PAVE BENEDIKT XVI’s FASTEBUDSKAB 2009

Kære brødre og søstre,

Ved begyndelsen af fasten, en tid, der udgør en forberedelsesvandring af dybere åndelig karakter, anbefaler liturgien os på ny tre former for bodspraksis, som den kristne bibeltradition tillægger stor betydning, bøn, faste og almisse, for at vi bedre kan forberede os til påsken og på den måde erfare Guds magt, da han jo, som vi skal høre det under påskevigilien, “bortjager brøde, aftvætter synder, gengiver de faldne uskyldigheden og de sorgfulde glæden; han bortjager had, bereder endrægtighed og bøjer voldsherredømmet” (Exsultet). I mit traditionelle fastebudskab ønsker jeg i år at standse op ved og specielt overveje fastens værdi og betydning. Fastetiden minder os netop om de fyrre dages faste, som Herren gennemlevede i ørkenen, før han påbegyndte sit offentlige virke. Vi læser i evangeliet: “Jesus blev af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult” (Matt 4,1-2). Ligesom Moses forud for modtagelsen af Lovens Tavler (jf. 2 Mos 34,8) eller Elias før mødet med Gud på Horebs bjerg (jf. 1 Kong 19,8) forberedte Jesus sig med bøn og faste til sin gerning, hvis begyndelse blev en hård konfrontation med fristeren.

Vi kan spørge os selv, hvilken værdi og hvilken betydning det har for os kristne at give afkald på noget, som i sig selv skulle være godt og nyttigt for vores opretholdelse af livet. Den hellige Skrift og hele den kristne tradition lærer, at faste er en stor hjælp til at undgå synden og alt, hvad der fører til den. Derfor møder vi i frelseshistorien ved mere end én lejlighed opfordringen til at faste. Allerede på de første sider af Den hellige Skrift pålægger Gud mennesket at afholde sig fra at spise den forbudne frugt: “Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!” (1 Mos 2,16-17). I en kommentar til Guds befaling bemærker den hellige Basilius, at “fasten allerede eksisterede i paradiset”, og at “den første befaling i den retning blev givet til Adam”. Følgelig konkluderer han: “Ordene ‘du må ikke spise’ er altså loven om faste og abstinens” (jf. Sermo de jejunio: Patrologia Graeca 31, 163, 98). Eftersom synden og dens følger tynger os alle sammen, får vi tilbudt fasten som et middel til at genvinde venskabet med Gud. Det var det, Ezra gjorde før sin rejse tilbage fra landflygtigheden til det forjættede land, da han opfordrede det samlede folk til at faste “for at ydmyge os for vor Gud” (Ezra 8,21). Den Almægtige hørte hans bøn og lovede ham sin hjælp og beskyttelse. Det samme gjorde Nineves indbyggere, som lydhøre for Jonas’ opfordring til, at de skulle angre, som tegn på deres oprigtighed udråbte en faste, idet de sagde: “Måske vil Gud så fortryde og vende om fra sin glødende vrede, så vi ikke går til grunde” (Jon 3,9). Også ved denne lejlighed så Gud deres gerninger og tilgav dem.

I det Nye Testamente angiver Jesus den dybe grund til fasten, idet han stigmatiserer farisæernes holdning, fordi de omhyggeligt overholdt de forskrifter, loven pålagde dem, skønt deres hjerte var langt fra Gud. Den sande faste, gentager den guddommelige Læremester ved en anden lejlighed, består i højere grad i at gøre den himmelske Faders vilje, han som “ser i det skjulte og vil lønne dig” (Matt 6,18). Selv foregår han os med et godt eksempel, da han efter de 40 dages ophold i ørkenen svarer Satan, at “mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund” (Matt 4,4). Formålet med den sande faste er altså at spise den “sande mad”, som er at gøre Faderens vilje (jf. Joh 4,34). Hvis Adam altså var ulydig mod Guds befaling om “ikke at spise af træet til kundskab om godt og ondt”, ønsker den troende gennem fasten ydmygt at bøje sig for Gud i tillid til hans godhed og barmhjertighed.

Fasten praktiseres meget i den første kristne menighed (jf. ApG 13,3; 14,33; 27,21; 2 Kor 6,5). Også kirkefædrene taler om fastens magt, der er i stand til bremse synden, undertrykke “den gamle Adam”s lyster og åbne vejen til Gud i den troendes hjerte. Fasten er desuden en tilbagevendende praksis, der til alle tider er blevet anbefalet af helgenerne. Den hellige Petrus Chrysologus skriver: “Fasten er bønnens sjæl, og medfølelsen er fastens liv. Derfor skal den, der beder, faste; den, der faster, skal vise medfølelse; den, der ønsker at blive hørt, når han beder indtrængende, skal lytte til den, der bønfalder ham, eftersom Gud lytter til den, der ikke lukker ørerne, når nogen bønfalder ham” (Sermo 43: Patrologia Latina 52, 320, 332).

I vore dage ser det ud til, at fasten har mistet lidt af sin åndelige værdi og snarere – i en kultur præget af jagten på materiel velfærd – har fået betydning som et terapeutisk middel til at pleje ens egen krop. Det er rigtigt, at det er godt for ens fysiske velbefindende at faste, men for troende mennesker er det først og fremmest en “terapi”, der har til formål at kurere alt det, som forhindrer dem i at rette sig efter Guds vilje. I sin Apostoliske Konstitution Pœnitemini fra 1966 fastslog Guds Tjener Paul VI nødvendigheden af at anbringe fasten i sammenhæng med opfordringen til enhver kristen om ikke at “leve for sig selv, men for den, som elskede ham og gav sig hen for ham, og også at leve for sine brødre” (jf. Kap. I). Fastetiden kunne være en god lejlighed til at vende tilbage til de normer, der er indeholdt i den nævnte Apostoliske Konstitution, og samtidig overveje den autentiske og eviggyldige mening med denne gamle bodspraksis, der kan hjælpe os til at nedkæmpe vores egoisme og åbne vores hjerte for kærligheden til Gud og næsten, hvilket jo er det første og største bud i den nye lov og essensen af hele evangeliet (jf. Matt 22,34-40).

Den trofaste brug af fasten bidrager desuden til at skabe enhed i mennesket mellem legeme og sjæl, hjælpe det til at undgå synden og styrke det fortrolige forhold til Gud. Sankt Augustin, der udmærket kendte sine egne negative tilbøjeligheder og betegnede dem som “et meget indviklet og sammenfiltret knudebundt” (Confessiones, II, 10.18), skrev i sin afhandling Fastens nytte: “Jeg lider ganske rigtigt, for at Han skal tilgive mig; jeg spæger mig, for at Han skal hjælpe mig, for at jeg må blive behagelig i hans øjne, for at smage hans mildhed” (Sermo 400, 3,3: Patrologia Latina 40, 708). At give afkald på den materielle føde, der nærer legemet, gør det nemmere at opnå en indre disposition til at lytte til Kristus og leve af hans frelsende ord. Gennem faste og bøn tillader vi Ham at komme og mætte den store sult, vi føler på bunden af vores hjerte, sulten og tørsten efter Gud.

Samtidig hjælper fasten os til at blive bevidste om den situation, mange af vores brødre lever i. I sit Første Brev advarer Johannes os: “Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?” (1 Joh 3,17). At faste af egen fri vilje hjælper os til at efterligne den barmhjertige Samaritaner, der bøjer sig ned og hjælper sin lidende broder (jf. Enc. Deus caritas est, 15). Ved frivilligt at vælge at give afkald på noget for at hjælpe andre viser vi helt konkret, at vores næste, som er i vanskeligheder, ikke er fremmed for os. Netop for at bevare denne beskyttende og opmærksomme holdning over for vores brødre tilskynder jeg sognene og andre fællesskaber til fastetiden igennem at intensivere såvel den personlige som den fælles fastepraksis og ligeledes være omhyggelige med at lytte til Guds Ord, med bønnen og almissen. Lige fra begyndelsen blev dette skik og brug i den kristne menighed, hvor der også blev foretaget specielle indsamlinger (jf. 2 Kor 8-9; Rom 15,25-27), og man opfordrede de troende til at give de fattige det, der takket være fasten var blevet indsamlet (jf. Didascalia Ap., V, 20,18). Også i dag bør man genopdage denne praksis og fremme den, især i den liturgiske fastetid.

Det, jeg her har sagt, viser med stor tydelighed, at fasten udgør en vigtig asketisk praksis, et åndeligt våben til at kæmpe mod al mulig uordentlig kærlighed til os selv. Af egen fri vilje at give afkald på glæden ved mad og andre materielle goder hjælper Kristi discipel til at få kontrol over hans af arvesynden svækkede naturs drifter, hvis negative virkninger påvirker hele den menneskelige person.

Meget passende opfordrer en gammel liturgisk fastehymne os således: “Utamur ergo parcius, / verbis, cibis et potibus, / somno, locis et arctius / perstemus in custodia – Lad os være mere sparsommelige med ord, mad og drikke, søvn og tidsfordriv, og lad os være endnu mere årvågne”.

Kære brødre og søstre, ret beset er det fastens endelige mål – som Guds tjener pave Johannes Paul II skrev – at hjælpe hver enkelt af os til at give os selv fuldstændigt til Gud (jf. Enc. Veritatis splendor, 21). Derfor bør fastetiden i hver eneste familie og kristent fællesskab benyttes til at fjerne alt det, der virker distraherende på ånden, og til at intensivere det, som nærer sjælen og åbner den for kærligheden til Gud og næsten. Jeg tænker specielt på en større ihærdighed med hensyn til bønnen, lectio divina, Bodens sakramente og den aktive deltagelse i Eukaristien, først og fremmest i søndagsmessen. Lad os med denne indre beslutning træde ind i fastetidens bodsånd. Måtte den hellige Jomfru Maria, Vor glædes årsag, ledsage os og støtte os i bestræbelserne på at befri vort hjerte fra syndens slaveri, så det mere og mere bliver “Guds levende tabernakel”. Med dette ønske og forsikringen om mine bønner for, at hver enkelt troende og hvert eneste kirkelige fællesskab må foretage en udbytterig fastevandring, tildeler jeg af hjertet jer alle den apostoliske velsignelse.

Vatikanet, 11. december 2008

BENEDICTUS PP. XVI