Antagelse af ægteskabets gyldighed

Vatikanet, 29. januar 2004 (VIS). Her til morgen blev dekanen, dommerne, den romerske Rotas advokater og officialer modtaget af paven i anledning af det retslige års begyndelse.

I sin tale til de indbudte henviste Johannes Paul II til den “favor iuris”, som bliver ægteskabet til del, samt til den formodning for ægteskabets gyldighed, der fastslås af canon 1060 i CIC (Den kirkelige lovbog for den latinske ritus) og canon 779 i CCEO (Den kirkelige lovbog for de østlige Kirker).

Derefter erindrede han om, at denne “favor iuris indebar formodningen for ægteskabets gyldighed, indtil det modsatte var bevist”, og denne formodning “skulle ikke tolkes som en blot og bar hensyntagen til de tilsyneladende forhold eller til en eller anden status quo, eftersom der er hjemlet mulighed for at indlede en retslig handling inden for rimelighedens grænser”.

“Hvad skal man så sige til den teori, at forudsætningen for et mislykket ægteskab skulle være, at det var ugyldigt?” spurgte paven. “Erklæringen om sand ugyldighed burde snarere ved selve indgåelsen af ægteskabet føre til en mere omhyggelig undersøgelse af de krævede betingelser, specielt med hensyn til de vordende ægtefællers samstemmighed og virkelige indstilling. Der påhviler præsterne og dem, der samarbejder med dem på dette område, et tungt ansvar for ikke at nøjes med en udelukkende bureaukratisk opfattelse af ægteskabsforberedelsen (se canon 1067)”.

Derefter understregede paven, at “det virkelige problem tit ikke så meget er den verbale forudsætning som det samlede syn på ægteskabet og som følge heraf den proces, der består i at verificere gyldigheden af de afgivne sakramentale løfter. Denne proces er i selve sit væsen ufattelig uden for rammerne af en verifikation af sandheden”.

“Tendensen til at forøge antallet af ugyldighedserklæringer ved at se bort fra den objektive sandhed skaber en strukturel forvridning af hele proceduren. Ægteskabsrettens fundamentale dimension, der er baseret på en essentiel juridisk realitet, erstattes af empiriske teorier af sociologisk art eller forskellige former for juridisk positivisme. Man må ikke glemme, at en autentisk juridisk opfattelse af ægteskabet kræver et metafysisk syn på mennesket og på forholdet mellem mand og kvinde. Uden dette ontologiske grundlag bliver ægteskabet som institution reduceret til en simpel frugt af loven og af en social tilpasning, der sætter en grænse for menneskets frie udfoldelse”.

Som konklusion understregede paven nødvendigheden af “at genopdage sandheden, godheden og skønheden i ægteskabet, der som Guds eget virke i den menneskelige natur og i ægtefolkenes frie samtykke vedbliver at være en uopløselig personlig realitet som sammenhængen mellem retfærd og kærlighed, der fra begyndelsen har været knyttet til Guds frelsesplan og i tidens fylde er blevet ophøjet til et kristent sakramente. Det er denne realitet, Kirken og samfundet bør arbejde på at fremme. Det er den sande favor matrimonii!”.