Troslærekongregationen
har for nylig udsendt en “Instruks om bønner for at opnå helbredelse fra Gud”,
der på én gang fremlægger de læremæssige aspekter og de disciplinære
forholdsregler vedrørende en praksis, der i dag under forskellige former er
udbredt i Kirken. Af denne vigtige redegørelse, underskrevet af Kardinal
Ratzinger, bringer vi her et uddrag: kapitlet “Helbredelsens karisme i den
aktuelle situation”.
I Kirkens historie har det ikke skortet på
hellige mirakelmagere, der har udvirket mirakuløse helbredelser. Dette fænomen
var således ikke begrænset til apostlenes tid; men den “helbredelses-karisme”,
som det nu er på sin plads at kaste et læremæssigt lys over, hører ikke til
disse mirakelfænomener. Det spørgsmål, der stiller sig, handler snarere om de
bedegrupper, der oprettes specielt med henblik på at opnå mirakuløse
helbredelser for deres syge medlemmer, eller om de bønner om helbredelse, der
fremføres i slutningen af en messe med samme formål.
Helbredelser i forbindelse med bestemte bedesteder (helligdomme, i nærheden af martyrers eller andre hellige menneskers relikvier, etc.) er der rapporteret mange af op igennem Kirkens historie. De har i oldkirken og i middelalderen været medvirkende til at gøre det populært at tage på pilgrimsrejse til hellige steder, som af den grund er blevet berømte, som fx Saint-Martin de Tours eller domkirken i Santiago de Compostela og mange andre. Det samme fænomen finder også sted i dag, hvor man fx har valfartet til Lourdes i over hundrede år. Disse helbredelser forudsætter ikke en “helbredelses-karisme”, eftersom der ikke er et handlende menneske, der besidder denne karisme, men det er nødvendigt at regne dem med, når man går i gang med læremæssigt at evaluere de omtalte bedegrupper.
Med hensyn til de
bedegrupper, der sætter sig som bestemt mål at opnå helbredelser – et mål, der
måske ikke er altoverskyggende, men i det mindste spiller en stor rolle i deres
planlægning – er det hensigtsmæssigt at skelne mellem dem, der kan vække tanken
om en sand eller tilsyneladende “helbredelses-karisme”, og de andre, der ikke
har en sådan karisme. For at man kan tale om en eventuel karisme, er det
nødvendigt for bønnens kraft, at der er en eller flere personer, eller en
gruppe af personer, fx gruppens ledere, der styrer mødet. Hvis man ikke har at
gøre med “helbredelses-karismen”, er det selvfølgelig tilladt og ofte
betimeligt at fejre de gudstjenester, der findes i de liturgiske tekster, med
respekt for de liturgiske normer, som det er tilfældet i messen pro infirmis.
Hvis man ikke respekterer den liturgiske norm, mangler handlingen legitimitet.
På valfartsstederne
celebreres der også andre gudstjenester, der ikke sigter specifikt mod at bede
Gud om nåde i form af helbredelse, men som i organisatorernes og deltagernes
intention indbefatter helbredelser som et væsentligt element; til det formål
arrangeres der liturgiske fejringer, som fx udstilling af det Allerhelligste
med sakramental velsignelse, eller ikke-liturgiske fejringer, der dog hører til
den folkefromhed, som tilskyndes af Kirken, som recitation af rosenkransen.
Disse fejringer er også legitime, forudsat at man ikke forvansker den oprindelige mening med dem. Det ville fx ikke
være rigtigt at sætte ønsket om at opnå de syges helbredelse i første række og
derved fratage udstillingen af det Allehelligste sit egentlige formål; denne
udstilling skal få de troende til at erkende Kristi tilstedeværelse og opfordre
dem til åndeligt at forene sig med Ham med en bånd, der når sit højdepunkt i
den sakramentale kommunion.
Man kan ikke tilskrive
en bestemt gruppe af troende “helbredelses-karisme”. Det står helt fast, at
Paulus, når han taler om de forskellige karismer i 1 Kor, 12, ikke lader nogen
speciel gruppe (apostle, profeter, undervisere, ledere eller andre) besidde
“helbredelses-karismer”; der er en helt anden logik i fordelingen af
nådegaverne: “Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver
enkelt, som den selv vil” (1 Kor 12,11). I bedegrupper, der har til formål
at bede Gud om helbredelser, ville det følgelig være vilkårligt, hvis man
tilskrev en bestemt kategori af deltagere, fx gruppelederne, en
“helbredelses-karisme”; man kan kun stole på Helligåndens suveræne vilje til at
give nogle en særlig nådegave til at helbrede for at åbenbare kraften i den
Opstandnes nåde.
Imidlertid opnår end
ikke de mest inderlige bønner helbredelse for alle sygdomme. Paulus må således
lære af Gud, at “Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed” (2
Kor, 12,9), og at at de lidelser, vi skal udholde, kan have følgende mening:
“Hvad der mangler af Kristi trængsler, udfylder jeg med min egen krop for hans
Legeme, som er Kirken” (Kol 1,24).
Under en audiens
tilstået undertegnede præfekt, har Pave Johannes Paul II godkendt denne
instruks, vedtaget ved en plenarforsamling i Troslærekongregationen, og
beordret, at den skulle publiceres.
Troslærekongregationen
i Rom, den 14. september 2000, festen for Korsets Ophøjelse.
Joseph Kardinal
Ratzinger
Præfekt for
Troslærekongregationen
Oversat fra l’homme
nouveau 1246 17. december 2000