Et katolsk syn

på Fælleserklæringen

Inden l. maj skal de lutherske kirker svare Det Lutherske Verdensforbund, hvordan de ser på Fælleserklæringen om Retfærdiggørelseslæren.

Nedenfor følger en katoliks oplevelse af teksten

AF OLUF BOHN

Studielektor

Lige siden 1965, hvor de fælleskirkelige samtaler for alvor tog fart, har man ventet spændt på resultaterne af disse samtaler. For Danmarks vedkommende har det selvfølgelig været de luthersk-katolske samtaler. De begyndte i 1970'erne og resulterede i 1979 i en bog om alterets sakramente, i 1982 om det kirkelige embede og i 1994 om »Kirke og retfærdiggørelse «. I alle tre bøger nåede man frem til en vidtgående enighed, men så skete der heller ikke mere. Dog på basis af komissionsarbejdet gik lutheranere og katolikker så over til et andet tema. Officielt var det Det lutherske Verdensforbund og Rådet for kirkelig enhed i Rom, der ville se på om »de gensidige fordømmelser angående frelse og retfærdiggørelse kirkerne imellem« fra tiden efter Luthers død kunne ophæves, eller man kunne erklære, at de »i vore dage ikke længere var gyldige«.

Det drejer sig med andre ord om, hvorvidt lutheranerne og katolikkerne i dag har opfattelser om frelse og retfærdiggørelse, som ikke skiller dem ad i trosforståelsen. Efter de gængse polemiske og populære kirkelige opfattelser mente katolikker, at menneskets gerninger var nødvendige, for at de kunne opnå frelse, mens lutheranerne mente, at mennesket blev frelst alene ved tro.

Man skulle således undersøge om de kirkelige opfattelser i dag på dette ene område: »retfærdiggørelsen«, ikke mere blev ramt af de fordømmelser man i 1500-tallet havde udtalt mod hinanden. Først undersøgte man, hvad Bibelen egentlig sagde om emnet, og om begge parter var enige om fortolkningen af Bibelen. Det viste sig vist hurtigt, at man var enige om, at Bibelen lærte, at vi frelstes ved tro, og så skulle man jo mene, at arbejdet var gjort. Men nu

måtte man tage fat på de konfessionelle spørgsmål, for tidligere opfattelser og misforståelser havde ført til formuleringer i de to kirkesamfund, som ikke umiddelbart lod sig forene. Man måtte derfor nu endevende retfærdiggørelse i alle mulige sammenhænge.

En første udgave forelå allerede i 1995, men den skulle til høring og grundige samtaler mange steder, og det afstedkom en anden udgave, som igen blev stærkt revideret efter lutheransk ønske, og det er denne tredje udgave de lutherske kirker skal tage stilling til inden l. Maj 1998.

Teksten er ikke til diskussion. Tværtimod, giver en artikel i Præsteforeningens blad januar 1997 indtryk af, at man fra luthersk side har haft sit besvær med at skabe en enighed, hvor alle lutherske retninger mener at kunne finde netop deres nuance udtrykt. Det er med andre ord en samlet så at sige »lukket« tekst, der skal tages stilling til. Det er måske også derfor, at den nuværende præsident for Det lutherske verdensforbund i en nylig erklæring, for at modvirke denne »lukkethed« erklærer, at Fælleserklæringen ikke er et mål i sig selv men led i en større proces.

Fra katolsk side har Rådet til fremme af kristen enhed sagt »ja« til den med stor glæde, fordi et centralt problem er løst og giver muligheder for, at man kan gå videre.

Men hvordan opleves teksten i sin helhed af en katolik? Jeg er glad over den konsens, teksten er udtryk for. Århundreders misforståelser bør nu være ryddet af vejen, alvoren i den lutherske holdning skal påvirke katolsk teologi, men især det pastorale arbejde og for at citere den lutherske teolog,, Gunter Wenz, der skal nu skabes et »grundlag af tillid«. Imidlertid er det for mig også klart, at den er et tilbageskridt sammenlignet med det første udkast. Dette første er langt mere »åbent«, og problemerne blev ikke sat så skarpt op.

Det er imidlertid langt værre, at man fra luthersk side på den ene side siger, at der er konsensus om retfærdiggørelsen, på den anden synes at ville fastholde holdninger ja endog for-muleringer, der har deres rod i en fortids problemstilling, som ikke er vor tids. Det kan kun svække indtrykket af enigheden.

I enighed siges det, at »Vi bekender i fællesskab, at Gud af nåde tilgiver mennesker deres synder og samtidig befrier dem fra syndens trælbindende magt og skænker dem et »nyt liv i Kristus « Gud ... gør ved Helligånden kærligheden virksom i dem«. Videre: Lutheranerne benægter dermed ikke den fornyende kraft i den kristnes liv. »Vi bekender i fællesskab, at synderne gøres retfærdige ved troen på Guds frelseshandling i Kristus... Denne tro er virksom i kærligheden, derfor kan og må de troende ikke være uden gerninger.«

Alt dette er der altså enighed om, og det er det, der skal tages stilling til.

I enighed siges det, at »med Kristus, som i sig selv er vor retfærdighed (1 Kor, 1,30) både syndsforladelse og Guds frelsende nærvær«. Men det får slet ingen følger for de aktuelle lutherske synspunkter om mennesket, der altid står Gud imod, og det er jo dem, det drejer sig om her og nu.

Fra katolsk side er det ganske klart, at det ved tro retfærdiggjorte menneske ikke er fritaget for en livslang kamp med det selviske begær, men Kirkens lære er, at kampen ikke så meget er en kamp med de enkelte synder, som en kamp for i Guds nåde at lade Den treenige Gud vinde større og større herredømme i de retfærdiggjorte mennesker.

Spørgsmålet er imidlertid, om de lutherske korrektioner i denne udgave ikke dybest set er et forsvar for en identitet. Frygter man ved at sige for meget ja, at noget specifikt luthersk forsvinder, hvor nogle katolske forskere netop vil sige, at Luther har vundet indpas i katolsk tankegang.

Meget tyder nemlig på, at frygt for tab af identitet ligger bagved tøven, indvendinger og henstillinger om at sige »nej«. Nej-sigerne hævder, at man har givet efter for katolikkerne. Men det er ikke tilfældet. Også katolikker vil kunne fristes til at tale om identitetstab, fordi teksten nu har fået en holdning, som er dem fremmed.

Teksten er således udtryk for en minimumskonsens.

Fra katolsk side kan man sige, at Kirkens bøn altid har lydt sådan, som en bøn i liturgien lyder:

»Gud du giver os både at ønske det gode, at fatte de rette beslutninger og at gøre, hvad der er ret!« Således har troende kristne bedt siden middelalderen, og jeg siger udtrykkelig troende, for det har ligeledes været samlet opfattelse siden middelalderen, at troende kunne man kun blive, når man blev kaldet af Gud, og troen var menneskets svar på denne kalden til fællesskab med den treenige Gud. Bønnen viser klart, at middelalderen har erkendt menneskets absolutte afmagt, men også dets muligheder. (Jf. Fil 2,12f ). Jeg ved godt, at teologien på Luthers tid var rendt ind i problemer om menneskets vilje, og at Luthers kritik var berettiget. Vi skal senere se, at Koncilet i Trient med en anden ordlyd siger det samme. Når man i teksten her godt ved dette, så kunne man have taget op, at den katolske kirke også var på linie med Luther trods forskellig sprogbrug.

Ved hele tiden at fastholde fortiden får man ikke fornyet grundlaget for den frugtbare samtale, og det kunne man let, hvis man ville, for grundlaget er lagt af moderne teologer. Følgende centrale emne vil kunne belyse det.

I en indledning til den danske udgave citeres Tridentinerkoncilets bestemmelse nr. 9, hvori der står, at »Hvis nogen siger, at den ugudelige retfærdiggøres ved tro alene, således at han mener, at intet andet behøves, som han medvirker ( jf.§20 i 3.udgv.) med for at opnå retfærdiggørelsesnåden, og at det i ingen henseende er nødvendigt, at han ved sin egen viljesbevægelse udrustes eller beredes: Han være forbandet.« Denne bestemmelse har igennem århundreder været fremhævet som det, der skiller en luthersk frelsesforståelse fra den katolske, og det har i høj grad skilt parterne ad.

Nyere forskning (Albrecht Peters fra evangelisk luthersk side og Otto Hermann Pesch fra katolsk side, for blot at nævne to fremtrædende forskere) har imidlertid godtgjort, at det er et af kirkehistoriens ulyksalige eksempler på, at uvidenhed om sproglige begreber har medvirket til brud. Forholdet er, at der på Luther tid skete et sprogligt skred, som ingen havde gjort sig helt klart. For katolsk teologi dengang betød TRO eller At tro først og fremmest, at man med sin forstand og vilje gav sin tilslutning til Kirkens lære, og denne tilslutning var - teoretisk - nødvendig for frelsen. For Luther og mange af hans samtidige betød TRO og At tro, en af Gud vakt fra hjertet kommende tillid til Guds forjættende ord om frelse, at man stillede sig under Guds herredømme som en synder og der rnodtog tilgivelsen. Det er jo indlysende, at katolikker og lutheranere i den i øvrigt meget tilspidsede situation måtte gå galt af hinanden i samtalerne, hvor man ikke gav sig tid til at undersøge, hvad de enkelte egentlig mente med det, de sagde.

Om dette kan der siges meget mere, men her i sammenhængen vil jeg nøjes med at sige, at hvis man virkelig giver agt på de to forskellige måder at udtrykke sig på, så er der ingen egentlig uoverensstemmelse, og som der også skrives i indledningen, så indeholder Tridentinerkoncilets erklæring tre bestemmelser, som imødekommer, at mennesket retfærddiggøres ved tro og ikke ved gerninger.

Teksten fokuserer efter mit syn alt for meget på fortiden, og lægger derfor også i store og små forbehold afstand til den enighed, der er opnået fra luthersk side med den katolske samtalepartner. Bliver teksten vedtaget fra luthersk side kan videre samtaler begynde. Vedtages den ikke, hvad der er tænkeligt, vil tilbageskridtet være så stort, at de to parter kan begynde forfra en helt anden gang.

Onsdag l. april 1998

Kristeligt Dagblad