk betyder ordet først: Stille på prøve (1 Mos 22,1; 2 Mos 15,25), så: friste til synd. "Gud kan ikke fristes og selv frister han ingen, men enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær" (Jak 1,13-14). Gud prøver mennesket for at rense og styrke dets tro (Jak 1,2-4), ransage dets hjerte (5 Mos 8,2) og skænke det livet (Jak 1,12). Men mennesket kan bøje af under prøvelsen og lade sig forføre af Fristeren (se: Satan), henholdsvis af sit eget onde begær, til utroskab, frafald, der fører til døden (1 Mos 3; Rom 7,11). I Fadervor bedes der om, at Gud vil beskytte os under prøvelser, så vi ikke bukker under i anfægtelsen, men frelses fra det onde og den Onde. Se også: Satan.

fritænkere. Mennesker, som kræver deres frihed til selv alene at bestemme deres intellektuelle og praktiske holdning, hvad enten de accepterer tanken om en guds eksistens, som ikke beskæftiger sig med denne verden, men lader den have sin frihed (deisme - s.d.), eller de nægter Guds eksistens (ateisme - s.d.).

fromhed. En holdning over for Gud, som indebærer barnlig tillid, hengivenhed og kærlighed. En af dens udtryksformer er bøn (s.d.). Regnes blandt dyderne (s.d.) og er en af Helligåndens syv gaver (s.d.).

frugtbarhed. "Bliv frugtbare og mangfoldige ... gør jer til herre over jorden og hersk" (1 Mos 1,28). Således lød kaldet til det første menneskepar. Som Guds forvaltere på jorden skulle de opfylde den og tage den i besiddelse. Men netop dette forvalter-forhold blev brudt i syndefaldet, og derfor blev både magten over jorden og frugtbarheden på den et problem. Imidlertid står Guds skabelsesorden fast, og hans frelsesorden består i at gøre det muligt for mennesket at vende tilbage til den og opfylde den. Dette er det bibelske grundlag for den katolske Kirkes holdning til frugtbarhed i ægteskabet, også i dag, ansigt til ansigt med den moderne verdens overbefolkning, underernæring m.m. Det hører med til kærlighedens væsen, at den bærer frugt, dvs. at kærligheden mellem to ikke forfalder til et lukket forhold, en fælles egoisme, men er åben og livgivende i forholdet til den øvrige menneskeslægt. Derfor modsætter Kirken sig den "anti-life mentality", som præger den vestlige verden. Den tager afstand fra dens pessimisme og egoisme. Den forkaster også kunstig prævention, sterilisation (s.d.) og provokeret abort (s.d.), fordi det blot er det faldne menneskes lapperier på et fortsat liv i syndefaldets verden. Kirken tager kort sagt parti for livet og en nødvendig omvendelse til et fornyet forhold til Gud. Seksualdriften skal igen ind under kærlighedens kontrol, og mennesket skal ind under Guds. Det drejer sig hverken om at føde flest mulige børn, men at føde de børn, man, alt taget i betragtning, føler sig kaldet til af Gud. Mennesket er ikke herre, hverken over sit eget eller andres liv. Skabelsen af nyt liv er altid Guds, førend det er menneskets. Derfor er hans familieplanlægning normgivende for ægtefællers fødselskontrol (s.d.). Jfr. pave Johannes Pauls rundskrivelse "Fællesskab i familien" (s.d.). Se også: Humanae Vitae.

fugl Føniks. Legendarisk fugl, som levede i 500 år, lod sig brænde i Heliopolis (det nuværende Cairo), men rejste sig efter 3 dage af asken og levede igen i 500 år. Kirkefædrene brugte den som symbol på Kristi død og opstandelse. Findes på kristne grave som tegn på troen på opstandelsen. Jfr. Grundtvigs salme: "Tag det sorte kors fra graven": "Palmefugl for askekrukke" (Lovsang nr. 367).

fuldendelse. Føre igennem til fuldkommenhed, fuldbyrde (jfr. Apg 14,26). Bibelen vidner fra først til sidst om fuldendelsen af Guds planer: Det ord, der udgår af hans mund, vender ikke tomt tilbage, men "fuldbyrder hvervet, jeg gav det" (Es 55,11). Guds ord går i opfyldelse, når deres tid er inde (Luk 1,20), fremfor alt i tidens fylde, da Jesus kom til verden (Gal 4,4). "For at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten ..." gentages således en halv snes gange i Matt. evangeliet i forbindelse med vigtige begivenheder i Jesu liv, som er etaper på vejen til fuldendelsen: Jesu offerdød på korset. "Alt var nu fuldbragt, for at Skriften skulle opfyldes" (Joh 19,28.30). Det drejer sig ikke blot om en opfyldelse af det, der var forudset, men om en gennemførelse af det til fuldkommenhed (jfr. Matt 5,17). Noget nyt og hidtil ukendt er brudt ind i menneskehedens historie. Jesus er på korset blevet ophav til evig frelse for alle, der er lydige mod ham (Hebr 5,9); "med et eneste offer har han ført alle dem, der helliges, til fuldendelse" (Hebr 10,14). Herefter skænkes nåden "for at I må være rene og lydefri på Kristi dag, fyldte med retfærdigheds frugt" (Fil 1,10). Det er ved de retfærdige gerninger, troen når sin fuldendelse i de troende (Jak 2,22); i den, der øver dem, er sandelig Guds kærlighed blevet fuldkommet (1 Joh 2,5).

fuldkommen aflad. Se: aflad.

fuldkommen anger. Se: anger.

fuldkommenhed. Den universelle kærlighed til alle, gode og onde, som de kristne er kaldet til at få del i hos Gud og videregive til alle. Bjergprædikenen sammenligner den med sol og regn, dvs. en skabende, barmhjertig, livgivende, altomfattende kærlighed i lighed med Guds. "Så vær da fuldkomne, som jeres Far i himlen er fuldkommen" (Matt 5,44-48). I GT lyder kaldet: "I skal være hellige, thi jeg er hellig", siger Herren, jeres Gud (3 Mos 11,45). Hellig vil sige viet til Gud, helliget ham i sit legeme, i sin moral og i sin tro. Det drejer sig om Guds nærvær og magt i menneskets liv: "Vandre for mit Åsyn og vær fuldkommen" (1 Mos 17,1). I kontakten med Gud bøjede jødedommen af og forskansede sig i en moralsk perfektionisme (lovens overholdelse). Jesus insisterer på kontakten mellem Gud Far og hans børn (jfr. f.eks. Fadervor), den livsforbindelse, hvorigennem hans Kærlighed skal strømme til dem og gennem dem ud i hele verden. Heraf følger bestræbelsen for et moralsk og fysisk beredskab, så mennesket kan have alle sine kilder i Gud (Sl 87,7, jfr. Sl 36). Heraf følger også kaldet til at vokse i erkendelse og indsigt til at skelne de virkelige værdier, så kærligheden kan blive stadig rigere, ren og pletfri, "den fulde frugt af den retfærdighed, som Jesus Kristus virker i os" (Fil 1,9-11). Således skal hele Kirkelegemet, "sandheden tro i kærlighed, i alle måder vokse op til ham, som er Hovedet, Kristus ... til det modne menneske, som har nået sin fulde vækst og i sig virkeliggør Kristi hele fylde" (Ef 4,15.13).

fuldmagt (lat. exusia). Jesu fuldmagt til sin Frelsergerning er fra Faderen (Joh 10,18). De kirkelige fuldmagter er fra Kristus og apostlene, og normgivende for de rettigheder, som kirkelige embedsindehavere er udstyret med. Således modtager sognepræster deres jurisdiktion fra deres biskop. En bispevielse må kun foretages, hvis der foreligger et apostolisk mandat (en tilladelse fra paven). Al lovlig udøvelse af kirkelig myndighed (især vedr. sakramentsforvaltning) er baseret på at udøveren er i besiddelse af de rette fuldmagter.

fundamentalisme (lat. fundare = lægge grund). Bogstavtro; at Guds ord opfattes som et diktat til den bibelske forfatter, og antages som sådan uden at agte på sammenhængen med Åbenbaringen som helhed og den menneskelige forfatters egen baggrund. Se: inspiration.

fyrre timers tilbedelse. Særlige bønner, andagter og lejlighed til fordybelse i stilhed foran det udstillede (s.d.) Sakramente efter et program, der varer 40 timer. Man kan deltage i en større eller mindre del af tiden. Denne andagstform stammer fra Milano under den hl. ærkebiskop Karl Borromæus (1538-84).

fyrstbiskop. I nogle egne i det tysk-romerske rige (800-1806) var den lokale biskop samtidig regerende verdslig fyrste.

fælles gode. Se: almenvellet.

fællesskab. Se: kommunion.

Fællesskab i familien. Se: Familiaris Consortio.

fødselskontrol. Forældres planlægning af det antal børn, de kan og vil sætte i verden, herunder også brug af metoder til at undgå uønsket graviditet. Kirken anerkender kun en naturlig fødselsregulering som moralsk forsvarlig, dvs. iagttagelse af kvindens ufrugtbare perioder. Se også: Humanae Vitae.

første fredag. Den første fredag i hver måned afholdes gerne i kirkerne en særlig messe til ære for Jesu Hjerte (s.d.), med efterfølgende tilbedelse af Alterets Sakramente (s.d.). Har været anbefalet af Kirken i over 300 år.

førstekommunion. Den begivenhed at en person for første gang modtager Den hellige Kommunion (s.d.). For børns vedkommende sker det normalt i 7-9 års alderen, efter forudgående undervisning og skriftemål.

får. Anvendes hyppigt i Bibelen som element i fortælling eller lignelse, f.eks. "Herren er min hyrde, mig skal intet fattes" (Sl 23,1), Kristus fremstiller sig selv som den gode hyrde for sine får og sætter sit liv til for dem (Joh 10,11). Hans får hører hans røst og følger ham (Joh 10,27), og han giver dem evigt liv. Også meget anvendt i den kirkelige kunst fra Oldkirken til vore dage.