"Thi han [Kristus] er vor fred, han som gjorde begge parter til ét og nedrev det gærde, som skiller, nemlig fjendskabet." Ef. 2,14.
De parter, Paulus her taler om, er jøderne og hedningerne, men udsagnet kan opfattes mere generelt: at Kristus er fredsfyrsten og vil i al almindelighed nedrive gærder, der skiller, og fjerne fjendskab mellem menensker. Men hvad vil dette udsagn egentlig sige?
Det er ikke nemt at svare entydigt på, for det vil blive forstået forskelligt, alt efter de forudsætninger, de præmisser, den forståelse, man kommer med. Hvis man kommer med den forståelse, at teologi er en verden for sig, autonom, med sin egen berettigelse og betydning uafhængig af nogen forbindelse med den konkrete virkelighed, så vil den "fred", Paulus taler om, blive forstået i et evighedsperspektiv: I tidens fylde, på den yderste dag, når Kristus kommer igen i magt og herlighed, da vil Kristus overgive til Faderen et fuldkomment fredens rige. Altså står "Kristi fred" ikke i noget direkte forhold til de politiske og økonomiske betingelser for jordisk fred eller ufred blandt mennesker. Et sådant syn er jo radikalt dualistisk, idet det deler virkeligheden op i to sfærer: den ene er den konkrete jordiske, den verdslige, om man vil, og den anden er religionens, troens, nådens sfære.
Udsagnet om Kristi fred kan forstås mindre dualistisk, men dog stadig mere teoretisk end praktisk - nemlig på denne måde: Troen på, at Gud i Kristus har overvundet fjendskab og gjort os mennesker til ét, er sand i princippet og så er det vor opgave at arbejde hen på, at den også bliver sand i praksis. Med andre ord: den kristne tro har etiske og samfundsmæssige konsekvenser for den troende.
Megen kristen forkyndelse spiller på dette, men når vi hele tiden får at vide, at vi burde holde fred, elske hinaden, gøre det ene, det andet og det tredie, så sættes vi ikke derved i stand til at leve op til disse etiske fordringer. Tendensen er måske omvendt: at vor fornemmelse af egen utilstrækkelighed forstærkes, og vor vilje til at handle kan lammes. Kristne, der er aktivt engageret i kampen for retfærdighed (f.eks. i Sydafrika eller Latinamerika) vender sig frustreret bort fra et sådant budskab.
En tredie tolkning kunne beskrives sådan: Vi skal søge fred, retfærdighed, frihed osv. inden for vor egen menneskelige erfaringssfære og prøve på at finde ud af, hvordan vi så kan fastholde vor kristne tro og håb i en verden, hvor vold tilsyneladende er stærkere end fred, splittelse trives bedre end samdrægtighed, undertrykkelse florerer snarere end retfærdighed, hvor død ikke liv synes at have overtaget. I en sådan forståelse er troen en forudsigelse om udfaldet af menneskehedens historie: fred blandt mennesker bliver en skønne dag en kendsgerning. I mellemtiden må den kristne finde en strategi for livet. Det kan være, at man betoner den personlige fromhed, bøn, tålmodighed i lidelse osv. - med risiko for at gøre religionen til "sukket fra den undertrykte skabning, hjertet i en hjerteløs verden og sjælen i sjælløse forhold - opium for folket." (Marx) . Det kan også være, at man kaster sig ud i politisk engagement for at fremskynde Guds Rige (eller utopien?), med fare for at blive radikaliseret og lænket til en ideologi.
Til sidst er der en opfattelse, der nok især findes i de lande, hvor der på grund af de politiske og økonomiske forhold er opstået en eller anden form for befrielsesteologi. Opfattelsen kan beskrives omtrent som følger: Det håb, troen giver, skal ikke primært anses for at være en forudsigelse eller forhåbning om noget ud i den fjerne fremtid, men tilskyndelse og styrke her og nu, en kraft, der sætter os i stand til at være opmærksomme på Guds tavse nærvær midt i al ondskab, at mærke hans lys i menneskelivets mørke, og til at virkeliggøre troen i livets konkrete forhold, demonstrere dens sandhed i en klar tagen parti for de fattige, de forfordelte, de undertrykte, i integritet og tålmodighed, i redelighed og velvilje over for alle, dog uden blåøjede illusioner, men tværtimod med et vågent blik for de strukturer og instanser, der bevirker uretfærdighed og undertrykkelse. En ihærdig kamp altså for at skabe en mere menneskeværdig samfundsorden, en kamp, der skal føres med ubestikkelighed og uden had til nogen.
Hvor man udlægger teksten på denne måde, understreger man, at intet af dette er muligt uden en levende tro og et levende gudsforhold næret af Bibelen, bøn- nen og sakramenterne. Dette fjerde svar på spørgsmålet om, hvad Pauli ord betyder for os i dag, er nok det mest krævende af alle, men også det mest realistiske - i hvert fald der, hvor kampen om fred og retfærdighed foregår hver dag. Men det er måske også værd at overveje, om ikke det har noget at sige os - f. eks. at minde os om, at også vi må prøve på at finde Gud i dagliglivets konkrete situationer.
Uddrag af Leslie O. Dorns "Når lyset brydes", Poul Kristensens Forlag 1989. Eksemplarer fås ved henvendelse hos forfatteren, Niels Steensens Kollegium, Skt. Kjeldsgade 3, 2100 Kbh. Ø. E-mail: nsksj@inet.uni-c.dk.