Med firmelsens sakramente følger vi ligesom dåben op. I dåben bliver vi genfødt som Guds børn, vi bliver indlemmet i Guds folk, og dette foregår gennem en række symbolske handlinger. Det lille barn får hældt vand over hovedet, det bliver salvet og betegnet med korsets tegn, det får overrakt den hvide dåbskjole og dåbslyset. Det, vi især hæfter os ved, er nok syndsforladelsen og den åndelige genfødelse. Præsten siger inden salvelsen: "Gud, vi beder dig om, at du vil befri dette barn fra alle følger af menneskeslægtens synd og gøre det til dit tempel og din Helligånds bolig". Det er altså ganske klart, at vi i dåben også modtager Helligånden; vi bliver jo døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. I oldkirken blev barnet straks efter dåben salvet med firmelsens sakramente, men hos os er det skik og brug at vente adsk illige år, inden man bliver firmet.

I firmelsen lægger vi hovedvægten på modtagelsen af Helligånden. Jesus blev undfanget ved Helligånden og levede hele sit liv under Helligåndens indflydelse, men alligevel lod Gud sin Ånd dale ned over ham, da han stod ved begyndelsen til sit offentlige liv. På samme måde ønsker Kirken, at firmelsens sakramente skal meddeles de unge, når de har nået en alder, hvor de kan forstå deres opgave som kristne og har behov for at styrkes i denne. Ligesom dåben kunne sammenlignes med Jesu påske, kan firmelsen sammenlignes med pinsen, hvor Gud sendte sin Ånd til de forskræmte apostle.

Firmelsens sakramente består af tre vigtige symbolske handlinger: håndspålæggelse, salvelse og betegnelse på panden med korsets tegn. Enhver af disse handlinger har sin særlige oprindelse og betydning.

Håndspålæggelsen hører vi om gang på gang i Apostlenes Gerninger. Fx finder vi i kapitel 8: "Da apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes derhen, og da de var kommet derned, bad de for dem om, at de måtte få Helligånden; thi den var endnu ikke faldet på nogen af dem, men de var blot døbt i Herren Jesu navn. Så lagde de hænderne på dem, og de fik Helligånden". Et andet sted hører vi om, at Ananias lægger hånden på Paulus, for at han skal få sit syn igen og blive fyldt med Helligånden; og senere bliver det Paulus' tur til på sine rejser at lægge hånden på de nyomvendte. Denne håndspålæggelse er ikke bare en magisk gestus, en slags hokus-pokus, men den ledsages altid af bøn og faste. Også Jesus lagde jo hånden på de syge, som han ville helbrede. Vi har alt så her igen en menneskelig handling med en guddommelig virkning.

Ligesom det i de første kristne tider var apostlene, der kom og foretog håndspålæggelsen, er det i dag biskoppen, der meddeler firmelsens sakramente. Han begynder ceremonien med at strække sine hænder ud over firmanderne og påkalde Helligånden: "Send fra himlen Trøsteren, din syvfold gaves Ånd, ned over dem". Derefter lægger han sin højre hånd på hver enkelt af dem og beder Gud om at sende dem visdoms og forstands Ånd, råds og styrkes Ånd, kundskabs og fromheds Ånd.

Umiddelbart herefter salver biskoppen hver enkelt firmand med krisam, en olie, som biskoppen har indviet skærtorsdag. Denne ceremoni er ikke en overlevering fra apostlene, men går meget længere tilbage i tiden. I Det gamle Testamente hører vi om, at kongerne blev salvet ved begyndelsen af deres gerning, og at Herrens Ånd derved kom over dem. Også præster og profeter blev salvet til deres gerning. Den frelser, jødefolket ventede på, kaldte de Messias, og det betyder: den salvede. Det blev senere oversat til græsk, hvor det hedder Kristos. Jesus var altså "Herrens Salvede"; han var salvet med Helligånd og kraft, og når disciplene blev kaldt kristne, som vi også kalder os i dag, så betød det ikke bare, at de troede på Kristus og prøvede at følge ham efter, men også, at de var salvet med Helligånden.

Det tredie symbol, som spiller en stor rolle, er korstegnet. Allerede i dåben blev vi mærket med korsets tegn på vor pande og vort bryst. I indledningsbønnen til firmelsen siger biskoppen bl.a.: "Besegl dem nådig med Kristi korses tegn til det evige liv". Han bruger ordet "besegl", og det bliver gentaget i slutningen af ceremonien: "Vi har salvet disses pander med hellig krisam og beseglet dem med korsets hellige tegn". Der er blevet sat et segl på os, et mærke, som ikke kan fjernes igen, et mærke, der viser, at vi tilhører Kristus for tid og evighed. I dag er det usynligt mærke, men på Jesu tid var det almindeligt at brændemærke sine slaver, så alle kunne se, hvem de tilhørte. Også soldater fik feltherrens mærke brændt ind på deres pande. Vi bliver mærket med et usynligt segl som tegn på, at vi ved dåben og firmelsen bliver Guds tjenere og Kristi stridsmænd, som der stod i de gamle katekismer. Det segl, vi modtager, er Helligåndens segl, tegnet på, at Helligånden har taget bolig i os, og når vi svigter vore kristne forpligtelser, når vi synder, siger Paulus, at vi bedrøver Guds Helligånd, som vi blev beseglet med til forløsningens dag.

Ved firmelsen bliver man så at sige fuldt medlem af Guds folk, der også kaldes et kongeligt præstedømme. Der følger stor nåde med denne indlemmelse, men samtidig forpligtelse til at vedkende sig troen på Jesus Kristus og kraft til at turde vidne om ham og kæmpe for Guds Kirke her på jorden. Gennem sakramentet bliver vi kaldet til at bringe kristendommen ud til vore medmennesker både i ord og handling. Af vores måde at leve på og omgås andre på kommer vore medmenneskers tro på Gud til at afhænge. Vi kan ikke løbe fra ansvaret for troens udbredelse. Gud har sat sit uudslettelige mærke på os.

Firmelsens sakramente kaldes også somme tider - og kaldtes især tidligere - konfirmationen, der betyder nøjagtig det samme som firmelsen. Når man i dag specielt i protestantiske områder foretrækker ordet firmelse, er det, for at man ikke skal forveksle det med den protestantiske konfirmation, der ikke er et sakramente og ikke sigter mod noget udadvendt, men er det enkelte menneskes bekræftelse af sin egen dåbspagt. Faktisk har vi her i landet i en periode prøvet at indføre en såkaldt trosbekræftelse, der ikke var noget sakramente, men en efterligning af den protestantiske konfirmation. Denne skik er dog så godt som forsvundet igen, og tilbage har vi det oprindelige sakramente, som får os til at gøre Jesu ord til vore egne: "Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige".

KD