Det kristne fællesskab

Vatikanets hierarkiske centralisme og hele den katolske autoritetsstruktur forekommer at være en af de alvorligste hindringer for kristen enhed

AF Redaktør POUL SEBBELOV, den ortodokse kirke

På foranledning af den katolske kirke har der den senere tid i Kristeligt Dagblad været ført debat om forholdet mellem de forskellige konfessioner.

Nærværende kommentator bidrog den 18. december med en kronik, som søger at belyse sagen fra den ortodokse kirkes vinkel. Katolikkernes generalvikar, Lars Messerschmidt, kommenterer den 22. januar mit indlæg. Hans kommentar kræver svar på en række punkter.

Messerschmidt indleder med en kærlighedserklæring til de ortodokse. »Vi elsker deres liturgi og ikoner«, skriver han, »og vi har dyb respekt for deres spiritualitet«. Men så konstaterer Messerschmidt »med smerte«, at kærligheden ikke er gensidig.

Andetsteds i sin kommentar får generalvikaren fikst flettet ind, at paven i Rom skam selv har sagt, at den ortodokse kirkes traditioner, som katolikker altså elsker, udgør » en integreret del af Kristi kirkes arvegods«. Og Kristi kirke, ja, den er identisk med romerkirken; det forsikrer både den katolske biskop og hans generalvikar os om.

En ganske udspekuleret konstruktion, hvori det uskrevne rationale hedder, at hvis blot vi alle giver os ind under romerbispens overherredømme, skal vi nok fra hans hånd modtage anerkendelse for vore individuelle særpræg.

Hermed er i hvert fald en del af problemet med samtalen ridset op. For de ortodokse kirker nærer intet som helst ønske om, som det så ofte sker, i romantiserende vendinger at blive reduceret til liturgisk skoleridning eller spirituelle finesser. Den ortodokse kirkeforståelse udgør en helhed af tro og liturgi, af bøn og faste, af embede og sakramentsforvaltning. Kirken i dens fylde altså og ikke en særlig raffineret afart af kristelig æstetik.

Man kunne, efter samme opskrift, fremhæve katolikkerne for deres »organisationstalent« eller lutheranerne for deres »intellektuelle retlinethed«. Man ville da ikke have løjet, men blot have snævret perspektivet betragteligt ind, grænsende til karikaturen.

Udgangspunktet for al kirkelig samtale må være, at vi tager modpartens selvforståelse for pålydende. Også selv om vi mener, modparten har uret. Det er svært, men det er den eneste farbare vej. Og så må det vise sig, hvor langt samtalen kan bære. Og når den går i stå, må vi overlade resten til Gud.

Det er ikke sandt, som Messerschmidt skriver, at kærligheden mangler hos de ortodokse. Ortodokse kristne er sig fuldt bevidste om det fællesskab, vi har med andre kristne i troen. Med katolikker som med protestanter. Vi underkender ikke, sådan som Messerschmidt antyder, det helt centrale: at lige meget om vi tilhører denne eller hin kirke, så er Kristus og vejen til ham det, der giver vores liv indhold og mening. Vi har derfor al respekt for andre kristne end os selv; og fuld forståelse for, at der er svært komplicerede historiske, sociologiske og psykologiske grunde til, at vi er kristne på forskellige måder.

Så vidt den indbyrdes respekt og kærlighed.

Lars Messerschmidt gør endvidere i sin kommentar et behjertet forsøg på at vise min argumentation tilbage på historisk/saglig basis. Han konstaterer triumferende, fremhævet med et udråbstegn, at der slet ikke fandt noget formelt brud sted mellem kirkerne i 1054. Underforstået, at jeg bygger hele min argumentation op på manglende viden om fakta og på en misforståelse af de historiske kendsgerninger.

Skudt forbi, Messerschmidt. Hvis du læste min tekst en gang til, ville du se, at jeg netop understreger, at årstallet 1054 er temmelig tilfældigt valgt, og at bruddet mellem Øst og Vest (for vi er vel enige om, at et brud er en realitet?) ikke finder sted pludseligt, men udgør en langvarig, historisk proces. Jeg anfører eksempler (ikke mindre velvalgte end dine, tillader jeg mig at mene) på denne proces. Det kan således forekomme temmelig søgt, når du forsøger at give indtryk af, at jeg skulle ligge under for en vrangforestilling om, at uoverensstemmelserne kom som et lyn fra en klar himmel.

Tilbage står det uomgængelige faktum, at det var fra Rom, initiativet til ændringer kom. Jeg tillader mig at gå ud fra, at katolikker og ortodokse er enige om, at den oprindelige, autentiske trosbekendelse er den, der fortsat benyttes blandt ortodokse, og at ændringen var en ensidig, romersk affære. De ortodokse har derfor, med hensyn til trosbekendelsen, den historiske sandhed på deres side. Jeg kender i øvrigt en del protestanter, der af samme grund beklager, at man ikke har fået rettet dette forhold. Og som ikke har mindste lyst til at forsvare »filioque«. Men det er en anden historie.

Messerschmidt anfører, at biskoppen i Rom i de første 1000 års kirkehistorie » indtog en særstilling«. Det er jeg enig med ham i. Ortodokse både var og er principielt fortsat indstillede på at tildele den romerske biskop en æresforrang som »den første blandt ligemænd« (primus inter pares), en position, som patriarken i Konstantinopel (Istanbul) i dag indtager. Det har bare intet som helst at gøre med den romersk‑katolske lære om pavens personlige ufejlbarlighed. I den ortodokse kirke fndes der intet embede, der er sammenligneligt med det romerske paveembede, hvor princippet jo er, at en enkelt biskop har myndighed til helt på egen hånd at definere kirkens lære. Og jeg har ærlig talt ikke fantasi til at forestille mig, at noget sådant nogensinde vil vinde indpas blandt ortodokse. Eller blandt protestanter for den sags skyld.

Roms hierarkiske centralisme og den hele katolske autoritetsstruktur forekommer at være en af, de alvorligste hindringer for kristen enhed.

Lars Messerschmidt argumenterer elegant. Ind imellem, forekommer det mig, lige lovlig elegant. Som når han henkastet foreslår, at min redegørelse for den apostolske succession skulle

være ganske hjemmestrikket og ude at trit med det, Messerschmidt åbenbart mener at vide er »den ægte ortodokse tradition«. Og at den logiske, men fejlagtige konklusion på min opfattelse derfor skulle være, at »den katolske kirke ikke har bevaret den apostolske succession«.

Argumentationen er rent sofisteri. Naturligvis er der apostolsk succession i den katolske kirke. Ligesom der er i den svenske, lutherske kirke og hos anglikanerne, hvor i vore dage både mænd og kvinder ved håndspålæggelsen får overdraget forvaltningen af Kristi mysterier.

Pointen i min kronik er imidlertid, at successionen er uløseligt bundet til kirkens uforandrede lære og ubrudte tradition, og at den i modsat fald bliver en tom gestus eller det, der er værre: ren magi. For nu at skære det ud i pap: Hvis en ortodoks eller en katolsk eller en svensk biskop skulle gå grassat og melde sig ind i Jehovas Vidner, ville vedkommende ikke kunne tilføre denne ukristelige bevægelse så meget som et gran kristen autoritet, lige meget hvor meget han/hun påberåbte sig den apostolske succession.

Jeg tror ikke, vi når nogen vegne med samtalen mellem de kristne kirker, hvis vi insisterer på, at vi først må nå til enighed om, hvem der er den rigtige kirke. Men heldigvis har den samlede kristenhed bogstavelig talt fået fællesskabet forærende: Ingen kristen kirke kan nemlig med nogen som helst ret tage patent på Helligåndens virke.

I den erkendelse må da samtalen mellem protestanter, katolikker og ortodokse tage udgangspunkt. Vi kan ikke på forhånd vide, om den samtale vil munde ud i kirkelig enhed og sakramentalt fællesskab. Det er en afgørelse, vi må overlade til Gud. Men Gud har tilsyneladende overladt det til os at føre de indledende forhandlinger.

* * *